D E T K O N G E L I G E B I B L I O T E K THE ROYAL LIBRARY
København / Copenhagen
For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk
w
x.yOPLEVELSER V E D G R Æ N S E N
I K R I G S Å R E T 1 9 1 5
F O R T A L T OG S A M L E T A F
E N G R Æ N S E B O
K O L D I N G - K O N R A D J Ø R G E N S E N S R O G T R Y K K E R I - 1 9 1 6
DET KONGELIGE BIBLIOTEK
130019380417
OPLEVELSER V E D G R Æ N S E N
I K R I G S Å R E T
1 9 1 5
F O R T A L T OG S A M L E T A F
E N G R Æ N S E B O
KOLDING
KONRAD JØRGENSENS BOGTRYKKERI
1916
Side
I. Krigsåret syd og nord for Grænsen 5
II. I taknemligt Minde 11
III. Sønnetabet 15
IV. På Besøg derovre 23
Dagene længes 24
Ved Midsommertid. Af Kristian Nygård. 27 Mens Kornet modnes. Af en Feriegæst. 33
Efter Høst 49
V. Værnepligt. — Børnekår 56
VI Tre Breve fra Hans 63
VII. Minder og Håb 68
Krigsåret syd og nord for Grænsen.
i, som bor ved Grænsen, har siden Krigens Udbrud, men dog især i det sidste År, fået mange Beviser på, at Folk fra andre Egne af Landet længes efter at høre noget om Sønderjydernes Kår under Krigen; og på tilsvarende Måde har de af os, der har haft Lejlighed til at besøge Sønderjyder i deres Hjem, fået Indtryk af, at de gerne vil høre om vore Kår. Det er vel da en naturlig Opgave for os Grænseboer at lade vore Indtryk forplante sig gen
nem Grænseegnen videre ind i Landet; for vi ved, at forskellige Oplevelser kan bringe Folk, der naturligt hører sammen, til at se forskelligt på så mange Ting, at det går ud over Samfølelsen; derved kan der komme Modsætninger frem, der kan gøre Skade. Der har vel aldrig været et År, hvor danske Mennesker nord og syd for Grænsen har haft så forskellige Kår som i 1915; nogle i stadig Livsfare, andre i stadig Ængstelse for dem, der er med i Krigen, og i Bekymring for dem, der står for Tur; og vi her i Kongeriget i nogen
lunde Tryghed, men med Uro og Spænding i Sindet, ikke alene for vort Folks, men også for vort Lands Skæbne. Og dog gælder det altid om, men nu dog endnu mere end før, at hele vort Folk fastholder den samme Tro og det samme Håb om også i de kom
mende Tider at kunne vokse i Tilegnelsen af Dansk
heden og stræbe efter at komme med i Udviklingen af vor folkelige Fællesarv. Hvis nogen Dansk, hvor han end bor, sløves, så han taber Troen og opgiver Håbet, da lider vort Folk derved et Tab, som vi hver efter vor Evne må søge af undgå." Men for at dette ikke skal ske, må enhver af os søge, netop på den Plads hvor vi står, at komme ind i den Prøvelse, Kri
gen er også for vort Folk. — „Er vi da ikke udenfor Krigen?" vil man måske spørge, men det er på sin Plads at vende Spørgsmålet om: „Er vi?" — Ja, mili
tært er vi udenfor, og alle vore Bestræbelser af den Art går ud på at holde os uden for; og politisk er vi udenfor; og der er vel næppe et Menneske i hele Landet, som ønsker vor politiske Stilling til Krigen ændret. Nationalt er vi på en Måde også uden for.
Tidligere bitre Erfaringer, både fra 1848 og fra 1864, har lært os, at vore nationale Spørgsmål kan ikke løses i en Våbenkamp. Ingen dansk Mand, hverken i Kongeriget eller i Sønderjylland, har ønsket denne Krig eller ment, at en sådan Krig kunde give den Løsning af det sønderjydske Spørgsmål, som vi har ønsket og håbet på, og som vi gerne har villet arbejde for. Noget andet er, at vi ikke kan opgive Håbet om, at Freden, der kommer, må bringe bedre Kår for Danskheden i Sønderjylland, end der i Århundreder har været. Enhver, for hvem den sønderjydske Sag er et Håb om Danskhedens Bevarelse og Udvikling i vort gamle Grænseland, må med Sorg og Ængstelse tælle de Tab, Krigen bringer, de Huller, den slår i de unge danske Sønderjyders Rækker, som er vort levende Danevirke. — Nej, Krigen er ikke for os et nationalt Opgør med vor sydlige Nabo; men den er i al sin
Gru en folkelig Prøvelse så hård og streng som ingen, vi tidligere har kendt. „Nationaltidende" har bragt os Tallene, der viser os Prøvelsens Omfang. Henved 25000 dansktalende Sønderjyder er med i Krigen eller i hvert Fald under Våben; næsten halvt så mange, som vi i 1864 havde under Våben, er nu indkaldt fra denne ene Landsdel. Det er hver ottende Sønderjyde, Kvinder og Børn iberegnet; og af disse var allerede i November 1915 omtrent 2400 dræbte, 4800 sårede og henved 1200 i Fangenskab. Det er Tab, som i Tal nærmer sig vort Tab i 1864, og da de har ramt så forholdsvis lille en Del af vort Folk, er Virkningen den, at hver 13. af alle sønderjydske Mænd, Drenge og Oldinge, er såret eller dræbt. Og endnu bringer hver Dag nye Tab. Enkelte Sogne har, som Kortet viste, over 50 faldne. Bro
ager 68, Felsted 54, og om vi regner et Middeltal for de 130 Sogne, bliver det atten fra hvert Sogn, i August 1916 er Tallet 3000, det er 23 fra hvert Sogn. Det er vel omtrent et Tab, som om hele vor Sikringsstyrke nu var falden. — Fra ikke få Hjem er både Fader og Sønner med. Det er tunge Kår. Og det kan gøre én ondt midt i denne Nød at møde så lidt Deltagelse for Sønderjyderne, som man mange Steder møder. — Men på den anden Side kan det gøre én utryg somme Steder at møde en næsten overspændt Deltagelse, der ikke kan føre til naturlig Samfølelse, men udarter til en Slags fjern og i Grunden uforstående Dyrkelse af det Forbillede, danske Sønderjyder er for os. Den naturligste Vej for os Danske til at søge Del i det, der nu er hele det krigsførende Europas Nød, er dog vel, at vi, så godt det er os muligt, lever os ind i Nøden i Sønderjylland, dog ikke på den Måde, at vi søger at standse vor Medfølelse der; men sådan at vi over
Sønderjylland lader den gå videre til Polakkerne, det ulykkelige Folk, der kæmper i tre Hære i deres eget Hjemland og lokkes af Løfter fra Øst og Vest og Syd uden at have det mindste at grunde deres Tillid på til de gyldne Løfter; og til Elsas-Lothringerne, der nu må kæmpe imod deres egne Landsmænd, til Belgierne og Serberne, de små tapre Folk, der må se deres Lande blive ødelagte af overtallige Fjender, til Fransk
mændene, som med Opbydelse af alle deres Kræfter værger deres Fædreland mod gentagent, røverisk Over
fald med en sådan Dygtighed og Opofrelse, at de virkelig har fået Strømmen til at vende sig. Og til Englænderne, der kæmper for Ordholdenhed og Rede
lighed i Opfyldelsen af traktatmæssige Forpligtelser, det eneste, der kan give Folkefrihed og Folkeret et sikkert Grundlag. — Og hvorfor ikke også søge at forstå Tyskernes Nød, det store, dygtige Folk, som nu i et halvt Århundrede har været regeret efter falske Idealer, og som derfor nu er inde under en selvfor
skyldt Nød. Jeg har prøvet på at tænke mig ind i en tysk Lærers Stilling. Han fejrer Fest i sin Skole, hver Gang 20—30,000 Mennesker er bleven slået ihjel, og giver Fridag, for at Børnene kan være helt med i.
Glæden over — Lusitanias Undergang. Hvor let kan han ikke derved være kommen til „at forarge en af disse Små". — Jo, vi har meget at lære også af de andre Folks Nød, men Sønderjydernes Nød er vor egen, og den må vi ikke noget Øjeblik glemme, hverken nu eller efter Fredsslutningen, når vi kan være med at føre Krigen mod Krigen. Lad os lære af Nøden, der hviler over Sønderjylland, og af Trøsten, som bærer de Sønderjyder, der vil lade sig bære. Da vil det gå os, som vi bad om ved en Gudstjeneste i Rødding:
N å r S o r g e n d e n d y b e e r s a g t n e t h e n , o g e n d t e r d e n t u n g e Klage,
vi bliver e j m e r e d e s a m m e i g e n , thi n o g e t bliver tilbage.
Og dette vil lære os, at de, der nu må bløde, lider også for os.
Der er en Røst fra 1848, som den Gang vakte så levende Modsigelse i Ord og Handling, at det sidste Grand af Sandhed deri var som blæst bort, overalt hvor Ordet blev kendt, Olshausens Ord: „Det danske Folk er et dorskt, dovent og usammenhængende Folk, der har tabt al Agtelse i Europas Øjne". — Enkelte Røster herhjemme har i År haft lignende Bebrejdelser mod os; og lad kun Røsterne lyde, da vil nu som før Virk
ningen blive den, at en sådan Dom ved Underretten vil blive omstødt ved Historiens Domstol som ubillig og usand. Mit Indtryk er, at vort Folk i 1915 har været mere vaagent og virksomt, og mindre splidag
tigt end i noget andet Aar siden 1848. Dermed er ikke sagt, at så er alt, som det bør være, men der er i År skabt Betingelser for Fremgang; der er gjort Erfa
ringer om, hvor Grundskaderne findes, og vakt Lyst og Vilje til at afhjælpe dem. Ikke alle vore Stats- foranstaltninger vækker vor Beundring, ofte må vi indrømme, et når det er gået så godt, som det er gået, er det undertiden i Kraft af disse og undertiden trods disse; men vore frivillige Sammenslutninger har overtruffet rimelige Forventninger og vundet forøget Tillid. — Dermed må vel også de ængsteligste have fået mere Tillid til den nye Grundlov og den forøgede Deltagelse i vort Selvstyre, som den lovhjemler.
Den materielle Fremgang, Året har bragt, er natur
ligvis den, der er lettest at måle; men der er dog i År,
da Arbejdet for Københavns Kirkesag netop har bestået i 25 År, også Grund til at glædes over, at der i hele denne Årrække gennemsnitlig er bleven bygget en Kirke hver ottende Måned, og alt dette ved frivillige Bidrag. — Ved Krigens Begyndelse var der en Præst, der bad Gud fri vort Land for at komme med i Krigen, hvis vi kunde tåle at blive fri. Jeg tror dog nu, de fleste vil sige, at selv om der er meget hos os, der ikke er godt, så har vort Folk dog ingen Sygdomme, der kræver en Krig for at helbredes. Enhver vil have erfaret, at Klangen i Hymnen til Kongernes Konge er bleven dybere og renere, hvor den nu, lidt ændret, synges ved Møder eller i Kirke og Hjem.
K o n g e r n e s K o n g e , e n e d u k a n
s k æ r m e vort e l s k e d e F æ d r e n e l a n d . H e r r e , d u e n e
k a n Freden o s forlene,
v æ r n o m vort h e r l i g e o g æ l d g a m l e D a n .
I taknemligt Minde.
en 22. Februar 1915 døde Thor Lange ovre i Rusland, hvor han har boet i 40 Ar. Jeg vil gerne mindes ham, fordi jeg ved, at han så tit i Tankerne har dvælet her, „hvor Danmarks Jord blev revet over". — Selv har han kun været her én Gang; kun én eneste Gang har han set Magnusstenen i Skibelund, som han selv har rejst, og som nu er Egnens Pryd. Der siges, at han også har tænkt på at rejse en Stendysse ved Kongeåen, og på den skulde der stå:
G u d Helligånd, s k æ r m D a n m a r k vel, r y k fremad Lysets G r æ n s e s k e l .
f
Han var kun 13 År gammel i 1864; men da han blev Student, meldte han sig straks ind i „Akademisk Skyttekorps". — Målet var at vinde Sønderjylland tilbage, men så faldt alting sammen, og selv Håbet syntes slukt for mange År. Det var for Thor Lange tydeligt nok, at han efter Skuffelsen 1870 ikke længer syntes, han kunde være til nogen Nytte herhjemme, og det blev en vægtig medbestemmende Grund for ham til hans Udvandring til Rusland. — Han har i en lille Fortælling, „Erik og Alfgerd", indflettet føl
gende Vers:
O g v a r d u s å god, s o m d u v æ r e k u n d e
— v e d S t r a n d e —
i S o r g o g S k a m g å r d u d o g til G r u n d e .
— Mod V å d e kan i n g e n s t a n d e . V a r d u s å b l a n k , s o m d e n lyse D a g
— v e d S t r a n d e — blev h e l e dit Liv d o g e t N e d e r l a g .
— Mod V å d e kan i n g e n s t a n d e .
I en anden Fortælling, „Junker Hans", findes føl
gende Ordskifte. (Den ulykkelige, landflygtige Adelsmand, Hans Lange, der faldt i Slaget ved Lutter am Barenberg, hvor han kæmpede i Tillys Hær mod sine egne Landsmænd, er segnet døende om. Han fornam en Fod, der trådte på ham, og hørte en Stemme sige: „Fædrelandsforræder!" Derefter blev alt mørkt, han sank og sank i det uendelige. — Efter Døden vågner han op ved Bredden af en Flammesø Han slæbte sig hen til Kanten, m e n d a trådte e n Engel frem o g strakte Hånden ud.) — „Dette Vand tvætter ikke rent for Hævn", talte han. Hans Lange forstod ham og svarede: „De dræbte min Søster og drev mig af Danmark". Dog Engelens Øjne for
mørkedes: „Intet tilgives så sent som Hævn og Hov
mod. Af Hævn flød Blodet i Finderup Lade, det Blod er endnu over dig og din synkende Slægt. Af Hævn og Hovmod greb du Korsmærket og vristede det fra din Næste, dine nærmeste! Gak tilbage til Jorden og lev Livet om. Det er din Dom, at du skal elske dit Fædreland, men altid halvt være fremmed deri, og aldrig kunne tjene det efter Vilje eller vinde deres Kærlighed, blandt hvilke du var født. Og du skal gå ud blandt fremmede, og dem skal du kunne tjene og vinde helgiven Kærlighed, men halvt kun være nogensteds hjemme, indtil den store Morgen gryr."
Derpå vædede Engelen Hånden i det rosenrøde, lutrende, kølige Flammevand og stænkede ham en Dråbe på Mund og Hænder.
Er vi kommen til at holde af Thor Lange, og vil vi gerne forstå ham, så må vi have dette med:
„Mod Våde kan ingen stande" derfor drev vort Folks Sorg og Skam og Skuffelse ham hjemme fra. —
„Intet tilgives så sent som Hævn og Hovmod. Af Hævn flød Blodet i Finderup Lade, det Blod er endnu over dig og din synkende Slægt." Da forstår vi, at han, der i taknemlig Glæde rejste Stenen for Magnus den Gode, for Dronning Dagmar og Bent Konge
broder, han måtte også, fordi han følte sig af Hvidernes og Langernes stolte Æt, rejse Korset ved Finderup Lade som Tegn på, at han vilde gøre Bod.
Engelens Dom er hans egen Skæbne. Han vandt hel- given Kærlighed i sit nye Hjemland, men han havde saa dybe Rødder i Danmarks Jord, at han ofte måtte føle sig hjemløs:
Blæsten hvirvler d e t tørre Løv i K r e d s e p å Marken r u n d t , ingen e r d e r , s o m h j æ l p e r m i g mod d e m , d e r volder m i g o n d t . Blæsten bøjer d e t t y n d e T r æ m e d Toppen n e d til d e t s R o d , g e r n e r a k t e jeg ud m i n H å n d , o m nogen tog d e n imod.
Sådan kunde Thor Lange skrive, når han trængte til Læ og Støtte for det hjemlige.
Da han i 1901 i April fyldte 50 År, var der en ung Pige her ved Grænsen, som dristede sig til at sende ham en Hilsen med Tak for Magnusstenen og for de mange dejlige Folkeviser. Hun fik en Gen- hilsen. Omhyggeligt skrevet med rødt Blæk stod der:
S k ø n J o m f r u , k æ r e d a n s k e Blomst, Barnlille, tag af e n F r e m m e d T a k for V e n s k a b s O r d ! G a k lønligt o v e r Å e n V å r k v æ l d silde, bøj K n æ , bøj tyst dit u n g e Åsyn milde o g k y s fra m i g d e n s ø n d e r j y d s k e J o r d .
Dyb Ærbødighed for den danske Jord og stærk Samfølelse med Landsmænd, ikke mindst med dem, der er under fremmed Herredømme, var så levende hos ham. Han har skrevet et Digt om Samhørighed, i Sommeren 1900 var det aftrykt i „Flensborg Avis", og nu står det i „Fjerne Melodier":
D u o g jeg e r lige B ø r n af s a m m e S l a g s , s o m to h v i d e H v e d e k o r n i s a m m e A k s ! V e d h i n a n d e n s S i d e o p vi s a m m e n g r o o g får V æ k s t af S o m m e r s o l e n b e g g e to.
I d e n s a m m e J o r d vi l æ g g e s s a m m e n n e d o g g r o r s a m m e n o p i E v i g h e d .
Han skænkede sin danske Bogsamling til Sønder
jydernes Sprogforening, og han var glad over, at han som dansk Konsul kunde lade det danske Flag vaje over sit Hjem i Moskva. Det er Udtryk for, at han følte sig af samme Slags, groet af samme folkelige Jordbund, som vi herhjemme. Thor Lange blev lagt i den russiske Jord i Ukraine, hvor „hans Manddoms-
bolig stod", men han blev efter eget Ønske svøbt i Danebrog, og hans nærmeste Venner herhjemme har sendt et lille Bøgetræ at plante på hans Grav.
Mange, mange unge Sønderjyder har nu også fået en Grav i fremmed Jord. Men alle de, der er rundne af samme Jord, og som ejer en Livskraft, der kan tåle Døden, skal, når den store Morgen gryr, få Lov at gro sammen op i Evighed.
Sønderjyder og Danske i Kongeriget! vi er alle
„lige Børn af samme Slags". Gud give, Fremtiden må bringe os lige Kår og gode Kår under Guds Ands velsignede Sol, der giver Vækst og Grøde også for vort folkelige Liv.
S ø n n e t a b e t .
ønderjyderne har aldrig holdt af at være Gen
stand for vor Medlidenhed, og det ønsker de heller ikke nu. En af dem, der selv har været med ved Østfronten, skrev ved Juletid: „Et Menneske får ikke sværere Kår, end at han med Guds Hjælp kan hævde sig og sit Hus bevaret. Han kan og skal sejre. Ingen Kristen kan tvivle derpå. De svære Kår, han er under, skal forarbejdes, så det bliver synligt, at de kan magtes, synligt, at Verden ikke kan under
trykke og ødelægge den, der har Samfund med Gud.
Med Gud og Frelseren kan der leves endog i onde Dage. Ingen behøver at fortvivle og tabe Modet.
Enhver har Lov til at fatte Håb. Hvor svært han end har det, — tager han fat i Jesu Navn, så „åbner sig de tykke, mørke Skove", og der bliver Udsyn til det bedre, til det gode Håbs Opfyldelse." — Det er fri
modige Ord, ikke af én, der står uden for, men af én, der selv står midt i Ulykken, og det på den forfærde
ligste Måde; for tre-fire Måneder siden har han for
ladt Hustru og Hjem og en stor Virksomhed, der blomstrede og lykkedes til mange Menneskers Gavn og til Guds Ære; nu er han sendt ud for at gøre prøjsisk Krigstjeneste; han har stået i Polen ved den yderste Front, har set Kammerater og Landsmænd
falde ved sin Side, ikke for Fædrelandet, men for et fremmed Folk, der har øvet og endnu øver Uret mod hans eget, et Folk, hvis Sag ikke er og ikke bliver hans Sag. — Nej, Sønderjyderne beder ikke om vor Medlidenhed, men de kan styrkes, når de føler vor levende Samfølelse. En af dem, der er med ved Vest
fronten, har skrevet: „Det gør os så modige og glade, hver Gang vi får at mærke, at I føler og tænker med os, at I forstår vor vanskelige og sørgelige Stilling".
Derfor må vi, dog mindst lige så meget for vor egen Skyld, efter Evne drage Lære af, hvad de op
lever, for det, der nu bærer de Sønderjyder, som bliver båret, bliver prøvet, så vi kan føle, det kan også bære os. Derfor gælder det ojn, at vor Samfølelse er stærk og sund nu. Det bliver den allerbedst, når den kan blive rent personlig, og vi, der har så mange Venner dernede, har gode Betingelser, om vi vil bruge dem ret. Men det gælder om at have Sindet stemt for at få Udbytte af et Samvær med Sønderjyder, ellers kan det gå så uheldigt, at der kun kommer skurrende Mislyde frem. Og der har Thor Lange gjort os alle Gavn ved at rejse Magnusstenen her ved Grænsen, for dens Røst kan stemme vort Sind. Begivenhederne i August 1914 gjorde denne Røst stærkere, og senere har Budskabet om Thor Langes Død gjort Røsten inderligere. Vi nærer et levende Håb om at opleve den Dag, da Retfærdigheden sejrer, i det mindste så meget, at Grænsepælene kan sættes efter de Folke
slags Vilje, der bor på hver sin Side, og uden dette Håb vil vi ikke finde Forståelse hos Sønderjyderne, for det er også deres Håb.
Men når Sindet er tungt over de Tab, Krigen har bragt og hver Dag kan bringe, så er det ikke nok at trøste sig ved Håbet om en bedre Fremtid, der skal
komme. Fremtidshåbet må da træde tilbage for vort evige Håb. Da må vi lytte til den anden Mindestens Røst, „Modersmålets": „Hun lægger os på Læben hvert godt og kraftigt Ord". — Der skal gode og kraf
tige Ord til nu, milde og kærlige Ord til Trøst for dem, Sorgen rammer, gode og kraftige Ord, til dem der nu prøves i Tro og Liv som aldrig før. Jeg ser dem for mig, alle de danske Brevskrivere, dem i Hjemmene og dem ved Fronterne, hvordan de søger Trøst hos Modersmålet, henter Ordene frem fra Sange og Salmer, fra Folkeminder og Bibelbog, for at bruge dem til gensidig Hjælp og Trøst. Nogle af Brevene er allerede kendt af mange om end i censureret Form og i korte Uddrag; men de bedste Feltbreve ligger endnu i Hjemmene, som dyrebare Minder fra de tunge Dage, der er gået, og som det mest haandgribelige Bånd mellem dem derude og dem derhjemme. Det vidner om levende Deltagelse, at „Sønderjydske Soldater
breve", hvoraf første Udgave kom i September 1915, nu er i Boghandelen i 14. Oplag. Det er virkelig en god Bog. Jeg har hørt en Præst tilskrive den danske Højskole Æren for, at Brevskriverne har kunnet give deres Tanker et så lødigt Udtryk, og Højskolen kan godt være tjent med at blive bedømt ud fra disse gamle Elevers Breve. Men det egentlige Udspring for den Dygtighed og Kultur, Brevene vidner om, er dog de sønderjydske Hjem og den Hjemmeundervis- ning, som der har fundet Sted. Dette stilfærdige, man kunde fristes til at sige tilfældige Arbejde, hvis ikke hele Hjemmets forenede Kræfter var rettet derimod, er det ikke let at give et Billede af udvendig fra, men enhver, der kender unge, vågne Sønderjyder, vil vide, at der er noget til i Sønderjylland, der kan kaldes Hjemmeundervisning. Der står en Glans ud fra disse
undervisende Hjem, som enhver vågen Iagttager må blive opmærksom på. Den mest forstående af Sønder
jydernes folkelige Modstandere, Kandidat Tiedje, næv
ner disse Hjems Betydning i sine Artikler om Sønder
jylland i Året 1908. Han skriver: „Det er et yndigt Familiebillede at overraske disse Højskoleelever, idet de lærer deres Søskende Modersmålet, Hjærtets og Bønnens Sprog, og lærer dem det med en Iver, som får Kinderne til at gløde både på Lærerne og Discip
lene". — Hjemmene er voksede sig stærke under dette Arbejde. Ansvaret for Børnenes Opdragelse har op
løst sig i Glæde over den Rigdom, Hjemmene har vundet ved dette Samliv mellem Børn og Voksne. — Det er Sønnerne fra sådanne Hjem, der midt i Krigens Prøvelse kan skrive Soldaterbreve, der lyder som jævn, troværdig åndsbåren Tale til os, om de Kræfter, der kan bære. Og det er Mødrene fra sådanne Hjem, der kan sende en „Julehilsen til Soldaterne", som den, der i År er bleven uddelt til alle sønderjydske Soldater, i Skyttegravene, på Lazaretterne og i Fangen
skabet. De har forstået at bruge Modersmålet til Trøst for deres egne og deres nærmeste. De har her gjort den samme Erfaring, som den islandske Skjald, Egil Skalgrimsen gjorde for over 1000 År siden. I Minde
kvadet over sine Sønner „Sønnetabet" nævner han
d e n b e d s t e Bod for V å n d e : O r d e t s I d r æ t , ypperst a t n æ v n e , a t løfte i Lys, h v a d i Løn v a r dulgt.
Underligt nok, hvor det gamle Kvad har Ærende til os nu. Jeg kender to unge Sønderjyder, som har kortet Tiden nede ved Vestfronten ved at lære det udenad, Vers for Vers. Og jeg har mødt det flere Gange netop i År, hvor Folk uafhængig af hinanden
har draget det frem i Tale og Skrift og anvendt det på det store Sønnetab i Sønderjylland.
Når vi drager derned, må vi huske, at det er ikke blot et Land, hvis Ungdom er i Nød, ramt eller truet af Døden; nej, det er danske Hjems Sønner, der sørges over, hvor Tabet har ramt, og som der bedes for, hvor Farerne truer. Det er sikkert den bedste danske Ungdomsskare, der nogen Sinde er draget i Krig.
Mangen sønderjydsk Far kan gøre Egil Skalgrimsens Ord til sine:
D e t v e d jeg, d e r vokste i m i n S ø n godt E m n e til g æ v e s t K æ m p e . V a r s p æ d e n S p i r e s p a r e t e n S t u n d , d a v a r d e n bleven e t m æ g t i g t S v æ r d t r æ til S k æ r m o g S k y g g e for S k j a l d e n s Æ t . Altid h a n sin F a d e r s O r d i s t e m m e d , o m e n d Alverden a n d e t s a g d e .
H a n s H j æ l p holdt m i g i H j e m m e t o p p e , o g m i n S t y r k e m e s t h a n s t ø t t e d ' .
Få Steder har der været så godt et Forhold mellem gammel og ung som i Sønderjylland nu i den sidste Snes År. De gamle har trængt til de unges Hjælp for at stå sig mod Indvandringen fra Syd; (som Følge af Udvandringen har der jo i mange Egne manglet et helt Slægtled) og de unge har trængt til de gamles Råd for ikke at gå glip af de Erfaringer, den daglige Kamp for Danskheden i en lang Årrække har givet. Spændin
gen er derved bleven udløst i gensidig Taknemlighed.
Engang i August 1915 kom en Mand fra Haderslev
egnen, Andr. Gannerup, ind på „Modersmålet"s Kontor med et Mindedigt over en ung Sønderjyde, Jens Ene
mark fra Høgelund, der faldt i Polen 29. Juli 1915.
Det er et lødigt Udtryk for et Hjems Sønnetab. Om Jens Enemark ved jeg kun, at han var en af de få
Sønderjyder, der er gået den akademiske Vej. Han har fået sin Uddannelse i den tyske Latinskole i Ha
derslev, og senere har han studeret ved tyske Uni
versiteter. Da han faldt, var han medicinsk Student.
H v o r L i n d e t r æ e r plantet s t å r i Rad o g d æ k k e r G å r d e n m e d s i n s v a l e S k y g g e , d e r l e g e d e s o m lille D r e n g d u glad o g nød i fulde D r a g din B a r n d o m s l y k k e m e d O n k e l , S ø s k e n d e , m e d F a r o g Mor, e n lille H i m m e l e j e d ' d u p å J o r d
i H j e m m e t m e d d e l y s e g r ø n n e Linde.
D u vokste op, o g Bogen blev din Lyst, s å flittigt ø s t e d u af K u n d s k a b s k i l d e n .
D u blev S t u d e n t , m e n H j æ r t e t i dit B r y s t v a r s t e d s e trofast, s l u k k e t blev e j Ilden.
D u altid blev d i g s e l v s å lig o g é n s , d e n s a m m e j æ v n e , h j æ r t e n s g l a d e J e n s fra H j e m m e t m e d d e l y s e g r ø n n e Linde.
M e n S k æ b n e n g å r sin e g e n d u n k l e G a n g . M e n s V e r d e n l a a i d y b e s t Ro o g S l u m m e r , e t S k u d d e r lød, o g s n a r t K a n o n e r s Klang p å J o r d e n s k a b t e n a v n l ø s Kval o g K u m m e r . D u Pligten fulgte, hastig bort d u d r o g ; d e t blev d e n s i d s t e Afsked, s o m d u tog, fra H j e m m e t m e d d e l y s e g r ø n n e L i n d e . O g D a g e , N æ t t e r , U g e r , M å n e d e r i S k y t t e g r a v e k a m p m e d S a v n o g Møje blev n u din Lod, m e n s d e m , d u h a v d e k æ r , d e r h j e m m e b a d : G u d s k æ r m e d i n e Veje.
P å P o l e n s J o r d , ved W e i s c h e l e n s b r e d e S t r ø m , d e r b r a s t dit H j æ r t e o g din l y s e D r ø m ,
m e n s Vinden s u s t e i d e g r ø n n e Linde.
D e k u n d e e j d e t tro, d a B u d e t kom o g m e l d t e d e m , a t d u v a r død o g borte,
d e n T a n k e vilde e j i H j æ r t e t f æ s t e R u m , a t d u var lagt i Mulden n e d d e n s o r t e . Tilsidst i G r u s s a n k H å b e t s s v a g e B o r g .
N u k n u g e r d e r e n t u n g , m e n stille S o r g p å H j e m m e t m e d d e l y s e g r ø n n e L i n d e . l ' P o l e n s J o r d d u fandt dit H v i l e s t e d , fjernt fra dit H j e m o g alle d i n e K æ r e . Hvil s ø d t ! Hvil s t i l l e ! Hvil i e v i g F r e d ! dit M i n d e s ka l o s s t e d s e helligt v æ r e , o g h v e r e n Kvæld, n a a r S o l e n s y n k e r n e d , vil T a n k e n ile til dit Hvilested
fra H j e m m e t m e d d e l y s e g r ø n n e Linde.
Den samme tunge, jernhårde Skæbne, der knuste Håbets svage Borg her, var det, der for tusende År siden „brød det grumme Brud på Ættens Gærde", som Egil Skalgrimsen kvad om, da han nævnte sig
som den, der nu stod sønneløs og ene:
E n e s t a n d e r s t o r m s l a g e n E g på Æ t t e h ø j e n , h v o r U g l e r t u d e .
Men Modersmålet har fået bedre og kraftigere Trøsteord siden hans Tid, Ordet om evig Fred, den Fred, der overalt på Jord er Herrens Svar på Troens Ord, så har vi Tro, da skal med Fred vi indgå til Guds Herlighed, den de grønne Linde minder os om her som i vor gamle Dagvise. Gud ske Lov, at Troens Ord er bleven forkyndt på vort Modersmål og modtaget, så det nu giver Genklang i vore Salmer og Sange, så vi kan sige:
Modersmålet d y b t s i g bøjer, let o g lifligt d e t s i g føjer efter H e r r e n s T a n k e g a n g .
Troens Ord er det eneste gode og kraftige Ord, der kan bære i Trængsler, som dem Krigen har bragt, og
når vi besinder os ret, kan vi lige så lidt leve uden dette Ord i den tryggeste Fred, for der er ingen tryg Fred udenfor dette Ord. Derfor må vi klynge os til dette Ord, om vi vil bevare Fællesskabet med Sønder
jyderne nu, for dette Ord er deres Tro og deres Håb.
Derfor er det, de ovre i Røddingkredsen kan synge:
S t a n d s d y b e H j æ r t e s u k i L ø n ! E n M o r g e n r ø d e h i m m e l s k ø n s i g h v æ l v e r o v e r d e m , s o m s o v e i s o r t e n Muld o g u n d e r Vove.
O , s a l i g P å s k e - M o r g e n s t u n d m e d G u l d i M u n d .
På Besøg derovre.
' e' ^e r ^a r Lejlighed til at rejse ned til '••l/S Sønderjylland under Krigen, har haft stort Ud- I K 3 bytte deraf. Men disse personlige Indtryk må ikke almindeliggøres, Ingen kan efter sine egne Op
levelser have Lov at slutte: „Sådan har Sønderjyderne det!" — Et almengyldigt Billede lader sig ikke sam
mensætte af personlige Indtryk. Også i Fredstid er det sådan, at en Rejse i Sønderjylland giver et i høj Grad forskelligt Udbytte for de forskellige Rejsende;
ja, Forskellen kan endogså være ikke alene en Grads
forskel men en Væsensforskel. — Nogle har på en Jernbanerejse med Ophold på Gæstgivergårde og Ho
teller fået et alt for stærkt Indtryk af den officielle Tyskhed, som gennem Styrelsen er påført Landet. — Andre rejser kun for at gæste Venner, er måske selv så meddelsom, at han kun hører sine egne Ords Gen
lyd; eller han vælger at besøge de Hjem, hvor han venter rigest Udbytte, og får derved et stærkere Ind
tryk af Danskheden og de bærende Kræfter i denne, end Sønderjylland og Sønderjyderne tagne under ét kan svare til. Jeg har under Krigen kun haft Lejlig
hed til at besøge Folk, jeg kender godt, og har kun været i den Egn, jeg kender bedst, Røddingegnen,
„det ideelle Hjørne", som Sønderjyderne skæmtvis
kalder det og med nogen Ret. Her bor Folk, som i andet og tredie Led er påvirket af den Oplysning, der udgår fra den danske Højskole, og her findes den ældste og største Frimenighed. Derfor vil en Rejse i andre Egne måske give et langt mere mørkt og trøstesløst Billede, end hvad jeg har set.
For at give et lidt fyldigere Indtryk af Livet der
ovre bringer jeg først en lille Skildring af, hvad jeg selv har oplevet, derefter Kristian Nygårds Indtryk fra en Rejse ved Midsommertid, og „En Feriegæst"s spredte Indtryk fra en Rejse i Nordslesvig „Mens Kornet modnes", og saa mine egne Indtryk fra mit sidste Besøg derovre efter Høst.
Dagene længes.
Når jeg i År har været i Sønderjylland, har det gerne været for at være med til Gudstjeneste i Fri
menigheden i Rødding. Ingen Steder kan jeg som ved Kirkedøren dér få Besked om de af mine Venner fra Egnen, som er med i Krig, og ingen Steder kan jeg som i Menigheden dér komme med ind i Fælles
skabet i Sorg og Trøst. Gamle, kære Salmer får, når vi synger dem dér, en langt dybere Tone og en mere overbevisende Fylde, end de har haft for mig før. Især husker jeg en Søndag i Februar 1915. Der var Barnedåb, to Småbørn skulde døbes, men Fæ
drene var ikke med, de havde aldrig set deres Børn, for de var ved Fronten. Vi sang: Midt iblandt os er Guds Rige, og især da vi sang andet Vers, kom der stærkere Virkelighed i Salmen, end jeg før har fundet:
S y n l i g t e r e j h e r til S t e d e d e t m e d G u d s Retfærdighed, m e d G u d s F r e d o g H e r r e n s G l æ d e k o m m e n til o s o v e n n e d .
Hvor er det sandt. Krigen har, så langt vi endnu er kommen, ikke ladet os se meget af Guds Retfær
dighed. Er det retfærdigt, at disse Børn måske aldrig skal nyde Værn af deres Far, fordi han må sætte Livet til i et fjernt, fremmed Land i Kamp mod et Folk, der aldrig har næret en fjendtlig Tanke imod hans Hjem. —•. Og dog følte jeg, der var ikke mindre Sandhed i det næste Vers:
M e n n å r o s m e d H e r r e n s S t e m m e A n d e n kalder h v e r i s æ r ,
kan vort H j æ r t e dog f o r n e m m e , a t G u d s Rige kom o s n æ r .
Og den samme rige Velsignelse har der været over alle de Gudstjenester i Rødding, jeg har været med til under Krigen.
En Søndag i Maj husker jeg også. Der var Minde
gudstjeneste for en af vore tidligere Elever. Jeg hu
sker så tydelig hans nu afdøde Fars Stolthed, da han for 5 Aar siden hentede sin Søn hjem fra Skolen, hans Glæde over at se ham i Gymnastiksalen, for det var tydeligt, at han havde opnået sikkert Herredømme over sin Krop; og hans Tilfredsstillelse ved at se, at han Vinteren igennem ikke havde haft en eneste Fejl i dansk Diktat, saa godt havde Faderens Vejledning derhjemme frugtet. Han havde også glimret ved sin Tungefærdighed i Doktor Hammersteins Rolle, da han sammen med sine Kammerater opførte „En Nat mel
lem Fjeldene". Jeg kan endnu høre ham smelde Ordene ud: „Der verfluchte Engländer will immer der erste sein!" — Den Kappestrid mellem Frændefolk, Hostrup har fremstillet i sin Spøg, var nu bleven til blodig Alvor, til en frygtelig Krig, og i den var nu Martin falden i Flandern. Han havde næsten opfyldt
mere end sin Pligt. Da Krigen udbrød, var han ovre på Fyn; men han havde været på Session, og da hans Tur kom, tre Måneder efter, rejste han hjem. — Vi var alle grebne af Deltagelse, som man bliver, når en Enkes ældste Søn dør, han, der nu var ved at kunne træde i sin Fars Sted. Trøsteordene, der lød, kan jeg ikke gengive; men det gjorde Indtryk på mig den Dag at se mange Folk i Kirken, som ellers ikke plejer at komme i Frimenigheden. Noget af det, der forstyrrer Freden, var nok her ved at miste sin Magt;
og lidt af det, der gør Enigheden, var da vel ved at spire frem. Det er Højtidsstunden, når vi føler, at det sker. Alt, hvad der vil forstyrre Freden, kommer en sådan Dag med i vor Forsagelse, og det er med inderlig Tak, Hovederne bøjes, når Velsignelsen og Fredlysningen lyder. Det er jo den sejerrige Fred, vi her får Del i, Vorherres dyrekøbte Sejerspris. Og om end al Fred vækker Længsel, så er der dog For
skel på Fred; det fik vi Udtryk for ved at synge:
F r e d udi K i rke n vi af Di g b e g æ r e , F r e d udi L a n d e t D u o s o g b e s k æ r e , Fred u d i H j æ r t e t D u for alting g i v e !
H o s o s D u b l i v e !
Den samme Søndag så jeg første Gang en Invalid.
Han havde nu fået Træben. Ja, Krigens Spor vil blive dybere og dybere, for hver Dag der går, og det vil vare hele vor Levetid, inden de bliver slettet ud.
Vi må ikke lade Sløvhed og Glemsel gå hen over dem, for de skal lære os at hade Krigen, så vi ikke besmykker den med hædrende Navne, men tager den med i vor Forsagelse af Djævelens Gerninger og alt hans Væsen. Enhver Borger i et Samfund, der hviler på Værnepligt, har sin Del i Gælden til dem, der er
bleven Værnepligtens Ofre, dem, den har kostet Livet, dem, den har kostet Førligheden, og dem, den har kostet Lykken. De ledende har Ansvaret, men vi har alle Ansvar for at have opretholdt de Love, der giver de ledende en sådan Magt. Det vil efterhånden blive klart, at denne Krig er vokset frem af Værnepligten og Rustningskapløbet; derfor vil Invaliderne få en stor Gerning at udføre. Nu under Krigen kan de gemmes hen på Invalideskoler og i de afsides Gader og Parkanlæg; efter Fredsslutningen vil de komme hjem, og de vil være en af de mest indtrængende Opfordringer til, at der bliver skabt folkelige Garan
tier for, at Krigen ikke ved første Anledning blusser op igen. Måtte de vække Folkeviljerne mod Krigen, så de skaber sig Magt til at standse den.
Ved Midsommertid.
Da Verdenskrigen for nu snart halvandet År siden blev til Virkelighed, opholdt jeg mig i de svejtsiske Alper i Nærheden af Luzern. På Rejsen gennem Tyskland i sidste Halvdel af Juli Måned mærkede man tydelig, at store udsædvanlige Ting var i Gære.
Da det så blev Alvor, og Telegrammerne fortalte i få Ord om, hvordan Forholdene udviklede sig, læste man også om delvis Mobilisering i Danmark. Denne Oplysning var Hovedgrunden til, at jeg besluttede straks at rejse hjem. Det blev en besværlig Rejse.
Overalt i Tyskland var der kommet nye Køreplaner for Jernbanetogene. Så godt som alt Jernbanemateriel blev benyttet til Mobiliseringen. Flere Gange i Døg
net blev man anholdt og ført på Politistationen, hvor man måtte gøre Rede for, hvorfra man kom, og hvortil man vilde. I Gøttingen i Hannover blev det til et Fængselsophold, der varede i fem Døgn.
Hvor man kom frem, mødte man den varmeste Begejstring hos de indkaldte Soldater, de sang — ja næsten brølte som vilde. Det hele var så vanskeligt at fatte. Tankerne gik mod Nord, til Danmark og til Sønderjyderne, hvordan vilde de kunne tage mod Krigsbudskabet? Og lad mig sige det: den vilde Larm, som skulde kaldes Begejstring, og som man mødte overalt længere mod Syd, fandtes absolut ikke i Søn
derjylland. Fra Rensborg til Vamdrup var det Stil
heden, der prægede de få Rejsende, som var med fra Sønderjylland. Efterhånden som Tiden gik, hørtes der Rygter om, at nu var Sønderjyderne bleven gode Tyskere. De, der havde kendt Forholdene før Krigen, tvivlede om, at Rygtet talte sandt, det var så urime
ligt, om det skulde passe. Jeg længtes efter at mødes med dem igen, det Folk, som nu i halvtredsindstyve År har været vor trofaste Grænsevagt mod Syd.
Der gik omtrent et År, så rejste jeg derned for at se og høre. Efter at have fået Rejsepasset i Orden, cyklede jeg en varm Sommereftermiddag ned til Grænsen ved Skodborghus. Længe før jeg nåede Grænsen, kunde jeg se de tyske Soldater, som udførte Vagttjeneste. Der var kun et kort Stykke Vej mellem hver, og ved Broen, der førte over Kongeåen, stod der nogle Stykker for at passe på, at alle blev visi
teret tilstrækkelig grundigt. De var ordknappe, men høflige. I det lille Træskur, hvor Vagtlokalet fandtes, var der ophængt Billeder af KejserneWilhelm den Anden og Frans Josef, og af de øverste Hærførere, og på ildrøde Løbesedler læste man svimlende Tal, der angav, hvormange fjendtlige Soldater Tyskerne havde skudt eller taget til Fange.
Sandelig, man mærkede Grænsen. Uvilkaarligt kom man til at se tilbage over Kongeåen og forstod slet ikke, at dette stille, glidende Vand kunde skille så skarpt.
Snart sad jeg på min Cykle og gled langsomt mod Syd. Dette Land med de blomstrende Kornagre, de frodige Græsmarker og grønne Skove — var altså i Krig. Det var, som hele den store, frygtelige Kata
strofe var kommen betydeligt nærmere på en. Folk, man mødte, der ikke var Soldater — men det var de fleste — så på en Gang alvorlige, men frejdige ud.
Man kom i en underlig Stemning, det var, som hele det danske Sønderjylland var en eneste stor Sygestue, hvor man ventede Døden hvert Øjeblik. — Min Op
gave var at bringe Bud og Hilsen til en ung Kone, der opholdt sig hos sine Forældre; hendes Mand var i Danmark og kunde ikke komme hjem uden at være udsat for hård Straf. Jeg kendte ikke det mindste til den Familie, havde ikke truffet nogen af dem før;
men da jeg bragte Hilsen fra Far i Danmark, blev jeg særdeles vel modtaget. Dørene blev lukket - der var tysk Indkvartering — og nu sad hele Familien stille og rolig og fortalte om Tyskernes Færd. Der var mystiske Jernbanevogne, tvetydige Udtalelser fra tyske Soldater og mange andre Ting, der optog deres Tanker. Var det nu først og fremmest dem selv, de tænkte på? Nej! men de vilde så nødig, at Danmark også skulde komme med. Der var en egen vemodig Klang i en gammel Kones Ord, da hun'sagde sådan:
„Bare I derhjemme kan holdes udenfor, så er der altid et Håb for os!" — Så tog hun Salmebogen og bladede i den, mens Tårerne trillede ned over hendes Kinder. Lidt efter blev Aftensbordet dækket. De tyske Soldater, deriblandt en stor kraftig Underofficer, kom også til Bords. Samtalen førtes nu dels på Dansk og dels på Tysk. Da vi var færdige med at spise, kom en lille Dreng, der kunde være ca. 3 År, spadserende ind i Stuen med en stor Cigarkasse i Hånden; han
gik lige hen til den store Underofficer, viste ham Cigarerne og sagde tydelig „bette". — Tyskeren tog en Cigar med den ene Hånd og klappede Drengen venligt med den anden. Jeg spurgte ham, om han selv havde Børn. Han nikkede og sagde: „Ja, jeg har tre små Drenge", men Stemmen var fyldt med Gråd.
Han rejste sig, tog den lille Dreng ved Hånden, og de gik ud sammen. — Min Vært betroede mig så, at Underofficerens Kone lå syg hjemme i Hannover.
Da vi alle lidt senere kom ud i Haven, blev vi Vidne til et ejendommeligt Syn. Underofficeren og den lille Dreng legede „køre Hest"; det så ud, som de var meget optaget af det begge to. — Også det var en Følge af Krigen. Tankerne gik videre — ud til Fron
terne _ frem i Tiden, — når vil Freden komme? — Da jeg tog Afsked med denne fremmede Familie, var jeg kommen til at holde endnu mere af Sønderjyderne end tidligere.
Nogle få Dage efter gik Turen igen derned. Det var Søndag. Eftersynet ved Grænsen var lidt skarpere end forrige Gang; der nævntes Ordet Spioneri, men det var nok ikke ment så slemt. Det havde regnet noget om Natten, alle Planter stod sa friske og knejste i Søndagssolen. Ved 10-Tiden sad jeg i den lille hygge
lige Paulskirke i Rødding. Alle Pladser var optaget, tilsidst fyldtes Gangene langsomt. Så kom den gamle Frimenighedspræst, Lycke, sammen med sin Hustru.
Præsten læste Indgangsbønnen, og snart lød Salme
sangen fuldtonende ud over Kirkegården, ud over Byen; vi sang: „Til Himlene rækker din Miskundhed, Gud". _ Da Præsten stod på Prædikestolen, begyndte han således: „Aldrig nogen Sinde har der hersket et sådant Mulm og Mørke over Verden og især over Europa som i denne Tid; hvor er der da stor Trøst
i at vide, at i Mulm og Mørke er Guds Kærligheds- vinge bredt ud for alle dem, der vil søge derind for at finde Hvile og Trøst". — Og da han i Bønnen efter Prædikenen bad for alle Soldaterne, at de trods deres farefulde Travlhed dog måtte få om end en kort så dog stille Stund hver Dag, hvor de kunde søge ind under Guds Vingers Skygge, og da han bad for de sårede, og for dem, der allerede havde fået Hjemlov og var rejst hjem til Guds evige Boliger, da gik der et stille Suk gennem den store Menighedsforsamling.
I Sandhed, her mærkedes levende Menighedsliv, og da vi lidt senere sang:
L e v e r n u o p , I Kristne s m å , n u e r h e r godt a t v æ r e . Alle G u d s E n g l e m e d o s s t å vil jer på H æ n d e r b æ r e .
følte jeg mere end nogen Sinde tidligere, hvilke Vær
dier, der er at hente i Kirken. — Hvor er det herligt at opleve sådanne Stunder; det er, som om Livet bliver os en endnu kosteligere Gave, end vi var klar over før, og vi lover os selv, at vi vil leve Livet rigere og bedre i Fremtiden.
Efter endt Gudstjeneste var jeg på Besøg i et Par Hjem, hvor jeg for flere År siden havde været godt kendt. Det første Sted, jeg var inde, traf jeg en gammel^ Kone, hun var ene hjemme. Der var gået mange År, siden vi havde set hinanden sidst, og hun kendte mig ikke; men da hun fik at vide, hvem jeg var, spurgte hun straks således: „Tror du endnu, vi har Lov til at håbe på den Genforening, som vi hele Tiden har sat vor Lid til?" — Mit Svar kunde kun blive et afgjort ja. Hun var så rolig og stille, jeg turde næsten ikke spørge om hendes Sønner; jeg
vidste, at to af dem deltog i Krigen, men da vi begge var kommen til Sæde, fortalte hun mig, at begge hendes Sønner var faldne, men så fortsatte hun med en for
underlig Sikkerhed i Stemmen: „Men det er nu ikke det værste, for det er jo ikke værre for mine Drenge end for alle de andre, der må forlade deres Hjem;
men det værste er, at de er faldne for en dårlig Sag.
Det hele ser så håbløst ud, det kan så tidt være svært at holde det rette Mod oppe". — Ja, sandelig, hun havde Ret. Det er Alvorstider i Sønderjylland nu måske mere end tidligere. Men i det stærke Mørke trænger der sig et Lys frem, hvis Skin bliver stærkere og stær
kere. Jeg tænker her på den åndelige Udvikling, som foregår dernede, som også giver sig Udslag i Trangen til at samles til danske Gudstjenester. Bibelen og Salme
bogen bruges daglig i de fleste Hjem. Det viser, at de
— trods åndeligt Fangenskab gennem lange Tider — véd, hvor Trøsten og Hjælpen er at finde.
Endelig skal jeg nævne et andet Besøg; det var også i et prægtig dansk Hjem, hvor en af de gamle trofaste Førere har siddet for Styret i mere end en Menneskealder, og hvor unge Danskere fra Kongeriget har fået Kærlighed til den sønderjydske Sag. Den gamle Mand, der er et godt Stykke forbi de otte Gange ti, så forholdsvis lyst på Stillingen. Han kunde sige som så: „Det går nok altsammen, som det er bedst for os; er vi blot ærlige i vor Færd, kan vi være rolige for Resten". — Jeg begyndte at lede Samtalen hen på den stærke Udvikling, Tyskland har gennem
gået, deres store Forudseenhed og deres dristige og dygtige Krigsførelse. Den gamle gik frem og tilbage på Gulvet; da pludselig standsede han, vendte sig mod mig og sagde: „Vi vil nok indrømme, der er meget dygtigt ved vore Modstandere, men hvis denne Dyg-
tighed absolut måtte ende med en sådan Verdens
brand, som den, der nu raser i Europa, så måtte vi alle ønske, at Tyskerne havde været mindre driftige;
og lad os være glade for, at vor Fremtid ligger i en højere Magts Hånd". — Lidt efter fulgte han mig på Vej, og da jeg havde trykket hans Hånd til Farvel, vinkede han og sagde: „Hils dem så derovre i Dan
mark og sig, vi længes efter at få Lov til at dele den nye Grundlov med eder".
Det var de sidste Ord, jeg hørte af Oldingens Mund.
Da jeg kørte hjem den Aften, kom jeg til at tænke på den store Forskel på Folkekarakteren, på dem der
nede og dem heroppe. Der er Krummer i Sønder
jyderne. Den halvhundredårige Kamp, de har ført, har skabt en Karakter, en Djærvhed, som vi sjældent træffer her. Kunde vi holde til sådan en Omgang? Der er et gammelt Ord, der siger: „Jo barskere Klima des sti
vere Strå". Mon ikke Vindene i vor Tilværelse har været så milde, at „Stormen" vilde knække mangen én blandt os? Der er nok til at kritisere Forholdene, men de ændres kun til det bedre, når hver enkelt ud
fylder sin Plads efter yderste Evne. Har vi gjort det, eller er der noget at ændre?
Kristian Nygård.
Mens Kornet modnes.
Først i August cyklede jeg ned mod Kongeåen.
Forinden havde jeg omhyggeligt undersøgt mit Tøj og min Bagage, for at jeg ikke skulde have noget beskrevet Papir eller andre farlige Ting hos mig. Passet med Fotografi og Påtegning af det tyske Konsulat var selvfølgelig i Orden.
Jeg havde et Par Dage i Forvejen været i Skibe
lund. Der havde jeg stået og set ned over den bug
tede Kongeå, som magelig glider fremad, adskillende de to Landomraader: dansk-tysk. Jeg kunde ikke rigtig fatte, at de Mennesker dernede syd for den smalle Å skulde leve under Kår så vidt forskellige fra vore, de i Krig og Lidelse, vi i Fred og Arbejdsro.
Ja, jeg synes næsten, Freden hos os er for dyb og magelig, den grænser betænkelig nær til Ligegladhed.
Hvor kan vi leve, som om det slet ikke angår os, at en Del af vort Folk lider og sønderlemmes i den for
færdeligste Krig, Menneskeheden har oplevet. Er det gamle Ord: Når et Lem lider, så lider de alle — da ikke sandt længere? Griber det dig slet ikke, når du ser din Bror i Nød? Vil du så ikke bringe ham Hjælp og Lindring? Kan du se ham i den dybeste Sorg, fortvivlet og nedbøjet, og endda leve i Morskab og Fornøjelse? — Sådan havde Spørgsmålene rejst sig i min Sjæl, da jeg stod oppe ved „Modersmålet" og
„Magnusstenen" og med tårefyldt Blik skuede ned over Grænsen.
Nu var jeg på Vejen derned. Mit Sind var grebet af den matte, klagende Røst, som bestandig lød for mit Øre: „Husk, vi er et Folk i Nød".
Dertil kom en vis Spænding ved at drage ind i et af de krigsførende Lande. Man kom ligesom det for
færdelige Uhyre, Krigen, nærmere. Alt var jo under
lagt de militære Formål og Interesser, den civile Rets
tilstand afskaffet, og den hårde Krigsret, der fører Sværdet med streng Hånd, sat i Stedet. — Såvel på dansk som på tysk Side bliver man underkastet en Undersøgelse. Denne er ikke altid lige streng. Nogle må af med alt Tøjet, andre slipper med at tage Støv
lerne af, og atter andre slipper, som jeg, med at svare
„Nej" på Spørgsmålet, om man har Breve eller andre Papirer hos sig. Man skriver sit Navn i en Protokol,
Passet stemples, og man er nu ovre den vanskelige Grænse. — Jeg får en lille Passiar med Vagten, da Formaliteten er i Orden; han keder sig, den brave Rhinlænder, og længes hjem til Hustru-og Børn: „Ja, gid Krigen snart var forbi", siger han. Det er mit første Indtryk af den „krigsbegejstrede" tyske Soldat, et Suk efter Fred. Senere hørte jeg det gentaget Gang på Gang.
Det første Hjem, jeg besøgte, havde lige taget Afsked med den næstældste Søn; jeg mødte ham på Vejen til Toget, han skulde nu til Berlin og så ja, ingen kender Dagen, før Solen går ned. Hans ældre 20-årige Bror var med derude ved Østfronten, der kom just nu Breve fra ham; der stod ikke mange Ord i de Breve, men hvor var de alligevel rige på Indhold, det var jo selve Livet, de meldte om, og om at han havde lagt sin Skæbne i Guds Hånd. Nu havde de så sendt den næste af deres kære Drenge afsted, og jeg fik et dybt Indtryk af, hvor streng Afskeden er for begge Parter. Det er en Afsked med Døden for Øje, måske er det sidste Gang, de siger Farvel til hverandre. Men jeg mærkede også, at bag Angstens Kval lå et lysende Håb, der hvilede på en inderlig Tro. Alt det mørke og tunge, som det lyse og for
trøstningsfulde, tager de med ind i Lønkamret og deler med Gud. Og Troen på ham bærer dem gen
nem alt.
Der er så stille og højtidsfuldt i disse Hjem, uvil
kårligt gribes man af den samme Følelse, som kan møde én så stærkt i en gammel, ærværdig Domkirke, hvor Gravene ligesom gør Døden nærværende og blander Vemod i Glædesbudskabet, som kvæger Sjælen og kalder den hjem til Livets Land. Sådan synes jeg, hvert Hjem var bleven noget af en Kirke, hvori
man stadig blev mindet om Forkrænkeligheden, men også om det, der bærer igennem den ind i Evigheden.
Der er også den Lighed, at der bliver sunget meget i Hjemmene. • Sangen er ingenlunde forstummet, kan være Tonen er lidt dybere end før, men alle gode, gamle Sange, som vi så ofte sang på Højskolen, de lyder så stærkt og inderligt hernede, som måske aldrig førc Det var ved Aftenstide, når Dagens Gerning var endt, at vi kunde sidde sammen og synge 2—3 Timer, og det var om Morgenen, før Slidet begyndte, så samledes vi om Sangen; det havde de Tid til i al Travlheden, Ro til i al Sorgen, ja, for det giver Kræfter og Lyst til Arbejdet, sa' en ung Mand til mig, og så sang vi med hele vor Sjæl: Se, nu stiger Solen af
Havets Skød —
Så begynder Arbejdet, alle tager fat; Kvinder og Børn hjælper til, hvor de kan; gamle Mænd, som i flere År har været på Aftægt, griber nu Roret igen.
Og man forbavses over, hvor lidt der bliver forsømt.
Nogen Mandskraft har de ganske vist fået fra Dan
mark, men det er ikke megen. Jeg vilde ønske, at mange af vore unge Mænd, de bedste iblandt dem, vilde rejse derned og tage fat, ikke for at tjene Penge, men for at bringe Hjælp i Nøden. Der sidder mange Steder en Enke eller en enlig Kvinde, hvis Mand er indkaldt, som hårdt trænger til en ung Mands Arbejds
kraft. Og I, der rejser derned, vil selv vinde ved et sådant Ophold. I vil komme med ind i de store, mægtige Oplevelser, som Nordslesvigerne må gen
nemgå, I vil anderledes føle Tiden, som den er, når I lever dernede, end når I går herhjemme. Skal vi da gøre vort Arbejde gratis, spørger 1 måske. Nej, det skal I ikke, og I vil også kunne tjene en god Løn, men I skal ikke skrue Lønnen i Vejret, fordi
vore Landsmænd trænger til jer Hjælp; det er ikke sømmeligt.
Ja, men er der ingen Risiko ved at være dernede?
Aldeles ikke. Naturligvis skal man have sit Pas i Orden, og selvfølgelig skal man i enhver Henseende overholde de givne Påbud og Forskrifter, som er givne af de tyske Myndigheder, og begribeligvis skal man ikke optræde udæskende, men helt igennem være neutral, og det burde en ung dansk Mand dog let kunne være; så er man lige så sikker i Nordslesvig og føler sig lige så hjemme, som befandt man sig i Molboernes Land. — En anden Indvending er Kosten.
De sulter jo nede i Nordslesvig, siger man. Men det passer aldeles ikke. Ganske vist er der Kvaler med at få Brødet til at slå til, men så spiser man Kartofler i Stedet. Nej, rent materielt lider de ingen Nød, i al Fald ikke ude på Landet. Jeg blev ofte helt forbavset over at se, hvor godt man forstod at indrette sig med de Midler,* som stod til Rådighed.
Nogen Hjælp har man fået af de russiske Fanger, som nu findes på mange Gårde. Det er flinke, god
modige Mennesker, disse Russere; taknemlige, som de er, vinder de alles Hjerter. Og da de tillige har fin Sans for Musik og Sang, så virker de ofte oplivende i Hjemmene. Sproget lægger nok nogle Hindringer i Vejen, men Børnene ude omkring på Gårdene er ivrige efter at lære russisk, og til Gengæld lærer de Soldaterne deres Modersmål. Sæd og Skik er natur
ligvis også fremmed for Russerne, og det kan godt hænde, at når de får Pandekager og Syltetøj til Kaffen, at de så kommer Syltetøjet i Kaffen i Stedet for på Kagen. De russiske Fanger bor ikke sammen med andre, men skal sove i et Rum, der bliver aflåset
Disse er selvfølgelig i 1916 langt fra så rigelige som i 1915.
udefra. Som sagt, Arbejdskraften har været lille, men ved fælles Vilje og ved Russernes Hjælp er Høsten dog kommen godt i Hus.
Der flages officielt meget i Nordslesvig i denne Tid, og Flaget er altid på hel Stang. Det er de store Sejre, man glædes over, og Skolebørnene får fri, når der er sket noget rigtig glædeligt, 40,000 Mennesker slået ihjel f. Eks. — nej, jeg mener faldet for Fædre
landet! Mange havde måske mere Lyst til at følge den gamle Mand, der, på Opfordring om at hejse Flaget, svarede: „Ja, det skal jeg gerne, men det bliver på halv Stang". Han var en god tysk Mand, men Mennesket i ham levede endnu — og han havde selv mistet en Søn.
Noget, man må være den tyske Militærledelse tak
nemlig for, er det fortrinlige Postvæsen. Man har fra militær Side gjort alt, for at Forbindelse mellem Soldaterne derude og deres Slægt og Venner hjemme kan vedligeholdes. Alle Breve kan sendes frit, og Soldaterne får udleveret Kort, Papir og Dagbøger.
Dette bidrager sikkert meget til, at der går en livlig Strøm af Breve frem og tilbage. Og det er ikke blot dem, der er vant til at føre Pennen, som skriver, nej, også Folk, som måske i Årevis ikke har fæstnet Tan
ker til Papiret, skriver nu hver Dag hjem til deres Hustruer og Børn. Således en Malkerøgter, jeg ken
der, en Arbejdsmand, en Landsbysmed o. s. v. Der kommer på den Måde en Rigdom af Indtryk og Op
levelser der ude fra til dem derhjemme, og omvendt går der daglig Bud udefter; derved kan begge Parter være fortrolige med, hvad der sker.
Vi kender jo lidt til disse Breve, som er offentlig
gjort, men vi må ikke glemme, at det bedste i Regelen er strøget af Censuren. Og det er en skændig Mis-
brug af disse Breve, når de, imod Sønderjydernes Vilje og Ønske, bliver udgivet og opfattet som et fuld
gyldigt Udtryk for, hvad nordslesvigske Soldater tæn
ker og føler derude ved Fronterne. Noget af det mest personlige, det, der ligger dem og os dybest på Sinde, det findes ikke i disse Breve. Men læs Originalerne, så skal I se noget, der vil fryde Hjærterne.
Jeg har siddet Dage igennem og læst Dagbøger, som er ført Dag for Dag ude i Skyttegravene; man kan næsten mærke Rædslen og Uhyggen stige frem fra Bladene, så levende et Sprog taler de. Jeg har læst Mængder af Breve, som ikke var censureret, og det, de fortalte mig, ja, det kan ikke skrives her, men det vil jeg sige, at mit Hjærte bankede af Glæde og Stolthed under Læsningen af disse Bøger og Breve;
at det tillige skjalv af Rædsel og Sorg over alt det forfærdelige, jeg så gennem disse Øjenvidner, behøver jeg vel knapt at nævne.
En gammel Frederiksborgelev har sat mig i Stand til at give Dem, mine Læsere, et Indtryk af disse Breve, og jeg er såre taknemlig derfor. Brevet er skrevet ude i Skyttegravene, og det bærer, som De vil se, hele den selvoplevede Virkeligheds Præg. Det er ikke skrevet med Offentliggørelse for Øje, og der
for har det selvfølgelig et så stærkt personligt Præg, men også så stor Værdi.
Skyttegraven, s l/7 15, Kl. 9 Morgen.
Til Morgen er mit Sind så optaget af to Ting — af, hvad jeg fik i Aftes med Posten, men især af en Begivenhed, jeg oplevede i Mørkningen omkring Kl.
8Va. Og den må jeg med det samme fortælle lidt om.
Jeg sad med Kristen bag en Flankedækning i Skytte
graven på en lille Bænk og læste noget for ham af
dit Brev om Gudstjenesten hjemme i Søndags den 25. Juli.
Da kom en løbende — „hvor er den sårede?"
råber han, idet han bøjer om Hjørnet hos os. Den sårede? Vi blev underlig til Mode; det var, ligesom noget rørte ved Hjærtet, så jeg blev både kold og varm på een Gang. Ingen af os anede noget om en såret; nogle andre, der kom et Stykke længere henne, heller ikke.
Der faldt Skud hele Tiden fra begge Sider, Kug
lernes Fløjt hører vi stadig nærmere eller fjærnere ved. Vi får en væmmelig, underlig lunefuld og ube
regnelig Flankeild — alt det vidste vi jo så godt, så vi har syntes, det var mærkeligt, at ingen blev truffet.
Men at nu virkelig en var bleven truffet — det var tungt og svært.
Men vi vidste ingen Besked. Det er Hans Nissen, blev der sagt. Det gik mig nær; det var en Nord
slesviger, en af de gamle, der længe har været ved Kompagniet og gjort svære Kampe med. Han er en køn Mand i min Alder — med et åbent, frejdigt An
sigt, Gårdmand i S Nej, er Nissen såret, sagde det hele Tiden i mig. Jeg havde en Følelse af, at det var alvorligt. Men hvor er han, spurgte flere.
Der blev peget i Retning af et stort Pæretræ ude på Marken tæt ved en Vej, ikke langt bag ved Skytte
graven. Der var et Par Mennesker at se derhenne, men ellers syntes ingen at ville derhen. — Kristen og jeg havde en halv Time før været en Tur henne ad den Vej, der fører forbi Pæretræet og videre over en Mark med Rug ved den ene Side og Eng til den anden, og den drejer så om ved nogle Frugttræ
grupper og en lille Skov. Jeg havde nogle Aftener i Forvejen alene været en Tur den Vej og været glad
