Der er mere end råd tilvelfærdsloven

OFFENTLIGE FINANSER

Der er mere end råd til velfærdsloven

Nøjes vi med at følge velfærdsloven og lade velfærden stige i det tempo, lovforslaget foreskriver, samtidig med at vi holder fast i de gældende skatter og den stigende pensionsalder, vil vi opbygge en ekstremt stor offentlig formue, og de offentlige finanser vil blive ekstremt

overholdbare.

DEBATINDLÆG

Skrevet af

Lars Andersen

Kontakt

Direktør Lars Andersen

40 25 18 34



la@ae.dk



Kommunikationschef Jesper Kirkbak

50 73 71 34



jk@ae.dk



I debatten om velfærdsloven er der blevet tegnet et billede af, at det er en lov, der vil skade de offentlige finanser eller føre til højere skatter. Men velfærdsloven kommer ikke til at forringe de offentlige finanser.

Direktør Lars Andersen

I de kommende år står vi over for en demografisk udfordring med flere børn og ældre, der har brug for velfærdssamfundet. Derfor er det nødvendigt at øge de offentlige udgifter. Ellers vil det offentlige forbrug per bruger falde. Derfor har regeringen foreslået en velfærdslov, der skal sikre, at den til enhver tid siddende regering ikke udhuler velfærden.

Men forslaget møder borgerlig og radikal modstand med argumenter om, at det vil true de offentlige finanser. For eksempel mener De Radikale ikke, at ”der er skyggen af finansiering i den her lov”.

Umiddelbart kunne man måske godt tro, at en lov, der foreskriver, at de offentlige udgifter skal følge med den demografiske udvikling, vil kræve, at man sætter skatter op eller tærer på de offentlige kasser. Men mange ved måske ikke, at vi allerede har budgetteret med, at velfærden skal følge med demografien på lang sigt.

Finansministeriet regner i sine fremskrivninger af dansk økonomi med, at det offentlige forbrug kommer til at stige med mere end bare demografien. Når Finansministeriet – og de økonomiske vismænd – fremskriver de offentlige finanser, antager de, at det offentlige forbrug efter 2025 vil stige i takt med både demografien og velstandsudviklingen. Hvis ikke serviceniveauet i det offentlige skal halte efter serviceniveauet i resten af samfundet, skal velfærdsudgifterne nemlig ikke bare følge med antallet af børn og ældre – velfærdsudgifterne per modtager skal også følge med velstanden.

Det offentlige forbrug udgør i dag knap 25 procent af BNP. I enanalyse, vi i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd udgav for nylig, har vi foretaget tre fremskrivninger af det offentlige forbrug. Den første er Finansministeriets neutrale forløb, hvor velfærden følger både demografi og velstand. Her stiger det offentlige forbrugs andel af BNP en smule.

Nøjes vi med at følge velfærdslovens minimumskrav og lader velfærden stige i det tempo, som

 Sagt med andre ord har vi allerede budgetteret med velfærdsloven og mere til. Vi behøver altså ikke hæve skatterne eller øge underskuddet. Borgerlige debattører kan slappe helt af.

Side 2 af 4

demografien alene tilsiger, så vil det offentlige forbrugs andel af BNP gradvist falde frem mod år 2100.

Det er vist med den midterste kurve i figuren.

Hvis politikerne slet ikke gør noget og kører med nulvækst i det offentlige forbrug, så vil velfærdssamfundet blive markant udhulet over de næste 40 år (den nederste kurve i figuren).

Bekymringen om manglende finansiering har ikke hold i virkeligheden. Med de gældende skatter og den stigende pensionsalder er der nemlig mere end råd til at lade det offentlige forbrug stige med både demografien og velstandsudviklingen. I Finansministeriets neutrale forløb har vi således en finanspolitisk holdbarhed på 1,1 procent af BNP. Det betyder, at man hvert år kunne øge de offentlige udgifter eller sænke skatterne med 1,1 pct. af BNP og stadig have en stabil gældsudvikling. Det svarer til 27 milliarder

FIG U R

Side 3 af 4

kroner.

Selv i det scenarie vil vi altså have luft i de offentlige budgetter og opbygge en positiv og stigende offentlig nettoformue.

Nøjes vi derimod med at følge velfærdsloven og lade velfærden stige i det tempo, lovforslaget foreskriver, samtidig med at vi holder fast i de gældende skatter og den stigende pensionsalder, vil vi opbygge en ekstremt stor offentlig formue, og de offentlige finanser vil blive ekstremt overholdbare.

Det giver en holdbarhed på knap seks procent af BNP. Det er 140 milliarder kroner i dagens tal.

Coronakrisen ser ud til at have kostet de offentlige kasser cirka 100 milliarder kroner, så en holdbarhed på seks procent svarer til, at vi har råd til halvanden coronakrise om året hvert år. Den slags

overholdbarhed giver ikke mening.

Sagt med andre ord har vi allerede budgetteret med velfærdsloven og mere til. Vi behøver altså ikke hæve skatterne eller øge underskuddet. Borgerlige debattører kan slappe helt af.

Direktør Lars Andersen

 Nøjes vi derimod med at følge velfærdsloven og lade velfærden stige i det tempo, lovforslaget foreskriver, samtidig med, at vi holder fast i de gældende skatter og den stigende

pensionsalder, så vil vi opbygge en ekstremt stor offentlig formue, og de offentlige finanser vil blive ekstremt overholdbare.

Side 4 af 4