Slægtsforskernes Bibliotek drives

Dette værk er downloadet fra Slægtsforskernes Bibliotek

Slægtsforskernes Bibliotek drives

af foreningen

Danske

Slægtsforskere.

Det

er

et

privat special-bibliotek med værker,

der

er en

del af voresfælles

kulturarv

omfattende slægts-,

lokal- og

personalhistorie.

Støt Slægtsforskernes Bibliotek - Bliv sponsor

Som

sponsor i biblioteket

opnår du en

række fordele. Læs

mereom fordeleogsponsorat her:

https://www.dsshop.dk/sponsorat

Ophavsret

Biblioteket indeholder værker

både

med

og uden

ophavsret. For værker,

som

er

omfattetaf

ophavsret,

må

PDF-filen kun

benyttestil

personligt brug.

Videre publiceringogdistribution uden for

husstanden

er ulovlig.

Links

Slægtsforskernes

Bibliotek:

https://bibliotek.dis-danmark.dk

Danske Slægtsforskere:

https://slaegt.dk

ERINDRINGER

FRA MIN BARNDOM

H.

ASCHEHOUG

& CO.

•

DANSK

FORLAG KØBENHAVN MCMXXVII

ERINDRINGER

FRA MIN BARNDOM

H. ASCHEHOUG

& CO.

•

DANSK FORLAG

KØBENHAVN MCMXXVII

Det er rigtigt, hvad der staar i et Lexikon om mig, at jeg er født i Hjørring, men det er ikke rigtigt, naar der straks efter meddeles, at jeg dér tilbragte mine første Aar >i den barske nordjyske Natur«, der kom til at staa for min Erindring som den mørke og strenge Naturbaggrund mod de senere idylliske Barndomsminder i Vejle.

Jeg er altsaa født i Hjørring, men jeg var kun tre Maa- neder gammel, da mine Forældre flyttede fra Byen og tog mig med, indsvøbt i et stort uldent Sjal. Jeg skreg uafbrudt i Toget, fortælles der, men da jeg kom til Vejle, standsede Graaden med ét, og mit runde Ansigt var ét eneste Smil, da jeg blev baaret op gennem Byen paa min Barnepiges Arm.

Solen skinnede den Dag, og skønt jeg ikke anede, hvilket jordisk Paradis jeg var kommet til, har Sommervarmen, Sol­

skinnet, Blomsterduften fra Byens mange Haver, maaske al­

ligevel kunnet indvirke vagt paa mine unge Sanser.

Jeg blev paa en venlig Barnepiges Arm baaret ind i de skønne Skovdales By, Byen, som de barske Nordenvinde gaar udenom, Byen, hvor de grønne Enge om Foraarel plettes gule af Kabelejer og blaa af Forglemmigejer, den By, der er som selve Danmarks Idyl med sine rødteglede Huse og rindende Aaer. Den ligger gemt mellem høje Skovbrinker, lunere gemt end nogen anden By i Landet. Den er værnet og beskyttet

mod Nordenvind og Paaskeøst, og om Sommeren er det, som om Varmen bølger blaanende ned over Byens røde Tage. I ingen af Landets Byer dufter Roserne og Jasminerne saa be­

døvende stærkt i den stille Juniluft.

I »Hotel Royal« oppe paa Raadhustorvet henlevede jeg min første Barndomstid.

Da jeg kom til Skelsaar og Alder, syntes jeg, at det var noget særlig fint og fornemt, at jeg boede i et Hotel, der var kongeligt.

Jeg fik straks en Slags Tilbøjelighed for, hvad der hører Samfundets Højder til, og min royalistiske Sans har sidenhen holdt sig troligt.

I Hotellets Baggaard, lige ovenover Rejsestalden, laa paa den Tid Byens gamle Teater, hvor omrejsende Teaterselska­

ber opførte den Tids meget efterspurgte Repertoire, der nær­ mest bestod af Ægteskabsdramaer, franske Salonstykker og spirituelle Proverber af dansk Herkomst. Man hensattes i disse Salonstykker til Paris’ allerfornemste Circler, hvor Her­ tuger, Diplomater og Vicomtesser, med den franske Adelska­ lenders fornemste og fineste Navne, intrigeredemod hinanden og lavede mange Ulykker indenfor Ægteskaberne. Det »Cor- tes’ske« Selskab opførte især disse mondæne og nervepirrende

Stykker, navnlig Ægteskabsdramaer af den yngre Dumas, Sardou og Pailleron, og det kunde hænde, midt under en op­

rivende Scene i Faubourg St. Germain, at man hørte Hestene stampe nede i Rejsestalden, og en Staldkarl bande saa ved­

holdende, at Teatrets Publikum ovenover blev distraheret og kom ud af Stemningen.

Jeg var paa de Tider for lille til at kunne overvære det højere Konversationsskuespil, men da jeg var seks Aar, fik jeg omsider Lov til, sammen med min Barnepige, at gaa op i Galleriet, hvor vi sad og undrede os over en fransk Hertug­ inde, der satte sin Mand Horn i Panden. Min Barnepige hed Helene. Hun havde af mine Forældre faaet Ordre til at bryde

op og føre mig ned af Galleriet, hvis der i Stykket skulde fore­ komme noget, der ikke var passende for min unge Alder. Vi brød da op før femte Akt begyndte, og jeg fik derfor aldrig nogensinde at vide, hvordan det endte med den franske Her­

tuginde.

Da jeg var otte Aar, overværede jeg navnlig historiske Tra­ gedier og Folkeskuespil, men mine omhyggelige Forældre mentestadigt, at det var rigtigst, at jeg og min Barnepige brød op før femte Akt. Vi forlod Galleriet med et tungt Hjærte og gættede os paa Vejen ned ad Trapperne til Resten af Tra­ gedien. Mine Forældre mente, at sidste Akt af en Tragedie altid maatte indvirke skadeligt paa et saa lille Barns Fantasi, og at fire Akter derfor maatte anses for at være mere end tilstrækkeligt. Jeg fik paa den Maade aldrig at vide, hvad det blev til med Oehlenschlägers »Dina«, og jeg forestillede mig i min Fantasi de grueligste Tildragelser, der i Rædsler langt overgik Stykkets Virkelighed.

Teatret og hele dets dragende Tryllekreds betød meget for min Udvikling. Jeg modnedes langsomt, men sikkert.

Da jeg naaede saa vidt, at jeg kunde reflektere over mine Teaterindtryk og det Dramatiske, anede jeg, at der maatte være en højere Verden til, en ophøjet og dragende Verden, langt borte, helt ovre paa den anden Side af Vejles Skovbrin­ ker, en storslaaet, dristig og farefuld Verden, som man i kort Begreb kunde kalde for — den Københavnske.

Byen København blev mine Længslers Maal, mine Drøm­

mes Verden, Genstanden for min aandelige Attraa. Ovre fra denne glimrende og rigt udrustede By kom jo alle disse spæn­ dende og oprivende Stykker, og det var derovre, at Menne­ sker levede et Liv, der var højere end almindelige Provins­ dødeliges.

I Hotellets Skænkestue gik jeg ofte ind og kiggede i de fremlagte københavnske Aviser, der laa paa et stort rundt Bord til Gæsternes Afbenyttelse, og jeg læste da en Dag, at

Enkedronning Caroline Amalie var afgaaet ved Døden paa Slottet Amalienborg, i sin Alders fem og firsindstyvende Aar.

Det var i Aaret 1881, den niende Marts. Det gjorde et dybt Indtryk paa mig. Jeg forestillede mig en Enkedronning som en saa ophøjet og ukrænkelig Personlighed, at Døden egent­ lig slet ikke burde have Lov til at afslutte en saa ophøjet Til­ værelse. Jeg gik ind til min Moder og fortalte hende om min Sorg. Hun stod i sit Køkken og havde travlt, og hun talte saa smukt om den ædle og almenagtede Enkedronning, at jeg begreb, hvad Døden dér havde paa sin Samvittighed. Jeg sør­ gede over, at hun nu var død, og da Klokkerne i Sankt Ni­ kolaj Kirke i det samme begyndte at ringe, langsomt og be­

drøveligt, føltejeg for første Gang i mit Liv noget uudsigeligt, der lod mig forstaa, at Døden er Livets sande Tragedie.

Siden hin kolde Martsdag, da Vejle Klokker kimede, har fyrstelige Personer spillet en endnu større Rolle i min Fan­

tasi, og navnlig er deres Dødsfald altid gaaet mig meget til Hjerte.

Kort efter den gode Enkedronning døde ogsaa Frederik den Sjettes ældste Datter, den rare Arveprinsesse Caroline, og Sor­

gen gentog sig da paa samme Maade, uden at den dog var lige saa dyb. Klokkerne i Sankt Nikolaj ringede, længe og dæmpet, og Folk gik om og saa dystre ud, og de talte med megen Hengivenhed om den elskede Prinsesse, der var den sidste fra den gode gamle Tid, da en Konge var sit Lands Fa­ der, og en Prinsesse en virkelig Prinsesse. Den gamle Tid sank ligesom i Graven med den bedagede Arveprinsesse, og nu da hun laa i sin sorte Fløjelskiste, blev der sagt for evigt Farvel til det gamle Danmark fra de rigtige Kongers Tid.

Der var megen Anledning til Sorg for et Barn allerede den­

gang, men jeg forstod endnu ikke, at kongelige Personer kun er Mennesker, som alle os andre, og jeg sørgede derfor mere, end det var godt for et Barn.

Et dybt Indtryk paa mig gjorde Efterretningen om den rus­

siske Kejser, Alexander den Andens Mord, den trettende Marts 1881. Folk i Vejle var dybt rystede over Begivenheden.

I det illustrerede Ugeblad »Nutiden« saa jeg Fremstillinger af Attentatet i Sankt Petersborg, og gruelige Billeder, der fremstillede Nihilisternes Hængning i Sankt Paulsfæstningen.

Jeg gyste over, at et Mord kunde give Anledning til fem andre Mord, og jeg forstod nu, at Verden kunde være meget farlig, navnlig i Rusland. De Hængte, der hang dér i en lang Række i Vintertaagen, gjorde Verden sørgelig for mig, og jeg sørgede omtrent lige saa meget over dem som over Kejseren, der aldrig havde ønsket, at noget Menneske skulde dø for hans Skyld.

Hanvilde alle Menneskers Vel, men han var svag i sin almin­

delige Velvilje, derfor maatte han lade sit Liv, da han aldrig vidste, hvad de mindre gode vilde.

»Nutiden« var ellers mit Livorgan.

Dér saa mine unge Øjne for første Gang Billeder af det højere Liv i den danske Hovedstad. Jeg var blændet og følte indtil Fuldkommenhed min egen Lidenhed og Ringhed. Jeg saa Billeder af fornemme Damer med Slæbkjoler og Tour­

nurer, unge Frøkener i stramme Korsetkjoler og med Pande- haaret helt ned i Øjnene, Herrer med smaabitte rundpullede Hatte og viksede Overskæg — en fin og fornem Verden, saa langt over den i Vejle, at man kun vanskeligt kunde gøre sig nogen rigtig Forestilling om den.

Teatret og Kongehusets straalende Højder var min egent­

lige Verden, om den drømte jeg aarie og silde, naar jeg sad nede i Barnestuen og læste Lektier paa en Forhøjning ud imod Nørregaden.

Min Barnepige var den, der forstod min drømmende Bar­

nesjæl som kun faa, og hun strøg mig derfor ofte hen over mit blonde Haar med en dvælende Haandbevægelse, som vid­

ste hun selv tilfulde, hvad Verden giver, og hvad detvilde sige, at være Voksen i en farefuld, men dragende Verden.

Hun var Enke.

Hun kendte til de dybe Sorger.

Jeg led derfor med hende i min Fantasi.

Undertiden syntes jeg, at Livet maatte være sørgeligt, men dog saa interessant for mig, der kun kendte til Sorger gen­ nem andres Beskrivelse.

Jeg læste meget i min Fritid, og jeg begyndte som andre Børn med Æventyrene. Først Grimms Æventyr, som jeg el­

skede. Jeg elskede af hele mit Hjærte begge Brødrene, der havde en saa mageløs Fantasi, og som aldrig veg af Vejen for det Gruelige i Æventyrets Verden. Aldrig glemmer jeg denne slidte gule Bog, paa hvis Bind man saa Drager og Prinsesser, unge Fyrstesønner med gult Haar og gyldne Kroner, og gamle krogede Hekse, der var Fyrstebørnenes Forbandelse.

Brødrene Grimms Æventyr var fulde af Gru, men dog al­ drig gruelige nok for en Barnefantasi. Jeg levede mig ind i Røverborgenes skumle Verden, hvor Rædsler uden Tal var Hverdagsbegivenheder, og hvor et afhugget Hoved hverken gjorde fra eller til. Rolf Blaaskæg fandt jeg var en interes­ sant Ægtemand, og Begivenhederne kunde aldrig være mig uhørte nok. Det tiltalte min barnlige Fantasi, at onde Men­

nesker altid fik deres fortjente Straf i Æventyrets Verden, og at Heksene endte med at blive sat i Spigertønder, der blev rullede ned af Bjærge og ud i Havet. Jeg elskede dø to Brødre Grimm af hele mit unge uskyldige Hjærte.

Men saa kom den Tid, da H. C. Andersen gik op over min Horizont. Noget saa yndigt, følsomt og blidt som hans Blom­

steralfer og Dyreæventyr, havde jeg aldrig troet, var tænke­ ligt. Mit Hjærte krympede sig over al denne Ve hos Mæ­ lende og Umælende, det knugedes og bøjedes under en Gaase- urts Lidelser og en fangen Fugls Dødskvaler. Jeg lærte Lidel­ sen at kende, Lidelsen ved at blive sat i Bur, Lidelsen ved kun at være en grim Ælling. Jeg sørgede paa de Fattiges Vegne og forstod, at Verden maattevære ond, naar man kunde se paa, at en lille Pige sad med bare Fødder i Sneen uden-

for en Kirke, uden at nogen tænkte paa at give hende et Par varme Strømper. Hun sad dér og frøs ihjæl, mens Folk gik i Kirke, og det undrede mig meget, at ingen tog hende med ind i den varme Kirke.

Jeg led meget, naar jeg læste om al denne menneskelige Elendighed, og jeg lovede mig selv, at jeg altid skulde være god mod Blomster, Fugle, og Havfruer, der frivilligt ofrede deres Haler for en stor Kærligheds Skyld. Den lille Havfrue syntes jeg maatte være Verdens ulykkeligste Kvinde, fordi hun maatte træde paa skarpe Knive for en Prins’ Skyld. Hendes Kærligheds Historie gav mig meget at tænke paa. Jeg syntes ikke, at jeg forstod Kvinderne. Hvorfor gaa alle disse Kva­

ler igennem for en smuk Prins Skyld, naar han alligevel ikke forstodat vurdere hendes store Ofre, der altsaa blev bragte gan­ ske forgæves. Jeg sørgede over denne Havfrue, der burde være blevet i sit Element, og Helene maatte da trøste mig med, at der er det i Livet og Æventyrene, der er værre for en el­ skende Kvinde end at miste Halen og gaa paa Knive Resten af sine Dage. Jeg forstod hende ikke, men trøstede mig alli­ gevel. Jeg taalte heller ikke godt at læse om den fattige Knud, der døde de Fattiges bitre Død under Piletræet, efter at den straalende Verdenssangerinde, Johanne, havde forsmaaet hans gode Hjærte. Johanne var mig en Gaade. Jeg begreb ikke, at det trofaste Menneske skulde dø under et Piletræ i den kolde Vinternat, naar hun, der svigtede, steg op til Be­

rømmelsens højeste Tinde. Helene forklarede mig det saa- ledes, at naar et Menneskehjærte brast, saa brast alt for et Menneske, og man skulde derfor passe paa sit Hjærte og ikke elske Sangerinder mere end de var værd. H. C. Andersen gjorde mig betænkelig ved Verden. Den forekom mig fuld af Farer. Jeg lagde derfor i al Stilhed hans Æventyr paa Hyl­ den, fordi han pinte mig med saa megen fremmed Nød, og fordi han gjorde mit Hjærte ondt med sine mange Lidelser.

Paa min Moders blanke Mahognichiffonniére i Dagligstuen

ovenpaa stod der en Biscuitbuste af H. C. Andersen. Den stod saa højt, at jeg kun kunde skimte den, men den gav mig det første varige Indtryk af en stor Mand og Kunstens Høj­ hed og Utilgængelighed. Jeg saa op til denne hvide Buste, som til noget højere. Det var jo ham, selve Æventyrenes Dig­

ter, den store og berømte Mand, der var Søn af en Skomager, og som min egen Moder havde kendt personlig, da hun som ung Pige var hos Familien Henriques. Hun havde set ham gaa omkring i den store Have ude paa »Petershøj« ved Klam- penborg, og hun fortalte mig, at han dengang var saa be­ rømt, at Kongen sendte Bud efter ham for at skænke ham de højeste Ordner, som dengang gaves. Hans Berømmelse var saa stor, at den ikke blev overgaaet af noget Menneskes. Men han var alligevel ikkelykkelig. Han savnedeKærlighed, sagde min Moder. Folk tog megen Del i hans Berømmelse, og de var glade over blot at eje hans Haandskrift paa en Strimmel Papir. Han forgyldte alle andre med sit Rys Guld, men selv følte han sig ofte graa og fattig, og hun havde set ham fælde Taarer, som ikke alle og enhver kunde fatte Grunden til. Min Moder fortalte mig om hans enestaaende Liv. Han var be­

gyndt med at være et Fattigmandsbarn, men han endte som Konferensraad. Det stod for mig, som det højeste en Dødelig kan drive det til. Han havde hele Livet igennem troet paa Gud og gode Menneskers Hjælpsomhed, og paa den Maade kom han gennem den farlige Verden og blev større og mere berømt end alle de andre, der kun troede paa sig selv.

Han naaede Toppen, men græd sine bitre Taarer, da han tilsidst stod deroppe, og han tilstod overfor Menneskene, at Roserne kun vokse i Dale, og at der kan være frysende koldt paa Berømmelsens Tinde.

Jeg begyndte selv paa den Tid at digte, mest smaa Vers, der gengav mine Naturindtryk, og som aldrig glemte at give Gud Æren i sidste Linje af hvert Vers.

H. C. Andersen gled efterhaanden bort fra min Synskreds,

han var mig for blød og grædende i Længden. En ny Digter gik op over min Horizont. Det var Bernhard Severin Inge­ mann, der kom mig imøde med sine fire historiske Romaner, søm jeg syntes overgik alt, hvad et Barn kunde forestille sig af spændende Fantasi. Jeg begyndte med »Erik Menveds Barndom«. Udenpaa Bogens Bind saa man i en Medaillon sel­

ve Digterens Hoved. Det var en rar og venlig Mand med en sort Kalot paa det lange hvide Haar. Han saa mildere ud end alle andre Mennesker, saa at man ikke kunde andet end elske ham for hans blide Øjnes og godlidende Smils Skyld.

Hans fire Romaner var en hel Verden for sig, en Verden, hvor danske Konger gik om i Hermelin, fra de stod ud af Sengen,og hvor onde Mennesker kunde kendes paa deres sor­

te Haar og sorte Stridshingste. Jeg blev helt borte i denne sælsomme danske Verden, og jeg lærte at elske alle blonde og blaaøjede Danske med aabent Vezir og guldindlagte Bryn­

jer. Karl af Rise var for mig den sande Dansker, og jeg øn­

skede af ganske Hjærte at kunne blive en anden Svend Trøst, der kunde staa ved en Niels Ebbesens Side i Farens Stund.

Jeg fandt, at Grev Gerts Drab var noget af det mest ophøjede en dansk Dreng kunde læse om, og jeg foragtede i den Grad Holstenere, at jeg troede, at alt ondt kom fra Plöen og Itze­

hoe. Det var en Sorg, naar en Roman var læst ud. Jeg øn­

skede, at han havde skrevet Romaner, der aldrig endte. In­

gemann var Verdens største Digter. For ham var Verden fuld af det Ridderlige under enhver Form, og jeg ønskede at have levet i en Tid, hvor Skændselen gemte sit fejge Aasyn bag et lukket Vezir. Og som disse Riddere ogsaa forstod at ud­

trykke sig, det overgik ethvert Begreb. Jeg laa paa Knæ paa en Taburet oppe i Dagligstuen, med begge Pegefingrene stop­

pede ind i Ørene, og jeg frydede mig over vore Valdemarer, vore DrosterogVæbnere, ogjeg ærede de danske Kvinder, der slog Harpens Guldstrenge ude paa Svalen, mens de sang vore Folkeviser ud i Aftenrøden. Berengaria afskyede jeg, ogsaa

fordi hun talte vort Sprog paa saa gebrokken en Maade. Dag­ mar, med Guldkronen paa det udslaaede gule Haar, fandt jeg var en Engel, og Fru Helene mente jeg var den farligste Rid­

derfrue paa hele Sjælland. Ved Siden af Ingemann blegnede nu ganske H. C. Andersen, der var uvirkelig og æventyrlig ved Siden af denne store Digter, der kendte Verden, som den virkelig var.

Mine Forældre havde et Bogskab, med en stor Glasrude i Døren. Det var altid aflaaset, da min Fader ikke vilde have, at vi Børn kiggede for meget i den nyere københavnske Lit­

teratur, som han selv anskaffede sig og læste i Enrum. Det lukkede Skab havde jeg derfor megen Respekt for.

En Dag havde min Fader glemt at tage Nøglen af.

Han og'min Moder var ude i Grejsdalen med nogle Frem­ mede. Jeg var alene i Dagligstuen.

Jeg nærmede mig forsigtigt Skabet og lukkede Glasdøren op. Den klirrede saa uhyggeligt, syntes jeg, saa at jeg fik Hjærtebanken. Der stod paa den anden Hylde en graa Bog med Guldsnit. Jeg læste Titlen, skælvende over hele Krop­

pen. Der stod »Gengangere«, og Digteren hed Henrik Ibsen.

Jeg gyste.

Ved Siden af »Gengangere« stod der en Bog i sort Bind.

Den hed »Gift«. Den var af en Digter, der hed Alexander Kielland.

Mit Hjærte kimede af Skræk.

Der var ogsaa en Bog, der hed »Min Hustru og jeg« af en Digter, der kaldte sig Forfatteren af »Nøddebo Præstegaard«

og ellersvar uden Digternavn. Den havde rødt Skindbind. Og saa var der én i meleret Papbind, der hed »En Livsanskuelse grundet paa Elskov«. Jeg lukkede Skabet stille i og drejede Nøglen om i Laasen. Nu forstod jeg først, hvorfor Skabets Indhold hørte til det Forbudnes Verden. Alene Titlerne var jo saadanne, at et Barn maatte blive forskrækket. Jeg skynd­

te mig ned af Trapperne, og nu hurtigt hen over Torvet, saa

ned gennem Søndergade ad Sønderbro til, og saa i strakt Kar- riére op ad Møllebakken. Den Bog, der hed »Gengangere«, og som saa saa uhyggelig graa ud, havde indgivet mig Hjerte­ angst. Med det skumle Ydre, den Bog havde, kunde man ikke vente sig noget godt af Indholdet. To Aar senere stjal jeg mig en Aften til at læse Bogen. Det regnede udenfor. Draa- berne trommede derude paa det sorte Reflektionsspejl. En Hund tudede omme i Baggaarden. Lampen begyndte at ose.

Den Aften gjorde jeg Henrik Ibsens nærmere Bekendtskab.

Hvor min Fader dog havde Ret i, at den Bog ikke var skre­

vet for Børn under ti Aar.

Den handlede om det, man lukker inde i et Skab og drejer Nøglen om for. Jeg gyste. Der var i Bogen megen Tale om en Fru Alving, der var sørgeligog uforstaaelig, og en Pige der hed Regine, der vist ikke var god, efter hvad en Pastor Man­

ders mente. Bogen handlede om de Ting, som Voksne vist heller ikke havde godt af at sætte sig for grundigt ind i, hvis de da ikke var onde i Forvejen. Jeg vidste nu, at Bøger ogsaa kunde være farlige, og at de lige ud i Bindet kunde se ud, som omdehavde en daarlig Samvittighed. Sidenhen harjeg dog fri­ taget Bindene for enhver Skyld, da jeg har set Forlæggere udgive Bøger af det ædleste Indhold i frastødende Bind, og slette Bøger i Guldsnit og Maroquin.

Mine fire ingemannske Romaner, der var min eneste Trøst, var imidlertid uindbundne, men Digterens Billede sad uden­ paa, og naar en Digter har et saadant Ansigt, behøves der ikke bedre Anbefaling for Indholdet.

Min Faders lukkede Bogskab blev min Barndoms mørke Punkt.

Som Maanederne nu gik, og Skovene grønnedes Aar efter Aar, fyldte Teatrets Verden derovre i Baggaarden over Stal­ den hele min Bevidsthed. Det var alligevel deroppe i Teater­ salen, at alt det foregik, som laa højere end Hverdagslivet.

Jeg tilbragte meget af min Fritid ude i Hotellets Gaard, hvor

jeg mellem nogle opstablede Pakkasser søgte at virkeliggøre nogle af Ingemanns historiske Tanker og Idéer. Jeg havde min egen lune Ridderborg her inde mellem Kasserne, og naar jeg hejsede min Vindebro op og lukkede Borgporten, kom den øvrige Verden mig ikke længer synderligt ved. Jeg blev Ro­

mantiker. Jeg havde en Rude i Loftet, saa at jeg lige kunde se den blaa Himmel og de hvide drivende Skyer, og det fore­

kom mig, at den Verden, man ikke ser og tager Del i, den vedkommer én heller ikke. Mit Blik søgte Himlen, og jeg drøm te om Teatrets skønne og fortryllende Verden deroppe i Salen, hvor man spillede »Ridderen af Randers Bro« for alle Vejlenserne og Bønderne ude fra Give og Børkop. Mellem disse Kasser læste jeg ogsaa for første Gang Oehlenschläger, og jeg fandt, at han var stor. Naar jeg engang imellem stak Hovedet op gennem Lofts vinduet, var jeg'derimod straks ude i den virkelige Verden igen. Men trak jeg Hovedet til mig igen, levede jeg videre i Ingemanns og Oehlenschlägers skøn­ ne Verden, der var idel Ultramarin og Purpur*. Undertiden trættede den megen Romantik mig dog. Jeg holdt længe Ho­

vedet udenfor. Jeg kunde se Staldkarlene og Hotellets Piger staa og spilde deres Tid foran Staldporten. Jeg saa Bønderne komme kørende ind paa deres gammeldags brede Vogne, der rumlede over den toppede Brolægning. Bønder saa mig altid meget for virkelige ud. NaarHestene var spændte fraog truk­ ne over til Vandtruget, rystede Konerne deres mange Klæder, og Mændene fik deres store tilrøgede Merskumspiber frem, som de smøgede paa, saa at jeg fik Kanasterrøgen lige ind i min Ingemannske Ridderborg. Jeg havde derfor ikke megen Sympati for Bønder, der ikke anede, at jeg levede og aandede for Valdemarernes tro Mænd og Raadgivere, der var klædte i Zobel og Sindal, og som havde alle vore Løver og Hjærter broderede i det lyse Guld paa deres straalende Kjortler. Man­

ge af disse graa Bønder kom dog senere ind i Kongens Raad i København, hvor de gjorde god Fyldest trods deres graa

Hverdagsklæder og Mangel paa Rustninger. Nogle blev endog Ministre, Droster og Marsker, og jeg forstod senerehen i Li­ vet, at det ikke er Klæder, der skaber Folk. Naar Bøndernes sure og kvælende Kanasterrøg trak ind i min Ridderborg og ødelagde Poesien for mig, bredte jeg Halm ud under mig, og jeg var da en ædel Fange i en dyb Borgkælder, der vansmæg- tede, lænket til den kolde Mur. Jeg kunde ligge derinde og høre Bøndernes raa Mæle derudenfor, og jeg henførte disse smøgende bralrende Væsner til Venderne, der var Hedninger og havde en Gud, der hed Svantevit. Jeg ønskede at kunne kristne dem og vænne dem af med deres hedenske Væsen.

Jeg pønsede paa et Korstog. Jeg stak Hovedet ud af Lofts­

lugen. Men da saa jeg min egen Fader staa og tale med Ven­ derne, og jeg forstod da, at de var Hotellets Gæster, og at vi alle lever af Bønder for Vorherre. Men hvor kunde Ver­ den ikke være vadmelsgraa og stinkende af slet Tobak! Ikke en Brynje, ikke en Hellebard, ikke en Blide, og ikke en hæn­

gende Karm. Jeg syntes, at mine Forældres daglige Hotel­ verden med de mange Handelsrejsende og Proprietærer var det rene Intet imod hin underfulde Fortid i vor Historie, hvor de Danske slog Harpen, og hvor det røde Guld ikke formøb- ledes af Bankinstitutioner.

Hvorforblevde Danske ikke ved med at leve i Riddertiden?

Hvorfor skulde vi følge med ind i den nyere Tid, der stod saa langt under den gamle?

Jeg spredte ny Halm under mig og sukkede under et Bjærg af rustne Lænker.

Svend Leopolds Erindringer. 2

Undertiden gik jeg op i den tomme Teatersal.

Alt deroppe var stille Højhed og ærefrygtindgydende Tavs­ hed.

Her dvælede det store.

I Baggrunden skimtede man det mørke Galleri, hvor Bøn­ derne med deres Koner plejede at sidde paa langeBænke, naar de bivaanede de franske Salonstykker og Oehlenschlägerske Tragedier. Men Salens Helligdom var det dunkle Scenerum, hvor Kulisser og Bagtæppe endnu var paa deres Plads. Som oftest saa man en eller anden Skovdekoration. Det mindede mig om Gurre. Jeg gik înd i Garderoberne og Skuespillernes Paaklædningsværelser, og jeg gyste, thi herinde var det jo, at Skuespillerne og Skuespillerinderne iførte sig deres skønne Dragter, før de begav sig ind til Scenens Død og Undergang.

Alt herinde var højtideligt og sælsomt som i en Kirke. Man maatte paa saadanne Steder dæmpe Stemmen og træde var­ somt, thi her plejede de Mennesker at opholde sig, der vilde det Liv, som jeg elskede mellem mine Pakkasser nede i Gaar­ den.

Jeg havde selv et lille Dukketeater staaende deroppe, som jeg spillede Komedie paa, naar Skuespillerne var borte om Sommeren. Jeg begyndte altid mine Forestillinger med rød bengalsk Belysning, og alle Personerne inde paa éngang, for

saa mente jeg, at det højeste straks var naaet ved Tæppets Opgang. Sadelmagerens Hans, omme fra Strædet bagved Raadhuset, var ofte eneste Tilskuer. Han havde selv et Tea­ ter inde i sin Faders Værksted, som han spillede smaa Salon­

stykker paa, og han havde den, for et Barn ualmindelige dra­

matiske Evne, at han kunde leve sig ind i hver af de Optræ­

dendes Personlighed, saaledes at Replikerne fik en Mangfol­

dighed og Rigdom af forskellige Betoninger. Han havde faaet sine Evner udviklede ved ofte at gaa op i Galleriet og over­ være de Sardouske og Dumas’ske Pariserskuespil.

»Vil Fyrstinde George ikke have en Kop Chokolade bragt ind i Kabinettet, mens Fyrsten er i Boulogneskoven?« var én af hans Repliker, og jeg syntes ogsaa, at en Kop Kaffe var en altfor simpel Drik for en Fyrstinde, der gik med Silkeslæb om Formiddagen og altid viftede sig med en hvid Fjervifte, naar hun kom i Affekt.

Hans og jeg ødslede med bengalske Flammer efter hvert Hovedoptrin, røde og blaa Flammer, eftersom Scenegangen opfordrede til, og naar Tæppet tilsidst gled ned efter en virk­ ningsfuld femte Akt, straalede det hele lille Teater i en saa gennemtrængende Rosenglød, at det var, som om hele den franske Højadel forsvandt i en glødende Aftenrøde.

Hans og jeg byggede vort Venskab paa Kærlighed til Sce­

nens Kunst.

Vi gik ofte op i det virkelige Teaters Paaklædningsværel- ser % for at være den store Kunsts Udøvere nærmere. Dér bo- ede om Vinteren det underlige, som Digterne benævnede Poe­ sien. Skuespillerinder var især Genstandfor vor barnlige Dyr­

kelse. Vi saa op til dem. Vi troede, at de var Overvæsener.

Min Moder satte disse Damer meget højt, da de ikke alene kunde spille Komedie om Aftenen, men ogsaa kunde tage sig af deres Børn og det Huslige, naar de om Formiddagen sad paa deres Hotelværelser og syede paa deres private Tøj, der altid var holdt i den smukkeste Orden.

2*

Der var nu den uforglemmelige Fru Emma Cortes, der de- buteredd som Julie i »Romeoog Julie« paa det kongelige Tea­

ter, og som min Moder sagde lignede selve den store Fru Hei­

berg. Hun kaldtes ogsaa for »Provinsens Fru Heiberg«. Saa var der den blonde og statelige Frøken Louise Ravn, og den yndige Fru Betty Borchsenius, og en Hærskare af underord­ nede Talenter, der hver for sig gjorde Fyldest efter Evne.

Frøken Ravn tilbad vi. Hun lignede en fransk Marquise, og bar Korsetliv, der var snørede saa stramt om hendes slan­

ke Liv, at det saa ud, som om hun skulde knække midt over.

Sadelmagerens Hans, der saa nødigt vilde være Sadelmager som sin Fader, levede og aandede for Teatrets Verden.

Han havde været mellem de Friskolebørn, der havde dan­

net Bølgegang under et søgrønt udspændt Tæppe i »Jorden rundt i firsindstyve Dage«, og han havde ogsaa engang væ­

ret sværtet sort som en Negerdreng i et Skuespil af en Dig­ ter, der hed Molbech, og som hed »Faraos Ring«.

Han gruede for at blive sat til Sadelmagerprofessionen.

Han bad til Gud om at blive Skuespiller, men hans Bøn blev uopfyldt.

Digteren Molbech var.paa det Tidspunkt vor Yndlingsdra- matiker. Han tiltalte os, fordi han var Romantiker. Da jeg sammen med min Moder overværede Opførelsen af hans mo­

derne Folkeskuespil »Opad«, gik for første Gang i mit Liv den dramatiske Kunsts moralske Betydning op for mig. I sid­

ste Akt, som jeg fik Lov til at overvære, forsøgte den unge Dramatiker, Campbell, at tage sig af Dage ved Kulos, da hans Elskerinde havde bedraget ham med den uimodstaaelige Lord Stramford. Men da Campbells forskudte Hustru saa kommer til i rette Øjeblik og redder ham, angrer han sin Brøde, og Elskerinden viser sig da ogsaa, angrende, fordi hun har hørt ude i Byen om hans tragiske Død.

Denne femte Akt overgik alt, hvad min Fantasi kunde fore­

stille sig af storladen og gribende dramatisk Kunst. Her rakte

Moralens Vogterinde sin Haand forsonende til den faldne Kvinde, og mens Kulosen drev ud af Vinduerne, fyldtes Ver­ den med Liljer og Laurbær, hvorover der tindrede store gyld­

ne Stjærner i den mørkeblaa Himmel.

Jeg græd den Aften, og jeg var ikke den eneste. Vi græd allei Teatret, selv dem i første Parket, og da vi fik Tøjet paa ude i Garderoben, var vi saa rødøjede, at vi nær aldrig var kommet ned ad Trapperne. Hvilket Guds Held, at den Hu­ stru kom i alleryderste Øjeblik, og hvilken Tragedie at dreje Spjældet for en Kakkelovn, naar alt Haab er ude. Og den brødefulde Kvindes dybe Anger, og alle Haabets gyldne Stjær­

ner tilsidst, det store Opad fra Synd og Os mod Lyset og Evigheden.

Hvor vi ærede Molbech.

Hans og jeg fandt, at Molbech maatte være Danmarks stør­

ste Digter.

Da hans store Stjærne gik op over vor Horizont, glemte jeg med ét baade Grimm, Andersen og Ingemann. Jeg svor til den nye Genius, og jeg hørte med Undren, at han var Censor ved det kongelige Teater i København og meget ilde lidt af de andre Digtere paa Parnasset.

En Censor blev min Barndoms største Digter.

Sidep saa jeg hans anden Folkekomedie »Ambrosius«, og jeg bevægedes over den unge krøllede Skriver, der i Aftenrø­

den for evigt maatte give Afkald paa den kolde Adelsdame, Frøken Abigaël, der angrede for sent.

Paa den Tid købte min Fader en Bog, der hed »Gertrude Colbjørnsen« af en Forfatter, der hed Erik Skram. Den skul­

de have forarget Folk meget i København ved en Skildring af nogle badende Soldater, som den unge Pige, Gertrude, faldt i Henrykkelse over, fordi hun syntes, at de saa maleriske ud i den synkende Aftensol. Man kunde i København ikke lide, at en ung Pige betragtede badende Soldater uden at rødme, men tværtimod glædede sig over den kunstneriske Virkning.

Den Bog kom straks i Bogskabet, hvor den stod lige bagved Glasruden og hørte til de forbudte Publikationer. Jeg betrag­ tede den med stille Gysen. Den vari et rødt Bind, der lignede Aftenrøde.

Der kom ogsaa andre Bøger fra København, der straks for­

svandt i Bogskabet, og jeg forstod nu, at Litteraturen derovre paa Sjælland nu var saaledes, at Børn maatte stjæle sig til at gøre sig bekendt med den, naar deres Forældre var ude. Jeg hørte meget om en Digter, der hed Holger Drachmann, som min Fader købte meget af, og som skrev paa Vers. Han var nok en Digter, der ikke lignede Bernhard Severin Ingemann mere, end en Rose ligner en Lilje. Der var ogsaa en Digter, der hed Sophus Schandorph, som de Handelsrejsende paa Ho­

tellet var megetglade for, og som de sad og kluklo over, naar de var ene med sig selv i Hjørnestuen i Restauranten. De anede ikke, at jeg stod i Nærheden. Denne Digter skrev om Bønder paa en Maade, der fik Damer til at rødme, og disse læste ham derfor kun, naar deres Mænd var ude. Hans Bø­

ger gik meget ved Juletid, fordi Koner gærne vilde glæde de­

res Mænd med en Gave, som de vidste, disse satte megen Pris paa. Mændene købte saa Digte af Christian Richardt til deres Koner, som glædede sig over, at man tiltroede dem poe­ tisk Sans og Smag for det Religiøse.

Ogsaa Schandorph kom i Skabet.

Men saa var der dérovre i København en meget omtalt og omdiskuteret Mand, der hed Georg Brandes, som de Voksne interesserede sig meget for, og som Børnene hørte om med stor Nysgerrighed, naar de sad rundt om i Krogene i Skumrin­

gen og lod som om de var fraværende. Han var det nyeste af alt nyt, og han var ikke yndet af de Damer, der foretrak Hostrup og Grundtvig. Han var en stor Kritiker, der vilde have, at de Danske skulde være Europæere, og han indførte den moderne franske Litteratur derovre for at vænne Folk af med altid at ville læse Ingemann og Andersen om igen.

København maatte være Byen for alle Byer, og jeg be­ gyndte nu at studere den grundigt gennem »Vejle Amts Avis«

og »Jyllandsposten«.

Der kom stadigvæk mange tilrejsende Kunstnere over til Vejle fra København, store Skuespillere, der gik om i blaa Havelocker og med store sorte Rubenshatte paa de langtlok- kede Hoveder. De spillede Stjærnekomedie oppe i Teatersa­

len for Byens Embedsmænd og velhavende Familier, Amt­

mandens, Borgmesterens, Herredsfogedens, Apotekerens og den rige Brændevinsbrænder nede fra Sønderbro. Ogsaa Præ­

sten var der ved saadanne Lejligheder sammen med sine Da­

mer, der var i sort Silke med Hængepatcher og Sølvkors for­

an paa Kjolelivene. Alle Damer i Teatret havde sorte Hand­

sker paa. Jeg stod ved Indgangen og saa dem komme ansti­ gende med Miner mer højtidelige end om det gjaldt en Be­

gravelse i Sankt Nikolaj.

Paa saadanne Aftener, hvor Peter Schram, Josephine Eckardt og Oda Petersen optraadte, gik jeg tidligt til Sengs for at sove bort fra min Skuffelse og Sorg, og det ærgrede mig meget, a-t Helene senere paa Aftenen gik op i Galleriet for at se, om man overhovedet kunde øjne noget af Scenen for de mange Bønder deroppe.

Teatret var udsolgt, og Begejstringen stor.

Helene kom ned lidt efter og havde øjnet to vidunderlige blonde Damer, hvoraf den ene var det sødeste, man kunde se for sine Øjne, og den anden det fornemste, der tænkes kunde.

Men et Aar kom selve Primadonnaen over til Vejle. Hun hedFru Betty Hennings, og hun spillede i et fransk Salonstyk­ ke, der hed »Hvor man keder sig«.

Hele Byen var henne for at se hende.

Den Aften var jeg i Galleriet.

Hun var dejlig, lille, og med en Stemme som Glasklokker.

Hun bevægede sig lettere over Scenen end andre Skuespiller-

inder, som en Fugl, der var kommet ud af sit Bur. Alt paa hende var yndigt. Hun var i en stram lyserød Atlaskeskjole, der sad om hende som en Buketholder. Helene fandt, at Fru Betty Hennings var det yndigste hun endnu havde set paa en Scene. Provinsens bedste Skuespillerinde bar ikke Vand mod denne lille vævre Dame, der havde Ynde lige ud i de fine Fingerspidser, og som svævede om paa højhælede hvide At- laskessko, som om hun var en Prinsesse.

Senerehen spillede hun Nora i Henrik Ibsens »Et Dukke­

hjem«, og alle i Vejle var dybtbetagne over den stakkels Hu­

stru, der maa gaa fra sine Børn og sit Hjem for at naa op til en højere aandelig Udvikling.

Jeg og Helene sad i Galleriet den Aften.

Jeg blev meget betaget, da Nora begyndte at danse Taran­

tella og slaa paa en Tamburin. Det var den første Danser­

inde, jeg saa i denne Verden, og jeg har ikke set dem bedre siden.

Som hun kunde danse!

Hun hvirvlede omkring med udslaaet Haar og rødt Skærf omkring Livet, og jeg ønskede, at hun vilde blive ved med at danse Resten af Aftenen i Stedet for at holde et Opgør med Manden, som jeg ikke forstod. Helene forklarede mig, at Nora havde skrevet falske Veksler for at faa de nødvendige Penge til en Baderejse, der var meget nødvendig for hendes Mands Helbred. Hun gjorde det af Kærlighed, men Manden misfor­ stod hendes gode Hjærte, og saa forlod hun krænket sit Hjem, hvor den laveste Egoisme hindrede en Kvindes højere Udvik­

ling.

Naar min Barnepige kom ned fra Galleriet, satte hun sig ofte til at synge inde i Stuen ved Siden af Sovekamret, hvor jeg laa og sov. Hun sad henne under Gasblusset og stoppede Strømper med Brillerne helt ude paa Næsen. Hun troede vist, at jeg sov, for hun sang med megen Frimodighed Kærligheds­ sange, som dengang var moderne i København, og som der-

for gik Landet rundt. Det var Sange om unge Elskende, der var langt borte fra hinanden, og som derfor var ved at gaa i Graven af Længsel.

Jeg laa inde i min Seng og lyttede med Vemod til Helenes Elskovssange.

»Ak gid jeg kunde glemme, men det mægter jeg dog ej, jeg trofast elsked dig, om end du troløst svigted mig.

Hvor kunde jeg vel glemme dig, dit Øjes kække Ild?

hvor kunde jeg vel glemme dig, din Stemme sød og mild?

O, min Charles! send mig snart et Brev.

Forhen du altid skrev, send mig snart et lille Brev.

O, min Charles, send mig snart et Brev, ak for jeg længes dog saa saare.«

Digteren hed Carl Hermann.

Melodien var fuld af Længsel og dyb Hjærtesorg.

Der var ogsaa den Sang, der hed »Maaneskinsturen«, og som endte med Omkvædet:

»For intet er saa yndigt som en Maaneskinstur, en Maaneskinstur, en Maaneskinstur.

Nej, intet er saa yndigt som en Maaneskinstur, en Maaneskinstur, ak nej!«

Jeg fældede Taarer inde i Sengen.

Lige ovenover, i Hotellets »Mellemstue« blev der samtidigt spillet paa et Klaver af en af Gæsterne ,og dissefjærne drøm­ mende Klavertoner lød ned til mig som fra en højere Verden, hvor Kærlighed, Længsel, Maaneskin og Hjærtets Sprog gled sammen til uudsigelige Harmonier.

Min Sindsligevægt var forbi.

Jeg borede Hovedet ned i Puden og følte mig saa knuget omkring Hjærtet, at jeg næsten ikke formaaede at trække Vejret.

Helene kendte Verden og Menneskene og kunde fortælle om dem. Hun kunde fortælle om Vejles fornemste Dame i sin Tid — en Fru vonLinstow, der boede i et lille hvidt Land­ sted oppe dér, hvor Vejen fra Vestergade gaar op mod Lille Grundet. Denne fornemme adelige Dame havde i Helenes Ungdomstid været saa adelsstolt, at hun kun viste sig paa Vejles Gader, ledsaget af sin Tjener, der fulgte bag efter Fruen i tre Skridts Afstand. Denne Tjener, der var i mørke- blaat Livré med Snorer, bar hendes Pakker og tiltalte hende aldrig, før hun selv gav Anledning dertil. Efter von Linstows Død, sagde Helene, at »hun sank«. Hun giftede sig efter- haanden med forskellige, som hun igen skilte sig fra, og hen­ des sidste Mand var kun en fattig Husmand, der giftede sig med den sunkne Naade af Medlidenhed. Hun havde forlængst maattet sælge den hvide Landejendom, hvor der var Møbler med hvidt Atlaskesbetræk, der var saa sart, at kun meget fornemme Folk turde nedlade sig paa dem . Hun boede nu langt ude ved Fjorden i et usselt Husmandshus, hvor hun og hendes Bonde af en Mand holdt en rødbroget Ko og et Par Høns.

Hvor jeg dog led med denne forhenværende adelige Dame, der nu selv maatte sidde og malke sin Ko, mens tusinde Minder stormede ind paa hende. Hun sad ude paa en Strand­

eng ved Fjorden, og hun var undertiden iført en gammel laset sort Slæbkjole med mange Garneringer.

Helene havde selv set hende sidde saaledes og malke, mens hendes grove Mand gik omkring i Træsko og brugte Mund.

Hun kunde tale Fransk, og naar Koen slog hende i Ansigtet med sin Hale, tiltalte hun den paa det fremmede Sprog, som om den var en Adelig fra fordums Dage. Helene kaldte hende

— en falden Kvinde, og hun kunde kun antyde, hvor dybt Mennesker kunde synke. Denne Frue var af dem, der aldrig hørte op med at synke i dette Liv. Tilsidst blev den rødbro- gede Ko solgt, og hun blev Enke. I hendes sidste Levetid gik

hun om i Vejle Gader med et tæt sort Slør for Ansigtet, men med en Holdning, som om hun endnu havde en Tjener tre Skridt bag efter sig. Hun modtog Almisser, men kun af By­

ens bedste Familier, og naar hun havde faaet alle sine Kruk­ ker fulde af Madrester, takkede hun med en saa fornem Stemme, som om hun endnu sad i den hvide Atlaskessofa i den hvide Sal i det hvide Landsted. Nu var alt blevet sort om hende, inden i hende, og udenpaa hende. Sorttilsløret gik hun bort med sin Kurv fuld af Krukker, men hun kunde endnu neje som ved en Amtmandssouper, og hendes Manerer var saa sælsomt preciøse, at Fruerne i Vejle altid titulerede hende Frue.

Hvor det dog undrede mig, at Mennesker kunde synke saa dybt, naar de dog var fødte og hørte hjemme paa Toppen.

Helene kunde fortælle meget om det i Verden, der kun gaar ned ad Bakke.

Hun gik ofte med mig op paa Byens gamle Kirkegaard.

Om Foraaret plukkede vi Violer deroppe paa Gærdet ud imod det lille Stræde, og vi betraadte altid den lindeover- skyggede Kirkegaard med de højtideligste Følelser for dem, der hvilede derinde. Det var overhovedet ikke til at begribe for et Barn, at Folk skulde dø engang, men da Helene paa­ stod, at vi alle var Vorherre en Død skyldig, var. der jo ikke andet at gøre end at betragte en Grav som en ubegribelig Virkelighed, der var lige saa sørgelig, som pirrende for Fan­

tasien.

Helene kunde fortælle meget om alle disse hensovede Vejlensere. Udfor ethvert Gravsted havde hun en lille Hver­

dagshistorie at berette, og den var næsten altid sørgelig.

»Thi saadan plejer det van at gaa med Mennesker i Livet,«

sagde hun, »Enden er sørgeligere end Begyndelsen.«

En Veninde af hende, en Madam Thomsen i Vissingsgade, døde netop paa den Tid. Hun lovede da mig ogmin lille Bro-

der, at tage os med hen i Vissingsgade, for at vi kunde se den Døde.

Jeg var meget betænkelig i den Anledning, men gik dog naturligvis med for at se, hvordan et Menneske saa ud, naar det ikke levede mere.

Madam Thomsen laa i en Stue, hvor der var trukket et hvidt Lagen hen foran et aabentstaaende Vindue. Hun laa i en aaben Kiste og havde en hvid Blondekappe paa Hovedet.

Helene løftede os Børn op, for at vi kunde se den Døde, og jeg syntes, at hun saa ud, som om hun var skaaret i Voks og havde et besynderligt roligt Udtryk i det stivnede Ansigt.

»Saadan ser Døden ud, Børn I« hviskede Helene med Taa- rerne strømmende ned ad Kinderne, »saadan skal vi alle­ sammen ligge tilsidst. Men gaa I nu ud i Haven, for om lidt kommer Snedker Hansen og lægger Laaget over hende.«

Helene gik saa grædende ind for at drikke Kaffe med Ma­ dam Thomsens sørgende Familie. Den sad i Stuen inde ved Siden af og bandt paa Kranse, og der var en saadan Duft af Levkøjer og Buksbom derinde, at man næsten ikke kunde trække Vejret. Vi Børn fik hver en stor Rundtenom Sigtebrød stukket ud af Vinduet. Hver Rundtenom var bestrøet med mørkebrunt Puddersukker.

I Haven straalede Sommersolen den Dag, som den straalede alle de andre Dage. I Madam Thomsens Have groede der de sjældneste Blomster, Studenternelliker, der lignede smaa dan­

nebrogsfarvede Rosetter sat i Buketter, Boboreller, der havde fyldte glinsende gule Blomsterknapper, Ambra, der var graa og fliget og som duftede, naar man gned den mellem Fingrene, Balsaminer, der havde ligesom krogede Hager paa de rødlilla Blomster, og Georginer, der saa ud, som om de var sat sam­

men af lutter smaa røde Kræmmerhuse. Saa var der ogsaa stribet Græs, og Blomsten for alle Blomster, den glødende røde, der hed »Brændende Kærlighed« og som saa ud, som om der var gaaet Ild i den.

Mens vi Børn nu gik omkring i de smalle Gange og saa paa Madammens Blomster, der stod bagved klippede Buxbom- hække, kom Snedker Hansen for at lægge Laaget over den Døde.

Han havde sit sorte Søndagstøj paa for at vise Agtelse mod den Hensovede. Han var en lille bleg Mand, der lignede selve Døden.

Lidt efter lød Hammerslagene ud i den lysende Have, og for hvert Slag var det for mig, som gled der en Sky for Solen, og som om alle Blomsterne mistede Kulørerne.

Lidt efter kom Helene ud i Haven.

»Nu faar ingen hende mer at se i denne Verden, Børn,«

sagde hun bedrøvet og strøg os hen over Haaret, »men hun faar en køn Begravelse, og der er ogsaa Penge nok til en Tavle med hendes Navn og et Ord-af Skriften.«

Da vi gik, stod Døren paa Klem ind til den Døde.

Jeg kiggede ind.

Den store sorte Kiste gjorde et saa sørgeligt Indtryk, at jeg næsten ikke kunde komme til at sørge af Forundring over nogetover alForstand saa sørgeligt. Alt stodstilleinden i mig.

Jeg begreb nu, at der var Sorger saa store, at de Voksne maatte være alene om at bære dem. Det var, som om jeg i samme Nu helt og holdent glemte Madam Thomsen, og en halv Time efter legede jeg hjemme i Hotellets Gaard saa for*

nøjet, som om Døden aldrig nogensinde havde vist sig i min Nærhed.

Sidenhen hørte jeg jo om saa mange, der døde i Vejle.

Naar Klokkerne ringede ganske dæmpet og længe, var der død én af dem, som min Fader sagde hørte til Embedsstan­

den. Enten en Herredsfoged, en Mægler, en Bankbestyrer eller en Adjunkt ved Skolen. Jeg blev altid højtideligere stemt, naaren Embedsmand døde, end naar en Snedker eller Skomager gik bort. Jeg syntes, der var Skomagere nok til i Verden, at man skulde fælde Taarer over, at én af dem ikke

var til mere. Men naar en Amtmand døde, var der derimod Grund til Sorg, thi han var den første Mand i Byen og som en Konge i sit Amt, og i hans Amtmandsbolig nede paa Nørre*

gade var der lige saa mange Stuer som i seks almindelige Hjem. I Amtmandens store Have var der ogsaa finere Frugt­

træer end i Byens andre Haver, og Vejles Børn gik i de sene Efteraarsaftener op i Smøgen og stjal hans Frugt, efter at de med megen Besvær var klatrede over detfrønnede Planke­ værk. De tog i Farten, hvad de kunde naa, og da Amtman­

den døde, hang Byens Børn alle lidt med Næbet, fordi deres Samvittighedoverfor den Døde ikke netop var den allerbedste.

I Vejle inddeltes paa de Tider Børn i to Hovedgrupper, Fat­

tigfolks Børn, der gik i Friskolen, og de Bedrestilledes Børn, der gik i Latinskolen. Gud vilde, at jeg selv skulde høre til de sidste, og jeg kunde ikke begribe, hvorledes dernogensinde skulde kunne komme noget godt ud af Friskolens Børn, der jo kun lærte det Halve af, hvad vi andre lærte. Jeg syntes, at de maatte blive en Slags ringere Mennesker end os andre.

De endte jo som Giarmestre og Skorstensfejere, mens vi andre kunde læse til Præster og Skolelærere. De kunde jo heller ikkeblive Digtere med den .Uddannelse. Jeg syntes, at en Dig­ ter maatte være det højeste, som et Menneske kunde drive det til, en Digter som Molbech, der foruden at være Digter, jo ogsaa var Censor over alle de andre. Men en Præst, mente jeg, maatte jo ogsaa være noget af en Digter, siden Hostrup og Christian Richardt jo begge skrev Skuespil og Vers.

Præsten i Vejle var en Mand, der nød megen Agtelse.

Naar jeg saa ham gaa over Torvet, stateligere end andre Mennesker, og med en høj Silkehat paa Hovedet, syntes jeg, at som han saa ud, burde ethvert højere Menneske tage sig ud. Han hilste stilfuldt med den høje Silkehat, og han smilte til ethvert Menneske, han gik forbi. Hver Søndag prædikede han i Sankt Nikolaj Kirke, hvor vi Børn aldrig kom, naar

der var Gudstjeneste, da vi alligevel ikke kunde forstaa, hvad der blev sagt fra Prædikestolen.

Om Søndagen gik vi til »Skyttehuset« sammen med Helene, først ud langsmed Fjorden gennem Nørreskoven, og naar vi kom ud til den lille Skovpavillon paa Odden ude i Fjorden, gik vi rundt i Haven og beundrede Guldregn, der var dryp­ pende gule af hængende Blomstergrene, dejligt gule Blomster, der var meget giftige, hvis man spiste dem. Vi stod stille foran de hvide og lilla Syrenbuske, der stod omsværmede af Insekter i den brændende Sommersol. Helene kaldte dem

»Seriner«, som hun altid havde sine egne Navne paa Have­ vækster. Vi beundrede de hvide Sneboller, der var grønne inderst inde i Blomsterne, før de var helt udsprungne, og som lignede runde Kvaster, sat sammen af lutter smaa hvide Kors.

»Skyttehuset« var som et jordisk Paradis, fuldt af sjældne Træer og Blomster midt ude i den blaanende Fjord. Ovre paa den anden Side af Fjorden laa de høje Skovbrinker i en Em af Soldis, og indei FjordensBund røg Vejles mange Skor­

stene omkring Sankt Nikolaj Kirketaarn, der var Byens ene­

ste Taarn paa de Tider.

Midt ude paa den store Plæne stod Fuglestangen.

Naar der var Fugleskydning, gik Vejles Borgere omkring med høje sorte Silkehatte og hvide Skjortebryster, og de skød hele Dagen efter Fuglen, der snart mistede en Vinge, og snart en af de store Halefjer paa Gumpen. Inde i Pavillonens store Sal, hvor der var dækket lange Bordetil Skydebrodrenes Fest- maaltid, laa alt Sølvtøjet fremme paa et Bord med en hvid Dug over, og Brødrenes Fruer gik om og mønstrede Kaffe­ kander og Potageskeer, Frugtskaale og Bægre, gennembrudte Fiskeskeer og Etuier med »Ske, Kniv og Gaffel«. Hele Dagen igennem blev der skudt derude paa Plænen. Den blaanende Røg drev omkring Stangen, hvor Fuglen endnu sad paa Top­

pen og havde Hovedet i Behold. Vejene i Nærheden var alle

afspærrede med Snore, for at Folk ikke skulde komme for nær ind paa Skudlinien.

Hen paa Eftermiddagen faldt Fuglen.

Musiken, der sad inde i en lille Pavillon, stemte pludselig i med en Tousch, og det viste sig da til alles Forbavselse, at Aarets nye Fuglekonge ikke var nogen anden end den gamle Børstenbinder Christiansen omme fra Guldkrog. Den gamle Børstenbinder havde i ét eneste Nu forladt sin forrige Stand og var endt som Konge. Brødrene gik nu til Bords i højtideligt Optog, og alle Vejles Børn kunde staa udenfor den store Glasveranda og høre, at Borgmesteren talte for den vir­ kelige Konge, der regerede over Danmark, og som hed Chri­

stian den Niende. Alle raabte nu ni Gange Hurra derinde.

Bagefter blev der talt for Slesvigs Genforening med Moder­ landet, og Musiken intonerede da til »Slumrer sødt i Slesvigs Jord«. Der blev ogsaa talt for den gamle Børstenbinder, der var én af Vejles Hædersmænd. Han sad oppe for Bordenden og saa saa beskeden ud, at der næsten ikke var noget konge­

ligt ved ham.

Børnene udenfor betragtede ham som et Særsyn.

Uafbrudt blev der raabt Hurra derinde, mens Dannebroge smeldede i Aftenvinden fra den høje Flagstang lige udfor Dørene.

Jeg forstod, at man vilde Danmarks Vel derinde.

Char à-banc’er rullede ustandseligt frem og tilbage med nye Skovgæster. Det var, som om den hele By deltog i en straa- lende Sommerfest paa en fortryllet 0 midt ude i den aften­ stille Fjord. Alle Vejles Smaaborgere var nu ogsaa kommet ud i Haven, hvor de gik adstadigt omkring, ordnede efter Familier, og naar de var kommet Haven rundt et Par Gange, sattede sig rundt om paa de lange Bænke for at lytte til Skyde­

brodrenes festlige Larm inde i Pavillonen.

Paa dette Tidspunkt skulde Børnene nu hjem og i Seng.

Nørreskoven var nu med ét bleven dunkel og hemmelig-