Kan lægeløftet gradbøjes? Af JAN BO HANSEN Weekendavisen, 2000
1 2
I året 1945 døde der mange flere civile tyskere i Danmark end der døde af danskere på
3
grund af krigen - selvom vi tager hele perioden med, selvom vi regner danske søfolk i
4
allieret krigstjeneste med og selvom vi tager de faldne i Frikorps Danmark med. Det
5
ejendommelige er, at sundhedsmyndig-hederne på intet tidspunkt fandt det interessant at
6
undersøge årsagen til disse 13.000 dødsfald, der for en stor del fandt sted efter krigens
7
slutning. Først nu er det sket og Kirsten Lylloff har offentliggjort resultatet i Historisk
8
Tidsskrift (»Kan lægeløftet gradbøjes?«, HT, bind 99, hefte 1). Resultatet af hendes
9
undersøgelse er, at hovedparten af de døde var børn, der kunne være reddet, hvis ikke
10
Lægeforeningen støttet af politikerne og den offentlige mening havde nægtet at behandle
11
dem. Lægeløftet kunne ikke blot gradbøjes, men gemmes helt væk.
12
Det almindelige syn på de tyske flygtninges skæbne var, at de havde haft det rigtig
13
godt. Kirsten Lylloff er overlæge på Hillerød Sygehus, og når hun fandt disse resultater,
14
som ingen havde set før, hænger det sammen med hendes lægelige forudsætninger: »Jeg
15
boede i en årrække i Aalborg for at få min speciallægeuddannelse, og her gik jeg tur på
16
Søndre Kirkegård, hvor der blandt andet var en stor afdeling for tyske krigsfanger,«
17
fortæller Kirsten Lylloff. »Her berørte det mig, at der var så mange børnegrave, også med
18
helt små børn - det ser man normalt ikke på danske kirkegårde. Jeg besluttede at finde ud
19
af, hvad der var sket med dem. Men det var i begyndelsen af firserne, og de dukkede først
20
op igen i min bevidsthed, da jeg begyndte at læse historie i 1997.
21
Der var ingen medicinalstatistik fra 1945, hvad der undrede mig ikke så lidt. Så fik jeg
22
tilladelse til at gå i arkiverne, i Røde Kors' arkiv, og i Lægeforeningens arkiv. De var
23
uberørt af menneskehånd.
24
Jeg regnede med, at jeg ville finde en god forklaring på dødsfaldene i arkiverne. Men
25
det jeg fandt ud af var, at Lægeforeningen havde nægtet behandling, selvom der var
26
mange henvendelser fra lejrene om, hvor galt det så ud. Man reagerede ikke på de
27
forfærdelige rapporter om, hvordan især spædbørnene havde det. Og derfor har man efter
28
min mening en skyld,« siger Kirsten Lylloff.
29 30
FLYGTNINGESTRØMMEN til Danmark begyndte den 11. februar 1945, da de første
31
tyskere ankom til Københavns Frihavn. Det var civilister på flugt fra den sovjetiske
32
offensiv i Østpreussen, der til tider havde karakter af en udryddelseskrig: Man slog alt
33
ihjel, man mødte på sin vej. Offensiven førte til en masseflugt fra de tyske egne, dels over
34
land, dels ad søvejen, og på denne måde endte mange civile, størsteparten kvinder og
35
børn, i København. Ved den tyske kapitulation den 8. maj, var der 250.000 civile
36
flygtninge, heraf en tredjedel børn under 15 år. Heri var ikke medregnet de 30.000, der
1
blev i skibene og blev sendt direkte videre til Tyskland.
2
Da de første flygtninge ankom, protesterede Udenrigsministeriets direktør Nils
3
Svenningsen til den tyske rigsbefuldmægtigede, Werner Best, der imidlertid ikke kunne
4
gøre andet og mere ved situationen end Svenningsen. I løbet af marts og april tog
5
flygtningestrømmen til, og de tyske læger og sygeplejersker havde ingen mulighed for at
6
behandle de syge. Werner Best tilkaldte nu direktøren for Dansk Røde Kors og bad ham
7
om at tage sig af 50 diebørn, hvis mødre var døde. Direktøren for Røde Kors afslog med
8
henvisning til folkestemningen. Og der havde han sikkert ret.
9
Den 25. marts 1945 vedtog Lægeforeningen at afvise behandlingen af tyske flygtninge,
10
herunder de tyske børn, som var de mest udsatte. Det var naturligvis ikke i
11
overensstemmelse med lægeløftet, lige så lidt som Røde Kors' holdning var i
12
overensstemmelse med organisationens fyndord »I krig og fred -barmhjertighed«. Men
13
hvis der var nogen, der tænkte på lægeløfte i disse dage, fremgår det ikke af kilderne.
14 15
FOR at sikre, at tyskerne selv kunne behandle de syge, tvangsinternerede de danske
16
myndigheder efter befrielsen de værnemagtslæger, som man ifølge Geneve-konventionen
17
skulle have sendt hjem. »Der er en forestilling om, at Danmark sendte de tyske soldater
18
hjem som en velfortjent straf,« siger Kirsten Lyllof; »men der står jo i
19
Geneve-konventionen fra 1929, at soldaterne skal sendes hjem, så snart krigen er slut, og
20
derfor skulle militærets læger og sygeplejersker også have været sendt hjem. Men
21
englænderne gav tilladelse til, at danskerne kunne beholde læger og sygeplejersker her i
22
landet. Og det må man ikke ifølge Geneve-konventionen.
23
Der var ikke tale om, at det danske system ikke kunne klare de 200.000 flygtninge, der
24
var tale om. »Om man skal behandle 4 mio. mennesker, som der var i Danmark på det
25
tidspunkt, eller 4,2 millioner. . . det kan ikke vælte et lægevæsen,« siger Kirsten Lylloff.
26
Men man ville ikke behandle dem.
27
Resultatet var, at børnene under to år døde. „Jeg har gennemgået alle dødsattester, der
28
er 7.000 børn under fem år der er døde, der er 6.100 dødsattester. Der er en del af dem,
29
der er meget ufyldestgørende, men tre fjerdedele er udfyldt korrekt. I min artikel i
30
Ugeskrift for Læger gør jeg lægeattesterne op. At de helt små børn døde, skyldtes
31
vitaminmangel og afkræftelse. De døde af ernæringsforstyrrelser, og det bør man ikke dø
32
af i Danmark,« siger Kirsten Lylloff. »Det fortsatte også efter kapitulationen. Der er
33
ingen problemer for den danske befolkning i denne henseende: Hvis man tager
34
kalorieindtaget for en dansker fra 1940 til 1950, kan man overhovedet ikke se, at der har
35
danskerne ikke kunne undvære noget, fordi de tyske besættelsesstyrker havde taget alt.
1
Man havde - i samarbejde med besættelsesmagten - klaret de fem år i fineste form og var
2
nu parat til at slippe svinehunden løs. Den var også i topform.
3
»Efter mit bedste skøn er det folk, der ikke ville være døde, hvis de var kommet under
4
lægebehandling. Flygtningeadministrationen sagde, at spædbørnene døde, fordi de
5
havde været på flugt, og denne forklaring er ukritisk blevet overtaget af andre, men den er
6
aldrig blevet sandsynliggort. I øvrigt dør også de børn, der bliver født efter krigen.«
7
»Sundhedsstyrelsen ville ikke have nogen registrering af de døde. Det første man
8
normalt gør, når man får ansvaret for en flygtningelejr, er at registrere dødsfaldene og
9
finde ud af, hvorfor folk dør. Det sker ikke her. Begrundelsen var, at det var tyske
10
statsborgere, der var indrejst uden tilladelse, og derfor ville man ikke have noget med
11
dem at gøre. Det var først bagefter, man begyndte at tælle lig op på kirkegårdene. «
12
Man kunne se denne behandling som et udtryk for anti-nazisme. Men der er snarere tale
13
om anti-tyskhed, en følelse, der eksisterede længe før det tredje rige og også har overlevet
14
Adolf Hitler i bedste form. De 30.000 ikke-tyske flygtninge, polakker, rumænere etc. der
15
var med, blev betragtet som allierede flygtninge, og de fik en langt bedre behandling end
16
den, man var villig til at give selv den mest anti-nazistiske tysker. »Det er sandsynligt, at
17
der var langt flere nazister blandt dem end blandt de tyske civile,« siger Kirsten Lylloff.
18
»Men de fik en ganske anden behandling: De fik en kost, der svarede til den danske, og
19
de fik lov til at forlade lejrene og tage arbejde. De sidste, som man ikke kunne sende
20
hjem, blev integreret i det danske samfund.«
21
Grundholdningen var ideen om folkets kollektive skyld. Der var en lejr for det, man
22
kaldte de pænere tyskere, hvor forholdene var lidt bedre. Det drejer sig om få hundrede,
23
der sidder der. Der er et eksempel med en kvinde, der under flugten har taget et jødisk
24
barn til sig. Hun beder om, at barnet sendes tilbage til dets mor og om, at hun selv
25
overflyttes til lejren for pænere tyskere. Begge dele afslås. Det var ikke nok til at komme
26
i lejren for pænere tyskere, men det ville have været nok til at komme i en tysk lejr, hvis
27
tyskerne havde opdaget det under krigen.«
28
Denne anti-tyske snarere end anti-nazistiske politik gav sig ejendommelige udslag:
29
»Hvis tyskerne havde begået lovovertrædelser mod danskere og blev dømt, kom de i et
30
dansk fængsel, og så fik de pludselig meget bedre kost og i det hele taget meget bedre
31
forhold end de andre tyskere, der ikke var kriminelle. Flygtningeadministrationen
32
henvendte sig til Justitsministeriet, for at flygtningene i fængslerne kunne få de samme
33
dårlige forhold som dem i lejrene, men det ville Justitsministeriet ikke gå med til. Man
34
ville ændre besøgsordningen for tyskere, men man ville ikke være med til at gøre maden
35
dårligere som Flygtningeadministrationen ønskede det. Det førte så til at tyskere der har
1
begået forbrydelser, i steet blev sendt ud af landet.«
2 3
DET er en historie uden mange helte. Den danske offentlighed er et deprimerende syn,
4
præget af et had, der ikke skyldtes de lidelser, den danske befolkning havde været
5
igennem, for sammenlignet med de tyske flygtninges skæbne havde danskerne haft det
6
godt. Men man havde nu mulighed for at hævne sig. At de personer, man hævnede sig på,
7
ikke var de samme som dem, der havde begået forbrydelserne, var ganske irrelevant. I
8
sine undersøgelser er Kirsten Lylloff kun stødt på en enkelt læge, der sagde fra over for
9
forholdene. Det var K.F. Meldahl, der var chef for sanitetstjenesten og havde det lægelige
10
ansvar for flygtningene.
11
»Meldahl gik til Sundhedsstyrelsen ikke én, men mange gange for at klage over
12
forholdene. Der var ingen kommentarer, ingen svar, hans henvendelser blev bare lagt i en
13
bunke for sig selv. Der ligger mange indberetninger, som fortæller, hvor forfærdeligt, der
14
var. I en af dem siger han, at den kost, der er til spædbørnene, må være en misforståelse:
15
Man må have glemt at gange med tre. Så han havde på egen hånd givet en tredobbelt
16
kalorieration.«
17
Forældreløse børn blev anbragt på Rysensteen Gymnasium under forfærdelige forhold,
18
og der døde de som fluer. Meldahl sørgede for at de blev bragt ud til Ølsted og indlogeret
19
på en kro og fik det nogenlunde godt. Men den lejr sørgede Flygtningestyrelsen at få
20
nedlagt.
21
Meldahls initiativer vakte Johannes Kjærbøls vrede. Kjærbøl havde under krigen været
22
arbejdsminister i Scavenius' regering, og dermed en af de ministre, der havde talt stærkest
23
for samarbejdspolitikken. Han skulle nu overbevise sine omgivelser om, at han var så
24
antitysk som nogen. I det hele taget havde kapløbet mellem de politikere, som kort tid
25
forinden havde fordømt modstandsbevægelsen og sabotagen om at bevise deres danske
26
sindelag, farlige konsekvenser for flygtningene. »Kjærbøl var overbevist om, at det var
27
Meldahl, der havde lækket historien om de forfærdelige forhold på Kløvermarken til
28
forfatteren Poul Henningsen. Herefter går han efter Meldahl, forsøger at påvise at han var
29
nazist, men må opgive. Man finder ud af, at hans bror stod i Borup-kartoteket, men det
30
var det nærmeste, man kunne komme det. Man fandt ud af, at hans bedstefader havde
31
været tysk statsborger og prøvede at knalde ham på det. Men der havde man glemt, at det
32
skyldtes at grænsen løb anderledes før 1920, hvor Sønderjylland hørte til Tyskland.
33
Faktisk var bedstefaderen blevet anklaget af tyskerne for at være dansksindet. Man
34
kritiserer, at Mehldal havde besøgt Tyskland under krigen, men man glemte, at det
35
1
»Kjærbøl kunne ikke få ham fyret i foråret 1946. Der var ikke noget lægeligt at sige
2
ham på. Men så omstrukturerede man institutionen, og Meldahl blev menig læge. I
3
slutningen af 1946 gled han ud af det offentlige liv. I Lægeforeningen forsøgte
4
medlemmer at rejse en sag mod ham, det samme skete i Sundhedsstyrelsen. Han må have
5
været meget ren, siden det aldrig lykkedes at finde noget," siger Kirsten Lylloff.
6
„JEG har fået mange breve. Dels har der været breve fra folk, der sagde, at flygtningene
7
havde det glimrende, men det er for størstedelen fra folk, der ikke selv har haft kontakt
8
med flygtninge. Dels er der breve fra de unge mænd, der stod vagt ved flygtningelejrene,
9
og de giver mig ret. Og så har jeg fået breve fra tyske flygtninge, også nogle som
10
undskylder danskernes behandling af dem. Der var jo lejre, hvor det så bedre ud. Men
11
langt den største bunke breve kommer fra tidligere flygtninge, som giver mig ret, side op
12
og side ned om forhold i lejrene, vi ikke kan være særlig stolte af,« siger Kirsten Lylloff.
13
Men ellers har der ikke været lutter taknemmelighed over, at dette kapitel af den danske
14
historie er blevet oplyst: »Der har ikke været nogen kritik fra de folk, hvis mening jeg
15
lægger vægt på. Formanden for Lægeforeningen har beklaget foreningens handlemåde i
16
de år. Han har skrevet i Ugeskrift for Læger, at størsteparten af børnene utvivlsomt ville
17
have overlevet, hvis de var blevet behandlet. Dansk Røde Kors har ligeledes beklaget.
18
Indlæg fra lægerne Røjel og Keiler står med deres lægefaglige ekspertise og siger noget
19
der efter min mening er det rene vrøvl. F.eks. siger Røjel, at man ikke kunne indlægge
20
børnene på Blegdammen, fordi de så ville smitte de andre børn. Men Blegdammen var jo
21
et epidemisygehus, så børnene kan jo kun smitte hinanden! Kieler skrev at de mange
22
dødsfald skyldtes den sygdom, man får i koncentrationenslejre, hvor man er i kronisk
23
hungertilstand i lang tid. Han siger, at når deres tarmsystem er blevet atrofieret, så er de
24
ikke i stand til at optage almindelig føde og dør derfor. Men der er slet ikke tale om folk,
25
der har sultet i så lang tid, at den diagnose bliver relevant. I sit følgende indlæg har han
26
da også opgivet den forklaring, og indskrænker sig nu til at sige, at de fik, hvad de havde
27
fortjent. Det vil jeg ikke forholde mig til,« siger Kirsten Lylloff.
28 29
»Der er historikere, der har fortalt mig, at det ikke er så ejendommeligt, for vi var i krig
30
og handlede ligesom alle andre. Men det er jo netop min pointe: Vi gør ligesom alle andre
31
nationer. Børn under fem år kunne jo ikke gøres ansvarlige for krigen, men alligevel
32
gjorde vi det og følte os berettigede til det. Når der er krig, er vi ligeså inhumane som alle
33
andre.«
34
