Litteraturen som en etisk praksis

(1)

Side 1 af 87

Litteraturen som en etisk praksis

En undersøgelse af litteraturens performativitet

Literature as an ethical practice

A study of the performativity in literature

Cand.merc.(fil.), kandidatafhandling Simon Haulrig Andersen

Afleveringsdato: 22. januar 2015

Alexander Carnera, Institut for Ledelse, Politik og Filosofi (LPF) Antal anslag/antal normalsider: 183.546/80.68

Copenhagen Business School 2015

(2)

Side 2 af 87

Indhold

Abstract ... 4

I. Indledning ... 5

II. Metode ... 7

Opbygning ... 7

Bærende teori ... 8

Genstandsfelt ... 10

Kontrolsamfundets diagram ... 10

Den narrative terapi ... 11

Valg af skønlitteratur ... 12

III. Selvforholdets ambivalens i neoliberalismen ... 13

Kontrolsamfundet – mellem frihed og underkastelse ... 13

Mod erfaringen af et selvforhold ... 17

Etikkens forrang ... 22

IV. Ledelse af subjektet – den narrative terapi ... 24

Narrativitetens kartografi ... 26

Eksternaliserende samtaler ... 26

Genforfattende samtaler og unikke hændelser ... 28

Bevidstheds- og handlingslandskaber ... 29

Genmedlemsgørende samtaler ... 31

V. Narrativitetens repræsentation – det synlige og det sigelige ... 32

Repræsentationsproblemet ... 34

Kropstænkningens opgør med jeget og mening ... 37

(3)

Side 3 af 87

Rekonstruktion af identitet ... 41

Narrativiteten tenderer til at operere med færdige former ... 43

Frihedsforståelse – fra styring af frihed til etisk frihed ... 46

Tabet af en erkendelses- og læringsproces ... 50

Fortællingens ambivalens – subjektivitet i kontrollens dispositiv ... 52

VI. Litteraturens performativitet ... 55

Bruddets erfaring - Gå ... 56

Om at bryde ... 59

Erfaring af verden ... 62

At blive fremmed for et selv – Døden i Venedig ... 66

Et indre skabes af et ydre ... 67

Om selvets fremmedgørelse ... 70

Tænkningens kraft ... 72

VII. Litteraturen som en etisk praksis ... 75

Sprogets begrænsninger og potentiale ... 75

Nye eksistensmåder ... 76

En etisk-politisk tilgang ... 78

At tænke anderledes ... 80

VIII. Konklusion ... 81

Litteratur... 84

Artikler ... 85

Internet ... 86

(4)

Side 4 af 87

Abstract

This thesis is a critical study of the dominant forces in our contemporary society, and how these forces create a limitation for modes of existence. The claim is based on the assumption that the contemporary subject is being articulated and understood through a specific kind of leadership stemming from the dominant understanding of the individual, and how this understanding creates an enclosed relationship to the self.

The starting point is the economic transformation of what has come to be defined as neoliberalism.

Through Michel Foucault and Gilles Deleuze the knowledge and power structure in the economic perspective is described. This defines a specific relation to the subject through a new kind of governance of the human where the primary incentives generates through the encouragement to lead your own self. Thus, the subject is encouraged to meet the imperative of being able to. This specific way of governance and its epistemology and ontology premise extends through a poststructuralist therapy called narrative therapy, where Michael White is the leading practitioner. Through the therapy aspires a hope for individual freedom and a possible resistance to the dominant repressive power structures. This expectation arises out of the subject’s capability to define its own world through its lived experiences. The narrative therapy thereby demands of the subject to give meaning and define the world by its sole discretion, thereby excluding the non-discursive, the Other, and that which is not part of the subjects superimposed description of the event. Therefor, the narrative approach tends to describe the world by an omnipotent subject ruling out the different ways of existence, which does not figure in the subjects’ understanding of the world.

Through a reading of literature, it becomes possible to describe a recapitulation of the thought and thereby a way to break with the existent superimposed understanding of a life. Instead of the specific leadership of the self, imposed by an imperative of being able to, the subject is forced to meet the world and realize the impotence and estrangement it causes. Through literature, the subject must consequently experience the world again in an active meeting enabling a power to think differently in an exceedance of its own self.

(5)

Side 5 af 87

I. Indledning

Når mennesket bevæger sig gennem verden og forholder sig til de begivenheder, som det oplever, de mennesker, som det møder og det selvforhold, som det har, da opstår spørgsmålet: Hvilke præmisser ligger til grund for mødet med verden? Er det en fuldstændigt uforbeholden forbindelse, mennesket har til verden, eller ligger der bestemte forståelser og ledelsesrationaler bag?

Denne undren skaber baggrund for en analyse af de dominerende kræfter, som påvirker menneskets forhold til verden i vores samtid. Her står den økonomiske påvirkning som en af de mest dominerende.

Vi har i den sidste halvdel af det 20. århundrede og frem til i dag været vidne til en ændring i indretningen af samfundet og økonomiens grænser. Det har skabt et immanent krav i mennesket, der i høj grad kommer i form af tilskyndelser om at være mest mulig produktiv.¹ Det skaber et dominerende selvforhold indeholdende en ambivalens, hvor mennesket konstant er i en vekselvirkning mellem en tilsyneladende frihed og en immanent magt, der tilskynder subjektet til at leve efter et mål om at kunne.² Organiseringen af samfundet hænger derfor sammen med ledelsen af mennesket, en ledelse, som i dag har som sit primære mål at få mennesker til at lede deres eget selv.

Det gør menneskets håndtering af eget selvforhold relevant, hvis vi skal forstå subjektivitet inden for den økonomiske ramme.

De forståelser, som det økonomiske subjekt bygger på, er ikke afgrænset til den ene sfære. Den rækker ud over økonomien og ind i andre praksisser, der påvirker subjektets selvforhold – ikke bevidst, men som en håndtering af liv. Den narrative terapi står som et konkret eksempel på den forståelse af mennesket, der udspringer af samtidens kræfter. Den poststrukturalistiske terapiform bygger på en forhåbning om frihed og en subjektiv mod-magt, som narrativiteten argumenterer for bliver mulig i kraft af, at subjektet selv definerer sin egen verden ud fra levede erfaringer.³ Men håndteringen af liv i den narrative terapi bygger på nogle af de samme ontologiske og epistemologiske forudsætninger, som neoliberalismen agerer efter og kan derfor ses som et led i ledelsen af subjektet.⁴

1 Gilles Deleuze beskriver denne udvikling i Postscriptum om kontrolsamfundet¸ trykt i Deleuze, Gilles. Forhandlinger 1972-1990, 2006.

2 Byung-Chul Han. Træthedssamfundet, 2012, side 23.

3 White, Michael. Kort over Narrative landskaber, 2008, side 14.

4 Som det forklares senere, da er det ikke den narrative terapis forudsætning for at hjælpe psykisk udsatte mennesker, men den håndtering af liv, der ligger som forudsætning for terapiens praksisser, der undersøges.

(6)

Side 6 af 87 Det, der træder frem i en analyse af økonomien og den narrative ledelse af subjektet, er derfor de forbindelser, som der er mellem livet og magt og viden. Det er en afdækning af de forhold, som livet er i, og hvordan disse påvirker mulighederne for et menneskes tilstedeværen. Derfor bliver det aktuelt at undersøge, hvorvidt det er muligt at bevare potentialet for andre eksistensmåder end dem, som består af kapitalismens krav til subjektet og narrativitetens håndtering af identitet. Litteraturen står her som en praksis, der ikke bygger på en bestemt ledelse, hvorfor den potentielt kan vise andre måder at gå i forbindelse med verden på.

Problemstillingen er derfor: en undersøgelse af den narrative terapis begrænsninger og litteraturs potentiale som etisk ledelsesfilosofi.

Undersøgelsen har til formål at gøre klart, hvordan litteraturen kan bryde med en ledelse af subjektet baseret på bestemte forståelser og i stedet vise potentialet for at gå i forbindelse med verden på andre præmisser – en etisk ledelsesfilosofi. Litteraturen er fremmedhed i den mest konkrete forstand, da skriften er manifesteringen af det, som sætter os i kontakt med andre betydninger,⁵ og som viser sig i en tilblivelsens kraft. En fremmehed, som er afgørende for en etisk udvikling, da dominerende forståelser ellers ville diktere vores ageren i samfundet. I stedet for at begrænse tanke og bevægelse for mennesket, da indeholder litteraturen potentialet for at gå i forbindelse med verden og erfare den på andre præmisser end dem, som er givet på forhånd inden for bestemte ontologiske eller epistemologiske rammer. Dermed træder litteraturens kraft frem som en bevidsthedsudvidende praksis for subjektet, der tvinges til at tænke anderledes.

Således er første del af specialet en kritisk undersøgelse af Michael Whites narrativitetsteori for terapeutisk ledelse. Anden del er en udforskning af litteraturen som en radikal normativitet og performativ praksis, der giver et bud på en etisk ledelsesfilosofi.

5 Carnera, Alexander. Engagementets ABC. Essays, 2009, side 26.

(7)

Side 7 af 87

II. Metode

Opbygning

Specialet har to overordnede undersøgelsesområder: den kapitalistiske ledelse af subjektet, der videreføres i den narrative terapi og litteraturens påvirkning af liv. Disse områder står normalt selvstændigt, men samles af en redegørelse for deres ontologiske og epistemologiske forudsætninger.

Den første del, en samtidsdiagnostik af kapitalismens transformation og det dertilhørende menneskesyn, vil indeholde en redegørelse for den transformation, som kapitalismen har gennemgået i nyere tid. Selve transformationen indebærer et skifte i magtens virkemåde, hvorfor diagnostikken også viser, hvordan magten i dag er forvandlet til en magt, der i højere grad er flydende og ligger i menneskets ledelse af sig selv. Det skaber nogle dominerende forståelser af, hvordan et subjekt skal agere i samfundet, hvorfor der opstår et bestemt selvforhold, baseret på de rammer, som økonomien skaber.

Derefter vil en tendensangivelse for kapitalismens selvforhold blive eksemplificeret i form af en kritik af den narrative terapis behandling af mennesket. Det er en kritik, hvor narrativitetens grænser undersøges, dvs. hvad der er muligt og hvad der ikke er muligt inden for praksissens håndtering af liv. Ud fra den narrative terapis eksplicitte og implicitte forudsætninger bliver det tydeligt, hvordan praksissen kan ses i forlængelse af den kapitalistiske ledelse af mennesket. Kritikken tager udgangspunkt i de ontologiske og epistemologiske forudsætninger, den narrative terapi indeholder.

Afsnittet viser dermed, hvordan subjektet ledes i henhold til bestemte forståelser, der er med til at skabe et dominerende selvforhold.

Den anden del vil behandle litteraturen, der står som eksempel på det, der ikke indrammes af en bestemt forståelse. Gennem to empiriske cases i form af skønlitterære værker, træder dét frem, som gør det muligt for subjektet at bryde med eksisterende, overlejrede forståelser om eget liv. Litteraturen viser sprogets potentiale for at gå i forbindelse med verden på andre præmisser end subjektets egne og derved skabe en ny forståelse for eget selvforhold. Det indebærer, at subjektet oplever sin egen fremmedhed over for sig selv og begivenheden, som det er nedlagt i, hvorfor det bliver nødt til at udvise opmærksomhed i mødet med den afmagt, som begivenheden medfører. Herved åbnes muligheden for at udvikle nye eksistensmåder end dem, som tilbydes inden for den kapitalistiske og

(8)

Side 8 af 87 narrative håndtering af liv. Udredelsen er derfor også etisk-politisk, da subjektet igennem litteraturen møder verden på andre præmisser end dets egne, og derved indgår i en socialitet på en ny måde.

Bærende teori

Store teoretiske dele af specialet vil bygge på Michel Foucault og Gilles Deleuzes tanker. De har hver især haft en dominerende indflydelse på moderne filosofi. Dog er der skæringspunkter, hvori deres tænkning mødes og vokser med hinanden til et potentiale for, at tænke anerledes.⁶ Det er derfor en specifik brug af Foucault og Deleuze med vægt på dels en magtkritik og subjektivitetstænkning og dels en etisk tilblivelsestænkning. Meget af teorien vil bygge på Deleuzes udfoldelse af Foucaults skrifter, hvor det primære fokus er vejen mod tænkningen og subjektivitet. Foucaults tanker er derfor i fokus, mens Deleuze står som en fortolker og indgang til Foucaults værker.

Igennem Foucault og Deleuze beskrives, hvordan subjektet opstår inden for et videns- magtdispositiv.

Forståelsen af subjektet som besiddende en naturlig eller oprindelig identitet er derfor en konstruktion, der må gøres op med. Subjektet opstår i den gensidige påvirkning mellem liv og verden, der sker i en begivenhed. Derfor fastholdes en terminologi med subjektet som hovedkategori, da undersøgelsen ikke skal forstås som en tilbagevending til mennesket men som en undersøgelse af liv.

Ole Fogh Kirkeby bidrager med en begivenhedsfilosofi og kropstænkning, hvilket foruden det ikke ville være muligt at forstå subjektets tilblivelse og potentiale for altid at kunne være andet. Forståelsen af selvet ved kropstænkningen har andre teoretikere beskæftiget sig med, men det er Kirkebys kropstænknings holdepunkt og mulighedskriterium i form af begivenheden, der skaber et unikt forhold til den æstetiske og etiske karakter, som subjektet som krop potentielt kan indtage i sit forhold til begivenheden.

I beskrivelsen af den narrative terapi vil bogen Kort over Narrative landskaber af Michael White primært stå som eksempel. Læsningen er en kritisk hermeneutik, hvor der forsøges at åbne for praksissen i en forståelse og fortolkning af den. Det bliver derved muligt at undersøge de epistemologiske og ontologiske forudsætninger for praksissen, og hvordan disse risikerer at videreføre en bestemt ledelse af subjektet. Kritikken er af den narrative terapis virkemåde og modus, og i mindre grad teorien bagved. Praksis og teori forekommer dog også adskilt i flere tilfælde.

6 Deleuze, Gilles. Foucault, 2006, side 9.

(9)

Side 9 af 87 Læsningen af litterature er inspireret af Derek Attridges udlægning af litteraturens potentiale.

Oplevelsen af et litterært værk vil altid overskride det rationelle møde.⁷ Det skyldes, at litteraturen indeholder en ikke-diskursiv påvirkning – her kaldet betydning – der besidder en potens der ikke er indeholdt i andre lingvistiske praksisser.⁸ Derfor kan litteraturen beskrives som en modstand, der vægrer sig mod en instrumentaliseringen, dvs. at blive sat i én bestemt forståelse.⁹ I stedet betragtes litteraturen som noget specifikt og singulært i vores oplevelse af sprog, der manifesterer sig igennem form.¹⁰ Det er ikke en afskrivelse af litteraturens etiske og politiske potentiale, men en afskrivelse af dens instrumentalisering inden for et allerede eksisterende værdisæt eller en brugbarhed, der har et andet mål end litteraturen selv.¹¹ Behandlingen af litteratur kan derfor bidrage til en yderligere forståelse af forbindelsen mellem etik og litteratur. Udlægningen gør ikke krav på en sandhed, eller værkets største potentiale, men en beskrivelse af et ofte overset potentiale for affektiv påvirkning.

Derved bliver det muligt at tale om litteraturen som en praksis, der altid er i tilblivelse og indeholder en betydning, som påvirker mennesket.¹²

Søren Ulrik Thomsen beskriver distinktionen mellem en fortolkning, der tager førergreb på teksten, for at finde dens ene betydning og en, hvor det handler om ”at åbne værket – ikke, så det nu omvendt kan betyde hvad som helst, men så man ser det fra flere sider som et hus med mange etager, stejle vindeltrapper og en sortklædt kvinde, der det ene øjeblik står i vinduet og det næste er væk.”¹³ Jeg viser en potentiel performativitet i et værk, ikke for at understrege, at netop denne har mere ret til at blive udfoldet end andre, men fordi den besidder et etisk potentiale, der kan forandre subjektiviteten – selvom det er at udøve vold mod betydningen, at kæmpe med den for at gøre den mindre og få den ned på skrift. Alexander Carnera beskriver denne metodes relevans:

Og litteraturvidenskaben… giver os kundskab om formanalyser, om retoriske virkemidler, kompositionsforståelse, læsestrategier og historiske sammenligninger. Alt sammen kan det være nyttigt, men i virkeligheden er det ikke ambitiøst nok. For det giver

7 Attridge, Derek. The Singularity of Literature, 2004, side 3.

8 Ibid. side 5.

9 Ibid. side 7.

10 Ibid. side 13 og 14.

11 Ibid. side 13.

12 Jeg er klar over besværligheden i at overkomme egne forhåndsforståelser i udlægningen af et litterært værk. Dog forsøges der at give en udlægning, som ikke trækker på en forhåndsforståelse, men har den affektive påvirkning som omdrejningspunkt.

13http://www.smk.dk/besoeg-museet/udstillinger/dansk-og-int-kunst-efter-1900/om-praesentationen/soeren-ulrik- thomsens-tale/

(10)

Side 10 af 87 os ikke indsigt i det kropslige, det materielle, det affektive, det upålidelige, det intuitive, det rørende, det oprørende, det chokerende, alt det, som løber mellem linjerne, mellem strategierne, alt det, som sætte litteraturen i kontakt med livet, i en kropslig berøring med virkeligheden, som minder os om at mening og meningsskabelse overskrider et abstrakt system af tegn.¹⁴

Det er ikke en dialektisk bevægelse fra narrativitetens ledelse til litteraturens performativitet, til trods for at det kan være svært at overkomme en dialektisk udvikling, da hensigten i højere grad er at vise de begrænsninger for et liv, som gældende forståelser indeholder, for derved at bryde med dem i en overskridelse, som ikke nødvendigvis lader noget fra de tidligere rammer stå tilbage.

Eksemplificeringen ved litteratur er dog ikke et emancipationsprojekt, mennesket skal ikke sættes fri, da friheden ikke skal forstås som en besiddelse. Læsningen har til formål at vise den kropslige erfaring, der kommer i spil genne litteraturens performativitet – et potentiale, der ikke sættes i relation til læserens fortidige levn eller fremtidige illusioner.

Genstandsfelt

Kontrolsamfundets diagram

Dette afsnit har til formål at give en redegørelse for de rammer, der skaber en bestemt italesættelse og forståelse af subjektets selv.¹⁵ Afsnittet beskriver den forståelse af mennesket, der opstår i kraft af teorien om neoliberalismen som en del af en bestemt guvernementalitet. Hertil bidrager Deleuzes beskrivelse af kontrolsamfundet, der er en af de få kritikker og diagnostikker af kapitalismen, der har været forudseende angående de kræfter, som i dag indvirker på vores liv. Kontrolsamfundet belyser hvilke konsekvenser, udviklingen af neoliberalismen har haft for det, der vil blive kaldt subjektivitetsproduktionen, som opstår i kraft af en bestemt ledelse af subjektet.

Afsnittet er en redegørelse for den subjektivitetsforståelse, som træder frem i økonomiens transformation, hvorfor fokus vil ligge på de forhold, som ændrer italesættelsen af subjektet samt subjektets selvforhold. Metoden er derfor inspireret af Boltanski og Chiapello, hvor eksplikative faktorer udelades bevidst, selvom makroøkonomiske og teknologiske forhold vil kunne bidrage til en

14 Carnera, Alexander. Engagementets ABC. Essays, 2009, side 25.

15 Det er vigtigt at pointere, at denne diagnostik af neoliberalismen ikke skal ses som et led i den postmarxistiske kritik af kapitalismen.

(11)

Side 11 af 87 strukturel analyse af kapitalismens udvikling.¹⁶ Transformationen er en del af en ændret veridiktionsorden og ikke en udvikling af objektive kriterier, som antager en naturalistisk forklaring.

Den narrative terapi

De forståelser, som subjektets selvforhold er domineret af, træder frem ved en beskrivelse af tendensangivelser og diskurser i kontrolsamfundet, der påvirker subjektets selvforhold. Nogle forståelser er mere dominerende end andre, og diversiteten af eksempler nødvendiggør en indskrænkning.

Antallet af danskere på lykkepiller er vokset,¹⁷ samtidig med at antallet, som gør brug af terapeutiske behandlere, er støt stigende. Eva Secher Mathiasen, Formand for Dansk Psykolog Forening, peger på, at udviklingen har at gøre med en stigende tendens til, at mennesket vil tage vare på sig selv og være aktiv i at skabe et bedre liv for sig selv. Ligeledes indeholder terapien en anderkendelse af den personlige historie, der ses som noget unikt og noget, der er værd at beskæftige sig med, forklarer professor ved DPU, Lars-Henrik Schmidt.¹⁸ Det betyder, at terapi har fået en mere fremtrædende rolle i arbejdet med at definere og skabe et selvforhold. Derfor bliver en fremtrædende terapiform en eksemplificering af den måde, hvorpå subjektet italesættes og hvorledes et selvforhold bygger på bestemte ontologiske og epistemologiske forståelser.

Den narrative terapi er valgt, eftersom det er en af de nye og fremtrædende terapiformer. Den eksemplificerer derfor samtiden bedre end f.eks. den systemiske terapi, der ofte har ligget forud for narrativitetens indtog. Derudover kan nævnes følgende grunde for valget:

For det første bygger den narrative terapi på elementer, der stemmer overens med specialets teoretiske fundament. Både Foucault og Deleuze er repræsenteret i den narrative terapis teoretiske brede fundament. Det ville være let at fremhæve og kritisere et fænomen, der direkte strider imod teorien i specialet.

For det andet arbejder den narrative terapi med fortællinger, hvorfor den siger noget om, hvordan subjektet opstår og italesættes ud fra et bestemt selvforhold. En undersøgelse af, hvordan narrativiteten arbejder med selvforholdet, vil belyse samtidens forståelse af subjektets behov for

16 Kristensen, Jens Erik. Kapitalismens nye ånd og økonomiske hamskifte, 2008, side 88-94.

17 http://videnskab.dk/krop-sundhed/op-mod-30000-danskere-tager-ssri-medicin-de-ikke-har-brug

18 http://www.kristeligt-dagblad.dk/liv-sj%C3%A6l/2014-08-15/terapi-er-blevet-et-middel-til-livsh%C3%A5ndtering

(12)

Side 12 af 87 identitet, der understøtter og hjælper det til en positiv tilstedeværen. Den narrative praksis vil derfor underbygge tesen om, at samtiden er præget af et dominerende selvforhold, der støtter en ambivalens skabt i kontrolsamfundets subjektivitetsproduktion.

For det tredje indeholder den narrative terapi et opgør med en indre forståelse af subjektet, forstået som et fast jeg, til fordel for intentionelle forståelser, der indeholder et syn på subjektet som værende agent i skabelsen og forståelsen af egen identitet. Opgøret med det substantielle jeg er en gennemgående ontologisk forståelse i specialet. Dog vil forståelsen af menneskets formåen som agent blive kritisk behandlet og således virke som en undersøgelse af narrativitetens funktionelle præg.

Valg af skønlitteratur

De litterære værker fungerer som empiriske eksempler på den praksis, som udfoldes i kraft af litteraturens påvirkning. Behandlingen af litteratur står ikke som en modsætning til beskrivelsen af samtiden, men som en kraft, der undslipper et fortolkende perspektiv. Det skal ikke forstås som om, litteraturen er en parallel virkelighed, men derimod som en udvidelse af virkeligheden, der bryder med de rammer, som kapitalismen og den narrative terapi arbejder ud fra. Som eksempel på litteraturens evne til at overkomme bestemte forståelser af mennesket, da vil den norske forfatter Tomas Espedals værk Gå, eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv (2007) samt den tyske forfatter Thomas Manns Døden i Venedig (1912) blive brugt. Til trods for forskellen i værkernes kompleksitet indeholder begge elementer, der står som eksempel på litteraturens affektive påvirkning.

(13)

Side 13 af 87

III. Selvforholdets ambivalens i neoliberalismen

Kontrolsamfundet – mellem frihed og underkastelse

En slanges ringe er mere komplicerede end gangene i et muldvarpebo.¹⁹ I det 20. århundrede sker der en intensivering i økonomiens indflydelse, når konkurrence bliver et dominerende princip²⁰ i det, som benævnes neoliberalisme.²¹ Neoliberalismen er den måde, hvorpå kapitalismen genopfandt sig selv i 1978 og frem.²² I denne periode sker der en naturalisering af den kapitalistiske økonomi, der nu kan betragtes som en guvernementalitet.²³ Politikkens magt underlægges markedets magt, hvorfor regering og befolkning nu underkastes kapitalismens systemtvang, da friheden gives ved markedet.²⁴ Da subjektet handler ud fra markedets frie præmisser, tilskrives succes og fiasko subjektets initiativ inden for kapitalismens institutionelle ramme.²⁵ Kritik vendes væk fra kapitalismens systemiske forhold og rettes mod det enkelte subjekts manglende evne til at skabe en gunstig tilværelse, da markedet skaber lige vilkår for alle. En social klasses manglende succes tilskrives derfor ikke kapitalismens udformning, men individuelle og kulturelle forhold, eller en manglende konkurrence på markedet.²⁶

Menneskets adfærd bliver derfor relevant i den økonomiske analyse, da der en forudsætning om en bagvedliggende skjult rationalitet, der må afdækkes og inddrages i analysen²⁷– neoliberalismen forsøger at give mening til menneskets ageren. Det skaber en epistemologiske mutation, hvor subjektet analyseres som entitet, der træffer sine valg ud fra de knappe ressourcer, det har til rådighed,

19 Deleuze, Gilles. Forhandlinger 1972-1990, 2006, side 218.

20 Foucault, Michel. Biopolitikkens fødsel, 2009, se 5. Forelæsning.

21 En neoliberalisme som vi i dag er berørt af. Ibid. side 125.

22 Vetlesen, Arne Johan. Nyliberalisme – en revolusjon for å konsolidere kapitalismen, 2011, side 6.

23 I Foucault, Michel. Sikkerhed, territorium og befolkning, 2008, side 116f, skriver Foucault om guvernementalitet: ”Ved

”guvernementalitet” forstår jeg den mængde af institutioner, procedurer, analyser og refleksioner, beregninger og taktikker, som gør det muligt at udøve den specifikke, om end meget komplekse form for magt, hvis primære sigte er befolkningen, hvis vigtigste vidensform er den politiske økonomi, og hvis væsentligste tekniske redskab er sikkerhedsforanstaltninger.” Mere simpelt er guvernementalitet defineret i Foucault, Michel. Biopolitikkens fødsel, 2009, side 216 som: ”den måde, hvorpå man leder ledelsen af menneskene”, og fortsætter: ”men bør opfattes [guvernementalitetsprocedurerne] som et simpelt synspunkt, en afkodningsmetode, der kan være gyldig for hele skalaen uanset dens størrelse. ” En guvernementalitet kan derfor forstås som et dispositiv, der strømmer igennem institutioner og mennesker, og leder disse i henhold til en række magtrelationer, der både fungerer på det institutionelle og det individuelle niveau som et forhold, der både er uden for subjektet og nedlagt i det som rationalitet.

24 Vetlesen, Arne Johan. Nyliberalisme – en revolusjon for å konsolidere kapitalismen, 2011, side 7.

25 Havey, David. Nyliberalismen og gjenoprettelsen av klasseherredømmet, 2011, side 128, og Vetlesen, Arne Johan.

Nyliberalisme – en revolusjon for å konsolidere kapitalismen, 2011, side 8 og 14.

26 Havey, David. Nyliberalismen og gjenoprettelsen av klasseherredømmet, 2011, side 131.

27 Foucault, Michel. Biopolitikkens fødsel, 2009, side 255.

(14)

Side 14 af 87 i forsøget på at opnå bestemte mål.²⁸ Den økonomiske rationalitet får en insisterende natur, da et livs muligheder altid kan tænkes inden for den, så længe rationaliteten udgør et dominerende videns- og magtforhold. Friheden, subjektet får over sine kompetencer i form af en humankapital, der ses som et ledelsesinstrument, som er afgørende for en økonomis vækst og innovation,²⁹ er en betinget frihed, da iværksættelsen af kompetencerne kun er mulig inden for neoliberalismens rammer.

Transformation af kapitalismen medfører en større grad af selvledelse, der bliver en del af selvforholdet i den postmoderne identitet. De faste rammer om arbejdet og dermed livet er blevet mere flydende. Den tilsyneladende emancipering, der sker ved arbejdets grænseløshed, bevirker et ansvar for den måde, subjektet forvalter sin frihed på. Friheden er derfor kun tilsyneladende, da den er underkastet en mere subtil magt, der stiller krav til subjektets forvaltning af sit liv.³⁰ Arbejdet får et præg af selvrealisering, da subjektet nu nyder sit arbejde og finder udfordringer i det, som udvikler både faglige og personlige egenskaber.³¹ At være motiveret for at arbejde bliver legitimt og en forventning, der stilles til subjektet, i kraft af dets evne til at lede sig selv. Arbejdet bliver det medium, hvori subjektet kan opnå enkeltmandspræstationer i sin stræben efter individuel succes og selvrealisering.³² I kraft af denne stræben bliver læring en altid igangværende proces³³ grundet de nye produktionsmidler, viden, intellekt og information, der kræver en konstant investering af menneskets kræfter.³⁴ Med selvledelsens nye selvforhold får magten en immanent karakter – vi overvåger og udvikler os selv i henhold til kravet om at være duelig i neoliberalismen, et altid tilstedeværende krav.³⁵

Den immanente, flydende magt kendetegner det, Gilles Deleuze benævner Kontrolsamfundet. Det samtidsdiagnostiske begreb skal forstås sammen med neoliberalismen, da det er et produkt af kapitalismens transformation. I kontrolsamfundet bliver udbytningen og arbejdet fjernet fra en

29 Ibid. side 265-266.

30 Kristensen, Anders Raastrup. Det grænseløse arbejdsliv, 2011, side 10-11.

31 Ibid. side 11-12.

32 Jensen, Anders Fogh. Kapitalisme og ånd - Om Luc Boltanski & Eve Chiapellos Le Nouvel esprit du capitalisme (1999), 2007, side 67.

33 For en beskrivelse af hvorledes livslang læring, uddannelse og udvikling nu er blevet det senmoderne arbejdsmenneskes egen norm som en immanent magt, der virker spontant indefra se da: Mølholm, Martin. Det vi taler om når vi taler om arbejdet, 2013.

34 Kristensen, Jens Erik. Kapitalismens nye ånd og økonomiske hamskifte, 2008, side 100-101.

(15)

Side 15 af 87 afgrænset sfære og repræsenterer nu mere et ikke-sted, til trods for, at de stadig påvirker subjektet ved at gennemkrydse samfund og liv på stadig flere måder.

Frigørelse og underkastelse står over for hinanden i kontrolsamfundets kræfter, da subjektiveringen under kontrollen giver sig ud for at være frivillig,³⁶ ”som en slags selvformende støbeform, der konstant ændrer sig fra det ene øjeblik til det andet ”.³⁷ Kontrollen er mindre et kendetegn ved de enkelte institutioner, end den er en gennemløbende mekanisme, der nedlægges i mennesket og flyder i hele samfundet. De nedbrudte grænser og dertil svarende åbne miljøer skaber en uafbrudt kontrol, hvor det kan virke som, at ”selv de strengeste former for indespærring vil forekomme os at tilhører en blid og venlig fortid. ”³⁸ I stedet for at skulle i forhold til et ydre, disciplinært krav, bliver subjektets immanente krav om at kunne det nye imperativ.³⁹ At sikre sin tilstrækkelighed i det hurtigt omskiftelige miljø bliver derfor et af de vigtige indsatsområder for subjektet. Menneskets produktivitet er livet selv, hvorfor livet skal være så produktivt som muligt. Deleuzes bekymring angående nye ønsker om motivation og livslang læring⁴⁰ får betydning i dette forhold mellem frigørelse og underkastelse.

Denne udvikling skaber en flydende identitet, da subjektet modulerer sit selvforhold i henhold til de krav, som en given situation stiller. Det sker bl.a. ved selvkritik, der ifølge Rasmus Willig ikke er erkendelsesorienteret, men er et forsøg på at leve op til de krav, der stilles fra arbejdsmarkedet om effektivitet og konkurrence.⁴¹

Det ses her, hvordan strukturelle forhold påvirker subjektivitet gennem bestemte rationaliteter. Det er disse strukturelle forhold, der konstituerer et videns- og magtforhold, hvori subjektet opstår, forstår og italesætter et selv, og dermed producerer subjektivitet i samtiden. Der er tale om en undersøgelse af praksissers udvikling, der danner fundament for en rationalitet, og ikke af transcendente kategorier.

Praksisserne bevæger sig igennem instanser og mennesker som en flydende kontrol, der insisterer på sig selv.

36 Ibid. side 213.

37 Ibid. side 214.

38 Ibid. side 210.

39 Byung-Chul Han. Træthedssamfundet, 2012, side 23.

41 Willig, Rasmus. Kritikkens u-vending, 2013, side 54.

(16)

Side 16 af 87 Beskrivelsen af neoliberalismens kontrolsamfund har således til hensigt at vise ”hvordan koblingen af praksisser og sandhedsorden danner et viden/magt-dispositiv, der reelt indskriver det, som ikke findes, i det reelle og gør det til legitim genstand for en bestemmelse af dets sandhedsværdi. ”⁴² Det er inden for dette dispositiv at mennesket træder frem som en singularitet, determineret ud fra forståelser, der kan ses i sammenhæng med økonomiens udvikling. Og det er i kraft af, at subjektet forstås igennem et neoliberalt dispositiv – dets praksisser og sandhedsorden – at det ledes i henhold til økonomiens udvikling. Subjektivitetsproduktionen ændres i henhold til den veridiktionsorden – ikke forstået som en endegyldig sandhed, men som en viden, der bliver gjort til sandhed – som udvikles løbende med neoliberalismen, og som tilskriver subjektet et bestemt selvforhold. Derfor er det muligt at argumentere for, at den flydende identitet, subjektet i dag skal besidde for at fungere på markedet, udvikles løbende med ændringerne i kapitalismen og den dertilhørende epistemologiske mutation. Det frie marked skaber en individualisering, der fordrer bestemte former for tilstedeværelse for samtidens subjekt. Her forsvinder anonymiteten i kontrollens blotlæggelse af handling. Vi er altid eksponeret for det at kunne, hvorfor det ikke er muligt at undslippe en evig selvledelse ud fra jeget.

Da subjektets tilblivelse i neoliberalismen ikke er en naturgiven udvikling, er udredelsen etisk- politisk: det er mulig at forholde sig kritisk i en gentænkning af de forhold, som producerer subjektivitet i vores samtid. Med neoliberalismens kontrolsamfund sker der en udelukkelse af alternative eksistensmåder, når majoritetens selvforhold skabes ud fra den subjektivitet, et bestemt videns- magtdispositiv producerer. Her fremtræder bestemte forståelser af subjektet, som indeholder et stærkt ambivalent træk: subjektet er i kontrolsamfundet altid stedt mellem frihed og underkastelse.

Selvforholdet opretholder ambivalensen, da det er ved denne vekselvirkning, at subjektet drives frem i dag.

Selvforholdets ambivalens i kontrolsamfundet træder således frem på flere områder: subjektet har mulighed for at få anerkendt sine kompetencer i form af humankapitel, men kun hvis disse iværksættes på økonomiens præmisser. Magten er blevet internaliseret i subjektet selv i form af selvledelse ud fra kontrollens krav om at kunne. I denne forbindelse bliver forhåbningen om selvrealisering af egen person kun mulig, hvis successen kan måles funktionelt, hvorfor subjektet arbejder ud for neoliberalismens sandheder. Selvkritik opstår i denne forbindelse som et middel til at

(17)

Side 17 af 87 sikre og forbedre egen præstation i kontrollen. Alle disse forståelser indeholder forudsætningen om, at subjektet leder sig selv.

Mod erfaringen af et selvforhold

Vi er viklet inde i verden, fordi vi som handlende altid allerede er viklet ind i den måde, legemet og bevidstheden er viklet ind i hinanden på. ⁴³ For at forstå, hvordan kontrolsamfundets videns- og magtdispositiv påvirker subjektivitet, er det nødvendigt at undersøge, hvordan det er muligt at erfare et selvforhold. Selvforholdet er relevant at beskrive, da det viser en forståelse af vores tilstedeværelse som subjekt. Den måde, hvorpå vi forstår os selv og vores omgang med verden, er definerende for, hvordan vi agerer i begivenheden. Derfor er det i selvforholdet, at de dominerende forståelser træder frem som naturligheder, hvorudfra et selv italesættes.

Sociologien, som også taler om et selvforhold, forbliver inden for en viden- magthorisont, mens der hos Foucault og Deleuze findes tre dimensioner: viden, magt og tænkningen. Anthony Giddens beskriver den sociologiske forståelse af selvforholdet i moderniteten som et forhold baseret på en biografisk forståelse, der udfolder sig i henhold til givne omstændigheder: ”Selvidentiteten skaber en løbebane for individet, tværs gennem modernitetens forskellige institutionelle rammer… Vi ,,har”

ikke blot en biografi hver især, vi lever en biografi, som er refleksivt organiseret på baggrund af strømme af sociale og psykologiske informationer om mulige måder at leve på. ”⁴⁴ Selvets biografiske kontinuitet skabes igennem de abstrakte systemer, som modernitetens institutionelle orden skaber.⁴⁵ Det har den konsekvens, at selvets refleksivitet er betinget af modernitetens institutionelle refleksivitet, og derfor aldrig kan bevæge sig ud over denne og således bryde med det forhold, som Foucault og dermed Deleuze beskriver som et videns- og magtforhold. Selvforholdet bliver i individet en given størrelse, der skal ”holde en særlig fortælling i gang. ”⁴⁶ og dermed et statisk vidensobjekt, som kan undersøges i en selvobjektivering. Den ikke-forståelig begivenhed udelukkes i sociologiens selvforhold, da identitet ”er selvet som det refleksivt forstås af personen på baggrund af

43 Kirkeby, Ole Fogh. Selvet sker – bevidsthedens begivenhed, 2008, side 21.

44 Giddens, Anthony. Modernitet og selvidentitet, 2000, side 25-26.

46 Ibid. side 70.

(18)

Side 18 af 87 vedkommendes biografi. ”⁴⁷ I sociologiens er selvforholdet givet a priori igennem den refleksivitet og de forståelser, et samfunds abstrakte systemer tilbyder.

I stedet for sociologiens selvobjektivering sætter tænkning i begivenheden fokus på selvforholdets tranformerende funktion. Modsat viden og magt er tænkningen selvoverskridende som begivenhed og som subjektivering. Tænkningen tillader en håndtering af subjektivitet, der viser, hvorledes processer er med til at skabe selvforholdet. For at forstå dette, er det nødvendigt med en redegørelse for de tre dimensioner: viden, magt og tænkning.

Hver historisk formation har nogle vidensformer, der defineres ved en kombination af det synlige og det sigelige.⁴⁸ Derfor taler Foucault ikke om fænomenologi, som var der en verden, der træder frem for vores erkendelse, men om epistemologi, da verden erkendes igennem en viden, der fremstår a priori, men er historisk og determinerer, hvad der er synligt og sigeligt i en given historisk formation.

Viden er derfor afgørende for vores erkendelse af verden og vores muligheder som liv i denne, ikke blot inden for videnskab, men inden for alle positiviteter – overstående afsnit er et forsøg på at vise hvordan kontrollen indeholder bestemte vidensformer. Foucault viste os, at bag alle vidensformerne ligger der nogle affektive påvirkninger, som skyldes, at magten påvirker subjektet og subjektet påvirker magten. Derfor er magt ikke et forhold, men en relation mellem kræfter, der eksisterer og passerer mellem vidensformer⁴⁹ - et menneske besidder ikke magt, men påvirker igennem tilskyndelser, påbud, fremkaldelser, som vidensformerne er med til at aktualisere ved det synlige og sigelige.⁵⁰ Magtrelationen kan derfor beskrives som et diagram, der er i et konstant forhold til de vidensformer, en given historisk formation tilbyder, og hvori subjektivitet skabes og identiteter bliver foreskrevet. Foucault viser hvorledes panoptismen har til formål ”at pålægge en given menneskelig mangfoldighed en given adfærd.”⁵¹ Et panoptikon eksemplificerer her et bestemt magtdiagram, der indvirker på subjektet på en bestemt måde. Diagrammet kan beskrives som en kartografisk indvirkning på et social felt, der påvirker mennesket ved magtens relationelle karakter: ”Diagrammet eller den abstrakte maskine er et kort over kræfternes relationer: et kort bestående af densitet, intensitet, der fungerer via primære og ikke-lokalisérbare relationer, og som hvert øjeblik krydser

47 Ibid. side 68.

51 Ibid. side 52.

(19)

Side 19 af 87 gennem alle punkterne”.⁵² Som vidensformer og magtrelationer udvikler sig og skifter, ændres dispositiverne og er kendetegn på nye påvirkninger af subjektet. Dispositivet har derfor aldrig at gøre med en given verden, men skaber konstant nye konstellationer, der påvirker subjektets adfærd. Det er derfor ikke en a priori social maskine, men en maskine skabt ved en specifik viden og magt, der konstant er i tilblivelse.⁵³ Når dispositivet påvirker den menneskelige adfærd, er det derfor muligt at beskrive processen som subjektivitetsproducerende – produktionen af forskellige måder at leve på⁵⁴ – da mennesket både er genstand for (subject) og underlagt (subjected) et videns- og magtdispositiv, hvorved subjektet både påvirkes og påvirker gennem magten. Subjektiveringen kendetegner derfor en partikulær eller kollektiv påvirkningen af en begivenhed eller et liv, og altså ikke en bestemt person.⁵⁵ Dvs. at vores liv og sprog sker inden for en udformning af viden-magt, hvor det synlige og det sigelige påvirkes af den sociale maskine, men aldrig på en final måde.⁵⁶

Ved at udrede en aktuel indretning af viden-magt, træder de skæringer frem, hvor subjektiveringsprocesser opstår. Det er ikke muligt at give en udtømmende redegørelse for et aktuelt dispositiv, men en beskrivelse af dominerende tendenser i samfundet kan givet et billede af dominerende forståelser, der er subjektivitetsproducerende. Subjektivitet skal derfor ikke forstås som noget oprindeligt, men som relativt i henhold til et aktuelt videns- og magtdispositiv.⁵⁷ Således fremstår de græske selvteknikker som én form for subjektiveringsproces, der er anderledes fra de kristne bekendelsesformer og deres subjektiveringsproces. Derfor vil det være arbitrært at beskæftige sig med en tilbagevenden til subjektet, da subjektiveringsprocesser er historisk relative – det ville blot resultere i en ophøjning af tidligere værdier frem for de aktuelle. I stedet er subjektet en eksistensmåde, der får sin karakter fra den begivenhed, som det sker med.⁵⁸ Derfor kan man skabe en rumlig konfiguration med et udenfor og et indenfor, som henholdsvis repræsenterer (i samtiden) kontrollen og subjektet. Det udenfor, som et videns- og magtdispositiv skaber, tilegner sig subjektet og skaber det i foldningen af et udenfor i et indenfor ”som om skibet var en foldning af havet. ”⁵⁹ Vores kroppe og tanker anordnes og bliver et værk i et aktuelt dispositiv, modsat en kraft i sig selv.

Det gør både modstand og muligheden for at gå i forbindelse med verden på nye måder problematisk,

52 Ibid. side 55.

55 Ibid. side 120.

56 Deleuze, Gilles. Foucault, 2004, side 56-57.

57 Deleuze, Gilles. Forhandlinger 1972-1990, 2006, side 106-107.

58 Ibid. side 120.

59 Deleuze, Gilles. Foucault, 2006, side 112. (Jeg har være nødt til, at refererer til to forskellige oplag af denne bog)

(20)

Side 20 af 87 da subjektet er en del af kontrollen, der fungerer som en immanent kraft i livet, og som påvirker selvet. Selvforholdet, som er en fordobling af et udenfor, skaber i mennesket et immanent ikke-jeg,⁶⁰ dvs. at oplevelsen af et indre ”jeg”⁶¹ er en konstruktion i kontrolsamfundet.⁶² Den måde, subjekt påvirker og påvirkes af den begivenhed, som det sker med, er derfor begrænset til bestemte forståelser og betydninger. Der er altså en kobling mellem de strukturelle praksisser og subjektets selvforståelse, hvorfor dominerende forståelser af subjektet indskrænker mulighederne for liv, da de opstiller grænser for et selvforhold.

Selvforholdet kommer således til at være et resultat af en historisk epokes særegne viden og magt:

…hvad kan jeg vide, eller hvad kan jeg se og udsige under disse betingelser for lys og sprog? Hvad kan jeg gøre, hvilken magt kan jeg påberåbe mig, og hvad kan jeg gøre af modstand? Hvad kan jeg være, hvilke folder skal jeg omgive mig med, eller hvorledes producere mig som subjekt? I disse tre spørgsmål betegner ”jeget” ikke noget universelt, men en helhed af særegne positioner indtaget i et man-taler-man-ser, i et man-støder- imod i et man-lever.⁶³

Overstående afsnit om kontrolsamfundet er et forsøg på at tydeliggøre, hvordan bestemte kræfter, domineret af et økonomisk, instrumentelt paradigme, anordner og skaber subjektet – man kan sige, at der er en vilje til sandhed. Ved at forstå kontrolsamfundet som et videns- og magtdispositiv bliver dets immanente magtform og dets subtile karakter tydelig. I henhold til overstående redegørelse ændres måden, subjektet påvirker og påvirkes på i henhold til de vidensformer og magtrelationer, som gør sig gældende. Den epistemologiske mutation, der opstår med neoliberalismens analyse af arbejdet, får således betydning for subjektets selvforståelse. Det er en ny viden, der italesættes om subjektet, og som påvirker forståelsen af menneskets tilstedeværelse. Et magtdiagram producerer altid modstand i det sociale felt, men jeg argumenterer for, at denne modstand er stadig sværere grundet kontrollens karakter af flydende, immanent magt. Selvforhold baseres i dag i høj grad på bestemte rationaler og normer – vi bliver magtens subjekt; på samme tid underkastet og individ.

61 Dette skal ikke forstås som at subjektet besidder en fast kerne, men at subjektet kan have en følelse af et indre, som tilskrives forskellige kvaliteter.

62 Idéen om et indre jeg har eksisteret før kontrolsamfundet. Tesen er, at det indre jeg, som i dag er en del af en række dominerende fortællinger om subjektet, skabes i det diagram, som kontrolsamfundet udgør.

(21)

Side 21 af 87 Resultatet bliver en kontrol af den mulige bevægelse i et samfund og subjektets tanke, der tilsammen skaber tilsyneladende emanciperende narrativer. Et livs tilstedevær som kropstanke⁶⁴ følger og tilbeder bestemte forståelser, der fremstår som a priori sandheder om, hvorledes et subjekt skal udfolde sine kapaciteter (humankapital). Såvel som Max Webers analyserede sammenhængen mellem prædestinationslæren og den kapitalistiske arbejdsetik,⁶⁵ så er der i samtiden, forstået som et udenfor, bestemte forståelser, som skaber subjektets selvforhold, forstået som et indenfor. Det, som fremstår naturligt og givet på forhånd, er konstruktioner. Derfor er det muligt at stille sig kritisk over for dominerende forståelser, der præger subjektets selvforhold.

Tanken træder her frem som muligheden for at bryde med et fast selvforhold. Tanken, som en tredje dimension i et videns- og magtdispositiv, kan overskride sig selv og adskille sig fra viden og magt og dermed hindre, at disse to dimensioner lukker sig i en blindgyde. Det skyldes, at tænkningen har problematisering og eksperimenteren som sin modus. Tænkning bygger ikke blot på en videns muligheder for at se og tale, men på disjunktionen mellem disse to og således en udfordring af, hvad det er muligt at se og at sige. Ydermere er tænkningen en påvirkning af magten, da den udsender singulariteter, ikke singulariteter fanget i et kraftforhold, men singulariteter af modstand, der modificerer og omstyrter magtens diagram.⁶⁶ Tænkningen skaber derfor muligheden for, at et indenfor ikke agerer blindt efter et udenfor, skabt af videns- og magtforholdet, men konstant overskrider den linie, som videns- og magtforholdet udgør, hvorved der opstår muligheden for etiske og æstetiske eksistensmåder.⁶⁷ Den etiske og æstetiske karakter opstår, da det er muligt at skabe frivillige regler ved at få magten til at påvirke sig selv, dvs. at skabe en fold i kraft af tænkningen, hvori modstand og unddragelse bliver mulig ved at vende livet mod magten.⁶⁸Tænkning skal derfor ikke forstås som en indre aktivitet, der afdækker en forståelse af verden, men som en proces, der sønderlemmer et subjekts indre i en bevægelse mod usikker grund for vores mulige erkendelse, da der sker en mutation at det, vi vidste.⁶⁹ Hvis en subjektivering påvirker selvforholdet, er en åbning for nye muligheder for subjektivering på andre præmisser end den etablerede morals, ”en selvets

64 Begrebet kropstanke, er hentet fra Ole Fogh Kirkeby, og skal forstås som at bevidstheden altid er ude i verden i kraft af kroppen, hvorfor forskellen mellem bevidsthed og verden er et fantasme, så længe alt kan indtræde i bevidsthedens rum. Dette indebærer også et brud med synet på subjektet som afgrænset, da subjektet altid sker i begivenheden. Se Kirkeby, Ole Fogh. Selvet sker – bevidsthedens begivenhed, 2008, side 30.

65 Weber, Max. Den protestantiske etik og kapitalismens ånd, 2009.

66 Deleuze, Gilles. Foucault, 2006, side 130 og 135.

68 Ibid. side 120.

69 Deleuze, Gilles. Foucault, 2004, side 101-102.

(22)

Side 22 af 87 kunst, der er det modsatte af én selv”.⁷⁰ Subjektiveringen er altså ikke en søgen efter et ”sandt” selv, men efter et foranderligt selv, en anden måde at være til stede på i begivenheden. Når forestillingen om et indre, fast jeg forlades, og vi er til stede i verden som bevidsthed i verden, kan vi møde begivenheden på nye præmisser, dvs. vi kan gå i forbindelse med verden på en anden måde end den, som et videns- magtdispositiv skaber som et udenfor. Subjektet træder her frem som en begivenhed, hvor tankens begyndelse er starten på et selvforhold, der ikke skabes af et givet videns- og magtforhold, men et selvforhold, der går i forbindelse med andre kræfter. Det gør det muligt at eksperimentere med mulighederne for et liv, da subjektet påvirker og påvirkes på nye måder. Vores interaktion med verden vil nu ikke længere være præget af forudindtagede forståelser, men af en åbenhed og en foranderlighed over for den måde, hvorpå vi er i begivenheden – subjektet lærer at tænke anderledes.

Etikkens forrang

Etik skal i denne sammenhæng ikke forstås som en domsetik, en regeletik eller utilitarismen, der danner mønstre for etisk handling. I stedet er der tale om en måde at tænke etik på, som har at gøre med hele subjektiviteten og erfaringsdannelsen. Det er en begivenhedsetik, som er blevet udfoldet af bl.a. Levinas, Derrida, Foucault, Deleuze og Kirkeby. Jeg vil her fokusere på den sene Foucault og herunder specielt etikkens forhold til kropstænkning og udvikling af selvforholdet. Kirkeby vil senere blive inddraget som en supplering til denne etik, hvorved det bliver muligt at beskrive de ontologiske forudsætninger for en etisk erfaringsdannelse og kropstænkning i begivenheden.

Distinktionen mellem moral og etik er kendetegnende for henholdsvis dét at leve efter et videns- og magtdispositiv som et ureflekteret liv, og dét at danne eksistensmåder, hvor der sker en udforskning af, hvad vi kan se og sige. Når subjektivitetsproduktionen er domineret af bestemte forståelser, fremstår disse som a priori moralske sandheder, da de er en del af et bestemt videns- og magtdispositiv. Men forståelserne kan ikke bryste sig af universalisme.

Subjektet må konstant overskride dets eget selvforhold ved at tænke dét, som ikke er en sandhed, dét, som endnu ikke er trådt frem, men besidder potentialet for at bryde med de dominerende forståelser og lade begivenheden blive konstant ny. Subjektet lever i denne proces ikke efter et udenfor, som en kategori skabt af et videns- magtdispositiv, men som en aktiv kraft, der skaber nye forståelser af, hvad

(23)

Side 23 af 87 det vil sige at være subjekt. At bryde med en bestemt subjektivitet bliver derfor en praksis, der tillader og viser radikalt nye eksistensmåder. Heri distinktionen mellem moral og etik: etik er en opgivelse af det indre, et ydre har skabt, for igen at gå i forbindelse med et udenfor, men en forbindelse, der i højere grad bygger på tankens splittelse af det, et videns- magtdispositiv foreskriver. Det er en praksis, hvor tanken bruger magten til at skabe et frivilligt selvforhold, da den magt, subjektet udøver over sig selv, skaber en linje, der er i stand til at bryde med den forståelse, et aktuelt dispositiv skaber.⁷¹ Hvor moralen fremstår som påtvungne regler, der dømmer efter transcendente værdier, er ”etikken er en helhed af frivillige regler, der evaluerer det, vi foretager os, det vi siger, alt efter den eksistensmåde, som dette implicerer. ”⁷² Tænkning som en etik, der træder ud af det genkendelig og overskrider den etablerede moral, modsætter sig indvendinger og fordrejer det etablerede, så liv og død, fornuft og galskab bliver sat i spil.⁷³ Det gør tænkningen til en risikabel handling, der udøver vold mod både den, der tænker og det, som forsøger at lukke tanken.

Det er de ikke-personlige måder at leve på, der gør tanken og væren til en radikal etisk-politisk kraft, da det først er ved frasigelsen af at tale på det substansgjortes vegne, at tanken åbner sig. Det er derfor nødvendigt at se tænkningen, og dermed etikken, som en praksis, før den kan bryde med dominerende forståelser uden at fortabe sig selv i intethed, men stadig være brugbar i et udenfor.⁷⁴ Da venskabet, forstået som mødet med den Anden⁷⁵ og det fremmede, besidder et etiske potentiale, kan det eksemplificere, hvorfor etikken er en praksis.

Det er i mødet med begivenheden, i erfaringen af verden, at etikken opstår som en praksis: ”I sine studier af de mandlige grækere og romeres håndtering af nydelsen og begæret, stod det ham [Foucault] klart at etik og æstetik ikke kan adskilles.⁷⁶ Etikkens modus er betinget af kroppens tilstedeværen i verden, som en erfaring af mulige livsformer, der gør en politisk og etisk kritik mulig.

Den relative påvirkning, subjektet udsættes for – f.eks. gennem venskabet – som ikke blot hvilker på bekræftelse og positivitet, skaber et tryk, der fordrer et kritisk blik på egen subjektivitet og værdier.⁷⁷ En etiske praksis, som en løbende erfaring af verden, et møde med det fremmede, det vi ikke forstår,

71 Deleuze, Gilles. Foucault, 2004, side 114-115. Grækernes selvteknik bruges af Foucault, og dermed Deleuze, som eksempel på denne skabelse af et frivilligt selvforhold.

72 Deleuze, Gilles. Forhandlinger 1972-1990, side 122.

73 Ibid. side 125-126.

74 Ibid. side 136-137.

75 Begrebet den Anden, skal i denne sammenhæng forstås som et møde med et andet liv vi ikke umiddelbart har adgang til, og det da indeholder en fremmedhed.

76 Carnera, Alexander. Venskab som levemåde, 2013, side 38-39.

(24)

Side 24 af 87 udfordrer vores tænkning, vores sprog og vores forhold til den Anden. Derfor sætter etikken livet på spidsen igennem en pirring af tænkningen i mødet. Det gør det muligt at forholde sig til verden på andre præmisser end dem, der foreskrives af et dispositiv, da etikkens kritiske selvforhold skaber muligheden for ”en fornyet evne og kapacitet til at forstå og gribe forandrende ind i sin situation og sin verden.”⁷⁸ Det skal ses i sammenhæng med selvforholdet som noget, der ikke er selvberoende, men netop er et forhold, dvs. en relation til vores eget selv.⁷⁹ Vores selv er ikke givet på forhånd til afdækning, men er et vedvarende forhold under forandring. Derfor kræver det etiske selvforhold en løbende praksis og ikke moralske universaler: ”Vi forvandler os kun når vi øver os på at tænke, noget som vi gør når vi forholder os åbent, nysgerrigt og undersøgende til os selv, ikke til det som er, men til det mulige.”⁸⁰ Her åbnes subjektiveringsprocessen, og muligheden opstår for at danne nye former for eksistens – livet bliver et kunstværk.⁸¹

IV. Ledelse af subjektet – den narrative terapi

For de diskursive formationer er egentlig praksisformer, og deres sprog er ikke en universel logos, men dødelige sprog, som er egnet til at fremme og undertiden undertrykke forandringer. ⁸² Den narrative terapi er en del af en poststrukturalistisk indgang til menneskets forståelse af sig selv og dets omgang med verden. Det implicerer, at identitet konstrueres af de fortællinger, som et menneske fortæller om sig selv, hvorfor identitet også kan rekonstrueres ud fra de intentioner, et menneske udviser.⁸³ Det poststrukturalistiske opgør med sandheder ses også i terapiens forhold til mennesket. I praksis har den narrative terapi netop karakter af at være en praksis og er derfor ikke fuldstændig håndgribelig, men må foregribes og imødekommes, som den skrider frem, grundet uforudsigeligheden i det enkelte menneskes fortælling.

Med inspiration fra Michel Foucault tager den narrative praksis udgangspunkt i en diskursiv tilgang til moderne magt, hvor et menneskes problemer, og afdækningen og løsningen på dem, skal findes i den måde, hvorpå mennesker taler om sig selv og sine handlinger.⁸⁴ Da diskurserne er

83 White, Michael. Kort over Narrative landskaber, 2008, side 18.

84 Ibid. side 12.

(25)

Side 25 af 87 sandhedsproducerende, kan de medføre negative selvforståelser, når et menneske ikke kan identificere sig med, hvad der er ”rigtigt” at gøre. De intentionelle tilstande kan her bruges som en indgang til et alternativt narrativ om mennesket, der kan give en mere positiv selvforståelse, da den gør op med tidligere hæmmende diskurser. Den narrative praksis udfordrer således sandhedsbegrebet og den dertilhørende magtudøvelse i bestemte diskurser.⁸⁵

Vigtigheden i at bryde med et hæmmende narrativ ses ved en af de bærende teoretiske ideer i narrativ praksis:

… at når mennesker selv får mulighed for at definere deres egen tilstand med ord der udtrykker deres egen oplevelse, får de samtidig mulighed for selv at definere deres egen verden – de bliver agenter i deres eget liv. Denne »agenthed« forstår den narrative terapi som et af de første skridt imod at tage magten over sit eget liv og derigennem etablere et fundament for en mod-magt (frihed) i forhold til de normer og ideer som »problemet«

forsøger at binde mennesker på ærmet.⁸⁶

Narrativitetens forståelse af identitet som fortællinger, der kan rekonstrueres ved intentioner, gør, at individet potentielt kan opnå en konkret frihed igennem rekonstruktionen af et narrativ.⁸⁷

Den narrative terapiform distancerer sig fra den klassiske psykologi ved ikke at gøre brug af psykologiens begreber, hvorfor praksissen ikke er en ”manualiseret terapiform”,⁸⁸ da mennesket forsøges at begribes ud fra intentioner. Dette hænger sammen med en distancering fra naturlige årsagsforklaringer på et problem, der ifølge narrativiteten ikke er psykologisk, men identitetsbaseret.

Narrativ terapi afdækker derfor en diskurs i højere grad, end den afdækker et internaliseret psykisk problem. Derfor er løsningen heller ikke en diagnostisk redegørelse, om hvilken White mener kan ses som en del af en bestemt magtdiskurs,⁸⁹ men en rekonstruktion og en reformulering af det problematiske i et liv ud fra en diskursiv afdækning og derefter en rekonstruktion af identitet. Det skyldes, at ”Fortællingerne udgør de rammer, der gør det muligt for os at fortolke vores erfaringer, og disse fortolkningshandlinger tager vi aktivt del i.”⁹⁰ White er derfor ikke tilhænger af

85 Ibid. side 12.

86 Ibid. side 14.

87 Ibid. side 16.

88 Ibid. side 11.

90 White, Michael. Narrativ teori, 2008, side 29.

(26)

Side 26 af 87 præsentationalisme, der fremstiller et narrativ som en beskrivelse af livet, men af den konstruktionistiske orientering, hvor det narrative er livets struktur og det, der former livet.⁹¹ Derfor skal den levede erfaring, som et råstof,⁹² indgå i en meningsskabelse, så subjektet kan ændre være- og tænkemåde i overgangen fra et negativt til et positivt narrativ. Jeget er i den narrative terapi derfor et konstruerende jeg, når personlige levede erfaringer italesættes.

Narrativitetens kartografi

Narrativitetens fremkomst i terapien viser, hvordan identitet træder frem som et dominerende forhold i den forståelse, subjektet tilskriver sit selv. Dette kapital vil bidrage til en forståelse af narrativitetens funktion, hvorfor fokus ikke er at undersøge validiteten af terapien, men at vise dens rolle i en samtidsdiagnostik. Redegørelsen bedømmer ikke den narrative terapis evne til at afhjælpe psykisk problemer, men virker som en tendensangivelse for den udvikling, som subjektets selvforhold er præget af. Det udelukker ikke, at behandlingen af emnet kan bidrage til at udvikle narrativiteten og forståelsen af dens virkemåde. Forudsætningen er, at en terapiform ikke er uafhængig og ikke står uden for den udvikling, der omgiver den som et videns- magtforhold, men tværtimod siger noget om netop denne udvikling – terapi er ikke en ene-stående kapacitet. Således er der i nyere terapi sket en udvikling fra den systemiske epoke til en tilgang mere fokuseret på det narrative.⁹³

Ved at beskrive delelementer af den narrative terapi bliver det tydeligt, hvorfor narrativiteten indeholder nogle begrænsninger, når den beskæftiger sig med subjektet. Narrativiteten træder frem som et funktionelt element, der tillader rekonstruktion af identitet i henhold til subjektets duelighed i kontrollen. Beskrivelsen er derfor en behandling af den narrative terapi i en samfundsrefleksion, hvor det duelige subjekt i kraft af kontrollens selvledelse ikke blot afgrænses til arbejdet, men er en del af et liv generelt.

Eksternaliserende samtaler

Eksternaliserende samtaler har til formål at gøre op med en problematisk selvforståelse ved at objektivere og adskille den fra subjektets tilstedeværelse. Objektiveringen sker ved en afgrænsning

92 Ibid. side 19.

93 Mosgaard, Jacob. De tre bølger i systemisk tænkning, 2003, og White, Michael. Kort over Narrative landskaber, 2008, side 10.