ET MENNESKELIGT BEHOV
AfA.StrangeNielsen
H. K. Kristensenermanden, der harydeten utrætteligind¬
satspåmangefelter foratudmønte de lokalhistoriskevær¬
dier. I et alsidigt virke som museumsmand, arkivmand, foreningsmand, underviser og ikke mindst som forfatter
har hanværetforegangsmandpå sinegn.Menhans indsats
har desudenhaft enrækkevidde udover detganske land.
Efterfølgende artikel beskæftiger sig ikke medden lokal¬
historiskelitteratur,menprøver attrække noglesynspunk¬
terfrem omkring detøvrigelokalhistoriske virke.Denvære hermedtilegnetH. K. Kristensen.
I ethvert samfund harbefolkningensinegen mådeatvære på. Idet samfund, der her skal fortællesom, erderforskel¬
lige ting, som prægermenneskene. Destiller ikke de store
fordringer til tilværelsen, men går gerne med udslidt tøj
med lapper på, ofte flosset i kanterne. Hos nogen af dem
vokser håretogskægget vildt, oghossomme erdet fedtet
oguplejet; dererogsånogen,somgårmedpandebånd.De
mestkulturbevidste afdem kangodt lideatflytte sammen ogleve kollektivtsom ensærliggruppeisamfundet. Møb¬
lerbehøver de ikke mange af, de kan udmærket klare sig
medgamle madrasserienkrogiboligen.
På væggeneser man måske flettedestråmåtterogflade,
sorte reliefhoveder med messingbånd om halsen. Til fest smykker de sig med store, grove smykker af uædelt metal
ogmed perlekranse af farvede glasperler.Dettøj,desåhar på, er gernefarverigt. Deres musikermegettaktfast, men
høj ogstøjende, og nårde synger, lyder det drævendeog
uharmonisk.Detvigtigsteved dansener atkunnetrampe,
gørearmbevægelserogvrikke med hofterne.De synes,det
er dejligt atlevepå denne måde, for sådan har deres for¬
ældreogbedsteforældre levet før dem.Deter enkultur, de
hararvetogderfor føler,sigiharmonimed.
Jo, Dehar gættet rigtigt, kære læser. De her beskrevne
forhold er hentet fra de såkaldte tilbagestående lande og mangler for så vidt at blive suppleret med andre vidnes¬
byrdom enfint udviklet kultur, somjofindes dér,ogdisse
fåglimt fra udviklingslandenemåikke forstås sådan,atde
nævnteting skal betragtessom dækkendefor disse landes
kultur. Den er rigere ogsmukkere, nården retfår lov til uforstyrretatudfoldesig.
Menhvisnumenneskeneietandetland,fornemmeliget afdevestlige lande, finderpåatefterligneudviklingslande¬
nes kulturmønster, såvil dette let komme til atvirke kun¬
stigtogunaturligt. Ensådan væremåde vil væreuden for¬
bindelse med deres lands og dets befolknings kulturarv.
Detkangodtvære,atmennesker, derprøverdette,mener,
at de visersolidaritet med befolkningerne i de tilbagestå¬
ende lande. Men detpasser nu sjældent; deter altfor bil¬
ligt at tro det. Solidariteten er ikke meget bevendt, med¬
mindre menneskenegiverafkald på de goderogden stan¬
dard, den vestlige verden giver dem - og giver afkald til
fordel forfolkeslag, dertrænger.Menensådankonsekvens
erder kunfå, der drager.
Resultatet vil blive, at efterlignerne af de »tilbagestå¬
ende« landes kultur bliver rodløse og usikre mennesker.
Kulturelt set hører de ikkehjemme nogen steder, fordi de
har forrådt den kulturkreds, de erfødt og opvokset til at
udvikleogvidereføre. Deharmistetderes identitet.
Det erbl.a. på denne baggrund, man skal se den store interesse for lokalhistorie og kulturminder, der er vokset
fremibefolkningen siden anden verdenskrig.
Mangeafvortids menneskererbange for-bevidst eller
ubevidst- atmiste deres kulturelle identitet. De søger på
mangfoldige måder at beskæftige sig med den hjemlige kultur, ogdetteharisærbetydetensamling afinteresserne omkring denlokale historie. Heldigvisharman framange sider forstået, at der herer etbehov, som skal og må til¬
fredsstilles.
Igennem lange tider harmuseer, historiske samfund og lokalhistorikere haft øje herfor og virket for denne sag.
Blandt de virksomstefindesH.K. Kristensen. Menkunfor¬
holdsvis mindre kredse af befolkningen forstod, at vær¬
dierneidettearbejdeerlivsvigtige.
Efter andenverdenskrigerlokalhistorieogantikkesager
blevet et forbrugsgode og i nogle tilfælde statussymboler,
som brede kredseibefolkningen efterstræber.
Det erdalykkeligt,atder findesenhel rækkeinstitutio¬
ner, foreninger,offentlige myndighederog enkeltpersoner,
somharforståetattageopgaverne opmedatengagerebe¬
folkningeniden lokalehistorie.Detharstorbetydning, at kyndige folk er vejledere i dette arbejde, så det kan opnå
en betydelig standard og undgå det dilettantiske. I denne
henseende harvi meget atindhente endnu, ogdeterafvig¬
tighed, atder gøres en indsats for at dygtiggøre de aktive medarbejdere på lokalhistoriens arbejdsmark. Hertænkes
bådepå det offentlige uddannelsessystemogpå dekurser,
der fraforskellig sidearrangeres for demangealmindelige mennesker, der yder en stor, uselvisk og ulønnet indsats
fordennevigtigesag.
Demangekurser, deridesenereårharværetarrangeret formedarbejderne i arkiverne, museerne og de historiske samfund, har allerede båretfrugt. OgsåDanmarks Biblio¬
teksskole hartagetopgaven op ved at afholde kurser ilo¬
kalhistorie for bibliotekarer. Det har været kurser af be¬
tydelig standard, og de har hver gang været overtegnet.
Skadeda,atman afmangelpå midler ikkeeri stand tilat afholde dekurser,dererbehov for.
Godt nok harvifåetetlokalhistoriskinstitutsom en af-
deling af Københavns Universitets historiske Institut. Og
her bliver der arbejdet energisk og målbevidst. Det er et godt skridtpå vejen,menvitrængertil,atdette institutfår langt bedre arbejdsvilkår og en bedre status samt meget
rigeligere midler, foratdet kan virke efter hensigten.
Dertilmåføjes,atogsåandreinstitutioner,somarbejder
med dansk historie i densforskellige discipliner, hæmmes
af beskedne, inflationsramte bevillinger. Det er beskæm¬
mende at konstatere, at momsen af historiske tidsskrifter
og håndbøger m.m., udgivet af lokalhistoriske foreninger
og institutioner, overstiger det beløb, som disse organer
modtageri tilskud fra staten. Før momsensindførelse var derdogtaleometreelt tilskud.
Befolkningens levende interesse for den lokale historie giver sigstærkt udslag ved denstore tilslutning til møder, kurser, foredragsrækker, udstillingerogekskursioner.Det
er historiske samfund og foreninger, ogdet er arkiver og
museer,der mærker den storetilslutning. Mange stederer
mani stand tilatfortsætteforedragsrækkeromlokalhisto¬
rie år efterårog stadigholde en tilslutningpå fra 25-150 deltagere pr. møde. Mendet kræver, at deriforvejen ud¬
sendesprogram, så folkkan se, hvaddeter,de meldersig
til. De landsomfattende oplysningsforbund udfolder store bestræbelser for at engagere lokalhistorikerne til at med¬
virke ved møder og foredragsrækker, ogdet kan hvert år konstateres,atder ikkeertilstrækkeligmange,der kan på¬
tagesigopgaverne.Detgælderderforom,atderialleegne af landet fremelskes mange flere, der kan være med til på denne måde at tilfredsstille befolkningens store behov for
lokalhistorisk videnogmedleven.Såvil det endvidere blive muligtfor ikke-historiske foreninger, for skoleroginstitu¬
tioner,forunge oggamleatfågennemførtetlokalhistorisk
arrangementitilslutning til det egentlige virke; thi også fra
sådanne steder mærkes interessen for det lokalhistoriske.
Folk kommergerne,nårder laveslokalhistoriske udstil-
linger. Det er især museerne og arkiverne, der på denne
måde vil præsentere,hvad de arbejder med.Deter engod
idé at lave specialudstillinger, der er karakteristiske for
egnen, om enbestemt begivenhed ellermærkedag,om ud¬
gravningerogindsamlingerm.m.
De nye aktiv-grupper, der er opstået rundt om i stor¬
kommunerne, har set, atder netop på detlokalhistoriske
feltligger opgaver, derventer på at bliveløst. De harset,
atlokalhistorien eretfortræffeligtemne,nårdet drejersig
om at gøre- især entilflyttet befolkning - fortrolig med stedet, hvor man bor. Lokalhistorien er på denne måde miljøskabende, den fører den hidtidige og tilflyttede be¬
folkning sammeni etfællesskab, som det nokerværd at gøre enindsats for.
Ofteerdet detilflyttede selv, der går foranidettearbej¬
de, vel nok fordi de har det størstebehov. Af ogtilbliver
de så »kloge«, at de gernevil vejlede den hjemmehørende befolkning i sager, som denne ved meget bedre besked med, fordi deneropvokset med denne indsigt.Menhoved¬
sagen er, at lokalhistorien her får lov til at stabilisere ud¬
viklingen frem moden nytid.
Viserogså,atbåde lokaleogoverordnedemyndigheder
har forstået, at lokalhistorien ligger som en opgave, der
bør nyde fremme. Deterkulturudvalgeneikommuner og amter, som måske i starten af deres virksomhed har stået usikreoverfor, hvad deresopgaver egentlig gik udpå, der
her har fundet en ny opgave atløse. Dette erikke mindst
kommet de mange nyoprettede lokalhistoriske arkiver til gode, fordi kulturudvalgene har kunnet stille lokaler tilrå¬
dighed og gennemføre, atdet nye arkiv kom på budgettet
med et, oftest beskedent beløb, dog tilstrækkeligt til, at
manved frivilligoggratis assistancekunne kommeigang.
Lad os betragte dette som den første begyndelse, der i ti¬
densløb vil voksesigstorogstærk.
For atdenye arkiverpålængere sigt kanløse de lokal-
historiske opgaver til gavn for befolkningen, må de være indrettet medbrandsikremagasiner,medteknisk udstyr til film-, bånd- ogkopieringsarbejde, med skrivemaskinerog
læseapparater, og de skal have en status, så de kan blive
vedmedatfungereogeksistere.
Deterbetænkeligt,atder rundt omkringoprettesganske
småsognearkiver, der får husly iforhåndenværende loka¬
ler, udenatder i øvrigtgøresnoget,der kanbetydeenvir¬
kelig sikring af det lokalhistoriske materiale. Hvis forsk¬
ningen skal have gavn af detindsamlede materiale, erdet nødvendigtmedstørreenheder, for deternogetnær uover¬
kommeligt at skulle søge stof i mange små arkiver. Der¬
imod kan små-arkiverne havebetydning ved atreddeting, der ellers villegå tabt, og som senere kan samles i større enheder.
Tilgengæld for offentligstøttekan arkiv-,museums-og
historiske samfundsfolkhjælpe kommunernes tekniske for¬
valtning, når det gælder om at finde gamle — på stedet hjemmehørende—navnefrem til brug for navngivningaf veje,gaderognyeinstitutioner.
Detgamlemønster, athvertamtharsithistoriskesam¬
fund,rækker ikkelængere til. Trods energisk indsats mag¬
ter samfundene slet ikke at tilfredsstille den glubende lo¬
kalhistoriskehunger, der findesibefolkningen.Rundtom¬
kringikommunerne kanogvilman selv,ogresultatet bli¬
vernok,at omtrenthverenestekommune får sinegen hi¬
storiskeforening.Denneudviklingergodtpå vejtilattage
fart,ogdet skalmanglædesigover-ogsåideeksisterende
historiskesamfund, somihøj grad får nokatgøremedat formidle og udbygge et bredt samarbejde og tage sig af
overordnede opgaver. I dette arbejde vil de få støtte af
deres overbygning »Sammenslutningen af lokalhistoriske Foreninger«.
Dehistoriske samfund udgiverderes årbøger. Måskepå grund af det lidt antikke udseende er de ikke blevet den
meget udbredte folkelæsning, hvad de ellers nok kunne fortjene. Selv om de enkelte årbøger er blevet tilrettelagt
med teknisk kunnen og i tidssvarende udstyr, så mangler dog endnu størsteparten. De indhøstede erfaringer viser,
atenforbedringpådette områdegiveretøgetoplag, så her
ervirkelignoget at tagefatpå.
Samarbejde skal der til. Ienhveregn må foreninger, ar¬
kiver, museer ogflere steder bibliotekerne finde hverandre
ogdele de lokalhistoriskeopgaverimellemsig-derernok
atgøre for alle. Ogdet skalgøres sådan, atingenopgaver forbliveruløste,ogat deraldrigopstår konkurrence- eller prestigemæssigetilstande.
Overalt, hvor det lokalhistoriskearbejdetrives, erpres¬
sen levende interesseret i atvære med. For egnshistorie er
godt stof, og de historiske organer skal benytte sig heraf
ogselv tilbyde stoffet. Hermåmanikke overseden lokale
ugepresse, som udoveratbringe annoncerogså erinteres¬
seretiatbringe stofombyenog egnen. Ligesåmed radio¬
ens regionalprogrammer; her vil manogsåblive modtaget
med åbenhed, og når den tid er inde, da man får lokale TV-programmer, så åbner der sig uoverskuelige mulig¬
heder for lokalhistorien.
Lokalhistorienerendvidere ved atvindeindpas idenye
skolecentraler, af hvilke derer oprettetmindst énpr. amt.
Skolecentralerne vilgerneopbygge samlinger af lokalhisto¬
riskeopgaver foratkunne forsyne deforskellige skolefor¬
mer dermed. Kyndige folkmå i samarbejde med pædago¬
gertilrettelægge sådanneopgaver,både til brugpålejrsko¬
ler oghjemmeiskolestuen. Slet ikke så få steder har man
gjort dette allerede før skolecentralernes tid. Det er nok
noget af det allervigtigste, atden opvoksende slægt får lo¬
kalhistorisk ballast med udilivet.
Flereogflere mennesker får lyst til atarbejde med deres slægts historie. Devil lære deres egen baggrund atkende,
for deharforstået,atdetnavnligien nytid betydernoget
atværeipagtmed fortiden. Deter efterhånden ganskeal¬
mindeligt, at folk henvender sigtil arkiver og museer. De
vil se de ting og dokumenter, som kan fortællenoget om
forfædrene, måskeerdetenddanoget, somforfædrene selv
harejeteller arbejdet med.
Det skal siges, atman i statensarkiverog museerharet åbent blik for det lokalhistoriske behov i tiden og villigt
bakker det arbejde op, der gøres ud over landet. Uden
dennebetydeligehjælp ville det lokale arbejde havetrange kår.
Endnu et vidnesbyrd om det historiske behov i vor tid
er den vældige interesse for antikke ting, derer opstået i brede kredse afbefolkningen. Hjemmeneprydes af smuk¬
ke, gamle, håndlavede brugsting, arvede eller indkøbte.
Der er gået modei atskaffe sig sådanne sager; derfor ser
man, at antikvitetsforretninger blomstrerop i stort antali byer såvel som på landet. De har meget vekslende stan¬
dard, men kan trives, fordi priserne ligger tilstrækkelig højt, og fordi mange købere ikke er særlig kritiske. Infla¬
tionener skyldide stigende priser,fordi folk stolerpå, at antikviteterervarigeværdier. Hvordan det vil gåunderen
lavkonjunktur, harviendnu ikkeset.
Nu skal det ikkeglemmes,atmaskinalderensmassepro¬
duktion af varer, til dels af nye materialer, er med til at gøre gode håndlavede ting sjældne og dyre. Det hænger
sammen med, at de håndværksfremstillede ting bærer et personligtpræg, der vidner om menneskelig dygtighed og
skabende evner. Man kan sige, at sådanne ting har en
»sjæl«. Folk lever med sådanne antikviteter, har øje for
deres skønhed og møder flittigt op til møder og kurser,
hvorsagkyndige folk identificerer tingene og gør rede for
disses placeringikulturhistorisk sammenhæng.
Det er på disse måder adskillige mennesker får tilfreds¬
stillet deres trang tilathave en kultur atlevepå midtien
tid, hvor nye ting ogfremmede ting vælter ind over sam¬
fundetogtruerdentilværelse, defølersigtryggei.
Gennem alle de her nævnte aktiviteter kan lokalhisto¬
rienblive den løftestang, derskal sørgefor,atdet bedstei
vor historie ikkemistes, men bliver en kulturarv, der kan
væremed tilatprægesamfundet midtiden rivende udvik¬
ling, der foregår. Enstordel af det lokalhistoriske arbejde,
som ervokset frem siden andenverdenskrig,erendnuisin begyndelse og har måske ikke fundet sin endelige form.
Detbliverspændendeatseudviklingenidennæste menne¬
skealder. Alleredenukan detoverses, atde lokalhistoriske
aktivitetererkommet foratbliveogudretteetuundværligt arbejde.
