276
djæ vledyrkelse lå im id le rtid også spiren til forfaldet. Heksekulten mistede mere og mere a f sin p rim itiv e friskhed. Deltagerne i
»heksesabbaten« bestod ik k e længere a f p rim itive fo lk, som søgte at p åvirke frugtbarheden t il egen fordel, men a f sensationslystne, degenererede in divider, som v irk e lig var overbeviste om, at de dyrkede selve satan. Guddom m e og dæmoner, der oprindelig i lige høj grad var »onde« og »gode«, blev nu udklæ dt i det fo r os så klassiske klædebon, im porteret fra orienten. E n sam m enligning m ellem hekse, skovånder, kornånder og andre fostre a f folketroen viser, at de i mange tilfæ lde blandes, således at de i virkeligheden er fo rskellige form er a f samme foreteelse.
I tredje del giver Runeberg en meget væ rdifuld beskrivelse og karakterisering af hekse og andre dæmoniske væsener i vesteuro
pæisk folketro: hekse i dyreskikkelse, afdødes ånder, dværge, ån
der i bjærge, i vin d og vejr, i vandet, i moser og sumpe, i skove og kom , nattem arer, elverfolk og feer samt husånder. Gennem denne k a ra k te ristik sam ler han m ateriale til en sam m enligning m ellem heksekraften og folkem agien, som bogens fjerde del han d
le r om. Dette vigtige afsnit lader sig ik k e referere i korthed. M en sammenhængen forekom m er i hovedsagen meget overbevisende.
Bogens sidste del handler om årsfestem e og heksesabbaten, h vo r
til slutter sig et lille appendiks om psykoanalytisk tolkn in g a f den europæiske bronzealderreligion, vel nok det svageste p arti i denne tankebygning. Væ rket er iø vrig t forsynet m ed litteraturfortegnelse og et u d fø rlig t og meget væ rdifuldt sagregister.
M an kan vistnok ik k e sige, at Runeberg h ar form ået at skabe klarhed over heksevæsenets dunkle u d viklin g . Det h ar heller ikke været hans mening. M en hans sprog er lig e til og ubesværet af
»alkym istiske« fagudtryk. Og han belyser gennemgående p rob le
m erne på en så alsid ig måde, at læseren få r den dybere erkendel
ses tilfredsstillelse.
Aksel Steensberg.
Kulturlandskabet i Blekinge.
Sven Björnsson: B l e k i n g e . E n studie av det blekingske kultur
landskapet. (Meddelanden från Lunds universitets geografiske insti
tution, afhandlingar IX. Lun d 1946). 300 s.
Professor Helge N elson i L u n d h a r gennem årene uddannet ad sk illig e a f sine elever til dygtige kulturgeografer eller antropogeo- grafer, som svenskerne plejer at kalde dem. M an husker Anna K ristofferssons udmærkede bog: »Landskapsbildens fo ran drin gar i norra och östra delen av F ä rs härad under de senaste två hundra
277
åren«, 1924, og Sven D ahls fo r danske læsere så inspirerende doktorafhandling fra 1942: »Tom a och Bara« (anmeldt i » Fo rtid og Nutid«, 14. bd., 1942). Også fra U ppsala universitet er der i de senere år udsendt flere vigtige afhandlinger. Særlig m å næv
nes Gerd Enequist: »Nedre Luledalens byar«, 1937, og G. L in d gren: »Falbygden och dess närm aste om givning vid 1600-talets mitt«, 1939. M en også i Svensk geografisk årsbok, der udkom m er i Lund, har en ræ kke kulturgeografiske emner været behandlet.
F o r danske læsere har Gösta N ordholm s to koncentrerede afh an d linger om landbebyggelsen og de nordeuropæ iske byers g ru n d fo r
mer, 1928 og 1931, særlig interesse.
Sven Bjöm ssons bog om kulturlandskabets u d v ik lin g i Blekinge i svensk tid slutter sig i udstyr og metode nær t il Sven D ahis bog om de to skånske herreder. H an begynder med et kort afsnit om den geologiske og m orfologiske baggrund samt på grundlag heraf en inddeling i næ ringsgeografiske provinser. D erefter går han over til at skildre landskabet, som det forelå præget a f m enne
skenes virke ved den tid, da det blev svensk. H a n gennemgår k il
derne, gør rede fo r gårde og landsbyer, ejendom sforhold, d y rk ningsforhold, kulturplanter, kvægavl, skovbrug og fiskeri. De fø l
gende tre hovedafsnit om tiden fø r skiftet, det m oderne k u ltu r
landskabs frem væ kst og det nuværende kultu rlandskab er inddelt på tilsvarende måde, men uden nogen sæ rskilt kildevurdering.
T ils id s t følger tabeller over indbyggertallet i Blekinges landsbyer 1680, udsæden og opdyrkningsgraden 1671 og 1684, eksem pler på udsæd og husdyrhold i en ræ kke landsbyer 1684 samt en areal- beregning af de forskellige områder.
Bogen forekom m er noget tør og skem atisk, men giver yderst væ rdifulde oplysninger til sam m enligning med forholdene i andre landsdele. Björnsson bestemmer antallet a f landsbyer efter an tal
let af brugere, ik k e efter gård (hemmans) tallet. D er skal efter hans opfattelse m indst fire brugere t il at udgøre en landsby. Anna Kristoffersson har bestemt en landsby som »en gruppe gårde, der gennem indbyrdes nærhed og agerblanding udgør en enhed«.
Denne defin ition fald er i de fleste, men dog ik k e i alle tilfæ lde sammen med Björnssons. D er findes nem lig enkeltgårde med fire brugere uden agerblanding, og de enkelte brugs bygninger kan i hvert fa ld i Øst-Blekinge ligge i en afstand a f op t il et par h u n drede meter, selvom deres agre ligger blandet i skifterne. H e lle r ikke Sven D ahis d efin itio n af en landsby som en gruppe af m indst tre gårde, der i jordebogen står opført under fælles navn, dækker i alle tilfæ lde forholdene i Blekinge. Det er vanskeligt at afgøre, om alle de brugsdele, der står opført i jordebogen, h a r været be-
278
b y g g d e . M en når en nærmere angivet gård står opført med syv brugsdele og i hvert fa ld fem fam ilier, er det næppe sandsynligt, at bebyggelsen var fælles fo r dem alle. E t sådant bosted regnes af Bjørnsson fo r at være en landsby.
Svend Åkjæ r bruger i sin a fh an d lin g om »Bosættelse og bebyg
gelsesform er i D anm ark i ældre tid« (Bidrag t il bondesam fundets historie II, 1933) sim pelthen ejerlav som ud tryk fo r landsbyer.
M en det skyldes praktiske grunde, idet han benytter H e n rik P e dersens tabelvæ rk i »De danske La n d b ru g 1688« som forarbejde.
H ans ko rt over enkeltgårdsprocenterne i landets herreder giver derfor kun et n ødtørftigt overblik.
Det v ille under hensyn t il sam m enligninger m ellem forskellige egne og lande være a f betydning, om m an kunne nå t il ensartede u d tryk for, hvad m an forstår ved en enkeltgård, og hvad der må kaldes en landsby. E fte r anm elderens opfattelse må prøvestenen på, om m an h a r at gøre med en landsby, være, hvorvidt der fo re
ligger agerblanding eller ej, idet landsbyfæ llesskabet bør være det afgørende kriteriu m . D er findes i V estjylla n d eksempler på, at en gård er blevet delt i to, hvorved der er opstået agerblanding, der h a r gjort et dyrkningsfæ llesskab nødvendigt. D er er dog næppe o p ført nogen ny gård a f den grund. Den gamle gårds bygninger blev blo t delt, så der opstod en tvillin ggård. P å et u d bredelseskort over landsbyer og enkeltgård v ille anm elderen im id le rtid opføre en sådan tv illin g g å rd som en cirk e l svarende t il en landsby på to gårde, medens en tilsvarende tv illin g g å rd uden dyrkningsfæ llesskab måtte angives ved to tæt ved hinanden an
bragte p rik k e r svarende til signaturen fo r to enkeltgårde.
Bjørnsson brin ger i sin bog nogle udmærkede bybeskrivelser ledsaget af kortskitser. H an slutter sig til D ahis opfattelse, at landsbyplanen bestemmes såvel a f jordbu nd og topografiske fo r
h o ld som a f ku ltu rh isto riske årsager. Desværre h ar forfatteren startet sin sk ild rin g på et tidspunkt, der ik k e h a r nogen k u ltu r
geografisk begrundelse. D erved få r han ik k e stednavneforsknin
gens og arkæ ologiens vidnesbyrd med i sin syntese, ligeså lid t som kildestoffet i de danske arkiver er benyttet. Bogen v il trods denne m angel sikkert have betydelig interesse fo r danske la n d brugshistorikere og fo r ku ltu rh isto risk interesserede læsere i a l
m indelighed.
Axel Steensberg.
