Om »Oplivelse af historisk Sans« : Foredrag paa Skolemødet i Esbjerg, Fastelavnsmandag 10. Febr. 1902

Om Oplivelse af historisk Sans.

ForedragpaaSkolemodet i Esbjerg, Fastelavnsmandag10.Febr. 1902.

Af Provst J. Nissen i Rrorup.

ProvstJ. Nissens foredrag forenforsamlingaf lærere i Esbjerg10. febr. 1902

»Omoplivelseaf historisk Sanse kan betragtessom en»programerklæring« for detnystiftede Historisk Samfund.Man harderfori 75-åretgenoptrykt artik¬

len tilsammenligning mellem ideogvirkelighed.

Jeg

traf sidste Sommer

i

Ribe Domkirkens Historiker

herude paa det flade Vestland kan ses viden om og ses ogsaa mange Mil nede i Sønderjylland, og Dr. Helms omtalte, at dette sammen med en anden af det syd¬

vestlige Jyllands Mærkværdigheder, den store Sten i Tirslund, havde givet Anledning til en Talemaade der

paa Egnen, som gamle Pastor Krarup i Føvling i sin

Tid havde fortalt ham. Ligesom man slutter en Hi¬

storie med de kendte Ord: »Snip, snap, Snude — nu

er den ude — tip, tap, Tonde ^— nu kan du begynde«,

eller som man føjer til, i hvert Fald ude i Vestjylland;

*og fortæl saa én lige saa lang og lige saa trang, men ikke den selvsamme,« saaledes hedder det fra gammel

Tid i det sydvestlige Jylland: »Snip, snap, snude o. s. v.

tip, tap, Tønde, nu maa du begynde ^{— »og nu} skal

Rive Taarn _og Tirslund store Sten hænge i din Næs',

til du fortæller en li'saa lang og li'saa trang, men it

den selv sam'.«

Jeg mindes for en Del Aar siden ^at have hørt det

samme af en gammel Mand dér paa Egnen; men da jeg

nu havde faaet det opfrisket i Erindringen, søgte jeg

hos forskelligeatkomme til Kundskab om, hvorvidt Tale-

maaden endnu brugtes eller kendtes. Dette har jeg

imidlertid ikke kunnet opdage, og jeg har deri set et Vidnesbyrd ^om, ikke blot hvor let gamle Ord ^og Tale-

maader udviskes og glemmes i vore civiliserede Tider;

men navnlig ogsaa om, hvorledes det at fortælle Histo¬

rier og »Emter«, Sagn og Minder, historiske Overleve¬

ringer fra en nærmere og fjærnere Tid eller en nærmere og fjærnere Omegn efterhaanden er bleven sjældnere og

sjældnere. Thi det har jo sikkert nok væretalmindeligt.

Blichers »e Bindstouv* er vel kun _nogen særegent for

den paagældende Egn ved den særegne Lejlighed, der

dér var givet til at lade de paagældende Historier løbe

af Stablen; men i andre Egne var der andre Lejligheder,

og særlig Lejlighed var der jo da allevegne ved de fest¬

lige Gilder og Sammenkomster. Saa fortaltes de gamle

Historier _og nye droges frem, og der blev talt om Eg¬

nens Minder _og Mærkværdigheder, om hvad vore Fædre

og Bedstefædre havde oplevet i Krigstid eller Freds¬

tid _{og — man} kan vel sige: ^»var der og meget Løgn iblandt, saa var en Del deraf dog sandt«, i hvert Fald,

det var Vidnesbyrd om en historisk Sans og Interesse,

der — mener jeg — var af det gode, som aabnede Vej

til aandelige Værdier af betydelig Rækkevidde.

Nuomstunder finder man kun lidet eller intet af dette.

Nu er det andre Ting, som optager Sind og Tanke og

er Genstand for Samtale, naar Folk kommer sammen.

Nu droftes det, man har læst i Aviserne, Politik og

Samfundsspørgsmaal paa en mere eller mindre sagkyndig Maade, eller maaske den nyeste Literatur og den for¬

skellige Kritik, der er fremkommen over den. Om

adskilligt af det, der staar i Aviserne, saavelsom en Del af Døgnliteraturen, kan man vel nok med Rette sige i

overført eller ligefrem Betydning, »det ^er ikke værd at tale _{om«; men} ellers kan jeg kun hilse det med Glæde,

naar Folk taler om Politik _og Samfundsspørgsmaal,

især naar man ikke nøjes med at holde sig til »Bladene«

— jeg sagde ikke Aviserne — men søger at komme

ind til »Kærnen« i de forskellige Spørgsmaal, ^og det er

jo en ren Fornøjelse, naar Folk kan blive ^saa ivrige i

Drøftelsen af et saadant Emne, saa de deroverglemmer

Kortene. Ogsaa gennem Drøftelsen af disseSpørgsmaal

tilføres _og aabnes der Vej til aandelige Værdier af Be¬

tydning; men jeg vilde i høj Grad beklage, om Optaget¬

heden af Tidens Strømninger skulde bringe Folk til at glemme Fortiden og svække den historiske Sans, be¬

klage det af tre Grunde: for det første, fordi det da

kun altfor let ender med, at det bliver ikke Tiden, men Strømmen, man følger med, og som Hostrup siger »kan

Strømmen ta' dig, saa vil den sluge dig.« Derimod gælder det vel om at følge med Tiden; thi »gaar Tiden

fra dig kan den ej bruge dig«; men man kan ikke vir¬

kelig følge med Tiden uden at søge ret at kende den,

og for at kende Tiden maa man ogsaa til en vis Grad

kende Fortiden, hvorpaa den bygger. Og dernæst vil jeg beklage, om Optagetheden af Tidens Strømninger

skulde bidrage til at svække den historiske Sans, fordi jeg ikke ved noget bedre Middel end det at kende For¬

tiden _og udvikle den historiske Interesse til at faa Sam¬

fundsfølelse frem i god Forstand; og endelig fordi det

er saa fornøjeligt og oplivende at sysle dermed, vistnok

for de allerfleste. Jeg tror, at saa at sige enhver har

en medfødt historisk Sans; derfor behøver denne heller

ikke at fremkaldes eller skabes, men vel at oplives, og

dette tror jeg da, at den i høj Grad trænger til baade

hos smaa og store nu om Dage.

Derfor har jeg været glad ved at komme til at tale

om Sagen her; thi skal der være Tale om Oplivelse af

historisk Sans i al Almindelighed, da gælder det ikke

mindst _om, at man kan faa Lærerne med dertil ogmed

ind i Arbejdet derfor. Det gælder det om, ikke blot

fordi Læreren ved de fleste eller overmaade mange Sammenkomster paa en Egn jo gærne er en sikker

Mand _og ofte har en ikke ringe Indflydelse paa i en større eller mindre Kreds, i hvad Retning Samtalen

kommer til at gaa; men ogsaa fordi det jo er en gam¬

mel og vis Vej, naar man vil have noget frem hos de store, da at begynde med de ^smaa. Og Spørgsmaalet

har jo da ogsaa den største pædagogiske Betydning

med Hensyn til selve Historieundervisningen i Skolen.

Naar Emnet lyder, »hvad der kan gøres for Oplivelsen

af historisk Sans«, saa maa jeg dog sige, at jeg har

ikke selv givet det denne Titel, men kun i al Alminde¬

lighed meddelt efter venlig Opfordring, at jeg vilde tale

»om Oplivelse af historisk Sans«. Naar Talen nemlig

er om, »hvad der kan gores« for denne Oplivelse, saa kan Sagen jo uden Tvivl ses fra flere Sider, og der kan

nævnes forskelligt, hvis Emnet i saa Henseende skulde

udtømmes. Jeg haaber ogsaa, at der i en eventuel Forhandling vil blive fremdraget forskelligt; ^men min

Tanke ^er i Grunden særlig kun at fremdrage en enkelt Ting, et enkelt Synspunkt, jeg har særlig én Kile, som

jeg gærne vilde drive paa, og det er denne, at Vejen

til Oplivelse af historisk Sans, den gaar igennem Lo¬

kalhistorien, den stedlige Egns Histore; det er denne, jeg mener, der maa drages frem i en ganske anderledes Grad, end det nu almindelig er Tilfældet baade overfor

store og smaa.

334

Den første Opgave, siger Livingstone, hvor Talen er

om Missionsarbejde, ^er den geografiske. Jeg vilde gærne

sige det samme her, hvor Talen er om Oplivelse af

historisk Sans, eller om man vil om Historieundervis¬

ning, den første Opgave er den geografiske. Vi kende

alle det Arbejde, der i de sidste l'ar Menneskealdre er gjort herhjemme for at undervise i forskellige Fag paa historisk Maade. Her hvor Talen er om selve Under¬

visningen i Historie, vilde jeg onske, og det staar for¬

øvrigt i bedste Overensstemmelse med det andet, at den

kunde blive noget mere geografisk. Dette er jo ogsaa noget, som man i anden Forstand ^er ved at komme

mere ind paa, særlig hvor Talen er om Kulturhistorie;

men naar jeg her taler om at gore Historieundervisnin¬

gen mere geografisk, saa er det dog ikke med Henblik

paa de store historiske Synspunkter, jeg siger det, men

mere for at vende Blikket mod den stedlige Kreds, den hjemlige Egn. Vejen til Oplivelse af historisk Sans gaar

igennem Lokalhistorien. Jeg har jævnlig holdt historiske Foredrag i min Kreds; men jeg véd aldrig, at Folk har lyttet med saa spændtOpmærksomhed som de faa Gange,

hvor jeg har fortalt om historiske Forhold og Person¬

ligheder fra selve Egnen. Man maa begynde med det,

der hænger eller kan komme til at hænge Folk i Næsen.

Er det ikke noget saa kæmpemæssigt som Rive Taarn

og Tirslund store Sten, saa kan Sager af mindre Di¬

mensioner jo da ogsaa gøre det. Det er noget, som de

allerfleste vil interessere sig for, hvad man saaledes kan

møde blot en lille Smule Spor af paa sin Vej, og her¬

fra kan der saa bygges videre.

Men der er da et Forhold, som jeg mener har den allerstørste Betydning paa Skolens Omraade. Skal Hi¬

storieundervisningen have et godt og varigt Udbytte,

da maa den historiske Sans oplives og opøves; men

Vejen hertil gaar, tror jeg bestemt, ogsaa hvor Talen

er om de _smaa, gennem den stedlige Historie, den hjemlige Egns historiske Minder og Personligheder, af¬

passet selvfølgelig efter Børnenes Alder og Fatteevne.

Dette anvendes jo ret almindeligt, hvor Talen er om

Geografiundervisning; men hvorfor ikke overfore det

samme, saa vidt det er muligt, paa Historieundervis¬

ningen. Jeg har i saa Henseende personlige Erindringer

fra min egen Skolegang som Barn, som jeg mener har havt den störste Betydning for Udviklingen af min

historiske Sans. Engang havde vi en gammel Præst til

at vikariere for Historielæreren, der var syg, og jeg glemmer ikke den drastiske Beskrivelse, han gav af Cim¬

brernes _og Teutonernes Indfald i det romerske Rige,

og hvilket Indtryk det gjorde ^paa mig, at disse vilde Mennesker, klædt i Dyreskind og Kohuder, hvis Horn

stak frem i Panden for at give dem et endnu vildere Udseende, var kommen heroppe fra vort Land. Jeg tror bestemt, at min Interesse for Danmarks forhistoriske Tid daterer sig fra dette Indtryk, skønt jeg dengang

kun var 8 Aar. Et Par Aar efter kom Historielæreren

lejlighedsvis til at fortælle — jegmaa indskyde den Be¬

mærkning, at det var i Haderslev, jeg gik i Skole —

hvordan Peter Hjort Lorenzen var bleven jaget ud af Slesvigs Stændersal, fordi han talte dansk, en Mand,

hvis Familie jeg daglig mødte paa Gaden, hvis Sønne¬

søn jeg sad ved Siden af i Skolen, hvis Hus og Hjem

endnu var bevaret. Det gjorde det stærkeste Indtryk

paa mig, og jeg véd bestemt, at min Interesse for vor nationale Historie daterer sig derfra og fra den Bog om ham, skreven af Lavrids Skau, som jeg kort efter fik

fat i _og pløjede igennem.

Derfor gentager jeg nu paany: den første Opgave for

en Lærer i Historie er den geografiske. Det gælderom

at blive godt hjemme i Egnens historiske Minder og

Overleveringer, saa at det kan benyttes paa en skon-

som Maade i Undervisningen. Og der er vist slet ikke

saa lidt deraf de fleste Steder ^— ja her i Esbjerg ved jeg nu ikke, om der er ret meget; men gaar man ud i Amtet, og her er jo Lærere fra hele Ribe Amt, saa vil

man nok ikke finde saa lidt de Heste Steder, naur man vil samle sammen derpaa. Der er forst de ældste Min¬

der: Gravhøje, Jættestuer, Langdysser, Runcdeno, som der jo da findes adskillige af hist og her, for Hojenes

vedkommende jo endog i stort Antal. Saa er der Sted¬

navnene og Resterne af fordums Skove i de gamle Ege¬

krat, der er spredt rundt omkring. Somme Steder finder man jo endog Spor af Agre og Agorfurer midt

inde i disse gamle Egekrat, saaledes som man f. Ex.

kan se det i det gamle Egekrat i den vestlige Side af Langeskov henne ved Brørup Station. Da jeg for en Del Aar siden saa det første Gang, tænkte jeg, at det stammede fra den store Affolkning i den sorte Døds Tid. Senere er jeg dog kommen i Tvivl derom ved at faa opfrisket i Saxo, hvad han fortæller om den store Hungersnød i de gamle Dage, der gav Anledning til Udvandringen af den store Flok, der under Navn af Longobarderne faldt ind i Italien i det sjette Aarhun-

drede. Thi, fortsætter Saxo der, havde man nys for

mange Folk i Danmark, da fik man nu snart for faa;

mangensteds hvor man for havde pløjet og saaet, dér groede nu Furerne til af Mangel paa Hænder, og Sko¬

vene udbredte sig paa mange Mile ogskabte etVildnis,

hvor man før saa blomstrende Agre og Enge. At det

maa være gaaet saaledes til, viserTingenes nuværende Beskaffenhed tydelig nok; thi midt inde i Skovene ser

man endnu den Dag idag Spor af Furer og Rene, og da nu ingen skal bilde os ind, at man har pløjet og

saaet inde mellem Træerne, saa maa nødvendig Agrene

have ligget ode, indtil de i Tidens Længde blev bevox-

ede med Skov. Ydermere saa finder man ikke blot skovbegroede Gravhoje, men ogsaa tidt Stendyssermidt

inde i Tykningen, som jeg mener — det er stadig Saxo jeg citerer ^— har den Oprindelse, at de gamle Bønder

vare kloge nok til at sanke Stenene af deres Agre og

lægge dem ved Enden for ikke hvert Øjeblik at faa et Skaar i Plovjærnet, saa at de gav et lille Stykke af

Jorden bort for at kunne have Resten desbedre.

Saa vidt Saxo. Men enten nu disse Agerfurer, som

man endnu finder Spor af midt inde Resterne af de fordums Skove, stammer fra en saa fjærn Fortid eller

fra en senere Tid, saa er det dog et Fænomen af be¬

tydelig historisk Interesse, forekommer det mig, at man endnu den Dag idag finder Spor af det ^samme, som allerede af Saxo omtales som en Mærkelighed. Frem¬

deles skal jeg pege hen paa de gamle Sagn, saaledes

som det om Tirslund Stenen, og Folkeviser, særlig hvor

disse kan stedfæstes, hvad enten nu Overleveringen er mere eller mindre paalidelig, som i denne Sammenhæng

har mindre at sige. Derefter kommer Kirkerne, som

man de fleste Steder endnu har staaende i hele deres

ærværdige Ælde. Den ærværdigste og interessanteste

er selvfølgelig Ribe Domkirke, paabegyndti Begyndelsen

af det tolvte Aarhundrede af BiskopThuge, der faldt i Slaget ved Fodevig 1134. Jeg ved ikke af, at jeg før

har liavt særlig Interesse af det Slag; men siden jeg

bed Mærke i, at her faldt blandt andre Grundlæggeren

af den stolte Bygning, der endnu knejser midt iblandt

os, har det unægtelig faaet en særlig Interesse for mig.

Ribe Domkirke er jo en Guldgrube til Oplivelse af hi¬

storisk Sans, om man ellers ret vilde benytte den som saadan; men har man ikke Lejlighed til nærmere at

3

tage den i Øjesyn, saa lad os kun først holde os til

vore egne gamle Landsbykirker, der, hvor uanselige og lidet mærkelige de end maatte være, dog frembyder

stor historisk Interesse allerede, som for sagt, paa Grund

af deres Ælde. Der ^er Bygningsmaterialet, hvad enten dette ^— som for en Del Kirker i Ribeegnen ligesom

Domkirken — er den rhinske Tuf, hentet nede fra Rhin¬

egnen i Nærheden af Køln og ført hertil ad Søvejen,

hvilket atter aabner et historisk Perspektiv til den Tid,

da Ribe var en af Danmarks vigtigste Handelspladser

og havde en sejlbar Havn; eller det er Kampen, Gra¬

nitten, som de fleste af vore gamle Landsbykirker, rejst

i det tolvte _og Begyndelsen af det trettende Aarhundrede,

er bygget af, for adskillige Kirkers vedkommende her¬

ovre i Vestjylland ligesom i Ribe Domkirke blandet med

den brune jærnholdige Stenal, eller det endelig er Mur-

stenskirkerne eller de Dele af de gamle Kirker, Taarn

og andre Partier, der er bygget af Murstenen, og som viser hen til en noget senere Tid, idet den Kunst at frænde Mursten først blev kendt i Danmark efter Aar 1160. Saa er der de forskellige Stilarter, den gamle

romanske eller den gothiske Stil, som man ogsaa finder Spor af selv i vore tarveligste Landsbykirker, om ikke

i selve Bygningen, saa i Udsmykningen. Der er Bille¬

der og Indskrifter, Billedskærerarbejder og Billedhugger¬

arbejder paa Altertavle, Prædikestol, Stolestader og

Pulpiturer, Døbefont og Døbefad, Lysestager, de hellige

Kar osv. Nogen egentlig digterisk eller kunstnerisk

Værdi har de jo sjælden, inen historisk Værdi har de jo i betydelig Grad. Naar jeg varLærer, vilde jeg først

selv se at sætte mig ind i disse Ting saa godt som

muligt, og saa vilde jeg ^en Gang om Aaret eller mere paa en køn Eftermiddag tage Stav i Haand og tage de

flinkeste Børn med eller hvem der ellers havde Lyst,

SAXS.

dog ikke for stor en Kreds ad Gangen, og vandre hen

til saadanne historiske Minder, ikke mindst til Kirkerne,

og gennemgaa dem saa godt jeg kunde, og jeg tvivler

ikke _om, at det vilde have den største Betydning for Oplivelsen af den historiske Sans.

Fra Kirkerne kan Vejen saa gaa til andre gamle Byg¬

ninger eller Ruiner af saadanne. Der er gamle Borg¬

pladser, Donslund, Hundsbæk, Skodborghus f. Ex., for

at nævne nogle henne fra min Egn, hvortil historiske Personligheder, som vi kende saa godt fra den alminde¬

lige Fædrelandshistorie, har været knyttet. Derer gamle Borge som Estrup og Sønderskov med Hovedbygninger

fra Begyndelsen af det attende Aarhundrede, men med Kælderhvælvinger,dergaaradskillige HundrederAar læn¬

gere tilbage. Der er gamle Præstegaarde, opførte i Slut¬

ningen af det syttende Aarhundrede efter de store Øde¬

læggelser i de forfærdelige Krige i dette Aarhundrede,

som der endnu vil kunne nævnes og findes mange Spor

af. Ja henne i mit Provsti er der nu kun én Præste- gaard tilbage fra Slutningen af det syttende Aarhun¬

drede, den næstældste er min egen, og den er førstfra 1795; men maaske er der flere her længere vestpaa.

Ogsaa de ældste Bøndergaarde og de ældste Huse, selv

om de ikke er stort mere end hundrede eller halvandet hundrede Aar gamle, er det værd nærmere at bese.

Ofte kan der _ogsaa findes konne Inskriptioner over Dø¬

rene eller andetsteds _paa de gamle Huse. I Parenthes bemærket, hvorfor pryder man ikke mere Bygninger

med Inskriptioner udover et kedeligt Aarstal eller nogle Begyndelsesbogstaver til vedkommendes Navne. Særlig

større Bygninger eller Bygninger af mere offentlig Ka¬

rakter burde det ikke forsømmes paa. Den gamle Ind¬

skrift paa Frederik den fjerdes Skolebygninger var dog

køn _og rørende og frembyder ^nu for ^{os megen} historisk

3*

340

Interesse. Det har været mig en Sorg, at af de henved 30 nye Skoler, der har rejst sig i mit Provsti siden Skolelovens Gennemforelse, ^er der ikke en eneste, saa vidt jeg ved, der er bleven forsynet med en Indskrift.

Jeg arbejdede paa at faa det gjort henne i mit eget Pa¬

storat paa den nye Skole i Eskelund og havde givet Forslag til forskellige Indskrifter; men det viste sig, at der var slet ingen Stemning derfor. Det forekommer mig, at man ogsaa heri vilde have et Middel til Opli¬

velse af historisk Sans hos Nutid og Eftertid, ^som det

var værd at benytte.

Komme vi saa til forrige Aarhundrede, saa blive de historiske Minder jo fyldigere og komme os nærmere.

Der er Minderne fra vore Krige og om Mænd, der har deltaget i disse. Rigtignok har Ribe Amt ikke været Genstand for store Slag og store Troppebevægelser, men noget har der dog været, som det er værd at gemme paa. Jeg begravede for tre Aar siden den gamle mange-

aarige Sognefoged i Gesten Anders Kristian Hansen, der

døde hos sin Son i Brørup. Det var ham, der blev be¬

skyldt for at have givet vore Tropper den Underretning,

der førte til den sejrrige, smukke lille Træfning ved Vorbasse, hvad han dog ikke havde paa direkte, om end vel _paa indirekte Maade. Han blev derfor tagettil Fange af Tyskerne og, bundet paa Hænder og Fødder,

kastet paa en Kassevogn som etStykke Kvægogskumplet

den lange Vej først til Haderslev og derfra til Flens¬

borg, hvor han sad i tre Ugers strængt Fængsel, indtil gamle Stiftamtmand Nielsen ved en energisk Optræden

lik ham udløst. Da Kongen vari Kolding efter Krigens Ophor dekorerede han ham egenhændig med Danne¬

brogsmændenes Hæderstegn. Da jeg, ^som rimeligt var, omtalte dette i Talen ved hans Jordefærd, kom en Mand hen til mig bagefter og sagde, at det havde han aldrig

341 hørt noget om, og han havde dog væretder et Par Aar

og interesserede sig for sligt. Men det er jo en Skam,

synes jeg, at sligt ikke bliver omtalt, det burde drages

frem _{atter og} atter, det burde fortælles for Børnene i Skolen. De bor have et Indtryk af, at det er ikke blot

i gamle Dage, at der var en Hans Madsen i Svanninge,

der kunde gore en heltemodig Gerning, men at sligt opleves ogsaa nuomstunder midt iblandt os, naar Lej¬

lighed er dertil. — Herude ved Vesterhavet ^er der sik¬

kert _ogsaa Beretninger om heltemodige Bedrifter i Kamp

mod Vestervovvov, som fortjener at opbevares og gem¬

mes. Det er som Regel ikke nogen morsom Læsning,

man. finder i Ministerialtidende, ^{men en} Gang om Aaret

kommer der en Beretning om Redningsvæsenets Ar¬

bejde i det forlobrie Aar, som er i hoj Grad interessant,

og som det undrer mig, at andre Blade ikke faar fat

paa, og den har jo tilmed den Fordel, at den er fuldtud paalidelig. ^— F^ndelig skal jeg endnu nævne de Person¬

ligheder i Fredens og Kulturens, i Skolens og Kirkens,

i Fædrelandets _og Folkets Tjeneste, som lever eller for

ikke længe siden har levet iblandt os. Har vi ikke af

de störste, lad os saa kun nojes med dem. der er lidt mindre, naar de ellers er knyttet til Stedet og Egnen.

Forovrigt kan man gerne regne en Mand som Niels Jo-

kmn Tennansen til de store, denne mærkelige Bonde¬

mand i Vadmelskofte, der kunde holde historiske Fore¬

drag, saa Professorer med spændt Opmærksomhed lyt¬

tede dertil, men dog er storst ved den Aandens og

Hjærtets Adel, der præger ham i al hans Færd. En

saadan Mands Navn _og Liv burde atter og atter frem¬

drages i Skolen. En Mand som gamle Sveistrup i Vejen fortjener ej heller saa hurtig at glemmes, og der

kunde vel nævnes mange andre, men ofte maa man

342

sande: Ja, Aarene rulle og skiftes om paa Jord, og

vore Navne glemmes som Sne, der faldt ifjor.

Men det ^er da dette, jeg gærne vil hævde og slaa til Lyd for, at Vejen til Oplivelse af den historiske Sans

gaar igennem Lokalhistorien, den stedlige Egns Historie.

Det gælder i Almindelighed, og det har sin store Be¬

tydning ogsaa paa Skolens Omraade. Den forste Op¬

gave for en Historielærer er den geografiske. Sorg for

og arbejd paa at sætte Dem ind i den Egns historiske

Minder _og Steder og Personligheder, hvorpaa De virker,

<>g tag Stav i Haand, naar Lejligheden erdertil, og for

Bornene rundt til disse Steder og fortæl dem Historien

»paa Stedet«, Gør det først i den nærmeste Kreds og

saa lidt videre ud. Jeg vilde ønske, at de Rejser, der foretages med Bornene om Sommeren, og hvortil Staten yder gratis Jærnbanekørsel, men som jo væsentlig bliver Fornøjelsesrejser — og jeg under gærne Børnene den Fornøjelse —; men jeg vilde ønske, at de kunde faa

et Supplement, saaledes at der var Lejlighed til oftere

at kunne rejse med en mindre, ja navnlig dette en

mindre, Kreds af større Born hen til vort Lands histo¬

riske Steder for at fortælle dem Historien paa Stedet.

Men, som sagt, begynd med det nærmeste. Og vil

nogen sige: ja men hvorledes skal vi faa noget at vide derom, saa vil jeg sige, det vil næppe være saa vanske¬

ligt at finde Kilder, naar man ellers søger derefter.

Allerede i Trap vil der være adskilligt, og i Oluf Niel¬

sens Herredsbeskrivelser hernede fra det sydvestlige Jylland er der saare meget. Men forøvrigt er der for

Tiden en Tanke fremme, som jeg vil slutte med at be¬

røre. Der er en lille Kreds af historisk interesserede Mænd, der efter Initiativ af Stiftamtmand Stemann og

Højskoleforstander Schrøder har talt om at se at faa

343 dannet et »Historisk Samfund for Ribe Amt«. Det skulde forst _og fremmest sysle med Lokalhistorien her

for dette Amts vedkommende og vilde derigennem se at oplive den historiske Sans. Der blev holdt et Møde

om Sagen kort for Jul paa Askov Højskole, der dog

blev væsentlig forstyrret ved Snehindringer, og der vil

i Slutningen af denne Maaned, den 27., blive holdt Møde

i Ribe _og ventelig i næste Maaned i Varde, hvor man gærne vilde se at faa et Indtryk af, om der var nogen Jordbund for Sagen og se at faa Samfundet stiftet.

Jeg nævner nu Sagen her i Haab om, at mange af de

tilstedeværende vilde interessere sig for den; thi dens heldige Udfald vil ikke mindst bero paa, at man kunde

faa Lærerne med til at interessere sig for og arbejde

for Sagen rundt om i deres Kreds. Det er da Tanken,

i hvert Fald er det da min, hvis Samfundet vinder for¬

nøden Tilslutning, at der skulde udgives en Aarbog,

hvori Egnens og Sognenes historiske Minder og Steder

og Personligheder efterhaanden kunde blive beskreven,

og hvori tænker jeg, der ogsaa kunde samles saadanne

historiske Smaastykker, som af og til findes i de lokale Blade, men som dér forsvinder i al den øvrige Mang¬

foldighed, og som man sjældent senere kan faa fat paa,

naar man vil bruge det. Naar denne Aarbog — det

falder mig nu lige ind — blev prydet med et Titelbil¬

lede, hvorpaa man saa Ribe Domkirke og Tirslund store Sten, og saa en Randtegning, hvori der med snirklede Bogstaver efter Tidens Skik stod skrevet »og nu skal

Rive Taarn _og Tirslund store Sten hænge i din Næs' osv.,

saa skulde det være sært, om ikke en og anden fik Lyst til at fortælle, og i hvert Fald ^er jeg vis paa, der

er mange, der fik Lyst til at læse.

Men dette være nu henstillet til Deres Overvejelse.

344

Det er ikke af den Grund, jeg har valgt at tale om dette Emne, om end det maaske nok har givet en vis Foranledning dertil; men jeg mener, at selve Emnet har betydelig pædagogisk Interesse.

Foranstaaende Foredrag, der blev holdtsomIndledningsforedrag til en Forhandling paa Skolemødet i F.sbjærg Fastelavnsmandag 1902, fremsættes her til nærmere Oplysning omnogleaf de Tanker,

man har havt for Øje ved Dannelsen af »Historisk Samfund for

Ribe Amt«. Efter Foredraget udviklede der sig enlivligForhand¬

ling, hvori mange af de tilstedeværende gav de fremsatte Tanker

og Tanken om Oprettelsen af nævnte Samfund deres Tilslutning.

En enkelt Taler nærede dog nogen Frygt for, at en saadan Virk¬

somhed for en enkelt, begra'nset Landsdels Vedkommende skulde

fremme det provinsielle og særlige paa det almenes Bekostning.

Stiftamtmand Stemann, der ogsaa var tilstede, henviste imidlertid

i saa Henseende til de forskellige hestaaende historiske Selskaber for Jylland, Fyn, Lolland-Falster m. fl., der ikke havde svækket

Sansen for denalmindelige Fædrelandshistorie; tværtimod, var den historiske Sans forst vakt for et mere begrænset Omraade, vilde den uvilkaarlig soge at omfatte mere og komme baade detidligere

bestaaende Selskabers Virksomhed og hele Fædrelandets Historie tilgode.