De tyske gravflytninger 1958-1968
Af Finn RiberJensen, Holsted
Sognepræsten i
Åstrup
ogStarupsogne i Ribe Stift, Knud Høgsbro Østergaard, efterlod sigved sindød i oktober1987etmegetomfatten¬
de arkiv. Detvarisær kirkehistoriske og kirke¬
arkæologiskesager,der havde beskæftiget ham,
men også arkivalier om aktuelle kirkelige spørgsmål,somhan selv blev involveret i, opbe¬
varede hanomhyggeligt.
En afdisse aktuellesager varflytningen af de tyske gravefra 2. Verdenskrig til etbegrænset
antalstørre kirkegårdsanlægforskellige steder
iDanmark. Det blevensag, somstrakte sigover tiårfra 1958til 1968,og somfremkaldte vold¬
somme reaktioner i befolkningen. Talrige læ¬
serindlæg i dagspressen blev fulgtopaf skarpe
redaktionellekommentarer,menighedsrådlan¬
detover, men især iJylland, protesterede mod
kirkeministerium og politikere. Ombudsman¬
den blev flere gangeinddraget isagen,i Folke¬
tingetvarder forespørgslerogredegørelser,og hele striden fandtvej tilbådeLandsretogHø¬
jesteret. Egendig drejede striden sig kunom to
enklespørgsmål: Respekten for gravfredenog
kompetencefordelingen mellem minister og
menighedsråd. Det kunne dog ikke undgås,at den anti-tyske atmosfære fra besættelsestiden
kom tilatfarve hele sagenlige fra læserbreve til retssag. Det varhelt sikkert ikke de proteste¬
rende menighedsråds ønske, atder skulleslås på det nationale følelsesregister,menerindrin¬
gen ombesættelsestidenvarpådet tidspunkt så frisk,atdet ikkevarmuligtatundgå. Det gjor¬
de stridenubehagelig skarp,mendet havde ik¬
ke indflydelse på den retslige afgørelse, hvor¬
imod det nok medvirkede til,atdenpraktiske gennemførelse af gravflytningerne forsøgte at nedtone de nationalistiskeaspekter.
1slutningen af 50'erne henvendte denvest¬
tyske forbundsregering sig til den danskerege¬
ring foratopnåenaftalepå regeringsplanom samling af tyske krigsdøde (både soldater og
flygtninge)påetmindre antal danskekirkegår¬
de. Forhandlingerne herom resulterede i en Overenskomst mellem Danmark og Tyskland
af 3.oktober1962. Vedkrigsdøde forstås »med¬
lemmer af den tyske værnemagt« og »andre
personermed tysk statsborgerret, dererdøde i
forbindelse medkrigsbegivenheder under den
2.Verdenskrig«. Disse krigsdøde skal samlespå
nærmere aftalte kirkegårde for at give bedre mulighed for tilsynogvedligeholdelse. I artikel
treaftales det, atde nye gravpladser skal hen¬
ligge urørte i 60 år »med mulighed for yderli¬
gere forlængelse«. DeterTyskland, der afhol¬
derudgifterne ved opgravning, flytningogind¬
retningogvedligeholdelse af de nyebegravel-
sesområder. Men i artikel fire hedder detdog,
at »det er en forudsætning, at anlæggelse og
indretning afgravenesker med hensyntagen til
forholdene på de enkelte steder, såledesat de pågældende kirkegårdes helhedspræg ikke for¬
styrres«,enbestemmelse,somuden tvivl skulle
imødekomme en del af den folkelige protest, nemlig angsten forat dernu skulle indrettes
DETYSKEGRAVFLYTNINGER 1958-1968
store,monumentaletyskekirkegårdsanlæg. En
somdet skulle visesig vigtigbestemmelse i arti¬
kel 10 undtager fra gravflytning krigsdøde,
hvor »pårørende eller andre enkeltpersoner
har erhvervetrettilgravstedet eller betaler for
dets vedligeholdelse«. I øvrigt forpligter den
danskeregering sig tilatsikre, atder ikke sker ændringer med de nuværende tyske gravste¬
der, indtilflytning kan finde sted. Det fikenvis betydning for den senere folkelige protest, at der i artikel seksbestemmes,atdet danske kir¬
keministeriums befuldmægtigede vil være tys¬
kerne behjælpelige med flytningerne, og at
»enhver ligflytning skal forud godkendes af
den befuldmægtigede, som af Volksbund må
underrettesomtidspunktet for iværksættelsen,
forathankanværetil stede ved hverflytning«.
Endelig aftales det,atden tyske forbundsstat overdrager hele det praktiske arbejde til Volks¬
bund DeutscheKriegsgråberfursorge.
Volksbund Deutsche Kriegsgråberfursorge
blevoprettet den 16. december 1919 i Berlin
for at varetage arbejdet med flytning og pas¬
ning af de talrige tyske grave efter 1. Verdens¬
krig. Deter en privat organisation (e.V. = ein- getragenerVerein),somafstatenharfåetover¬
draget disseopgaver,der finansieres af offendi-
ge tilskud, af medlemsbidragogafårlige ind¬
samlinger. Organisationen fik mangfoldigt for¬
øgetsineopgaverefter 2.Verdenskrig. Dagrav¬
flytningerne skulle i gang iJylland, hvor den folkelige modstandvarstærkest,togVolksbund
selv initiativ til atorientere de berørte menig¬
hedsrådomsitarbejde i enrundskrivelse af 3.
maj 1966.Denblevfremsendt idanskoversæt¬
telse af denpensionerede rektor Marius Ravn i Haderslev, der i disse årfungeredesomVolks-
bunds forbindelsesled til de danskemyndighe¬
der. Skrivelsen oplyser, at Volksbund i 1964 brugte 18,8 mio DM. Herafkom de7,3 mio. fra
dentyske regering,mensover11 mio.stamme¬
de fra frivillige bidrag og medlemsbidrag fra
ca.740.000medlemmer.Foreningen arbejder i
alleeuropæiske landeogflere steder i Asienog Afrika. Kontoret i Kassel modtog i 1964 over 25.000henvendelser fra tyskefamilierangåen¬
dekrigsdødeogderes gravsteder. Kontoretop¬
fyldte over 20.000 ønsker om at nedlægge
blomster ogskaffe fotos afgravene, ogder blev
idetpågældende årgennemført 86 fællesrejser (med 50% billet-rabat!) »forat de pårørende
kunnefålejlighed tilatdvæle ved deresgrave«.
Foreningen havde et omfattende ungdomsar¬
bejde igang. Der blev i 1964 afholdt 32 ung-
domslejre i Frankrig, England, Østrig, Italien
og Holland med næsten 7.000 deltagere. Det
varunge, sombrugte nogetaf deres ferie tilat anlægge og vedligeholde grave i mange for¬
skellige lande (også i Oksbøl ved Varde). Om
forholdene i Danmark hedder det i rundskri¬
velsen, atderligger 26.000 tyske krigsdøde på
480 kirkegårde. »Bibeholdelsen af de mange små begravelsessteder ville medføre store ud¬
gifterogkrævemegetarbejde, derfor harrege¬
ringen i Bonn ønsketatsamle dissepåetmin¬
dre antalkirkegårdei lighed med, hvad derer sket imangeandre lande« (der ville herved bli¬
vetaleom ca.5.000flytninger).Påbaggrund af
de danske protester understreger Volksbund,
at man »ikke med rette kan påstå, at gravflyt¬
ningeretspecielt tysk forehavende«, for deter
almindeligt i alle lande med særlige soldater¬
kirkegårde efter destorekrige,og»efter 1. Ver¬
denskrig samlede Danmarkca. 140 faldnesøn-
deijyder på kirkegården i Braine (Frankrig)«.
Hvad Volksbund derimod ikke nævnerer,ataf de 26.000 tyske begravelser i Danmarkvarde
15.000 civileflygtninge, herafmangebørn, dø¬
de islutningen afeller lige efter krigen i de lej¬
re, hvor de havde fåetophold,og derfor blev
de begravet på de pågældende sognes kirke¬
gårde.Detvarjust detforhold, der indgik i den
DETVSKE GRAVFLYTNINGER 1958-1968
danskemodvilje mod flytningerne. Volksbund udgav i 60'erne et månedsblad Kriegsgräber- fursorge,som beretteromarbejdet medatka¬
talogisere gravene for 2,1 mio krigsdøde i 2.
Verdenskrig, arbejdet med gravflytningerneog
indretning og vedligeholdelse af begravelses¬
pladser (»Ehrenfelder«), Det fremgårklart af
dette månedsblad, atdet er soldaterkirkegår¬
de, der tænkespå, altså døde, dererfaldet i kri¬
gen, ogder henvises tilen række internationa¬
lekonventioner,somforpligter landene tilatsi¬
kre dissedødevarig gravfred (»dauemdes Ru- herecht«), ITyskland blev af nazisterne denne optagethed af soldatergravene udmøntet i en
årlig mindedag for de heltemodige soldater (»Heltengedenktag«). Nu ville Volksbud såsæt¬
tekræfterne indpåatændre denne mindedag
med et stærkt patriotisk anstrøg til en årlig
»Volkstrauertag« (en folkelig sørgedag), hvor
gravene skulle mane til forsoning over græn¬
serne og til arbejde for fred mellem folkene.
Trods allegodeogoprigtige hensigter kan det
ikkenægtes, atdet endnu i 1960'erne, 20 år ef¬
terkrigen,varsværtfor den danske befolkning
atforståentysk fredsappel, der i den grad knyt¬
tedesigtilen ibogstaveligste forstand død for¬
tid.Mangedanskere følte detsom endødekult,
der virkede udansk ogmindede formegetom
»de fem forbandedeår«,mens freds-ogforso- ningsarbejdet i stedet for burde vende blikket
mod nutiden ogfremtiden.
Menighedsrådenesprotester
Den danske modvilje mod gravflytningerne
indeholdtenbred vifte afbegrundelserograk¬
te lige fra passiv beklagelse til stærke fordøm¬
melser og tilløb til aktiv modstand. Naturligt
nokvardetmenighedsrådene, der først rørte
på sig. Dervarher tale om tre centreforpro¬
testerne: ØrstedSogn i
Århus
Stift medprovst Johs. Asmundsominitiativtager, Birkerød SogniHelsingør Stift (sognepræst Svend Melbye) og VesterStarup Sogn i Ribe Stift medsognepræst Knud Høgsbro Østergaard som den drivende
kraft. Herdrejer det sigomVester Starup,men detoandrecentrevilsenerebliveinddraget.
Detblev Ribe AmtsMenighedsrådsforening,
derbegyndteprotestenmedenudtalelse fraet møde i Varde den 9. maj 1958. Detvarfire år
før aftalen om gravflytning mellem Danmark
ogTyskland,mendervarpå det tidspunkt alle¬
rede truffet aftaler med Luxemburg, Norge, Belgien, Frankrig, Italien og Ægypten, så det
stodklart,atturen snartmåtte komme til Dan¬
mark.
Østergaard havde skrevet udkastet til den udtalelse,somblevenstemmig vedtagetpåmø¬
det den 9. maj 1958. Det hedder her, »atman finder en sådan krænkelse afgravfreden ube¬
grundet, ganske usømmelig ogistrid med de
forvorekirkegårde gældende vedtægter...især
mod § 29 pkt.l: Kirkegården er indviet, og dens fredmåikkeforstyrres, smig. Danske Lov
II-22-34: Dermåej heller i kirken ellerpaakir- kegaarden nogen grav graves, mures eller åb¬
nesudenkirkeværgernesogkirkens forsvars vi¬
denskab ogtilladelse.«
Til slut henstilledeman,at»dettyske ønske
afvisessomstridende mod dansk kristen tanke¬
gang,sædogskik.«
Detfremgår afprotesten, atdervartreargu¬
menter for modstanden: Gravfreden, kompe¬
tencespørgsmålet og det nationale. Om grav¬
freden henvistemandirekte tilvedtægterne for
alle danske kirkegårde. Det hørte til sjældne undtagelser, atmankunne få lov tilatflytteen grav. Hvisder i særlige tilfælde blev givet tilla¬
delse hertil, så varspørgsmålet: Hvem kunne give ensådan tilladelse? Her henviste man til
DanskeLov,somsagde,atdetkunne kirkevær¬
gen og»Kirkens Forsvar«, underforstået de lo¬
kalemyndighederved kirkeogkirkegård, altså
DETVSKE GRAVFLYTNINC.ER 1958-19B8
menighedsrådet. Man harnæppetænkt sig, at det kunne ske udenomkirkeministeriet,meni alletilfælde måttemanforudsætte,atogsåme¬
nighedsrådetgav sin tilladelse. Foruden disse
toargumenterkomsåogsådetnationalesyns¬
punkt ind i billedet: Det stred mod »dansktan¬
kegang, sæd ogskik«.
Alleredetougerfør denne udtalelsevar pa¬
storØstergaardtrådt frem ipressenmedenud¬
dybning af disse synspunkter i kroniken »Lad
dem hvile i fred!« (Jyllands-Posten 26.4.58).
Det dansk-nationalesynspunkt får her en no¬
get større vægt: »Deterdavel ikke meningen,
atmanvil samle dedødepåeteller andet sted
her i landet foratindretteenmindeplads,som
skal tjeneeteller andet»propaganda-formål?«
- Dervarjo mangeaf dem, somi levende live
varmodstandere af denkrig, devartvungetind
i med magt«. Østergaard havde to tyske grav¬
pladserpåVesterStarup Kirkegård, som han i
denæstetiårværnedeommed næb ogklør! I
den ene var begravet en 16-årig soldat Heinz
Wendler. Han havde stjålet et vækkeur fra et værksted, hvor han stodvagt,ogblevsomstraf
VesterStarup Kirke. (Foto: Aastrup Sognearkiv).
beordret tilØstfronten.Dagenfør afrejsen skød
hansigselv ienbunker i Tofterup Stationsby i juni 1944ogblevsammeaften begravetpå Sta¬
rup Kirkegård afværnemagten, uden gejstlig
medvirken. I den anden gravlåen knapto år gammel dreng Claus Conrad, flygtningebarn
fraKönigsberg. Faderenvarfaldetpå Østfron¬
ten, moderenvarforsvundet iflygtningestrøm¬
men.Fem døgn ietbeskyttelsesrum fyldt med kalkstøv,en turoverisen til det skib, der skulle føre flygtningene til København, mangel på næringogtil slut opholdet iden overfyldteog usunde barak i Starupvar mere, end den to¬
årige kunne stå igennem. Han døde den 16.
maj 1945ogblev begravet afpastorØstergaard påStarupKirkegård.
DissetoskæbnerførteØstergaardide kom¬
mende år frem med stor inderlighed og en
utrættelig udholdenhed som to typiske ek¬
sempler over for alle dem i offentligheden -
pressen,politikere,kirkefolk, jurister, tyske be¬
kendte- som han håbede at kunne fåhjælp
fra. Frakolleger modtog han andre eksempler,
som han syntes underbyggede påstandenom,
atenflytning tilen tyskfælleskirkegårdvaruri¬
melig. Der var baltiske og polske og franske,
indrulleret som soldater i den tyske hær. Der
varsoldater, der havdegjortoprørog varblevet
skudt af dettyske militær,ogdervarbarnegra-
ve, hvor der næppe var ligrester tilbage, som kunneflyttes. Detvaristigende grad kravetom respekt for gravfreden, der var omdrejnings¬
punktet iØstergaardsargumentation.
Et andetcentrumfor modstandenvar i Ør¬
sted ved Randers, hvor provstJohannes As-
mund udfoldede en næsten lige så ihærdig
skribentvirksomhedsompastorØstergaard.As- mund, dervarnæstformand ilandsforeningen
formenighedsråd, lagde imidlertid hovedvæg¬
ten på kompetencespørgsmålet: Hvem skulle
ogkunne give tilladelse til gravflytning? Kirke-
juraen kom ind i billedet. Menighedsrådet i Ørstedgjorde det synspunkt gældende,at det
måtte væresognets menighedsråd, derrepræ¬
senteredegravstedsretten til fællesgraven med
16tyske flygtningefraØstzonen,hvismanikke
kunnefåforbindelse med dedødespårørende.
Asmund rettedeadskillige henvendelser til Kir¬
keministeriet, men blev afVist hver gang. Det gjorde efterhånden den senere departements¬
chefAugust Roesen irritabel, hvilket han havde
sværtvedatskjule: »Der kanprotesteresligeså
meget, man har lyst til, for hvis Kirkeministeri¬
etbestemmer, atcentralkirkegårdeneskal op¬
rettes netopdet bestemte sted, kan den lokale myndighed ikke modsætte sig dette. Der har
væretfremsat alt for mange forvrøvlede udta¬
lelser i denne sag, ogjegforstår ikke den mod¬
stand, der hersker«.
ØrstedMenighedsrådogAsmund valgte der¬
efteratgå til ombudsmanden i december 1960.
Ombudsmand Stephan Hurwitz gavsagen en
grundig behandlingogfikgennemkorrespon¬
dance med Kirkeministerietnogle interessante
nuancer frem, som ministeriet ikkepå noget
tidspunkt under sagens forløb havde fundet anledning tilatmeddele tilmenighedsrådene.
Bl.a.heddet,at»ministerietselvfølgelig under forhandlingerne havde haft mulige særønsker
underovervejelse, herunder også tilfælde, hvor
enpårørendetilenaf de afdøde tyske statsbor¬
gerehavdetagetsig afen gravsudsmykning el¬
ler vedligeholdelse. Ministeriet havde herved
henvist tilforslagets artikel 10oganførte,atmi¬
nisterietgernehavdesetogogså oprindelig fo¬
reslået en nogetvidere formulering af denne undtagelsesbestemmelse,menhidtil havde det¬
te ikke kunnetgennemføres«. Om kompeten¬
cespørgsmålet hedder det,atganske vistvarbe¬
stemmelsen i Danske Lov2-22-34 ikke formelt
ophævet, men ombudsmanden måtte »anse den forbortfaldet, bl.a. fordi den forudsætter
DETVSKF. GRAVFLYTNINGER 1958-1968
enadministrativordning, dererændret ved de
senerekirkelove«. Ombudsmandentilføjer den
historiske oplysning, at betegnelsen »Kirkens
forsvar« i Danske Lov henviser til stiftsbefa-
lingsmanden og biskoppen, underforstået at dennemyndighed ikke i dag uden videre kan
overføres til menighedsrådet. Ombudsman¬
den måttemene,atKirkeministeriet havde be¬
føjelse tilatbestemmeovergravflytningerogtil
at betragte en fremmed regering som repræ¬
sentantfor depårørende til de afdøde, når dis¬
se pårørende ikke kunne efterspores. Endelig føjede ombudsmandenså til,at»den endelige afgørelse afspørgsmålet, om menighedsrådet
kunne modsætte sig en eventuel ligflytning,
henhørte under domstolene«.
Det tredje centerfor modstand og protest
var Birkerød, og i denne protest var det især
den anti-tyske, nationale tone, der lød. Sogne¬
præstSvend Melbye spurgte,henvendt til Kir¬
keministeriet: »Hvad skal vi dog med dissesto¬
re tyske gravpladserpå 30 danske kirkegårde?
Hvor længe skal de blive liggende? Måske i
hundreder afår. Hvem kan forhindre valfarts-
rejsersyd fra til disse gravpladser«. Han udmal¬
te den makabre opgravning af benrester og kranier og opfordrede i marts 1966 de jyske menighedsråd tilat»nægtede tyskeopgravere
adgang tilkirkegårdene,indenenretsafgørelse
erfaldet«.PåSjællandogFynvardet forsent, for dervaropgravernenæstenfærdigemed de¬
resarbejde. Melbye fortalte,atder sandeligvar blevet protesteretkraftigtogså påøerne, men
forgæves. I Ringsted »var byens befolkning
harmfuld og frihedskæmperne overvejede at møde op ogslåkredsomdet tyske gravsted gid
de havde gjort det! - men opgav det«. Svend Melbyes offentligeprotesterførte ham ind iet
samarbejde med højesteretssagfører Ove Mo¬
gensen, Blovstrød, der senere kom til at føre
retssagen for de jyske menighedsråd mod Kir-
DETVSKE GRAVFLYTNINGER1958-196K
Flygtningefra lejren i Starup1946. (Foto: Aastrup Sogne¬
arkiv).
keministeriet. Sammen prøvede deatrejse en bredfolkeligprotesti form afenunderskrifts¬
indsamling. I protesten nævntes både gravfre¬
den og menighedsrådenes kompetence, men
det kan ikke nægtes, atdeterde nationale to¬
ner, der prægede udtalelsen: »Vi finder det ganske usømmeligt,atderpånogle danske kir¬
kegårdeaf tyske instanser skal indrettes fælles¬
gravemed officielle mindesmærkeroverdetys¬
kere, derunder besættelsen døde her i landet.
Vianserplanen foratvære ennationaltaktløs¬
hed, der mødes med harme frabefolkningens side,ogvi opfordrer alle danske til atslutte sig
til vorprotest«. Det initiativ kom dernu ikke
nogetud af. Der skal ganske mangekræfter til
at sætteenlandsindsamling i gang!
Fraprotesttilproces
Vi vender nu tilbage tilpastor Østergaardi V.
Starup iRibe Stift, for detvarherfrasagenud¬
vikledesigvidere. PåØstergaards initiativ blev
der holdten række lokale mødermellem me-
nighedsrådsmedlemmer ogpræster, ogetud¬
valgbestående afsognepræsterneØstergaard,
RiberJensen, Holsted, Knud Bech, Obbekjær,
ThomasBruun,Brørupog enrepræsentantfor
AskovValgmenighed fik til opgave at arbejde
videre med sagenmedhenblikpåetsagsanlæg
mod Kirkeministeriet. Volksbundvariløbet af 1965-66 gået i gang med opgravninger i Jyl¬
land, i februar 1966 adviserede Kirkeministeri¬
etalle menighedsråd i Tønder, Ribe,
Åbenrå,
SønderborgogHaderslevamterom,atbesøget
af de tyske opgravere kunne forventes i nær fremtid,ogatgravenei Ribe Stiftskullesamles på kirkegårdenei Esbjerg, Oksbøl ogTønder.
Alle henvendelser tiloffentligheden, tilminis¬
terium, politikere ogVolksbund havde været resultatløse. Når et menighedsråd sendte en protest eller anmodning om dispensation til
ministeriet, fik det et afslag, som imidlertid
indeholdt den passus, at »menighedsrådet i
henhold til grundlovens § 63 vil kunne ind¬
bringespørgsmåletfor domstolene«. Samtidig modtog udvalgetenhenvendelse fra den tidli¬
gere nævnte højesteretssagfører Ove Rasmus¬
sen, somopfordrede til sagsanlægogtilbødat føre sagenuden vederlag.
Detvarnaturligvisenalvorlig beslutning for menighedsrådene atlægge sag an mod deres egetministerium, mendervarikke andremu¬
ligheder for dem, der ønskede at forfølgesa¬
gen. Ogmenighedsrådeneblev af flere sagkyn¬
dige bestyrket i, atde juridisk havde en »god
sag« overforministeriet.
Ove Rasmussen skrev i marts 1966 tilØster¬
gaard,at»kirkegårdene tilhører jo ikkestaten,
menentenkommunen eller den enkelte kirke
somjuridiskperson, ogprincipielterdet disse ejere, der harrådigheden herover. ... Kirkemi¬
nisteriet har visse bestemtebeføjelser,menud¬
øverikke nogenalmen overhøjhed oghar in¬
genkompetence tilatslippeenprivat tysk fore¬
nings funktionærer løspåde enkeltekirkegår¬
de«.
Alleredetoårtidligere havdeØrsted Menig¬
hedsråd indhentet etjuridisk responsum hos
advokatfirmaet Søren G. Nielsen, Allingåbro.
Heri hed det, at»overenskomsten (med Tysk¬
land) ikke giver Kirkeministeriet kompetence
tilatdiktere det enkelte menighedsråd noget
somhelst«. Der blev henvist til love fra1947om
kirker og kirkegårde og til ombudsmandens
udtalelse fra 1961, hvorafman må komme til det resultat, »at menighedsrådet skal spørges ogskal give sin tilslutning til alledispositioner- påden enkelte kirkegård«.Dervartaleom,at ministeriet skullegive sin tilladelse til ligflytnin¬
ger, men det forudsattes, »at vedkommende menighedsrådi forvejenhavde givet sin tilslut¬
ning til ligflytningen, hvorimodman ikke kan
fortolke ordet tilladelse derhen, atkirkemini¬
steriet modmenighedsrådets vilje kan påbyde ligflytning«. Også den tidligere kirkeminister
Carl Hermansen bestyrkede udvalget i dets synspunkter. Han skrev ietbrev tilØstergaard:
»Hvem ejer vore middelalderkirker? Det kan
ikkeværestaten,derejer dem. Man giver ikke tilskud,såfremt man erejer. Men er manejer
somjegmener,atmenighedsrådetersåer man
suverænisligesager.Jegsersådanpådet,aten domvedØstre Landsret, der villegive ministe¬
riet medhold, ivirkeligheden vil være ganske katastrofal, fordi den vilværeendeklaration af
statensejendomsret til kirkerne. En dom, der gårmenighedsrådene imod, vil ikke blot berø¬
redet aktuelle forholdomTyskergravene,men
gribe dybt ind i spørgsmåletom ejendomsret¬
tenogvil iengiven situationfå skæbnesvangre
DETVSKE GRAVFLYTNINGER 1958-1968
følger. Og det undrer mig,atmani ministeriet
ikke har kunnet indse dette«.
Inden retssagen begyndte, blev også kirke¬
historikeren P. G. Lindhardt rådspurgt af0- stergaard. Han sagde,atspørgsmåletomejen¬
domsrettenvardetspringende punkt i forhol¬
det mellemstatogkirke. Det havdeværetgen¬
stand for mange forhandlinger i Rigsdagen omkringårhundredskiftet, men detvar aldrig
blevetafklaretjuridisk,ogdetvarden egentlige grund til,atDanmark aldrig havdefåeten kir¬
keforfatning.
Detenestemenunægteligogsåvigtige mod¬
spil til disse anbefalinger afatfåenretslig afgø¬
relsevardepartementschef August Roesens ud¬
præget statskirkelige indtilling, som i denne
sag kom til udtryk på en måde, som menig¬
hedsrådeneopfattedesomarrogantogstøden¬
de.
Pådennebaggrunderdetforståeligt,atme¬
nighedsrådenes udvalg besluttede sig for en retssagogimarts 1966 overlod til Ove Rasmus¬
sen at forberede og gennemføre denne, idet
man fra begyndelsen understregede, at det,
man ønskede atfå fastslået, varmenighedsrå¬
deneskompetence tilatværne omgravfreden
oghandle derefter.
Derforestodnuetmegettidkrævende arbej¬
de,somialtvæsendigt kom tilathvilepåpastor
Østergaard, nemlig at kontakte og orientere menighedsråd fra Skagen til grænsen. Alle
skulle havemulighed for at tilslutte sig retssa¬
gen ogdermed i det mindste udskyde gravflyt¬
ningerne. Derlåjovidt forskellige skæbner i de tyske grave, i enkelte tilfælde var der forbin¬
delse medpårørende, menilangt de fleste ik¬
ke. Dervarnavngivneoguidentificerede døde,
dervarpersonerafmangeforskellige nationa¬
liteter,oghvornår kunneman såi det heleta¬
gettaleomtyskegrave,dervar gravemed alle¬
rede formuldede lig, og der var grave, hvor
Detvske gravfiatninger 1958-1968
fredningstiden endnu ikke varudløbet. Øster¬
gaard har i sitarkiv samletenutroligomfatten¬
dekorrespondanceognotateromtelefonsam¬
taler med flere hundredemenighedsråd. Der
varétspørgsmål,somangik alle: Hvadvar om¬
kostningerne ved en retssag, ogskulle menig-
hedsrådsmedlemmerne personligt hæfte for udgifterne. Det sidste varder selvfølgeligikke
taleom (ministeriethavdejoogsåselv henvist menighedsrådene tilatanlægge sag),ogudgif¬
terneblev afenmegetbeskeden størrelse: 500
kr. pr. råd plus 200 kr. for appellen dl Højeste¬
ret.
1 løbet afsommeren 1966 meldte dersig 90 menighedsråd,somønskedeatdeltage iretssa¬
gen.Formelt blev det ordnet påden måde, at initiativtagerne, de 13 menighedsråd i Askov,
Holstedby, Obbekjær, Hjortlund, Brørup, Bæk¬
ke, Grindsted, Vester Starup, Ribe Domsogn,
Ribe Set. CatharinasSogn, Bramming (alleRibe Stift) samtSvenstrup (Haderslev Stift) var sag¬
søgere, mens 77 menighedsråd tilsluttede sig (såkaldte biintervenienter). Selvom retssagens
udfald naturligvis ikke blev påvirket afsagsø¬
gernes antal, er det alligevel værd at lægge
mærketil,atsåmangetilsluttede sigretssagen.
Deteretklartudtryk for,atdet her drejede sig
om ensag, somberørtestoredele af den dan¬
skebefolkning.På den anden side kan der dog
ikkeværetvivlom,atgrunden til denstorefol¬
kelige opslutning ikkesåmegetvardet kompe¬
tenceproblem, som menighedsrådene ønske¬
deafklaret, menderimodresterneaf besættel¬
sestidensmodvilje mod alt tysk!-Atdetvartil¬
fældet, viste pressens behandling afsagen til¬
fulde.
Pressen oggravflytningerne
Deterklart, atdenne saghavde dagspressens
fulde opmærksomhed i hele ti-året 1958-68.
Detdrejede sig heromethelt usædvanligtpro¬
jekt,somhavdealle ingredienser til »godtpres- sestof« i sig. At projektet fiket anstrøgafdra¬
matik ved at både politi og retsvæsenet blev inddraget,varnaturligviskun med tilatskærpe
pressens interesse. En lind strøm aflæserind¬
læg blev fulgtopafredaktionelle kommentarer på lederplads ogaf detaljerede reportagerfra
dekirkegårde, hvor opgravningerne fandt sted.
Da retssagen blev gennemført, blev den også fulgt meget nøje både i den lokale og den
landsdækkendepresse.Langtden overvejende
del af dagspressen var stærkt kritisk over for flytningerne,ogkritiken rettede sigmod kirke¬
ministeren og især mod ministeriets ledende
embedsmænd. Også den tyske organisation
Volksbund fikenhårdmedfart,ogi detheleta¬
get var det de følelsesmæssige og nationale
strenge,derblev spilletpåmensdet sagligean¬
liggende, gravfreden og kompetencen til at
værne den,gled stærkt i baggrunden. Detvar
vistkun Kristeligt Dagblad ogDannevirke der
viste nogen forståelse for projektet, mensJyl¬
lands-Posten ogEkstrabladet førteani det,som
kirkeminister BodilKoch kaldteensystematisk
hetz. I december 1965 kunnemanf.eks.læsei
Jyllands-Posten: »Gravkommandoet er ved at
være færdigtpå de øsdige øer,die Inseln See-
landu.s.w.,og nurykkerdenne afdeling af Grä-
bermachten fremmodFynogjylland. De skal i
gangmed deres sørgeligearbejde. Vi har ikke
set uniformerne, men både vissengrønt og
dødningehoveder kender vi fra tidligere«. Og påsamme tid kunnemani enleder i Landog Folk læse: »Tyskerevanchistereri deresfulde
rettil atrejse kæmpemonumenterpå gravste¬
derne,ogsåerderjo ikke langt tilstoremasse¬
møder, der kan tjene mange formål«. Denne ubehagelige antityske stemmeføring kom des¬
værrei nogengrad også tilatsmitte afpårets¬
sagen, menforinden blev denogsådragetfrem
iFolketinget.
DETVSKE GRAVFIATNINGF.R 1958-1968
Folketingogministerium
Etså stærktfolkeligtengagementien sag,som meget store dele af befolkningen kom i berø¬
ringmed, fik naturligvis også landspolitikerne
til at lytte. Ministeriet havde ikke fundet det nødvendigt at bede Folketinget om at lovgive
om gravflytningen. Og overenskomsten af 3.
oktober 1962 blev ikke forelagt Folketinget til godkendelse. Ministeriet ordnede denne sag administrativt under henvisning dl Grundlo¬
vens § 19, der bestemmer, at »Kongen (= mi¬
nisteriet) ikke kanindgånogen forpligtelse, til
hvisopfyldelse Folketingets medvirkenernød¬
vendig, eller som i øvrigt er afstørre betyd¬
ning«. Da sagen ikke ansås at være »afstørre
betydning«, sluttedesså modsætningsvis,atFol¬
ketingetsmedvirken ikkevarnødvendig. Folke¬
tingettogdog selv initiativ tilatblive orienteret
ved etspørgsmål stillet af Ellen Strange Peter¬
sen(Kons.) til kirkeministeren den 23. oktober 1963. Spørgeren havde »med nogen undren«
hørtomoverenskomstenogmente, atdetmåt¬
te »være afbetydning for Folketinget at høre begrundelsen for i det hele taget at røre ved
gravene. Hun havde bemærket sig den stærke folkelige modstand og ville derfor også vide,
»om manvil undladeatforetage flytninger de steder, hvor menighedsrådene sætter sig der¬
imod«. Hunhenvistetil,atogsåborgere i Tysk¬
landvarimod flytningerneog havde givet ud¬
tryk for»atflygtninggravpladser ikke skalvære valfartssteder«. I Bodil Kochs redegørelse for
sagen erderudoverde faktuelle oplysningeret parinteressantepassager.Hunnævnerden of¬
tefremsatteindvending,atnårmangravede de
døde tyskere op, kunne man ligeså godt føre
demhjem til Tyskland. »Denne unægtelignær¬
liggende mulighed blev fra dansk side straks
nævntoverfor dentyske regering,menden af¬
vistesafprincipielle grunde. Det villefåalt for vidtgående konsekvenser i forholdet til andre
lande, hvis tyskerne begyndte at hjemføre de tyskekrigsdøde bedrøveligt nok«. »Kunne viså
ikke have nægtet at gå med til projektet?«,
spurgteministerenogsvarede: »Etsådant stand¬
punkt er nu engang ikke holdbart. Hvis Dan¬
mark fulgte den linje og modsatte sig ønsket
omsamlingafde tyskegrave,villemanmigbe¬
kendtværedetenesteland blandt mange,der indtogensådan holdning«. Om menighedsrå¬
denesmulige kompetence isagenkanhun »ik¬
ke forøjeblikket give et fuldgyldigtsvar«, men
»deternaturligvis rimeligt,atvi, hvor det kan
ladesiggøre,viltage mestmuligt hensyn til det
enkelte menighedsråd, men der må kunne
fremføres meget væsentlige argumenter«. At
Bodil Koch ikke selv harværetspecielt glad for
helearrangementet,synesat fremgå af de her
citerede passager ogogsåaf hendes afslutning:
»KæreEllenStrange Petersen, Kirkeministeriet
ersig ihøj grad sitansvarsomværnerafgrav¬
freden bevidst, men De vedjo ligeså vel som
jeg, atnu ogda møder vi problemer,som kun
kanløses vedetforsøgpåenafvejning af prin¬
cipperogden livets barske virkelighed, vistår
overfor«.
Gravflytningen blev genstand for endnu en
redegørelse i Folketinget, nemlig den 15. de¬
cember 1965. Her var anledningen en fore¬
spørgsel fra Kresten Damsgaard (V), der bl.a.
sommotivering for sitspørgsmålgavudtryk for
»utilfredshed med, at ordningen er blevet til
vedetmagtbud fraoven. Folketinget har ikke
været spurgt, heller ikke menighedsrådene«.
Bodil Koch erdenne gang mere udførlig i sin
gennemgangaf aftalen,menhunerskarpere i
tonen: »Spørgeren kunne jo selv have rejstsa¬
gen i Folketinget, hvis ikkehan mente, at den
kunne ordnes administrativt afregeringen,det
varforsent atrejsedetspørgmålnu,treår efter
aftalens indgåelse og halvt henne i arbejdet«.
Bodil Kochs skarpe udfald gjaldt især »den sy-
Detyskegravflytninger io.w-hwh
Gravpladsen i Oksbøl, hvortilgraveneflyttedes. (Foto: Aastrup Sognearkiv).
stematiske hetz, der har været iværksat mod denne sagi en del afpressen«. »Deter bekla¬
geligt,atvisse dagblade har fundet det rimeligt
atkøre dennesag ud på en mosegrund, hvor svampevækst fra besættelsestiden og krigens
ondeår endnu harrødder«. Hunbegrundede
sinholdning dlsagenmedenforpligtelseover for en international aftale: »atjeg ikke alene
har ret,men også pligt tilatføre den for Dan¬
mark bindende dansk-tyske overenskomst til ende, når administrationen nuengang påhvi¬
ler Kirkeministeriet. Deterganske enkelt min
opgave,omend langt fraenlivssag for mig,som
det ærede medlem forbløffende nokudtrykte sig«.
Retssagen
Heller ikke under retssagen lykkedes det at undgå de nationalistiske toner, og det måtte menighedsrådenes advokat, højesteretssagfø¬
rer Ove Rasmussen, bære ansvaret for. Han havdealdrig lagt skjulpå,athans modviljemod gravflytningerne førstogfremmestvar en for¬
længelse af besættelsestidens anti-tyske hold¬
ning. Detfremgik f. eks. af hans tokroniker i
Politiken imartsognovember 1965.1etbrev af
22. november 1965 tilprovstAsmund, Ørsted,
skriver han: »Min aktionvedrørende flytning¬
en af de tyske grave havde jo oprindelig etal¬
ment sigte og varvel ikke mindst vendt mod
slutfasen: de vedvarende tyske arrangementer,
mens De isærhavde vendt Dem mod den ind-
Detvske gravfi.vtninger hwh-iw«
ledendemanøvre:selveopgravningen. Min ak¬
tionvaroprindelignærmestpolitisk, mensjeg
ikke havde anskuet problemet særligt juridisk,
hvadjegnuhar ovevejet nærmere«. Det frem¬
går afØstergaardsreferateraf udvalgets møder
ogkorrespondance,atmanbåde førogunder
retssagen imødegik Ove Rasmussens politisk¬
nationale argumentation og bad ham om at holde sig til det, sagen drejede sig om. Efter
han underproceduren havde brugt det meste afenformiddag tilatskildre Volksbundsmeto¬
der ogkarakter af privat organisation, »gjorde pastor Bech ogjeg ham i frokostpausen op¬
mærksom på,at detvar osikke omatgøre at angribe Volksbund, vivarikke ude ietnationa¬
listisk ærinde, men detvar gravfreden vi ville
værne.»Detgikså vidt« skriverØstergaard,»at
retspræsidenten afbrød ham på et vist tids¬
punkt og sagde: »Sig mig, er det Deres egen sag,De plæderer,ellermenighedsrådenes?«.
Forsvareren, kammeradvokat Poul Schmith, togikke stilling til principperne ispørgsmålene
om menighedsrådenes kompetence og grav¬
freden. Han ønskede ikke at gøre gældende,
at kirkegårdsjorden tilhørte staten, men »det
erudenbetydning, hvorledes ejendomsforhol¬
det til kirkegårdene i det enkelte tilfælde er ordnet«. Kirkeministeriets beføjelser i spørgs¬
målomflytning af lig»fremgår såvel af gammel praksis som af de gældende lovbestemmelser,
ogdet ertillige enfølge af ordningen afstats¬
administrationenmed Kirkeministerietsom ø- verste myndighed«. Dermed blev altså denre¬
nestatskirkelige opfattelse lagt til grund,hvor¬
efterhele Folkekirken er endel af statsforvalt¬
ningen. Endelig påberåbte kammeradvokaten sig, at der var tale om international sædvane
medsamling af krigsdøde,ogatden fremmede
stat isådanne tilfælde kunne træde i de pårø¬
rendes sted. Landsretten frifandt Kirkeministe¬
riet medhenvisning til,atden»indgåedeover¬
enskomst hviler på anerkendt international sædvane«,atTyskland »harværetberettigettil
at optræde som repræsentant for de afover¬
enskomstenomfattedekrigsdødespårørende«,
»at afgørelser om ligflytning i overensstem¬
melse med gammel administrativ praksis træf¬
fes afKirkeministerietsom øversteadministra¬
tive, kirkelige myndighed« og at hensynet til gravfreden »ikke findesatkunne givesagsøger¬
ne rettilatvære medbestemmende med hen¬
syn til flytning af de afoverenskomsten omfat¬
tedelig.« Hver afparterneskulle bære sineeg¬
ne omkostninger. Menighedsrådene, der hav¬
deanlagtsag, varalle enigeomappel til Høje¬
steret, fordi man fandt sagen af principiel ka¬
rakter.Højesteretafsagde dom den 23. maj1967,
men udenselvstændigtat tagestillingtil de to
rejste principielle spørgsmål om kompetence
og gravfred. Højesteret fastslog blot, at »den
trufneordningsvarerefter det oplyste til over¬
enskomster, der efter den 2. Verdenskrig er
indgået mellem den tyske forbundsrepublikog
en række andre stater, og dererved overens¬
komstensartikel 10tagetforbeholdomprivate gravstedsrettigheder«. På den baggrund blev
landsrettens dom stadfæstet.
Slutfasen
Herefter havde menighedsrådene udtømt de¬
resmuligheder, ogi løbet af det næste års tid
blevgravflytningerne ført til ende, såde tyske krigsdøde blev samletpå 30kirkegårderundt i
heleDanmark. Dissegravpladsermå formodes
atblive bevaret udentidsbegrænsning. I Birke¬
rød blevtreaf de17krigsdøde liggendepå kir¬
kegården,mensrestenblev flyttet, iØrstedbe¬
varedesengravplads, mens15 blev flyttet iok¬
tober 1968, begge steder under henvisningtil
aftalensartikel 10ompårørendesgravstedsret.
Pastor Østergaardog menighedsrådeti Ve¬
sterStarup havde ikke mulighed foratbenytte
DETYSKEGRAVFLYTNINGER1958-1968
denne artikel, for trods meget ihærdige an¬
strengelser lykkedes det aldrigatopsporepårø¬
rende til de to begravede. Alligevel fortsatte kampen foratundgågravflytningerne. Der lig¬
ger i arkivet adskillige udkast til breve, nogle
forfattet afØstergaard, andre afkirkeværgen
LambertLauridsen, breve somfornogles ved¬
kommendemåformodes ikkeatværeblevet af¬
sendt. Deterhenvendelser til Kirkeministeriet og til Volksbund med fornyede forslag til di¬
spensation, da alle muligheder foratfindepå¬
rørende eftersigende ikkevar udtømt. Derer
formuleringer, der minder betænkeligtomtru¬
sler,ogdereroverraskende oplysningerom,at
kirkegårdsregulering ikke for tiden gør det muligt at stedfeste gravene! Menighedsrådets modstandsvilje erjo nok også blevetnæretaf,
at den folkelige protest fortsatte, ikke bare i Danmark, men også i spredte tilfælde i Tysk¬
land. Bl.a. rettede to teologiske professorer i Göttingen, Carsten Colpe ogG. Harbsmeier, i juli måned 1968 en appel til den tyske uden¬
rigsminister Willy Brandt om at gribe ind, og
samtidig bad de DetTeologiske Fakultet i Ar-
hus om atprøve atformå det danske kirkemi¬
nisterium til at ændre holdning i sagen om
gravflytninger.
Det var altsammen kun de sidste krampe¬
trækninger. Ogsåde tograve på Vester Starup Kirkegård blev flyttet i løbet af efteråret 1968.
Konklusionen af det forløb, som gravflyt- ningssagen fik,er,atmenighedsrådenesegent¬
lige anliggende kom i klemme mellem natio¬
nale følelser oginternationale forpligtelserog derfor aldrig fik den ønskede behandling og
afgørelse. Anliggendetvar som nævnt spørgs¬
måletom menighedsrådenes selvstændige ret
ogpligt tilatværnegravfredenpå deres kirke¬
gårde.
I denoffentlige debat gled dette anliggende
i baggrunden og blev overdøvet af nationali¬
stiske, anti-tyske efterklange fra besættelsesti¬
den.
Iretssagenkom anliggendet ikkeoptilover¬
fladen som detspørgsmål, der skulle have en
afgørelse. Retten lagde derimodvægtenpå, at dervartaleom enoverenskomst mellemto sta¬
ter,somfulgte international sædvane,også be¬
høvede manikkeatforholdesig til gravfredog
kompetencespørgsmål. Dervari detpågælden¬
detiårikkenærsåmegenopmærksomhedom¬
kring kirkejura, som der kom i 1980'erne og fremefter. Menighedsrådenes juridiske rådgi¬
vere havde derfor ingen baggrund for en nu¬
anceret vurdering af forholdet mellem folke¬
kirke ogstat.De sammenlignedemenighedsrå¬
dene med kommunerne, der ifølge grundlo¬
venhar enselvstændigrettilat styrederesan¬
liggender. Den grundlovsret harmenighedsrå¬
dene imidlertid ikke. På den anden side kend¬
te juristerne dengang ikke til den skelnen
mellem etjuridisk og et teologisk normsæt,
somi dag spiller en rolle i kirkerets-debatten.
Om det havde ændretpåsagensudfald,ernok
mere end tvivlsomt,men determuligt, atmi¬
nisteriet havde fundet det både rimeligt og nødvendigt allerede under forberedelserne at
inddragebåde Folketingogmenighedsråd.
FinnRiberJensen Birkevænget 4,6670Holsted, cand. theol, provstemeritus.
