Anmeldelser
Inger Diibeck: Statsm agt og arkiver. D et offentli
ges ret til arkivalier. S ta a t u n d A rchive. D as R e c h t o ffe n tlic h er B e h o rd e n a u f A rc h iv a lien . M it d e u ts c h e r Z u sa m m e n fa s su n g . U d g iv e t a f R ig sark iv e t. G. E. G. G a d s F o rla g 1982. 178 s., ill. kr. 134,20.
R igsarkivets ju rid isk e konsulent, universitetslek
tor, d r.ju r. In g e r D iibeck, d er i »Dansk arkivret« (jf.
anm . bd. X X I X , 1982, s. 493 f.) b ehandlede p ro blem atikken om kring arkivaliers tilgæ ngelighed, h a r i næ rvæ rende bog fortsat sit arb ejd e m ed at fastlægge arkivernes retsstilling. D et er denne gang det offentliges ret til arkivalier, der er g en stan d for undersøgelse. Det er p rim æ rt statens ret, d er be
handles, m en sideløbende m ed analysen a f statens forhold til arkivalier, gives en kort beskrivelse a f analoge forhold for kommunerne og deres arkivalier.
Frem stillingen er su p p leret m ed i alt 17 bilag med u d d ra g a f de væ sentlige d anske og u denlandske love, bekendtgørelser etc. m ed reference til em net.
Igennem en retshistorisk undersøgelse fastslås det, at staten s ret til sine arkivalier først og frem m est bygger på offentligretlige p rin cip p er (fides p e rp e tu a -p rin c ip p e t = sikring a f en vedvarende bevisfunktion) og i de sidste 100-150 å r tillige o f fentligretlige hensyn (sikring a f forskningens og offentlighedens ad g an g til arkivalierne), m en at staten m å erkendes desu d en a t besidde alm indelige (p rivatretlige) ej er beføj eiser over sine arkivalier. I sid stnæ vnte sam m en h æ n g næ vnes, m en kun kort de skete udleveringer a f arkivalier til N orge, Islan d og T yskland. D erim o d redegøres m eget g ru n d ig t for sagen om udleveringen a f de islandske h å n d skrifter. F o rfatteren b ru g e r denne sag til belysning a f udleverin g sp ro b lem atik k en som helhed, m en for en ark iv ar og ikke-jurist synes det dog ikke u m id d e lb a rt indlysende, at m aterialets helt forskellige k arak ter: litteræ re h ån d sk rifter ctr. ad m in istrativ e ak te r kan være uden b e ty d n in g for en ju rid isk be
døm m else i de enkelte tilfælde. I øvrigt rep ræ sen te
re r spørgsm ålet om aflevering/udlevering a f a rk i
valier til stater, d er tidligere h a r væ ret u n d erlag t en an d en stats a d m in istra tio n , et ak tu elt og v a n skeligt problem i den in te rn a tio n a le arkivverden.
H o v ed afsn ittet udgøres a f kapitel II og I I I (s.
34-98) og h an d ler om aflevering a f offentlige m y n digheders arkivalier og om arkivernes vindika- tionsret (dvs. arkivernes krav p å u den erstatn in g s-
ydelse at fa afleveret offentlige arkivalier, som er kom m et i p riv at besiddelse).
En g ennem gang a f afleveringsreglernes udvik
ling viser, at afleveringspligten i æ ldre arkivretlig forstand byggede på sp red te enkeltbestem m elser og ved rø rte a. en em b ed sm an d s aflevering (overle
vering) a f sit em bedes arkivalier til efterfølgeren i em bedet (»m and efter m an d « ), b. aflevering a f a r kivalier fra et nedlagt em bede til arv tag eren a f det pågæ ldende em bedes sagsom råde og c. en u n d e r
o rd n et m yndigheds aflevering a f sine arkivalier til overo rd n et instans. M y n d ig h ed ern e afgjorde d e r
im od selv, h v o rn å r og hvad de ville afgive til det centrale arkiv (dvs. G ehcjm earkivet eller senere K ongerigets A rkiv). F ørst m ed arkivloven 1889 og de d ertil hørende b estem m elser indførtes afleve- ringspligt. F orm elt o m fattede den dog kun afleve
ring af den lokale sta tsa d m in istra tio n s arkivalier til de dav æ ren d e pro v in sark iv er (nu landsarkiverne).
O m c e n tralad m in istratio n en s arkiver hed det blot, at de, så lan g t frem i tiden som det m åtte blive vedtaget a f de enkelte m inisterier, tillige m ed Ge- hejm earkivet og K ongerigets A rkiv »dannede«
R igsarkivet (»H ovedarkivet«). Pligten for c e n tra l
a d m in istratio n en v ar således udelukkende en pligt til, hvis pågæ ldende m yndighed ønskede a t afleve
re sine arkivalier, da a t aflevere dem til R igsarkivet (o gkun til R igsarkivet). F ørst m ed arkiv b ek en d tg ø relsen a f 20. feb ru ar 1976 om statsin stitu tio n ern es arkiver og deres forhold til R igsarkivet og la n d s a r
kiverne indførtes en egentlig afleveringspligt for c e n tra la d m in istra tio n e n i den forstand, at alle dens m y n d ig h ed er skal aflevere deres arkivalier til Rigs
arkivet, alm indeligvis n å r arkivalierne er 30 å r gam le. Dog skal arkivalier fra ophæ vede sta tsin stitu tio n er straks afleveres til R ig sa rk iv /la n d sa r
kiv, m edm indre de skal bruges a f an d re in s titu ti
oner, d er o vertager deres sagsom råde. I øvrigt gi
ves i bekendtgørelsen (§ 2) for første gang en defi
nition a f begrebet arkivalier. V ed arkivalier forstås således såvel skriftligt m ateriale som enhver an d en a rt a f m ateriale (kort, tegninger og planer, foto
grafier, film og m ikrofilm , g ram m ofonplader, lyd
b ånd, hu lk o rt, m a g n e tb å n d og an d re m edier til b eh an d lin g og o p b ev arin g a f d a ta ), d er form idler inform ation og er blevet til eller tilvejebragt i for
bindelse m ed in stitu tio n en s og dens m edarbejderes tjenstlige virke.
Logisk forbundet m ed afleveringspligten a f de statslige arkivalier til R ig sark iv /lan d sark iv er be
kendtgørelsens bestem m else (§ 7 ) om , at kassation 233
Anmeldelser
a f arkivalier kun m å finde sted m ed rigsarkivarens sam tykke eller i henhold til bestem m elser, som er g o dkendt a f rigsarkivaren. D et v ar derfor at for
vente, a t forfatteren havde in d d ra g e t kassations- spørgsm ålet i sin analyse. M en det sker kun på et enkelt p u n k t, nem lig i forbindelse m ed b e h a n d lin gen a f loven om offentlige m y n digheders registre a f 8. juni 1978. D enne b estem m er bl.a., at reg istrere
de oplysninger, d er p å g ru n d a f deres ald er eller a f a n d re g ru n d e h a r m istet deres b e ty d n in g for v are
tagelsen a f registrets opgaver, skal slettes. Be
stem m elsen er i klar uoverensstem m else m ed a r kivbekendtgørelsen. I henhold til registerloven kan Ju stitsm in iste re n dog efter in d h e n te t tilladelse fra R egistertilsynet tillade, at reg isterek sem p larer på næ rm ere angivne vilkår overføres til op b ev arin g i arkiv. Im id lertid er det ikke udtrykkeligt bestem t, at reg isterek sem p larer i så fald alene m å afleveres til R ig sark iv /lan d sark iv . D et h a r dog hidtil væ ret praksis, n å r bortses fra ét tilfælde, hvor S tatens Sam fundsvidenskabelige F o rsk n in g sråd anm odede om og fik tilladelse til at overføre sit forskningsregi- ster til u n iv e rsite tsin stitu tte t D ansk D a ta A rkiv i O d en se (s. 45).
I et delkapitel b e h a n d le r forfatteren spørgsm ålet om erhvervelse a f ikke-afleverede (offentlige) a rk i
v alier og giver en historisk beskrivelse og ju rid isk v u rd erin g a f arkivernes ad k o m st til især a rk iv a lierne fra den offentlige b ran d fo rsik rin g før 1872 (s.
53—60) og arkivalier, som er frem gået a f den jo rd - drotlige forvaltning og p atrim o n iale ju risd ik tio n , bl.a. tingbøger og skifteprotokoller (s. 60-65).
Begge kategorier henføres a f arkiverne selv til de statslige arkivalier, en opfattelse d er støttes b åd e a f m inisteriel praksis og a f lovgivningen på o m rådet.
D elkapitlet slu tter m ed en in teressan t frem stilling a f forholdene v ed rø ren d e »arkivalier a f tvivlsom proveniens« (s. 6 6-74). H erm ed m enes arkivalier fra virk so m h ed er i sam fu n d et, hvis lovlige udførel
se kræ ver en offentlig a u to risatio n eller særlig be
skikkelse, og fra in stitu tio n e r, der vel er s tru k tu re ret som selvejende, m en som m o d tag er betydelige offentlige tilskud. H id til h a r R igsarkivets praksis i forhold til disse in s titu tio n e r væ ret d ik teret af p rag m atisk e hensyn og fo rh an d lin g i hvert enkelt tilfælde. N u peger forfatteren dels på, at loven om offentlige registre bestem m er, a t såd an n e in s titu ti
oner kan ind d rag es u n d e r den, m en især på at det i rev isionsudkastet til offentlighedsloven foreslås, at d en n e skal kunne bringes i anvendelse på disse in stitu tio n er. F o rfatteren konkluderer, at R igsarki
vet i så tilfælde ikke blot efter en alm indelig analogi m ed offentlighedsloven, m en a fortiori vil kunne kræve afleveringsreglerne overholdt, og o pfordrer til, at R igsarkivet o p n å r en fast ord n in g m ed J u stitsm in isteriet om a t in d d rag es i alle fo rh an d lin ger om in stitu tio n ers og selskabers henførelse u n d er offentlighedsloven.
E fter en g ru n d ig b e h an d lin g a f sp ø rg sm ålet om v indikation og hæ vd, h e ru n d e r en g ennem gang a f b a g g ru n d en for Ju stitsm in iste rie ts cirkulæ re a f 15.
ja n u a r 1885 om staten s v in d ik atio n sret til sin a rk i
valier, kom m er forfatteren til det resu ltat, a t R igs
arkivet i en række tilfælde h a r væ ret yderst im øde
kom m ende over for b esiddere a f arkivalier a f s ta ts
lig proveniens ved gennem forhandling, evt. m ed en affindelsessum , a t forsøge at tinde frem til en løsning i stedet for at hæ vde v in d ik atio n sretten , om nødvendigt gennem sagsanlæ g.
Forsøm m elige em b ed sm æ n d forekom m er til alle tider, og forfatteren tag er i kapitel IV (s. 99—106) om offentlige m yndigheders strafferetlige beskyt
telse fat på d ette spørgsm ål for så vidt a n g å r of
fentlige an satte, som ved forsøm m else eller skø
desløshed m uliggør, at en an d en tilintetgør, for
vansker eller bortskaffer vigtige d o k u m en ter, regi
steroplysninger eller lign. eller m isb ru g er sin stil
ling til at tilegne sig d o k u m en ter eller arkivalier, der er i vedkom m endes v aretæ gt, for derved at skaffe sig selv eller a n d re u b erettig et vinding. D es
væ rre kom m er forfatteren ikke ind på den i den arkivalske h verdag ak så h y p p ig t forekom m ende forsøm m else, der b estår i, at en em b ed sm an d v a n røgter sit arkiv og derved p å d ra g e r staten ta b a f arkivalier, fordi de n edbrydes og ofte ikke stå r til at redde, eller i bedste fald p å d ra g e r staten udgifter til deres restau rerin g eller rekonstruktion.
H v ad an g å r regulæ re arkivtyverier o m taler for
fatteren en om fattende svensk tyverisag fra 1970’erne (s. 105), der resulterede i 2 års u b etin g et fængsel, beslaglæ ggelse a f de arkivalier, der fandtes i tyvens besiddelse, og en e rsta tn in g til det pågæ l
dende arkiv p å 105.000 sv. kr. til tilbagekøb a f videresolgte arkivalier og resta u re rin g og rekon
stru k tio n a f ødelagte. F o rfatteren u n d erstreg er, at svensk ret ikke giver a d g an g til v indikation, m en at staten m å tilbagekøbe de videresolgte, stjålne ark i
valier til m arkedspris. M ed hensyn til danske for
hold synes forfatteren kun a t kende til konkrete sager, hvor - typisk et a n tik v a ria t - h a r købt - typisk æ ldre - arkivalier, d er viste sig at være af statslig proveniens, — og hvor R igsarkivet h a r til
b u d t en affindelsessum eller en slags findeløn, og hvor det ikke blev nødv en d ig t at rette henvendelse til politiet, - og hu n kan derfor ikke m eddele nogen dom stolsafgørelse. U n d erteg n ed e an m eld er kan im idlertid til benefice oplyse, a t en besøgende i 1964 begik en række tyverier fra det sjæ llandske landsarkivs læsesal, som blev a n m eld t til politiet.
T y v eriern e drejede sig om arkivalier m ed frim æ r
ker. U n d e r politiets afhøringer viste det sig, at den sigtede havde ført nøje regnskab over de frim æ rker, han havde fjernet, og opgjort katalo g p risen til ca.
35.000 kr. E n stor del a f frim æ rkerne og de stjålne breve og b agsider v ar i behold og leveredes tilbage til L andsarkivet. E n m in d re del v ar blevet bort- solgt, m en blev ikke eftersporet, og L an d sark iv et tilkendtes igen e rstatn in g . D om m en v ar u b etin g et og lød på 15 m åneders fængsel.
I slu tk ap itlet (V) rejser forfatteren det særdeles vigtige spørgsm ål om staten s m ulighed for erh v er
velse eller sikring a f historisk væ rdifulde p riv ate
Anmeldelser
arkivalier. H u n und ersø g er gæ ldende ret om kring beskyttelse a f k u ltu rg o d er og m indesm æ rker og sam m enligner m ed forholdene i an d re lande. I vesttysk og norsk ret er der m ed hjem m el i m in- desm æ rkelovgivningen sk ab t m ulighed for be
skyttelse a f væ rdifulde p riv atark iv er, og i F ran k rig og F in lan d h ar m an ved de nyeste arkivlove fra henholdsvis 1979 og 1981 bl.a. sikret staten en vis tilsyns- og kon tro lm y n d ig h ed sam t forkøbs- og ko- pieringsret. F o rfatteren gør opm æ rksom på, at lensloven al 4. o ktober 1919 pålæ gger b esidderne a f p riv ate godsarkiver fra de tidligere len at stille deres sam linger til disposition for alm enheden, og at d er ved ønske om salg skal erlægges en afgift sam t gives det offentlige en forkøbsret til en væ rdi fastsat a f k u ltu rm in isteren efter u d m eld t sagkyn
digt skøn. Lensloven in d eh o ld er endvidere be
stem m else om , at sam lingerne skal forblive her i lan d et, hvorfra der kun kan dispenseres a f k u ltu r
m inisteren, såfrem t der erlægges en d o b b elt afgift a f den før anførte. F o rfatteren konkluderer, at m an således i d an sk ret allerede kender regler om s ta tens forkøbsret til historiske k u ltu rv æ rd ier og om begræ nsning i ek sportm uligheden, og at d et ville være ønskeligt, om der k unne opnås lovhjem m el til beskyttelse a f alle historisk væ rdifulde p riv ate a r kivalier ved en klassifikation som alm en t kultureje.
D ette ønske vil enhver historisk forsker v a rm t ku n ne tilslutte sig!
M ed de i bogen gennem førte retshistoriske u n dersøgelser, ju rid isk e analyser, v u rd erin g er og k o m p aratio n er h a r forfatteren sk ab t overskuelig
hed over g rundlæ ggende forhold for arkivernes virksom hed og anvist nogle m ulig h ed er for løsning a f en række væ sentlige problem er.
Grethe Ilsøe
Poul Thestrup: Jernbanekommissariaterne. O v e r sigt o ver in d h o ld e t i je rn b a n e k o m m is s a ria ts - a rk iv e rn e i R ig sark iv e t. M e d tillæ g om a n d re je rn b a n e a rk iv a lie r i R ig sark iv e t. K ild e r til je rn b a n e h is to rie og lo k a lh isto rie . 8 8 s. A rk iv
se rie n n r. 17. 1982. K r. 80.
E llen Christensen-Dalsgaard: K ilder til landejen
dommes historie i landsarkiverne. E n v ejled n in g . 42 s. A rk iv se rie n nr. 18. 1982 (E k sp e d itio n : L a n d s a rk iv e t for F y n ). K r 70.
Jernbanernes gennem brudstid i 2. halvdel af forri
ge århundrede tiltrækker sig opmærksomhed i dis
se år, og kilderne til jernbanernes historie er derfor blevet efterspurgte. Der er dels behovet i forbindel
se med mange baners 100-års jubilæer, og dels i forbindelse med mere bredt anlagte studier som især har knyttet sig til det igangværende forsk- ningsrådsprojekt om stationsbyen. Poul T hestrup nævner da også stationsbyprojektet som den di
rekte årsag til bestræ belsen for at få overblik over
» jernbanearkivalier«. R esu ltatet er blevet en m eget n yttig vejledning i, h v o rd an m an b la n d t d et m ate
riale, der opbevares i R igsarkivet, finder m ateriale om de enkelte ban estræ k n in g er. Skønt d er i b a n e r
nes første å rtie r udelukkende var tale om p riv a tb a ner, førte det offentlige h ån d fast tilsyn gennem kgl.
k om m issarier, og det er disse statslige m ellem au to riteters arkiver, bogen især er sam let om, m en også je rn b an eselsk ab ern es og DSBs afleveringer o m ta
les. D er er i alle tilfælde tale om m ateriale, hvortil der ikke i forvejen fandtes m eget a n d e t end afleve- ringsfortegnelser a f ujævn kvalitet, og for såvel a r kiverne som b en y ttern e er bogen en god h å n d s
ræ kning.
D er indledes m ed en udførlig a d m in istratio n sh i- storisk oversigt over jern b an ek o m m issariatern es udvikling, som giver betydelig m ere end en nøgle til de efterfølgende arkivfortegnelser. Den er sa m tidig en analyse a f udviklingen a f den p riv ate og offentlige sektor, hvis den læses rigtigt. D en flittigst b enyttede del a f bogen vil dog nok blive de sider, d er banestræ ningsvis pejler ben y tteren ind i det relevante kom m issariatsarkiv, og d ernæ st angiver div. n u m re p å protokoller og pakker, hvori den pågæ ldende bane er o m ta lt (anlæ g, drift m .v.).
M ere end 160 b a n e r er m ed, ord n et kronologisk, m en bagi bogen findes tillige sted n av n ereg ister til oversigten. D esvæ rre er d et ikke sjæ ldent fortsat fo rb u n d et med en del vanskeligheder at ekspedere disse sager frem til læsesalen, da deres o rden fra den afleverende m yndigheds side ikke er den b ed ste. Stæ rkest gør dette sig gæ ldende for m ere end 100 løbende m eter sager om anlæ g a f såvel stats- som p riv a tb a n e r (s. 71). Sagerne er i sin tid afleve
ret uden nogen fortegnelse og uden skiltning, og det kræ ver ikke m egen fantasi a f forestille sig de vanskeligheder, sagsfrem fm dingen byder p å u n d er disse om stæ ndigheder. M en her som an d re steder gæ lder det, at Poul T h e stru p som erfaren ark iv ar h a r form ået a t tegne et om rids a f »system erne«, som b en y tteren p å læsesalen kan have glæde af.
T ålm o d ig h ed en m å dog fortsat anses for en dyd, hvis m an er je rn b a n e h isto rik e r. Bogen er i øvrigt tilegnet R igsarkivet på 400-årsdagen 12. maj 1982;
en n y ttig gave m å m an sige. For offentligheden i alm indelighed er der dog langt fra tale om nogen foræring: bogen er dy r i forhold til sin fysiske frem træ delsesform .
A rkivseriens nr. 18 er også gedigent arbejde - til en høj pris. Ellen C h risten sen -D alsg aard h a r på 42 sider form ået a t give en klar og enkel in tro d u k tio n til nogle a f de kilder i landsarkiverne, der især be
nyttes ved ejendom shistoriske undersøgelser. D er er klogt kun peget på de helt oplagte kildetyper i retsb etjen tark iv er, am tstu eark iv er, brandforsik- ringsarkiver og godsarkiver, og in tro d u k tio n en gæ lder kun de egentlige landejendom m e, g ård e og huse, altså ikke herreg ård e. T idsm æ ssigt er ra m m en lagt fra n u tid til ca. 1750, om kring ved det tid sp u n k t, hvor de lettest tilgængelige kilder bliver
235
Anmeldelser
sparsom m e, n å r d et gæ lder lan d sark iv ern es fonde.
H e lh ed sin d try k k e t er overskuelighed, og vejled
ningen vil især være velegnet for den, der for første gang beskæ ftiger sig m ed ejendom shistorie. V ej
ledningen h a r dog enkelte skø n h ed sp letter, som b ru g ern e bør kende til. H er (s. 5) frem står det som om det er alm indeligt at finde skøde- og p an tep ro - tokoller fra D anske Lovs tid. D et er det desvæ rre ikke: først m ed den in d sk æ rp en d e fo rordning h e r
om fra 1738 b egynder de for alvor a t o ptræ de i lan d ju risd ik tio n ern e. S. 18 oplyses, at godserne kun h a r væ ret afleveringspligtige for skifte- og fæ
steprotokoller. D et bør dog næ vnes, a t afleverings- pligten også gjaldt overform ynderi- og læ gdsm ate- riale, sam t at godserne ald rig h a r haft pligt til at aflevere fæ steprotokoller. T il gavn og glæ de for forskningen h a r m ange heldigvis gjort det. D er er i de senere å r kom m et fine g o d sark iv reg istratu rer især fra det fynske lan d sark iv , m en det bør nævnes, at godsarkiverne som regel h a r væ ret nogenlunde fortegnet p å sedler eller i p rotokoller før d en tid. I det hele taget m æ rkes det, at u d g an g sp u n k tet er det fynske landsarkiv. D et er i sig selv ingen fejl.
m en bru g eren m å være opm æ rksom på, at der m .h .t. hjæ lpem idler o.lign. kan være ret store v a riatio n er m ellem lan d sark iv ern e. I et afsnit om kort og tegninger (s. 21) h ed d er det i alm in d elig hed, a t d er på la n d sark iv e rn e findes fotografiske kopier a f udskiftningskort og m atrikelkort, som ik
ke findes i original i d et pågæ ldende arkiv. D ette gæ lder i d et m indste ikke lan d sark iv e t i K ø b en h avn - desvæ rre. M en her er M atrik elark iv et til gengæ ld i n æ rheden. Ellen C h risten sen -D alsg aard slu tter a f m ed et gennem ført eksem pel på et ejen- d o m sstu d ie m ed gengivelser a f arkivalierne. E n d e
lig finder m an til slut litte ra tu rliste , m ed b åd e de klassiske artik ler på o m rå d e t og u d stillin g sk atalo ger om em n et ejendom shistore, som et p a r gange h a r væ ret tag et op inden for de senere år.
M argit Mogensen
A ntikvariske studier 5. F o rtid s m in d e r og Byg n in g sb e v a rin g . F re d n in g s s ty re ls e n , K ø b e n h a v n 1982. 278 s. 111., kr. 150.
F red n in g ssty relsen h a r u d se n d t sit 5. b ind a f A n
tikvariske studier, d en n e gang u n d e r red ak tio n a f K ris tia n K ristian sen og A llen T ø n n esen . Iid s- skriftet h a r i de forløbne å r haft et v arieret indhold a f artik ler spæ ndende fra redegørelser for de a f F o rtid sm in d efo rv altn in g en over Fredningsloven finansierede undersøgelser a f grave og b o p lad ser fra forhistorisk tid og m id d elald er til bygningsar- kæologiske redegørelser for a rb e jd e t med re s ta u re ring a f vore historiske huse, slotte og a n d re beva- ringsvæ rdige anlæg. O g så d ette bind sp æ n d er vidt:
fra u d g rav n in g en a f én a f de æ ldste ste n a ld e rb o pladser, d er er fun d et herhjem m e, til restau rerin g
og fredning a f S torm P .’s udsm ykning a f caféen på Fælledvej i K ø b en h av n .
F or ikke ret m ange å r siden satte F red n in g ssty relsen stø rstep arte n a f sine m idler til n ø d g rav n in ger a f til undersøgelser a f grave og gravhøje. D et kan m an forvisse sig om ved at læse første bind a f denne serie fra 1977 (egentlig en enkeltstående p u b lik atio n , nem lig festskriftet til F o rtid sm in d e
forvaltningens afgående leder, K n u d T h o rv ild sen ), hvori der kun findes o m tale a f ét enkelt b o p la d s
levn fra forhistorisk tid. Siden d a er der im idlertid kanaliseret ikke ubetydelige m idler over i b o p lad s
undersøgelser. S am tidig er k riterierne for ivæ rk
sæ ttelse a f n ø d u d g rav n in g er på F redningslovens g ru n d la g blevet ju s te re t. For bare 10 å r siden var det næ ppe tæ nkeligt, at d er kunne ydes tilskud til u d g rav n in g a f en b oplads, der ikke v ar d irekte i vejen for et an læ gsarbejde. N u er den gradvise n ed b ry d n in g , d er sker p å så d an n e p lad ser ved m ark arb ejd e og d ræ ning, tag et m ed som en faktor.
D enne politik h a r ikke ju s t gjort det lettere a t a d m inistrere § 49-m idlerne, d a b o p lad su d g rav n in g e r gerne viser sig m ere bekostelige end u d g rav n in g er a f gravhøje og grave. M en resu lta te rn e a f den nye p rio riterin g sm åd e er beg y n d t at vise sig. M ed en stæ rk selektiv og som m e tid er ret m odig an v en d el
se a f m idlerne h ar m an kunne supplere det arkæ ologiske kildem ateriale på væ sentlige p u n k ter. T re eksem pler kan hentes fra dette b ind a f A n tik v ari
ske studier. D et ene er udgrav n in g en ved Bonde- ru p på Sjæ lland a f den første tidligt p ræ boreale boplads i D an m ark . D et a n d e t eksem pel er u n d e r
søgelserne a f to yngre sten ald ers b o p lad ser på D ju rslan d , K ain sb ak k e og K irial Bro, m ed de første righoldige lag m ed oldsagsm ateriale, der k n y tter sig til den G ru b ek eram isk e K u ltu r, bedst kendt fra n a b o la n d e t p å den an d en side K atteg a t.
D et tredje eksem pel er undersøgelsen a f S tavad- bop lad sen i Store V ildm ose fra yngre rom ersk og æ ldre germ ansk jern ald er. De tre lokaliteter blev alle o p d ag et ved, at der u n d er pløjning dukkede k u ltu rsp o r op i overfladen. På den sidstnæ vnte plads havde højm osen lagt sig beskyttende over h u sto m ter og gravhøje. V ed afvanding i m oderne tid er tørven sunket, og ploven v ar begyndt at rive k u ltu rsp o ren e op. Særlig væ rdifuldt ved denne bo
p lads er det rige knoglem ateriale, som p å g ru n d af de særlige bevaringsforhold h a r k u n n et holde sig.
Sv. T h o rsen beskæ ftiger sig m ed en fredet g rav høj og dens historie gennem de sidste 200 år. D et er et fint lille fredningshistorisk studie, der kom bine
res m ed en botanisk undersøgelse og en v u rd erin g a f fo rtidsm indets plejebehov. A rtiklen er en d e
m o n stratio n a f en arb ejd sm e to d e, d er anvendes ved den ud arb ejd else a f p lejep lan er for fo rtid sm in derne, d er er igang forskellige steder i landet.
Antikvariske studier giver en d n u engang prøver på bygningshistoriske undersøgelser, som afføder en m asse k u ltu rh isto risk stof: to huse i K ø b en h av n og to i provinsen analyseres og dokum enteres. En ned riv n in g i Køge h a r givet m ulighed for et kig ned
Anmeldelser
i g ru n d en , hvor der gem te sig bygningsspor fra 1200- og 1300-årene. A rtiklen 'F o rtid sm in d e r på h a v b u n d e n ’ er en a f de m est spæ ndende i dette bind. D en beskæ ftiger sig især m ed søforsvarsvær- kerne om kring K ø b en h av n m en giver også en oversigt over vigtigere, ’b u n d fa s te ’ anlæ g ved de indre danske farvande. D et er synd, at redigerin
gen a f b illed m aterialet til denne artikel er så d år- lig‘D et fem te bind a f Antikvariske studier viser på sam m e m åde som de tidligere ud sen d te bind i seri
en b red d en i F redningsstyrelsens arb ejd e m ed a r kæologiske n ø d u d g rav n in g er og bevaringsvæ rdige m indesm æ rker. F o rfattern e h a r væ ret h en tet fra Fredningsstyrelsens faste stab og fra en række a n dre in stitu tio n er, m useerne og universiteterne. T a get u n d er ét h a r serien form idlet et til tider kalej
doskopisk billede a f d en n e virksom hed, og m an h ar haft d et indtryk, a t red ak to n en h ar ladet rigelig m ange enkeltundersøgelser slippe ud u den at stille krav om relevans og d o k u m en tatio n (jfr. an m eld el
sen a f bd. 2 i F o rtid og n u tid bd. 28 s. 675-77). For det fem te bind er der im id lertid lagt en m ere per- spektivsøgende, red ak tio n el linie, som m an m å bi
falde. D er er ingen tvivl om væ rdien a f de bidrag, der b eh an d le r aktuelle fredningsproblem er. D et er gennem disse, a t tidsskriftet h a r sin berettigelse.
D et er væ sentligt, at m an b ev arer et forum for til
kendegivelser a f denne art. H vor ellers finder m an en sam let frem læggelse a f bevaringsvirksom hedens arb ejd sm eto d er, m ål og perspektiver?
Selvom F red n in g ssty relsen d. 1. ja n u a r 1983 m å give slip på et a f de a rb ejd so m råd er, som forsyner red ak tio n en m ed stof, nem lig a d m in istra tio n e n a f arkæologiske n ø d u d g rav n in g er, der fra næ vnte d ato tilbageføres til R igsantikvaren, skulle g ru n d laget ikke være borte for en fortsat udgivelse a f Antikvariske studier eller en lignende serie. A rbejdet m ed fredning, pleje, kortlæ gning, restau rerin g m.v.
skulle ikke a f den g ru n d m iste d et talerør, som tidsskriftet h a r væ ret. D et ville være synd ikke at fortsætte!
Poul Otto Nielsen
Ole H . Christensen (udg.): Storlandbrug under om
fo rm n in g . U d d ra g a f d a n s k e g o d sfo rv a lte rb re v e 1784-1792. L a n d b o h is to ris k S e ls k a b . 1982.335 s., ill., kr. 135.
Siden slutningen a f 1960’erne h a r L andbohistorisk Selskab forestået udgivelsen a f en række b o n d e
d agbøger og som vejledning for folkclivsforskere - og alle os an d re - h a r Selskabet desuden u d sen d t en reg istran t over sam tlige kendte b o ndedagbøger herhjem m e (udg. E tnologisk F orum ).
H erefter er der om sider ganske gode m uligheder for den, som vil stu d ere kilderne til landbobefolk
ningens dagligliv; d et er heller ikke vanskeligt at finde kilder, d er belyser godsejeres eller em beds-
m æ nds syn på udviklingen, m en stem m er ir■& gods
forvalterne, de folk, d er socialt var placeret »m idt im ellem «, er sjældne. H vorledes så forholdene egentlig ud i disse m æ nds øjne? H v o rd an v u rd ere
de de m æ nd, d er skulle ad m in istrere bø n d er i det daglige, for eksem pel lovgivningen i den klassiske landboreform -periode? H v o rd an b etrag ted e de gennem gående bonden? etc. etc. S åd an n e spørgs
m ål skal den foreliggende udgivelse a f godsforval
terbreve gøre sit til at kaste lys over.
»G odsforvalterstanden« vil form entlig ikke få en så tilbagetrukken plads som forskningsem ne frem over, som den hidtil h a r haft. D en var i m ange h enseender et tem m eligt sp æ ndende folkefærd;
godsforvaltere sad på en slags nøglestillinger i de m ange sm åsam fund, godserne udgjorde.
O le H . C h risten sen er bogens egentlige m an u - skript-forfatter og p ræ sen terer sig m ed den hensigt a t give »en d o k u m en tarisk b eretn in g om det d a n ske g o d slan d b ru g i en problem fyldt om stillingspe
riode«; h an h a r udført arb ejd et u n d er Erik H elm er Pedersens auspicier, m en det skal i øvrigt nævnes, a t A dam W orm h a r ydet en større indsats til forbe
redelse a f p ublikationen.
O H G h a r forfattet en in d led n in g p å ca. 30 sider til disse godsforvalterbreve. H er søger han at træ k
ke hovedlinier i lan d b o sam fu n d e ts forvandling op, sa vidt sidste halvdel a f 1 700-tallet angår. D esuden giver han et signalem ent a f tidens godsforvalterty
pe, og endelig præ sen terer h an fem forskellige ho
v edgårde m ed tilhørende bøndergods, nem lig de hovedgårde fra hvis arkiver brevene er frem draget.
Vi kan straks afsløre, at stoffet stam m er fra H ol- steinsborg, F u iren d al, K orselitze, Scheel og Skjern, - senere skal jeg kom m entere det trufne valg. V ed læ sning a f denne in d led n in g får m an den tanke, at O H C m uligvis h a r a n stre n g t sig m eget for ikke at kom m e til a t overskride et forud bestem t an ta l sider. S am tidig gør han alligevel forsøg på at præ sentere store og afgørende spørgsm ål i den agrartekniske og landbopolitiske udvikling, med det resu ltat, at alt strejfes ganske sum m arisk m ed d e ra f flydende risiko for at foretage for strenge k a
tegoriseringer. O versigten frem står således m eget lig det, m an i jo u rn alist-jarg o n kalder et skøjteløb henover begivenhedernes overflade.
J e g vil ikke frem hæ ve e th v ert a f disse p u n k ter her, m en m an spørger bl.a. sig selv, hvor O H C egentlig h a r h en tet in sp iratio n . Bogen h a r ikke lit
teraturfortegnelse over b en y ttet stof, det oplyses blot i noteform , at oversigtsvæ rker, d etailstu d ier m.v. kan findes i H an s Jen sen s, F ridlev Skrubbel- trangs, T h o rk ild K jæ rg aard s og C laus B jørns væ r
ker. Ja v e l - m en d ette viser jo intet om, hvor for
fatteren selv h a r h en tet det billede a f la n d b o sa m fundet, som h an rid ser op.
På fa linier k arakteriseres tidens lo k alad m in i
strativ e system . H e r m eddeles bl.a., at grevskaber og b aro n ier blev b e tra g te t som »selvstæ ndige am ter og havde egen ju risd ik tio n « . N u kunne nogen
16 F o rtid og N u tid 237
Anm eldeher
altså tro, at det kun v ar lensbesiddere, d er havde egen ju risd ik tio n ; det b u rd e være tilføjet, at adskil
lige a f rigets storgodser — uanset statu s i øvrigt — havde eget birk, at de altså v ar at b etrag te som særlig retskredse, d er ofte lå som sm åenklaver m idt i h erred sju risd ik tio n ern e.
Nogle b em æ rkninger om h u sd y rh o ld et ved ho
v ed g ård en e far d et til at se ud, som om det i a lm in delighed var godsejerens træ kdyr, d er blev u d n y tte t til h o v ed g ård sm ark ern es dyrkning; hvorfor nu det, n å r vi dog ved, at hovbonden selv havde pligt til at stille ved hove m ed egne heste såvel som m ed egne avisredskaber. F or O H C er skovarealer på landbo- reform tiden b ru g t til oldensvin og til at hente g av n tø m m er fra, »m ens egentlig skovdrift kun fandtes fa steder«. D et sidste er je g ikke så sikker på. O ld en sv in og b ræ ndeforsyning etc. h ører n a turligvis m ed i billedet, m en vi m å ikke forestille os, at m an stort set und lo d at u d n y tte skovene planm æ ssigt. A llerede før 1700-tallets m idte drev m ange godsejere deres skove m ed langsigtede mål for øje; vi ser det a f in stru k ser for skovridere, af fo rstp lan er, direk tiv er for opelskning a f ung skov, for skovs fredning etc.
O m udskiftningen (1780’erne og 1790’erne) m and og m an d im ellem h ed d e r det, at al landsbyjorden blev fordelt m ellem g ård m æ n d en e med en lod til hver. O gså h er er O H C lidt vel hurtig: Slutresul- ta te rn e a f udskiftningerne blev i reglen før eller senere en o m tren tlig sam ling a f bondens ag erjo r
der, m en de første m a n d -o g -m a n d - im ellem - u d skiftninger førte ofte kun til, at g ård b ru g e rn e fore
løbig fik deres jo rd e r u d d elte på tre eller fire større lodder.
D en G uldbergske h overiforordning af 1773 far sin bekom st, så at sige på trad itio n el vis. D et frem hæves, at den genindførte d et ub estem te avlings- hoveri, og at alt såk ald t sm åhoveri, d er v ar driften uvedkom m ende, blev afskaffet for b ø n d erg ard en s v edkom m ende og i stedet lagt over på fæ stehusene.
Nej - det er ikke n em t at sam m en fa tte og k arak te
risere det kom plekse hoverip ro b lem i fa linier. V ir
keligheden v ar adskilligt m ere nu an ceret, end som så. A t det »uvedkom m ende« hoveri uden videre blev væ ltet over på fæ stehusm æ ndene er en sa n d hed m ed m odifikationer. Nogle sted er (for eksem pel på Fyn) leverede g å rd m a n d sk o n e rn e a f og til hov
spind, i det m indste til ind i 1 780’erne, og d esuden b etalte nogle godsejere sig fra at få a rb e jd e r a f sm å- h ovningstypen udførte; noget a n d e t er, at det for
trinsvis var h u sm æ nd, d er fik b etalin g for at yde så d a n n e arbejder.
J e g h a r tidligere (H overiet til E geskovgård . . . O d en se 1977) o p h o ld t mig ved den G uldbergske hoveriforordning, som egentlig ikke var så aldeles blo ttet for b o n d eb esk y tten d e bestem m elser. Je g h a r givet eksem pler på, at b ø n d er ved at rejse ho
veri-sager, ev en tu elt i klagens form, kunne have held til at o p n å a d m in istra tio n e n s støtte for deres sy n sp u n k ter, der v a r nem lig ofte tem m elig delte
m eninger m ellem b ø n d er og godsejere om , hvad m an b u rd e regne u n d e r begrebet avlingshoveri, og hvad m an b u rd e regne for driften uvedkom m ende.
S tavn sb ån d slø sn in g en s velsignelser var ifølge O H C b la n d t an d et disse, at b onden udviklede en større stan d sb ev id sth ed , sam tid ig m ed at godseje
ren blev befriet for de p atriark alsk e forpligtelser i forhold til sine undergivne. H er er der også skåret lidt groft. Selvfølgelig v ar stav n sb ån d ets ophævelse m ed til at frem bringe den frie bonde, - ham d er i en foreløbig fjern frem tid ville kom m e til at stå med foden på egen jord, m en d er var m ange a n d re fak
torer, som spillede m ed i d en n e udvikling. F or det første var b o n d e n /fæ ste g å rd m a n d e n som såd an fra gam m el tid - stav n sb ån d eller ej - et væsen m ed en ikke ringe stan d sb ev id sth ed ; dette er ikke et po
stu lat, m en en kendsgerning m an u standselig kan m øde i kilderne. F or det a n d e t - og på den an d en side h a r O H C ikke ganske ret, n å r h an vil hævde, at godsejeren kunne slippe for alle de p atriark alsk e plig ter i og m ed, at stav n sb å n d e t om sider blev o p hævet. Vel blev de sociale/økonom iske b in d in g er godsejer-bonde stadig svagere, m en p a triark alis- m cn levede nu alligevel m ange å rtie r derefter, og den ytrede sig på godt og ondt indenfor alt, hvad d er vedkom fæ steforholdet, indenfor skolevæsenet, fattig- og su ndhedsvæ senet etc. Var det m on så b etydningsfuldt for b onden, at h an frit kunne fra flytte sin hjem stavn? U n d e r stav n sb ån d et var fra
flytningen ikke nogen um ulighed, m en foretagen
det blev ganske vist besvæ rliggjort, fordi m an skulle betale for at få u d sted t et rejsepas, skulle stille en an d en som so ld ater-em n e og u n d ertid en m åtte forhandle frem og tilbage m ed v edkom m en
de jo rd d ro t.
O H C slipper bedre fra at opstille m odellen på ti
dens godsforvalter, dog er det nok for m eget sagt, at fo rv alter-in stru k sern e ikke u ndergik væ sentlige fo ran d rin g er i løbet a f 1 700-tallet. V i kunne m ulig
vis tro det, fordi vi en d n u ikke h a r fået frem draget og an aly seret tilstræ kkelig m ange a f disse in s tru k ser. M en at der ikke skulle have været en vis til
p asning til tidens krav i in stru k sern e ville være selvm odsigende; O H C p ræ sen terer jo selv forval
terty p en som én. d er løbende m å tte skaffe sig k u n d sk ab er og erfaring for at kunne tage vare på bestillingen i lim eligt tak t m ed ny krav. N å r det kom m er til stykket, fandtes d er nok ikke så m ange holbergske ridefogedtyper b lan d t dette folke
færd, som m an hidtil h a r forestillet sig.
M en nu til de udvalgte godsforvalterbreve. Sagt uden forbehold og m ed m egen ros, så er det et sp æ ndende, farverigt m ateriale, fint i sin illu stre
rings evne. In d h o ld e t ven d er vi siden tilbage til for en kort bem æ rkning, m en hvad m ed udvælgelses- m åden?
[ b etrag tn in g a f at riget ru m m ed e sm å 800 ho
v ed g ård e i sidste halvdel a f 1700-tallet, virker det
Anmeldelser
u m id d e lb a rt noget kunstigt, at d er er valgt breve fra godsforvaltere, som (ret beset) tilsam m en kun a r bejdede for tre forskellige herskaber: F o rv altern e F. G arb , A. L ange og YV. K liiw er tjente alle for greve H. v. H olstein, henholdsvis på H olsteinsborg og F u iren d al i Sorø am t, og selv 0111 de i deres tid sad på hver sin ho v ed g ård m ed bøndergods som an sv arso m råd e, var flere a f deres forretninger fæl- lesanliggender for hele grevskabet.
F o rv altern e L. Je s p e rse n og A. Svendsen var begge a n sa t på grevskabet Scheel, nem lig den første på h o vedgården Scheel i den nordøstlige del a f D jurs, den sidste på h o vedgården Skjern i M iddelsom herred; arbejdsgiveren v ar h erskabet Scheel.
E ndelig h a r vi forvalter H. S m idth på det fal
sterske K orselitze, i brød hos storforetageren J . F.
C lassen, der i lighed m ed H olstein og Scheel hørte til rigets store jo rd ed ro tter.
Et erklæ ret p ro g ra m p u n k t for udgivelsen var im idlertid, at m an ville tilstræ be en geografisk sp red n in g og en re p ræ sen tativ itet for d riftstyper indenfor d et om fang, d et er m uligt m ed et udvalg på fire til fem godser. D er tilsigtes endvidere en m ere n u a n c e re t opfattelse a f godsejernes politik i reform perioden og a f de problem er, reform ernes praktiske gennem førelse afstedkom .
M ed al respekt for det utvivlsom t store forbere
delsesarbejde, d et m å have kostet at finde frem til de udvalgte godsforvalterbreve, så m å m an dog fastslå, at udgaven faktisk p ræ sen terer tre forskelli
ge g o d sad m in istratio n er, at disse tre alle hørte til nogle a f lan d ets største, og at vi således ikke kan gøres bek en d t m ed de pro b lem er, m indre jo r d e g odser og a n d re d riftsty p er v ar stillet overfor.
Im id lertid o m fatter »bestan d en « a f bevarede g odsarkiver (for så vidt landsarkivernes indhold a n g år) jo fortrinsvis arkivalier fra storgodserne; i det m indste in d eh o ld er de m in d re godsers arkiver ofte kun fæste- og skifteprotokoller eller m åske et p a r jo rd eb ø g er. D et er a ltså nok vanskeligt at finde gode eksem pler på godsforvalterbreve, d er viser os sm å-godsejerens/forvalterens syn på sagerne.
Vi h a r i det foreliggende breve fra et sjællandsk, et jy sk og et falstersk storgods. De fynske provinser (Fyn og L an g elan d ) er ikke rep ræ sen teret, angive
ligt fordi L a n d sark iv et for Fyn ikke »besad rele
v a n t m ateriale«. D et skal m edgives, at m an næ ppe vil kunne finde m ateriale fra fynsom rådet blot ved at gennem se g o d sreg istratu rer, m en denne o m stæ ndighed fo rh in d rer ikke, at d er også skulle eksi
stere sager fra Fyn, som viser os godsforvalteres b e tra g tn in g e r frem sat overfor deres arbejdsgivere eller a n d re. Ingen forsker behøver opgive ævret, fordi hans blik ikke lige er faldet på en linie i a r kivfortegnelsen m ed den forjæ ttende ordlyd: Breve fra godsforvalteren. De gode forvaltere arkiverede ikke m ed om sorgsfuldt henblik på at kunne servere b revsam linger bekvem t for frem tidens historikere.
D erim od ytrede de sig om stort og sm åt på skrift til deres som oftest b o rtrejste herskaber, og m an vil
linde disse y trin g er i brevkopibøger, i in d b e re tn in ger eller i deres svar på godsejerens regnskabsan- tegnelser.
N oget så tilsyneladende kedeligt, som svar på regnskabsantegnelser, kan u n d e rtid e n vise sig at indeholde m ange lange u d red n in g er, p roblem for
m uleringer sam t jam m er- og klagehyl fra en op
hæ ngt godsforvalter, sto f d er (som sagt u n d e rti
den) kan k onkurrere med de noget så h ån d g rib eli
ge breve. D er er absolut ingen g ru n d til a t forholde læ seren næ vnte o m stæ ndigheder, hvad O H C synes at gøre.
N år netop godserne H olsteinsborg, Scheel og K orselitze er valgt her skyldes det, hvis m an ikke tag er fejl, at der faktisk foreligger ganske gode regi
stra tu re r i lan d sark iv ern e for disse arkivers in d hold. F or at bringe forskningen i godsforvalternes b rev m ateriale videre ville det have væ ret velgøren
de, om det var blevet oplyst, hvor der i øvrigt fin
des lignende m ateriale. H vad m ed godsarkiverne fra Å su m g ård i A usum herred, hvad m ed Boller og M øgelkjæ r i B jerre herred , B ratskov i Ø ste r H a n herred, B ørglum i h erred et a f sam m e navn - eller hvad m ed det sjæ llandske G iesegård? M åske v ar det en ide at få tv æ rreg istreret godsforvalterkorre
spondance fra hele lan d et, for eksem pel op til 1900.
D et frem lagte b rev m ateriale er dog som sagt glim rende, og belyser storgodsdriftens m ange forhold alsidigt. For nu at tage et eksem pel: R ap p o rtern e fra H an s S m id th på K orselitze giver et m eget d r a m atisk billede a f stem ningen b la n d t bø n d ern e »der næ sten er gale a f in d b ild n in g er over den frihed, de v en ter hver d ag skal begunstige dem «, som det skrives - alt på den tid hvor D en Store L an d b o kom m issions arb ejd e indgød b ønderne en ek stra
o rd in æ r frim odighed. Faktisk v ar forvalteren om kring 1790/91 skræ kslagen og nerveoprevet; hver dags o pgaver syntes farefulde. B ønderne v ar fræk
ke i m u n d en , lurende og hem m elighedsfulde; de holdt ulovlige m øder for at lægge deres snedige strateg i, de søgte at torpedere den gæ ldende hove
riforening, og de gjorde i et og alt livet surt for den gode forvalter. Han m å tte døje, m edens h erskabet selv blev skånet for den direkte konfrontation, m en S m id th arbejdede og b ad alligevel for sin herre
»dag og nat«. S am tidig ind rø m m ed e h an overfor C lassens agent i K ø b en h av n , at »disse S atans b ø n d er er færdige at ødelægge mig«.
L ad det være nok m ed denne korte prøve på brevstoffet, enhver kan selv hente indsigt i sto r
godsdriftens p ro b lem er ved hjæ lp a f fo rv alte rb re
vene.
P ublikationens øvrige u d sty r om fatter en »ordli
ste«, hvor forklaring gives på begreber, der ikke forudsæ ttes alm en t bekendte. D en er u d a rb e jd e t m ed o m hu og identificerer b la n d t an d e t en række forordninger, som forvalterne kun h a r o m talt ved d ato i k o rrespondancen. Som afslutning finder m an et navneregister, d er m ed tag er sam tlige sted- og perso n n av n e i teksterne. F or at opsum m ere:
16' 239
Anmeldelser
D en foreliggende p u b lik atio n vil gøre nytte hos en hver, der ønsker at vide noget om det sene 1700- tals lan d b o p ro b lem er, blot synes det, at udgiveren selv i indledningen h a r forholdt sig lidt usikkert til stoffet.
Lotte Dombernowsky
F. U ldall: D anm arks M iddelalderlige K irkeklok
ker. 1. U d g a v e K ø b e n h a v n 1906, 2. U d g a v e m ed efterskrift a f J e n s V ellev, F o rla g e t H I K U I N 1982. 392 s. kr. 250.
I en lang periode, der o m fatter sidste del a f 1800-tallet og stræ kker sig et godt stykke ind i dette å rh u n d re d e , v ar den d anske h istorikerverden p ræ get a f b estræ belser på at sam le, undersøge og u d g i
ve forskellige kildetyper i så fuldstæ ndig form som m uligt. O m hyggeligt og lan g v arig t arbejde resu lte
rede i storslåede m onografier og k ild ep u b lik ati
oner. U ld alls bog om D a n m a rk s m iddelalderlige kirkeklokker er et s å d a n t im p o n eren d e værk - frugten a f en enkelt m an d s m angeårige intense studier.
A rkitekt F. U ld all (1839-1921) havde allerede længe foretaget u ndersøgelser i d anske lan d sb y k ir
ker, da hans interesse i 1883 vaktes for stu d iet a f de m iddelalderlige kirkeklokker i D an m ark . D a de æ ldre beskrivelser v ar m angelfulde, gav han sig i kast m ed d et storstilede projekt, personligt at u n dersøge alle eksisterende m iddelalderlige klokker i lan d et, - et arbejde, d er kom til at stræ kke sig over m ere end 20 år. På talrige rejser foretog han u n d e r
søgelser og o pm ålinger. M ange klokker b æ rer in d skrifter, stø b erm æ rk er eller dekorative relieffer og figurer, og for at o p n å en nøjagtig kopiering a f d is
se til videre stu d ier an v en d te h an en m etode med aftryk a f klokkerne i fugtet p ap ir. D erved undgik han de sæ dvanlige fejlm uligheder ved afskrift og tegninger. U ldalls egne p ap aftry k blev suppleret m ed aftryk, som lokale in teressered e foretog efter hans anvisninger og sendte til ham , og således fik han efterh ån d en en im p o n eren d e sam ling, der sam m en m ed m a te ria le t fra hans m ange undersø- gelsesrejser kunne d a n n e u d g an g sp u n k t for a rb e j
det m ed læ sning a f indskrifterne og tolkning a f u d sm ykningen.
I 1906 udkom da re s u lta te t a f det o m fattende arb ejd e, den store bog om D an m ark s M id d elal
derlige K irkeklokker. Bogens første del b estår a f et F orord m ed en redegørelse for U ld alls arbejde, og en in d led n in g , d er beskriver frem gangsm åden ved klokkestøbning og an fører de tekniske betegnelser på en klokkes b estanddele. D esu d en gives en kort oversigt over de d anske klokkers udvikling og en skildring a f den sørgelige skæ bne, d er ram te m ange m iddelalderlige klokker u n d e r de konfiskationer, som kongerne F red erik I, F red erik II og C h ristian IV gennem førte for at skaffe m alm til k an o n stø b ning.
I et sæ rligt afsnit om klokkernes k u lturhistoriske
bety d n in g b eh an d le r U ld all klokkernes rolle i den katolske kirke i m id d elald eren og følger deres funktion i kirkens liv også efter reform ationen. En fuldstæ ndig oversæ ttelse til tysk a f dette afsnit s lu tte r bogens første del.
D erp å følger katalogdelen, der er en beskrivelse og tolkning a f kirkeklokkerne, hvor U ldall h a r til
stræ bt at m edtage alle eksisterende m id d elald er
klokker, sam t forsvundne klokker, sidstnæ vnte dog fortrinsvis, hvis de » d a n n e r ræ kker«, dvs. at de h ar fælles støber eller beslæ gtet indskrift m ed eksiste
rende klokker. K atalogen, d er o m fatter 894 num re, er i 18 afsnit. O p d elin g en er b estem t a f klokkernes d a te rin g og deres inskriptions- og dekorationsty- per. Ind en fo r de enkelte afsnit opdeles klokkerne efter støbere og hjem sted. D er bringes talrige foto
grafier, hovedsageligt efter p apaftrykkene a f in d skrifter, relieffer m.v.
Bogen afsluttes a f fire alfabetiske registre: 1) klokkestøbere, der h a r a rb ejd et i eller for D a n m ark, 2) U d en lan d sk e støbere, der er næ vnt sam - m enligningsvis, 3) K lokker (og nogle m alm d ø b e
fonte) fra m iddelalderens D an m ark , o rd n et alfa
betisk efter kirker, og 4) K lokker, pilgrim stegn og b y v åb n er fra m id d elald eren m.v. i u d lan d et.
Sidstnæ vnte register er lidt forvirrende, idet det også tjener som sagregister m ed henvisninger til bogens første del. M id t m ellem navnene p å u d e n landske lokaliteter stå r henvisninger til »klokke
rust, overtro derm ed« eller »B enediktinernes b e
tydning for M id d elald eren s K ulturliv«. V æ rket h ar ingen litte ra tu rliste m en et stort n o te a p p a ra t m ed henvisninger.
U ld alls bog vakte ved udgivelsen b erettig et op
sigt og in dtog en selvfølgelig plads som det a u to ri
tative værk om de m iddelalderlige kirkeklokker.
Va*rket fik stor b e ty d n in g ved at vække interesse for bevarelsen a f klokkerne. D en om hyggelige regi
strerin g påviste, at d er v ar b ev aret langt flere m id d elalderklokker end hidtil an tag e t, og skønt en del klokker også efter 1906 er blevet kasserede og o m støbte, h a r »U ldall« u den tvivl red d et m angen g am m el klokke fra u n d erg an g . Bogen h a r tjent som et uun d v æ rlig t redskab for den, der vil arbejde m ed d anske kirker i m iddelalderen.
D et er derfor et udm æ rk et initiativ, at forlaget H I K U I N nu h a r genudgivet U ld alls bog i fotogra
fisk optryk, forsynet m ed et efterskrift a f J e n s V el
lev. Bogen er i stift bind og optrykket er vellykket.
De m ange illu stratio n er stå r tydeligt, om end lidt m ørkere end i 1. U d g av en . J e n s V ellevs efterskrift er ganske k o rtfattet m en m ed m ange velvalgte illu
stratio n er. H an giver en skildring a f U ldalls arb e j
de og su p p lerer m ed oplysninger om fu n d et a f klokke- eller rettere m etalstø b eriet ved Sortebrød- reklosteret i O d en se 1978-79, der viser en o m fat
tende lokal p ro d u k tio n a f b ro n zestø b te varer. D er er en årstalsliste om U ld alls liv og en fortegnelse over U ldall-biografier. E ndelig h a r V ellev lavet en liste m ed et udvalg a f den klokkelitteratur, der er u dkom m et siden 1906.
Anmeldelser
E th v ert genoptryk a f æ ldre videnskabelige væ r
ker m a give an led n in g til overvejelser. S tå r væ rkets o plysninger og konklusioner stad ig i det væ sentlige til troende eller h a r senere forskning på afgørende p u n k te r revideret eller su p p leret, så genoptrykket sn arere m å skønnes at have forskningshistorisk interesse? I »U ldalls« tilfælde er d er ingen tvivl.
D et er et an erk e n d t sta n d a rd v æ rk og resu ltatern e forældes ikke. A t nogle a f de klokker, U ld all h a r beskrevet, siden er gået til g ru n d e, forøger kun væ rdien a f bogen. R ed ak tio n en a f » D an m ark s K ir
ker« på N atio n alm u seet, d er i forbindelse m ed be
skrivelsen er k irkebygninger og in v e n ta r også a r bejder d y b tg åen d e m ed »U ldall«, h a r erfaring for, at h ans læ sning og tolkning a f klokkernes in sk rip tioner m.v. er m eget pålidelig, ligesom m an frem hæ ver den udm æ rkede kvalitet a f hans klokkepap- aftryk.
E n afløser for »U ldall« vil næ ppe nogensinde udkom m e, m en » D an m ark s K irker« u dgør dog, om ikke et altern ativ , så dog et su pplem ent, der, n å r væ rket ad åre afsluttes, vil dække hele kongeri
get. I d et sagregister, d er afslu tter »K irkevæ rkets«
g ennem gang a f h v ert am ts kirker, kan m an ved opslag u n d e r »K lokker« linde henvisninger til am tets kirkeklokker, g ru p p e re t efter d atering. T il - svarende findes hen v isn in g er u n d e r »K lokkestøbe
re«. »K irkevæ rket« a n v e n d e r »U ldall« i sin tolk
ning a f klokkernes udsm ykning, m en hver enkelt klokkebeskrivelse bygger på egne iag ttag elser og de system atiske kirkeundersøgelser h a r a f o g til b ra g t nyt frem om klokkerne.
S am m enholdes »U ldall« m ed » D an m ark s K ir
ker« ses således, a t »kirkevæ rket« kan anføre a d skillige eksisterende m iddelalderklokker, som ikke nævnes hos U ldall, f.eks. i T y rs tru p og R oager kir
ker (D K , Sønderjylland, s. 284 og H 8 0 ), Stokke- m arke, T irste d og K ap p el kirker (D K , M arib o A m t, s. 463, 816 og 313), Roskilde V or F rue (D K , K b h . A m t 88) og N ykøbing M ors (D K , T h isted A m t, s. 76). U ldall v ar klar over, at h an næ ppe havde o m ta lt enhver eksisterende klokke, m en han håbede, at kun lå ville savnes, »særlig a f saad an n e, d er bæ re In d sk rift eller P rydelser og derfor som Regel have den største Interesse«. D e ovennæ vnte klokker, der h a r u n d g ået U ld alls opm æ rksom hed, er d a også alle klokker fra gotisk tid, uden indskrift.
D et er en sjæ ldenhed, a t U ldall overser en klokke m ed indskrift, m en d et er dog tilfældet m ed klok
ken i R esen kirke, H in d b o rg h rd , V iborg am t, som op rindelig stam m er fra den forsvundne D ueholm K losterkirke og b æ rer indskriften »N icolaus me fe- cit in nom ine D om ini« (N icolaus gjorde mig i H e r
rens n av n ). U ld all næ vner an d re klokker a f sam m e stø b er s. 68 IT. (D K , T h iste d A m t, s. 88).
En type klokker, som m an ikke kan vente at fin
de hos »U ldall« er de katolske messeklokker. Disse ganske sm å klokker blev anv en d t til at give tegn, n å r p ræ sten u n d er m essen løftede den forvandlede ob lat og m enigheden skulle knæle. Få m esseklok
ker er bevaret, og de er kun undtagelsesvis m e d ta
get. A f 18 sønderjyske b evarede m esseklokker h a r U ld all kun 2 (U lkebøl, H øjer).
Endelig h a r » D an m ark s K irker« flere beskrivel
ser end U ldall af m iddelalderklokker, d er nu er forsvundet, f.eks. B lovstrød-klokken fra 1472 og Skibbys klokke fra 1515, støbt a f Jo h a n n e s Faste- nowe (D K , F r.b o rg A m t, s. 915 og 2693) eller klokken i Skørring fra 1480 (D K , Å rhus A m t, s.
1937). D e g rundige arkivundersøgelser, som » K ir
keværket« bygger på, havde U ld all naturligvis in gen m ulighed for at foretage, og han gør d a også selv opm æ rksom på, at de forsvundne klokker m å kom m e i an d en række. (s. IV ). D et prim æ re er de bevarede m iddelalderklokker.
Som U ldall selv frem hæ ver, å b n e r klokkestudiet perspektiver i m ange forskellige retninger, og in deb æ rer arb ejd e m ed forskellige skrifttyper og sprog, helgenbilleder, pilgrim sm æ rker, segl, v å
benskjolde og m ønter. U ldall kunne selvsagt ikke beherske alle disse o m råd er, m en han støttede sig på en u d stra k t korresp o n d an ce m ed eksperter, hvor pro b lem ern e blev diskuteret. T olkningerne kan vel u n d e rtid e n væ re d iskutable eller usikre, m en U ldall gør i så fald gerne opm æ rksom på det og b rin g er u n d er alle o m stæ ndigheder udførlig do
k u m en tatio n . L æ sning i U ldalls bog giver således gang p å g ang sp æ n d en d e indblik i m iddelalderens verden. J e g kunne have lyst til at nævne som et eksem pel d et in teressan te stifterbillede, d er a f en dygtig tegner er in d rid set i støbekappen til den næ ststørste klokke i Skovkloster (det nuvæ rende H erlufsholm ) (U ldall, fig. 41). Billedet, der efter støbningen stå r m ed fine linier på klokkelegem et, viser den m unkeklæ dte stifter (eller støberen?),der knæ lende ræ kker en lille klokkem odel op til S. Pe
der. Således kan klokker give deres b id rag til vor viden om m id d elald eren s billedkunst og kirkeliv, (om lignende »tegninger« på tyske klokker, se K u rt H u b n er: D ie M ittelalterlich en G lockenritzungen, Berlin 1968).
D en prisvæ rdige genudgivelse a f »U ldall« vil gø
re det lettere at b en y tte klokkerne som k u ltu rh isto riske kilder, og d er er h åb om, at bogen m ed tiden kan blive fulgt op a f u d d y b en d e eller supplerende stu d ier a f de danske klokker, såvel fra m id d elald e
ren som fra senere tider.
Poul Grinder-Hansen
Poul Svensson: Frøslevskrinet. F o to s ved H elg e K re m p in . D e u nges K u n s tk re d s , F len sb o rg . I k o m m issio n hos P a d b o rg b o g h a n d e l, 80 s ill., 1981, kr. 260.
D a N atio n alm u seets Frøslevskrin 1872 blev fundet ved T ø rv eg rav n in g i Frøslev M ose i Sønderjylland, skulde d et rettelig have væ ret afleveret til de tyske M yndigheder. V ed M ellem kom st fra en d an sk sin d et Skolelærer, d er 1864 var blevet afskediget fra sit E m bede i det næ rliggende E llund, kom dets
241
Anmeldelser
em aillerede M etaldele (m en desvæ rre ikke dets T ræ k ern e, som form odentlig ru m m ed e Relikvier) i Stedet til O ld n o rd isk M u seu m i K ø b en h av n . U n der disse O m stæ n d ig h ed er er det forstaaeligt, at m an p aa M useet indskræ nkede O p ly sn in g ern e i In v en tarp ro to k o llen til d et m in d st m ulige. D a der efter A fstem ningen 1920 opstod nogen N ervøsitet for, at Skrinet vilde blive kræ vet udleveret til T y sk lan d , lykkedes det den ene a f N atio n alm u seets dav æ ren d e to D irektører, M . M ack ep ran g , d e r selv v ar S ønderjyde, gennem sine F o rb in d elser i L an d sd elen at faa o p k laret, at Skrinet v ar fundet p a a nu a tte r dansk O m ra a d e skønt m eget tæ t paa den nye L andegræ nse. I »H æ rvejen« m eddeler H ugo M atth iessen i en N ote, at han h a r faaet F u n d ste d e t udpeget a f en M an d fra Frøslev, men det er jk k e in d teg n et p aa Bogens K ort. N u ligger om sider alt om kring F u n d e t af Skrinet klart i D a
gen. Æ ren herfor tilkom m er G y m n asielæ rer Poul Svensson, som er b o sat i Frøslev. E n E ftergravning p a a F u n d ste d e t vil, efter hvad P. S. venligt har oplyst, være uden M ening, idet den paagæ ldende M oselod er g en n em g rav et for T ørv. S pørgsm aalet om , hvorfor Skrinet er h av n et n eto p her, bliver derfor næ ppe nogensinde løst.
A llerede i P. S.s første M eddelelser om Frøslev
sk rin et (Flensborg Avis 22/12 1979; Jy sk e 1 idende 16/3 1980; Sønderjysk M ånedsskrift 1980, N r. 8, S.
209-14; Slesvigland 1980, N r. 8, S 182 f.) sporedes det tydeligt, at h ans In teresse for Skrinet gik videre end til en blot og b a r L okalisering a f F u n d sted et, og d en n e In teresse er nu resu lteret i en sand P rag tp u b lik atio n . M an m indes ikke at have set en saa o v erd aad ig t u d sty ret Frem læ ggelse a f et enkelt Stykke m id d elald erlig t K u n sth a a n d v æ rk : stort F o rm at, d y rt P apir, ødsel typografisk O p sæ tn in g og først og frem m est et U ta l al Illu stra tio n e r, H o v e d p arten Fotografier ved H elge K rem p in og h e ra f m angfoldige gengivet i Farver. Bogen er sm ukt trykt hos T h . L au rsen i T ø n d er. H v o r det dygtige R ep ro d u k tio n sarb e jd e er udført, næ vnes ikke.
M in d re kunde have gjort det, og hele denne Pragtudfoldelse h a r til Følge, at Læ seren u m id d el
b a rt forventer, at T ek sten er p aa sam m e høje K v a litetsniveau. D et er den — desvæ rre — langtfra. M an sid d er efter L æ sningen tilbage m ed en u tilp as F o r
nem m else af, at det nok havde væ ret bedre, hvis P.
S. havde holdt sig til sin o prindelige Plan om en Billedbog. Selv forklarer h an sit æ nd red e S ta n d pu n k t m ed, at d er u ndervejs v a r tilv ejeb rag t m eget nyt Stof, som m a a tte frem . S u b stan sen heri er dog ikke væ sentligere end, a t det hele k unde være træ n g t sam m en i fyldige B illedunderskrifter. Som T ek sten nu frem træ der, er den skæ m m et a f e n rent ud u taalelig Bredde.
F u n d h isto rien — et Felt hvor P. S. er suveræ n - spindes i K a p itle rn e »F røslevskrinets fundsted« og
» F ra E llund til N atio n alm u seet« ud til de m indste D etailler m ed R edegørelse for alle im pliceredes F am ilieforhold og m ed G engivelse a f et Fotografi a f F in d eren s B arn eb arn . Skønt allerede fyldigt re
fereret i T eksten aftrykkes som Bilag 1 og 2 h en holdsvis et Brev fra 1921 om F u n d o m stæ n d ig h e
derne og en R edegørelse fra H ø jesteretsd o m m er F ra n ts T hygesen om tysk eller dansk E jendom sret til S krinet. - De efterfølgende K ap itler om M o ti
verne i Skrinets U d sm y k n in g h a r alene ku n n et bringes op paa deres betydelige O m fan g ved Af- trykning a f e n M æ ngde B ibelsteder fra b aad e det G am le og det Ny T e sta m e n te sam t N ad v ero rd en e og C ita te r fra B ent N oack og P. G. L in d h a rd t om deres divergerende O p fattelse al O ldkirkens Syn p aa K risti G enkom st. R ent Fyldstof.
S æ rpræ get L æ sning er derim od et K apitel om
»K uglerne«, d.v.s. de m ange im iterede N agleho
veder, som er et karak teristisk T ræ k ikke blot ved F røslevskrinet m en ogsaa ved a n d re Skrin, d er - bl.a. a f denne G ru n d - føres sam m en, og som h ar givet G ru p p e n N avnet: K no p sk rin . A llerede i In d led n in g en h a r P. S. bevæ get sig ud paa de L auringske D ybder ved at akceptere hans højst usandsynlige F o rm o d n in g om , at Skrinet m aaske er n ed lag t i M osen som et Offer (V ald em arern e (1959), S. 217). I S ted n av n et Frøslev in d g a a r jo G u d en av n et Freyr. N u tages L inien op fra T alm y- stiken i » D an m ark s H aab og H orn«. I N aglehove
dernes A ntal og Fordeling anes »en o rd n et form for u orden, som næ ppe kan væ re helt tilfældig«. D et ligger i selve Sagens N a tu r, at en sa a d a n skjult Sym bolik vanskeligt kan bevises eller m odbevises, og hver M an d sin Lyst. Saa m eget kan dog siges, at P. S.s F o rk larin g a f de 53 N aglehoveder p aa F rø slevskrinets D æ kplade (et T al der kun naas ved at m edregne M edaillonen u n d er K rucifikset) som in sp ireret a f de fem saak ald te D ek ad er og K vastens ekstra tre P erler i en R osenkrans ikke h a r S a n d synligheden for sig. T o store G engivelser a f aldeles ligegyldige R osenkranse kunde væ re sp aret. P. S.
h a r selv en Fornem m else af, at F røslevskrinet m aaske er æ ldre end R osenkransen som Fæ nom en (hvilket er rigtigt), »m en respekten for tallet 53 kan let være a f gam m el dato«. D et faktiske Forhold er, at O p d elin g en i fem D ekader ikke kendes før 1400-A arenc og først slaar helt igennem i det føl
gende A arh u n d red e. P. S. kunde have haft god N ytte a f det udm æ rkede K atalog, der blev u d a r
bejdet til den store R o senkrans-U dstilling, som det æ rkebiskoppelige M u seu m i K øln i 1975 a rra n g e rede i 500-A aret for Stiftelsen a f det stedlige R o
senkrans-B roderskab.
E fter nogle K a p itle r om »K irkens p ra g t og d rag t« , »P ræ sted rag t« , » H elg en d rag t« , »R eli
kvieskrin, rejsealter eller hvad?« og »Stiltræ k«, der kun er langt u d tru k n e R eferater a f O p ly sn in g er h en tet fra diverse H a a n d b ø g e r, ledes vi om sider frem til det, som nok er P. S.s egentlige Sigte m ed Bogen: H enførelsen a f F røslevskrinets M ester til den L andsdel, a f hvis J o r d det blev frem draget.
Som In d led n in g aftrykkes (i O versæ ttelse) et langt C ita t fra den A fhandling, hvori Poul N ørlu n d i sin T id m ed stor Forsigtighed arg u m en tered e for, at Frøslevskrinet m aaske er a f dansk O p rin d else
