Slægtsforskere. Det er et privat special-bibliotek med værker, der er en del af vores fælles kulturarv omfattende slægts-, lokal- og

SLÆGTSFORSKERNES BIBLIOTEK

Dette værk er downloadet fra Slægtsforskernes Bibliotek

Slægtsforskernes Bibliotek drives af foreningen Danske

Slægtsforskere. Det er et privat special-bibliotek med værker, der er en del af vores fælles kulturarv omfattende slægts-, lokal- og

personalhistorie.

Støt Slægtsforskernes Bibliotek - Bliv sponsor

Som sponsor i biblioteket opnår du en række fordele. Læs mere om fordele og sponsorat her: https://www.dsshop.dk/sponsorat

Ophavsret

Biblioteket indeholder værker både med og uden ophavsret. For værker, som er omfattet af ophavsret, må PDF-filen kun benyttes til personligt brug. Videre publicering og distribution uden for

husstanden er ulovlig.

Links

Slægtsforskernes Bibliotek: Danske Slægtsforskere:

http://bibliotek.dis-danmark.dkhttps://slaegt.dk

KIRKELIG HAANDBOG 1963

REDIGERET AF

PAUL NEDERGAARD

SOGNEPRÆST VED SCT. MATTHÆUSKIRKEN, KØBENHAVN

11. UDGAVE

KØBENHAVN

MGMLXIII

INDHOLD

Forord ved Biskop W. Westergaard

Madsen ...

5

Vejledning til Benyttelse ... 6

Forkortelser ...

⁸

Forstander ved Pastoralseminariet, Pastor

L. C. Brøndum:

Prædikenen og dens For­ beredelse ... 9

Formanden for Landsforeningen af Menig- hedsraad, Dr. phil.

E. Høst-Madsen:

^Vej­ ledning for Menighedsraadsformænd og Menighedsraadsmedlemmer ... 20

Den danske Folkekirkes Administration

28 (Kirkeministeriet, Stiftskasserere, Præste- gaards- og Bygningskonsulenter, Tiende- kommissionsformænd).

De teologiske Fakulteter...

29

Pastoralseminariet ...

29

Smaa Oversigter. (Præsteembeder med kun eet Præsteskifte i 70 Aar 532, Præster med højst Anciennitet 532, Præster, der har vir­ ket over 40 Aar ved samme Kirke 532, Prov­ ster, der har fungeret længst Tid 532, Præ­ ster født 1893—96 532, De ældste teologiske Kandidater 532, De ældste Præster 532, Præstesønner i deres Faders Embede 532, Tre Brødre, der er Præster 533). Nulevende Præsteenker... 533

Kirkelige Medarbejdere ... 539

(Indre Mission 539, Herregaardsmiss. 539, Kirkeligt Samfund 540, Kirkens Korshær 540, Indeni. Sømandsmiss. 540, Kr. Studen­ tersettlement 541, Blaa Kors 541).

Oversigt over danske Præsteembeder

30—343 Københavns St. 30 (Færøerne 56, Grønland 59, DKU 60, Dsk. Sømandskirke 63), Hel­ singør St. 67, Roskilde St. 94, Fyns St. 135, Lolland-Falster St. 166, Aalborg St. 179, Viborg St. 216, Aarhus St. 244, Ribe St. 284, De tyske Frimgh. i Sdj. 315, Haderslev St. 316.

Dansk Ydre Mission... 541

(Brødremgh. 541, Buddhistmiss. 542, Ethio- permiss. 543, DMS 543, Pathanmiss. 547, Santalmiss. 547, Porto Novo Miss. 548, Su- danmiss. 548, Industrimiss. 550, Israelsmiss. 550, KMA 551, Østerlandsmiss. 551).

Lønningstavle. Godtgørelser...

³⁴³

De anerkendte Trossamfunds Gejstlighed

343

Alfabetisk Fortegnelse over danske Præ ­ ster og Teologer...

345

Nulevende afskedigede Præster ... 526

Præster, der er gået over i anden Stilling .. 528

Afdøde Præster og Teologer siden 1959 .... 529

(Teologer, der har en Doktorgrad 530, Kvindelige Teologer 531, Fungerende Præ­ ster, der ikke har dansk teol. Embedseksa­ men 531).

Tiden siden 1959.

Randnoter og Kommen­ tarer ... 553

Stiftsoversigter ...

⁵⁶⁸

(Samlet Stiftsoversigt 568, De enkelte Stif­ ter 568, Afgang og Tilgang 572).

Litteratur

udg. af danske Pæster og Teolo­ ger 1959—62 ... 572

Menighedsraadsvalgene 1961 ... 574

Sognestatistik ...

⁵⁷⁵

(De 25 største Kommuner 575, Sognekald med under 800 Indb. 575, De største Pasto­ rater i Areal og Folketal 576). Faste Offerdage... 576

Paaskekalender til Aar 2000 ... 576

Kirkelig Vejviser ...

⁵⁷⁷

Stednavneregister ... 585

FORORD

Gennem 40 år har Kirkelig

Håndbog

haft sin

plads

på præsters

bogreoler.

— Dog

nej,

det

er

ikke rigtig

udtrykt,

det

lyder, som om

den

fik

lov

til at

stå

der

på hylden og samle

støv,

og det skal ingen

komme

og

påstå.

Gennem

40

år har Kirkelig

Håndbog

været i flittig

brug

i præsters og

an

­

dres

hænder, for

den

rummede

en

uopslidelig masse

stof

til orientering

i kir

­

kelige

forhold.

For et

stykke tid

siden

havde

jeg

i

forbindelse

med

visse begivenheder

i redaktørens

liv

anledning til at anstille nogle betragtninger

ud

fra

Romer­

brevets første

kapitel

om det

opbyggelige

i, at ting,

som er vor brændende in

­ teresse, i vor Herres husholdning bliver anvendt til

gavn

og glæde

for andre

mennesker.

Det er

troligt,

at apostelen

Paulus

havde smag for

rejselivets

ad

­

spredelser,

og

der

skal da

nok

have været

folk, der

kritiserede hans rejse­

iver. Men hvad har den

rejsefeber

i blodet

ikke

givet

os andre

af rigdomme!

Det

tør antages, at redaktøren

af Kirkelig

Håndbog

har

smagfor denleksi

­ kalske

statistiks

tryllerier, og

hvad

har

denikke gennem

årene givet os

andre af

adspredelser og

nyttige oplysninger!

Det

må være

en fornøjelse

at have

en interesse, der

kan

bruges til glæde

for andre. Og

når

den så er parret

med

stor dygtighed

på området, en impo­

nerende flid og en

inderlig

kærlighed til

den kirke,

som

redaktøren

vil

tjene

med sit værk,

så er

resultatet altså denne

nyttige håndbog,

som

vist

er ene­

stående

i sin art,

og som vi

vil gribe med usvækket interesse.

W.

Westergård Madsen.

Vejledning til Benyttelse af enkelte Afsnit i Kirkelig Haandbog

Denne 11. Udgave af Kirkelig Haandbog ud­

sendes 40 Aar efter at 1. Udgave udkom 1923.

K. H. er udkommet hvert 4. Aar (hver Gang efter

et

Menighedsraadsvalg, idet disse Valg medfører Ændringer, ligesom Bogen iøvrigt forældes paa

4

Aar). K. H. skal ses som en Haandsrækning, en Hjælp til Præster, Menighedsraad (der er taget særligt Hensyn til Menighedsraadsønsker), kirkelige Medarbejdere og Organisationer, kir­

keligt interesserede i Indland og Udland, Perso- nalhistorikere, Biblioteker o. a., som gerne paa eet Sted samlet vil finde Oplysninger om K. H.s Emner. Der er saa vidt muligt taget Hensyn til de fremsatte Ønsker. En Række Forbedringer og Udvidelser har fundet Sted. Der er udsendt c. 8000 Skemaer og Forespørgsler, (enkelte maa spørges 5 Gange før der svares) til Præster, kir­

kelige Organisationer, til Administration og an­

dre kyndige. Præster og Organisationsledere og Medarbejdere har selv læst Korrektur paa det af dem indsendte Stof og ført det a jour, hvilket har medført, at en Trediedel af Stoffet, der blev indsendt Dec. 1961, maatte sættes om i Juli-Sept.

1962, for at Bogen kunde være korrekt og a jour.

Denne dobbelte direkte Henvendelse til alle in­

teresserede (først Skema, saa Korrektur) skulde medvirke til at gøre Haandbogen rigtig og a jour.

DKU’s Præstestillinger i Sydslesvig og Sømands­

kirkens Embeder er anført med Oplysninger som for Embeder i Kongeriget.

Det kirkeretslige Afsnit er udeladt, til Gengæld fremhæves Afhandlingerne af Forstander, Pastor

L. C. Brøndum og Dr. phil. E. Høst-Madsen. Ny er Afsnittene: Præsteembeder, hvor der kun har været eet Præsteskifte i 70 Aar, og Præster, der har været ved samme Kirke i 40 Aar eller der­

over, De ældste teologiske Kandidater osv. Eme­

riti og Præsteenker er omordnet alfabetisk.

Red. er sig Bogens Mangler bevidst. Trods omhyggelig Korrektur kan Fejl ikke undgaas.

Arbejdet maa gøres, samtidigt med at et stort og krævende Embede skal passes (med dejlige Telefon- og Dørklokkeafbrydelser hele Tiden), og samtidig med at, Præstehistorien skulde ud­

arbejdes og udkomme regelmæssigt. Velvillige og kritiske Læsere bedes erindre, at der ikke kan afsættes samlet Tid til Arbejdet med Haand­

bogen, at den (og Præstehistorien) ikke udarbej­

des under samme Vilkaar som de Værker, der udgives af Fagfolk, der har hele deres Tid til Raadighed, Laboratorier og officielle Kontorer til Hjælp, og at der ikke ydes een Øres Tilskud (hverken af Staten eller Tiendemidlernes Re­

servefonds eller Foreningskontingenter) til Hjælp til Udgivelsen eller til Billiggørelse af den. Red.

siger Tak til dem, der har hjulpet med at skaffe Stoffet. Præster og Teologer har til denne Ud­

gave af K. H. været særligt flinke til at svare og udfylde Skemaerne udførligt. Det er kun yderst faa, der ikke har ønsket at svare.

Til Hjælp ved den daglige Brug skal anføres:

1. Oversigten over danske Præsteembeder.

Denne Oversigt antager et stedse større Om­

fang. I Kirkelig Haandbog 1923 var den 112 Si­

der, i 1963 er den c. 313 Sider. Præsterne leverer

stadigt fyldigere Oplysninger, og man ønsker saa fyldige Embedsbeskrivelser som muligt.

Som Grundlag for. disse Embedsbeskrivelser er benyttet Spørgeskemaer, der er udsendt til alle Landets Præster. Tallene i Embedsbeskri­

velserne svarer til flg. Spørgsmaal:

x) Folketal? Antal Husstand? Pastoratets Sog­

nes Areal i ha.

2) Altergæst. Antal i hvert Kirkedistr.? Antal Siddepl. i Kirkerne? Orgler? Bemærkn. om Kir­

kerne? Forandringer siden 1959?

3) De kirkelige Forhold? Aim. Karakteristik.

Antal Missionshuse? Forsamlingshuse? Kirke­

gang, procentvis aim. Søndage? Mgh.samfund eller I. M. Kredse. Medlemstal? Navn og Adresse for Formanden? Grundtvigske Kredse, Medlems­

tal? Navn og Adresse paa Formanden? Højskole?

Friskole? Kirkebil? Kirkeblad? Børne- og Ung- domsarb. (Art, Medlemstal)? Sognebaandsløsere?

Sekter?

4) Menighedsraadenes kirk. Sammensætning?

Fredsvalg? Formands og Næstfmd.s Navn og Adresse (i Hovedsognet)?

5) Præsteboligens Stand? Opførelsesaar? Tag?

Antal Værelser? Centralv.? Badev.? Telefon Nr.?

Bemærkninger? For lejet Bolig: Huslejetilskud?

6) Havens Størrelse (ha.) og Beskaffenhed? Til­

skud?

7) Avlingens Areal (ha.)? Bortforpagtet hvor længe?

8) Afstand til Kirkerne (i km)? Afstand til Station og Købstad (hvilken)? Afstand til Real- og Latinskole? Rutebil?

9) Særlige Beneficier? Kørselsgod tg.? Konfir­

mandstue- og Kontorholdsgodtg., Stedtillæg, an­

dre Indtægter ud over Reguleringen?

10) Kommunal Skatteprocent?

X1) Andre Oplysninger? Evt. Konfirmandlæs­

ning uden for Prgd.? Sociale Forhold? Herre- gaarde? Skoleforhold.

Den gamle Stavemaade er opretholdt.

Uden for København angiver Beskrivelsen af Embederne først Sognets Navn (med Hensyn til Stednavnes Stavemaade er som Regel benyttet det Princip, at stumt j og h er strøget for praktisk at lette den alfabetiske Oversigt). I øv­

rigt er Stednavneudvalgets autoriserede Stave­

maade benyttet. Filialkirker er sat i Parentes med fed Type. Derefter Postadresse; hvor ingen Postadresse anføres, er Hovedsognets Navn Postadresse. Kommunale Tilhørsforhold. Hvor intet er bemærket, er Pastorat og Kommune identiske.

Embederne er omordnet. Da Klassedelingen praktisk talt er ophørt, opføres Sognene i den traditionelle, geografiske Rækkefølge. Som Regel sættes Stiftets eller Amtets Hovedby først (dog med et Par Undtagelser).

For København-Frederiksberg angives først Sognets Navn, dets Indbyggerantal; Kirkens Adresse; nyere Kirkers Indvielsesdag; Sognets Grænser. For Storkøbenhavn er det nyt, at Tal­

lene paa alle kirkelige Handlinger er anført (1961). — For Københavns Vedkommende har Spørgsmaalene iøvrigt kun vanskeligt ladet sig besvare, da Skemaerne ikke var indrettet med specielt københavnske Forhold for Øje. —

Ad. *•) Folketal og Statistik for Storkøbenhavn er fra 1961, alle andre Folketal er fra 1960 (und­

tagen for Byer under 500 Indb., idet Folketal for disse ikke forelaa Okt. 1962). Kilde er Sta­

tistisk Departements Opgørelse af Folketællin­

gen November 1960 (og dette Tal er fastholdt, da det er det officielle Folketal, hvorefter Godt­

gørelser beregnes). Hvor der er sket væsentlig Ændring i Folketal, anføres Folketallet 1962 i Parentes. Hvor intet andet anføres, er Pastora­

tets Navn Kommunens Navn.

Altergæsternes Antal er atter taget med, efter Opfordring, men kun med Betænkelighed, da dette Tal ofte er ret misvisende, f. Ex. hvor de samme Personer gaar til Alters hver Søndag, eller hvor det sker, at Tallet for Aaret er gaaet ned, skønt der er flere Altergæster ved hver Højmesse, hvilket sker, hvor man afskaffer smaat besøgte Søndags-Aftengudstjenester med Altergang og afløser dem af (vel besøgte) Hver- dagsgudstjenester uden Altergang.

Ad 2) og 3). I en til Spørgeskemaet knyttet Skrivelse hed det: »Kirkelig Haandbog benyttes i udstrakt Grad som Oplysningskilde om kir­

kelige Forhold. Det er derfor af største Betyd­

ning for Bogens Helhed, at alle Spørgsmaalene besvares, helst saa kortfattet og saa nøjagtigt som muligt.

Hvor intet anføres, er Kirken selvejende.

Ad 5). I Oplysningerne om Præsteboligen be­

tegner Udtrykket dyr: dyr at bebo. Da der nu er indlagt Vand og el. Lys i næsten alle Præste- gaarde, anføres det som Regel kun, naar dette ikke er indlagt. Er. Tlf.centralens Navn udeladt, er det Hovedsognets. De øvrige korte Betegnel­

ser vil antagelig let kunne förstaas. Hvor ingen Lønklasse anføres, er Embedet i 12. Lønklasse.

Godtgørelser og Boligfradrag er opført efter Præsternes Opgivelse.

For Byerne er anført Resultat af Kommune­

valg 1958 og 1962. Det kan ofte være af Interesse at kende en Bys politiske Status og at se For­

skydningerne.

I Oplysningerne om tidligere Præster betegner f: død, a.: afskediget, men nulevende, fl.: flyttet.

Afskedigede og forflyttede Præsters Data kan findes i Afsnittet: Præster og teol. Kand. Der anføres Præster i de sidste 50 Aar (siden 1910).

Og der er Plads til Tilføjelser (ved Personskif­

ter).

Derefter følger Præstens Navn (sammensatte Navne sættes som Regel fuldt ud, selv om der ikke er Bindestreg) og Fødsels- og Ansættelses- aar samt Oplysninger om Valg- og Frimenighe­

der og disses Præster.

Udnævnelsesaar er det Aar, hvori den kgl. Ud­

nævnelse foreligger og ikke det Aar, da vedk.

Præst har tiltraadt Embedet. (Er Udnævnelsen dateret 31/12 62, anføres vedk. som udnævnt 62, selvom Embedet først er tiltraadt 63).

Oplysningerne i dette Afsnit bygger paa de udsendte Spørgeskemaer. Det maa fremhæves, at Oplysningerne beror paa Skøn. Aandeligt Arbejde kan og skal ikke opgøres i Tal; men vil man udefra prøve at danne sig et foreløbigt Overblik over Forholdene i et Pastorat, maa man efter bedste Overbevisning søge at finde de mest praktiske Udtryk herfor. I Tilfælde, hvor Præsterne ikke har svaret, er Oplysnin­

gerne indhentet gennem Provst eller Kirkeby- lærer. Af praktiske Grunde opgives Kilderne til

Oplysningerne ikke for hvert Embede. Som Hel­

hed er de indkomne Svar aftrykt ordret — dog med de Forbehold, som Hensynet til Ensartethed og Pladsforhold i Beskrivelserne maatte med­

føre. Undertiden er de indkomne Besvarelser suppleret med Oplysninger andetstedsfra (Traps Danmark (f. Eks. Naturforhold, Skovareal), for at skaffe et lidt fyldigere Billede af Forholdene.

De indsendte Skemaer benyttes direkte ved selve Trykningen. Og der er sendt Korrektur til alle Præster.

2.

Den alfabetiske Fortegnelse over nule ­ vende Præster og teologiske Kandidater.

Ogsaa dette Afsnit søges gjort saa fyldigt som muligt. (Det var i K. H. 1923: 46 Sider, i K. H.

1963: 180 Sider). Først anføres x) det fulde Navn, hvor Præster har anført deres »Kaldenavn« er dette anført med fede Typer, 2) Fødselsdag og -aar, 3) Fødested, 4) Forældrenes Stilling og Navn (ikke medtaget, da mange ikke har opgivet det), 5) Dimissionssted og -aar, 6) Eksamensaar, 7) Eksamenskarakter

(egr. =

egregie, 1 = laud,

hi =

haud prim, h2 = haud secund,

ne =

non,

h

= haud.). I Parentes er tilføjet Pointsantal for Kandidater efter den ny Karakterskala af 19.

August 1941: Til Egregie kræves 119 Points, til Laud 77 Points, til Haud 56 Points, 8) Vielsesdato og -aar, 9) Hustrus Fornavn og Døbenavn, Fød­

selsdag og -aar, 10) Hustruens Fødested, n) Hu­

struens Forældres Navn og Faderens Stilling (anført i Parentes), 12) Ansættelser og Aarstal for disse, Annekssognenes Navne forkortes til For­

bogstavet. Oplysninger om Bestyrelsesmandater og udgivne Skrifter er som Regel indsendt fra vedk. Præst selv. Kandidater fra Aarhus Univer­

sitet er anført med den Eksamenstermin, hvor Eksamen er afsluttet: Maj og Dec. Kandidater fra Københavns Universitet er anført som hid­

til. løvrigt er Oplysningerne suppleret og korri­

geret i flere Tilfælde ud fra Kraks blaa Bog, Dansk biografisk Haandlexikon, Studenter jubi­

læumsbiografier, de foreliggende Præstehistorier, Magisterstaten og Boghandlerforeningens Litte­

raturfortegnelser. Saa godt som alle Præster og Teologer har a jour ført deres Data til dette Af­

snit og læst Korrektur derpaa.

Enkelte har undret sig over, at der paa Ske­

maerne opfordredes til at notere Slægtninge, der er Præster eller Præstefruer. Kirkelig Haandbog benyttes i stigende Grad af Genealoger og Slægtsforskere. Det er efter indtrængende Ønske fra disse, at Spørgsmaalet tilføjedes. Ingen dansk Etat har saa udførlig en Personaloplysning som Præstestanden (K. H. gn. 40 Aar, Dansk Præste- og Sognehistorie). Naar Præster eller Præste­

fruer er nævnt i »100 danske Præstesiægter, en lille Slægtshaandbog i Uddrag af Stamtavler«

(1954), er det angivet under Præsternes Perso­

nalia med Henvisn. til Stamtavlens Nummer i nævnte Hefte. Derved vil man nemt kunne finde de videre Slægtsforbindelser.

løvrigt henvises til

Dansk Præste- og Sogne ­ historie,

der giver udførlige personalhistoriske Oplysninger, samt Oplysninger om alle Pastora­

ter fra 1849 til Dato.

3.

Statistikken

over Embeder, Kirker og Præ­

ster i de enkelte Stifter og Provstier er ført a jour.

steembederne kan Oversigt over hvert Aars Un­

derskud eller Overskud give et klart Billede af Udviklingen.

Kirkelig Haandbogs 11. Udgave udsendes i større Oplag end hidtil, skønt den ikke faar Til­

skud af nogen Art. Trykningsprisen er steget, siden Skemaerne udsendtes, saa Favørprisen maa sættes til 70 Kr. (jvfr. Skemaerne). Hertil kom­

mer OMS og Udsendelsesudgifter.

Der er Copyright i Henhold til Forfatterlovens Bestemmelser (især ang. Haandbøger) baade for K. H.s Form og for alle specielt til K. H. ind­

samlede Oplysninger. K. H.s Stof maa under in­

uden Redaktionens Tilladelse. Med Hensyn til Bogens a jour-førelse henvises til Kirkelig Lom~

mekalender, der udkommer hvert Aar.

Alle Oplysninger i K. H. gives uden Ansvar,

Oplysning om fundne Fejl og Forslag til nye Ideer med Henblik paa en senere Ud- gave af Haandbogen bedes godhedsfuldt sendt til Redaktionen, Valdemarsgade 27, København V.

En Liste over Trykfejl fundet og meddelt hertil inden 1.

Maj 1963 skal blive sendt til enhver, der ønsker det (mod Indsendelse af 50 Øre i Frimærker) i Løbet af Juni Maaned.

ALFABETISK FORTEGNELSE

over de i Haandbogen hyppigst forekommende Forkortelser

a. = ansat, hhv. afskediget.

A. = Altergæster.

Adj. = Adjunkt.

Adv. = Adventister.

Afh. = Afhandling.

Alt. = Alterbesøg (-gæster).

Arb. s= Arbejde(re).

B. = Begravelser (Kbh. Pkt. 11).

B. M. = Bestyrelsesmedlem.

Bef. = Befolkning.

Bind. = Bindingsværk.

Bl. = Bolig, bortf. = bortf orpagtet.

borti. = bortlejet.

Br. = Bryggers.

c. = cand, (theol.).

C. = Centrum (Kirk.).

t = død.

d. = om Studenter: dimitteret.

D. d. U. = De danske Ungdomsforen.

Dk. = Domkirke.

D. K. U. = Dansk Kirke i Udlandet.

DMS = Dansk Missionsselskab, egr. = egregie.

el. Lys = elektrisk Lys.

ev. = evangelisk.

Ev. Lt. Mf. = Evangelisk luthersk Missionsforening.

f. = født, eller = for.

F. = Forening (i de personalhist.

Afsnit = Fader) — (under Pkt. 11 (Kbh.) Fødte).

f. i Slutning af et Ord = Forening.

(Kredsf., Ungdomsf. osv.).

F. D. F. = Frivilligt Ddenge-Forbund.

Fh. = Forsamlingshus.

Fm(d). = Formand.

Forh. = Forhold, fortr. = fortrinlig.

Fris. = frisindet.

g. = gift med.

g.8 = gift anden Gang med.

Gd.(e) = Gaard(e).

Gdjr. = Gaardejer.

gi. = gammel.

gn. = gennem.

Gr. = Grundtvigsk (Grundtvigianer).

H. = under Pkt. 1 i Embedsbeskr. = Husstande, under Pkt. 2 smst. = Harmonium (i Kirken).

h = haud.

ha = hektar.

hi = haud I.

ht = haud II.

Hg. = Herregaard.

Hjpr. = Hjælpepræst, i. = inde.

I. M. = Indre Mission.

Indremiss. = Indremissionær int., Int. = intereseret, Interesse.

K. = Kamre cl.: Køkken.

K. C. = Kirkeligt Centrum, Kkg. = Kirkegang.

Kkp. = Kaldskapellan.

Kl. = Klasse (Lønklasse).

Kr. og kr. i Slutn. af Ord = Kreds.

KFUM og KFUK.

Ks. = Kirkesanger.

K. S. = Kirkeligt Samfund.

Kid. = Kælder, km = Kilometer, ks. = klassisk sproglig.

1. = laudabilis.

l. i Slutn. af et Ord = Lærer (Høj- skolel., Komm un el.).

Lt. Mf. = Luthersk Missionsforening, læ. = Lærer.

M. = Mæglinger.

m. i Slutn. af Ord = -møder (Sam- fundsm., Ungdomsm.).

m. n. = matem. naturvidensk.

M. = Mennesker.

Mh. = Missionshus.

Mgh. = Menighed.

Mgh.h = Menighedshus.

N. = Navngivning.

n. = nærmest (Embedsbeskr. Pkt. 4).

n. = nede (Embedsbeskr. Pkt. 5).

n. s. = nysproglig.

ne. = non contemnendus.

o. = oppe.

O. = Orgel.

ord. Kat. = ordineret Kateket, ord. Medhj. = ord. Medhjælper.

Org. = Organist.

Pgd. = Præstegaard.

Pkp. = personel Kapellan.

pr. (under Punkt 3 i Embedsbeskriv.)

= præget.

Prgd. (for Færøerne) = Præstegæld, prstv. = præsteviet.

Rkp. = residerende Kapellan.

S. = Side (Pagina).

Sbl. = Sognebaandsløser.

Set. = Sanct.

Sd. = Siddepladser.

Sdsk. = Søndagsskole.

Sk. = Skole, sm. = smuk.

Smf. = Samfund.

Soc. = Socialdemokrat.

Sp. = Sognepræst.

St. = Station.

Stamt. = Henvisning til Stamtavlerne i

„100 danske Præstesiægter“.

Stg. = Studentergaarden.

t. = til.

Td. L. = Tønde Land.

Tj. = Tjeneste Udg.-Godtg.

Tjm. = Tjenestemand.

Tlf. = Telefon.

tm. = temmelig.

U. = Udmeldelse af Folkekirken (Pkt. 11).

u. (udn.) = udnævnt, udm. = udmærket.

Uds. = Udsigt.

V. = I Embedsbeskr. under Pkt. 5:

Værelser, Pkt. 11: Vielser.

Vd. = Vand, velst. = velstillet.

Y. M. = Ydre Mission.

0. M. = Østerlandsmissionen.

Inden for hvert Pastorat forkortes Kir­

kebyernes og Postadressernes Navne til Forbogstavet i Embedsbeskrivelserne.

For Ordensdekorationer anvendes de sædv. benyttede Forkortelser.

Gymnasier og Latinskoler er forkortet, saa det antagelig let förstaas, f. Eks.

Mtrp. = Metropolitanerskolen, 0. Brgd.

= Østre Borgerdydskole, Hrlf. = Her­

lufsholm, Od. = Odense, Freder. = Fre­

dericia, Frberg = Frederiksberg, Frborg

= Frederiksborg o.s.v.

Ved Kommunevalg er anvendt flg. For­

kortelser: S: Socialdem., R: Radikal, K:

Konservativ, V: Venstre, Rf. Retsforbun­

det, Komm: Kommunister, SF: Soc. Fol­

keparti.

Godtgørelserne og Fradrag ved Em­

bedsbeskrivelserne er anført saaledes:

*) Kors., *) Tjeneste-Udg. ’) Havetilsk.,

*) Stedtillæg, 5) Boligfradrag.

Forkortelser for kirk. Handl, i Storkøbenhavn, se S. 30.

L. C. Brøndum

Prædikenen og dens forberedelse

PÅ grund af naturlige pladshensyn må nærværende afhand­

ling være meget kortfattet. Adskillige emner er helt udeladt, f. eks. prædikenen som gudstjenstlig akt, herunder forholdet mellem „ord“ og „sakramente". Det nødvendige fagteologiske stof er stort set koncentreret i de afsnit, som er trykt med petit. Hvis en og anden ikke-fagteolog skulle ønske at læse afhandlingen, skulle det kunne lade sig gøre ved oversprin­

gelse af petit-stoffet. Det øvrige skulle trods kortfattetheden og enkelte fagudtryk, som er brugt for kortheds skyld, let kunne læses af enhver interesseret. Afsnittene med petit bryder ikke sammenhængen.

I. Bibelsk forkyndelse.

Begyndelsen.

Selv om den apostoliske forkyndelse iflg. gen­

givelserne i Acta først og fremmest var en for­

kyndelse af Kristi opstandelse og af Kristus som opstanden, er den ikke at datere fra og med påskebegivenheden. Først da løftet om Hellig­

åndens komme opfyldtes, brød den nye prædiken frem: opstandelsesprædikenen. Pinsen er det mandatum dei, som betinger den, — ganske bort­

set fra, hvordan helligåndsberetningerne fortol­

kes. Uden apostlenes absolutte tro på Jesu op­

standelse er deres forandrede holdning fra tre- diedagen efter Jesu død uforståelig; men pinsen er lige så vel som begivenhederne på og efter

»den tredie dag« betingelse for deres opstandel­

sesforkyndelse. Det, de ikke kunne forkynde offentligt, blot fordi de skyldte deres herre og deres medmennesker det, det begynder de at prædike, da Kristus selv udsendte dem, svarende til udsendelsen i sin tid til i Galilæas byer at forkynde rigets nærhed. Af sig selv kan de ikke, selv om de både har temaet for deres tale og mange subjektive betingelser. Men hans ånd kom til dem og satte dem til at tale, så at de igen var med i et foretagende, som egentlig ikke var deres, men deres herres sag: dermed be­

gyndte deres forkyndelse.

Apostlenes missions-påskeprædiken er med til at bevirke, at Kristi egen virksomhed foregår: at gudsriget udbredes og får herredømme over mennesker. Det er denne prædiken, der i evan­

gelierne og i Acta 1, 22 ses som noget kommende, fordi den hører med til påskens, pinsens og kir­

kens komme. Derfor blev forkyndelsen ikke blot en beretning om, at de var overbevist om, at Jesus var opstanden; det kunne de godt have sagt før pinsen — og har vel også gjort det; men det var ikke at prædike, at være »martys«.

Pinseprædikenen, kirkens evangeliske forkyn­

delse, var fra først af og er til alle tider afhæn­

gig af Jesu opstandelse, af dens factum, af det, der skete, og det, som det bevirkede, men også af dens ens og dens præsens, af dens væren som begivenhed og af denne begivenheds blivende konsekvens: at Kristus virkelig lever, og at han er den, der lader gudsriget forkynde og gælde.

Som opstandelses-kerygmaet er overleveret, er

det aldrig blot en beretning om den tomme grav og om synerne, men denne prædiken hører ud­

trykkeligt med til den opstandnes egen virksom­

hed, og vel at mærke ikke som noget accidentelt, men den hører væsentligt og konstitutivt med.

Dette siges f. eks. rent ud i den forklarende ind­

ledning til Acta 3,12 ff (og 4, 8ff): det er ikke deres fromhed, der udretter noget; men det er Guds herliggørelse af Jesus i opstandelsen, der gentager sig i det tegn, der lige er sket.

Tidsb estemtheden.

Den erkendelse, at apostlenes forkyndelse og NTs gengivelse deraf som enhver tids evangelie- forkyndelse nødvendigvis må være tidsbestemt, rejser to fundamentale og i nutiden stærkt de­

batterede spørgsmål: må vi ikke for det første gå ud fra, at urmenighedens forkyndelse i sin udformning var så afhængig af datidens filosofi og religiøse forestillingsverden og af de forskel­

lige forkynderes forskellige »teologi«, at resul­

tatet er blevet meget forskellige »lag« i over­

leveringen, hvorfor det må være betænkeligt — som ovenfor — at tale om den apostoliske for­

kyndelse som en énhed? Og for det andet: var urmenighedens forkyndelse ikke så afhængig af datidens mytologiske forestillinger, at en meget stor del af den i NT indeholdte forkyndelse må forsvinde sammen med den nødvendige »afmyto­

logisering?«

Hvad det sidste spørgsmål angår, må afmyto­

logisering i en vis forstand siges at være et sag­

ligt og uundværligt arbejde på at høre urmenig­

hedens forkyndelse gennem og trods den for­

mens fremmedhed, som hænger sammen med, at de, som levede dengang, både havde et andet verdensbillede og andre religiøse forudsætnin­

ger, end vi har, og at de derfor også havde andre måder at tænke på og andre symbolsprog end f. eks. vor tid. Men en helt anden sag er det, hvis afmytologiseringen vil gå videre med sin hjælp til »det moderne menneske« og befri det for det, der altid (også på NTs tid) har været »en dår- skab for grækerne« og omskrive f. eks. incarna­

tion, opstandelse og himmelfart, kort sagt: unde­

ret, til at blive acceptabelt for fornuften, for så bliver budskabet til det, som Paulus allerede for sin tids vedkommende kaldte »et anderledes evangelium«. NTs budskab forstås efter en gen­

nemført tolkning af den art anderledes, end det fra først af blev forkyndt. Vor tids tænkning ophøjes til at være den tænkning, der forstår det og kan give det indhold — med det resultat, at et eksistensfilosofisk forstået »kerygma« gli­

der ind i stedet for det apostoliske budskab. Det­

te sker uvægerligt, hvis evangeliet høres som et budskab, som Jesus satte i gang, men som er

10

uafhængigt af hans historiske person og liv — og i hvert fald uafhængigt af hans nutidige real- præsens, nytestamentligt forstået.

Den meget diskuterede afmytologisering synes i jR. Bult­

manns teologi ikke at være gennemført til dette punkt, i hvert fald fornægtes ikke evangeliets transcendens. Tvært imod er motivet for afmytologiseringen, at Guds transcen­

dens skal værnes. Myten forstås som den immanente objek- tivering af „das Jenseitige“, derfor afvises den. Men når Jesu incarnation, opstandelse og himmelfart horer til mytologien, bliver det tvivlsomt, om det — trods al god vilje — kan fastholdes, at „ordet blev kod“. Eengangsåbenbaringen som Guds underfulde, afgørende begivenheder i historien fortoner sig til fordel for det forkyndte korsets ord, der som det eskatologiske ord i øjeblikket er Kristi guddommelighed og opstandelse, og undertiden ser det ud, som om Jesu histo­

riske liv, hvorved Gud „udpegede ham“ ved „kraftige ger­

ninger og undere og tegn“ (Acta 2,22), trods al vilje til at fastholde ham som den enestående, dog faktisk indrangeres på det profetiske plan, hvor det gør mindre, at profeten for­

svinder, når blot hans ord, det med ham forbundne bud­

skab, bliver stående som en evighedens, en Guds „Anrede“

ind i ethvert nu (f. eks. Bultmann: Jesus, dansk udg. 1930, s. 18, 132 og 215 f.).

Tilbage står efter afmytologiseringen „das Wort“ som det, der ved kirkens forkyndelse formidler den transcendente Guds møde med mennesket og gør det i historien skete til

„Geschichtlischkeit“, gør opstandelsen til „eskatologisk be­

givenhed“ i nuet og skaber troen og troens afgørelse, hvor­

ved mennesket skænkes egentlig eksistens i stedet for den naturlige eksistens. Med rette er spurgt, om ikke dette „das Wort“ er en objektivering og en „mytologisk rest“? Og om ikke fejlen ligger i, at „eschatologische Ereignisse“ i nuet sættes i stedet for „das eschatologische Wunder“ i eengangs­

åbenbaringen (således f. eks. O. Schnübbe i Der Existens- begriff in der Theologie R. Bultmanns, 1959, s. 127 f.). End- videre må spørges, om ikke urmenighedens tradition om så vel Jesu ord og gerninger som om hans død og opstandelse får for lidt (jfr. M. Dibelius: Jesus, 1949, s. 83 ff og Heine Simonsen i Præstef. Bl. 1955, nr. 25: messiasriget er grundet ved det i synopsen fortalte, og derfor forkyndes det).

Den eksistentiale interpretation af urmenighedens forkyn­

delse efter dens „Bedeutsamkeit“ for det moderne menneskes

„selvforståelse“ synes snarere at være noget i retning af en allegorisk anvendelse af den forkyndelse end en egentlig ud­

lægning af den, den kommer til at betyde noget andet, end den kunne betyde for dem, der først førte den frem. Også ved og trods denne allegorese kan — ligesom ad en omvej

— forkyndes evangelisk, hvorom f. eks. Bultmanns Mar­

burger Predigten (1956) og H. W. Bartsch: Die Anrede Got­

tes (1953) vidner. Men som ved al anden allegorisering kan der let blive noget væsentligt, der bliver usagt.

I dette tilfælde bliver det usagte det, som for urmenig­

heden er gudstjenestens og troens mysterium: at den op­

standne selv personligt er den kommende, lige så bogsta­

veligt som gådefuldt, men hverken mere eller mindre Bog­

staveligt og gådefuldt på een gang, end at Gud er.

Gudstjenestens og troens mysterium er altid til sidst, at Gud er. At den „objektivering“ af det transcendente ind i det immanente, som vi ikke kan foretage, har Gud foretaget, og dette Guds foretagende i historien er NTs og urkirkens

„mythos“. Skal denne mythos radikalt erstattes af et filo­

sofisk forstået „das Wort“ til menneskets selvforståelse, for­

svinder det transcendente fra evangelieforkyndelsen. Det trans­

cendentes skikkelse i historien er underet, det eksatologiske under. En evangelieforkyndelse, som mangler denne mytolo­

giske baggrund, og som finder vej bag om eller oven over urmenighedens tradition, indeholder måske et „das Wort“, men ikke das Wort Gottes. I stedet forkyndes en immanent­

religiøs livsanskuelse eller selvforståelse, eventuelt indehol­

dende en vis næstekærlighedsreligion. På denne radikalt af- mytologiserede måde, men uden eksistensfilosofiens sprog, taler H. V. Brøndsted i Naturerkendelse, Gudserkendelse og etik (1956) rationelt om en immanent religion og moral.

Det er udenfor enhver diskussion, at denne konsekvens vil Bultmann — trods de nævnte tendenser — ikke. Imod F.

Buri, som afmytologiserer konsekvent („afkerygmatiserer“), så at „kristusmyten“ kun bliver „Ausdruck des Selbstverständ­

nisses von Existens“ (Theologie des Existens, i Kerygma und Mythos III, s. 81 ff) har Bultmann på forhånd protesteret* så bliver Kristus „kun et spicialtilfælde indenfor en almindelig åbenbaringl“ (Ev. Theolgie 1951/52 s. 11).

Urmenighedens »eskatologiske aspekt« betyder i praksis, at den kommende Kristus personligt er nær, når der prædikes omvendelse og synds­

forladelse i hans navn, og den kommende Kri­

stus er vel at mærke »denne« Jesus, »som I ihjelslog«, og ikke en betegnelse for, at Guds ord gør sig hørt nu. Helligånden er hans ånd,

og kerygmaet er budskabet om det, der er sket Hvad Gud har gjort i fortiden, er i sig selv

»ligegyldigt«, indtil det bliver opfattet, og op­

fattet ikke blot som en lære, men hørt som den begivenhed, det er, »Heilsgeschehen«. Men i den apostoliske forkyndelse er det, Gud har gjort i fortiden, tillige det betydningsfuldeste af alt:

Guds frelse! For det er dette fortidige, der ved Helligånden og troen bliver »Heilsgeschehen« i nuet, i »øjeblikket«, — og det er det eneste, der kan blive det!

Hvis Jesu opstandelse blot opfattes og forkyn­

des som — en forkyndelse, hvis den afhistorise- res til at blive en Guds ords effektivitet i øje­

blikket, er det ikke mere den nytestamentlige prædiken, der fortsætter sig selv. For apostlene er opstandelsen den Guds begivenhed i histo­

rien, som bærer prædikenen. Ordene får deres myndighed fra opstandelsen, hvilket er noget helt andet, end at ordenes myndighed faktisk skulle være lig med opstandelsen.

Vi ved intet om opstandelsen som et »histo­

risk faktum«, der af fornuften kan indordnes i et neutralt-teoretisk sæt af antagelser, og så­

dan vidste apostlene heller ikke om opstandel­

sen, så lidt som om incarnationen. De blev over­

bevist om, at Jesus lever trods sin død, men en rationel viden om opstandelsen, som fritog dem for troens risiko, kunne de efter vor opfattelse af viden ikke have. Men nu som dengang hø­

rer det med til kristen tro, at den Guds vilje, som blev »kød«, fra opstandelsen bestandig er personligt til og skaber kirken og troen: Kri­

stus lever, ikke som idé eller som et forkyndel- delsens »faktum«, men som person. Denne troens forudsætning hører selv med til troen. I en så­

dan cirkelslutning kan ratio ikke finde sig i at være; men i den cirkelslutning er troen — og med den prædikenen — nødt til at være og blive. Den spænding, som fremkommer ved, at samme person er både rationel og troende, kan aldrig ophæves. Derfor beholder S. Kierkegaard

— trods det overdrevne i fremstillingen — ret i sin tale om paradokset og det absurde.

Kristus er levende og nær som den, der be­

standig kaster kirken og dens budskab ind på denne verden, som den, der skaber det rige, der skal komme, og som den kommende ver­

densdommer. Går vi bag om denne mytologi, er der, som G. Brøndsted siger, »intet«! Hvis Jesu nærhed som den opstandne bliver en følge af eller en ledsagende omstændighed ved forkyn­

delsen, så at den kun bliver et andet udtryk for denne forkyndelse, er den apostolisk forståede Kristi realpræsens fornægtet, for i NT er det omvendt: der er forkyndelsen en følge af Jesu opstandelse, af hans realpræsens. Kristus lever ikke, fordi der prædikes; men der prædikes, fordi Kristus lever!

Til „det hermeneutiske problem“ og til spørgsmålet, om dette problem kan siges at være løst ved den afhistorise- rende eksistentiale interpretation se A. Fridrichsen om tekst­

forståelse i indledningen til Fyrahanda sädesåker (1958, s.

13 ff): eksegese må være arbejdet på at forstå teksterne, og det arbejde må være et forsøg på at trænge ind til det, som den første forkyndelse bevidst mente med ordene. Jfr.

hertil også G. Brøndsteds protest imod Bultmanns af hen­

synet til det moderne menneske bestemte homiletiske inten­

tionseksegese af NT i To verdenssyn — to sprog (1955, s.

71 ff og s. 86fn).

Til belysning af debatten om kerygmaets afmytologisering og afhistorisering skal iøvrigt først og fremmest henvises til Kerygma und Mythos 1—V (indeholdende en væsentlig del af diskussionen) og til samleværket Der historische Jesus

Prædikenen og dens Forberedelse 11

und der kerygmatische Christius (1961), som orienterer meget alsidigt. Endvidere til K. Barth: Rudolf Bultmann, ein Ver­

such, ihn zu verstehen (Theol. Studien, hefte 34, 1953 — med den bidske efterskrift i anledn. af Kerygma u. M. II), R. Bultmann: Geschichte und Escatologie, 1958, P. Althaus:

Das sogenannte Kerygma und der historische Jesus, 1958, ]oh. Horstmann: Syndernes forladelse i Jesu Kristi navn, Tidehverv 1960, s. 41 ff. Nævnes i denne sammenhæng bor også: T. Aukrust: Forkynnelse og historie, 1956.

Det her fremførte indeholder, at det andet ovennævnte spørgsmål (om ikke de tre-fire eller flere »lag« i den nytestamentlige overlevering forbyder talen om den apostoliske forkyndelse?) må afvises. Vist er der flere »lag« i overleve­

ringen med forskellige opfattelser, belysninger og gengivelser; men det er det samme budskab, der er opfattet, belyst og gengivet overalt: at Jesu liv var Messias’ liv, derfor var hans ord og gerninger og hans offer i døden Guds frel­

sende gerning for alle, og derfor lever han, selv om han døde, lever som menighedens hoved og som forkyndelsens subjekt — og ikke kun som dens objekt! — Vi står ikke i valget mellem den rene subjektivisme, hvor enhver selv på eget ansvar må finde ud af, hvad der er sand­

heden i NT, og den falske objektivisme, som man har kaldt det eksegetiske pavedømme: at NTs indhold i den grad bliver et omstridt vi­

denskabeligt spørgsmål, at dets sandhed kun kan afgøres af en autoriseret lærestol. Der føres en bestikkende argumentation for dette enten- eller, hvoraf jo det første må vælges, hvis det er et sandt enten-eller. Men denne argumen­

tation må gennembrydes af den — om man vil

— »naive« påstand, at Luther havde ret i, at det kan siges, hvad NTs skrifter »går ud på«!

Naturligvis kan de, der vil lege den spidsfindigt-filoso- fiske ordleg, kalde også dette synspunkt „subjektivisme" og påstå, at også det er valgt af subjektive, vilkårlige grunde.

Men de, der „vælger" denne „subjektivisme", vælger der­

med bevidst at gå ind under en fælles-kirkelig tradition og må afvise, at dette skulle være en inferiør „objektivering"

at evangeliet: enhver afgørelse „på eget ansvar" er en in­

terpretation af det traderede, og enhver sådan kristendoms­

forståelse er lige så vel som „den kirkelige" en — „objek­

tivering“ ! Ingen kan redde sig ud af det fælles-menneske­

lige vilkår, at ligesom vi (alle) i øjeblikket nødvendigvis føjer vor opfattelse til det opfattede, gør vi (alle) i tiden det opfattede til en anskuelse. Dette kan ikke ændres ved hjælp af ord; det ændres f. eks. ikke af, at man sætter

„das Wort“ i stedet for „Mythos" og „troens afgørelse i øjeblikket" i stedet for „traditio“.

Afgørende for kirkens forkyndelse på ethvert sted og til enhver tid er dens bundethed til sin oprindelse. Apostlenes forkyndelse er ikke blot grundlæggende ved rent kronologisk at være den prædiken, der kom først, men ved, at den kristne kirke begynder ved den prædiken, så at disse to: kirken og den apostoliske prædi­

ken, hører uløseligt sammen. Den nt-lige pinse­

prædiken om påsken og om det, der gik forud for påsken, prædikenen som det, at påsken bli­

ver »bestandig begivenhed«, bliver »Heilsge­

schehen«, så gudsriget er her og kæmper sig frem i denne verden, prædikenen, som altid holdes i tro på, at den opstandne selv person­

ligt er den, der kalder og samler »de helliges samfund«, og at han ved sin ånd vil være den, der taler, — denne forkyndelse er og forbliver den kristne kirkes prædiken. Prædikenens grundlag, indhold og mål er for alle tider givet med dens oprindelse.

Dette betyder i praksis, at prædikenen altid må være bibelsk prædiken, og formalt betyder det, at den må være tekstudlægning.

Fordi den nt-lige forkyndelse er det Guds ord, hvorved den kristne menighed blev til, blev det skriftlige nedslag deraf indbundet i samme bind som det gt-lige Guds ord, og af samme grund har vi samme betegnelse for prædiken­

teksten og for prædikenen: Guds ord. Fra grundtvigsk side er det ofte blevet hævdet, at Guds ord er Kristus selv og hans direkte tale ved sakramentet og sakramentordet, medens trykt eller talt menneskeord kun kan være en pegen på ordet, ikke dette selv. Mon denne diskussion om prædike­

nen som Guds ord eller som blot pegen derpå egentlig drejer sig om andet end en forskellig sprogbrug? Hvis Guds ord i henh. til johannesskrifterne defineres som Kristus selv, er påstanden om menneskeordet som blot en pegen naturligvis rigtig. Men dette er hverken traditionens eller NTs egen sprogbrug. Jesus kalder GTs ord for Guds ord (Mrk. 7, 13) og i Acta er „Guds ord“ term. teen, for præ­

dikenen. Til prædikenens forståelse er det mest klarende at blive ved denne sprogbrug, så at prædikenen opfattes som Kristi ord, indeholdende forkynderens pegen derpå. De to dele af forkyndelsen kan dog kun adskilles ved en abstrak­

tion. Og den kvalitative forskel på sakramentordene og andre nt-lige ord forekommer at være et rent postulat.

Men en anden og alvorligere indvending vil blive rejst mod det ovenfor fremførte: foruden de omtalte „lag" i evangelieoverleveringen siges der at være helt andre, nemlig helt uevangeliske indslag, stammende fra datidig uevangelisk religion, derfor er der tekster, vi ikke kan betragte som Guds ord, de kan kun blive grundlag for evangelisk tale ved urimelig omtolkning! — Til denne indvending skal blot bemærkes, at det må være sandt, at en massiv „objektive- ring“ i form af en færdig forhåndsforståelse af alle NTs tekster er en uting, det må være sandt, at det drejer sig om „i øjeblikket" at høre evangeliet ud af teksten uden at underlægge denne høren et sæt af færdige, objektive menin­

ger. Men hvordan kan man så på forhånd afvise en tekst?

Må man ikke hver gang gå til den i fuld åbenhed for, hvad den (umiddelbart eller trods alt) vil sige? På for­

hånd at afvise en tekst må forudsætte en lige så objektiveret kristendomsforstååelse som ortodoksiens!

Er da ikke kanondannelsen en historisk tilfældighed? Nej, for den er tillige — og væsentligt — noget andet: en del af den kristne menigheds bekendelse af sin tro og af sin høren Guds ord til tro. Den historiske videnskab, som søger tilnærmelsesvis viden, er nødvendig for eksegesen, dette gæl­

der også dens forsøg på at finde bag om „menighedsteolo- gien" i NT, derfor er den også nødvendig for forarbejdet til prædikenforberedelsen. Men det historisk-eksegetiske ar­

bejde og den eksistentielle lytten efter Guds ord er nu een- gang to forskellige kategorier: den ene søger approximativ viden, den anden spørger efter troen. Eller sagt med andre ord: den ene har ærinde bag om teksten, den anden ikke!

II. Forkynderen.

At prædike er at udlægge en tekst, så at de ord, budskabet er gemt i, rulles op og lægges frem, ikke tages til side og fjernes som en blot skjulende skal, men bredes ud, så det kan ses, at de netop i sig gemmer dette budskab. Denne udlægning, udbredning må bestå i, at ordene og sætningerne forklares.

Men hvad menes så med forklaring ud over, at meninger og viden videregives? Enhver så­

dan meddelelse er en objektivering af teksten (også selv om forklaringen går ud på, at evan­

geliet ikke må objektiveres!), og er sådan objek­

tiv viden og mening ikke i sig selv noget dødt?

Forklaringen er uundgåelig; men hvordan bli­

ver den forklarende prædiken »martyrion«, vid­

nesbyrd, og ikke intellektualisme?

Søger vi svaret i urkirkens forkyndelse, for­

nemmer vi, at dér er aldrig tale om forkla­

ring, uden fordi prædikanten »vil noget« med sin forklaring, han er engareret keryks: mar- tys! Udlægningen er aldrig forklaring blot for den intellektuelle forståelses skyld (så lidt som for den moralske belærings eller den etiske cho­

kerings skyld), men det er en vidnende forkla­

ring for den eskatologiske forkyndelses skyld:

Kristus er kommet og kommende, derfor er alt nyt: der er forladelse for alle synder, der er noget nyt at blive lukket ind i med hele sit menneskeliv, og det nye er Guds kraft over al menneskelig nød. Hvor mange nye meninger der

end bibringes tilhørerne, og hvor nødvendige de end er, er forklaringerne i deres inderste hen­

sigt dog noget mere, noget andet, for de vil be­

vidne, at Jesus er Messias: Kyrios Krestos. Og de vil, at der skal ske noget, de vil »Heilsge­

schehen«, de vil have tilhørerne flyttet ind i Kristus-troen. Fordi al nt-lig prædiken er eska­

tologisk bestemt, må den forklare, at det nye er kommet og kommende, og den må forklare, at det nye er det nye, og det gamle, er — det gamle. Derfor kan forklaringernes mål aldrig være, at der skal antages et system af rigtige sætninger om, hvad der skal tros, eller om, hvordan der bør leves, men heller ikke blot en intellektuel klarhed over, hvordan gudsriget skal forstås, og hvordan den enkelte skal forstå sit eget liv i immanensen i lyset af det kommende.

Målet med al forklaring er, at der skal røres ved den enkelte i hans eksistens, så hans eksi­

stens, dvs han selv, ikke blot omdannes, men flyttes ind under Jesu ords herredømme, ud af dette verdens-mørkes magt og ind i Guds rige.

Sådan havde forklaringen rørt ved den, der for­

klarede, derfor var han keryks: det nyes ud­

råber, og derfor var keryks martys: forklaringen var vidnesbyrd.

Tesu egen forkyndelse af gudsriget er forklaring, han var rabbi, didaskalos. Hans lignelser er forklaring af gudsrigets hemmeligheder; men disciplene beder om at få disse for­

klaringer udlagt og forklaret. Gloserne „diasafeson" (Mt. 13, 36) og „frason“ (Mt. 15, 15), som bønnen derom er gen­

givet med, er som det danske ord forklare i og for sig udtryk for den rent intellektuelle klaring. Om Paulus’ præ­

diken i Rom hedder det, at han fra morgen til aften „for­

klarede og vidnede“ (eksetiteto diamartyromenos, Acta 28, 23) om Guds rige og søgte at overbevise om Jesus, både ua fra Mose lov og fra profeterne. Samme ord er Acta, 17, 3 brugt om hans forkyndelse i samtaleform i Tessalonikas synagoge: han samtalede med dem ud fra skrifterne, idet han udlagde (dianoigon), og idet han forklarede (paratite- menos), at Kristus måtte lide og opstå.

Det kan godt alt sammen kaldes en „belæring" ; men Jesu lære var „med myndighed" (Mrk. 1,22), så at forstå den var at høre den til personlig afgørelse, hvortil svarer, at da han som den opstandne udlagde (diermeneusen) skrifterne for „emmausdisciplene“, var deres forståelse ikke den in­

tellektuelle forståelse, at nu var de belært om mesterens død og opstandelse, men forståelsen var, at hjerterne „brændte"

i dem. Og Paulus forklarede, diskuterede og „fraserede" i udlandssynagogerne ; men det var ikke diskussion for in­

tellektuelt at overbevise og få ret, men for at vidne: den udlæggende forklaring er sprogligt og sagligt synonymt med

„og vidnede", fordi forklaringen til forståelse og vidnes­

byrdet til tro er to sider af samme akt: forkyndelsen.

Hvis prædikanten til enhver tid, f. eks. vore dages prædikant i Den danske folkekirke, ikke selv således er berørt i sin eksistens af NTs for­

klaring om Kristus, — hvad så med prædike­

nen? Hvis prædikanten er en uskolet lægmand, vil der i så fald ske det, at han upersonligt gengiver sin kirkes, gruppes eller sekts vedtagne vidnesbyrd på en upersonlig og ofte meget ba­

nal måde. Hvis han derimod er en velskolet teolog, har han en chance for at undgå banali­

seringen, men til gengæld sker der for den ikke personligt engagerede uhjælpeligt det, at præ­

dikenen intellektualiseres: prædikanten bliver et bytte for sin teologiske skole og dens teologi, ligesom lægmanden bliver bytte for sin grup­

pes vedtagne meninger og fromhedsudtryk. Han prædiker sin og sin teologiske skoles vedtagne kristendomsforståelse og dens rette meninger:

han prædiker ikke som gudsrigets keryks og martys, men som en gengiver af denne mere eller mindre »rigtige« nt-lige teologi. Teologien bliver ikke et arbejdsredskab for forkyndelsens

forklaring, den bliver selv til »prædiken«. Men kan det så overhovedet kaldes prædiken, hvis der med det ord skal menes det, prædikenen fra først af var?

Det er indenfor luthersk teologi i nutiden mere alminde­

ligt at kritisere den spiritualistiske og psykologiserende for­

kyndelse end at sætte spørgsmålstegn ved intellektualise­

ringen. Men alle de samme angreb, som rettes mod det spiritualiserende, kan med tilsvarende begrundelse og vægt rettes mod det intellektualiserende. Når der diskuteres, sy­

nes spiritualisme og intellektualisme at være skarpe mod­

sætninger; men i virkeligheden er de dog to vækster af den samme rod: subjektivismen. Intellektualismen er lige så vel subjektiv psykologisering som spiritualismen. Eller hvordan vil man begrunde, at det, der foregår i intellektet mindre er „psykologi" end det, der foregår i følelserne og ople­

velserne?

Når den rene intellektualisme ikke kan kaldes forkyndelse, er det fordi vidnesbyrdet mangler.

Det er vidnesbyrdet, som gør forklaringen til forkyndelse. Det er vidnet, som bringer forkla­

ringen for at forkynde. Men nu er »vidnesbyrd«

og »at vidne« unægtelig meget belastede udtryk.

Derfor kan de heller ikke bruges her uden nær­

mere forklaring:

Om tekstforklaringen ved at være vidnesbyrd bliver forkyndelse, — eller rettere: om vidnes­

byrdet er der, så forklaringen gives for vidnes­

byrdets skyld og derved er forkyndelse, hænger på ingen måde sammen med, at prædikanten i det ydre forstår at gøre sin tale »personlig«, f.

eks. ved at tale om egne kristelige oplevelser med sig selv eller med andre. Derimod hænger det sammen med, om han er personligt engage­

ret, så at hans tale er i ægte forstand »eksisten­

tiel«. Den apostoliske prædiken var vidnesbyrd på grund af det, apostlene selv havde set og hørt og på grund af det, de stadig hørte. »Martys« — dvs., at prædikanten altid selv er den første til­

hører!

III: Bibelsk forkyndelse som aktuel prædiken.

Prædikenen skal gå ud fra en tekst; men den vil også gå hen til nogle mennesker, der som prædikanten selv lever i en anden tid end teks­

tens tid. Derfor må prædikenen lige så vel være nutidsbestemt som tekstbestemt, og arbejdet med at forberede en prædiken må falde i to dele, der på en eller anden måde skal holdes sammen:

eksegese og aktualisering.

Dette lyder nok for de fleste temmelig selv­

følgeligt. Ikke desto mindre ser det ud, som om dette selvfølgelige krav om, at det i sig selv ufor­

anderlige budskab i prædikenens udformning må være nutidsbestemt, ikke imødekommes på til­

fredsstillende måde. Derpå tyder, at nutidsmen­

neskets — og ikke mindst de unges — hyppigste indvending mod prædikenen plejer at lyde om­

trent sådan: »Det, der siges, er vist alt sammen rigtigt; jeg kan bare ikke med min bedste vilje høre, at det angår mig!«

Enhver prædikant vil have et dogmatisk rig­

tigt svar på rede hånd, f. eks.: »Når tidens børn ikke synes, prædikenen svarer på det, de går og tænker på, kunne det være, fordi prædikenen med rette vil, at de skal tænke på noget andet!«

En sådan modbemærkning udtrykker ikke blot noget sagligt rigtigt, men kan også i den anty­

dede samtales situation være et sandt svar. Men der er dog sikkert noget andet, prædikanten hel­

lere må beskæftige sig med, og det er den over­

vejelse, at det kunne dog også være hans skyld,