OLUF H. KRABBE
DANSK PRESSERET
G. E. C. G A D S F O R L A G • K Ø B E N H A V N M C M X X X IX
Indledning.
B o g try k k e rk u n ste n s O p findelse h ar givet S tø d et til en d obbelt R etsudvikling, henholdsvis næ rm est af p ri
vatretlig og n æ rm est af offentligretlig N a tu r.
P rivatretligt y d e r N u tid en s Lovgivninger den litte rære P roducent B eskyttelse m od F o rtry k og E ftertry k , h vorved der sikres ham E nebestem m elsesret m. H. t.
A an d sv æ rk ets U dgivelse og M angfoldiggørelse, og gives ham og hans A rv in g er en vis (tid sb eg ræ n set) E neret til d e t økonom iske U d b y tte af A andsvæ rket, ogsaa k ald et den litteræ re E jendom sret. R etsreglerne herom frem stilles i L æ ren om den ideelle P ro d u k tio n (A ands- retten), hvor d et oplyses, a t disse Regler, navnlig ta k k e t væ re B ernerkonventionen af 1886, h a r en i P rincipet ensartet, tildels in tern a tio n alt fælles K a rak ter i de for
skellige Lande.
O ffentligretligt giver Lovgivningerne særlige regu
lerende F orskrifter angaaende Pressens Brug m ed det dobbelte Form aal dels a t betrygge Y tringsfriheden gen
nem P ressen og derm ed i v id est m uligt O m fang a t del
agtiggøre Sam fundet i de offentliggjorte A andsfrem - bringelsers kulturelle V æ rdier, dels a t væ rne Sam fun
d e t m od de m ed O ffentliggørelsen forbundne Farer.
D et sam lede Indbegreb af disse Lovregler giver U d try k for, i hvilket O m fang Y tringsfriheden gennem P ressen er an e rk en d t i vedkom m ende Land.
E t histo risk T ilbageblik viser, a t de om talte privat
retlige Regler til G u n st to r den litteræ re P roducent fø rst er kom m et til U dvikling langt senere end de offentligretlige Regler om P ressens Brug, og a t disse sidste til a t begynde m ed væ sentlig tog Sigte paa at m odvirke Pressens Farlighed for K irke og Stat, h v o r
im od Lovgivningernes O m sorg for Y tringsfrihedens U d foldelse gennem P ressen fø rst er frem kaldt ved nyere T id ers revolutionæ re Frihedsbevæ gelser (1789, 1848) og næ rm est frem træ d e r som O phæ velse af tidligere Ind
skræ nkninger i Friheden. D e offentligretlige Regler er i d e t hele i langt h ø jere G ra d end de p rivatretlige af
hængige af de skiftende politiske M agtforhold, d er efter O m stæ ndighederne kan føre til en T ilbagevenden til S tatsindgreb i Pressefriheden, som under and re politi
ske K o n ju n k tu rer var blevet ophæ vede (D anm ark i T id en 1799— 1848, D ik ta tu rsta te rn e i nyeste Tid).
N a a r d er overh o v ed et h a r g jo rt sig en T rang gæl
dende til særlige R etsregler v edrørende P ressens Brug, hæ nger d et sam m en m ed selve Presseforholdenes ejen dom m elige N atu r.
D en O m stæ ndighed, a t M ennesket læ rte sig ved S k r ift a t fæ stne sine T an k e r paa P apir eller an d et U nderlag, v ar en kulturfrem m ende F aktor af um aalelig B etydning. V ed denne Legem liggørelse af d e t m u n d t
lige U dsagn og Løsrivelse fra den talendes Personlig
hed sk ab tes d er et O plysnings- og M eddelelsesm iddel, d er kunde opbevares fra T id til T id og forsendes fra Sted til Sted. Lovreglerne om Skøder, G æ ldsbreve og T e sta m e n te r vidner om, i hvilken G ra d R etslivet h ar ta g e t d e t skrevne U dsagn i sin T jen este, og S traffelov
givningen søger ved S traffebestem m elserne for D oku
m entfalsk og and re D okum entm isbrug a t betrygge D okum enternes B enyttelse i Sam livsforholdene. Med T elefonens O pfindelse blev d et vel m uligt ved m u n d t
lig T ale at overvinde A fsta n d en i Rum, m en T elefon
m eddelelsen savner S kriftets varige, fysiske for O m verdenen tilgængelige Eksistens.
M edens S k riftsprogets O p staaen tab er sig i O ld tid en s M ørke, kan S k riftets M angfoldiggørelse ad m ekanisk V ej ved B ogtrykkerkunstens O pfindelse tid fæ stes til Slutningen af d et 15. A arhundrede. D enne O pfindelse b etegner m aaske d et m est haandgribelige Skel m ellem M iddelalderens og den nyere T ids K ultur.
M angfoldiggørelse af Skrift var naturligvis ikke uk en d t i æ ldre T ider, men den foregik besvæ rligt ved D ik ta t eller A fskrivning, d er i O ldtidens Rom væ sentligst be
sørgedes af Slaver, i M iddelalderen af M unke. G ennem B ogtrykpressen, efterh aan d en fuldkom m engjort ved te k niske F orbedringer, m uliggjordes en hurtig, principielt ubegræ nset og forholdsvis billig M angfoldiggørelse af S kriftet. H eraf fulgte videre M uligheden for en — m ed T rafikm idlernes F rem skridt h urtigere og h urtigere — U dspredelse af d et try k te S krift i stedse videre K redse, derm ed a tte r M uligheden for en hid til u k en d t M ed
delelse af O plysning til de sto re M asser og sam tidig aandelig Paavirkning af disse. Særlig m ed H enblik paa d e tte sidste h a r m an m ed R e tte k a ra k te rise re t Pressen, specielt den periodiske Presse, som en selvstæ ndig, ikke statlig t organiseret S am fundsm agt eller endog Storm agt.
— En langt m ere fuldkom m en sam tidig M assem edde
lelse og M assepaavirkning m uliggøres i nyeste T id ved R adiospredning af den levende, nuancerede T ale; den ru n d k a ste d e T ale o p fa tte s ogsaa af de Folkem asser, der hverk en kan læse eller skrive (»A nalfabeternes Avis«), og den kan ved O ptagelse paa G ram m ofonplader o p bevares og gengives fra T id til Tid.
D et er i første R æ kke M asseudspredelsen af det try k te Skrift, der h ar b egrundet d et særlige Sæt af
R etsregler, der betegnes som Presselovgivningen. D enne M asseudspredelse tager F art m ed den periodiske P res
ses O pkom st (i D anm ark i M idten af d et 17. A arhun- drede) og kulm inerer i N u tid en s D agspresse, i daglig Tale slet og re t beteg n et som »Pressen«.
H vad d er d ern æ st i E nk elth ed er giver Presselovgiv
ningen dens Præg, er den O m stæ ndighed, a t M asse
p ro d u k tio n en og den hurtige M asseuddeling af T ryk- sk rifte t h ar m ed fø rt en sted se m ere gennem ført A r b e jd s deling m ellem de forskellige ideelle, tekniske, økonom i
ske, trafikale og kom m ercielle Led i S k riftets O ffe n t
liggørelse. U n d e r N u tid en s Forhold k ræ ver O ffentlig
gørelsen af et try k t S krift alm indeligvis en M edvirken af et sto rt A n tal P ersoner: en F o rfatter, en B ogtrykker, F orhandlere, U ddelere, o ftest tillige en Forlægger eller K om m issionshandler, u n d ertid e n en særlig U dgiver; for periodiske S krifter sæ dvanlig en R edaktør. A rb e jd e t m ed Frem stillingen fordeles mellem S æ ttere og T ry k kere, ofte under Ledelse og T ilsyn af en F ak to r; R edak
tionen besørges af en ledende R ed ak tø r m ed en Stab af M edarbejdere, F ordelingen af talrige S ortim entsbog
handlere og deres M edhjæ lpere, for D agspressens V e d kom m ende af G adesæ lgere og A visbude. For sam tlige disse P ersoners V edkom m ende kan der blive Spørgs- m aal om A n sva r til S traf og E rstatn in g som Gernings- m æ nd eller m edvirkende til de ved P ressens Brug ivæ rk
sa tte U lovligheder. Og d et er denne M assedeltagelse i P ublikationen — i Forbindelse m ed d et fundam entale H ensyn til Y tringsfrihedens ideelle V æ rd i og de m ed dens M isbrug gennem P ressen forbundne Farer, — der h a r affø d t de for P resseforholdene særlige R etsregler angaaende A n sv arets Fordeling og A n sv arets V æ g t sam t en R æ kke politim æ ssige O rd e n sfo rsk rifte r til Sikring af A n sv arets G ennem førelse.
§ 2.
Censur og Trykkefrihed før 1849.
A llerede h u rtig t efter B o gtrykkerkunstens O pfindelse blev det k la rt for de verdslige og kirkelige M agthavere, hvilke F arer den nye O pfindelse kunde lade befrygte for den bestaaende Sam fundsorden og de A nskuelser, d er laa til G ru n d for denne. A f særlig B etydning i saa H enseende var det, at B o gtrykkerkunstens O pfindelse in d tra f sam tidig m ed den aandelige O plysnings- og Fri- gørelsesbevæ gelse, d er paa d et religiøse O m raade bl. a.
gav sig U dslag i R eform ationen.
D et M iddel, hvorved m an søgte a t im ødegaa disse F arer, v ar C ensuren o: en forud for S kriftets T ry k n in g af en offentlig M yndighed foretagen Bedøm m else af S kriftets Indhold og G odkendelse af d e tte som B etin
gelse for, a t O ffentliggørelse gennem T ry k k e n m aatte finde Sted.
C ensuren er efte r sit V æ sen og Form aal en politi- m æ ssig-præ ventiv F oranstaltning i R etshaandhæ velsens T jen este. D ens Form aal er at forebygge, a t P ressen m is
bruges. M en C ensuren afviger fra and en af R etsordenen go d k en d t forebyggende R etshaandhæ velse — som f. Eks.
N ødvæ rge, Strfl. § 13, Forebyggelsestvang overfor T ru s
ler, Strfl. § 75, S ikringsforanstaltninger overfor krim i
nelle abnorm e Personer, Strfl. § 70, F o rb u d sin stitu tet, Rpl. § 646 ff. — derved, a t den ikke til sin Forudsæ tning k ræ v er en b e ste m t indiceret Fare for, a t L o vovertræ del
ser skal finde Sted. C ensuren iv æ rk sæ ttes af H en sy n til den ganske u bestem te M ulighed, a t e t til O ffentliggø
relse gennem T ry k k e n b estem t S krift kan indeholde n oget retsstrid ig t. — M en d ern æ st p ra k tiseres C en su r
sy stem et — uden a t d e tte dog er en nødvendig Følge af d et foran definerede C ensurprincip — ofte saaledes,
a t der er tillagt den censurerende M yndighed K om pe
tence til at stan d se O ffentliggørelsen, ikke blot naar S k riftet findes at indeholde noget m od den alm indelige Lovgivning stridende, m en ogsaa iøvrigt, naar S kriftet efte r C ensors Skøn findes at indeholde noget usøm m e
ligt eller utilbørligt, d er ikke bør kom m e offentligt frem, særlig naar d et d re je r sig om agitato risk K ritik af god
k en d te herskende A nskuelser eller af bestaaen d e Sam fundsindretninger. C ensuren p aatager sig forsaavidt en Opgave, der gaar ud over, hvad d er kan betegnes som
»R etshaandhæ velse« i egentlig Forstand.
I D anm ark udøvedes C ensuren oprindelig af de k irk e
lige M yndigheder, efte r K irkeordinansen 1537 af U n i
v ersitete t og B isperne med sæ rligt H enblik paa, at in te t m aatte trykkes, som stre d m od den re tte Religion. E fter den periodiske P resses O p k o m st og E nevoldsm agtens Indførelse 1660 overgik den politisk-verdslige C ensur til den, »hvem K ongen dertil forordner«, jfr. D. L. 2-21-2, d.v.s. i A lm indelighed til P olitim estrene.
Hele den æ ldre C ensurlovgivning ophæ vedes under S truensee ved R eskr. 14. Sept. 1770. H erved indførtes fuld T ry k k efrih ed , hvilket dog ved Reskr. 7. O k t. 1771 næ rm ere forklaredes derhen, a t den bevilgede T ry k k e frihed ikke m aatte m isbruges til O vertræ d else af de borgerlige Love, og at enhver F o rfa tter m aatte staa til A n sv ar herfor. D e t foreskreves i F orbindelse herm ed, at B o g trykk eren skulde væ re ansvarlig for S k riftets In d hold, n aar han ikke kunde angive F orfatteren, og a t in gen Bog m aatte try k k es, hvorpaa ikke F o rfa tteren s eller B ogtrykkerens N a v n v ar angivet. D en herved in d fø rte T ry k k e frih ed stilsta n d blev i R ealiteten — uden a t C en sur form elt blev in d fø rt — stæ rk t indskræ nket ved R eskr. 20. O k t. 1773, d er forbød i A v ise r og U geblade a t indføre noget, som angik S taten eller Regeringen, al
m indelige F oranstaltninger eller andre S tridsskrifter, isæ r saadanne, hvorved P ersoner angrebes, B yrygter eller andre opdigtede Fortæ llinger, som indeholdt noget fornæ rm eligt eller uanstæ n d ig t m. v. Skete dette, kunde P olitim esteren straks, uden a t Sagen kunde indbringes fo r D om stolene, idøm m e U dgiveren en Bøde. D enne P olitim yndighed overfor den periodiske P resse b o rtfa ld t ved PI. 4. Dec. 1790, d er gentog og indskæ rpede R e
sk rip te t af 7. O kt. 1771 og — som noget n y t — paa
lagde B ogtrykkerne at aflevere til P olitim esteren et Eksem plar af e th v e rt try k t Skrift, som blev udgivet u den F orfatterens N a vn . A n sv aret for d et try k te Skrifts Indhold m aatte h erefter afgøres af D om stolene overens
stem m ende m ed den alm indelige Lovgivning.
E t n y t A fsn it af T ry k k efrih ed en s H istorie her i L an
d e t indlededes m ed Fr. 27. Sept. 1799, »der næ rm ere fo r
k lare r og bestem m er T ry k k efrih ed en s G ræ nser«. D enne F orordning danner G rundlaget for den R etstilstan d ved
rø ren d e P ressens Brug, som blev gæ ldende indtil For- fa tningsforandringen i 1849 og P resseloven af 3. Jan.
1851. F orordningen indlededes m ed en U dtalelse om, at K ongen anser T ry k k efrih ed en som d et virksom ste M id
del til at udbrede O plysning og alm ennyttige K undska
b e r blandt B orgerne. D et frem hæves, at C ensuren d er
fo r — nem lig ved R eskr. 14. Sept. 1770, jfr. PI. 4. Dec.
1790 — var blevet ophæ vet, men at T ry k k efrih ed en for ikke at u d arte til tøjlesløs F ræ khed m aatte væ re R eg e
ringens T ilsyn undergivet, at dens G ræ n ser m aatte nøje fa stsæ tte s ved Lov og O verskridelser af de givne F or
sk rifte r ram m es m ed passende Straffe. D e t m aatte fo r
dres, at enhver vedstaar, hvad han lader offentligt try k k e. A n o n y m ite t m aatte derfor forbydes.
O verensstem m ende m ed d e tte P rogram udvider F or
ordningens §§ 16 og 19 den hidtidige N avngivelsespligt
til a t om fatte baade F orfatter, Forlægger og B ogtrykker, for A viser og offentlige T id en d er desuden R edaktøren og F o rfa tteren af hver enkelt A rtikel. In te t m aatte try k kes uden hos de privilegerede B ogtrykkere, og B ogtryk
kerens A fleveringspligt udvidedes ved Fr. §§ 26 og 27 til a t om fatte A flevering til P olitiet af alle A viser og andre periodiske S krifter sam t eth v e rt an d e t Skrift paa ikke over 24 A rk, alt forinden U ddeling eller Salg til andre fan d t Sted.
Foruden disse B estem m elser af politim æssig K arak ter, d er havde til Form aal a t gøre R egeringstilsynet m ed P ressen effek tiv t og lette R etshaandhæ velsen overfor Presseforseelser, indeholdt Forordningen dels i §§ 1— 14 re t stræ nge og vidtgaaende S traffebestem m elser for en D el særlig opregnede m aterielle P resseforbrydelser af statsfarlig, religionsfjendtlig, æ rerørig eller usædelig K a
rakter, dels i §§ 17 og 19 visse alm indelige A nsvars- bestem m elser: F o rfa tteren skulde væ re ansvarlig for S kriftets Indhold uden H ensyn til, om han v ar n av n givet eller ej. Forlæ ggeren og T ry k k e ren skulde indestaa for, a t den paa S k riftet navngivne F o rfa tter v ar den sande og for, at han, dersom S kriftet blev paatalt, vilde væ re og forblive tilstede, saa a t han kunde drages til A n svar for Indholdet; blev denne G a ran ti ikke opfyldt, skulde F orlæ ggeren og T ry k k e ren staa i F orfatterens S te d og lide sam m e Straf, som vilde have ram m et ham , ifald h an havde v æ ret tilstede. For periodiske S k rifters V edkom m ende var R ed ak tø ren ansvarlig for hele S kriftets Indhold tilligem ed F orfatteren, ved A viser og offentlige T id en d e r desuden U dgiveren.
V i finder saaledes i denne F orordning — tildels alle
rede i Reskr. 7. O kt. 1771 — i Principet d et sam m e Sy
stem af politim æssige F o rsk rifter og H æ ftelse for den anonym e eller ikke tilsted ev æ ren d e F o rfa tte rs Brøde,
som i æ n d ret Skikkelse genfindes i Presselovene af 1851 og 1938. D enne H æ ftelse for andres F orb ry d elser k an o p rindelig næ ppe antages beg ru n d et ved en (uafbeviselig) P ræ sum tion om, a t den sub sid iæ rt ansvarlige B ogtrykker eller U dgiver h ar v æ ret k e n d t m ed S k riftets ulovlige Ind
hold og for saa vid t er a t anse som forsæ tlig G ernings
m and til d et begaaede P ressedelikt, m en m aa sn arere o p fa tte s som e t i en særlig T ilsynspligt b egrundet stra ffe re tlig t G a ran tian sv ar for den virkelig skyldiges T ilste d e
væ relse under en mod ham re js t Sag. Lignende stra ffe retlige G aranti- eller K autionsforpligtelser overfor det offentliges Interesse i T ilstedevæ relsen af et Eksekuti- o n so b jek t for Straffen, saaledes at Ikke-O pfyldelse af G a ran tien paadrog den tilsynspligtige sam m e A nsvar som det, der paahvilede G erningsm anden, var i æ ldre R et en ikke h elt sjæ ld e n t forekom m ende O rdning x).
M edens Fr. 1799 iøvrigt ikke genindførte C ensur, foreskrev den dog i § 20 som en U ndtagelse, a t en F o rfa t
ter, d er k en d tes skyldig i O vertræ d else af Forordningen, skulde væ re P olitim esterens C ensur undergivet m ed H ensyn til, hvad han frem tidig lod trykke. D enne C en
sur v a r oprindelig livsvarig, men begræ nsedes ved PI.
1. N ov. 1837 § 3 for adskillige T ilfæ ldes V edkom m ende til en V arighed af et eller flere A ar.
D en saaledes begræ nsede C ensurbestem m else forblev gældende, indtil den ophæ vedes ved foreløbig Fr. 24.
M arts 1848, sta d fæ ste t ved L o v 5. Juli 1850, og udover denne begræ nsede C ensurbestem m else fo refandtes der
‘) Jfr. allerede jyske Lov II. 63 sam t Fr. 12. O kt. 1617 § 3, Fr. 7. A pril 1619 § 28, DL. 6.—6 —13, Fr. 6. Febr. 1694. — Se endvidere Richard Loening: D ie strafrechtliche H aftung des verantw ortlichen R edakteurs, Jena 1889, S. 175 ff. ang. den tilsvarende U dvikling i F rankrig og T yskland; Fr. O etker: Die strafrechtliche Haftung des v. R., S tu ttg a rt 1893, S. 12 ff.
ikke i T iden mellem 1799 og 1849 nogen lovbestem t C en
sur i den form elle F orstand, at en F o rfa tte rs M anuskript inden T rykningen ex lege skulde gennem læ ses og god
kendes af en offentlig M yndighed. M en ad O m veje blev F orholdet dog faktisk det, a t en sto r Del af Pressen, og navnlig den periodiske Presse, blev C ensur undergivet.
H ertil bidrog dels S ystem et m ed Bladprivilegier, dels æ ndrede B estem m elser om Forpligtelsen til at aflevere try k te S krifter til P olitim esteren.
I fø rstn æ v n te H enseende bestem tes d et ved PI.
2. O k t. 1810, at ingen h erefter m aatte udgive noget Blad, hvori politiske N y h e d er eller E fterretn in g er blev m eddelte, uden forud erhvervet sæ rligt kongeligt Privi
legium, og saad an t Privilegium blev ikke fo ru n d t nogen, uden a t han u n d erkastede sig Censur, hvilken C ensur dog ikke skulde fritage ham for A nsvar. D e tte Forhold ram te de uprivilegerede Blade særlig h aard t, fordi U d try k k en e »politiske N y h e d er eller E fterretninger« blev taget i m eget vid B etydning, og Kancelliet, indtil d e tte berigtigedes ved PI. 3. Juni 1846, antoges a t have M yn
dighed til endeligt a t afgøre, om en M eddelelse i et uprivilegeret Blad skulde anses som politisk, og til i bekræ ften d e Fald a t beslaglægge Bladet, uden a t Spørgs- m aalet af U dgiveren kunde indbringes for D om stolene.
A f endnu stø rre B etydning til Indskræ nkning af P ressefriheden var det ved PI. 13. M a j 1814 in d fø rte saakaldte »foreløbige G ennem syn« af de try k te Skrifter, som ifølge Fr. 1799 §§ 26 og 27 skulde afleveres til Politiet. Ifølge Fr. 1799 skulde disse T ry k sag er blot a f
leveres, inden S k r ifte t m aatte uddeles eller sælges til andre. M en ved PI. 1814 bestem tes det, a t U ddeling og Salg ikke m aatte finde Sted, før P olitiøvrigheden havde h aft en vis F rist til a t gennem se S k riftet eller inden Fristens U dløb havde tilkendegivet, at G ennem
syn et havde fundet Sted. D e tte foreløbige G ennem syn af d e t tr y k te S k rift virkede faktisk til en vis G ra d som C ensur, idet F o rfa ttern e fo retrak a t lade M a n u skrip tet gennem se inden T rykningen frem for a t risikere Spild af U lejlighed og U d g ifter ved a t faa d et try k te S krift be
slaglagt, inden d e t v ar uddelt. V ed PI. 3. Juni 1846 § 3 blev d et dog fastslaaet, a t Spørgsm aalet om Lovlig
heden eller U lovligheden af et af P olitim esteren i M ed
før af PI. 1814 beslaglagt S krift altid af den paagæ l
dende kunde forlanges afg jo rt af D om stolene.
V ed den ovennæ vnte foreløbige Fr. 24. M arts 1848, jfr. Lov 5. Juli 1850, ophæ vedes sam tlige efter Fr. 27.
Sept. 1799 udkom ne Love om P resseforhold sam t Censur- bestem m elsen i F orordningens § 20. V ed G rdl. 1849 § 91 bestem tes det, a t C ensur og andre forebyggende F or
holdsregler ingensinde paany m aatte indføres, og ved Lov 3. Jan. 1851 gaves nye B estem m elser om P ressens Brug, d er tra a d te i S tedet for Fr. 27. Sept. 1799.
§ 3.
G ru n d lo v 1849 § 91 ( = G rdl. 1920 § 84).
B egrebet »T rykkefrihed« kan forstaas — og forstodes vistnok oprindeligt, jfr. R eskripterne af 1770 og 1771 sam t PI. 4. Dec. 1790, — som alene bety d en d e Frihed for Censur. I denne F orstan d er T ry k k efrih ed en et be
græ nset O m raade indenfor T ry k k efrih ed en eller P resse
friheden i videre B etydning som Betegnelse for Y trin g s
friheden i Pressen. T ag et i den første B etydning h e r
sker der fuld T ry k k efrih ed , n aa r C ensur og andre d e r
m ed ligestillede forebyggende F orholdsregler er ophæ vede. D e tte skete ved Fr. 24. M arts 1848, jfr. Lov 5. Juli 1850, og blev yderligere fastslaaet ved G rdl. 1849 § 91,
d er er enslydende m ed den gæ ldende G rdl. § 84. D enne T ry k k e frih ed hører h erefter til de B orgerne grundlovs- m æ ssigt tilsikrede G oder, d er ikke k an beskæ res af den alm indelige Lovgivningsmagt.
I U delukkelsen af C ensur ligger im idlertid kun dette, a t O ffentliggørelsen af e t S krift ved T ry k k e n skal kunne ske uhindret. A f C ensurfriheden følger ikke ubegræ nset Y tringsfrihed iøvrigt. E n Lovgivning, d er hjem ler uind
sk ræ n k e t T ry k k e frih ed i den snæ vrere F orstand, kan m eget vel give U d try k for en stæ rk t begræ nset Y trin g s
frihed ved vidtgaaende K rim inalisering af og stræ nge S traffebestem m elser for U dtalelser i Pressen, der af Loven stem ples som retsstridige.
Spørgsm aalet er nu, om G rundlovens § 84 h ar be
græ nset den alm indelige Lovgivningsm agts K om petence til m aterielt at foreskrive Indskræ nkninger i Presse- Y tringsfriheden og fa stsæ tte A n sv aret for O vertræ delse af saadanne F orskrifter, og om G rundloven — b o rtset fra hvad der følger af C ensurens A fskaffelse — h ar be
g ræ nset den alm indelige Lovgivningsm agts K om petence til a t anordne F o rsk rifter m ed H ensyn til G ennem førelsen af d e tte A nsvar.
I fø rstn æ v n te H enseende indeholder G rdl. § 84 ingen Indskræ nkninger i den alm indelige Lovgivningsm agts K om petence. I P aragrafens 1. P unktum siges det, at O ffentliggørelsen sk er under A n sva r fo r D om stolene, og da D om stolene ifølge G rundlovens § 71 i deres Kald alene h a r a t re tte sig e fte r Loven, sam t da G rundloven in te t bestem m er om Ind h o ld et af den Lovgivning, der h er kan kom m e i B e tra g tn in g *), m aa den alm indelige
*) Se derim od den norske G rundlov af 17. Maj 1814 § 100:
»Frim odige Y tringer, om S tatsstyreisen og hvilkensom helst anden G jenstand, ere E nhver tilladte«.
Lovgivningsm agt have Frihed til a t bestem m e baade, hva d der m ed H ensyn til d et try k te Skrifts Indhold skal anses« som ulovligt, og h v ilk e t A n sva r en m ateriel P resseforbrydelse skal have til Følge, d e tte sidste baade m. H. t. A nsvarsbetingelserne, A nsv arets V æ gt og A n sv arets Fordeling paa de i P ressepublikationen d e lta gende P ersoner. E jheller afskæ rer G rdl. § 84 den alm in
delige Lovgivningsm agt fra a t skæ rpe A n sv aret for P ressepublikationer i Forhold til A n sv a re t for tilsva
ren d e M eddelelser uden P ressens B enyttelse eller fra a t krim inalisere visse M eddelelser alene, naar de frem kom m er i try k t Skrift. Endelig gæ lder der paa d e tte O m raade in te t sæ rligt m ed H en sy n til den alm indelige Lovgivningsm agts A dgang til ved en B lanketbestem melse at overlade til A dm in istratio n en a t udstede F or
bud indenfor de ved en Lov angivne Ram m er, se f. Eks.
Lov N r. 200 af 9. Sept. 1914 smh. m. Bk. N r. 105 af 6. M arts og N r. 152 af 12. A pril 1917.
F orholdet kan h e re fte r væ re det, a t en (offentlig) M eddelelse gennem P ressen ram m es m ed S traf som en ikke sæ rlig frem hæ vet, m en p ra k tisk hyppigt forekom m ende Form for en i d et hele fo rb u d t O ffentliggørelse, saaledes Strfl. §§ 136, 140, 263. Stk. 1, N r. 3; eller det, a t O ffentliggørelse gennem P ressen frem hæ ves som et, u n d ertid en kvalificeret, T ilfæ lde af en i A lm indelighed krim inaliseret O ffentliggørelse, saaledes Strfl. § 267, Stk. 3, Rpl. §§ 73, Stk. 3, 85, Stk. 3, 895, Stk. 4: »i P res
sen eller paa anden M aade offentligt«. Eller F orholdet kan endelig væ re det, a t en O ffentliggørelse, f. Eks. af et u tu g tig t Skrift, er belagt m ed S traf d irek te og u d e
lukkende, naar O ffentliggørelsen sker ved T ry k k e n . Jfr.
ogsaa Lovene af 8. Juli 1849, 5. Juli 1850 og 21. M arts 1864 om Forbud m od ved T r y k k e n a t offentliggøre E fterretn in g er v edrørende Krigen, K lasselotterilov af
O lu f H . K ra b b e : D a n sk P r e s s e re t 2
6. M arts 1869 § 5, Lov ang. P ræ m ieobligationer N r. 52 af 14. M arts 1911 § 3.
D e t e r naturligvis herved ikke udelukket, a t den al
m indelige Lovgivningsm agt gennem vid træ k k en d e F or
bud og stræ nge S traffe k an »misbruge« sin K om petence til a t etablere en R etstilstand, som i R ealiteten levner m indre Y tringsfrihed end e t C ensursystem vilde gøre, f. Eks. ved overhovedet a t forbyde al O m tale af R ege
ringens F oran staltn in g er eller K irkens A nliggender. D et kan siges, a t saadanne absolute Forbud b ety d er et k ra f
tigere og m ere effek tiv t Indgreb i Y tringsfriheden inden
for d e t paagæ ldende O m raade end en af en censu
reren d e M yndigheds Tilladelse betin g et O ffentliggørelse.
M en m an kan naturligvis ikke fra M uligheden for saa
danne M isbrug drage den Slutning, at Lovgivningsm ag
ten h elt skulde væ re afsk aare t fra at udstede Forbud m od O ffentliggørelse af visse P ressem eddelelser. Skulde Lovgivningsm agtens Forbuds- og S traffefo rsk rifter u d a rte til M isbrug og kom m e i Strid m ed G rundlovens A and ved a t gøre den Y tringsfrihed i Pressen, som G rundloven dog h ar villet betrygge, illusorisk, bliver S pørgsm aalet herom e t politisk Spørgsmaal, ikke et R etsspørgsm aal.
A ngaaende den alm indelige Lovgivningsm agts K om petence til a t anordne F o rsk rifter m ed H ensyn til G en
nem førelsen af A n sv a re t for m aterielle P ressefo rb ry d el
ser bem æ rkes følgende:
D et oprindelige U d k a st til G rundlovens T rykkefri- hedsbestem m else in deholdt kun den til G rdl. § 84, 1.
Punktum , svarende B estem m else: »Enhver er b erettig e t til paa T ry k a t offentliggøre sine T anker, dog under A n sv ar for D om stolene«. D e t fo ru d sa tte s ved denne Form ulering, a t C ensuren herm ed var afskaffet og re t
lig Ligestilling in d fø rt mellem Y tringsfriheden i P res
sen og Borgernes Y trings- og H andlefrihed iøvrigt, nem lig F rihed under sæ dvanligt, i A lm indelighed efterfø l
gende, retligt A n sv ar for F rihedens M isbrug. M en det Udvalg, som i 1849 havde d et herom handlede A fsn it af G ru n d lo v su d k astet til Behandling, fan d t det, m ed H e n blik paa F ortiden, rigtigst ex tuto k lart og e fte rtry k k e ligt a t fastslaa i G rundloven, at C ensuren v ar afsk affet og »ingensinde paany« kunde indføres. U n d er F o rh an d lingerne i R igsforsam lingen var der i og for sig fuld
stæ ndig Enighed om, a t C ensuren skulde afskaffes, m en der blev fra flere Sider frem sat B etæ nkeligheder ved at optage et Forbud m od C ensur i selve G rundloven uden sam tidig a t anvise nogen M ulighed for under gan
ske ek strao rd in æ re Forhold, f. Eks. B elejringstilstand eller Krig, a t indføre Pressecensur. I F orbindelse h er
med re jstes der Spørgsm aal om — i Lighed m ed hvad der gæ lder i flere frem m ede Forfatningslove — i G ru n d loven a t aabne A dgang til un d er saadanne ganske e k stra ordinæ re O m stæ ndigheder at kunne suspendere ikke blot T rykkefriheden, men ogsaa and re grundlovssikrede p e r
sonlige F rihedsrettigheder. T an k en herom blev dog ikke fø rt videre. Skønt den p ra k tisk e N ødvendighed af en saadan Suspension u n d er abnorm e Forhold ikke blev b estrid t, fa n d t m an d et ikke rigtigt a t lovfæ ste en nød- retlig Regel herom , tildels m aaske for ikke derved at an ty d e den m indste M ulighed for D ik ta tu r paa disse O m raad er 2).
‘) T schem ing, Ø rsted, Balthazar Christensen: Den grund
lovgivende Rigsforsam lings Forhandlinger, Sp. 2616—17, 2620, 3223. Tscherning betegner endog d et grundlovm æssige F orbud mod, a t den aim. Lovgivningsm agt nogensinde m aatte indføre C ensur som »en U forskam m ethed af N utiden overfor F rem tiden«.
*) Saaledes Rée, Sp. 2620.
2*
V ed A fstem ningen vedtoges d e re fte r som T ilføjelse til d e t oprindelige U d k ast: »C ensur og and re forebyg
gende Forholdsregler kan ingensinde paa ny indføres«.
I B estem m elsen om U delukkelse af C ensur ligger ikke blot en A fskaffelse af en alm indelig, legal C en su ro rd ning, m en ogsaa en U delukkelse af C ensur som S traf for begaaede P resseforbrydelser, jfr. Fr. 27. Sept. 1799
§ 20, ligesom d e t vilde væ re i S trid m ed G rundloven a t betinge B ladprivilegiers M eddelelse af, a t U dgiveren u n d erk asted e sig C ensur, jfr. PI. 2. O k t. 1810, foran S. 14.
M edens B estem m elsen i G rundlovens § 84, 2. Pkt., om C ensurs A fskaffelse ikke h ar givet A nledning til F ortolkningstvivl, h ar der — dog m ere i T eo rien end i Lovgivningsm agtens og D om stolenes P raksis — v æ ret re jst Tvivl om F orstaaelsen og R æ kkevidden af U d try k k e t »andre forebyggende Forholdsregler«. A f G rund- lovsforhandlingerne frem gaar det, a t disse O rd fø rst og frem m est tog Sigte paa d e t foran S. 14 o m talte ved PI. 13. M aj 1814 in d fø rte »foreløbige G e n n e m sy n«, der m aaske ikke kunde betegnes som C ensur i stræ ng F or
stand. G rundlovens S ynspunkt er dette, a t O ffe n tlig gørelsen paa T ry k skal kunne ske uhindret, m ed F ri
tagelse for forebyggende F orholdsregler, hvad enten disse er bestem t til a t virke allerede forinden T r y k n in gen, eller først e fte r T rykningen, m en inden O ffen tlig gørelsen. D erim od var M eningerne delte om, hvorvidt U d try k k e t »forebyggende F orholdsregler« vilde ude
lukke E tablering af en (i U d lan d e t k en d t) K autionsord- ning, h v o refter B ladudgivere skulde stille Sikkerhed for d e t mulige A nsvar, de som U dgivere kunde paadrage sig ved ulovlige Pressem eddelelser. N y e re Lovgivning (om M o to rk ø re tø je r, L u ftfart og H unde) k en d e r E ksem p
ler paa, at den, der paabegynder en farlig V irksom hed,
p aa F orhaand skal tegne F orsikring for sit m ulige A n svar. M en der m aa dog vistnok gives den A nskuelse M edhold, d er anser en B elastning af en Bladudgivers Ø konom i m ed en Sikkerhedsstillelse for O pfyldelsen af e t endnu ik k e a ktu elt A n sv ar for strid en d e m od den uhindrede A dgang til O ffentliggørelse, som G rundloven i P ressefrihedens Interesse h a r villet sikre enhver B or
ger !). O verensstem m ende h erm ed m aatte d e t ogsaa væ re i Strid m ed G rundloven, hvis den alm indelige Lovgivning vilde gøre A d k o m sten til U dgivervirksom hed afhængig af et særlig m ed d elt Privilegium eller af personlige K valifikationer hos U dgiveren, f. Eks. i H e n seende til U b e ry g teth ed eller Solvens.
Frem deles m aatte det sik k ert væ re i Strid m ed G ru n d lovens Forbud m od forebyggende F orholdsregler, dersom den alm indelige Lovgivning vilde foreskrive, at der efter T rykn in g en af e t S krift skulde forløbe en vis T id, inden hvilken O ffentliggørelse ved U ddeling m aatte finde Sted, for derved a t give P olitim yndighederne Lejlighed til at søge D om stolenes A fgørelse angaaende Lovligheden af S kriftets Indhold. D en ved G rundloven in d fø rte C ensur- frihed tager som sagt ikke alene Sigte paa selve T ry k ningen, m en paa O ffentliggørelsen ved T rykken. Begge P resselovene af 1851 og 1938 in d sk ræ n k er sig d erfo r — i M odsæ tning til æ ldre Lovgivning — til a t foreskrive, a t A flevering til P olitiet skal finde Sted sam tidig m ed
— henholdsvis inden en Tim e efter — U dleveringens Paabegyndelse.
A t A dgangen til a t drive N æ ring som B ogtrykker ') Saaledes ogsaa M atzen: Den danske S tatsforfatningsret III, 4. Udg., 1909, S. 374 ff., og Berlin: D en danske S tatsfo rfa t
ningsret, A nden D el II, 1934, S. 437, men derim od Goos:
S trafferet sp. D el III, S. 93—94.
eller B oghandler kan betinges af, a t der løses sæ d v an ligt N æ ringsbevis, og a t F orhandling og U ddeling af try k te S krifter m aa væ re undergivet Lovgivningens alm indelige F o rsk rifter om B utikslukning, G adesalg o.
desl., h a r aldrig v æ ret betvivlet. Jfr. i detine Forbindelse P olitivedtæ gten for K øbenhavn af 1. M arts 1913 med Æ nd rin g er af 3. Dec. 1938 § 5, Stk. 7—11 ang. U ddeling af T ry k sag er paa offentlig G ade, V ej eller Plads.
E jheller frem kom der under G rundlovsforhandlin- gerne nogen A nty d n in g af, a t den alm indelige Lovgiv
ning skulde væ re afsk aaret fra a t give generelle politi- m æ ssigt-præ ventive Regler, som, uden d irek te at hindre, forsinke eller vanskeliggøre O ffentliggørelsen, paalæ gger D eltagerne i denne sæ rlige Forpligtelser, d e r gaar ud paa a t le tte G ennem førelsen af A n sv aret for ulovlige Publi
kationer, lige saa lid t som d er frem kom U dtalelser om, a t A dgangen til a t anvende de i Lovgivningen hjem lede sæ dvanlige R etshaandhæ velsesm idler overfor aktuelle eller b estem t indicerede L ovovertræ delser skulde væ re u delukket eller begræ nset, naar d et d re je r sig om Presse- forbrydelser, og d et selv om de paagæ ldende R etsm id
ler er af d irek te forebyggende N atu r. D en eneste i saa H enseende foreskrevne B egrænsning ligger i U dtalelsen om, a t A n sv aret skal gøres gæ ldende ved D om stolene.
D enne sid ste B egræ nsning m ed fø rer dels, a t den al
mindelige Lovgivningsm agt er afsk aare t fra a t henlægge selve A fgørelsen af A n sv aret for P resseforbrydelser i d e t hele eller for et begræ nset O m raad e til F o rv alt
ningsm yndigheder, dels at politim æ ssige F o ran staltn in ger til G ennem førelse af A n sv a re t for P resseforbrydelser ikke kan iv æ rk sæ ttes uden D om stolenes Sanktion, selv om saadanne F oran staltn in g er lovligt m aatte kunne iv æ rk sæ ttes ved F orfølgningen af andre Forbrydelser.
Som grundlovsm æ ssigt tilladelige præ ventive F or
s k rifte r kan næ vnes Forpligtelsen til at aflevere try k te S krifter til P olitiet og N avngivelsesforpligtelserne. F or
sk rifte r herom er i forskelligt O m fang o p re th o ld t baade ved Loven af 5. Juli 1850 og ved Presselovene af 1851 og 1938. Særlig m aa frem hæves, a t G rundloven ikke sikrer F orfatter, U dgiver eller R ed ak tø r R e t til A n o n y m ite t.
H vad A nvendelsen af R etshaandhæ velsesm idlerne an- gaar, er det fast an tag e t i R etsbrugen, a t d et civ ilret
lige F orbud sin stitu t, Rpl. §§ 646 ff, kan anvendes o ver
fo r befry g ted e P resseforbrydelser, ligesom K onfiskation, Strfl. § 77, og Beslaglæggelse, Rpl. §§ 745 ff. kan finde Sted, n aar Lovgivningens Betingelser h erfo r er opfyldte.
Kun er d et af H ensyn til G rundlovens B estem m else om A n sv ar for D om stolene i Rpl. § 746 bestem t, a t Beslag
læggelse af try k t Skrift, i A nledning af hvis Indhold A n sv ar skal gøres gæ ldende, kun kan ske efte r R ets
kendelse.
Endelig kan frem hæves, at de i Strfl. § 75 om talte præ ventive F oranstaltninger m aa kunne anvendes m. H. t.
T rusler, frem satte i try k t Skrift.
A lt ialt kan d et siges, at G rundloven ikke h a r in d sk ræ n k et den alm indelige Lovgivningsm agts K om petence i P resseforholdene eller givet P ressen en privilegeret R etsstilling udover, hvad d er ligger i F o rbudet m od C en sur og andre forebyggende F orholdsregler og i B estem m elsen om, a t A nsvar skal gøres gæ ldende ved D om stolene.
§ 4.
P resseloven af 3. Jan. 1851.
Som o m talt foran S. 15 blev sam tlige efte r Fr. 27.
Sept. 1799 udkom ne Love om P resseforhold ophæ vede
ved foreløbig Fr. 24. M arts 1848, jfr. Lov 5. Juli 1850, saaledes a t den gamle T rykkefrih ed sfo ro rd n in g af 1799 indenfor den ved G rdl. 1849 givne B egræ nsning a tte r blev d et udelukkende G rundlag for P resseforholdenes retlige O rdning h er i L andet. E fter a t et æ n d ret sam fundsm æ ssigt Syn paa P ressefriheden var træ n g t igen
nem og havde fun d et U d try k i G rdl. 1849 § 91, m aatte d et blive en naturlig O pgave for Lovgivningsm agten at søge Fr. 1799 afløst af en n y tid ssv aren d e almindelig Presselov. D e tte skete ved L o ven om Pressens Brug af 3. Jan. 1851.
D e i denne Lovs §§ 5—10 indeholdte S traffebestem m elser for visse m aterielle P resseforbrydelser sam t Lo
vens § 12 om K onfiskation blev ophæ vede ved Strfl. 1866
§ 309 og er herm ed o verførte fra den egentlige P resse
lovgivning til den øvrige Lovgivning, hvor de n atu rlig t h ø re r hjem m e, navnlig til den alm indelige borgerlige Straffelov. M en iøvrigt h a r P resseloven af 1851 uæ n
d re t h a ft G yldighed, indtil den afløstes af P resse
loven af 1938, b o rtse t dog fra, at d er ved foreløbig L ov N r. 100 af 13. A ug. 1886 in d fø rtes visse Æ n d rin g er i O rdningen af A n sv aret for Indholdet af D agblade og U geblade m. m.; m en denne foreløbige Lov b o rtfa ld t ved F olketingets F orkastelse i 1894.
P resseloven af 1851 indeholdt, foruden F o rsk rifter af politim æ ssig N a tu r angaaende N avngivelse og A fleve
ring, processuelle R egler m. m., endvidere i § 3 de vig
tige alm indelige B estem m elser om O rdningen af A n s v a ret fo r In d h o ld et af tr y k t S k rift, en A nsvarsordning, d er paa væ sentlige P u n k ter afveg fra Lovgivningens al
m indelige Regler om A nsvar til S traf eller E rstatn in g for re tsstrid ig t Forhold. Presselovens A nsvarssystem be
tegnes i A lm indelighed som en kunstig A nsvarsordning
i M odsæ tning til d e t sædvanlige, naturlige A n svars- sy stem<
D en i P resseloven af 1851 § 3 foreskrevne kunstige A n svarsordning betegnede en A fvigelse fra den n a tu r
lige O rdning i d obbelt H enseende, nemlig dels saaledes a t A n sv ar frafaldtes overfor en Del af de ved P ublika
tionen m edvirkende, som e fte r alm indelige Regler vilde kunne drages til A nsvar, dels saaledes, a t A n sv ar kunde paadrages, u ag tet den paagæ ldende ikke o pfyldte de sæ dvanlige Skyldbetingelser.
A nsvarsordningen i P resseloven af 1851 havde til F or
billede d e t n edenfor om talte i flere frem m ede P resse
love m ed forskellige V a riatio n er in d fø rte saakaldte bel
giske A n sva rssyste m , der i sin T ype kendetegnes ved, at A n sv a re t k o n ce n trere s paa en e n k e lt af D eltagerne i O ffentliggørelsen m ed U delukkelse af alle andre, og derved at A n sv a re t gøres gæ ldende su kc essivt i en vis R ækkefølge, d e r bestem m es reelt efte r den paagæ lden
des næ rm ere eller fjæ rn ere F orhold til S k riftets lo v stri
dige Indhold, form elt derved, a t han h a r n avngivet sig paa S kriftet.
I P resseloven af 1851 § 3 v ar S ystem et gennem ført saaledes, a t A n sv aret for In d h o ld et af e t h er i Riget ved T ry k k e n offentliggjort S krift principalt paahvilede F o rfa tteren , n aar h an paa S k riftet havde navngivet sig, og derhos enten, da S k riftet udkom , havde fa st Bolig h er i Riget, eller ved Sagens A nlæ g v a r u n d er S tatens døm m ende M yndigheds O m raade. Subsidiæ rt, hvis in
gen saadan F o rfa tte r var navngivet, gik A n sv aret under lige V ilkaar over paa U dgiveren, dernæ st paa Forlægge
ren eller K om m issionshandleren og endelig, hvis B etin
gelserne for a t drage nogen af de næ vnte »Forgængere«
til A n sv ar m anglede, paa B ogtrykkeren, d er i M odsæ t-
ning til de andre D eltagere var pligtig til a t navngive sig paa S kriftet, og m od hvem A n sv aret kunde gøres gæ ldende, selv om han ikke havde op fy ld t sin N avn- givelsespligt, eller opfyldte de for Forgæ ngerne o p stil
lede B etingelser m. H. t. Bopæl eller O pholdssted.
Loven indeholdt ikke forskellige A nsvarsregler for den periodiske og den ikke-periodiske Presse, og m el
lem de eventuelt ansvarlige næ vnedes ikke R edaktøren.
I R etspraksis antoges R edaktøren im idlertid a t hæ fte som U dgiver, og hvis d er foruden en U dgiver yderligere var navngivet en R ed ak tø r m ed T ilføjelsen »ansvars
havende« antoges han a t hæ fte forud for U dgiveren.
M edens den an fø rte A nsv arsræ k k e gav U d try k for et sukcessivt udelukkende E neansvar for de i R æ kken næ v n te K ategorier af Publikanter, kunde A n sv aret inden
for h ver enkelt A nsvarsklasse væ re k u m ulativt f. Eks.
for flere F orfattere, flere U dgivere i Sam arbejde.
H elt udenfor R æ kken af mulige ansvarlige fald t F or
handlere — d eru n d er navnlig S ortim entsboghandlere — sam t U ddelere.
Lovens særlige A nsvarsregler gjald t ikke for frem m ede Skrifter, paa hvis Indførelse og U dbredelse h er i R iget Straffelovgivningens alm indelige A nsvarsregler kom til A nvendelse.
§ 5.
Presseloven af 13. April 1938.
U n d er F orberedelserne til den alm indelige Straffe- lovsreform var Spørgsm aalet om en sam tidig R efo rm .af A n sv arssy stem et i Presseloven a f . 1851 G e n sta n d for D røftelse. D en i 1905 n e d sa tte Straffelovskom m ission afgav i 1912 B etæ nkning m ed U d k a st til A lm indelig b o r
gerlig Straffelov. I d e tte U d k a st foresloges Presseloven af 1851 ophæ vet, og i U d k a ste ts § 2 blev d et fastsat, at B estem m elserne om, hvem A n sv aret for en stra fb a r H andling paahviler, ogsaa finder A nvendelse paa s tra f
bar O ffentliggørelse og U dbredelse af et Skrift. H erved fastsloges i P rincipet O vergangen fra den kunstige til den naturlige A nsvarsordning. U d k a ste ts § 2 tog dog F orbehold om Iagttagelse af de i U d k a ste ts Kap. 42 og i den sæ rlige Lovgivning givne næ rm ere B estem m elser, og U d k a ste ts Kap. 42 indeholdt en R æ kke særlige R eg
ler om »strafbare H andlinger ved O ffentliggørelse af Skrift«, tildels m ed tilsvarende B estem m elser i den n o r
ske Strfl. af 1902 som Forbillede. Bl. a. paalagdes d er U dgiveren (R edaktøren) af et D agblad eller an d et perio
disk S krift Forpligtelse til at navngive sig paa S kriftet sam t et v idtgaaende U agtsom hedsansvar for, at S kriftet in tet s tra fb a rt indeholder. — I d et af P rofessor T o rp i 1917 udarb ejd ed e nye U d k a st til en alm indelig S traffe
lov udelodes alle B estem m elser v edrørende P ressefo r
holdene, ikke af principielle G runde, m en af p ra k tisk politiske H ensyn, navnlig for ikke a t sæ tte G ennem førelsen af den sam lede S traffelovsreform i Fare. Samme S tan d p u n k t indtog S traffelovskom m issionen af 1917 i sin i 1923 afgivne B etæ nkning. — I D ecem ber 1924 n ed sa tte Ju stitsm in iste riet et U dvalg til a t overveje Æ n d rin ger i Presseloven af 1851. D e tte U dvalg afgav i A ugust
1926 B etæ nkning indeholdende bl. a. e t af U dvalgets Flertal v ed tag et U d k a st til en ny Presselov. A f B estem m elserne i d e tte U d k a st kan særlig frem hæ ves, a t det naturlige A nsvarssystem gennem føres, dog m ed U n d tagelse af, at d er for h er i R iget udkom m ende perio d i
ske S krifter paalæ gges R edaktøren A n sv ar for S kriftets Indhold som om h an var F o rfa tter af dette, altsaa som forsæ tlig G erningsm and, m edm indre han ikke h ar v æ ret
klar over S kriftets strafb are Indhold og ingen U agtsom hed i saa H enseende kan lægges ham til Last. I saa- danne U ndtagelsestilfæ lde skulde A n sv aret paahvile F or
fa tteren , hv ad enten han havde navngivet sig eller ikke.
R ed ak tø ren skulde ifalde A nsvar fo r hele S k rifte ts In d hold uden H ensyn til, om en F o rfa tter var navngivet eller ej. H avde en F o rfa tte r navngivet sig, paahvilede A n sv aret tillige ham . A n d re m edvirkende til P ublika
tionen var ansvarsfri. For E rstatningsbeløb og Sagsom
k ostninger id ø m t R ed ak tø ren af e t periodisk S krift paa G ru n d af S kriftets Indhold skulde den, for hvis Regning S k riftet udgives, hæ fte.
I R igsdagssam lingen 1937—38 indb rag te Ju stitsm in i
stere n i R igsdagen et Forslag til en ny Presselov, hvil
k e t Forslag i d e t væ sentlige u æ n d ret blev v ed tag et af R igsdagen og sta d fæ ste t af Kongen som L o v om Pres
sens Brug af 13. A p ril 1938, L ovtidende A 1938 N r. 147.
F ra d et ovennæ vnte U dvalgs U d k a st adskiller den nye Presselov sig for A nsvarsordningens V edkom m ende i H ovedsagen ved et m indre vidtgaaende R ed ak tø ra n sv ar for navngivne B ladartikler og et u dvidet A n sv ar for den unavngivne F o rfa tte r af en B ladartikel.
I d et følgende skal gives en Frem stilling af den nye Lovs Indhold.
§ 6.
Begrebet trykt Skrift.
Periodiske og ikke-periodiske Skrifter.
P resseloven fin d er kun A nvendelse paa tr y k te S k rif
ter. Ifølge § 16, Stk. 3, gæ lder dens Regler, hvad enten F rem stillingen er sk et ved T ry k k e n eller paa anden m ekanisk eller kem isk M aade.
Loven o m taler ikke — ligesaalidt som Prl. 1851 —,
hv ad d er i denne Sam m enhæ ng skal forstaas ved et S krift. A fgørelsen h eraf havde tidligere Interesse ikke b lo t m. H. t. B ogtrykkerens N avngivelsespligt, m en ogsaa m. H. t. hans A fleveringspligt og m. H. t. A n sv a re t for S k riftets Indhold i H enhold til den e fte r Prl. 1851 § 3 gæ ldende særlige A nsvarsordning. E fter Prl. 1938 h ar A fgørelsen p ra k tisk In teresse m. H. t. B o g trykk eren s N avngivelsespligt, id e t A fleveringspligt og særlige A n svarsregler nu kun gæ lder for periodiske Skrifter, om hvis Egenskab af »Skrifter« der ikke kan væ re p ra k tisk Tvivl, og som B estanddele af disse anses for B ladfore
tagenders V edkom m ende ifølge Lovens § 8, Stk. 2, L øbe
sedler, In dholdsplakater o. desl., der henviser til eller hid rø re r fra d e t paagæ ldende Blad.
A t B etegnelsen try k t S krift ikke o m fatter alle mulige
»Tryksager« er givet, m en hvilke M inim um skrav der m aa stilles, for a t en T ryksag kan anses for e t S krift, er vanskeligt a t fiksere og v ar særlig m. H. t. B ogtryk
kerens A fleveringspligt efter Prl. 1851 G e n sta n d for nogen Tvivl og U sik k erh ed i Praksis. P aa M eddelelsens O m fang kan ingen afgørende V æ gt lægges. E t P ar en kelte O rd kan godt væ re et Skrift. E fter de af K øben
havns Politi p ra k tisered e R egler var fra A fleverings- pligten i Prl. 1851 § 4 fritag e t B lanketter til U dfyldning, E tik e tte r, V isitk o rt, B illetter, hvorim od Fritagelsen ikke gjald t try k te R egnskaber, Løbesedler, P risfortegnelser, R eklam er o. desl. P aa lignende M aade m aa N avngivel- sespligten efte r Prl. 1938 § 1, Stk. 1, afgræ nses, id et V e j
ledning i Tvivlstilfæ lde m aa søges i Lovbestem m elsens F orm aal: D en politim æ ssige Interesse i stra ks a t have O plysning om B ogtrykkeren dels af H ensyn til eventuel Beslaglæggelse af S kriftet, dels for gennem ham at kom m e paa Spor efter de for S kriftets Indhold og U d bredelse ansvarlige P ersoner. V ed F orm ularer eller ske
m atiske U dfæ rdigelser til forretningsm æ ssig B enyttelse, Billetter, M enuer o. s. v. h ar saadan O plysning paa For- haan d ingen p ra k tisk Interesse, forudsat naturligvis, at T ry k sag en ikke indeholder nogen M eddelelse, der fal
der udenfor d et for d et paagæ ldende Forhold typiske *).
Jfr. saaledes D om i U. 1908. 901, d er u n d er B etegnelsen
»Skrift« i Prl. 1851 §§ 1 og 4 hen fø rer e t B revkort m ed p a a try k t T ekst, fordi den try k te Del af B rev k o rtet »ikke indskræ nkede sig til en re n t forretningsm æ ssig Blan
ket«, m en tillige in deholdt en frit kom poneret T ek st. — V ed K bhvn.s B yrets D om af 28. N ov. 1938 blev en Bog
try k k e r døm t for O vertræ delse af Prl. 1938 § 1 for ikke at have navngivet sig paa en i 20.000 E ksem plarer try k t L odseddel, d er frem traad te som to sid et og foruden N um m er, Pris, Form aal og B ekendtgørelse om T ræ k ning tillige in deholdt et Billede af den bortlo d d ed e V ogn sam t O plysning om L everandøren og hans A dresse. D et sam m e er ved K bhvn.s B yrets D om af 2. Dec. 1938 s ta tu e re t m. H. t. en try k t R eklam e for brugte Støvsugere, paa hvilken den reklam erendes N avn, T elefonnum m er og T ræ ffetid fø rst e fte r T rykningen — og form entlig uden B ogtrykkerens V idende — var p aa fø rt m ed et al
m indeligt G um m istem pel.
D a B etegnelsen try k t S krift i og for sig er m eget om fattende, og da B ogtrykkerens N avngivelsespligt — i M odsæ tning til den nu stæ rk t begræ nsede A fleverings- forpligtelse — kun er m eget lidet byrdefuld, er der næ ppe G rund til at fritage B ogtrykkeren for N avngivel-
*) E fter den tyske Presselov af 7. Maj 1874 § 6 og efter den norske Strfl. 1902 § 428, jfr. § 10, synes Begrebet try k t Skrift i og fo r sig a t o m fatte alle try k te U dfæ rdigelser, men U nd
tagelse fra B ogtrykkerens N avngivelsespligt hjem les u d try k k e ligt m. H. t. Form ularer, Prissedler, V isitk o rt o. desl. sam t for Stem m esedler.
sesforpligtelsen udover de Tilfæ lde, hvor en N avngivelse paa F orhaand, generelt taget, utvivlsom t m aa antages a t væ re ganske uden politim æ ssig Interesse.
B estem m elsen i Lovens § 1, Stk. 2, om A nførelse af B ogtrykkerens N a v n paa e th v e rt i U d lan d et i d e t d an ske Sprog try k t S krift er ikke beg ru n d et i politim æssige H ensyn til A n sv aret for S kriftets Indhold, m en i h an delsm æ ssige og bo g try k tek n isk e H ensyn, jfr. K onkur
rencelov N r. 98 af 29. M arts 1924 § 14 og Bk. N r. 31 af 2. Febr. 1925. D er kunde da væ re Spørgsm aal om at fortolke U d try k k e t » try k t Skrift« i Stk. 2 som om fat
tende flere T ry k sag er end det sam m e U d try k i Stk. 1.
D e tte lader sig dog næ ppe gøre, hvorim od der in te t kan væ re til H in d er for, a t H andelsm inisteren i M edfør af K onkurrenceloven — nu Lovbk. N r. 80 af 31. M arts 1937 § 16 — ved B ekendtgørelse udvider Angivelsesplig- ten til at om fatte andre T ry k sa g er af udenlandsk O p rindelse end de af Presseloven om fatted e Skrifter.
Ifølge Lovens § 16, Stk. 3, finder dens B estem m elser om tr y k t S krift A nvendelse, hvad en ten Frem stillingen er sk e t ved T ry k k e n eller paa anden m ekanisk eller k e
misk M aade. D e tte stem m er m ed Prl. 1851 § 16 og hid tidig Praksis, i h v e rt Fald forsaavidt d et d re je r sig om en Frem stillingsm aade, der tillader en M assem angfoldig
gørelse, som p ra k tisk ta lt kan sidestilles m ed den, der finder Sted ved B ogtrykpressen, saaledes U. 1936. 1.
(H ) — D uplikering af et C irkulæ re i 500 E ksem plarer. I saadanne Tilfæ lde maa T ry k k e ren s N avngivelsespligt gælde uden H ensyn til, om S k riftet er b estem t til U d bredelse i videre K redse eller ikke.
Lovens U d try k »anden m ekanisk eller kem isk M aade« er im idlertid saa om fattende, a t de rum m er og
saa m ekanisk eller kem isk Frem stilling m ed m ere be
græ nset Y deevne, f. Eks. H ektografering, d er kun tilla-
d e r M angfoldiggørelse i 20—30 E ksem plarer. Alligevel k an d et naturligvis ikke kræ ves, a t T ry k k e ren s (F rem stillerens) N a v n skal væ re an fø rt paa en hvilken som helst h ek to g ra feret Skrivelse, m en en B egræ nsning m aa
— ligesom ved F ortolkningen af O rd e t »Skrift« — søges i en fornuftig H ensyntagen til Lovens Form aal: den po litim æ ssige In teresse i a t sikre O plysning til U dfindelse af den for S kriftets Indhold ansvarlige m. m. I den h e r
om handlede Forbindelse m aa V æ gten sæ rlig lægges paa, om den hek to g rafered e Skrivelse e r b e ste m t til U d b re delse i videre K redse, som Løbesedler, O pslag til al
m indelig Beskuelse o. desl., eller om den kun h a r et saa d an t sn æ v ert begræ nset — f. Eks. fagligt, selskabe
ligt eller re n t »internt« — Form aal, a t F orhaandsinter- essen i, a t F rem stilleren navngives, generelt taget er uden B etydning. O m den hek to g rafered e Skrivelses In d hold indenfor den sn æ v ert begræ nsede K reds, for hvil
ken den er bestem t, in concreto muligvis h a r h a ft et ulovligt Form aal, kan derim od ikke, isoleret b etra g tet, m edføre en N avngivelsespligt, som efte r d et alm indelige S ynspunkt m a a tte anses udelukket.
I Lovens § 16, Stk. 3, bestem m es, a t hvad d er i Loven er fa stsa t om S krifter finder »tilsvarende A nvendelse paa billedlige og lignende Frem stillinger«. D enne Be
stem m else træ d e r i S ted et for § 16, Stk. 2, i Prl. 1851, d e r gjorde de angaaende S krifter givne Bestem m elser undtagen A fleveringspligten i § 4 analogisk anvendelige paa »K obberstik, T ræ snit, S te n try k og andre billedlige Frem stillinger«. Ifølge M otiverne til Prl. 1938 er d er ved den m ere generelle F orm ulering af Lovens § 16 ikke til
sig tet nogen Æ n d rin g i Prl. 1851 § 16. I P raksis er — jfr. U. 1913. 456 (H .) m ed N o te — denne B estem m else ikke anset anvendelig paa F otografier — som iøvrigt ik k e v ar i Brug i 1851.
I hidtidig ai P olitim yndighederne fulgt P raksis er Be
stem m elsen om B ogtrykkerens N avngivelsespligt for B illeders V edkom m ende næ ppe blevet p aaset overholdt til d et yderste. O gsaa her kunde der væ re A nledning til a t sondre m ellem den stø rre eller m indre politim æ ssige Interesse i N avngivelsen: om B illedet h ar en m ere eller m indre »talende« K arakter, om d e t f. Eks. d re je r sig om en Serie uanstæ ndige Billeder, eller om e t af de sæ d vanlige harm løse P ro sp ek tk o rt. M en Loven giver ikke H o ld ep u n k t for en saadan Sondring, d er ogsaa vilde væ re vanskelig a t fiksere paa tilfredsstillende M aade.
P aa »P rospektkort« er d et vistnok m eget sæ dvanligt, at ikke B ogtrykkerens N avn, m en derim od N a v n et paa det Forlag, den Boghandel, den Kiosk eller d et H otel, h v o r
fra K o rte t udleveres, findes an fø rt paa K o rte t; og efter a t B ogtrykkerens særlige A n sv ar ved den nye Presselov er b o rtfald et, m aa P olitiets Interesse m ed H ensyn til O plysning om A n sv aret ogsaa antages a t væ re p ra k tisk ta lt tilstræ kkelig v aretag et ved saadan N avngivelse.
F rem træ d er Billeder som B estanddele af et try k t p erio disk S krift eller som »Tillæg« til et saadant, m aa de om periodiske S k rifter gæ ldende særlige R egler i d e t hele anvendes ogsaa paa B illedstoffet. M usikalier uden ledsa
gende T e k st falder udenfor Lovens Begreb om try k t Skrift.
Loven k n y tte r — som noget n y t i Forhold til Prl.
1851 — en D el særlige R egler til periodiske i M odsæ t
ning til ikke-periodiske S krifter baade m ed H ensyn til N avngivelse, A flevering og A n sv ar for Indholdet.
Ifølge Lovens § 16, Stk. 2, anses et S krift ikke for periodisk, m edm indre d et er bestem t til a t udkom m e m in d st 2 G ange aarlig, m en en positiv D efinition af Be
grebet periodisk S krift i M odsæ tning til d e t ikke-perio- diske giver Loven ikke, og A fgræ nsningen kan efter
O lu f H. K ra b b e : D a n sk P r e s s e re t 3
O m stæ ndighederne bero paa et tvivlsom t Skøn, idet K riterie t for et S krifts K a rak ter som periodisk Skrift ikke k a n søges alene i d et re n t tidsm æ ssige. Paa den ene Side m aa A viser, U geblade og T idsskrifter, hvad enten de udkom m er m ed regelm æssige eller uregel
m æssige M ellem rum , naar de dog e r b estem t til a t ud kom m e flere G ange i L øbet af et A ar, utvivlsom t anses som periodiske S krifter. P aa den anden Side er d et givet, a t et S ubskriptionsvæ rk eller et Leveringsvæ rk, selvom d e t paa F orhaand er planlagt a t udkom m e m ed bestem te M ellem rum , ikke er noget periodisk Skrift, n aar de en kelte L everinger kun udgør u afsluttede D ele af det fuldstæ ndige V æ rk. D e t sam m e gæ lder f. Eks. private Lovsam linger og Dom ssam linger, d er udkom m er efter- h aanden som d er foreligger Stof nok til a t fylde et A rk eller to. S pørgsm aalet k an derim od rejses m. H. t. regel
m æ ssigt udkom m ende B eretninger som R ejselister, Maa- nedskataloger fra Firm aer, K urslister, fortløbende Serier af M eddelelser fra et videnskabeligt In stitu t m. m., der hver for sig — ligesom enkelte N um re af de periodiske S krifter — udgør et a fslu ttet ideelt Hele, der ikke kræ ver nogen F ortsæ ttelse. D en alm indelige O pfattelse, hvortil Prl. m aa antages a t have h en h o ld t sig, vil sik k ert ikke henregne saadanne M eddelelser til periodiske S krifter; af B etydning her er det ogsaa, a t slige M edde
lelser hver for sig kun beskæ ftiger sig m ed e t enkelt Emne, og derhos ikke — b o rtse t fra m uligt A n nonce
sto f — h a r d et blandede, fra forskellige K ilder h id rø rende Indhold, d er typisk k a ra k te rise re r »Blade og T id s
skrifter« og d erfo r gør en selvstæ ndig R edaktørvirksom hed m ed N avngivelsespligt, Berigtigelsespligt og sæ rligt A n sv ar begrundet.
E t S krift kan have en blan d et K a rak ter af periodisk og ikke-periodisk, saaledes U geskrift for R etsvæ sen,
hvis D om safdeling i H enhold til d e t anfø rte ikke er et periodisk Skrift, m edens den litteræ re A fdeling utvivl
som t er periodisk. Ikke sjæ ld en t ses det, a t e t Leverings- eller S ubskriptionsvæ rk frem kom m er i try k t Om slag m ed blandede A nnoncer, der stræ n g t tag et skulde a n ses som et periodisk S krift m ed R edaktørangivelse, R ed aktør-A nsvar og A fleveringspligt. D e t m aa dog an
tages, at saadanne undero rd n ed e A p p e rtin e n tie r til et ikke-periodisk S krift falder udenfor Lovens R egler om periodiske Skrifter, og i h v ert Fald m aa d et anses for givet, a t et sa a d a n t O m slag ikke kan begrunde, a t Lo
vens R egler om A n sv ar for periodiske S krifters Indhold derved skulde blive overfø rt til ogsaa a t o m fatte selve d et paagæ ldende V æ rk, n aar d e tte ikke i sig selv op
fylder B etingelserne for a t væ re e t periodisk Skrift.
§ 7.
Deltagerne i Publikationen.
Som an fø rt foran S. 8 kendetegnes P resseforholdene nu til D ags ved en gennem ført A rb ejdsdeling mellem de forskellige aandelige, økonom iske, tekniske, trafikale, m anuelle F aktorer, d er m edviker ved Frem stillingen og O ffentliggørelsen af et try k t Skrift.
N ø d ven d ig e Led i denne V irksom hed er 1) den aandelige (litte ræ re) P roduktion, 2) den tek n isk e F rem stilling, 3) U ddelingen af d e t fæ rd ig try k te Skrift. U tæ n keligt er d e t ikke, a t alle disse F unk tio n er k a n væ re fo r
enede hos sam m e Person, saaledes hvis en p o litisk A gi
ta to r personlig h ek to g ra ferer eller duplikerer et af ham selv fo rfa tte t O p ra ab og selv besørger d e t u d d elt eller offentlig opslaaet. M en d et norm ale er, a t de næ vnte 3 F unktio n er udføres af tilsv aren d e 3 forskellige P ersoner
3*
eller P ersonk ateg o rier: F orfatteren, B o g trykk eren og U d deleren (F orhandleren), og sæ dvanligvis findes d er m el
lem F o rfa tte re n og B o gtrykkeren in d sk u d t endnu et eller flere Led: ved ikke-periodiske S krifter en Forlægger eller K om m issionshandler, u n d ertid e n en selvstæ ndig U dgi
ver, ved periodiske S k rifter en R edaktør.
F orsaavidt Lovgivningen ingen sæ rlige R egler fore
skriver for D eltagelse i en P ressepublikation hverken i ansvarsm æ ssig H enseende eller ved Paalæg af særlige (politim æ ssige) Forpligtelser, h ar A fgræ nsningen mellem de forskellige K ategorier af D eltagere ingen presseretlig Interesse. A nderledes efte r Lovgivninger, der indeholder saadanne særlige Regler, hvilket i høj G ra d var T ilfæ ldet m ed Prl. 1851 og endnu, om end i m indre O m fang, gæl
d er efte r Prl. 1938.
V ed denne sidste Lov er saadanne særlige F orskrif
te r givet m. H. t. B o g trykk eren (§§ 1, 3), R ed a k tø re n af et periodisk S krift (§§ 2, 6, 9, 11), F orfatteren af Bidrag til p eriodisk S krift (§ 6), U dgiveren (§ 2, Stk. 2, § 12), F orhandlere og U ddelere (§ 1, Stk. 3, § 15, Stk. 2).
F orfatteren er S k riftets ideelle (litte ræ re) F rem brin
ger. For O v ersæ ttelsers V edkom m ende m aa O v e rsæ tte ren anses som F o rfa tte r eller M edforfatter, jfr. U. 1894.
25 (H.). Om den paagæ ldende h ar F o rfa tte rre t til O v er
sæ ttelsen eller ikke, er i presseretlig H enseende uden B etydning.
U n d er B etegnelsen B o g try k k e r indgaar enhver, der
— alene eller m ed andres H jæ lp — besørger den te k n i
ske M angfoldiggørelse af S k riftet ved T ry k k e n eller paa anden m ekanisk eller kem isk M aade. A t F rem stillings
virksom heden skal drives erhvervs- eller fo rretn in g s
m æ ssigt, kan ikke kræ ves, jfr. U. 1931. 182 — en Skræ- der, der paa en T rykkem askine, som han selv og hans P ersonale b etjente, til U ddeling b lan d t Publikum havde
