Kilderne til Besættelsestidens Historie

BESÆTTELSESTIDENS HISTORIE

Af Johan H vidtfeldt.

N

a ar m an læser den p arlam en tarisk e om fangsrige p u b lik a ­ tion igennem og næ rm ere studerer de indgaaende forhør over de ansvarlige politikere og m ilitæ rpersoner, bliver m an gang paa gang slaaet af, i hv o r h øj g rad de paagæ ldende er ude af stand til at huske selv ret vigtige begivenheder fra dagene om kring den 9. april 1940. Det er næppe, fordi de er i besiddelse af en daarligere hukom m else end de fleste an d re m ennesker — tværtim od. Man behøver heller ik ke at have m egen historisk skoling for a t kunne se, at de sam tidige eller om tren t sam tidige beretninger, der er op­

taget i bilagene til betæ nkningen h a r m eget stø rre h istorisk værdi end de redegørelser, som er blevet til flere aar efter begiven­

hederne.

F o r den, der h a r lidt k endskab til m enneskenes erindringsevne og h a r arb ejd et lidt m ed historiske beretningers kildeværdi, er dette ikke overraskende. Man m aa gøre sig k lart, at om nogle faa aar vil m indet om det, der skete i den onde tid, være blegnet, enkelthederne vil være forsvundet fra erindringen og k u n hoved­

linierne vil blive husket. Om 60—70 a ar vil glemselens slør have sæ nket sig over næ sten alt, som ikke er blevet optegnet eller som ikke h a r nedfæ ldet sig i det officielle aktm ateriale.

N aar h isto rik eren skal skildre en periodes begivenheder og fo r­

hold, bygger h a n fø rst og frem m est sin frem stilling paa de offent­

lige em beders væld a f betæ nkninger og skrivelser eller p aa p ri­

vate personers dagbøger, optegnelser eller breve. F o r den nyere tids vedkom m ende spiller aviserne ogsaa en vigtig rolle som histo-

15

risk kilde. Men i besæ ttelsesaarene svigter en stor del af dette kildem ateriale. Avisernes indhold h a r vi vist alle i saa god erin­

dring, at en næ rm ere undersøgelse af dets kildevæ rdi er overflø­

dig. Den illegale presse afbøder i nogen grad savnet af paalidelige, frie aviser, m en dens fo rm aal v ar — og m aatte selvfølgelig være

— ganske an d re end den alm indelige presses, dens historiske kil­

deværdi er derfor heller ik k e den samm e.

De private optegnelser og breve sk al m an sikk ert heller ikke vente sig fo r m eget af. Udsigten til razziaer og husundersøgelser h an g som en stadig tru sel over alle, og der er vist næ ppe mange, som ik ke h a r b ræ n d t alt det, de m ente gestapo kunde bruge im od dem. Nogle enkelte h a r vel fa a e t deres p ap irer gem t p a a et sik ­ k e rt sted, m en de fleste h a r uden tvivl b etragtet kakelovnen eller centralfyret som det sikreste arkiv. H ertil kom m er, at m ange, som ellers vilde have fø rt dagbog eller gjort optegnelser a f anden art, h a r afh o ld t sig h e rfra af fry g t for, at disse kunde falde i tyskernes hæ nder. F rem tidens h isto rikere m aa ogsaa gøre sig k lart, at de breve fra besættelsestiden, som de eventuelt vil kom m e til at staa overfor, ikke ru m m er den fulde sandhed. Der var vist faa m en ­ nesker, som i deres breve gav fu ld t u d try k for deres stem ninger overfor tyskerne. Ingen vidste, om brevet blev opsnappet u n d e r­

vejs, eller om det p aa anden m aad e k u n d e falde i uvedkom m en­

des hæ nder. Den, der virkelig skal fa a noget u d a f krigstidens privatbreve, m aa i h v e rt fald være dygtig til a t læse imellem linierne.

Med hensyn til det officielle a k tm ateriale i adm inistrationens arkiver stiller det sig uden tvivl betydeligt bedre. Det danske central- og lokalstyre blev jo ald rig sat ud a f spillet, m en m ange

— m eget vigtige — fo rho ld v a r fuldstæ ndig u nd d rag et de danske m yndigheders kontrol. Og p aa de offentlige k o n torer havde m an ogsaa den stadige tru sel om razziaer og husundersøgelser hæ ngen­

de over sig. Den officielle k o rrespondance indeholder sikk ert i m ange tilfæ lde k u n den halve sandhed, og det vides m ed sik k er­

hed, at en del a f de vigtigste p a p ire r er blevet tilintetg jort p aa de særligt k ritisk e tid sp u n kter, fø rst og frem m est i dagene efter

9. april og i tiden om kring 29. au gu st 1943.

Naar frem tidens historikere skal skildre besættelsestidens begi­

venheder, dens m ange store og sm aa problem er, vil de derfor uden tvivl være daarligt stillet, hvis de skal nøjes m ed de kilder, som de ellers plejer at arbejde med. Heldigvis vil de dog kunne finde delvis erstatn in g i det o m fattende kildem ateriale, der er ble­

ven skaffet til veje efter besættelsen. D er er fø rst og frem m est tyskernes papirer, som er blevet beslaglagt af frihedsbevæ gelsen og de offentlige m yndigheder. Men ogsaa dette vil være m angel­

fuldt. En stor del a f gestapos arkiver blev ødelagt ved de tre b om bardem enter p aa gestapo-hovedkvartererne, og m ange papirer er blevet tilintetgjort i dagene lige fø r kapitulationen. Men heldig­

vis ku nd e personerne ikke saa let forsvinde som papirerne, og en del af hovedm æ ndene for den tyske terro r -— m ed de h e rre r Best og P ancke i spidsen — sidder nu bag de sam m e gitre, hvor de før anbrag te deres ofre. D et danske politi h a r optaget indgaaende forhør over alle de største tyske k rigsforbrydere og deres danske haandlangere. F orhørsprotokollerne vil blive et uhyggeligt, m en interessant, historisk kildem ateriale, selvom det vel ikke bliver let at træ nge igennem det væv af usandhed, som disse løgnens m estre h a r spundet. De forbrydere, som h a r hovedansvaret for angrebet paa D an m ark og fo r indførelsen af terroren herhjem m e eller m ishandlingen a f danske i tyske koncentrationslejre og fæ ngs­

ler, sidder n u p a a anklagebæ nken, hvis de ikke for evigt er blevet tavse. Processen m od Quisling og de store k rigsforbrydere i N ü rn­

berg h a r allerede givet os lidt begreb om, hv ad de ledende nazister ved at fortæ lle om forhold, som h a r h a ft afgørende betydning for dansk historie, og m an m aa haabe, at det store anklagem ateriale, som de allierede anklagere h a r skaffet til veje, vil blive publice­

ret, eller i h v ert fald gjort tilgængeligt for videnskabsm æ nd fra de forenede nationer. Vore forskere vil herigennem faa adgang til et rig t historisk stof.

D anske historikere sta a r saaledes lan g tfra p aa b a r grund, n aar de skal søge at træ nge til bunds i dette dystre kapitel a f D anm arks historie. Lægm ænd, der i boghandlervinduerne h a r set de næ sten talløse beretninger om lidelserne i koncentrationslejrene, om fri­

hedskam pen og danske i u d lan d et og meget andet, vil sikkert

synes, at de stakkels historikere da m aa d rukne i stof. Der k a n heller ikke være tvivl om, at m ange problem er, f. eks. vedrørende m odstandsbevægelsens ydre forhold, er blevet godt belyst. Men alligevel er der ingen tvivl om, at det kildestof, som n u foreligger, er utilstræ kkeligt til i alle enkeltheder at fo rklare D anm arks skæbne u n der besættelsen. Men den generation, som oplevede disse fem lange aar, b a r forpligtelse til at efterlade efterkom m erne et rigt og fuldstæ ndigt billede a f disse skæ bneaar i d ansk historie. Det er ikke b are en pligt overfor videnskaben, m en ogsaa overfor de kom m ende generationer af det danske folk, th i historien er nu engang den store lærem ester, og vi m aa og skal læ re a f den, saa vi ikke om 25 eller 50 a a r kom m er til at staa overfor en ny 9. april.

H er tænkes ikk e alene p aa den ren t m ilitæ re lære, den tyske be­

sættelse h a r givet os, m en ogsaa paa, at vi m aa forstaa faren ved ikke at være p aa vagt overfor dem, der kom m er som tyv om natten. Vi ved nu, at spioner og 5. kolonne-folk ikke m aa taales m ere, h v ad enten de bor syd eller nord for Kongeaaen. Og politiske partier, som vil undergrave vor politiske og nationale selvstændighed, m aa vi ikke af m isforstaaet frisind lade øve deres nederdræ gtige gerning.

E rk en d er m an denne pligt til at overgive eftertiden den størst m ulige viden om D an m ark u n d e r besættelsen, og gør m an sig sam tidig k lart, a t kildem aterialet til tidens historie er for u til­

stræ kkeligt og upaalideligt, m elder sig spørgsm aalet: Kan der da gøres noget for at bøde h erp aa? Og svaret bør absolut være ja.

Og det m aa straks tilføjes, a t opgaven m aa løses ved a t faa de m ennesker, som v a r m edspillere i det store dram a, til at give deres viden fra sig. I dette tilfæ lde er det ikke nok at indsam le papirer.

Det er ikke m indst vidnesbyrd fra levende m ennesker, vi m angler.

E n d n u lever de fleste af de m ennesker, som i disse a a r b a r h a ft afgørende indflydelse p a a D anm arks skæbne. De findes baade indenfor og uden for landets grænser. Nogle sidder p a a anklage­

bæ nken i N ürnberg eller i de allierede fængsler, a n d re er gæster hos det danske politi. A ndre — og heldigvis lan gt de fleste — er frie m ennesker. H vad enten det n u e r allierede eller danske poli­

tikere, em bedsm æ nd og m ilitære. Og ru n d t om i landet sidder

utallige folk, som vel aldrig fik afgørende indflydelse indenfor det politiske liv og m odstandsbevæ gelsen eller kom til at indtage le­

dende stillinger indenfor centralstyret. Men ogsaa de gjorde deres indsats for at hjæ lpe det danske sam fu nd saa u sk ad t som m uligt igennem de svære tider. Det er disse m ange forskellige m enne­

sker, som k a n stoppe det hul, der er i vor viden. Den enkelte k an ikke gøre det, k u n gennem de m ange vidnesbyrd k an vi naa frem til den fu lde sandhed.

Det er ikke hensigten m ed denne artikel at give positive anvis­

ninger paa, hvorledes denne m eget om fattende opgave k an løses, m en k u n a t frem hæve, at d er h er er et problem , som historikere og politikere m aa have opm æ rksom heden henvendt paa. Skal m an have tyskere u d enfo r landets grænser til at tale, m aa dette selv­

følgelig ske ad diplom atisk vej. Det sam m e gælder de ledende personligheder i de frie lande. Staten vil kunne afkræ ve sine em- bedsm æ nd redegørelser fo r de forhold, som de i k ra ft af deres em bedsvirksom hed h a r h a ft kendskab til. Vanskeligere er det m ed hensy n til ledende politikere og m odstandsfolk. Man vil selvfølge­

lig ku n n e henstille til dem, at de giver en udførlig frem stilling af deres viden om begivenheder og forhold. E n del væ rdifulde oplys­

ninger vil uden tvivl kom m e frem gennem den nye p a rla m e n ta ­ riske kom m issions arbejde, m en dens opgave e r jo i forhold til det, det gælder om, a f begyænset om fang. Hvis m an k an supplere de oplysninger, der kom m er frem her, ved direkte udspørgen baa- de af dem, kom m issionen h a r forh ørt, og andre, vil vor viden uden tvivl kom m e til at hvile p aa et sikrere grundlag.

Den opgave, der h e r er skitseret, er af meget stort om fang. Den kan ikke løses af private, k un statsm agten er i stand til at gen­

nem føre et saad an t historisk indsam lingsarbejde.

D er h a r h id til været tale om det m ere alm indelige kildem ate­

riale, der skal belyse de store afgørende beslutninger og de skel­

sættende begivenheder i den historiske udvikling gennem de fem aar. Men besættelsen v ar jo ikke noget, der k u n angik m inistrene og rigsdagen, frih ed sraad et og departem entcheferne. Alle danske m æ rkede de onde tider i vort land. M odstandsfolk fandtes i hvert sogn hele landet over. Statens og kom m unernes em hedsm ænd

m aatte ustandselig forhandle m ed tyskerne, utallige andre danske borgere blev n ø d t til at have k o n tak t m ed de frem m ede, og paa næsten alle livets o m raader m æ rkedes besættelsen. Man behøver b are a t tæ n k e *raa de økonom iske følger: landbrugets stigende forrentningsprocent, den høje arbejdsløn indenfor visse erhvervs­

grene, betinget a f tyskernes udnyttelse a f den danske a rb ejd sk raft til bygning af flyvepladser, befæ stningsanlæ g m. m. D er er vist ikke m ange danske, som ikke h a r et eller andet at fortælle fra besættelsestiden. Borgm esteren og de k om m unale tjenestem æ nd k a n berette om de vanskelige fo rh an d lin g er om indkvartering og beslaglæggelser, pressefolk om avisernes vanskelige k aar, amts- lægen om besættelsens indflydelse p aa sundhedstilstanden, fo rre t­

ningsfolk om k am pen fo r ikke at sælge m ere end højst nødven­

digt til de grønne, arb ejd eren ved a t fortæ lle om sabotagehandlin­

ger p aa arbejdspladsen eller den passive m odstand, d er gav sig udslag i nedsat arbejdstem po. De, der arbejdede p aa de tyske a r ­ bejdspladser, h a r vist ogsaa m ange m æ rk e lig e — og for tyskerne lidet flatterend e — ting at berette om. Og selv de, der er sluppet for at kom m e i berøring m ed tyskerne, vil have en del at berette.

Vi h u sk e r endnu alle en del af de stem ninger, vi gennemlevede.

Fortvivlelsen den 9. april og u n d er F ran k rig s sam m enbrud, glæ­

den og optim ism en, n a a r B. B. C. b ragte en god efterretning ude fra den frie verden, eller den virkning Gøbbels’ sidste artikel i

»Das Reich« hav d e p aa vore latterm u sk ler. Og helt h a r vi vel ikke glem t de m ange h isto rier og anekdoter, som i k o rte glim t gav u d ­ try k fo r hele befolkningens indstilling og m aaske m ere end noget andet fik os til at føle os som m edlem m er af »samm ensværgelsen D anm ark«, og ofte i de tunge dage v a r det lille lysglim t, der gav os troen og h a a b et tilbage.

Ja, vil m an sige, selvfølgelig h u sk er vi alle den slags ting, m en h a r det noget m ed h istorie a t gøre? E n saadan betragtning er i b u n d og g ru n d fo rk ert, thi historie er ikke b are fortæ llingen om afgørende krigsbegivenheder eller de store historiske skikkelser.

H istorikeren k a n ikk e nøjes m ed at redegøre fo r drøftelserne i stats- eller m in isterraad et og forh an d lingerne m ellem R ibbentrop og Scavenius eller referere frih ed sraadets publikationer. M inistre

og frihed sraad ets m edlem m er e r hovedpersonerne p aa det histo ri­

ske dram as store scene, vi an dre er k u n statister. Men vi er trods alt uundvæ rlige, thi det er i virkeligheden os, der bestem m er spil­

lets gang. H avde den danske befolkning ikke saa energisk a f­

vist tyskernes bejlerier, saa afg jo rt gennem skuet deres tom m e f ra ­ ser og vist dem den kolde skulder, saa havde D anm arks skæbne i dag været en anden. D erfor er det nødvendigt, at vi fa a r at vide, hvorledes forholdene var ude om kring i landet. F or at forstaa be­

sættelsestidens historie til bunds behøver vi et u tal a f oplysninger om, hvorledes livet levedes a f den store befolkning, hvorledes de forskellige erhverv klarede sig økonom isk, hvorledes m an b eh an d ­ lede tyskerne og bedøm te krigens gang og ikke m indst om, hvilke stem ninger, der var herskende u n d er besættelsens forskellige sta ­ dier. D anm arks historie i disse aar er m ere end nogen sinde hele det danske folks historie. De officielle akter, forhørsprotokollernes udsagn og de ledende personligheders beretninger vil først og frem m est ku nne kaste lys henover de storpolitiske problem er.

Selvfølgelig vil ogsaa m ange af de spørgsm aal som an g a ar »stati­

sternes« forhold, blive belyst af det m ere officielle kildem ateriale, m en der er dog ingen tvivl om, at dette vil svigte paa en ræ kke meget vigtige punk ter. H vad vil vi f. eks. vide om befolkningens stem ning og indstilling, n a a r der e r gaaet 75 aar, og ingen n u ­ levende k an fortæ lle derom . Det er jo m uligt, at der i de beslag­

lagte tyske arkiver findes »Stim m ungsberichte«, m en m on vi er tjent m ed at bygge vor viden p aa grundlag af stikkeres indberet­

ninger? Vil vi h elt træ nge ind i besættelsestidens historie, vil vi helt fo rstaa det danske folks vilkaar og stilling i disse »fem fo r­

bandede aar«, saa m aa vi n u i saa vid udstræ kning, det er m uligt, fæ stne m indet derom til papiret.

E n sa ad a n opgave er a f m eget stort om fang. F ra alle byer og sogne m aa vi have oplysninger om de forskellige forhold, som h a r interesse i denne forbindelse. Men et saad an t indsam lingsarbejde er jo ganske uoverkom m eligt, hvis det skal udføres af en enkelt­

m and eller en enkelt institution. Jeg vil tro, at opgaven m aa løses lokalt, ude i de enkelte egne af landet. Den vil jo ogsaa fordre et betydeligt kend sk ab til, hvorledes forholdene udviklede sig paa de

forskellige steder, ligesom det vil være a f betydning at have en vis viden om, hvem der k a n tænkes a t ku n n e give oplysninger af værdi.

De historiske am tssam fu n d h a r ikke bare til opgave a t udgive historiske artik ler og bøger. De fleste b etragter det ogsaa som en selvfølgelighed, at de søger at bevare de historiske m inder, hvad enten det nu er væ rdifulde gamle bygninger, jæ ttestuer eller a rk i­

valier. 1 flere tilfælde h a r de ogsaa gjort et positivt arbejde for at skaffe beretninger til veje om fortidens begivenheder og forhold.

Det synes derfor n atu rlig t at spørge, om det ik k e vilde være n æ r­

liggende for de historiske am tssam fu n d at tage denne store — og vigtige — opgave op. Deres lokale arb ejdsfelt er forholdsvis be­

grænset, saa arb ejd et for deres vedkom m ende bliver overkom m e­

ligt. De sidder inde m ed en autoritet, som gør det m uligt at opnaa resultater der, hvo r an d re m aa give op, og de h a r netop den fo r­

trolighed m ed forhold og personer, som er nødvendig. Selvfølgelig vil løsningen a f opgaven lægge et ikke ringe beslag p a a bestyrel­

sens — specielt sekretæ rens — arb ejd sk raft, m en overbevisningen om at udføre et arbejde til gavn ikke blot for historieforskningen, m en fo r hele vort sam fund, vil sik k ert være rigelig belønning for al m øje og besvær. lø v rig t er der jo in tet i vejen for, at m an lader en del a f det alm indelige skrivearbejde ud fø re af afskrivnings­

b u rea u e r eller træ ffer aftale m ed en kyndig m askinskriverske.

S am fundene er vel ikke fattigere, end at de vil k un n e ofre nogle h un drede k ro n er til dette form aal.

Men hvorledes griber m an saa opgaven an? Hvorledes udfører m an indsam lingen i prak sis? Det e r k lart, at det er vanskeligt at give alm indelige regler for indsam lingsarbejdet, idet der er store forskelligheder m ellem de forskellige egne. D et følgende, d er selv­

følgelig ikke m aa betragtes som noget fuld t u d arbejd et forslag, er væsentligst bygget paa erfarin g er fra Sønderjylland, h v o r H isto­

risk Sam fund for Sønderjylland h a r plan lagt en om fattende in d ­ sam ling.

Det første, m a n m aa gøre sig k lart, ex-, til hvem m an skal rette henvendelser om skriftlige l'edegørelser fo r deres viden om de fo r­

hold under besættelsen, som eftertiden k a n have interesse i at faa

belyst. F ørst og frem m est vil m an vel kom m e til at tæ nke paa m odstandsbevægelsens forhold. Med hensyn til den ren t m ilitæ re m odstand, der sorterede u n d er byledelserne og Regionerne, ligger det — i h vert fald nogle steder — saaledes, at Regionerne paa grundlag af indberetninger fra byledelserne vil udarbejde sam lede redegørelser for de m ilitæ re begivenheder og forhold. løvrigt m aa m an form odentlig regne med, at visse m ilitæ re forhold — f. eks.

oplysninger om efterretningstjenesten — af m ilitæ re grunde und- drager sig om tale. Det naturligste vil sikkert være, at m an søger forbindelse m ed regionsledelserne for ad denne vej at faa oplyst, hvorledes m an de enkelte steder h a r tæ n k t sig at gaa frem (Jyl­

lan d f. eks. v a r inddelt i 3 Regiioner: Region I m ed sæde i Viborg, Region II i A arhus og Region III i Kolding). Form odentlig vil der ikke være g rund til i højere grad at beskæftige sig m ed den m ili­

tæ re m odstand. D erim od k a n m an ik ke regne med, at Regionernes m ateriale i større grad om fatter lokalkom iteerne og deres arbejde.

Det vil d erfo r være natu rlig st at foretage en henvendelse til de enkelte lokalkom iteer og søge a t fo rm aa dem til at udarbejde rede­

gørelser for den side af m odstandsarbejdet, som ikke berøres af byledelsernes og Regionernes beretninger. Det bedste vilde selvføl­

gelig være, om lokalkom iteen selv gav en sam let skildring og sam ­ tidig form aaede de personer, som p a a en eller anden m aade h a r spillet en frem træ dende rolle i det civile m odstandsarbejde, til at give en frem stilling af deres andel i kam pen m od tyskerne.

Men som det tidligere er frem hæ vet, er det ikke blot friheds­

bevægelsens indsats, der skal belyses gennem indsam lingen. Det gælder ogsaa om åt faa redegørelser fra de m ange folk, som uden at være tilk n yttet den illegale bevægelse gjorde det dagens a r ­ bejde, som m aatte gøres. Og selvom de paagældendes arbejde ikke havde nogen direkte tilknytning til krigen og m odstanden mod tyskerne, vil deres beretninger dog k u n n e kaste lys henover m ange forhold, som vi m aa kende til bunds for at forstaa problem erne.

Det er vanskeligt p aa fo rh aan d at sige, hvem m an skal prøve paa at kom m e i forbindelse med, m en jeg vil dog tro, at m an i hvert fald bør prøve en henvendelse til følgende: Militære personesr, bl. a.

de personer, som havde ledelsen den 9. ap ril og den 29. august,

politikere, h eru n d er rigsdagsm æ nd og form æ ndene for de poli­

tiske foreninger, pressefolk og adm inistrationens m æ nd saasom politim estre og vagtvæ rn, dom m ere, am tm æ nd, am tsraadssekretæ - rer. og am tsfuldm æ gtige, sogneraadsform æ nd, borgm estre, re k to ­ rer, biskopper, provster, overlæger og am tslæger. Der vil sikkert ogsaa være en del foreningsm æ nd, som det vil være n a tu rlig t at foretage en henvendelse til, ligesom der i h v e rt am t naturligvis vil findes en m ængde enkeltpersoner, som uden at høre til de nævnte g rupper vil kun n e give væ rdifulde b idrag til tidens historie.

Der e r sikkert m ange, som gerne vil fortælle, m en m aaske k n i­

ber det m ed tid. Og m aaned efter m aan ed gaar, uden at m an faar noget svar. S am fundene m aa i saadanne tilfæ lde sende de p a a ­ gældende en fornyet henvendelse. M aaske svarer folk i første om ­ gang, m en glem m er deres løfte, ogs d er sker intet. Ogsaa overfor disse folk m aa m an gennem brev eller telefonisk og personlig sam tale virke ansporende, saa de giver sig i lag m ed opgaven. Det bliver ikke noget ringe arbejde, m en skal opgaven løses, m aa det gøres.

Der vil sik k ert være en hel del m ennesker, der siger: jeg for- sta a r godt betydningen af denne indsam ling, m en det, jeg h a r at fortælle, er af en saad an k a ra k te r, a t jeg ikke ønsker, a t m ere eller m ind re tilfældige m ennesker skal have adgang til at læse m ine optegnelser. E n saadan betragtn in g k a n i visse tilfæ lde være be­

rettiget, og det vil d erfo r være n a tu rlig t i henvendelsen at pointe­

re, at de indsendte beretninger selvfølgelig skal opbevares under saad an ne forhold, at k u n virkelig kom petente og paalidelige m en ­ nesker fa a r adgang til dem. Det n aturligste vil uden tvivl være, at m aterialet deponeres i landsdelens L andsarkiv, hv or det dog k u n gøres tilgængeligt p aa næ rm ere fastsatte vilkaar, f. eks. m ed det paagæ ldende am tssam funds eller land sarkiv aren s sam tykke. E n saadan begræ nsning vil næ ppe tilfredsstille alle, det vil i visse til­

fælde uden tvivl blive nødvendigt at give fo rfattern e adgang til at aflevere deres optegnelser i forseglet tilstand, saaledes at de fø rst k a n benyttes, efter at et vist an tal a ar er forløbet. Saa vidt m uligt b ø r m an dog un d gaa bestem m elser, der gør optegnelserne h e lt utilgængelige i længere tid, og i m ange tilfæ lde vil det vel

være tilstræ kkeligt, at det bliver fastslaaet, at beretningerne kun m aa benyttes m ed forfatteren s tilladelse.

Hvis de udsendte anm odninger om beretninger fra de ledende personligheder i am tet bliver efterkom m et, om ikke fuldstændigt, saa dog i nogen grad, k a n d er ikke være tvivl om, at m an herigen­

nem vil faa et historisk kildem ateriale, som eftertiden vil være os dybt taknem m elig for. Spørg'smaalet er dog, om m an p aa denne m aade vil ku nn e kom m e i besiddelse af netop alle de enkeltheder, som k an give et rigt facetterede billede a f D anm arks frihedskam p og den danske befolknings vilkaar u nd er besættelsen. De fleste af de personer, til hvem der sker henvendelse, vil uden tvivl vise sig at bo i byerne. Men ogsaa landboerne blev b erø rt af tyskernes tvangsherredøm m e, ogsaa de tog del i kam pen m od u n d e rtry k ­ kerne. M ange af de forhold, som vi netop m aa have oplysninger om, vil derfor næ ppe blive belyst gennem beretninger fra de m ere frem træ dende personligheder, og der er næppe tvivl om, at vi h er sta a r ved et af indsam lingens vanskeligste problem er, et problem , som vil fo rd re en betydelig indsats fra sam fundenes side og kun k an løses ved den største im ødekom m enhed fra de enkelte m ænd ru n d t om i sognene. Men k a n det løses, vil m aterialet ogsaa blive af enestaaende værdi for al h istorieforskning langt ud i frem tiden.

T hi h e r skal ikke b a re fortælles om d aad og bedrift, eller om be­

sættelsens fortrydeligheder og ondskab, m en ogsaa om de økono­

m iske og kultu relle vilkaar, hvorunder vort folk levede, ikke bredtskildrede alm indeligheder, m en k onkrete oplysninger sogn fo r sogn hele landet over, saa vi læ rer b aade hedebondens og ve- sterhavsfiskerens, proprietæ rens og læ rerens arbejde og indstilling at kende. Vi kender alle de m ange præ steindberetninger fra det 18. a a rh u n d re d e til T hu ra, Bloch og H offm an m. fl., indberetnin­

gerne til kom m ercekollegiet 1735, am tsbeskrivelserne fra begyn­

delsen a f det 19. aarh und red e. De h a r væ ret uvurderlige kilder til dansk historie, m en kan det lykkes at faa indgaaende redegørel­

ser for de danske sognes v ilk aar under besættelsen, vil der kunne skabes en historisk kilde, som vil faa endnu større betydning for frem tidens historikere.

Ja, vil m an sige, det er i og for sig rigtigt, m en m on m an ikke

bør begrænse opgaven til k u n a t sam le oplysninger om de forhold, der direkte an g aar besættelsen. Det k an væ re m eget godt m ed saa fyldige efterretninger som m uligt, m en der er stø rre udsigt til at kunne løse en m ere begræ nset opgave. E n saadan betragtning rum m er uden tvivl en vis sandhed, m en der er een indvending, og den er m eget væsentlig: vil m an virkelig give et fuldstæ ndigt b il­

lede a f det enkelte sogns forhold i de fem onde aar, er det ikke nok at faa redegørelser fo r m odstandsbevæ gelsens arbejde eller tyske befæ stningsarbejder og hensynsløsheder, saa m aa vi lære det lille sam fu n d at kende i hverdag og fest, vi m aa fo rstaa de tanker, der besjælede den enkelte u n d e r besættelsen, ikke blot de gode, m en ogsaa de slette. Vi m aa stifte b ekendtskab m ed de le­

dende personligheder, der byggede m ed p aa det aandelige og k u l­

turelle væ rn m od flodbølgen fra syd, m en vi m aa ogsaa læ re de nedbrydende k ræ fte r at kende, og vi m aa se at blive i stan d til at fo rstaa dem. Det er ikke fordi landsforræ dere og kollab oratører skal m indes, m en n a a r vi i frem tiden vil gøre et arbejde fo r at u ndgaa en gentagelse af det, der skete den 9. ap ril og senere, saa m aa vi kende ondet til bunds. Det er bedre at forebygge end at helbrede. Havde vi tæ n k t p aa disse ord i tiden før besættelsen, havde vore fængsler kn ap været saa overfyldte som nu.

H er sk al ikke opstilles et fuldstæ ndigt p rog ram for de spørgs- m aal, der skal behandles i disse sogneredegørelser. Men en del forhold k a n dog frem hæves. Det bem æ rkes, at det e r det sønder­

jyske spørgeskem a, der lægges til grund, idet alle de specielle forhold vedrørende m indretallet selvfølgelig lades ude af b e­

tragtning.

E n af vanskelighederne bliver at finde en m an d i h v e rt sogn, som ikke blot er villig til a t paatag e sig opgaven, m en som ogsaa h a r de nødvendige forudsæ tninger for at k u n n e løse den. Mon ikke m an — i hv ert fald i landsognene — k a n regne m ed, at sognepræ sten i m ange tilfæ lde er den rette m and? Adskillige af præ sterne h a r h a ft n æ r tilkny tn ing til m odstandsbevægelsen, de h a r som regel et godt kend sk ab til sognets forhold og dets enkelte beboere, og de e r v an t til skriftlig frem stilling.

F rem gangsm aaden m aa da blive den, at m an til den m and, der

i det enkelte sogn skal staa for udform ningen af redegørelsen, sender et spørgeskem a, hvor de spørgsm aal, der skal besvares, er ført op. Svarene skal dog ikke føres p aa disse, m en p a a særlige a rk papir, hv o rp aa der henvises til de enkelte spørgsm aals sig­

n a tu r paa skem aet. Hvis de skrives p aa skem aet, vil de p aa grund af den forholdsvis knappe plads let blive korte og intetsigende.

Sognepræsten, eller hvem m an nu henvender sig til, skal iøvrigt ikke selv besvare alle spørg'smaalene. Det vil blive et altfor stort og om fattende arbejde, og m ange af problem erne vil ban næppe have tilstræ kkelige forudsæ tninger for at kunne be­

handle. H an m aa i hv ert enkelt tilfæ lde finde de m ænd, som sid ­ der inde m ed netop den viden, som er nødvendig for at kunne besvare det bestem te spørgsm aal, og foretage en henvendelse til disse. H an skal sørge for, at de enkelte besvai’elser kom m er ind og udform e selve hovedredegørelsen, idet h a n i de tilfælde, hvor der foreligger særlige svar, nøjes m ed en henvisning til disse, der iøvrigt ordnes som bilag til den alm indelige besvarelse. I en led­

sagende skrivelse m aa m an selvfølgelig begrunde henvendelsen og klarlæ gge betydningen af, at dette historiske m ateriale bliver indsam let, ligesom m an giver de nødvendige oplysninger om den p rak tisk e gennem førelse af arbejdet. Svarene skal indsendes til sekretæ ren for de am tshistoriske sam fund, saa denne kan k o n ­ trollere, a t de kom m er ind og sørge for, a t de efterladende bliver h o ld t til ilden.

A ngaaende skem aets enkelte spørgsm aal skal jeg k u n nævne de vigtigste af de punkter, der k a n tæ nkes optaget derpaa:

I. N ationale forhold under besættelsen.

II. Politiske forhold.

III. A dm inistrative forhold.

IV. K ulturelle forhold (herunder k irk e r og skoler).

V. Den økonom iske udvikling.

VI. Stemningen.

VII. Militære forhold.

VIII. M odstanden m od tyskerne.

IX. A rrestationer og dødsfald, tyske terrorhandlinger, tysk politi o. s. v.

X. Flygtningene.

XI. A ndre forhold a f særlig interesse.

Disse h o v ed pun k ter er selvfølgelig k u n skelettet, og un der hvert p u n k t opføres saa de forskellige spørgsm aal, der h ø rer dertil. F or a t vise, hvorledes spørgeskem aet eventuelt k an udform es i enkelt­

heder, skal jeg tage et enkelt afsnit: VI. Stemningen.

a. H vordan v ar befolkningens alm indelige stem ning den 9. april og den første tid efter (forhaabningsl'uld eller nedslaaet) ? b. 1. Hvorledes v a r den alm indelige stem ning i tiden 1940— 29.

august 1943?

2. Hvorledes var befolkningens stilling til Scavenius-regeringen og dens politik?

3. Hvorledes v ar stem ningen overfor m odstandsbevæ gelsen og sabotagen?

4. Ø nskede m an eventuelt en m ere aktiv politik overfor ty sk e r­

ne u den at være tilhæ nger af sabotage og direkte m odstand?

5. Hvorledes saa m an p a a forholdsreglerne m od k o m m u n i­

sterne og p aa antikom in ternp ag ten?

c. 1. Hvorledes v ar stem ningen om k ring 29. august?

2. H vilken stilling indtog befolkningen til jødeforfølgelserne?

d. 1. Stem ningen i 1944 og 1945?

2. Troede m an p aa en" tysk sejr?

3. Hvorledes reagerede m an overfor schalburgtage og clearing­

m ord ?

e. Var der folk i sognet (ikke nazister), som ønskede en tysk sejr?

H vorfor gjorde de det?

f. Stem ningen i befolkningen bedes belyst ved hjæ lp af sm aa h i­

storier og anekdoter, isæ r fra sognet og helst af hum oristisk art.

Indsam lingen af beretninger fra enkelte m æ nd og fra sognene vil uden tvivl blive de væsentligste af de problem er, m an vil blive

stillet overfor. D erm ed væ re dog ikke sagt, a t der ikke er andre spørgsm aal, som m an m aa tage stilling til. Det er f. eks. in dly ­ sende, at m an i saa vid u d stræ kn in g som m uligt bør arbejde for, at de private breve og optegnelser, som m aatte findes ru n d t om, bliver deponeret i landsarkiverne. Men som tidligere nævnt, er det vist k u n forholdsvis lidt, m an ad denne vej vil kunne faa fat paa. De offentlige ark iv er derim od er selvfølgelig in te t problem . De bliver foreløbig liggende ved em bederne fo r senere a t blive afleveret til arkiverne i h enhold til de gældende regler.

Krigene b a r altid i h ø j g rad sat sit præ g p aa m useerne, og den anden verdenskrig vil næ ppe danne nogen undtagelse — heller ikke fo r D anm arks vedkom m ende. T yskerne h a r jo efterladt sig en del haandgribelige m in d er — fra ødelagte tanks til raffinerede to rtu rin stru m en ter — som bør anbringes i m useerne, for at de k a n m inde kom m ende slægter om herrefolkets kulturelle m ission i Norden. Ogsaa m odstandsbevæ gelsens indsats b ø r kunne belyses gennem m useernes sam linger, hv or hjem m elavede og nedkastede vaaben, spræ ngstoffer, plan er for sabotage o. s. v. n atu rlig t h ører hjem m e. E nhver, der h a r set m odstandsbevægelsens store udstil­

ling i frim urerlogen i K øbenhavn eller R. A. F.-udstillingen, h a r et levende in d try k af, hvorledes disse krigens uhyggelige red sk a­

ber tale r til sindet, fortæ ller om u fo rfæ rdet d aad og bedrift, snille og opfindsom hed og om bestialitet og brutalitet. Genstandene fra udstillingen i frim urerlogen er nu, saa vidt vides, sikret for N ationalm useet, m en derfor b ø r de lokale m useer selvfølgelig ikke u n d lad e at sikre sig, hvad der m aa tte findes in den for deres lokale arbejdsom raade. E t sam arb ejd e m ellem de historiske sam ­ fund og m useerne k a n m aaske være frug tb art.

Det vil ogsaa være n a tu rlig t at sam arbejde m ed centralbiblio­

tekerne vedrørende indsam lingen af de illegale blade, som even­

tuelt ogsaa, hvis forholdene ta le r fo r det, k an anbringes p aa m u ­ seerne. I h v ert tilfæ lde bø r m an først og frem m est se at sam le de lokale blad e og tryksager, m en det vil dog være ønskeligt ogsaa at have eksem plarer af de illegale blade, der var fælles for hele landet. P aa Det kgl. Bibliotek findes en meget stor sam ling a f illegale try k sa g e r af enhver art. Det vil være rim eligt, at m an

ude i landet arb ejd er m ed p aa at faa denne saa fuldstæ ndig som m uligt, saa m an h e rtil afleverer de blade m. m., som ikke findes der i forvejen, m en selv beholder resten. Det e r jo iøvrigt over­

kom m eligt for de enkelte biblioteker (eller museer) at sikre sig fotografiske gengivelser af de lokale blade, de ikke selv h a r eks­

em plarer af.

Der h a r i det foregaaende været tale om indsam ling af m a ­ teriale til besættelsestidens historie. Men m angen en utaalm odig sjæl vil m aaske sige, at de nulevende jo ogsaa gerne skulde have lidt nytte a f den m egen viden, der forliaabentlig bliver b rag t til veje p aa denne m aade. Man k a n vel ikke helt se b o rt fra et saa- d an t spørgsm aals berettigelse, m en det er vanskeligt at tage ende­

lig stilling dertil. Der k an næ ppe være tvivl om, at det vil have sin store værdi, om m an k a n faa udgivet indgaaende redegørel­

ser for besættelsens historie i de enkelte egne af landet. Det in d ­ sam lede m ateriale i forbindelse m ed den foreliggende try k te litte ­ ra tu r (herunder ogsaa aviser og illegale blade) skulde jo give u d ­ m æ rkede betingelser for at skrive en saad an redegørelse. D et k a n m aaske have sin vanskelighed at finde tilstræ kkeligt kvalificerede folk til at løse en saa stor og om fattende opgave, ligesom det vel vil k u n n e kom m e til at knib e m ed at skaffe de nødvendige øko­

nom iske m idler. E t spørgsm aal er det ogsaa, om det vil være ø n ­ skeligt at faa historiske oversigter for hvert a m t for sig. Besættel­

sens villcaar var lan g tfra ens i de forskellige dele af landet, og vil m an skrive redegørelser m ed lokalt præg, vil det være n a tu r ­ ligt at lade de skel, som besættelsens forskelligheder drog gennem landet, være afgørende.

Men alt dette h a r m an tid nok til at overveje. I øjeblikket er der k u n een opgave, som er a f afgørende betydning, og som m aa løses ikke snart, m en nu, indsam lingen af m aterialet om b esæ t­

telsestidens historie. Det h aster, og om nogle a a r er det allerede halvvejs for sent. Den p arlam en tarisk e kom m issions betæ nkning h a r læ rt os m eget om dansk svaghed og godtroenhed og om det enkelte m enneskes svigten. Den h a r ogsaa m indet os om, at tiden rid e r h u rtig t. Vi h a r ikke lov til at sidde dette m em ento over- liørige.