Under denne titelafholdt Historisk samfund i1977-78enforedragsrække, det omhandledevigtige træk iudviklingen iamtetfrao.1840til 1914.
Detoefterfølgende artikler af Dorte Haahr CarlsenogClaus Friisbergeri let bearbejdetformtoafforedragene fradenne serie.
Da andelsbevægelsen kom
AfDorteHaahr Carlsen
1800-talletvar, i hele denvestlige verden,ogaltsåogsåiDan¬
mark, en tid præget af store forandringer. Dette blev i Dan¬
mark særlig mærkbart i den sidste fjerdedel af århundredet, der blevindledningen til den periode, vi endnubefinderosi,
- enperiodesommedetparadokserblevet karakteriseretved:
»Foranderligheden som tilstand, - det vilkår som alle tidens menneskererunderkastet«.
Citatet understreger, at de store strukturforandringer, der skete i erhvervslivogpolitik, netop varforandringerafenart,
som kom til atgribe ind i og forandre også den almindelige hverdagforalle mennesker påafgørende måde. Detteerbag¬
grundenfor, atjeg i dette foredrag holder mig tilenforholds¬
vis jordnær betragtningsmåde, idet jeg vilforsøge atse nogle af problemerneogforandringerne, somde kan havetagetsig udfor demennesker,dergennemlevede dem.
Udfraforedragetstitel forbinder de fleste mennesker-efter god gammel skolelærdom - denne forandringens epoke med Danmarks fremtræden som storeksportør af landbrugsvarer, medomlægningenfra eksport af korn til eksport af animalske produkter, ogførstogfremmestmed andelsbevægelsen.
Selvom andelsbevægelsen foros i dag erså selvfølgelig, at vi måskevanskeligt kan forestilleos entid uden den, må det dog i sandhedens interesse siges, at der var sket endda tem¬
melig storeforandringer, længe inden detførste andelsmejeri
dukkedeopi 1882.Atnetopandeisformenville blive den helt dominerende var heller ikke nogen selvfølge frastarten. Det
officielle værk »Danmarks statistik« skrev f.eks. så sent som i 1887følgendeom»Mælkeridriften« (dvs. mejeribruget):
»Vormælkeridrift har udvikletsig stærkt i de sidste 50år. . . . Vor udførsel afsmør er nu5gangesåstorsomfor50årsidenog mereend dobbelt så storsomfor20 årsiden. . . . Forde mindreavlsbrug må fællesmælkeridrift nuregnesfor det almindelige landetover. Denne
erindførtentensåledes, at størremælkerigårde kjøbe mælkenfra de mindre iomegnen, ellerdette skerafetsærlig idette øjemed anlagt mælkeri, eller-hvad der i de sidste årsynesatville blive detsædvan¬
lige - at producenterne ifællesskabanlæggeog drive etsåkaldt an- delsmælkeri.«
I Vest-ogNordjyllandvarlandbrugsstrukturenfra gammel tid
endel anderledes end i detfrugtbarere Østjyllandogpåøerne, og udviklingen her havde da også et noget andet forløb - et forhold som dog indtil for nylig harværet retoverset. Dansk landbrugshistorie er helt overvejende skrevet ud fra sjælland¬
ske forhold, som, takket værerige kilder frade store godser,
er de bedst kendte. Trods forskellen i udvikling kan man imidlertidogså iVestjylland konstatere, atforandringerne var store,ogsåfør andelsbevægelsen kom til.
En begavet gårdmand, Chr. Mathiesen i Vittarp ved Ou-
trup, følte at der i hans tid var sket så meget, at han i 1881 kunneudgiveenlille bogomdeforegående40 årsfremskridt,
ogpåden baggrund kunne trække forskellene mellem før og nu skarpt op i skildringen af bl.a. netop mælkeridriften om¬
kring1840:
»Kommanforen40årsidenenvinterdag ind i bondens dagligstue, kundemanved siden af bjælkerneunder loftet senoglehylderop¬
slåedeogpådissenoglesortelerfade.Ifadenevarmælk. Detvarden tids mælkestuer. Senere fik man nogle såkaldte mælkekamre, hvor mælkenogså stod påhylder, anbragteovenoverhverandre påen af siderne, eller ogsåhavde man etskab medhylderi tilden. Længere frem i tiden fik man rigtige mælkekjældere, og for 8-9 år siden begyndteman atbrugevandafkølingen.Atderafmælk, der har stået underloftet idagligstuen, udsat forstøv ogskadeligeluftarterunder flødeafsætningen, ikke kunde laves godt smør, erindlysende, men
der kunde lavessmørderaf, ogdetvarsåenligegyldigsag, hvordan det var, da prisen var ens,nårman kom tilkjøbmanden. . . . Efter denne behandlingvardet ikke atundresover, at voregnssmør var det dårligste, der kom på markedet. Benævnelsen bøndersmør er endnu ikke udeladt ismørnoteringerne,menviereda komnesåvidt,
at»Vestkyst-bøndersmør« ikkebrugeslængere.
Sådan såmanaltsåpåudviklingenallerede i1881 - åretførdet førsteandelsmejeri startede.
Skalmankunneforklare disseforandringer, der havde fun¬
det stedogi endnu stærkeretempofandtsted i denseneredel af 1800-tallet- ogogsåandelsbevægelsenssucces-erdet altså ikke nok at se på hverken andelsbevægelsen eller landbrugs- omlægningen. Vimålængere tilbage i tidenog længere ud i verden.
Meget groft kan vi for Danmarks vedkommende sige, at
forklaringenskalfindes i England - det land, derførstaf alle gennemgik en industrialiseringsproces. Denne proces tog i England fart islutningenaf 1700-tallet. Samtidig med atder fandt enstærkbefolkningstilvækst sted, skete der en speciali¬
sering og øget arbejdsdeling, der medførte stærkt voksende beskæftigelsei byerhvervene (isærindustriog håndværk) - så udpræget,atEnglandsegnefødevareproducenter ikke længere kunnefølge med. Trods en stærktforøget produktivitet i det engelske landbrugvarder altsåetstadigt voksende markedfor fødevarer.
Dermed vargrundlaget skabtfor, atdansklandbrug kunne blive markedsorienteret i en hidtil ukendt grad. Også før
1800-tallet eksporterede Danmark som bekendt landbrugsva¬
rer, men markedet for fødevarervar ret lille, fordi bybefolk¬
ningen i alle lande kun udgjordeen megetlilleprocentdel af
den samlede befolkning. Det lille landbrugsmarked der var, dækkedesnæstenudelukkende af destorelandbrug ved hjælp afgodsernes afgifter fra fæstebønderneog hovedgårdsmarker-
nes udbytte. Bøndergårdenes direkte bidrag til landbrugs¬
eksporten var før 1800-tallet helt minimalt. Bøndergårdenes
driftvar indrettetpåselvforsyningog naturalieøkonomi, med
sålidtbrugaf redepenge sommuligt.
Fra omkring 1830 mærkedes for alvor den markedsud- videlse, derfulgte med industrialiseringen i England, og der¬
eftergik det hurtigt. Iløbetaf denæste 50årvoksedeEuropas befolkningmedca. 40%. IØstdanmark oplevedemaniårene efter 1830det, dererblevet kaldt»kornsalgsperioden«. Det er i denne periode, grunden blev lagt til danske bønders vel¬
stand. Mendeter ogsåalleredei årene 1830-50, da kornsalget kulminerede, atgrunden blev lagt til denstoreomlægningfra
kornavl til animalsk produktion. Toting ernemlig væsentlige
atbemærke:
1. Nokstegkornpriserne, menprisernepåanimalske produk¬
ter stegforholdsvis mere, hvilket havde særlig betydning i Vestjylland.
2. Den intensivering af kornavlen, der fandt sted i denne periode, medførte udpiningafjorden.
Alt i alt kanmanaltsåsige,atderpå»verdensmarkedet«ca.
1850varenstærktstigendeefterspørgsel efterlandbrugsvarer,
ogda danske bønder nubegyndte at sælge til dettemarked i højere grad endfør,varderentendenstiløgetproduktion.
Problemet blevdaat imødekommedenøgedeefterspørgsel efter alleslags landbrugsvarer. Detviste sig jo, atmanfaktisk
ikke- med de hidtilbrugte metoder - kunneproducere noget væsentligt overskud. På øerne førte de metoder, man tog i brugforat øge kornudbyttet, i førsteomgang til udpining af jorden, ogbl.a. derfor begyndtemanså småt atøgekvæghol¬
det foratøgegødningsmængden. Hervardet ogsåforholdsvis let, påde bedre jorder,atøgemængdenaf foderafgrøder.
IJylland, ogisær iVest-og Nordjylland,varsituationenfra begyndelsen enanden. Herharmanlangt tilbage i tiden lagt hovedvægten på kvægavl - de storestudedrifter ned gennem
Jylland erjo berømte. Blandt forklaringerne pådette forhold
er, at denmagrere jord mange steder iVest- og Nordjylland bedre kunne udnyttes til græsning end til kornavl, f.eks.
havde jo hedearealerne i det ældre landbrug stor betydning
somgræsningfor både hornkvægogfår.
Af lige så stor betydning var det, at mens man på øerne havderet kortvej til købstaden meddet korn, manhavdeat
sælge, var der i Vest- ogNordjylland de flestesteder så lang vej tilenkøbstad-dvs. tilenudskibningshavn-at transporten
(med de små læsen bondevogn kunnetage) blev alt for dyr.
Så kunne det bedre betale sig at udnytte arealet til græsning
og tilmed fodre en betydelig del af kornet op. Kreaturerne, studene, transporterede sig selv til afsætningsmarkederne i Slesvig-Holsten, og selv omde tabte iværdi vedtransporten, lønnede dennefremgangsmådesigdog alligevel.
Et indtryk af kvægavlens dominans i Jylland som helhed, sammenlignet medøerne, giver det, atder iJylland (nordfor Kongeåen) i 1838igennemsnitvar 273 stk. hornkvægpr. 100 tønderhartkorn,mensderf.eks. påSjællandvar184ogpå Fyn
198. I Ribe amtfandtes ikke mindre end 359 stk. hornkvæg
pr. 100tønder hartkorn, i detteårdet højeste talfornogetjysk
amt. Selv om mellem 5 og 38% af det jyske hornkvæg var
stude, var der dog allerede på dette tidspunkt en betydelig smørproduktion, og det var i begyndelsen af 1860-erne ude¬
lukkende fra Jylland (formodentlig især fra Østjylland), der fandtsmøreksport sted.
Mensdet i Østdanmarkvar kornavlen, var det altså i Vest¬
danmark kvægavlen og -eksporten, der udvidedes i »den gyldne tid« efter 1830. Dervarderforogså taleom forskellige situationer i deto deleaf landet, damani 1850-erne varved
at have udvidet produktionen så meget, som det davar mu¬
ligt. I begge områder stødte man mod nogle naturgivne be¬
grænsninger af produktionens størrelse, så længe man holdt sig til de kendte metoder. I Østdanmark begyndte jorden at blive udpint, i Nord- ogVestjylland blev problemetatprodu¬
cere større mængder foder for at kunne udvide kvægholdet yderligere.
Skalviprøve atforståde vanskeligheder, dervartaleom og
de metodermangreb tilforatovervinde dem, kan vi begynde med endnu et citat fra Chr. Mathiesen som illustration af situationenomkringden jyske kvægavl:
»Medhensyn til kvægetsrøgt ogplejeersketenstorforandring i de sidste 40 år. Kom man for en 40 årsiden ind i bondens stald en
vinterdag, så man som oftest nogle små, smalle og magrekøer og
nogle skrantningerafungkvægogkalve,ogdetvarsletikkeatundres
over, for fødenvarkun høog halm,ogofte fik de vel ikke engang så meget, de kunde æde. Af kjærne fik de kun, hvad der var i rivelsen. Det høne ikke ul sjældenheder, at denne eller hin nabo havde enko, derikke kunne rejse sig selv, men man spurgtealdrig
om, hvorfor den ikke kunne rejse sig, nej detvar engivenung. Nu til dags finderman det mærkeligt, at bonden ikke dengang kunde komme i tankerom, at det vari hans velforståede interesseatføde besætningennogetbedre, mendeterikke anderledes: enhvertidhar sineindgroede meninger, sinefordomme,somdet ikkeer enletsag atrokkeved. . . . Deter nugåetopfor folk,at manhellere må have
sammeindtægtafeenko endafto, oghellerefå densammeprisfor
en to-årig stud, som for en der er tre år. Derfor ser man nu de allerfleste stederenvelfodretbesætning, køer, derersåglatte i håret
som en velpudset hest, og som inden julbegyndeatfældehårene, medens defør ikke fældede dem inden St. Hansdag. . . . Skal det betalesig atfodrestærkt, da måman bliveved dermed åretrundt,
sommer saavel somvinter atgive køerneengod ogrigelig næring, for ellers tabe de straks mælkenogsåfårmandem vanskelig til den igen.«
Chr. Mathiesensynesherat mene, atfolk »i gamle dage« (i 1840-erne) før de store forandringer fandt sted, simpelt hen
varfor dummeogfordomsfuldetilatkende deresegetbedste.
Men vi ser i denne beskrivelse tillige bestræbelserne på i en
knap økonomi at holde det størst mulige kvæghold - især for
atskaffe såmegen gødningsom muligt, men ogsåfordi man kunnegræsse flere kreaturerom sommeren, end man kunne fodre vinteren over. Derfor slæbte man undertiden dyrene
gennemvinteren foratkunne udnytte sommergræsningen.
Hertilkom, atden voksende efterspørgselpå markedet ikke kun gjaldt kød, men også mælkeprodukter. Skulle manikke
blot øge kødproduktionen (og gødningsmængden) men også produktionen af mælk (smør), skulle der endnumerefoder til,
som sidste del af citatet viser. Det blev ikke kun etspørgsmål
omantalkreaturer,menogsåomdetenkelte dyrs ydeevne.
Hvad enten det drejede sig om korn- eller kvægavl, blev problemetaltsåatfå jorden tilatydemereend hidtil-ogidet hele taget at øge landbrugets produktivitet udover de hidti¬
dige begrænsninger.
Deførste »produktivitetsfremmende« metoder, der blevta¬
get i brug, krævede alle en kolossal indsats af menneskelig arbejdskraft. Denøgedeproduktivitet bestod altså i førsteom¬
gang ikke i et større udbytte pr. arbejdstime, men snarere tværtimod i, atlangtflere arbejdstimer end hidtil blevsatind påat øgeudbyttet.
Netop menneskervar der imidlertid i disseårnok af, fordi ogsåDanmark oplevede en betydelig befolkningstilvækst, der kulminerede i årene 1850-60.8 Omkring 1870-80 var disse
storeårgangevoksne, landbruget kunne ikkepådet tidspunkt beskæftigedem alle, byernes industrioghåndværkheller ikke endnu. Der opstod derfor (også før 1870) et stort, for det
mestejordløst, proletariat, parattil næstenhvadsomhelstfor
atopnåendagløn,ellerforatfåegenjord.
Mange flyttede trods risikoen for arbejdsløshed til byerne.
Hervar Esbjerg joefter 1870 en af mulighederne i Ribeamt
(fra 1860 til 1901 voksede byens befolkningfra30til 13.355,
amtets befolkning voksede fra godt 34.000i 1801 til 51.000 i
1850 og godt 95.000 i 1901). Mange flyttede helt til USA, emigrationen fra Danmark kulminerede i 1880-erne, dog var der forholdsvis færre, der i Ribe amt valgte denne
løsning.9
Mange menneskervar parat til (eller nødt) til at kastesig ud i detnæsten ufattelige slid, derlå iopdyrkningen af destore
hedearealer, derisær fandtes i Ringkøbing og Viborg amter,
menogsåi Ribeamt, især iamtets nordlige del. Alt i alt blev det dyrkede areal i Ribe amt fra 1866 til 1888 udvidet med
79-211 tdr. land (43.693 ha), eller fra 45% til 61% af det samlede areal.
Atter andre stod altså indtil videre til rådighed for de eksi¬
sterende landbrugs bestræbelser på at få jorden til at give
størreudbytte.
Blandt det arbejde, der havde bidraget til at øge udbyttet,
var bedre (hyppigere og mere effektiv) pløjning. I Vest- og
Nordjylland begyndtemandesuden tidligt at mergle, og især efter 1840mergledes der i stortomfang, hvilket krævede me¬
getarbejde, både medat grave, transportere og bringe merg¬
len ud på markerne. Netop i Vestjylland, hvor mergelfore¬
komsterne erbegrænsede, varmergling påkrævet iforbindelse medhedeopdyrkningen,ogi hedeområdernefortsattemanda også længere end andre steder med at mergle. I 1880-erne begyndte hedeselskabet at anlægge mergelbaner for at lette
ii
transporten.
Menbåde den bedrejordbehandling,ogherunderindragei¬
senafjord, der hidtilikkevardyrket særlig intensivt(brakjord, overdrev, hede) ogmerglingen betødjo blot, at manfrigjorde hidtil bundne næringsstoffer i jorden, man tilførte den ikke
ny næring afbetydning, deraf tendenserne til udpining. Til¬
førslen af ny næring skete før kunstgødningerne næsten kun ved hjælp af kreaturgødning, men altså ikke i tilstrækkelig mængde til stadigt øgede afgrøder. Det krævede jo nemlig stadig forøget produktion af foder,som igenhavdemeregød¬
ningsomforudsætning-altsåen»ond cirkel«.
I Ribe amt havde man visse steder langsvestkysten særlige foderressourcerimarskegnene, somgiverhøafmegethøj kva¬
litet.
I Ribe amt og i Hammerum herred i Ringkøbing amt ud¬
nyttede bønderne i almindelighed desuden tidligt, fra ca.
1800, denne egns særlige, naturgivne forudsætninger for at øge mængden af hø ad anden vej - nemlig ved overrisling, engvanding. Det var ikke udelukkende enge, man vandede.
F.eks. iAnsagerogGrindsted sogne, som havde specieltgun¬
stige forhold, vandede man også agerjord, og nogle steder brugteman desuden vandingfor at omdanne hede til
eng.'3
Fra 1866til 1888 udvidedes engarealet i Ribeamtmed 8.740
Toafvandingskanalerne i engvandingsanlæg fra 1887pimarkvedJensSkri¬
versgård, Sdr. Omme. Anlæggeternuoverpløjet.Fotoforf.sept. 1977.
tdr. land (4.821 ha), for landet som helhed mindskedeseng¬
arealerne derimod med 3.795tdr. land (2.093
ha).'4
Princippet i engvanding er, at man leder vandet fra vand¬
løbet indoverjordenogeventuelt lader det stå dér inogentid
for derved at udnytte de gødningsstoffer, der findes opløst i vandet. Det lyder simpelt nok, men krævede en del: Lods¬
ejerne langs et vandløb skulle enes (indbyrdes og med even¬
tuellemøllere) om, hvormeget oghvoroftehver enkelt måtte lede vandet over sin jord. Fordelingskanaler skulle i en del tilfældeanlægges, måskemedenengmestershjælp,ogvandet skulle pumpes op fra åen. Selve engen eller marken skulle
jævnesfuldstændigt, så der ikkevar tørre pletterovervandet, eller huller hvor vandet blev stående forlænge, ogder skulle
gravessmåkanaler til atledevandetudoverhelemarken.Når jorden skullevandes satte man »stigbord«, som regel blot en græstørv, i småkanalerne, så vandet flød ud over kanten og
fordelte sig jævnt over hele jordstykket. Ved visse anlæg lod
manforårog/eller efterår vandetstå en tid, så at etgødende slamlag blevafsat. I andretilfælde overrisledemanjorden ien
længere periode (ca. 14døgn) omforåret. Undertiden overris¬
ledemandesudennogle timeromdagensommerenigennem.
Der lå meget arbejde både i at etablere anlægget (planere jorden, grave småkanalerne) og i at passe det: stigbordene skulleflyttesmegethyppigtforatgive jævnvanding,menved den stærkt arbejdsintensive metode, som engvandingen var, kunne man uden alt for stor indsats af kapitaløge foderud¬
byttet væsentligt.
Desuden begyndte man at gøre mere ud af de egentlige foderafgrøder. Græsningsarealerne udgjorde i hele perioden
ca. halvdelen af det dyrkede areal, men man begyndte nu så småt atså græsfrø. I 1866 var godt 8% af det samlede græs¬
nings-ogengareal tilsåetmedkløveroggræsfrø.Detvarnoget nyt, man var jo vant til, atgræs var noget, der groede af sig
selvpåbrakmarken.
Blandsæd-arealernevar små i 1866 og fandtes helt overve¬
jende i Anst herred. I hele amtet fandtes 518 tdr. land (286 ha),o. 21 % afdet dyrkede areal, detstegtil 2,63% i1888.
Arealerne med ærter og andre bælgfrugter udvidedes for¬
holdsvishurtigt (omend talleneermegetsmå) indtilca. 1880,
menmindskedesderefter. Fra 1881 til 1888 udvidedes tilgen¬
gæld, som i resten af landet, arealet med rodfrugter (i Ribe
amtisærturnips, gulerødderog kålroer). Skønt disseafgrøder endnu i 1888kunudgjordeknap 1 % af arealet, servidog her de førstetegntil denstærke udvidelseafarealernemedfoder¬
roer, der fandt sted efter århundredskiftet.
Sideløbende med alle disseforsøgpåad »naturlig« vejat øge
kreaturholdet og dermed gødningsmængden, begyndte dog også kunstgødningerne at dukke op og for alvor åbne mulig¬
heder for tilsyneladende ubegrænset vækst i udbyttet af jor¬
den.
Ifølge Chr. Mathiesen begyndte kunstgødningerat komme
ibrugpådisse kanter omkring 1860:
»Denførste (kunstgødning), jegved afatsige,var ensåkaldtPatent¬
gødning fraJoseph Oweni Kjøbenhavn, menhvad denindeholdtaf
vserdistoffer fik man ikke at vide, hvilket også kunne være det
samme,da ingen her påegnenhavdeforstand på,hvad derf.eks.var bedst,entenkiselsyre ellerfosforsyre.«
Herafspejles hele denfamlende usikkerhed omkring dette
nye, somdels førte til mange fejltagelser, dels førte til bety¬
delig tilbageholdenhed helt op til omkring århundredskiftet.
En tilbageholdenhed derogså hangsammen med, at brugaf kunstgødning krævede redepenge.
Som følge af de ændrede markedsforhold forlandbrugsva¬
rer, varderaltså i tidenefter1830sketstoreændringer idansk landbrug:påøerne enstærkt intensiveret kornavlmed tendens til øget kvægavl allerede efter ca. 1850, i Jylland en forøget produktion og eksport af kvæg. I denne periode grundlagdes derfor denvelstand, der stort set bar danske bøndergennem krisen i 1880-erne.
Det,mantidligereharhæftet sigmestved iforbindelse med krisen, er, at der fra 1876 sketeetdrastiskprisfald påkornpå grund af stærkt stigende eksportfraRuslandog Amerika. Ide
senere årer det blevet påvist, at omlægningen i dansk land¬
brugvargodt igangindenprisfaldet.Nok såafgørendevardet derfor - ikke mindst for det jyske kvægbrug - at der fra ca.
1880 blev stadige vanskeligheder med eksporten af levende dyr. BådeTysklandogEngland oplevede epidemier af mund-
og klovsyge og indførte dels importtold, dels i perioderfor¬
bud mod import af levende dyrfraDanmark. Det betød, at
Arre andelsmejeri, oprettet188}.Foto1885.Mejerieterbyggetefter, at man havdegjort deførsteerfaringer med andelsmejerier, oghavdeset atdet gik.
Deterderfornokbeskedent,mendog lidtstørreendf. eks. det første mejeri iHjedding.
eksportenaf levende kvæg til Tyskland fra Ribeamt faldt fra 45.572 stk. i 1878til20.320i 1882.18
Detvar naturligvis et chokfor landbruget i amtet, ogder¬
med var stødet for alvor givet ikke blot til en øget animalsk produktion, menogsåtilateksportere kød, flæsk, æg ogsmør
fremfor levende kreaturerogsvin,og dermed kom landbruget ind ien merekapitalkrævende fase.
Selvom der måske havdeværetønske omeksport af denne
art tidligere, havde den imidlertid ikkeværet mulig fraVest¬
jyllandfør.Denblevførstmuligdels med destorevejarbejder, der i Ribe amt.blevudførti 1860-erne og 1870-erne dels -og helt afgørende - med destore jernbaneanlæg: banen Lunder¬
skov-Varde blev åbnet i 1874, og året efter fulgte banen Varde-Holstebro og derefter en mængde lokalbaner. I 1874 åbnedes også Esbjerg havn for sejlads. Først dermed var der
åbnetmulighedformassetransportaf forarbejdede landbrugs-
varer, indtil da var man som nævnt afhængig af, at varerne kunne transportere sig selv. I »Huse i hederanden« skildrer JennyAlkjærsig en transport med etlæs smør førjernbanens tid. Rejsen fra købmanden i Skjern til en mellemhandler i Holstebro tager 2 dage med hest og vogn. Fra Holstebro skal
smørret køres til Struer og derfra sejles til København. »Man forstår, hvadgennemførelsenaf banenmåttebetyde, ogaten købmand vedsynetaf de rummeligejernbanevogne,somien
langrækkerulledehenadskinnerne,kundeudbryde: »Lad der komme sådan et tog hver treugersdag, så kan den tage vore
varermed,ogføre detkram vi skal
bruge!«19
Medvanskelighedernefor eksporten af kvægvardet iførste
omgang mejeribruget, man vendte sig til - et område, der,
somviharset, vari stærk udvikling i forvejen. Mensomfølge af, at man i Vestjylland hidtil havde lagt hovedvægten på kvægeksport, var udgangssituationen for netop det vestjyske mejeribrug dårlig. Omkring 1830beskrivessituationen i Ring¬
købingamtsåledes:
»Bønderne have en ikke uvigtig indtægt af deres køer, thi vester¬
egnensalmue lever tarveligt,ogienbondes husholdning bruges kun lidet smør, bor han i en bedre egn, kan han sædvanligen sælge 3 fjerdinger(168pd.) smørårlig af 4 køer. Denne smørproduktion kan måske synes tinge, men det må bemærkes, at amtets bønder ville have en del tidligtbærende køer, somkun give lidt mælk omsom¬
meren. Prisernepå bondesmørret eresædvanlig lavere end de ville
være, hvis smørret behandledes bedre. Kjøbstæderne ligge for de fleste sålangtfra hånden, ogbonden samler så lidetsmørugentlig,
atdet ikke betalersigforhamatføredet tiltorvs en gang om ugen, således som bønderne iøsteregnen gøre. 1vesteregnen slår derimod
bonden selvsit smøri fjerdingerogforholdersig i det helesåledes dermed:
Mælkenstårivåningsstuen, hvorden bliver fuld afstøv og røg, og afskummes ikke før den er ganske sur. For at få smørret af den forgemte fløde og fremskynde kjætningen, kommes før og under denne meget varmt vand i kjærnen. Heraf tabersmørretsingulhed
og velsmag, bliver hvidtog bittert. Valle ogkjærnemælkæltes ikke nokaf, smørret saltes medenhåndfuld groft salt, ogslåsstraks ien
gammelfjerding, somikkeengang erfri for lugtaf det, somførvar i den. Påsidanenfjerdingsmørsamles,efterkøernesantal, ientid af 14dagetil5måneder,ogdetkandaejandetend bliveensletvare,
somved landkraemmernesmisligeomgangdermedofte bliver endnu slettere.«
Den samtidige beskrivelse for Ribe amt er desværre ikke så detaljeret, mensituationen har herværet omtrentdensamme, i hvert fald iamtets vestligedele. Ide følgende irlagde man
imidlertid, som Chr. Mathiesen beskrev det, stadigmerevægt
påenudviklingafmejeribruget, også på bøndergårdene. Her¬
regårdene kunne selv drive egentlige mejerier med »mejer¬
sker«, der behandlede mælken efter alle kunstens regler.
C. Dalgas fortæller, at Nørholm alleredeca. 1830havde 100 køer foruden tyre og opdræt - nok til at man, som andre herregårde, kunne have en jævn produktion af smør af så
ensartetkvalitet,at mankunne opnå gode priser.
Det var jo netop dette, der var bøndergårdenes problem,
som citatet fra Ringkøbing amt viser. Selv med et udvidet
kohold (og efterhånden også bedre malkekvæg), eller med betydelige forbedringer i behandlingen af mælken, somf.eks.
ensærlig mælkekælder, vandkøling, konens bedre uddannelse iatbehandlemælken, kunne »bøndersmør«ikke opnåsamme
priser som »herregårdssmør«, eksempelvis så sent som i
1881-82:
Herregårdssmør, 1. klasse 144 øre pr. pund Herregårdssmør, 2. klasse 128 ørepr. pund Herregårdssmør, 3. klasse 116 øre pr. pund
Bøndersmør 75 øre pr. pund
Dervar derfor, alene pågrund af prisforskellen, god grund for bønderne til at finde sammen om en større produktion.
Hertil komrent tekniskeårsager: den forholdsvis nyopfundne centrifuge var et effektivt redskab, men for uøkonomisk at anskaffeforenenkeltalmindelig gård.
Tankenomatsamlemælkenfra fleregårde dukkede da også
3
Signaturforklaring:
1882-1885: #
1886-1889: A
1890-189?: X 1898-1926: O
Oprcttclscsårfor andelsmejerieri Ribe Amt. Som kildeerbenyttet Trap:
Danmark, 4. udgave, 1928. Oplysningernerummerderforenvisusikkerhed.
Kortgrundlageterden nuværende kommune•ogsogneinddeling.
op lidt efter lidt: enkelte herregårde købte mælkfra bønder¬
gårde, enkelte gårde købte mælken fra deres nabogårde.
Mange steder blev den almindeligeform i 1870-erne et »fæl- lesmejeri«, oprettet for egen regning af en mejerist, der lige¬
ledesforegen regning købteog behandlede mælken, og som
regel udnyttedeskummetmælken til svineopdræt. Mejeristen
tog på den måde hele risikoen ved driften - men bønderne måttejo altså ogsåseden eventuelle fortjeneste gå i fremmede lommer!
Fortjenesten blevnu imangetilfældeikkestor, mangefæl- lesmejeriervarforsmå til, at en ordentlig kvalitet kunneop¬
nås, transportomkostningernevarforstore, ogder var næsten
ingenmulighedforatkontrollere mælkens kvalitetogleveran¬
dørernesbehandling af
mælken.23
I Ribe amt blev der først oprettet fællesmejerier samtidig med andelsmejerierne, men netopi foråret 1882, da vanske¬
lighedernemedkvægeksporten til Tysklandfor alvor tyngede, foregik i Ribe Amtstidende en livlig debat om fordele og
ulemper ved fællesmejerier frem for den enkelte gårds be¬
handling afmælken, som måhaveværet blandt inspirations¬
kilderne til deførsteandelsmejerier.
Enerfaring, som man kunne drageaf fællesmejerierne, var, at det måtte være en god idé, at bønderne (producenterne) selv tog ansvaret for mejeridriften, så at de dels finansierede mejeriets etablering, dels forpligtedesig til at levere al deres mælk til mejeriet -at de altså selv togsåvel risiko somfortje¬
neste.
Dette varimidlertid nok detstørste skridtat tage - atfore¬
tage investeringer ud over den egne bedrift varjo noget helt
nyt, og så skulle der endda rede penge til, ellerhvad der var lige så alvorligt: et lån, i det mindste til anskaffelsen af de nødvendige maskiner. Selve investeringen var måske ikke så
stor - når man ser billeder af de første mejerier, forstår man
bedre, atdet i det heletaget varmuligtatfå demrejst. Devar ikkestore,- ogofte kunne såvelmursten som tømmer ogkørsel leveresaf dekommende leverandørerselv,arbejdskraft kunne
manogsåselv lægge til (næppe bonden selv,mensådog hans tjenestefolk).
Alligevel har bare tanken om en investering af denne art
været ny og givetvis overvældende for mange. Usikkerheden omkring alt dette kommer ogsåfrem i den første ordning for mejeriet i Hjedding. Det varpå én gang etfælles- og et an¬
delsmejeri, idet mejeristen, J. Stilling-Andersen, i begyndel¬
senkøbte mælken afen del afleverandørerne, foratmejeriet kunnefå mælknok.25
Med »opfindelsen« af andeisformen (som dogvarieredebe¬
tydeligt i sit indhold de første år) førstog fremmest med in-
teressenterncsforpligtelseogdirekte interesse i mejerietsdrift,
månogle væsentlige vanskelighederforalvorværeblevetover¬
vundet i denne egn, der indtil da stod længst tilbage med hensyn tilsmørproduktion.
Deførstetoandelsmejerier blevoprettet i 1882 i Hjedding
ogBillum. Allerede ved udgangenaf 1885varderoprettet28, og 1890 fandtes i alt 42 andelsmejerier i Ribe amt. I hele landet fandtes i 1886ca. 170andelsmejerier, 1890ca. 600. Da
var oprettelsen af mejerier allerede kulmineret, år 1900 var tallet kun vokset tilca. 1000- andelsorganisationsformen må virkelighaveimødekommetet stortbehov.
Denneorganisationsformblevsombekendthurtigttaget op
på andre områder. I 1887 oprettedes det første andelssvine- slagteri, i Horsens, og i 1888 oprettedeset i Esbjerg, som da
så småtvar vedat blive hovedeksporthavnen for danske land¬
brugsvarer. Svinebesætningernevarendnusmå.Vedstartenaf Esbjerg Andels-svineslagteri tegnede 3.600 andelshavere sig for ca. 16.000 svin, dvs. mindre end 5 pr. ejendom. Men svineholdet var stærkt stigende, bl.a. fordi returmælken fra mejeriet dannede grundlag for langt større svineopdræt end hidtil. Fra 1881 til 1898 godt og vel fordobledes Danmarks svinebestand, det samme skete i Ribe amt (1881: 21.900, 1898: 44.800
svin).28
Importrestriktionerne i Tyskland og England hæmmede ikke blot kreatureksporten, men også eksporten af levende svin, som varstærktstigende allerede inden andelsmejerierne,
ognåedeethøjdepunkti1883. Antalletafsvinstegaltså også derefter, men man gik i stigende grad over til at eksportere flæsk, ogskabte dermed det egentlige grundlagforandelssvi- neslagterierne.
Enafgrundene tilatandeisformen fik såstorbetydningvar
måske, at mensførste del af århundredets landbrugsreformer
som nævnt var arbejdskrævende, var anden del langt mere
kapitalkrævende: andelsmejerierne krævede nye bygninger, dampmaskine, mejerimaskiner, indkøb af kul og foderstoffer
m.m. Slagteriernekrævede endnumerebetydelige investerin¬
ger.Bønderne investeredeganske vist ikkedirekte i andelsvirk¬
somhederne, men hovedparten af lånene til finansiering af i hvertfaldandelsmejerierne blevoptageti sparekasser, somjo igen imegethøj grad havde bøndersomindskydere.
Lånene til at starte Hjeddding andelsmejeri blev optageti
en bank i Varde, men der var alligevel en vis sammenhæng mellem mejeriet og den lokale sparekasse, idet Niels Hansen Uhd, Egknud, den mand, der formulerede mejerietssenereså berømtevedtægter, i mange århavde væretformand for Øl¬
god sogns Spare- og Lånekasse (oprettet 1868) og kort før
havde gennemrevideret sparekassens love, så de faktisk nær¬
medesig
»andelsprincippet«.30
Sparekassernefik som nævnt storbetydningfor finansierin¬
genaf denne anden fase af landbrugsændringerne. Sparekasser
blevoprettetfra begyndelsen af 1800-talletogisærefter 1857 oprettedes der et stort antal nye sparekasser, mange af dem
somspare- oglånekasser. I Ribeamtblev derfra 1867 til 1880 oprettet 16 sparekasser i landsognene. 1881-1900 oprettedes yderligere6. Den kapital,som bøndernekunnespare opiden første periode, med storlandbrugseksport, blevihøj grad an¬
bragti sparekasserne, somsidenatterinvesteredeen betydelig del af disse midler i bl.a. andelsmejerier ogandelsslagterier -
dalandbruget fik behov foratinvestereden opsparede kapital.
Isammeperiode komogsåkreditforeningernetil.
Direkte og indirekte medvirkede andeisformen altså til, at bønderne - det vil først og fremmest sige gårdmændene - i
nogen grad selv fik kontrollen med, hvordan denyemarkeds¬
forhold kom til at påvirke sognet. Økonomisk betød det, at
»fremmed«kapitalogindflydelsei vid udstrækning blev holdt udeaf dansklandbrug, faktisk helt til efter 1945.
Heleomstillingsprocesseni landbrugetogde ændredesam¬
fundsforhold førteogså tilopbrud isognetsrelationer tilom¬
verdenen. Alene driften afet andelsmejeri krævedeindkøb af
nyeslagsvarer, som f.eks. kul til mejeriets dampmaskine, og
Illustration til Ditlev Lauritzensfortællingomrejserneforatssclge kul tilde
nyeandelsmejerier. »Konsulents.99-
de fleste mejerivedtægter indeholdt krav om, at leverandø¬
rerne skulle fodre deres malkekøer med bestemte mængder kraftfoder, f.eks. rapskager, somkunne købesaf mejeriet, der
såforetog fællesindkøb.
I mange tilfælde formåede de gamle købstæders købmænd
at kanalisere disse nye varer, og dermed fastholde den posi¬
tion, de havde opnået i løbetaf »kornsalgsperioden«. Men i andre tilfælde førte opbruddet til helt nye handelsforbindel¬
ser. DitlevLauritzen, som i 1883 slog sig ned i nybyggerbyen Esbjerg, fortæller selv, at han helt målbevidst satsede på det
nyemarked,somandelsmejerierne udgjorde:
»Detvarvistnok 1885, jeg begyndte atkøre op langs vestkystenfor
at sælge kul. ... At rejse med jernbanen lod sig ikke gøre, da mejerier og teglværker tit lå milevidt fra stationen. Jeg kørte i wienervognoghavdeensolid kusk. . . . Fik vi kik påendampskor¬
stenkørte vi efter den.Forderhvordervar endampskorsten,varder joogsåbrug for kul. . . . Engangkommer vikørende på landevejen mellem VardeogNr.Nebel. Så får vi kik påen nyskorsten. Detvar Lundemejeri, somda ligevar bygget. Og vitagerretningefterdet
nyemejeri ogspørgerefter formanden. Detvarlærer HansenPeder¬
sen.Jegkommer så hen til skolen. Deterietfrikvarter. Og læreren stårude og serpå børnene. »Må jeg ha' lovat ulejlige Demetøje¬
blik?«, spørgerjeg. »Ja, værsgo,følg med ind« - ogvi gårforan ind i skolestuen, ogalle børnene i enlang nysgerrig hale bagefter. »På plads!« kommanderer læreren og smækker en lineal i pulten. Og børneneerietnupåpladsogsidder der måbendeogstrækker hals.
HansenPedersen sættersig påkatederet, ogjeg står nedenforoger halvt benovet.Påden måde harjeg ikkeførprøvet athandle kul.Nå,
jeg fortæller hvem jeg er, og atjeggerne vil sælge kul til mejeriet.
»Kul. Nej, demfir vi fraÅrhus.«»Hør,sig migengang, har Deikke
etdanmarkskort?«spørgerjeg. »Jo, dethænger der«,pegerhan. »Vil De såikkelige ladeeenaf børnene måle ud, hvormeget omtrentder
erIsengerefraÅrhustil Lunde endfra Esbjerg til Lunde. Og så gir jeg
1 kr. tilden af børnene, derførst kanregne ud, hvormeget dyrere fragten bliver på 10td. kul fraÅrhusend fra Esbjerg«. Jeg opgir så nogle tal til børnene. Og så skal jeg lovefor, derblevkappestrid, for
regnekunne de tilgavnsi den skole. Kronen måttedeles, for dervar
flere, der holdt på at være den første. »Nå«, spørger jeg læreren,
»hvad menerDeomdetregnestykke?« »Ja«, siger Hansen Pedersen,
»Hvisdet facit holderstik, ogkullenefraEsbjergerligesågodesom demfraÅrhus, så kan jeg ogsåregne næste led i regnestykket«. Da jeg
gik^ ud af skolen, havde jeg den underskrevne kontrakt i lom¬
men«.
I nogle år leverede Lauritzen ogsåfoder- og gødningsstoffer,
og han kom ret hurtigt ind på at aftage mejeriernes smør.
Derved kunne hantilbyde mejeriernefordelagtige kreditvilkår
ogselv sikre sine skibefragtbegge vejeoverNordsøen.
Mejerierne kom i nogle år altså også til at fungere som en
slags indkøbsforeninger. Efterhånden overtog brugsforenin¬
gerne denne rolle med indkøb af korn- og foder- samt gød¬
ningsstoffer-varer, somdogogsåofte frastartenforhandledes afenegentligfoderstofforening.
Defleste af detidlige brugsforeninger startede med atfor¬
handle almindelige dagligvarer: salt, sukker, mel, tobak, kaffe, undertiden brød- varer, som manimange tilfældefør havde købt hos købstadkøbmanden, men som man nu ikke behøvedeatrejse så langtefter.
»Selvhjulpenheden« kom til at præge alle forhold: For¬
eningsdannelserogandelsselskaberafalle slags blomstredefra 1890-erneogiførste halvdel af 1900-tallet inæstenallesogne.
Et par eksempler fra Ribe amt: I 1928 var der i Lunde by forsamlingshus (fra 1894), brugsforening (fra 1905), afholds¬
hotel, andelsmejeri(fra1884)ogandels-elværk(fra1910).
I Horne sogn var dersamme år2 andelsmejerier, enbrugs¬
forening og en indkøbsforening, et missionshus, et forsam-
Tjæreborg Brugsforening, oprettet 1888. Denye bygningerfn 1891 med pakhusogbolig til uddeleren.
lingshusogetandels-elværk. IHejnsvigsognvarder2andels¬
mejerier, 2 brugsforeninger, 2 missionshuseogetforsamlings¬
hus."
Hertilkomenvrimmelaf andreforeninger:
Ribe Amts Vejviser for 1891-93 nævner f.eks. for Fåborg
sogn: læseforening, afholdsforening, foredragsforening, for¬
ening for oplysningens og ædruelighedensfremme, hestefor- sikringsforening, foruden forsamlingshuset.
Vejviserenfor 1906-08 nævneryderligere: Varde Østeregns landboforening, Good Templar, Henry Georges-forening,
skytteforening.35
Og så medtager disse vejvisere, der blev ud¬givet i København og Esbjerg, endda ikke alle - gymnastik-, ungdoms-oghusmoderforeningerneerf.eks.ikkemed.
Indtil nu har vi mest beskæftiget os med den økonomiske side afperioden-deterhvervsmæssigegrundlagfor forandrin¬
gerne ogdet, der barandelsbevægelsen frem.Menalt dettefik jo som bekendt også en politisk og kulturel side. De gamle landsbyorganisationsformer: by- og grandelag, ungdomslag
