Hvor ville jeg dog ønske...
Det kan gøre så ondt, selv efter ti år, når en, der elskede én, er væk.
1
Fredag den 29. november 2013
Farverne er kun slørede toner af sig selv og konturerne er opblødt af det mørke, der har lagt sig over værelset.
Gardinet er sat fast omkring et vandrør til radiatoren med en hvid tøjklemme for at undgå, at striben af lys fra gadelygten udenfor rammer min store dreng i overkøjen i ansigtet. I aften har jeg sat klemmen for lavt og kan se et
dybgyldent skær i hans lyse hår, der stritter op fra under dynen.
Fra den halvt åbne dør ind til mit soveværelse siver lyset fra den lampe, der skal være tændt. Han behøver ikke spørge mere, den store. Jeg tænder det helt automatisk.
I dette dushede grålige lys er den lille drengs hud så blød som silke i en sandwich af de fineste dun. Så blød, at jeg må røre hans lille kind selvom jeg ved, at jeg kan risikere at vække ham. Eller at hænge fast i den rest af syltetøj, jeg kan ane ved hans ene mundvig.
Øjenvipperne på hans lukkede øjne er lange og fine og sitrer lidt i den begyndende REM-søvn. Jeg funderer over det mærkværdige i, at så mange drenge har lange fine vipper, mens så mange piger bruger timevis af deres liv på at smøre, fedte og farve deres korte vipper længere og kraftigere.
Og så rører jeg ved ham. Jeg kan se, hvordan mine fingerspidser langsomt pejler sig ind på et af de bløde steder på hans kind, lander og føler. Mærker varmen fra hans hud og registrerer den lille
trækning i den lille – stadig lidt buttede – hånd, der ligger foran hans ansigt på puden. Så uendelig blød, varm og glat. Og jeg smiler til mig selv, mens jeg tilbageholder et åndedrag, lukker mine øjne og nyder berøringen. Så uendelig blød.
Så uendelig.
2
Så uendelig langt væk er den stjerne, der fanger mit blik, da jeg åbner øjnene igen. Den hænger som en ensom fjern sol i det åbne hjørne mellem gardinstang og gardin. Og suget i min mave trækker mig næsten ud af underkøjen i sammenkrøbet stilling, åndeløs og i kramper, mens tårene begynder at løbe uhindret ned ad mine kinder. Jeg ved det godt. Du er lige der.
Lige der, hvor du kan holde øje med os, passe på os og minde os om, hvor uendelig kærligheden er. Og rækker jeg hånden ud mod gardinstangen, kan jeg opnå den optiske illusion, at du er lige her.
Men det er du ikke. Er du vel?
December 2005
Det var en gang i december. Et par år og en lille måned efter, at jeg havde fyldt mine bukselommer med
toiletpapir og i forvirringen taget for lidt tøj på, så jeg uden at have planlagt det kunne skjule min krops vanvidsridt på sorgens paniske hest i ganske simple kulderystelser. En eller anden lagde en arm om mig for at varme mig, og den kunne jeg så støtte mig til, mens den næsten
rektangulære bil med den lange bagende og de alt for afslørende bilruder kørte væk til en begivenhed, jeg slet ikke magtede at forestille mig, men som jeg ikke desto mindre tænkte på igen og igen de næste mange måneder.
3
Nu stod jeg så med anderledes meget tøj på og betragtede et helt nyplaceret foto af en smilende klasse med deres dansklærer sat fast til en lille håndfuld roser med en madelastik, en dekoration fra en blomsterbutik og en fuldstændig autentisk anretning af
markblomster og stærke enkle planter.
Sidstnævnte fra min moster, førstnævnte fra en gruppe af min mors elever, der stadig ikke havde glemt.
Jeg havde min arm under en gul bøjle af hård plast. En bøjle, der sad fast i en lille autostol betrukket med stof i blå tern. Og jeg vidste, at hvis jeg kiggede ned på det, der sad i autostolen bare et ganske kort øjeblik, så ville den ukontrollerede smerte, der havde grebet mig pludseligt en nat for to år siden, tre uger efter hendes død, og som havde holdt både mig og min kæreste vågen i timevis i en hiksen og hiven efter vejret og meningen, vende tilbage.
Så ville jeg ikke være i stand til at holde fast i den gule bøjle, og jeg ville være nødsaget til at sætte autostolen fra mig. Jeg ville være tvunget til at slippe den lille forundrede bylt fra mit synsfelt og overgive mig til noget, jeg ikke havde en erindring om, hvornår ville stoppe.
Så jeg stirrede lige frem for mig og skabte struktur i mit kaos ved at lave usynlige fugleflugtslinier fra min mors blomsterbedækkede grav til den grav, hvor begge hendes forældre og to af hendes
bedsteforældre lå. Og jeg prøvede at abstrahere fra tanken om, at hun lå her alene. Helt helt alene.
Og jeg stirrede lige frem for mig så længe, at byltens far blidt tog autostolen fra mig og bevægede sig lidt væk. Gav mig tid. Tid til at jeg kunne finde balancen efter at vægten fra autostolen var væk, tid til, at jeg kunne opdage, at han kun var gået ned for enden af
rækken af grå flade sten, så jeg stadig kunne se den lille bylt i sin lyseblå flyverdragt og helt stift strittende arme, der endnu ikke
4
havde muskler og styrke til at bøje det vatterede stof i flyverdragtens ærmer.
Tid til, at hele mit indre kunne skrige af raseri over, at du ikke var her til at møde det barnebarn, der lå der med sit smukke Alfons Åberg- runde ansigt og stolede på hele verdens godhed.
Jeg kom aldrig tilbage dertil. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde kan.
Men du er jo heller ikke der. Er du vel?
Maj 2012
Egentlig var det musikken, der havde bragt os til Århus, men det skulle blive en gåtur gennem Jægergårdsgade, der blev mere signifikant end nogen tidligere tur
gennem Jægergårdsgade. Jeg har boet ret tæt på Jægergårdsgade. Jeg har slentret gennem
Jægergårdsgade efter våde nætter i byen. Jeg har vandret Jægergårdsgade tynd. Jeg fik min første tatovering i Jægergårdsgade.
På denne dag, andendagen på SPOT-festivallen, var min kæreste og jeg taget til denne ”ungdommens gade” for at ose og fordrive lidt tid i det, der på det nærmest er en storby, når man bor 75 minutter væk med toget – når det ikke er forsinket – og kun kommer på mere end timelange ophold, når der er festival i byen.
Der var lidt tid til musikken gik i gang, og fra vores b&b lå
Jægergårdsgade placeret næsten midtvejs som en oase midt i det
5
lidt for kølige forår, med sit loppemarked og velassorterede helsekostudvalg.
Gennem en butiksrude fik min kæreste øje på noget, der godt kunne være et godt tilbud. I en genbrugsforretning. Vi stod lidt der og kiggede på de lange rækker af tøj på bøjler, og jeg forstod ikke helt, hvad det var, han havde fået øje på. Han pegede. Ganske tavs.
Pegede og regnede med, at jeg enten forstod eller i et mindste fulgte med. Jeg gjorde det sidste, og tøffede i hælene på ham.
Og fem minutter senere trådte vi ud af forretningen igen. Jeg var nu iført en grøn jakke, som jeg først afviste med den begrundelse, at den lignede min oldemors sofa (jeg har aldrig kendt min oldemor og slet ikke hendes sofa), men som, da den kom på, var irriterende klædeligt og flot, samt en gul taske, som jeg den dag i dag ikke aner, hvor er blevet af, selvom jeg var mægtig glad for den.
Et halvt minut senere, midt i en sætning, gik jeg helt i stå. Jeg stod ikke og betragtede mit spejlbillede i rudens glas, som min kæreste først troede. Jeg kiggede gennem glasset. For inde bag ruden,
mellem alle rækkerne med tøj og hylderne med porcelæn, som man skulle gå meget forsigtigt forbi, så jeg en kvinde, hvis ansigt, jeg ikke havde set i næsten ni år.
Hun lignede sig selv. Lidt ældre, ganske vist, men der var ikke noget at tage fejl af. Håret var det samme, kroppens bevægelser, smilet.
Tøjet virkede endda velkendt. Der var ikke en fiber i min krop, der var usikker på, hvem hun var, selvom min hjerne på ingen måde i det øjeblik kunne genkalde sig hendes navn.
Men drengen ved siden af hende virkede anderledes. Han var større.
Stærkere. Havde hår. Da han vendte sig om i profil, blinkede
erindringen om et lille buttet smilende drengeansigt frem, og hans navn stod så klart for mig, som var det skrevet med trefarvet
tandpasta på ruden.
6 Casper.
Casper, som jeg hele tiden har forsøgt at huske som den livlige dreng med det dejlige grin, som han heldigvis var. Også var. Men i mit forsøgt på at huske ham som sådan, blev jeg overvældet af alle de andre billeder.
Casper med et drop fastgjort under kravebenet, hvor jeg, når jeg passede ham, skiftede poserne med flydende føde, når der var brug for det, mens jeg var klar til at holde en balje under ham, hvis han kastede op af sondemaden, som han af og til gjorde.
Casper, der oftest var så træt, at han helst ville sidde i sin lille bløde lænestol og se Bamse og Kylling, nøjagtig som de fleste andre 4- årige,mens jeg sad ved siden af og holdt hans hånd, i stedet for at lege og lægge puslespil, meget modsat de fleste 4-årige.
Casper, der lærte mig, at livet er smukt, men sindsygt uretfærdigt, da jeg mødte op på Skejby Sygehus et par dage efter hans første kemo og så hans lille runde baghovedet med en lille skaldet plet bagpå, mens jeg så hans små runde hænder klappe af en klovn, der
optrådte, og hørte hans perlende latter.
Casper, der lovede mig, hans Dit, en aften jeg læste godnathistorie for ham, at han nok skulle klare den og blive en stor og stærk dreng.
”Casper, hvordan har du det”
”Lidt kvalme”
”Ja, det har du ind imellem”
”Det skal nok holde op”
”Lover du mig det, Casper? Lover du mig, at du bliver rask igen”
”Ja, Dit. Lover. Rask og stor og stærk. Som Bamse”
7
Casper havde holdt, hvad han have lovet, og nu var han der bag ruden. Levende, stor, stærk. Og havde jeg haft modet til at mærke og vise, hvordan det gjorde godt og ondt inden i, så var jeg gået ind til ham. Men jeg turde ikke. Jeg turde ikke indrømme, at jeg den aften, da Casper var faldet i søvn, havde lavet en aftale med den store Cancer-Gud. En aftale om, at skåne Casper på bekostning af en, der havde set det meste og haft et godt liv. En som ikke havde så meget at miste.
Dengang vidste jeg ikke, at vi alle har en masse af miste. At uanset alder og mængden af oplevelser er der altid nogen, der mister så uendelig meget. Dengang vidste jeg ikke, at kun godt en måned efter Caspers løfte til mig, mistede jeg min egen mor.
Forår-efterår 2010
Da min ældste søn var 4½ år kunne han ikke cykle. Det var ikke fordi, han ikke ville eller var udstyret med samme dårlige balance som mig. Det var heller ikke, som det skulle vise sig at være tilfældet med hans lillebror, fordi han rent motorisk ikke forstod
sammenhængen mellem at dreje på styret og dermed dreje cyklen.
Hans lillebor kæmpede en brav kamp med cyklen for at få den til at dreje ved simpelthen at læne sin overkrop til den side, han ville dreje, samtidig med, at han løftede skuldrene og fjernede fødderne
8
fra pedalerne. Resultatet for lillebror var, at han i lang tid var
fuldstændig i stand til at køre ligeud i høj fart under stor selvjubel, men så snart han drejede, så sluttede cykelturen.
Min ældste søn havde en helt anden motorisk forståelse for at cykle, hvilket han satte fed streg under, da han som 7-årig kørte en lille tur på en del af mountainbike-singletrack-skovsporet sammen med min kæreste og tog forhindringer, som jeg formentlig aldrig kommer i nærheden af at klare.
Årsagen til, at han ikke kunne cykle som 4½-årig var ganske enkelt, at den cykel, han fik i storebrorgave som 3-årig var punkteret på den allerførste cykeltur og ikke blev lappet, før jeg flyttede med begge drenge til min enlig-lejlighed, hvor der på den anden side af haven var en stor parkeringsplads.
Efter en uge på cykel på parkeringspladsen var der ikke nogle
dikkedarer, og efter en måned kørte han på egen cykel ved siden af mig med lillebror i trailer, til og fra børnehave. Lidt over 5 km om dagen.
Af og til tog vi en cykeltur i weekenden. Eller om aftenen. Kørte stille og rolig ud og nød stjernerne. Pegede på dem, snakkede om dem.
Jeg lærte som helt lille at finde både Karslvognen, Cassiopeia, Orion og eventuelle planeter, der fremstår helt anderledes på himlen. De blinker ikke. Og nu forsøgte jeg at lære mine sønner det.
Så vi kiggede og snakkede, og så var vi stille.
En aften var min ældste lidt mere stille end han plejede. Jeg
skævede til ham og fangede hans udtryk under cykelhjelmen. Sådan lidt mut. Med den lille næsten sovende på mit skød, tog jeg den store i hånden, og i det sekund, jeg gjorde det, kiggede han på mig med tårer i øjnene.
”Mor. Det er der, hun er,” sagde han småhiksende og pegede op på en meget klar stjerne, der hang lavt over horisonten og kun lige
9
tittede over trætoppene. Det lignede lidt, den sad fast på en af de høje graner. ”Det er der, mormor bor”.
Jeg lagde min arm om ham, og så trak jeg ham så tæt ind til mig, helt ind i min armhule, så tæt, at han ikke kunne se, hvordan tårerne piskede ud af mine øjne og dryppede ned på hans hjelm.
Hvad jeg græd mest over, ved jeg ikke. Var det savnet af min mor, eller var det det fuldstændige uventede, at min store søn havde en trang til at placere den mormor, han aldrig har kendt, i en alder af knap 5 år. Og hvor kom hans savn og gråd fra.
Siden har vi peget på klare stjerner lige over trætoppene og snakket om, at det er der, mormor er, når hun ikke er på jorden som en sjæl, der passer på os. F.eks. når vi skal over vejen og er lige ved at
glemme at se os ordentlig for. Så tapper hun os lige så stille bag øret med en finger, og hører vi stadig ikke efter, så nipper hun os i øret.
September 2013
Det kostede mig tre tånegle og tæer, der lignede
bobleplast i et par dage, før der gik hul. På vablerne. Den ene vabel sprang samme dag, som den var vokset frem, med et ordenligt plop, der fik en af mine venner til at konstatere, at vandet vist var gået. En af tæerne var så boblet, at den lignede, den var ved at smelte.
10
Men udover de medtagede tæer og nogle afsindig ømme
smilemuskler, så var mine efterveer fra mit allerførste marathonløb forbavsende få. Indtil et par uger efter.
Det er ganske sandt, at jeg om aftenen efter løbet ikke kunne tygge min virkelig udsøgte pizza på en restaurant på Alexander Platz. Ved hvert eneste lille tyg med kæberne skreg musklerne af smerte, mens ganen var øm som et stort blåt mærke. Aldrig havde jeg nogensinde læst om denne specifikke faciale marathon-skade, men jeg skal da lige love for, at i hvert fald mit ansigt havde løbet de 42,2 km.
Smilende allerede i startbåsen og hver eneste meter til opløbet. Og så var det ligesom smilet var frosset fast, og jeg smilede videre.
Indtil jeg skulle tygge pizzaen.
En af grundene var selvfølgelig det fantastiske at deltage i sådan et løb. En anden væsentlig grund var, at en klog løbemakker havde udstyret hele holdet med flotte dannebrogsrøde løbetrøjer med vores eget navn på. Effekten var gigantisk. Jeg havde fornemmelsen af, at ca hver 10. af den halve million tilskuere råbte mit navn, med accenter fra hele Europa.
Men det, der skulle komme til at få betydning for min erindring af løbet, og som ramte mig som en hammer to uger efter, skete allerede i startbåsen.
Det var – heldigvis – en kølig dag. Jeg frøs i mine tights, top, sko og hårelastik. Og det gjorde mig glad, for jeg bryder mig meget lidt om at løbe i varme, så denne morgen var perfekt. Jeg havde set det lysne fra jeg stod op ved femtiden og til nu. Set lyset komme op over Berlin og bryde gennem den kolde luft. Set ballonerne ved målområdet bundet og klar til at blive sluppet fri. Og ikke mindst havde jeg set den gyldne engel på toppen af Siegessäule skinne så klart, at den næsten blændede os.
11
Nu så jeg et ansigt fra en fortid så fjern, at jeg ikke var sikker på, at den var rigtig. Eller rettere. Jeg så den ryg, der passede til den krop, hvorpå hovedet med ansigtet sad.
Navnet på ryggen fik varmen til at stige helt op, og da ansigtet missede med øjnene mod Siegessäule og drejede sig mod mig, fik han øje på mig. Genkendte, men kunne ikke placere. Kiggede på den gyldne engel. Missede med øjnene og gjorde et nyt forsøg. Sådan afventede vi begge lidt.
Han var placeret på mit erindringernes landkort på grund af klubnavn og personnavn på løbetrøjen. Meget simpet. I
virkeligheden huskede jeg ikke hans ansigt så godt, eftersom jeg næppe havde set det i 32 år (fra han gik ud af skolen). Jeg var placeret i hans landkort af en hel anden grund.
”Du ligner din mor virkelig meget. Altså, jeg kan godt se lidt af din far i dig, men et øjeblik var det næsten...altså, jeg kan ikke huske, hvilke fag, jeg havde hende til, hvis jeg havde nogle...det tror jeg faktisk ikke. Men jeg kan huske hende. Du er højere. Men ikke ret meget, vel”, sagde ansigtet og grinede venligt og varmt.
Og med det var jeg trådt ind i en anden tid. Alt, der lå mellem den skoletid, hvor mine forældre sagde farvel til de store elever,
heriblandt det ansigt, der nu missede mod englen i en alder af snart 50 år, mens han og hans storebror gjorde sig klar til et marathon, og den faktiske nutid, forsvandt. Jeg var smeltet sammen med det
menneske, der var 5 centimeter mindre end mig, blev husket af eleverne, lignede mig virkelig meget, som jeg delte en god portion DNA med, og som jeg i disse timer faktisk helt glemte var død og borte.
Seriøst. Det gjorde jeg. Jeg indtog mindet om min mor så
fuldstændigt, at jeg havde hende med i min løbesko. Måske var det derfor, jeg fik vabler, for så god plads er der trods alt ikke, at der
12
udover min størrelse 37 kan klemmes en størrelse 38 ned i også.
Eller 38 på den ene fod. 38½ på den anden.
Jeg indtog mindet om min mor så fuldstændigt, at de stemmer og ansigter, der heppede og smilede på de mange km, også heppede på hende. Hun var der, lige der. Var sprunget fra den gyldne engel i et af de stærke glimt fra en solstråle lige ind i mit løbenummer, i min krop, i min hjerne.
Og vedholdende, som min mor altid har været det, så holdt hun fast til målstregen. Nu løber jeg heller ikke så stærkt, at hun ligefrem ville blæse af, men de mange bump, bevægelser og bare hele det lange tidsforbrug....hun holdt ved.
Da jeg ved 14km kunne mærke den første tånegl løsne sig, dykkede hun ned i skoen og pustede smerten væk. Da de næste to gik løs ved henholdsvis 22 og 27km pustede hun igen og hviskede til mig, at nu var der ikke flere, der ville volde besvær. Nu var det bare hjemad.
Så sad hun der, på mine skuldre måske, og holdt mine smilemuskler oppe, når tempoet gik ned, fortalte mig, at verden lå for mine
fødder, og at jeg bare skulle erobre den, nøjagtig som hun havde sagt til mig, da jeg var lille, som hun havde understreget for mig, da jeg var teenager, og som hun havde jublet, da jeg blev voksen og var faldet rimeligt heldigt ud, når alt kom til alt.
”Du kan det her. Du kan bare. Spørg ikke hvorfor. Bare vid, at du kan”. Stemmen var der; i mit hoved. Den drev mig fremad, og det var min mors.
Målstregen blev passeret, og det forunderlige skete. Alle de tårer af glæde, jeg havde regnet med ville løbe med intervaltræningsfart ud af mine øjne over denne store bedrift, udeblev. Alle de jublende hop udeblev (måske var benene for ømme trods alt). Jeg havde forventet at være en smule overstadig, men oplevede mig selv som
13
irreterende fattet. Og mens jeg gik ned mod familiezonen, hvor vi skulle mødes med hinanden, os der var sammen, så jeg igen Siegessäule. Solen stod anderledes, lyset var et andet. Guldet skinnede ikke længere.
Stemmen i mit hovede var væk.
Bare fordi, jeg ikke græd af glæde, lavede rejehop eller var ufattelig irreterende bagefter, var jeg glad. Naturligvis. Og stolt. Men der var en stemme i mig, der hele tiden havde regnet med, at jeg kunne det her. At jeg ville komme igennem med glæde og vilje og nydelse. Og at jeg ville få en stor oplevelse.
Og så var det, et par uger efter, at det ramte mig som en hammer, at jeg virkelig savnede det. Ikke så meget at løbe 42,2 km, men
savnede mennesket bag stemmen. Det menneske, der altid troede på, at jeg kunne udrette og gennemføre lige præcis det, jeg satte mig for. Jeg savnede den ubetingede tillid og kærlighed fra min mor. Og den efterfølgende, rørende, ubetingede stolthed. Men jeg havde mærket den så kraftigt som guldtunge solstråler fra
Siegessäule på min lille joggetur i Berlin.
Sommer 2010
Det er et stort privilegie at få børn. For de fleste. For nogle er det ikke et ønske, de nærer dybt, og derfor er det rigtigst at holde sig fra dette eventyr. For andre er det ikke en mulighed, omend de vil det så inderligt.
14
For mig er det gået præcis efter den næstbedste opskrift. Det var let at blive gravid, mine graviditeter var helt uden komplikationer,
fødslerne gik stærkt – måske endda for stærkt – og jeg er blevet velsignet med to stærke, sunde, smukke, kloge, osvosvosvblablabla børn. Jeg følte mig heldig. Den næstbedste opskrift. En levende mormor havde givet den bedste.
Det føles også som en glæde for mig, at begge mine børn har arvet den runding ved øjnene, den måde de klemmes sammen på, når vi smiler, udtrykket, når vi er glade og kede af det, fra mig. Og jeg har arvet det fra min mor. Der er ingen tvivl om, at deres mormor lever i dem både indvendigt og udvendigt, til trods for, at de aldrig har mødt hende.
Eller det vil sige...jeg kan fristes til at tro, at specielt den lille har mødt hende. Det er ikke en eller anden overtroisk ønsketænkning.
Det er bare en fornemmelse. Og jeg dyrker den ikke. Jeg observerer bare.
Min yngste var kun halvandet år, da jeg rykkede mig selv og mine børn til Grenå. For at starte et mere autentisk liv. En lille fyr, der kun lige havde lært at gå, men til gengæld talte imponerende godt og kunne forklare mange ting omkring sig. Han tussede rundt i
lejligheden, på det bløde gulvtæppe, i bare tæer og blemås og snakkede med møblerne, sin storebror, flere møbler, mig, et spejl, et stykke legetøj. Snakkede med alting.
En dag stod vi i køkkenet alle tre. Vi har formentlig skåret noget frugt eller forberedt et eller andet. Eller sunget en hjemmedigtet sang. Det husker jeg ikke. Jeg husker bare hans lille ansigt med øjnene, der lignede den sjæl, jeg savnede så meget, betragte mig.
Bare kigge op dernede fra under en meters højde fuldstændig klar til at tro på alt, hvad jeg sagde.
Og så pludselig.
15
Så drejede han sit hoved, som var der en, der kaldte på ham.
Kiggede ind i værelset. Flyttede sig ikke. Kiggede bare.
Og så pludselig.
Så kiggede han på mig igen med nøjagtig det samme udtryk som før, atter klar til at blive elsket ubetinget. En lille smil sad i højre mundvige. Jeg følte, jeg blev nødt til at spørge.
”Hvad fik du øje på, skat”.
”Bøelse”
Storebror stoppede sin talestrøm og kiggede lidt forskrækket på sin lillebror, hvorefter han med let dirrende underlæbe forklarede for mig, at lillebror havde set et spøgelse.
”Er det et rart spøgelse, skat”
”Ja. Bøelse bo her”.
Det tog mig nogle store pædagogiske forklaringer ikke at underminere min yngste søns oplevelse, samtidig med, at jeg beroligede den angst, der vibrerede som et stroboskoplys hos min store søn. Mens den lille gradvist reagerede kraftigere med at løbe efter Bøelse inde i lejligheden, reagerede den ældste med at
stramme den snøre, der bandt ham til mig. Således var han sjældent mere end to meter fra mig.
Det var først, da han selv forbandt den glimtende kraftigt lysende stjerne lige over horisonten med Bøelse, at han fandt ro i lillebrors samtaler med noget tilsyneladende usynligt. Og det var pudsigt nok nogenlunde samtidig, at lillebrors usynlige Bøelse forsvandt.
16
Og så mærkede jeg denne uendelige tomhed og savnede Bøelse, den usynlige ven til et barn på knap 2 år. En usynlig ven, der havde gemt sig i lejligheden og hastet forbi os, mens vi stod fordybet i vores samtaler og vores nærvær. Bøelse havde i den korte tid, det var hos os, udfyldt et formål og fungeret som forklaring.
Det værste ved savnet af Bøelse var, at det var fuldstændigt irrationelt.
Lørdag den 30. november 2013 lige efter midnat
Der er ikke mange dage til nymåne. Der hænger en let hullet skive ost ost på himlen og lyser klart og stærkt mellem stjernerne. De manglende skyer giver en fantastisk himmel og jord, der bliver køligere og køligere. Det er vinter snart.
For et par dage siden fløj en komet ind i jordens synsfelt. ISOS. En bare 3,5km i diameter stor klump sten med en spektakulær hale af is og vind. Den kommer tæt på, regner astronomerne med, over de næste dage, uger og måneder, inden den forsvinder tilbage udi det tomme rum omtrent med forårets komme. Måske kommer den tilbage en gang.
Når jeg kigger på månen gennem min stjernekikkert åbenbares et landskab så utroligt, at den næsten føles som spild, at jeg ikke kan få lov at røre det. Så kan jeg mærke og forstå trangen til at sætte sine
17
klodsende månestøvler på overfladen og se støvet flintre omkring i formationer, der på grund af tyngdekraften er anderledes.
Og når jeg kigger gennem min stjernekikkert kan jeg måske se ISOS.
Det siges, at ISOS lige i disse dage vil stå for et farveshow af is- og lyspartikler, men eftersom ISOS ligger lige der, hvor vores
livsgivende sol også ligger, så advarer astronomerne mod at kigge direkte derop. En stjernekikkert er et must.
Jeg ved godt, hvor min dyre stjernekikkert er. Og den er ikke lige her. Så jeg må undvære at se den hullede osteskive helt tæt på og undvære at se den glødende iskomet. Og jeg må undvære at se, hvad der ellers kan være af spændende ting på himlen i aften og nat.
Men jeg kan se stjernerne.
Stjerner, der blinker beroligende på den kulsorte nattehimmel i takt med vejrtrækningerne bag mig. En tung lidt snottet vejrtrækning og en lettere og lidt hurtigere. To varme kroppe, der vågnede tidligere i nat i samme seng.
De elsker at sove i samme seng. De foretrækker det. At ligge der tæt op af hinanden og varme sig på kun 80 cm´s bredde. Der er mange fordele ved at være lille. Nogle gange vågner de om morgenen viklet ind i hinandens arme og dyner. Af og til er en pude røget på gulvet. I går vågnede de og havde byttet dyner og lå søvndrukne og trak i den dyne, de i gabet mellem drøm og virkelighed vidste var deres.
Tidligere i nat vågnede de samtidig og marcherede unisont fra deres køjeseng til min seng i mit værelse. Kun fire meter. Med små bare fødder søvnigt klaskende på trægulvet og dynerne som lange slæb efter sig. Kastede sig begge ned i min seng og forventede ganske berettiget, at jeg ville trække, løfte, skubbe dem på plads på
madrassen, hvor de så vil sove sødt resten af natten, viklet ind i
18
hinandens dyner. Hvis jeg er rigtig heldig, så vågner jeg med en lille blød og varm hånd filtret ind i mit hår eller placeret på min kind.
Og nu er det så, at jeg mærker de to varme drenge bag mig. Hører deres åndedræt, dufter deres børnedufte som en blanding af jord, chokoladekiks, æbler og en håndsæbe, der har leget lidt med før sengetid. Jeg kan ane deres linier under dynerne og et par slanke lyse arme over dynerne. Et par rodede reder af vilters hår.
Og jeg sætter mig på sengekanten med blikket rettet mod
nattehimlen og føler mig så uendelig lykkelig. Over alle de små ting, der i virkeligheden er så store. Over alle de glæder og skønheder, jeg møder i min dag.
Så uendelig lykkelig over min fantasi, der tillader mig at tro på, at der, et sted på nattehimlen ved den klare stjerne lige over
horisonten, er min mor.
Og jeg smiler til dig mor. Din stjerne blinker til mig, mine tårer blinker til dig. For selvom jeg er lykkelig, så ville jeg bare sådan ønske, at du var her. Hvor ville jeg dog ønske, du var levende.
19
Min ældste søn har haft svært ved at finde interessen for skrivning og læsning, men i slutningen af første klasse præsterede han dette brev.
På eget initiativ.
Uden assistance.
Og mens jeg mimrede med underlæben, klistrede vi hans ord i en bog, han har udvalgt til eventuelle dybe tanker.
