Danish University Colleges
Galskabens Bureaukrati
en antropologisk analyse af diskrepansen mellem idealer og betingelser i Socialforvaltningen i Københavns Kommune
Møller, Julie Rahbæk
Publication date:
2013
Document Version
Tidlig version også kaldet pre-print Link to publication
Citation for pulished version (APA):
Møller, J. R. (2013). Galskabens Bureaukrati: en antropologisk analyse af diskrepansen mellem idealer og betingelser i Socialforvaltningen i Københavns Kommune. Institut for Antropologi, Københavns Universitet.
Institut for Antropologi's ph.d. serie
General rights
Copyright and moral rights for the publications made accessible in the public portal are retained by the authors and/or other copyright owners and it is a condition of accessing publications that users recognise and abide by the legal requirements associated with these rights.
• Users may download and print one copy of any publication from the public portal for the purpose of private study or research.
• You may not further distribute the material or use it for any profit-making activity or commercial gain • You may freely distribute the URL identifying the publication in the public portal
Download policy
If you believe that this document breaches copyright please contact us providing details, and we will remove access to the work immediately and investigate your claim.
Download date: 10. Oct. 2022
GALSK ABENS BUREA UKR ATI
GALSKABENS BUREAUKRATI
– En antropologisk analyse af diskrepansen mellem idealer og betingelser i Socialforvaltningen i
Københavns Kommune
Ph.d. afhandling af Julie Rahbæk Møller
INSTITUT FOR ANTROPOLOGI KØBENHAVNS UNIVERSITET
Ph.D.-afhandling 2013 · ISBN 978-87-7611-664-4
JULIE RAHBÆK MØLLER GALSKABENS BUREAUKRATI
– En antropologisk analyse af diskrepansen mellem idealer og betingelser i Socialforvaltningen i Københavns Kommune
d e t s a m f u n d s v i d e n s k a b e l i g e fa k u lt e t
kø b e n h av n s u n i ve r s i t e t
JULIE RAHBÆK MØLLER – En antropologisk analyse af diskrepansen mellem idealer og betingelser i Socialforvaltningen i Københavns Kommune
Galskabens Bureaukrati
‐ En antropologisk analyse af diskrepansen mellem idealer og betingelser i Socialforvaltningen i Københavns Kommune
Ph.d. afhandling af Julie Rahbæk Møller
Københavns Kommunes Socialforvaltning og
Institut for Antropologi, Center for Sundhed og Samfund, Københavns Universitet August 2013
Vejleder: Steffen Jöhncke
Bivejleder: Katrine Schepelern Johansen
Afhandlingen tilegnes min mor, mormor og Rahbæk Møllerne
Billedet ovenfor er et træsnit lavet af Per Ludvig Pedersen, pensioneret embedsmand i Københavns Kommunes Socialforvalt‐
ning. Under billedet står der: Mand, klædt af til skindet, kold i røven, holder øje med bagsiden af Socialforvaltningen.
Billedet på forsiden er en collage fra udstillingen Lost and Found af kunstner Erikka S. Bahnsen
Galskabens Bureaukrati
‐ En antropologisk analyse af diskrepansen mellem idealer og betingelser i Socialforvaltningen i Københavns Kommune Ph.d. afhandling 2013 © Julie Rahbæk Møller
ISBN 978‐87‐7611‐664‐4
Printed by SL grafik, Frederiksberg C, Denmark (www.slgrafik.dk)
i
INDHOLD
KAPITEL 1 ... 1
INDLEDNING ... 1
afhandlingens opbygning ... 5
fysisk og organisatorisk beskrivelse af felten ... 6
analytisk ramme ...14
teoretisk ramme ...15
diskrepansen mellem idealer og betingelser ... 16
social orden ... 17
de sociale handlerum ...19
roller, perspektiver og positioner ... 20
forholdet imellem de sociale handlerum ... 23
betegnelserne: ’beboere’, ’socialarbejdere’ og ’embedsmænd’... 24
staten som en social orden ...25
velfærdssamfundets udvikling ... 28
social orden gennem lighed ... 29
kritik af velfærdssamfundet ... 30
psykiatrien og socialpsykiatriens historie ...33
indespærring og anstalter ... 33
fra anstalt til recovery ... 36
magt ... 38
afhandlingens bidrag til praksis ...39
FOTOREPORTAGE FRA FELTEN ...42
KAPITEL 2 ...55
METODOLOGIENOGMETODERNE–OMATUDFORSKE,PÅVIRKEOGTAGEDELIFELTEN ...55
ind i felten – om adgang, indgang og konstruktion af felten ...56
felten, konstruktionen og konsekvensen ... 58
metodologi – aktionsforskning? ...59
deltagende forskning ... 62
kritik ... 64
metoder og data ...68
positionering... 68
informanterne ... 72
udvælgelsen af informanter ... 72
deltagerobservation – og om at dokumentere mennesker, der dokumenterer mennesker... 73
interviews ... 77
feltarbejde blandt mennesker med sindslidelser ... 79
etik – om etiske dilemmaer i feltarbejde og analyse ...82
anonymisering og pseudomisering ... 82
samtykke ... 83
sårbarhed ... 84
delkonklusion ...86
ii
KAPITEL 3 ...89
HVERDAGEN ...89
forvaltning og organisering ...95
rammer eller regler? ... 100
sproget og fortællingen ... 104
tilliden og mistilliden ... 105
idealerne ... 106
det socialfaglige arbejde ... 107
praksis ... 109
idealerne ... 111
beboernes hverdag, identitet og skæbnefællesskab ... 114
rettigheder og pligter ... 117
viden i de sociale handlerum ... 119
hvad er værd at vide? ... 123
delkonklusion ... 125
KAPITEL 4 ...127
UDVIKLINGEN ... 127
udviklingsantropologi ... 133
embedsmændenes behov for udvikling ... 135
socialarbejdernes behov for udvikling ... 139
beboernes behov for udvikling ... 142
udviklingens implementering ... 143
udviklingens synlighed ... 146
dokumentationens konsekvenser ... 150
udviklingens usikkerhed og utryghed ... 152
delkonklusion ... 156
KAPITEL 5 ...159
TIDEN ... 159
forvaltningstiden ... 164
new public management ... 166
udvikling på tid ... 169
tempoet – om maratonløberen, sprinteren og Lille Lise let-på-tå ... 170
at se ind i fremtiden ... 175
årshjul og livscyklus ... 177
permanent midlertidighed og kronisk krise ... 178
tid og potentialitet ... 184
meningsfuld tid ... 187
delkonklusion ... 188
KAPITEL 6 ...191
MØDET ... 191
mødernes diversitet ... 197
møder og hierarki... 200
mødet med galskaben ... 203
delkonklusion ... 204
KAPITEL 7 ...207
iii
SAMMENHÆNGEN ... 207
erfaring og ”struggling along” ... 214
kollegaskab, fællesskab, humor og ironi ... 217
humor og tvetydighed... 221
delkonklusion ... 222
KAPITEL 8 ...225
GALSKABENSBUREAUKRATI:KONKLUSION ... 225
konklusion ... 226
diskrepansen mellem idealer og betingelser ... 227
afhandlingens bidrag til velfærdsforskning ... 232
LITTERATURFORTEGNELSE ...235
RESUMÉ ...245
ENGLISH SUMMARY ...247
v
TAK
Jeg retter min største og mest dybfølte tak til alle jer beboere, socialarbejdere og embeds- mænd, som – ikke ukritisk og uden forbehold, men også åbent og nysgerrigt – har lukket mig ind i jeres verdener. Uden alle jer, ville denne afhandling ikke være blevet til. Jeg vil ikke næv- ne navne, men I vil måske kunne genkende jer selv i denne afhandling, og mit håb er, at I ikke vil føle jer udstillede, men som en del af et større projekt, som har til hensigt at bidrage med refleksion og ny viden om det danske velfærdssamfund. Derudover er I nogle skønne menne- sker. Tusind tak.
En særlig tak skal gå til centerleder Britta Gerd Hansen og tidligere ledere/souschefer på Tra- nehavegård Lars Pedersen, Stig Akselgaard og Pernille Lorange Juul for at åbne døren for mig, hjælpe med praktikaliteter og generelt vise interesse for dette studie.
Den næste tak skal gå til min hovedvejleder Steffen Jöhncke, som i den grad har hjulpet med at udfolde mit empiriske materiale og inspireret mig til at se det i lyset af en mere overordnet kontekst. Du så det analytiske potentiale, når jeg fandt det forvirrende, og du har ledt mig til nye indsigter igennem hele forløbet. Efter hver vejledning havde jeg følelsen af, at det nok skulle gå – men jeg skulle dybere ned og højere op. Derudover er du en meget klog mand, og jeg har stor respekt for din tilgang til antropologien, som har været med til at udvikle min egen forståelse for faget. Derudover skylder jeg min bivejleder Katrine Schepelern Johansen en stor tak for at stå mig bi igennem hele forløbet, og især for at læse første udkast til det me- ste af afhandlingen og give væsentlige kommentarer til analyserne. Det var en stor hjælp. Du skal også have tak for at tale mig igennem nogle de frustrationer, der uafværgeligt opstår i et ph.d. forløb. Jeg glæder mig til at samarbejde med jer begge fremover!
Tak til Københavns Kommunes Socialforvaltning for finansiering. Jeg er taknemmelig for at have fået muligheden for at skrive denne afhandling, og jeg håber, at mine analyser vil blive opfattet som et bidrag til Socialforvaltningens vigtige arbejde. Også en stor tak til forsknings- enheden i Socialforvaltningen, Marie Høgh Thøgersen, Anne Petersen og Solvejg Roepstorff, for 3 års samarbejde med gode diskussioner og opbakning til ph.d. projektet.
En masse andre dejlige mennesker har bidraget til denne afhandling på forskellige måder. På Institut for Antropologi takker jeg Tamta Khalvashi, Katrine Gotfredsen, Karina Märcher Dal- gas, Trine Brinkmann, Birgitte Bruun, Marianne Bach Mosebo, Trine Mygind Korsby, Bodil Ludvigsen, Astrid Andersen, Bjarke Oxlund og mange andre, som har læst kapiteludkast, dis- kuteret faglige finurligheder og i øvrigt været de bedste kollegaer i en spændende og udfor- drende tid. En særlig tak til Simon ’yes-we-can’ Westergaard Lex for vores intensive skrive- sprint i slutspurten, som gav mig et stort skub fremad. Også en særlig tak til Sidsel S. Busch til hvem jeg altid lige har noget meget vigtigt at fortælle. Vores samtaler om socialpsykiatri, mennesker og verden har været helt uundværlige – og jeg glæder mig til at alle vores idéer engang bliver til virkelighed. Derudover har andre hjulpet med faglige diskussioner eller praktisk hjælp. Især tak til psykolog Henrik Risdorf for vores samtaler om socialpsykiatri, til Ane Bülow for hjælp til design og til Katrine Gotfredsen for hjælp til det tekniske og den mo- ralske støtte lige til slut.
vi
En dybfølt tak til mine venner (heriblandt gemmer der sig kollegaer og informanter), som fik mig til at tro på, at det kunne lade sig gøre at skrive denne afhandling, når jeg selv tvivlede – og fik mig til at glemme den indimellem. Jeres støtte og opbakning har været helt uvurderlig.
En sidste, men ikke mindste, tak til min mor, som altid er der for mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden dig. Tak!
Jeg alene tager ansvar for det, der er skrevet i afhandlingen.
1
KAPITEL 1 INDLEDNING
Denne afhandling handler om diskrepansen mellem idealer og betingelser hos embedsmænd, socialarbejdere og psykisk syge borgere i Københavns Kommunes Socialforvaltning i Dan- mark. Med diskrepans skal forstås en potentiel eller aktualiseret konflikt, som opstår i forsø- get på at handle efter ideale forestillinger om, hvad der er bedst for borgeren, for organisatio- nen eller for velfærdssamfundet på den ene side, og på den anden side det kontinuerlige møde med vilkår, som fordrer en mere pragmatisk tilgang til handling.
Afhandlingen bygger på otte måneders intensivt feltarbejde blandt socialarbejdere og psykisk syge beboere på to socialpsykiatriske bosteder i København samt blandt embedsmænd i cen- tralforvaltningen. Feltarbejdet er geografisk foregået på bostedet Thorupgården på Nørrebro, bostedet Tranehavegård i Sydhavnen og i centralforvaltningen i Bernstorffsgade i Indre By.
Tilskyndelsen til at skrive afhandlingen opstod, da jeg selv arbejdede som fuldmægtig i cen- tralforvaltningen med forvaltning og organisering af blandt andet socialpsykiatrien i Køben- havn. I metodekapitlet beskriver jeg detaljeret min bevægelse fra fuldmægtig til forsker, men jeg vil her nævne, at jeg i ph.d.-projektets indledende fase ønskede at udforske et konkret di- lemma og med en løsningsorienteret tilgang; dermed håbede jeg at kunne bidrage til en bedre forvaltning af psykisk syge borgere i København. Jeg ønskede at udfolde et dilemma, som både er en samfundsteoretisk problemstilling og et praktisk og konkret dilemma, som socialarbej- dere står over for i deres daglige arbejde: Dilemmaet handler om socialarbejderes ’pligt’ til at drage omsorg for borgerne på den ene side og borgernes ’ret’ til selvbestemmelse på den an- den side. Jeg drog derfor på feltarbejde med følgende problemstilling: Hvordan opfattes og praktiseres medarbejderes omsorgspligt og beboeres ret til selvbestemmelse på et socialpsykia- trisk bosted, og hvordan påvirker disse praksisser aktuelt beboernes sociale liv i institutionelle rammer, samt hvilken betydning kan de have i forhold til deres fremtidsmuligheder? Igennem feltarbejde og analyseproces har dilemmaet dog ændret karakter fra at være omdrejnings- punktet til at være en flig af en langt større problemstilling om, hvordan vi skaber og opret- holder en social orden i det danske velfærdssamfund.
Der synes på velfærdssamfundets socialpolitiske1 område at være en grundkonflikt, som handler om, at systemet både skal vise relevans og legitimitet, samtidig med at det skal forsø-
1 Teorier viser, at lighed og principper om fordelingen af samfundets ressourcer, så borgeren får økonomisk og social tryghed er nogle af grundingredienserne i opskriften på en velfærdsstat. En snæver definition af velfærdsstaten bliver derfor ofte
2
ge at overflødiggøre og derfor afvikle sig selv. Socialforvaltningen i København er sat i verden for at løse udsatte borgeres personlige problemer, og i forsøget på at afskaffe problemerne gennem administrering og organisering af socialt udsatte borgere, kommer grundkonflikten til syne igennem aktørernes forsøg på kontinuerligt at ændre tingenes tilstand – samtidig med at man forsøger at få dem til at forblive, som de er. Udgangspunktet og målet for en socialfor- valtning er, at borgerne skal lære at klare sig selv, og særordninger som fx et socialpsykiatrisk bosted kan i denne optik anskues som en midlertidig forordning, som med tiden skal overflø- diggøre sig selv. Grundkonflikten viser sig både på det overordnede politiske niveau og i de små hverdagskonflikter på bostederne. Beboerne ønsker at få det bedre og blive uafhængige af velfærdssamfundet – et ønske, som udfordres af deres sindssygdom. Socialarbejderne for- søger at få beboerne til at udvikle sig og få det bedre, men deres arbejde bliver primært gene- reret af krav fra oven og ikke af beboerne og deres behov. Embedsmændene forsøger at skabe en social orden igennem krav om mere kontrol, dokumentation og effektstyring, som legiti- merer systemet i retning af at gøre en forskel, men som samtidig bliver selvrefererende og selvopretholdende og dermed strider imod sit eget formål om at afvikle sig selv.
Dilemmaet mellem socialarbejdernes pligt til at drage omsorg over for beboerne på den side og beboernes ret til selvbestemmelse på den anden side er en del af denne grundkonflikt, som i sidste ende handler om forsøget på at skabe en social orden i en stor og kompleks organisa- tion specifikt og i velfærdssamfundet generelt. Skabelsen af den sociale orden handler både om idealer og betingelser for at handle, og afhandlingen søger derfor i stedet at besvare føl- gende spørgsmål: Hvordan skabes og opretholdes diskrepansen mellem idealer og betingelser i Socialforvaltningen i Københavns Kommune, og hvad betyder det for embedsmænds, socialar- bejderes og beboeres praksis på henholdsvis et kontor i centralforvaltningen og på to socialpsy- kiatriske bosteder i Københavns Kommune? Betingelserne skal forstås som individuelle og strukturelle muligheder og begrænsninger for handlen, mens idealerne er forankret i aktuelle forestillinger om det gode liv, den bedst fungerende organisation og det bedst mulige sam- fund.
Igennem feltarbejdet blev jeg guidet af forskningsspørgsmål, som var knyttet til den davæ- rende problemformulering og havde til formål at hjælpe mig i forståelsen af dilemmaet mel- lem socialarbejdernes ’omsorgspligt’ og beboernes ’selvbestemmelsesret’. Jeg undersøgte der- for empirisk, hvilke værdier og normer, socialarbejdere og beboere tillagde begreberne ’om- sorg’ og ’selvbestemmelse’ for derved at finde frem til en forståelse af, hvordan dilemmaet bliver til, og hvordan det bliver opfattet som et dilemma. Jeg undersøgte de aktuelle dilemma- er, som opstår i mødet mellem socialarbejdere og beboere, og hvordan de håndterer dem i afgrænset til det sociale og sundhedsmæssige område med særlig fokus på indkomstoverførsler, mens velfærdsstaten i et bredere perspektiv også inkluderer boligpolitik, infrastruktur, uddannelsespolitik og arbejdsmarkedspolitik (Green-Pedersen
& Sonne Nørgaard 2009:1003). Når jeg igennem resten af afhandlingen skriver om ’velfærdssamfundets grundkonflikt’ hen- viser jeg til velfærdsstatens socialpolitiske område.
3
hverdagen. Herigennem forsøgte jeg at få en forståelse for dels det sociale arbejde, som det praktiseres, og dels de dilemmaer, som socialarbejdere og borgere skal håndtere til hverdag.
I analysefasen tog min problemformulering og mine forskningsspørgsmål dog en ny retning, da embedsmændene og deres praksis var blevet en del af feltarbejdet. I skriveprocessen lod jeg mig lede af forskningsspørgsmål, som handlede om, hvordan embedsmænd, socialarbejde- re og beboere praktiserer det sociale arbejde på henholdsvis bostederne og i centralforvalt- ningen. Jeg har også forsøgt at udforske, hvordan beboerne opfatter, italesætter og udfordrer det sociale arbejde, der bliver gjort for dem, og hvordan deres liv på bostedet udfolder sig.
Igennem disse spørgsmål blev jeg ledt videre af spørgsmålet om, hvilke dilemmaer, paradok- ser og diskrepanser, der opstår hos embedsmænd og socialarbejdere i deres arbejdsliv og i beboernes hverdagsliv, og hvordan disse håndteres. Det sidste spørgsmål handlede om, hvor- dan de kulturelle nødvendigheder i aktørernes handlinger blev skabt og opretholdt. Med an- dre ord forsøgte jeg at finde frem til, hvordan aktørerne handler; hvordan de opfatter og ud- fordrer hinanden; hvordan de indbyggede dilemmaer, paradokser og diskrepanser i Socialfor- valtningen2 bliver italesat og håndteret; og hvorfor og hvordan systemet opretholder sig selv igennem handlinger, der bliver opfattet som naturgivent nødvendige, selvom de er socialt konstruerede.
Dette indledende kapitel vil overordnet handle om skabelsen af en social orden i det danske samfund. I det følgende afsnit vil jeg beskrive felten, både fysisk og organisatorisk. Afsnittet starter med tre fortællinger, som giver et indblik i bevægelserne fra skrivebordet til felten og fra fuldmægtig til forsker. Efter dette afsnit vender jeg tilbage til problemstillingen og sætter den ind i en analytisk og teoretisk ramme med skabelsen af en ’social orden’ i velfærdssam- fundet som den overordnede diskussion. Herefter definerer jeg begrebet sociale handlerum for henholdsvis embedsmænd, socialarbejdere og beboere, da dette er det gennemgående analytiske greb igennem afhandlingen. Slutteligt beskriver jeg velfærdssamfundets udvikling samt udfolder afhandlingens tematiske fokus på kategorisering og behandling af psykisk syg- dom, som igennem historien (og hermed velfærdssamfundets udvikling) har ændret mål og metode fra ekskludering og indespærring til behandling og social støtte.
Forvaltningen Januar 2010. Det har lige været nytår og jeg er ikke længere fuldmægtig i Socialforvaltnin- gen, men ph.d. studerende. Jeg er blevet en del af en lille forskningsenhed med en anden ph.d.
studerende og en chefkonsulent. Forskningsenheden er blevet oprettet som en del af Købe- havns Kommunes Psykiatriplan gældende fra 2009 til 2012. Planen blev godkendt i Borger- repræsentationen den 13. november 2008. Jeg er ikke sikker på, hvordan forskningsenheden
2 Igennem resten af afhandlingen refererer ’Socialforvaltningen’ med stort forbogstav til Københavns Kommunes Socialfor- valtning.
4
er kommet i spil, men rygtet fortæller, at et medlem af Socialudvalget, en læge, insisterede på, at forskning fremover skulle indgå som en del af Socialforvaltningen.
Jeg har beholdt mit skrivebord. Det er overdænget med mapper. Sager, jeg ikke er blevet fær- dig med. Gule post-its med to-do-lister hænger på computeren. Jeg har tre måneder til at skrive en projektbeskrivelse, som skal handle om socialpsykiatriområdet. Jeg må selv be- stemme, hvad jeg vil forske i inden for socialpsykiatriområdet. Jeg føler mig helt blank. Men jeg forestiller mig, at det bliver godt for forvaltningen og dem, der arbejder herinde at få me- re viden om socialpsykiatriområdet, som er vanskeligt at organisere. Det er en politisk mål- sætning, at flere beboere fra bostederne flytter til mere selvstændige boliger, men den er svær at opfylde.
Jeg besøger socialpsykiatriske bosteder og snakker med ledere og medarbejdere om, hvad de mener kunne være interessant for mig at forske i. Hvilken viden ønsker de for at kunne gøre deres arbejde bedre? Dilemmaet mellem socialarbejderes ’omsorgspligt’ og beboernes ret til
’selvbestemmelse’ er evigt tilbagevendende. Socialforvaltningen bliver jævnligt kritiseret for at svigte borgere, som ikke ønsker hjælp, og i praksis opleves det som udfordrende, at de på den ene side har ansvar for at passe på borgeren, og på den anden side skal respektere en borgers eventuelle ønske om at blive ladt i fred. Jeg hørte engang Socialborgmesteren til et møde med psykisk syge og pårørende forsvare forvaltningen ved at sige, at det i Danmark er lovligt at gå i hundene. Dilemmaet mellem ’omsorgspligt’ og ’selvbestemmelse’ kunne være spændende at undersøge. Gad vide om jeg kan være med til at løse det? Eller i hvert fald kaste lys over det og gøre socialpsykiatriområdet lettere at organisere?
Jeg skriver en projektbeskrivelse og bliver indskrevet på Institut for Antropologi på Køben- havns Universitet pr. 1. juni 2010.
Thorupgården Det er september måned 2010. Jeg ankommer til Thorupgården kl. 10.00. Her skal jeg lave feltarbejde på én af de fire etager, 2. sal. Den første jeg støder på er souschefen Maria, som fortæller mig, at hun kun har været ansat på 2. sal i en uge efter at have været souschef på Tranehavegård, hvor jeg også skal lave feltarbejde. Hun er imødekommende. Hun låser mig ind i gaderoben og siger, at jeg skal have en nøgle. Jeg siger, at jeg er usikker på om det er en god idé, da beboerne måske så vil betragte mig som personale. Det mener hun ikke vil være et problem. Vi går ind i spisestuen og tager en kop kaffe. Der sidder to beboere. Jeg præsenterer mig selv og vi sludrer lidt. Henrik, afdelingslederen, kommer ind og sætter sig. Han fortæller mig, at han har skrevet en artikel om, hvordan han under sit studie reformerede en afdeling på et socialpsykiatrisk bosted ved at bryde mure ned – både i overført betydning og bogsta- velig talt. Han går tydeligvis ind for mere selvbestemmelse hos beboerne, og mener, at der ligger alt for meget kultur i murene. På det sted, han var med til at transformere, var bebo- erne med til at rive mure ned og bygge om, og det betød enormt meget for beboerne – dem som havde været meget inaktive blev aktive, fik job og kom videre i livet. Han mener ikke, at der er så mange opgaver tilbage hos beboerne, da mange af de praktiske opgaver er noget, personalet hjælper med. Han mener heller ikke, at beboerne har særlig meget at tage sig til i løbet af dagen. Han citerede en beboer for at sige: ”Hvad nytter det at give mig et værelse, når jeg mangler en tilværelse?”. Jeg tænker, at Henrik er fremsynet. En beboer kommer ind i
5
stuen og går forbi os. ”Han er kroniker, ham dér”, siger Henrik. Jeg kigger på beboeren og si- ger: ”Nå, okay”.
Tranehavegård I starten af mit feltarbejde spiser jeg fredagsmorgenmad på Tranehavegård sammen med omkring 10 beboere og et par medarbejdere. Ved siden af mig sidder en ældre herre, som stil- færdigt fortæller mig om sin barndom og familie i Jylland; over for mig sidder en midaldren- de kvinde, som altid har meget lidt tøj på og virker bedøvet af medicin eller alkohol. Hendes øjenlåg er tunge og hun er meget træt, så hun falder i søvn over sin tallerken med æg og ba- con; ved siden af hende sidder en kvinde i 30’erne, som hører stemmer og råber tilbage ad dem. Hendes råben er så sammenhængende, at jeg, hvis jeg ikke kendte hende, ville have tro- et, at hun råbte ad én, der stod bag mig; skråt over for mig sidder en yngre kvinde, som gen- nem høj snak og råben fortæller mig, at det er gået godt med hendes eksamen på RUC og hun glæder sig til at starte på overbygningen. Det går op for mig, hvor forskellige beboerne er.
Fortællingerne viser, hvordan jeg indledningsvist forsøgte at definere et problem med det formål at gøre det mere håndterbart og skabe en personlig udvikling hos beboerne og en fag- lig udvikling hos socialarbejderne. Allerede i starten af feltarbejdet blev dette ideal dog udfor- dret af mit møde med hverdagens praksis på bostederne og som afhandlingens metodiske kapitel vil vise, ændrede min tilgang sig fra definering og løsning af et problem til et spørgsmål om, hvordan noget bliver til et problem i Socialforvaltningen.
AFHANDLINGENS OPBYGNING
I begyndelsen af skrivefasen overvejede jeg, hvordan jeg bedst ville kunne fremstille em- bedsmænds, socialarbejderes og beboeres forsøg på at navigere i velfærdssamfundets organi- sationer, organisering og strukturer, som forsøger at imødekomme borgernes behov inden for de mulige økonomiske og strukturelle rammer. Jeg kunne have valgt at tildele hver enkelt gruppe deres eget kapitel for i et afsluttende kapitel at analysere deres interaktion. Dog ville dette blive en for rigid analyse af, hvad der er på spil, både inden for de enkelte handlerum og i samspillet imellem dem. Min analytiske tilgang i afhandlingen er derfor flertydig i den for- stand, at jeg både forsøger at undersøge forvaltningen og bostederne i deres egen kontekst og samtidig undersøge, hvordan aktørernes handlinger har indflydelse på hinanden. Jeg forsøger at lade dette komme til udtryk igennem afhandlingens fem analytiske kapitler, som derfor hver især udfolder de tre sociale handlerum i forhold til kapitlernes analytiske greb.
I kapitel 2 – ’Metodologien og Metoderne’ – beskriver jeg metodologiske og metodiske overve- jelser før, under og efter feltarbejdet, min indgang og adgang til felten, samt etiske dilemmaer.
I kapitel 3 – ’Hverdagen’ – udfoldes henholdsvis embedsmænds, socialarbejderes og beboeres hverdag. Kapitlet er en form for introducerende analytisk kapitel, hvorefter jeg i de følgende
6
kapitler går ned i detaljerede analyser. Kapitel 4 – ’Udvikling’ – handler om aktørernes (på bostederne og i forvaltningen) forskellige behov for, opfattelser af og arbejde med ’udvikling’.
Jeg analyserer, hvordan forestillingerne om ’udvikling’ er med til at skabe en diskrepans imel- lem idealer og betingelser og argumenterer for, at embedsmændenes forsøg på at skabe auto- nomi hos beboerne resulterer i en modsat effekt, da beboerne kontinuerligt bliver mindet om deres bureaukratisk definerede manglende personlige udvikling. I kapitel 5 – ’Tid’ – analyse- rer jeg hvad tid, takt og tempo betyder for opretholdelsen af Socialforvaltningen som organi- sation, og for beboernes personlige udvikling. Jeg argumenterer for, at organiseringen af tid skal forvaltes på en bestemt måde af embedsmænd, socialarbejdere og beboere, men at de udfordrer hinanden i forhold til denne tidsforvaltning. I kapitel 6 – ’Møder’ – analyserer jeg de utallige møder, som ikke bare foregår i Socialforvaltningen, men som er med til at opretholde den som organisation. Møder giver en forestilling om at skabe orden i kaos, men møderne er samtidig med til at reproducere hierarkiet i Socialforvaltningen, og igennem studiet af møder synliggøres det, hvordan beboerne delegitimeres i forskellige møde-kontekster på trods af, at møderne i sidste ende er til for deres skyld. I det sidste analytiske kapitel 7 – ’Sammenhæng’ – træder jeg et skridt tilbage og udforsker de divergerende former for viden og erfaring, som på trods af handlerummenes divergens alligevel konvergerer igennem måden, hvorpå de erfarer og håndterer hverdagen. Jeg argumenterer for, at en måde, hvorpå aktørerne håndterer hver- dagens frustrationer er ved at skabe en distance og et mentalt pusterum igennem brugen af humor og ironi. Kapitel 8 er konklusionen, hvor jeg opsummerer afhandlingens analytiske pointer samt kort diskuterer afhandlingens bidrag til forskning i velfærdssamfundet.
FYSISK OG ORGANISATORISK BESKRIVELSE AF FELTEN
I dette afsnit beskriver jeg feltens organisatoriske sammenhæng, samt hvordan der fysisk ser ud. Jeg tager læseren med på en rundtur i forvaltningen, på Thorupgården og på Tranehave- gård, og forhåbentlig vil det blive tydeligt, hvordan der på bostederne stadig er ligheder med Goffmans beskrivelser af den totale institution med døre, der åbner og lukker automatisk, personalets nøglebundter og telefoner med alarm, og at der er en officielt defineret hensigt og plan med beboernes ophold på et socialpsykiatrisk bosted (Goffman 1967 [1961]: 13). Dette til trods er der gennem historien sket meget med kategoriseringen og behandlingen af men- nesker med sindslidelser, som jeg vil komme ind på i afsnittet om psykiatriens og socialpsyki- atriens historie i slutningen af dette kapitel.
Antropolog Tine Tjørnhøj-Thomsen skriver, at feltarbejdet har en ”nærmest mytologisk status i faget”. Med reference til Clifford Geertz skriver hun endvidere, at felten var dér, hvor antro- pologen rejste hen for at møde det ukendte og det fremmede, mens analyserne blev udarbej- det ved skrivebordet derhjemme (Tjørnhøj-Thomsen 2003: 97). Tidligere tiders antropologi- ske odysséer bestod af udforskninger af forholdsvist isolerede samfund, som stod stille, mens bevægelsen var antropologens i indsigt og viden. I dag har vi erkendt, at ingen samfund, folk
7
eller organisationer står stille, men de er under konstant forandring, og udfordringen bliver at undersøge denne forandring og samtidig kunne analysere os frem til tentative konklusioner (Salamon 2005/2006: 75). Både centralforvaltningen og de to socialpsykiatriske bosteder er kontinuerligt under organisatorisk forandring og udskiftning af medarbejdere. Bostederne hørte i begyndelsen af feltarbejdet under samme organisation med hovedsæde på Thorupgår- den. Kort tid inde i feltarbejdet blev de opdelt, da alle bosteder under Københavns Kommune blev opdelt i bydelsindelte centre. Det havde ingen betydning for deres fysiske placering, men for socialarbejderne oplevedes forandringen som potentielt både negativ og positiv; negativ, på grund af frygten for en forandring, som potentielt kunne skabe ændringer i deres arbejds- forhold igen, og positiv, fordi hensigten med organisationsændringen blandt andet var at ska- be en bedre sammenhæng mellem bosteder og væresteder3, som potentielt kunne få beboerne ud af bostederne i hverdagen og i gang med aktiviteter på værestederne. Thorupgården er i skrivende stund en del af Center Nørrebro, mens Tranehavegård er en del af Center City.
Centralforvaltningen er også under konstant organisatorisk forandring, både de store æn- dringer som fx sammenlægninger og adskillelser af de forskellige kontorer, samt de mindre ændringer som fx nye placeringer af enkelte faggrupper eller medarbejdere til enten andre kontorer i bygningen eller på andre adresser i kommunen. Udgangspunktet for mit feltarbejde var forvaltningen i Bernstorffsgade 17, hvor det kontor, jeg har været ansat i som fuldmægtig, forskningsassistent og forsker, flere gange har fået lagt nye områder ind under sig eller ud- skilt andre, har skiftet kontorchef fem gange, og omkring 30 kollegaer er blevet flyttet eller er selv stoppet, mens nye er kommet til. Jeg har skiftet fysisk kontor på 4. sal fem gange i takt med disse ændringer.
Socialpsykiatrien (og socialpsykiatriske bosteder) er en del af Socialforvaltningen. Den har kun eksisteret siden 1980’erne (Brandt 2004: 9-35) og er derfor et relativt nyt tiltag og forsk- ningsområde, ikke kun for antropologer, men også for andre fagdiscipliner. Psykiatriområdet i Danmark idag er organisatorisk fordelt imellem regionerne (staten) og kommunerne. I daglig tale skelner man mellem behandlingspsykiatri (regioner) og socialpsykiatri (kommuner). Re- gionerne arbejder efter Sundhedsloven og har primært ansvaret for den medicinske behand- ling af psykisk syge, som i denne kontekst kaldes for patienter. Borgere i København hører under Region Hovedstadens Psykiatri, som er opdelt i 13 psykiatriske centre spredt udover hele Nordsjælland og helt ned til Roskilde. Psykiatrien har både sengeafsnit og ambulant be- handling, også kaldet distriktspsykiatri. Kommunerne arbejder efter Lov om Social Service og har ansvaret for at yde støtte og behandling i form af bolig, beskæftigelse og socialfaglig støtte i eget hjem til psykisk syge. Københavns Kommune tilbyder boliger på et af de syv store bo-
3 Væresteder er brugt i daglig tale blandt både embedsmænd, socialarbejdere og beboere og referer til den lovmæssige be- tegnelse ’aktivitets- og samværstilbud’ (Lov om Social Service § 104). Ifølge denne paragraf, skal kommunalbestyrelsen tilby- de aktivitets- og samværstilbud til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer til opretholdelse eller forbedring af personlige færdigheder eller af livsvilkårene.
8
centre, fordelt på bosteder, bofællesskaber og solistboliger – alle med social støtte i form af fastansatte socialarbejdere på bostederne eller opsøgende socialarbejdere i bofællesskaberne, solistboligerne og i eget hjem. Der bor ca. 1000 borgere på disse steder, mens Socialforvalt- ningen estimerer, at 7.000 – 10.000 borgere på forskellige måder har eller vil få behov for for- skellige kommunale sociale ydelser (Socialforvaltningen 2008: 7).
I en kommunal kontekst bruges betegnelsen ’støtte’ for at understrege, at der ikke er tale om behandling, men om at hjælpe borgeren tilbage til hverdagen eller hjælpe med at skabe et for borgeren værdigt liv. Blandt borgere, der er for skrøbelige til at klare sig selv, er en gruppe med behov for så omfattende støtte, at man i 1980’erne i Danmark videreudviklede psykiatri- ske plejehjem til socialpsykiatriske døgninstitutioner i erkendelse af, at der også er yngre bor- gere, der ikke kan klare sig selv i egen bolig (Brandt 2004: 35). Da Lov om Social Service i 1998 trådte i kraft blev institutionsbegrebet ophævet og erstattet med begreberne ’botilbud’
og ’bosteder’. Hensigten var at skabe mere ’hjemlige’ boformer for at gøre op med klientgørel- sen og give flere rettigheder til borgerne med behov for en bolig og støtte. En rapport udar- bejdet for Socialministeriet i 2002 viser dog, at dette kun i begrænset omfang har vist sig efter hensigten. På de store bosteder for både sindslidende og handicappede har ’hjemliggørelsen’
ikke indfundet sig i samme grad som på mindre bosteder, og beboerne opfatter ikke deres bolig som et ’hjem’, men som en ’bolig’ (Socialministeriet og SUS 2002: 3-4).
På de socialpsykiatriske bosteder bor voksne i alle aldre og med forskellige psykiatriske diag- noser, symptomer samt eventuelle somatiske lidelser. Beboerne har udover svære diagnoser såsom skizofreni og bipolare lidelser som mani og depression også psykosociale problemer som følge af deres sindslidelser (Socialforvaltningen 2008: 7), hvilket betyder, at de på grund af deres sindslidelse har svage sociale relationer og ikke kan rummes af det ordinære ar- bejdsmarked eller tage en uddannelse. Der er dog tilfælde, hvor beboere lykkedes med at føl- ge en videregående uddannelse eller have et skånejob eller fleksjob.
Thorupgården og Tranehavegård er begge socialpsykiatriske bosteder, men hører under hver deres paragraf i Lov om Social Service. Tranehavegård hører under § 107, som lyder:
”Kommunalbestyrelsen kan tilbyde midlertidigt ophold i boformer til personer, som på grund af bety- delig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer har behov for det (Retsinformation 2012).
mens Thorupgården hører under § 108:
”Kommunalbestyrelsen skal tilbyde ophold i boformer, der er egnet til længerevarende ophold, til per- soner, som på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for om- fattende hjælp til almindelige, daglige funktioner eller pleje, omsorg eller behandling, og som ikke kan få dækket disse behov på anden vis (Retsinformation 2012).
9
Den primære forskel på de to paragraffer er to ord i deres første linje: ’midlertidig’ og ’længe- revarende’. Det betyder, at når man flytter ind på et bosted er det officielle formål enten, at man kan blive i længere tid eller kortere tid. Mens man bor på et bosted, vil man få tilbudt hjælp til praktiske gøremål (fx madlavning, rengøring, indkøb og tøjvask), personlig hygiejne og til at få social støtte af medarbejderne i form af samtaler og samvær. Intentionen i denne afhandling er ikke at lave en komparativ undersøgelse af Tranehavegård og Thorupgården, snarere at fokusere på de dilemmaer, paradokser og frustrationer, som er enslydende hos medarbejdere og beboere på begge bosteder.
I det følgende vil jeg beskrive de to bosteder og forvaltningen i form af organisering, fysisk beliggenhed og indretning samt ganske overordnet de mennesker, der bor og arbejder der.
Forvaltningen I Socialforvaltningen i Københavns Kommune arbejder der sammenlagt ca. 6.600 medarbej- dere, hvoraf ca. 220 medarbejdere arbejder i centralforvaltningen, og ca. 1.500 arbejder i en- heder, som knytter sig til fire myndighedscentre4 eller hjemmeplejen. De øvrige ca. 4.800 ar- bejder på bosteder, dagtilbud, krisecentre, med behandlingstilbud for misbrugere eller med projekter.
Embedsmændene i centralforvaltningen holder til på kontorer og gange i en stor gammel bygning på Bernstorffsgade 17 lige overfor Hovedbanegården og ved siden af Tivoli. Lige bag ved forvaltningen ligger Glyptotekets have, hvor frokosten ind imellem nydes om sommeren, når vejret er til det. For at komme ind i forvaltningen skal man gå ind i en stor port, som er garderet af to kæmpe trædøre. Fortsætter man igennem porten kommer man ud til en lille parkeringsplads med plads til 5-6 biler, som er reserveret til direktionen, nogle kontorchefer samt håndværkere. Derudover står der flere hundrede cykler i stativer, eller hvor der er plads. Inde i selve porten er en dør, som åbnes ved at indtaste en kode. Herefter bliver man lukket ind i en foyer med en reception til højre, en dør, der fører ind til en gang ligeud, samt en trappe og elevator til venstre. Elevatoren er gammel, lavet af mørkt træ og med et lille træsæde under et spejl i højre side. Et rygte går om, at ”i gamle dage” var en mand ansat til at passe elevatoren og træsædet var til for hans hvilen. Der er fem etager i forvaltningen, som foruden Socialforvaltningen består af Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen – de to hørte tidligere sammen som Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen. På 3., 4., og 5. sal hører Socialforvaltningen til.
4 Lokalt er Socialforvaltningen organiseret i fire myndighedscentre: Børnefamiliecenter København, Socialcenter København, Rådgivningscenter København og Handicapcenter København. Disse centre dækker hele byen og har hver sin målgruppe:
børn, voksne, misbrugere og handicappede. Alle fire centre har et tæt samarbejde med alle forvaltningens bosteder, instituti- oner og øvrige tilbud. Socialcenter København er indgangen til det socialpsykiatriske system for borgere med sindslidelser.
10
Til hvert nyt kontor har jeg medbragt min computer, kontorstol og skuffedarium med personlige ejendele. Skrivebordet er blevet stående, da de alle er nogenlunde ens.
Kontorskiftene er sket, når faggrupper, fx økonomerne eller juristerne, er blevet flyttet til et andet kontor med en anden kontorchef, eller hvis nye medarbejdere er kommet til.
Organiseringen af de fysiske kontorer er en kabale, som kontorchefen hver gang forsøger at få til at gå op i forhold til, hvem der ønsker eller har brug for enekontor, hvem der skal sidde på samme kontor, hvem der skal sidde tættest på chefen, og hvor der er plads.
Overordnet set skal Socialforvaltningen tage sig af handicappede, psykisk syge, misbrugere, hjemløse, prostituerede samt udsatte børn. Den centrale del af Københavns Kommunes Soci- alforvaltning er opdelt i en række kontorer, som bliver ledet af hver sin kontorchef samt en eller to vicekontorchefer. Nedenfor er en liste i alfabetisk orden, som viser, hvordan opdelin- gen er struktureret i henholdsvis et kontor, som betjener det politiske udvalg (1); tre konto- rer, som tager sig af driften og udviklingen af bosteder og dagtilbud (2,3,4); to kontorer, der arbejder med politiske mål og rammer inden for de forskellige områder og har ansvaret for alle sagsbehandlerne, som er opdelt i fire myndighedscentre for misbrugere, handicappede, børn og familier samt psykisk syge (5,6); ét kontor, som tager sig af it-udvikling (7); to HR- kontorer (8,9); to tværgående kontorer, der har ansvar for den overordnede økonomi (10,11);
ét kontor, som arbejder tværgående for boliger til alle borgere, som hører under Socialfor- valtningen (12); samt ét kontor, som ligeledes arbejder på tværs af de øvrige kontorer og har det overordnede ansvar for effektstyring og udvikling af indsatser til at støtte op om dette (13).
1. Direktions- og borgmestersekretariatet & Kommunikation 2. Drifts- og udviklingskontoret for handicap
3. Drifts- og udviklingskontoret for børn og familier
4. Drifts- og udviklingskontoret for udsatte grupper og psykiatri 5. Mål- og rammekontoret for børn og familier
6. Mål- og rammekontoret for Voksne 7. Kontoret for Digitalisering
8. HR Udvikling 9. HR Administration 10.Tværgående Økonomi 11.Kontoret for Regnskab 12.Kontoret for Bolig 13.Kontoret for Resultater
Igennem de sidste 4-5 år, hvor jeg har været ansat som både fuldmægtig og forsker i forvalt- ningen, har kontorerne været organiseret på forskellige måder, og jeg har derfor et stort net- værk af tidligere kollegaer rundt omkring i organisationen. De embedsmænd, jeg har talt med, er således både nuværende og tidligere kollegaer – og nogle af dem mine venner. Da jeg over- gik fra at være ansat som fuldmægtig og til forsker, blev jeg en del af en nyoprettet forsk-
11
ningsenhed, som i skrivende stund hører under Mål- og Rammekontoret for Voksne, hvor der er ca. 25 medarbejdere med en stor udskiftning af især studentermedhjælpere og folk i job- træning. Da jeg startede på kontoret i slutningen af 2008, var der en væsentlig større udskift- ning af medarbejdere, men efter arbejdsløsheden begyndte at stige, blev udskiftningen min- dre. Udskiftningen af medarbejdere betød, at der tidligere blev skabt rum til at give opgaver videre til andre, enten fordi man blev bedt om det, eller fordi man selv ønskede nye faglige udfordringer i andre arbejdsopgaver, men i dag er arbejdsopgaverne i hænderne på de sam- me embedsmænd i længere tid.
Bostederne hører organisatorisk under Drifts- og Udviklingskontoret for udsatte grupper og psykiatri, og bostedslederne refererer til deres lokale centerleder i bydelen. Denne refererer til kontorchefen for ovennævnte kontor.
Thorupgården Bostedet ligger i et etnisk sammensat område på Nørrebro midt mellem beboelsesejendom- me, butikker, caféer og ét af københavnernes udflugtssteder, søerne. Det er en stor rød mur- stensbygning af yngre dato sammenlignet med de fleste andre bygninger i området, som er fra omkring starten af 1900-tallet. Bygningen har fire etager og består af to bygninger i vinkel, så den spænder over to gader. Den blev bygget som et plejehjem for ældre og blev i 1980’erne omdannet til et socialpsykiatrisk plejehjem. Det betød, at de beboere, som flyttede ind den- gang, var ældre psykisk syge, men efterhånden steg behovet for boliger til borgere med sinds- lidelser i alle aldre. I dag bor der derfor såvel yngre som ældre beboere, men tal fra Danmarks Statistik viser, at beboere på socialpsykiatriske bosteder i København overvejende er mellem 40 og 60 år. Dog huser Thorupgårdens 4. sal unge mennesker med sindslidelser mellem 18 og 25 år. Når disse beboere fylder 25 bliver de tilbudt den næste ledige bolig på 1., 2. eller 3. sal.
Der bor i alt 112 mennesker med sindslidelser; 61 i et-værelseslejligheder med bad og toilet og uden køkken, og 51 i to-værelses lejligheder med bad, toilet og køkken. På 2. sal, hvor mit feltarbejde primært fandt sted, bor der 34 beboere og der er 16 medarbejdere.
Når man går ind ad hovedindgangen til Thorupgården går to glasdøre til side og man går op af et par trappetrin til et stort åbent rum med et stort rundt bord, læderstole og en masse plan- ter. Går man til højre, kommer man ind på administrationsgangen med kontorer og mødeloka- ler og fortsætter man lige ud, når man til kantinen, som er et stort rum med perleforhæng som rumdelere. I den ene side ligger køkkenet bagved en lang disk. Her kan beboerne købe et varmt måltid mad midt på dagen og en kold ret om aftenen.
Går man til venstre kommer man ind i et rum med trapper og elevatorer, som fører op til de fire etager, hvor boligerne ligger. Der ligger 34 boliger på hver af de tre første etager, mens 4.
etage kun huser 10 beboere. Fortsætter man ligeud kommer man ind i caféen, som rummer et stort åbent køkken, to store spiseborde, sofaarrangementer og udgang til en stor altan, som om vinteren kun huser rygende beboere og medarbejdere, men hvor flere opholder sig om
12
sommeren. I forlængelse af caféen ligger der nogle kontorer til cafépersonalet og nattevagter- ne samt et stort lokale med poolbord og plads til kreative aktiviteter som fx syning. Der er også et stort motionsrum og et lille rum med en massagestol. Går man tilbage til trapperne og op på 2. sal, kommer man op til det område og de mennesker, som dannede en væsentlig del af rammen for mit feltarbejde. Alle etager er i vinkel, hvor den ene gang huser beboere, som bor i to-rums boliger, og den anden gang huser beboere i et-rumsboliger. Går man ind på gan- gen med to-rums boligerne, står der en sofa lige til venstre for indgangen, og et mørkerødt gulvtæppe, som ikke når helt ud til væggen, løber ned ad gangen. Ingen beboere opholder sig her. Man ser dem kun, hvis de forlader eller vender hjem til deres bolig. Det samme mørkerø- de tæppe løber ned ad et-rumsgangen, og da det er her personalekontorerne og fællesrum- mene er placeret, er der væsentlig mere leben med beboere, som har brug for hjælp af social- arbejderne, og socialarbejdere, der går rundt med nøglebundter og telefoner med alarmer. I den ene ende ad gangen kan man gå ud på en altan, som er det sted, hvor medarbejdere og beboere mødes for at ryge. Beboerne må gerne ryge i deres bolig, men søger ofte selskab på altanen. Hele den venstre side ad gangen består af et-rums boligerne, med undtagelse af me- dicinrummet, mens den højre side af gangen består af personalekontorer, fælleskøkken, fælles stue/spisestue, garderobe til personalet og rengøringsrum. Der står lænestole og sofaborde placeret ned langs højre side af gangen, hvor jeg ofte sad med beboere og personale og drak kaffe og snakkede.
I to-rums boligerne er der et soveværelse og en stue adskilt af et stort skab, der fungerer som rumdeler, et køkken i forlængelse af stuen, et badeværelse og en lille fordelingsentré. Et-rums boligerne har kun et enkelt værelse, et badeværelse og en lille fordelingsentré. Selve boligerne var meget forskelligt indrettet. Jeg blev langt fra inviteret ind hos alle, men en del inviterede mig ind, så jeg kunne se, hvordan de boede, eller fordi de ønskede at tale privat med mig. De fleste beboere var ikke ferme med støvsugeren og havde, trods flere år i boligen, ikke gjort noget væsentligt ud af indretningen. Nogle havde billeder på væggen, mens andre havde en tegning hængende eller slet ikke noget. Det kunne være svært for mig at blive længe hos nogle af beboerne, som sjældent gjorde rent, ryddede op og luftede ud. Lugten kunne være harsk, bitter og sur. Andre beboere boede som jeg selv.
Mit første møde med Thorupgården var en rundvisning i foråret 2010. Det var ikke ordet ”in- stitution”, jeg tænkte på ved første syn, selvom det er et stort bosted med over 100 beboere.
Det første indtryk var snarere af et hotel på grund af lobbyen og de lange gange med tæpper, der løber ned i midten, og som jeg ofte så blive støvsuget, og rengøringshjælpen, som også var socialarbejder, havde ofte en vogn med rengøringsmidler stående et eller andet sted på gan- gen. Det var den samme vogn, beboerne brugte, når de skulle gøre rent i deres bolig. Dørene indtil boligerne lignede værelser på et hotel, bortset fra de forskellige navneskilte. Ingen be- boere havde dørmåtter eller andet personligt liggende foran deres dør, da det besværliggør rengøringen. Dog havde en del beboere navneskilte, billeder og klistermærker på selve døren.
13
På feltarbejdets første dag gav en beboer mig følgende beskrivelse af Thorupgården: ”Randers er en by i provinsen, mens Thorupgården er en provins i byen”. Han uddybede sit ordspil med at forklare, at alt hvad man har brug for i det daglige ligger på eller lige omkring Thorupgår- den. Det er et sted, man kan bo, spise, have fritid og beskæftigelse samt socialt samvær. Man behøver kun forlade Thorupgården for at købe ind, og selv det kan socialarbejderne gøre for én. Thorupgården deler således visse karaktertræk med Goffmans totale institution som et sted, hvor ”(…) et større antal ligestillede individer sammen fører en indelukket, formelt ad- ministreret tilværelse, afskåret fra samfundet udenfor i en længere periode” (Goffman 1967 [1961]: 9). Thorupgården er ikke afskåret fra det omkringliggende samfund og beboerne er frie til at flytte, når de vil. Dette til trods fører mange beboere forholdsvis isolerede tilværelser inden for murene eller lige omkring bostedet. De beværtninger, beboerne som oftest frekven- terer, er sjældent de samme caféer, som den yngre del af områdets befolkning besøger (de mere hippe caféer) – det er snarere de gamle bodegaer, hvor alle kender alle, og man kan sid- de i fred med en øl. Og en del beboere kommer sjældent eller aldrig uden for murerne eller sågar deres boliger.
Tranehavegård Forskellen på de to bosteder er, at på Thorupgården har beboerne lovmæssigt mulighed for at blive i længere tid end på Tranehavegård. I praksis forholder det sig dog således, at beboerne ikke kan blive smidt ud af kommunen, da de er voksne mennesker – de skal selv vælge at flyt- te. Derfor har der i Tranehavegårds tid været meget få udflytninger i forhold til, at beboerne i overensstemmelse med bostedets officielle formål burde flytte hurtigere ud.
Tranehavegård ligger i Sydhavnen, og bostedet består af to røde murstensbygninger, som er en del af en større bebyggelse af ældreboliger. På grund af et faldende antal af ældre menne- sker i Københavns Kommune er en del ældreboliger blevet overtaget af Socialforvaltningen og bliver brugt til socialt udsatte, især borgere med sindslidelser. Allerede første gang jeg ankom til Thorupgården fik jeg fornemmelsen af, at det var et særligt sted, mens Tranehavegård mest af alt mindede om almindelige etagebygninger. Første gang jeg kom derud, havde jeg derfor også svært ved at finde ud af, hvordan jeg kom ind i bygningen. Jeg ringede på adskillige bebo- eres dørtelefoner ude fra gaden, før jeg blev lukket ind i hovedbygningen, gik et par trin op ad en trappe og derefter ind ad en dør, som førte ind til fællesrummene og kontorerne.
Tranehavegård åbnede i 2007 med kun én bygning, som rummer 24 boliger, otte på hver af de tre etager, hvoraf 21 af boligerne er to-rums boliger og tre er et-rums boliger. I stueetagen ligger personalekontorerne, personalets mødelokale og fællesrummene, som består af en stor og åben stue, spisestue og køkken. Derudover ligger der et mindre motionsrum og et medicin- rum. Tranehavegård blev siden hen udvidet med endnu en bygning på den anden side af ga- den lige op ad Vestre Kirkegård. Denne bygning rummer i alt 20 lejligheder fordelt på 12 to-
14
rums boliger på op til 70 m2 og 8 et-rums boliger. Alle lejligheder i begge bygninger har mindst én altan. Rundt om bygningerne er der grønne arealer med buske, træer og græs.
Personalet var delt op i to teams, og hvert team havde deres eget kontor med to computere hvert sted. Derudover var der et af personalet kaldet ”forkontor”, og det blev løbende diskute- ret, hvordan det bedst kunne bruges. Der lå også et større mødelokale, som havde plads til samtlige medarbejdere samt et kontor til lederen og stedfortræderen. I løbet af feltarbejdet blev der flere gange byttet rundt på kontorerne, så jeg var ofte forvirret over, hvem der hørte til hvilke kontorer. Som på Thorupgården var nøgler og telefoner med alarmer en del af soci- alarbejdernes uniform. I starten af feltarbejdet hændte det, at jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg talte med en beboer eller en socialarbejder, men det blev afklaret af den store sorte telefon, som de fleste ansatte bar i hånden eller i bukselinningen, og som ofte ringede.
Dette afsnit har beskrevet feltens organisatoriske sammenhæng og fysiske rum. I det følgende sætter jeg felten ind i en analytisk ramme og lægger dermed an til en senere udfoldelse og definition af de sociale handlerum, som vil være gennemgående i afhandlingen.
ANALYTISK RAMME
Det overordnede analytiske greb i afhandlingen er tværsnittet af Socialforvaltningen med de tre sociale handlerum: embedsmænd, socialarbejdere og beboere. Disse sociale handlerum vil blive nærmere defineret efter afsnittet om den teoretiske ramme. Analyserne i denne afhand- ling begyndte allerede ved valget af felten og fortsatte igennem feltarbejdet; især da jeg be- gyndte at dele mit fokus mellem de to socialpsykiatriske bosteder og forvaltningen. At skrive en afhandling indebærer et kontinuum af analytiske valg, hvoraf det mest grundlæggende i nærværende kontekst er valget af en opdeling af embedsmænd, socialarbejdere og beboere i tre ’sociale handlerum’. I løbet af skriveprocessen har der været flere begreber i spil for bedst at kunne beskrive embedsmænds, socialarbejderes og beboeres idealer samt muligheder og begrænsninger for handlen. Jeg kunne have valgt at se Socialforvaltningen som en samlet felt, men igennem flere års tilstedeværelse i felten, både som embedsmand og senere som forsker, blev det gradvist tydeligere for mig, at der er noget særligt på spil blandt de forskellige aktø- rer. Billedligt ser jeg handlerummene som tre bobler, som er gensidigt afhængige af hinanden – brister den ene, brister de andre – men som hver især er forskellige og foranderlige i både farve, tekstur, form og bevægelighed, men med særlige muligheder og begrænsninger for handlen, som er med til at definere dem. Derfor har det været nødvendigt at finde et begreb, som både kan rumme særegenheder og ligheder inden for de forskellige handlerum og i hand- lerummenes mellemrum.
I politiske organisationer er embedsmandsblikket ofte privilegeret i forhold til andre, da det er hos embedsmændene, at ”the work of policy” udfolder sig og hvis formål det er at skabe forandringer og sikre legitimiteten af en social orden (Shore og Wright 2011: 3). Det er dog
15
ikke kun blandt embedsmændene, at politik praktiseres, men i høj grad også blandt de men- nesker, som står over for borgeren i det daglige (Siiger 2009) – dem, som Michael Lipsky skalder for ’street-level bureaucrats’ og som forventes at indordne sig. Dog er ’street-level bureaucrats’ ikke altid enige i den formelle strukturs måder at legitimere organisationen, men de er ikke i en position, hvor de kan give udtryk for deres modstand og blive hørt, og derfor bruger de personlige strategier for at vise deres usamarbejdsvillighed (Lipsky 2010 [1980]:
16-17). Ved at lave et tværsnit undgår jeg at overtage organisationens politiske program (po- licy) som analytisk ramme, men ser den snarere som en del af empirien, nemlig organisatio- nens officielle selvbillede, på lige fod med socialarbejderes og beboeres selvforståelser.
Antropologen Barbara Czarniawska har lavet omfattende studier af organisationer og organi- sering, og hun mener ikke, at det giver mening at studere ’organisationer’, da dette vil være det samme som at opfatte noget abstrakt som konkret – i stedet skal vi fokusere på studier af
’organisering’, da organisering aldrig stopper, som organisationer gør (Czarniawska 2004:
780). Igennem hele feltarbejdet har jeg stræbt efter viden om noget, der var umuligt at gribe om og vanskeligt at skrive om, da Socialforvaltningen er en stor og kompleks organisering, som kontinuerligt er under forandring. I organisationsstudier begyndte man i 1970’erne og 1980’erne at fokusere tematisk på organisationer som inkongruente, tvetydige og paradoksa- le (Hatch og Erhlich 1993: 505), og der er forsket i dette i forskellige empiriske kontekster. I denne afhandling er fokus ligeledes på dilemmaer, paradokser og mangel på sammenhæng, men i stedet for et empirisk udgangspunkt blandt en enkelt gruppe i organisationen, forsøger jeg at udfolde hverdagslivet hos såvel embedsmænd som socialarbejdere og beboere, både i deres egen kontekst (jf. Vike et al. 2007 [2002]) og set i sammenhæng med hinanden. Denne analytiske tilgang leder ikke hen til en ’grand finale’, som kan hjælpe til en løsning på diskre- pansen mellem idealer og betingelser, men hvert analytisk kapitel vil på forskellig vis belyse, hvordan diskrepansen opstår, opfattes og håndteres af aktørerne i praksis.
TEORETISK RAMME
Det teoretiske afsæt i denne afhandling er ikke entydig, men valgt ud fra, hvilke teorier, der bedst muligt kan udfolde den differentierede empiri, som er affødt af et feltarbejde, som er foregået flere fysiske steder i København, inden for forskellige arbejdsområder og sågar inden for både arbejdsliv og privatliv. En enkelt teoretisk ramme vil ikke være i stand til at rumme disse forskellige livsverdener, og derfor har jeg valgt en eklektisk brug af teori, som er for- bundet med og kan udfolde empirien. Embedsmændenes handlen lader sig bedst analysere gennem teoretiske og tematiske overvejelser over organisationer, organisering og policy- making (fx Czarniawska 2004, Shore og Wright 1997, Wright og Reinhold 2011, Mosse 2011, Apthorpe 1997, Vike et al. 2007 [2002], Vike 2003, Schwartzman 1987). Samtidig er denne teoretiske og tematiske tilgang frugtbar i forståelsen af (u)sammenhængen i Socialforvaltnin- gen. For at udfolde socialarbejdernes og beboernes handlerum har jeg søgt hjælp hos antropo-
16
logisk forskning i socialt arbejde og psykiatri (fx Rhodes 1995 [1991], Desjarlais 1996, 1994, Braathen 1994, Siiger 2009, Jöhncke 2002, Jöhncke et al. 2004, Morgen 2001).
I dette afsnit vil jeg vise, hvordan velfærdssamfundet er et forsøg på at skabe en social orden ved både at være afgrænsende og selvgenererende i den forstand, at der hele tiden opstår nye grupper i samfundet, som det skal tage sig af. Velfærdssamfundet som et socialt system skal kontinuerligt vise og bevise sin relevans og legitimitet, men det skal samtidig forsøge at afvik- le sig selv, hvilket skaber en grundkonflikt, som diskrepansen mellem idealer og betingelser er en del af. Min tese igennem afhandlingen er, at aktørerne i Socialforvaltningen i Køben- havns Kommune forsøger at skabe en bestemt form for social orden, men i processen skabes en anden social orden end den intenderede – eller rettere: en social ordnen, som giver mening for nogen, men skaber kaos for andre.
DISKREPANSEN MELLEM IDEALER OG BETINGELSER
Diskrepansen imellem idealer og betingelser er ikke en ny samfundsdiskussion; allerede før vor tidsregning forholdt den græske filosof Platon sig til statens udformning igennem forhol- det mellem fænomenernes og idéernes verden. Diskrepansen viser sig i dag på mange måder, både på individniveau og samfundsniveau, og denne afhandling vil forsøge at rumme begge, da de er uløseligt forbundne. På samfundsniveauet er der i den danske velfærdsstat indbygget en forventning om, at borgernes behov vil blive mødt, men der vil hos borgerne i velfærdssta- ten kontinuerligt opstå nye behov, som skal tilgodeses, og dermed er antallet af de ydelser, velfærdsstaten skal imødekomme grænseløse (Vike et al. 2007 [2002]: 11). Det betyder, at lovgivningen er under konstant forandring og at organiseringen af samfundets institutioner er under konstant udvikling. Herigennem fastholdes en mytisk forestilling om at opnå den per- fekte organisering af staten på en måde, så borgernes behov potentielt vil blive imødekom- met. På det individuelle niveau kommer diskrepansen mellem idealer og betingelser til syne, når de forestillinger, man gør sig om sit arbejde, sin fremtid etc. ikke lever op til forventnin- gerne, men kontinuerligt udfordres fra mange sider. I nærværende kontekst udfordres em- bedsmændene af korte deadlines, af socialarbejdere, der ikke gør, som de bliver bedt om eller gør det forkert, og af beboere, som ikke udvikler sig på den bureaukratisk planlagte måde.
Socialarbejderne udfordres til gengæld af embedsmændenes krav til udførelsen af det sociale arbejde – krav, som ikke hænger sammen med praksis, da de ofte er udtænkt ved et skrive- bord, og som et forsøg på at opfylde lovmæssige krav om ydelser, overholdelse af økonomi og en opretholdelse af systemet. Beboerne bliver udfordret af embedsmænd og socialarbejderne, som igennem imperativet om personlig udvikling i højere grad fastholder dem i en rolle som klienter5, selvom bostedernes officielle formål er, at tilbagegive beboerne den autonomi, som
5’Klientgørelse’ og ’institutionalisering’ er et interessant perspektiv på velfærdssamfundets indbyggede dilemmaer, men jeg vil undlade en længere diskussion af dette i afhandling, da problematikken allerede er velbeskrevet inden for både antropo- logien og sociologien (se fx Järvinen og Mik-Meyer 2003, Mik-Meyer 2004, 2005, Goffman 1967 [1961]).
17
de har mistet i et langt sygdomsforløb. Derudover udfordres beboernes af sindets uforklarlige beskaffenhed, som vanskeligt lader sig kontrollere af andre, ej heller af dem selv.
Det synes som om embedsmændene igennem deres arbejde i højere grad fastholder en til- knytning til utopien om velfærdssamfundet som opnåelig og målbar, mens socialarbejdere har en mere praktisk, realistisk og pragmatisk6 forståelse af, hvad der er muligt at udrette i socialt arbejde med psykisk syge borgere. Beboerne i socialpsykiatrien er kendetegnet ved en til- stand af overtilstedeværelse i det faktiske og konkrete gennem deres forsøg på at få en hver- dag til at fungere og på sigt få en bedre livskvalitet; diskrepansen viser sig her ved, at beboer- ne ønsker sig en fremtid med et andet indhold end det, der præger deres nutid, men de har svært ved at handle på deres ønsker og forventninger. Vores samfund og livet i sig selv består af så indviklede strukturer og komplekse relationer, at man umuligt kan overskue dem, og det skaber en frygt for det ukendte (jf. Vigh 2011: 94, Jenkins 2011: 141, Simmel 1998: 66, Luhmann 1989 [1968]: 59), som aktørerne i de tre sociale handlerum forsøger at komme til livs ved at foregribe fremtiden gennem forskellige former for handlen, som er med til at be- stemme den sociale orden, som skabes og opretholdes i Socialforvaltningen.
SOCIAL ORDEN
Diskussionen om hvordan social orden skabes, udvikles og opretholdes, er et af samfundsvi- denskabens grundspørgsmål: Hvordan er samfundet muligt, spørger den tyske filosof og soci- olog Georg Simmel i bogen af samme navn (1998). Simmels spørgsmål forekom mig relevant, da jeg efter endt feltarbejde sad med et omfattende empirisk materiale, som samtidig var så forskelligt hvad angik embedsmænd, socialarbejdere og beboere, at en syntetisk analyse af disse handlerum syntes som en umulig opgave. Hvordan opretholdes en social orden i Social- forvaltningen midt i al diskrepansen, paradokserne, dilemmaerne og frustrationerne, kunne man spørge. I udfoldelsen af embedsmændenes, socialarbejdernes og beboernes arbejds- og hverdagsliv søger jeg at forklare og diskutere kompleksiteten hos en flig af det danske vel- færdssamfund, hvilket i sidste ende vil sige noget generelt om det at være borger i dagens Danmark, både i det moderne arbejdsliv og som social udsat uden arbejde, og både som privat menneske og i arbejdslivet.
Mange teoretikere har givet deres bud på, hvordan en social orden skabes og opretholdes i et samfund. Antropologer som strukturfunktionalisterne Alfred Radcliffe-Brown og Derrick
6Begrebet ’pragmatisme’ stammer etymologisk set fra det græske ord for ’handling’ eller ’gerning’: pragma. Pragmatikeren forsøger at finde en form for mening i praktiske konsekvenser snarere end i idealistiske konsekvenser – med andre ord: ”Der kan ikke være en forskel, hvis det ikke gør en forskel” (Stefansen 1996 [1982]: 9, forfatters egen kursiv). Jeg bruger begrebet
’pragmatisk’ i denne afhandling som et udtryk for handlen i de situationer, hvor der ganske enkelt ikke er tid til at reflektere, endsige overveje om handlingen lever op til ens idealer.
