98
Nummer 14 | september 2013 VIDEN OM LÆ NINGSANMELDELSE: WHAT LITERATURE TEACHES US
ABOUT EMOTION
KrIsTINE KABEL, LEKTOr uCC OG pH.D.-sTIpENDIAT Iup, AArHus uNIVErsITET
patrick Colm Hogan. Cambridge university press, 2011.
336 sider.
Følelser fylder meget i vores liv. Fra barnets tætte tilknytning til sine forældre, over den kærlighedsramte unges jalousi, til munterhed, had, sorg i hverdagens mange situationer.
Følelser er også et forskningsfelt, og det gribes for- skelligt an, alt efter om man befinder sig inden for fx psykologi, hard core hjerneforskning eller litteraturvi- denskab. Men der findes også flere interdisciplinære studier af følelser.
Amerikanske patrick Colm Hogans bog What Litera- ture Teaches Us about Emotion er et eksempel på en sådan interdisciplinær tilgang. Og det han gør, kan ses som en grundig argumentation for, at litteratur er vigtig. Hans bog kan derfor også ses som et indspark i danskfaglige diskussioner om litteraturens legitima- tion. Det vender jeg tilbage til.
Konklusionen på de i alt 336 sider, som bogen strækker sig over, er klar: Litteratur er ikke kun en kilde til at forstå følelser, men er også med til at skabe og forfine vores følelser
Litteraturens legitimation
Hogan er professor i litteratur ved university of Con- necticut, og verdenslitteraturens store fiktive værker indtager en central plads som datamateriale i hans bog. Men han trækker i høj grad også på viden fra kognitiv psykologi og fra neuro-videnskab. Når man læser hans oplysende og tankevækkende bog skal man
derfor være parat til i samme sætning at springe fra sappho til udtryk som ”aktivitet i amygdala”1.
udgangspunktet for bogen er, at litteratur kan bidrage til at beskrive det emotionelle system, og til at forstå, hvordan følelser fungerer. Hogan vælger at bruge fik- tion som data i sin forskning om følelser, selvom det sjældent er den form for datamateriale, der anvendes.
på trods af, som han skriver på første side, at årtusin- ders historiefortælling udgør ”den største gruppe af arbejder, der systematisk skildrer og fremprovokerer følelser”.
Derfor tager han fat i litteraturen og forsøger med sin bog at svare på det, han antyder med titlen: Hvad litteratur lærer os om følelser. Konklusionen på de i alt 336 sider, som bogen strækker sig over, er klar: Lit- teratur er ikke kun en kilde til at forstå følelser, men er også med til at skabe og forfine vores følelser. Den pointe føres et skridt videre, fordi der i et interessant kapitel argumenteres for, at følelser og etik er knyttet sammen. Hvis litteraturen kan udvikle vores følelser, så kan den også siges indirekte at spille en rolle for medmenneskelig handling.
se, det er jo en væsentlig tilskrivning af betydning, som litteraturen derved får i turbanen. på den ene side kan Hogans bog ses som et forsøg på at bidrage med en mere nuanceret og kompleks forståelse af følelser, end kognitiv psykologi og særligt neuro- videnskab og hjernescanninger kan give. Det er hans eksplicitte ønske. på den anden side kan bogen også ses som et forsøg på at tildele litteraturen en væsent- lig rolle i såvel hverdagsliv som uddannelsessystem, netop på et tidspunkt, hvor litteraturen i mange lande er presset, og nye legitimeringer diskuteres inden for modersmålsfaget, fx inden for danskfaget i Danmark.2 Litteratur har betydning for, hvordan vores følelser dannes, er hans påstand. Og derudover fastslår han, at
Nummer 9 |
3
Nummer 14 | september 2013
99
VIDEN OM LÆ NINGS
”litteratur, litterære studier og litteraturundervisning ikke kun er vigtige for vores videnskabelige viden om følelser, men også for vores følelsesliv.”
Bogens opbygning
Bogen består af otte kapitler og derudover en intro- duktion og et efterord. I introduktionen argumenteres for litterære hovedværker som valid data samt for en interdisciplinær tilgang. Derefter følger to teoretiske kapitler, hvor særligt det første er væsentligt og bærer titlen ”Fictions and Feelings: On the place of Litera- ture in the study of Emotion”.
Der skelnes her mellem fiktion som en mulighed for at dele simulerede begivenheder og så personlige beretninger om reelle begivenheder. Fiktionslitteratur har den forrang, argumenteres det, at alle, der deler oplevelsen, står lige ift. det fortalte. Ved en personlig beretning vil den, der fortæller, være involveret på en anden måde end dem, som oplevelsen deles med.
Desuden vil læsere af fiktion være mere frie i deres fø- lelsesmæssige respons end ved en personlig beretning, hvor tilhørere fx kan spejle fortællerens følelser af medlidenhed.
Det næste teoretiske kapitel handler om følelser, og her fremlægges en væsentlig forudsætning for, at bogen kan tillægge litteratur betydning. Der opregnes tre kilder til følelser: medfødthed, noget der er tillært i særlige kritiske livsperioder samt ”emotional memo- ries”. Litterære oplevelser kan fx gemmes som disse emotionelle erindringer. Hvis det hele bare var med- fødthed og biologi, så ville litteraturen være ligegyldig i forhold til for vores emotionelle dannelse.
Det overrasker alligevel, når han i sit fokus på følelser skriver, at hvis ikke man oplever en empatisk respons på karaktererne i en histo- rie, så er det meget usandsynligt, at man vil blive engageret af den. Nå, kan man tænke, der fik han fraskre- vet de følelser, som fx smukt eller syret billedsprog kan afstedkomme
De resterende seks kapitler er læsninger af hoved- værker på tværs af tid og sted. Der indgår i hvert kapitel en tekst af shakespeare samt et eller flere andre værker, også fx kinesiske vittigheder. Kapitlerne
behandler en eller flere følelser: den store kærlighed, sorg, munterhed, skyld, skam, jalousi, medfølelse, medlidenhed samt forholdet mellem følelser (særligt hengivenhed) og etik.
Litterær svaghed
Det er Hogans på sin vis passionerede og køligt viden- skabelige forsvar for litteratur, der er interessant. Men samtidig går han slet ikke ind i en klar afgrænsning og dyb forståelse af, hvad litteratur er. Fx om den kan noget særligt i forhold til andre former for fiktive fortællinger. Eller blot i forhold til nedskrevne per- sonlige beretninger, der læses på tredjehånd. Til hans forsvar skal siges, at det heller ikke er hans ærinde at definere (fiktions)litteratur. Men det overrasker alligevel, når han i sit fokus på følelser skriver, at hvis ikke man oplever en empatisk respons på karaktererne i en historie, så er det meget usandsynligt, at man vil blive engageret af den. Nå, kan man tænke, der fik han fraskrevet de følelser, som fx smukt eller syret billedsprog kan afstedkomme, beskrivelser af landska- ber, melodiske gentagelser etc. Eller sagt på en anden måde: Jeg har mange oplevelser med litteratur, der også medfører en følelsesmæssig respons, som ikke er direkte bundet til en empatisk indlevelse i de fiktive personer.
Begrænsetheden kan skyldes, at Hogan først og frem- mest er interesseret i litteratur, der på en eller anden måde simulerer mulige hændelser, personer, sprog- brug – som alternativ data til interviews med virkelige mennesker om deres følelser, scanninger af hjerneak- tivitet eller andre former data.
Den simulerede kærlighed på tværs af sted og tid (?)
” […] forskellige læsere behøver ikke at respondere på de samme elementer [i en historie]. Men alligevel, når romantiske fortællinger læses med stor empatisk indlevelse af en bred gruppe af læsere over mange århundreder, kan det skyldes, at responserne […] deler fælles træk.” sådan skriver Hogan om fortællinger om den store kærlighed og læseres respons på dem på tværs af sted og tid. Hans behandling af kærligheds- historier er et godt eksempel på, hvad vi så lærer om følelser.
En pointe er, at vi som læsere typisk har sympati med de elskende. Og at de elskende ofte kommer fra fx forskellige grupper eller sociale miljøer, og at de skal gennem prøvelser, før de (måske) får hinanden.
100
Nummer 14 | september 2013 VIDEN OM LÆ NINGS Og dét fortæller os noget om vores følelser: nemligat mennesket ofte vil have en stærk følelsesmæssig præference for hengivenhed frem for fx gruppenor- mer. En anden pointe i forbindelse med fortællinger om den store kærlighed er, at hengivenhed ikke er et spørgsmål om generelle egenskaber, men om noget distinkt individuelt. Her henvises fx til romeos op- mærksomhed over for detaljer ved Juliet, som hvordan hun hviler kinden i sin hånd. Litteraturen viser os med andre ord dette om hengivenhed.
Der er mange pointer gennem hele bogen, nogle mere banale end andre. Nogle af læsningerne er også mindre sprudlende end andre. Hogan insisterer på, at der er ligheder mellem litterære værker på tværs af tid og sted, og at de afstedkommer samme følelsesmæs- sige respons. Det tror jeg til dels, han har ret i. Men han baserer selv sin interdisciplinære tilgang på egne fortolkninger. Og de er netop udtryk for en bestemt opfattelse af følelser, og et forskningsmæssigt fokus på fx neuro-videnskab. Med andre ord er hans fortolk- ninger både steds- og tidsbundet.
Det ville også være interessant at se på forskelle i tid og sted mellem forskellige fortolkninger og så forsøge at forstå dem og forskelle i tilgange og begreber om følelser. Men det er en anden bog. Og pointen: med What Literature Teaches Us about Emotion får man et aktuelt og langt hen ad vejen velargumenteret bud på litteraturens legitimering.
Referencer
Jørgensen, Martin (2012): Videre i teksten. Litteratur- pædagogiske positioner og muligheder. Hans reitzels Forlag
Elf, Nikolaj Frydensberg og Kaspersen, peter (red.) (2012): Den nordiske skolen – fins den? Didaktiske diskurser og dilemmaer i skandinaviske modersmåls- fag. Nordfag.net.
Ongstad, simon (red.) (2012): Nordisk morsmålsdidak- tikk. Forskning, felt og fag. Novus Forlag.
1 De gengivede citater fra bogen er oversat af anmelderen.
2 se fx Jørgensen (red) (2012), hvor kapitlet ”Hvorfor læse lit- teratur” af peter Kaspersen netop peger på bl.a. en neuro-vi- denskabelig legitimering som en fremtidig legitimering. Andre aktuelle skandinaviske udgivelser, der diskuterer blandt andet litteraturens betydning i grundskole og ungdomsuddannelser, er Elf & Kaspersen (red.) (2012) og Ongstad (2012).
Nummer 9 |
3
Nummer 14 | september 2013
101
VIDEN OM LÆ NINGS
