at søger man ikke nye udfordringer, ender man med at »sidde fast«. Da har man fun- det sin niche, sit område som man beher- sker. Og har man først slået sig ned, er det svært at flytte på sig.
Et halvt dusin år har lært mig en del:
jeg kan numrene på de fleste kernesal- mer; jeg har memoreret indstiftelsesor- dene; jeg er fortrolig med kommandove- jen til at melde ferie; jeg er ikke længere fremmed over for at sidde med efterladte;
jeg kender efterhånden også de skrevne – og uskrevne – regler for menighedsråds- arbejde og så videre. Men er disse til- lærte kompetencer en måde at besvare spørgsmålet i døren »Hvad er seks år som præst?« I så fald er det et yderst utilstræk- keligt svar. I det følgende vil jeg forsøge at besvare spørgsmålet ad en anden vej; ikke via »færdigheder« men via mine refleksio- ner og erfaringer over dette at være præst.
Vejen fra bænk til alter
Sneen væltede tungt ned over det julekla- re Vesterbro i København ved min indsæt- telse Lillejuleaften 2012. Domprovsten måtte nær opgive at kæmpe sig vej gen-
»HVAD ER SEKS ÅR SOM PRÆST?«
Sognepræst, cand.theol. Andreas Rasmussen
»Hvor længe har du været præst?« Spørgs- målet får jeg i kirkedøren for nogle søn- dage siden. Det er et enkelt spørgsmål og svaret ligeså. Det er blot at henvise til an- tallet af år, der er passeret siden min ordi- nation i Københavns Domkirke. »Seks år,«
svarer jeg prompte. Helt uproblematisk.
Samme kirkegænger spørger igen: »Seks år – hvor meget er det som præst?« Jeg tier et øjeblik. »Hvor meget er det?«, tæn- ker jeg. Jeg tror egentlig godt, jeg forstår, hvor vedkommende vil hen. De andre ved udgangsdøren lytter også med nu. Hvad er seks års præsteerfaring egentlig? Jeg kan ikke svare på stående fod og retur- nerer spørgsmålet med et blodfattigt og uklart, men dog ærligt svar: »Tjo, jeg er ikke lysegrøn længere. Jeg vil heller ikke kalde mig garvet. Jeg er et sted derimel- lem.«
Men hvad er der egentlig at sige om seks års præsteerfaring? Hvordan er det muligt at gøre status?
Jeg har venner, der arbejder i NGO- verdenen. De taler om »seksårsgrænsen«.
Punktet, hvor man bliver så fortrolig med arbejdet og arbejdet så fortrolig med én,
kirkens menighed al den tid, jeg har læst teologi på Københavns Universitet. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at jeg er blevet formet og dannet ligeså meget af at sidde på kirkebænken som på universitetets skolebænk. Det må ikke forstås som aka- demisk foragt. Jeg er glad og taknemme- lig for min universitetsuddannelse og vil- le ikke være den foruden. Men min vej til præsteembedet er snært forbundet med min kirkegang på Saxogade. Jeg begyndte ikke at læse teologi med henblik på at bli- ve præst. Min opvækst i en præstegård har heller ikke i sig selv ført mig i den retning.
Min vej fra bænken op til alteret skyldes først og fremmest noget så simpelt som, at der var behov for endnu en præst i min menighed. Det diakonale arbejde samt den voksende menighed medførte et øget behov for gejstlig betjening, hvorfor der oprettedes en lokalfinansieret præstestil- ling. Jeg tror, der findes mange veje – og mange fine veje – til at blive præst. I mit tilfælde var det kombinationen af det ydre kald og mit hjerte for baggårdskirken, der banede vejen. En vej jeg ikke troede fand- tes. En uventet åbning, eftersom jeg under det meste af min studietid havde afvist tanken om at blive præst umiddelbart ef- ter mine studier. Nok var det uventet, men mine skridt op til alteret ved indsættel- sesgudstjenesten var ikke usikre. Jeg gik dem med ærbødighed over for min nye rolle i menigheden, men mest af alt gik jeg dem i taknemmelighed og glæde.
Præstedyderne
I ugen op til min indsættelse læste jeg Ho- miletik – en introduktion i kyrkans förkun- nelse af tidligere biskop i Svenske Kyrkan nem snedriverne, da han ankom til Apo-
stelkirken. Bygningen ligger godt gemt.
En baggårdskirke i en sidegade. Place- ringen samt arkitekturen røber en særlig kirkeforståelse. Da man rundt det forrige århundredeskifte begyndte at bygge i Sa- xogade, var det med en bevidsthed om, at kirken skulle være tilstede dér, hvor folk levede og boede. Ikke på en afsides høj eller på en fashionabel plads, men midt i armoden, som var virkeligheden den- gang. Kirken skulle med andre ord være forankret i folks hverdag, hvor svær den end så ud. Diakonien sidder simpelthen i Apostelkirkens mursten. Dengang som nu. Dog har kirkens arbejde ændret ka- rakter i takt med, at levestandarden i na- bolaget har forbedret sig markant gennem de seneste hundrede år. I dag har Apostel- kirken to grupper, som kirkens arbejde retter sig særligt imod: indsatte/tidligere indsatte samt flygtninge/indvandrere.
Indsættelsesgudstjenesten går i gang.
Døren går op, og orgelet sætter i. Da jeg går op af midtergangen sammen med provsten og det øvrige præstefølge, ser jeg også en gruppe asylansøgere, der er mødt op for at markere højtideligheden.
Det varmer virkelig. Og de er ikke alene.
Sammen med dem sidder dele af den øv- rige søndagsmenighed, engelsktalende migranter, der tilhører en international menighed, som holder til huse i kirken, venner og familie. Alle har trodset fami- liedomænets traditioner kort før jul og er mødt op for at vise deres glæde og opbak- ning til Apostelkirkens nye præst.
Jeg har selv siddet ved siden af dem i de foregående ti år. Mit ansigt er ikke nyt i kirken. Jeg har været en del af Apostel-
skal forklare sig selv over for jødernes ud- sendte.
Denne tekst vil altid have en særlig plads hos mig. Men det skyldes ikke så meget, at den numerisk set var min før- ste prædikentekst som præst. Det skyldes i langt højere grad, at Johannes’ ord er blevet centrale for min forståelse af præ- steembedet. Jeg talte over temaet Johan- nes som den, der ikke peger på sig selv, men på en anden. Ordene var bakket op af et billede på gudstjenestefolderens forside.
Jeg havde passende valgt Mathias Grü- newalds mesterlige Isenheimalter med Johannes Døberen, der med en overdi- mensioneret pegefinger retter tilskuerens fokus op mod den korsfæstede Kristus.
Fingeren der uselvisk peger væk fra sig selv. Jeg fortalte videre om hvordan dette altermotiv hang over Karl Barths skrive- bord, og som han på sit dødsleje hævdede sammenfattede hele hans teologi. Barth afkodede hele Johannes Døberens selv- forståelse i hans kropspositur. Fødderne er let spredte; en fod er rettet mod Jesus, den anden mod den, der betragter bille- det. Og fødderne leder opmærksomheden op på Johannes’ krop, men når vi ser op på Johannes’ kropsholdning, så tvinges vi til at flytte blikket til centrum, til den kors- fæstede. Er Grünewalds Johannes Døber ikke et akkurat udtryk for det kristne kald i almindelighed og præstekaldet i særde- leshed?
»Det är inte jag som har prästembetet.
Prästembetet har mig« (Lönnebo 1984, 35), skriver Lönnebo. Disse ord har fulgt - og til tider forfulgt - mig, siden jeg læste dem første gang. At være bærere af dette embede er en art totalbestemmelse, som Martin Lönnebo. Jeg købte det praktisk-
teologiske værk antikvarisk, da bogen ikke længere er i trykken. Første udgave tryktes sågar før min fødsel. Den falmede hvide farve, de mange nussede æselører og skrivemaskine-fonten vidner alt sam- men om en udgivelse, den moderne ud- vikling har kørt agterud. Og dog. Om end dette værk på mange måder er skrevet i og til en anden tid, vender jeg igen og igen tilbage til hans indledende kapitel om forkyndelsens redskab, præsten. I en situation, hvor stigende præstemangel er en realitet, og Den Danske Folkekirke på ny må besinde sig på præstens vigtig- ste kundskaber, svarer Lönnebo sjældent klart: »Den moderna prästen behöver av- gjort mer gedigna teologiska kunskaper än teologie kandidatexamen …« (Lönne- bo 1984, 35). De mere gedigne teologiske kundskaber sammenfatter forfatteren i de såkaldte »fem præstedyder« (1: Glæde og lydighed i embedet, 2: Ægte fromhed i kærlighed, tro og bøn, 3: Teologisk ind- sigt, 4: Personlig modning og 5: Kundskab og erfaring). Jeg vil med udgangspunkt i to af disse reflektere over min tid som præst.
Glæde og lydighed i embedet Vidste man ikke bedre, kunne man tro, at jeg selv havde valgt prædikenteksten ved min indsættelsesgudstjeneste. Timingen virkede påfaldende. Det er altid Johannes Døberen, der 4. Søndag i Advent fører os over tærsklen til julehøjtiden. »Jeg er en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!«
(Joh 1:23), læste jeg højt med en stemme, der bævede bag den nypibede præste- krave. Johannes citerer Esajas, når han
præst. Det er snarere den mere eller min- dre udtalte forventning blandt dem på bænkene. Karisma – ikke i teologisk, men i karaktermæssig forstand - er en præsts mest efterspurgte attribut i dag. Der efter- lyses »personlig gennemslagskraft«, »en der formår at brænde igennem«, »en med- rivende formidler« – varianterne er man- ge, men de kan alle føres tilbage til et mål af selviscenesættelse. Vover man at kigge ud i fremtiden, er det svært at forestille sig andet end at tendensen varer ved.
Sandsynligvis med styrket kraft. Efter en grundig analyse af mit sogns kommuni- kationsarbejde, var kommunikationsbu- reauets konklusion entydig: præsternes synlighed på de sociale medier er et ho- vedindsatsområde. Et indsatsområde som ikke engang hører fremtiden til, men som må skrives på nutidens tabskonto af for- passede muligheder. En reminder om det uundgåelige: Præstens person fylder, og den kommer til at fylde alt mere.
Er det et problem? Kompromitterer det personorienterede fokus præsteembe- det? Ikke nødvendigvis. Jeg er ikke for den upersonlige og karakterløse embeds- udøvelse. Forsvinder personen og per- sonligheden, er der ikke tale om »neutral embedsudøvelse«, men tværtimod om et pastoralt svigt. Min personlighed skal ikke bekæmpes som præst. Den skal for- enes med det objektive kald. Det er op- gaven. Og denne opgave bliver hverken mindre eller lettere med en øget opmærk- somhed på min person. Det er en vanske- lig øvelse, jeg og fremtidens præster går i møde. Hvordan håndtere det personlige fokus og embedets fokus som to forskel- lige ting? Evner vi at forstå den store be- ikke kan rummes af professionsdomænet.
Arbejdsbeskrivelsen er nyttig og skal ag- tes, men den rummer præstetjenesten, på samme måde som mit pas rummer min identitet. Kun i formel forstand, kun på skrift. At være præst er »at gå in i en ob- jektiv kallelse och förena denna med sin egen personlighet och öde (red. skæbne) så att personen bliver »ett« med embetet«
(Lönnebo 1984, 35). Dette er min para- doksale opgave som præst: Jeg skal være præst med alt, der er mig, og dog er jeg ikke selv subjekt for embedet.
Dyderne er ikke oplistet i prioriteret rækkefølge. Men den prominente place- ring af præsteembedets objektive karak- ter er tankevækkende og næppe et til- fælde. Kort sagt: embedsforståelsen står forrest, fordi den i praksis så let havner bagerst. Selv med min beskedne erfaring kan jeg - uden at tøve - bekræfte denne bevægelse.
Indrømmet, præstehvervet nyder må- ske ikke samme anerkendelse og respekt som tidligere. Men selv den moderne kir- kelighed kan være frugtbar jord for selv- promoverende præstelig adfærd. Trods traditions- og medlemstab er præsten stadig uhyre synlig. Man eksponeres som præst. Der er hvilende øjne overalt. Trods dommen om »de store fortællingers død«
lader folk præsten få en taleret i deres liv, som politikere og reklamefolk kun kan drømme om. Der lyttes med færre kritiske filtre og følgelig med en større åbenhed.
Man kan i dén grad gøre sig gældende som præst.
Og denne personorienterede opmærk- somhed er ikke noget, man skal føle hver- ken ubehag eller skam over at »tage« som
hoved, og adrenalinen pumpede rundt i kroppen over snart at skulle »på«. I ønsket om en bedre gudstjenesteforberedelse skrev jeg en bøn, som i dag hænger med en tegnestift i dørkarmen mellem præste- værelse og kirkerum. Jeg beder den hver gang som det sidste, før jeg træder ind foran alteret:
Herre, fra dig og ved dig og til dig er alle ting; din er magten og æren i evighed!
Når vi fejrer gudstjeneste i dag, er lovsan- gen herfra blot fattige toner i sammenlig- ning med universet og engleskarerne, som lovpriser dig.
Og dog var det til os, du steg ned; til os mennesker med vor halvhjertede lovsang.
Du forenede dig med os, for at drage os til dig.
Herre, vi be’r dig: må vore ord og sang, bøn og bekendelse – i dag og alle dage – være vort gensvar til dig, du som hele tiden giver dig selv hen for os.
Vi be’r ikke så meget om kraft for vor tje- neste, som vi be’r dig: gør os delagtige i din tjeneste for denne verden.
Du, som er den ene og sande tjener ved Jesus Kristus, vor Herre. Amen!
Teologisk indsigt
Hvad er teologisk indsigt? Lönnebo afstår fra at gøre denne indsigt identisk med teo- logisk fagkundskab. »Guds og menneskets mysterium« er indsigtens grundlæggende sigte, og denne kan ingen give en akade- misk redegørelse for. Men snart derefter tilføjer Lønnebo det berømte Men!: »Men sanningen är en och har alltid en faktasi- da« Uden denne for øje vil præsten før el- ler siden være overladt til åndelige vrang- vågenhed som et »periferiens rampelys,«
eller dikterer lyskeglen vor selvforståelse?
Formår vi som Johannes med vore perso- ner og levede liv at pege uselvisk væk fra os selv? At pege mod det uoplyste cen- trum?
Hvis den karismatiske og entrepre- nante præst synes at være den danske kir- keligheds redningsmand, vil jeg blot til- føje, at præstens embedsforståelse aldrig har været vigtigere. Lydighed i embedet er da først og fremmest at ikke tilrane sig embedets subjektposition.
Denne besindelse må gøres igen og igen. Jeg taler ikke fra et triumfe- rende standpunkt af egne erfaringer.
Tværtimod. Jeg kender særdeles godt fornemmelsen af den form for embeds- fuldkommenhed, som blikkene fra bæn- kerækkerne og den ophøjede plads ved al- teret kan give mig. Og det er for forenklet at karakterisere denne fuldkommenhed som forfængelighed eller opmærksom- hedsyge. Fuldkommenheden viser sig mindst ligeså meget derved, at jeg forstår mig selv og mine ressourcer som embe- dets sine qua non. Om mine evner ulti- mativt er det, jeg soler mig ved, når jeg lykkes, eller pisken jeg rammes af, når jeg mislykkes, spiller egentlig ikke den store rolle. Begge dele afspejler samme syn på præstetjenesten.
Der findes dybest set kun ét embede.
Kristi embede. Jeg er et redskab.
Jeg beder mig ind i denne erkendelse hver søndag morgen. Efter nogen tid som præst mærkede jeg, hvor hovedkulds jeg ofte kom ind i gudstjenesten. Jeg følte mig så underligt adspredt under klokke- ringningen: praktiske detaljer fyldte mit
energisk, med undtagelse af en, som gør absolut ingenting. Det er manden med harpunen. Han står blot stille, beredt og afventende. Melville forklarer det stille- stående besætningsmedlem: for at sikre harpunens nøjagtighed, må alle har- punskytter i denne verden handle på bag- grund af lediggang og ikke af hårdt slid.
Analogien er svær at overse. Præstens op- gave er ikke at imitere sømændenes mu- skuløse aktivitet, men derimod at antage harpunskyttens stilhed og opmærksom- hed (Peterson 1993, 24-25).
Det sortner for mit blik, når jeg over- fører dette harpunskytte-ideal på min og mange præsters hverdag. Selv ikke med den bedste vilje, får jeg enderne til at nå sammen. Der er tale om et fundamentalt mismatch. Hvordan jeg end vender og drejer det, ender jeg altid ud med at have mere tilfælles med den virksomme sø- mand end med den opmærksomme mand med harpunen.
Er det urimeligt at gøre virksomhed og opmærksomhed til hinandens mod- sætninger? Det er i hvert fald en nuan- celøs kontrastering. Men analogien til
»den beredte harpunskytte« er berettiget i den forstand, at den blotlægger, at der påhviler præsten en særlig opgave, som ikke løses med knofedt, men derimod med fordybelse. Det vil sige den myreflit- tige præst kan være nok så aktiv og alle- stedsnærværende og dog svigte noget helt grundlæggende på én og samme gang.
»Præsten bør arbejde mere på dybet end i bredden«, som en sagde til mig engang.
Og dertil kræves teologisk indsigt.
Hvordan er det kommet dertil, at for- dybelsen lider åndenød? Hvorfor kan jeg forestillinger. Præsten bør følgelig være
»kunskapsmässigt fackman och göra allt vad som står i mänsklig makt för att nå teologisk insikt« (Lönnebo 1984, 40).
Det er muligvis her ved denne præ- stedyd, at jeg har mit største opgør efter seks år. Der er grund til selvransagelse.
Det hører til skæbnens ironi, at denne til- ståelsessag kommer fra en præst, der er uddannet i et system, der sætter en ære i at værne om de traditionelle teologiske di- scipliner. Rygtet om, at danske Folkekir- ke-præster hører til de bedst uddannede fagteologer i verden, kommer ikke ud af det blå.
Sandheden er også, at jeg føler mig mere ramt som præst end som cand.theol.
Jeg slår ikke mig selv i hovedet med min blå Nestle-Aland over, at mine sprogkund- skaber ikke er, hvad de har været. Jeg kan også fint leve med, at de kirkehistoriske tidslinjer ikke længere står så skarpt. Teo- logisk fagkundskab er for mig ikke først og fremmest at holde universitetstiden i trim. Der er et løbende »videnssvind« fra kandidateksamen, som jeg er ganske af- klaret med og sjældent begræder.
Min bekymring er af mere pastoral- teologisk karakter og kan bedst udtryk- kes med et billede, jeg stødte på hos den nu afdøde præst Eugene Peterson. I sin bog The Contemplative Pastor skriver han om nødvendigheden af, at det er det sam- lede sind og det klare blik, der bør præge præsten. Peterson taler om præsten som
»den beredte harpunskytte« efter Her- man Melvilles fortælling om Moby Dick (Peterson 1993, 24). På det kaotiske hav sejler kaptajn Ahab i jagten på den store hvide hval. Alle mand om bord arbejder
skende syn på kirken? En kirke, som ikke udelukkende er sat i verden for at døbe og begrave dens medlemmer, men som også vil noget i perioden derimellem?
Jeg ønsker ikke at rulle tiden tilbage.
Jeg glæder mig over, at vi er forbi den tid, hvor kirkerummet kun behøvede at være opvarmet om søndagen. Men fore- tagsomheden, som særligt præger dele af kirkelandskabet i Danmark, har sin pris.
Aktivismens collateral damage er en forar- melse af præstens teologiske fordybelse.
Man kan ikke både være sømand og har- punskytte på samme gang. Man kan ikke både sidde i femogtyve udvalg og samti- dig tyde tidens tegn. Den gamle, stuelær- de præstegårdsteologi er heller ikke uden omkostninger, men den fastholder i det mindste præsten på vigtigheden af selv- studier. Sandheden har en »faktaside«, som Lönnebo skrev det. Denne faktaside bør ikke blot få opmærksomhed, når alle andre aktiviteter er afviklet. Faktasiden er derimod af afgørende betydning for
»altid fuldkomnere at danne og duelig- gøre mig til dette hellige embede«, sådan som det lyder i præsteløftet.
Det skal nævnes, at der er strukturelle tiltag, der hjælper mig og andre præster, der let gribes af de mange gøremål. Jeg har blandt andet årligt to læseuger, hvor min kollega dækker ind for mig, så jeg har et fastdefineret tidsrum, hvor jeg kan fordybe mig i selvvalgt læsestof. Jeg har desuden været igennem et efteruddannel- sesforløb med et fint udbytte.
Disse tiltag er velkomne og vigtige.
Men de forbliver sekundære. Det er først og sidst den enkelte præst, der må bestræ- be sig på at danne og dueliggøre sig i det genkende mig selv bedre i sømandens
kraftanstrengelse end i harpunskyttens klarsyn?
En del af forklaringen har organisato- risk karakter. Præster i dag har det gan- ske enkelt (også) som sin opgave at skabe fremdrift. Alle vil gerne have et godt ho- ved og et varmt hjerte hos en præst, men disse gør det ikke alene. Der skal også pastorale muskler til. Disse kaldes for
»præsteressourcer« og kan omsættes til at gennemføre kirkens forpligtelser og lokale initiativer samt at give drømme og ambitioner ben at gå på. Altså, »ressour- ce« forstås fortrinsvist som man power.
Præster i dag er langt på vej lokomotiver, der trækker betydelige dele af kirkens ar- bejde. Modsat de fleste øvrige, der tager del i kirkens arbejde, får præsten endda løn for sin indsats. Det er vanskeligt at se, hvordan denne struktur på nogen måde skulle tillade at se »den nødvendige ledig- gang« som en vital del af præstens virke.
I egenskab af præst sidder jeg med i cirka femogtyve udvalgssammenhænge:
børneudvalg, lejrkomite, Menighedsple- jen, sågar et gårdlaug for blot at nævne nogle stykker. Ikke alle mødes lige re- gelmæssigt, og nogle er kun til særlige lejligheder. Der er ikke et eneste af ud- valgene, hvor min deltagelse som sådan er ufrivillig. Isoleret set kan min plads i hvert udvalg uden videre retfærdiggøres.
Er de mange udvalg dybest set ikke et udtryk for, at der er liv i foretagendet? Et udtryk for et engageret lægfolk, som har forstået, at kirken ikke alene må tegnes af præsten? Og man kan gå skridtet videre:
Er arbejdet, som udgår fra disse udvalg, ikke et tegn på et velkomment og forfri-
dag er. Glæden er gengældt. Jeg sidder på en af de bagerste rækker og bemærker ved min side en persisktalende kvinde, der tripper med fødderne. Det er rå, ufortyn- det glæde i gulvhøjde. Det smitter, uden at det kan ses på mine fødder. Det er min seksårsdag som præst. Helt præcist. Jeg er hverken i kjole eller foran alteret, men fra kirkens agterparti overvældes jeg af den samme taknemmelighed, som fyldte mig ved min indsættelsesgudstjeneste. Jeg når at tænke »Jeg er privilegeret – det er det vigtigste at sige efter seks år«, inden jeg og den øvrige menighed stemmer i Op, thi dagen nu frembryder!
Litteratur
Lönnebo, Martin. 1984. Homiletik – en in- troduktion i kyrkans förkunnelse. Ar- löv: Berlings
Peterson, Eugene H. 1993. The Contem- plative Pastor. Grand Rapids/Cam- bridge: Wm. B. Eerdmans
Forfatter
Andreas Rasmussen
Apostelkirken, Vesterbro Sogn Saxogade 13
1669 Kbh V pear@km.dk daglig – igennem bøger såvel som gennem
det levede liv. Den organisatoriske udfor- dring er allerede beskrevet, men der fin- des et ligeså så presserende spørgsmål, som er af mere personlig karakter: Vil jeg virkelig fordybelsen? De kirkeorganisato- riske forhold er måske ikke en medspiller, men de er helt afgjort en let syndebuk, når det gælder præstens fordybelse. Aldrig mærker jeg indboksens og excel-arkenes tiltrækningskraft så markant, som når jeg har en formiddag uden kalenderafta- ler. Det er svært helt at afgøre, om det er hængepartiernes dårlige samvittighed, eller om det er, fordi det er lettere og mere ukompliceret at blive ved computeren frem for at åbne bøgerne. Men bundlinjen er den samme: fordybelse forudsætter en aktiv beslutning fra min side. Den kom- mer ikke af sig selv. Jeg skal vælge den.
Epilog
Det er fjerde søndag i Advent og Lilleju- leaften. Der lyder en summen af mange tungemål i bænkerækkerne. Med ét op- hører den. Døren går op, og orgelet sætter i. Menigheden rejser sig. Det gør jeg også.
Ind kommer to iranske par med deres børn, der skal døbes. De ser glade ud, smi- ler og man kan se på dem, hvor stor denne
