Dette værk er downloadet fra Slægtsforskernes Bibliotek
SLÆGTSFORSKERNES BIBLIOTEK
Slægtsforskernes Bibliotek drives af foreningen Danske Slægtsforskere. Det er et special-bibliotek med værker, der er en del af vores fælles kulturarv, blandt andet omfattende slægts-, lokal- og personalhistorie.
Slægtsforskernes Bibliotek:
http://bibliotek.dis-danmark.dk Foreningen Danske Slægtsforskere:
www.slaegtogdata.dk
Bemærk, at biblioteket indeholder værker både med og uden ophavsret. Når det drejer sig om ældre værker, hvor ophavsretten er udløbet, kan du frit downloade og anvende PDF-filen.
Drejer det sig om værker, som er omfattet af ophavsret, skal du være opmærksom på, at PDF- filen kun er til rent personlig brug.
Grethe Jacobsen
Kvindeskikkelser og kvindeliv i Danmarks middelalder
GECGAD København
1986
© GE C Gads forlag 1986
Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele deraf er ikke tilladt uden lovlig hjemmel
Omslag og typografi: Axel Surland Skrift: Garamond
Tryk: Laursen • Tønder ISBN 87-12-01649-7
Omslagsillustrationen er et udsnit af et kalkmaleri, der forestiller Marias renselse og kirkegang, som fejredes den 2. februar, 40 dage efter jul. Maria er på vej ind i kirken, fulgt af Elisabeth og Anna samt en lang række kvinder. Norra Stro kirke, Kristianstad Kommune. Skåne. 1450-75. Foto:
Lennart Larsen, Nationalmuseet.
Indhold
Forord 7 Introduktion 9 1 Tidlig middelalder 19 2 Højmiddelalder 55 3 Senmiddelalder 96 4 Reformationstid 134
5 Kvinders retlige stilling ca. 1200-1600 172 6 Faser afkvindelivet 207
7 Kvindehistorie og middelalderhistorie 241 Bibliografi 230
Forord
Denne bog er den første, der behandler danske kvinders historie i perioden 800 til 1600. Det bliver forhåbentlig ikke den sidste. Dens tilblivelse skyldes en opfordring fra redaktør Bendt Aister og afdøde forlagschef Torben Meyer, Gads forlag, og at jeg har vovet at give mig i kast med projektet skyldes hjælp, opmuntring og støtte fra kolleger, vennerogstuderende.Alle skylderjeg megen tak. Bibliografi
en viser blot noget afden aktivitet, der er i kvindehistorisk forskning i øjeblikket. Meget af det er publiceret, andet er endnupå forsknings stadiet men gavmildt stillet til min disposition.
Dr. jur. Inger Diibeck, cand. phil. Niels-Henrik Holmqvist-Larsen, cand. mag. Thelma Jexlev og lic. phil. Bente Rosenbeck har beredvil
ligt gennemlæst dele afmanuskriptetog ved deres kritikog råd forhin dret mig i at begå mange fejl. De tilbageblevne står jeg naturligvis selv til ansvar for. Min søster,Jytte Voetmann, og hendes studiekreds påtog sig rollen som »læge læsere« og bidrog til at gøre bogen mere læselig. Cand. mag. Marianne Johansen og mag. art. Søren Kaspersen har hjulpet mig med at finde illustrationer og ydet vejledning, og jeg står i særlig gæld til mag. art. Niels M. Saxtorph, der har stillet sin store viden om kalkmalerier og samling af fotografier til disposi
tion. Mine studerende, især cand. mag. Tove Rasmussen, stud. mag.
Pia Bengtsson og stud. mag. Ingrid Skovsmose Jensen, skylder jeg tak for oplysninger og for spørgsmål, der har skærpet min kritiske sans og min bevidsthed som kvindehistoriker. Det samme gælder kol
leger og venner: dr. phil. Nanna Damsholt, lic. phil. Karen Glente, cand. mag. Ingrid Nielsen og de danske og nordiske arbejdsgrupper og deltagere i symposierne om »Kvinder i nordisk middelalder«.
Sidst, men ikke mindst, en tak til Jens Christian V. Johansen, der læste kapitel 4 kritisk, lavede mad, gjorde rent, slæbte bøger hjem, trøstede og opmuntrede under skrivningen, rejste væk, da det sidste ræs satte ind, og læste korrektur på hele værket.
Denne bog er tilegnet mindet om min mormor Irene Bramsen (1882- 1961) »der elskede historie«.
Pigurerne forestiller helgeninder, men kunne også være velklædte borger
sker, der i overstadigt humør erpå vej hjem fra en kvindefest. De indgår i den overdådige altertavle, der på dronning Christinas foran
ledningblev lavet af Claus Berg til Gråbrødrekirke i Odense omkring 1520.
(Odense domkirke (St. Knuds kirke). Altertavlen).
Introduktion
Optakt til kvinders historie i middelalderen
Denne bog skal belyse de første 800 år af danske kvinders historie.
Hvornår begynder da kvindernes Danmarkshistorie? Det gør den på det samme tidspunkt, der traditionelt regnes for begyndelsenaf mæn- denes Danmarkshistorie, nemlig da navnet Danmark og folkeslaget danerne for første gang optræder i skrift på dansk jord. Rigets navn står på den ældste Jellingsten, ofte kaldet Danmarks dåbsattest. På stenen er med runer ristet en indskrift, der rummer et mandsnavn og et kvindenavn: Gormog Thyra. Vi får yderligere at vide, at Gorm er konge, at han har været gift med Thyra, at hun nu er død, og at hun var kendt som den, der »bødede« (d.v.s. helede) Danmark.
I sin fulde ordlyd er stenens indskrift:
Gorm Konge gjorde disse kumierefter Thyra sin kone,den der bødede Danmark (el. Danmarks bod)
Stenen er rejst omkring midten af 900-tallet, men Thyra og Gorm og deres samtidige var naturligvis ikke de første mennesker, der levede i Danmark. De var efterkommere af mange generationer af mænd og kvinder, der havde jaget vildtet i landets skove, fisket i dets søer og åer og dyrket dets jord. Inden kvindernes Danmarkshistorie fortæl les, må vi lige kaste et blik tilbage på deres forhistorie. I ca. 13.000 år havde der boet mennesker i Danmark, men de har ikke kaldt sig danere eller danskere, og der var ikke i deres tid et rige, der hed Danmark. Deres samfund bestod af større og mindre stammer, der samarbejdede eller bekrigede hinanden. Hvad de kaldte sig, ved vi ikke. Dehar ikkeefterladt skriftligevidnesbyrd menderimodman
ge materielle spor i landskabet og i jorden, der har været genstand for vidt forskellige fortolkninger gennem tiden.
Gamle billeder afkvindersforhistorie
Fra vor skoletid (minligger i 1950erne) vil mange afos sikkert kunne huske de anskuelsesbilleder, der blev hængt op i klasseværelset, når læreren skulle fortælle om »meget gamle dage.« Fire af plancherne forestillede scener fra henholdsvis Jægerstenalder, Bondestenalder,
»Boplads fra Jæger-stenalderen«.
(Fra Billederfra Nordens Oldtid, Wormianum i samarbejde med Sel
skabetfordansk Skolehistorie, 1982).
Bronzealder og Jernalder. Serien »Billeder fra Nordens oldtid« blev for nyligt (1982) genoptrykt, og udgiveren bemærker, at senere ud
gravninger og fund naturligvis har modificeret dette billede men slut
ter, at »billederne (...) ikke kun (er) et udtryk for svundne årtiers opfattelse af vore forfædresliv ogvilkår. Dehar endnu i dag etbetyde ligt mål af troværdighed.«
Prøv at kigge på billederne og se, hvad sker det med vore formødres liv og vilkår i de behandlede perioder. I billedet med»Jægerstenalder«
vises mænd og kvinder i de traditionelle roller: kvinder laver mad og passer børn, eventuelt samler føde, mens mænd går på jagt eller laver redskaber. Billedet »Bondestenalder« er mere positivt. Der er de aktive kvinder næsten dominerende: de bygger huse og dekorerer lerkar, de laver mad og passer børn. Men så går det sandelig også tilbage. I billedet med »Bronzealder« optræder kun to kvinder mod ti mænd, og det er to passive og tilbagetrukne kvinder. De står halv
vejs inde i en hytte og lytter forskræmtetil en mand, der tilsyneladende er ved at give dem ordrer. De øvrige mænd er aktive: de pløjer, støber bronzegenstande eller drager på krigstogt. På billedet med 10
»Boplads fra Bonde-stenalderen«.
(Fra Billeder fra Nordens Oldtid, Wormianum i samarbejde med Sel
skabet for dansk Skolehistorie, 1982).
»Jernalder« er kvinder helt forsvundet. Nu er det danske samfund blevet en ren mandeverden, bestående af krigere på vej ud eller hjem.
Det budskab, der formidles, er klart: jo mere civiliseret, jo mindre plads til kvinder. Kvinder har lavet mad og passet børn og ellers været passive tilskuere til historiens gang, mens mænd har fremstillet redskaber, har jaget, er draget på krigstogt, har skabt opfindelser og organiseret deres samfund. Er dette en troværdig afbildning eller en forvrængning af vore formødres livog vilkår i de forhistoriskeperioder?
Nu var det jo ikke med ond vilje, at tegneren for næsten firs år siden lavede disse billeder. Han, og de skolelærere, museumsfolk og historikere, der stod bag fremstillingen af disse billeder, gjorde det i en god mening. De var sig ikke bevidst, at deres tilsyneladende fordomsfrie kundskaberi virkeligheden var influeret af ideer om kvin der, der aldeles ikke var påvisthistorisk, men som udsprang af mænds ideer og fordomme om kvinder og historie, nemlig at kvinder laver mad, fremstiller tøj og passerbørn; at alt hvad der ikke lige er kogegrej eller syting er opfundet af mænd og brugt af mænd; at kvinder ikke har haft tid eller energi eller evne til at opfinde nye redskaber og
»Fra Bronzealderen.«
(Fra Billeder fra Nordens Oldtid, Wormianum i samarbejde medSel
skabet for dansk Skolehistorie, 1982).
udvikle nye samfund; kort sagt, at kvinder har været passive tilskuere til samfundenes udvikling måske med undtagelse af den allertidligste og mest primitive tid (her repræsenteret ved de to stenalderbilleder), hvorfor historie er det, mænd har lavet.
Disse fordomme er ved at blive nedbrudt. Historikere finder nu kvinder, derharværetaktivei historien, kvinder der har prægethisto
riens gang, og kvinder der harskabt historie. Arkæologerne afdækker nye vidnedsbyrd og bliver mere end før opmærksomme på materielle levn fra kvinders forhistorie. Men det er ikke nok at finde dissekvin der eller kvindespor, hive dem frem og sige: Se! kvinder har skam også kunnet. Eller, Ih! kvinder har skam også eksisteret. Vi må også stille spørgsmål som: hvader historie? Hvad er det, Vi skal lede efter, når vi skal grave voreformødres historie frem af jorden eller af arkiver
ne? Hvordan skal vi tolke det for at få et nøjagtigt billede af kvinders historie?
For kvinders forhistorie, d.v.s. tiden før ca. 800 efter vor tidsreg ning, er arkæologiske fund det eneste, der kan give oplysninger, når vi ser bort fra et par romerske beskrivelser af det vilde, men ædle folk mod nord, der blev forfattet i de første århundreder efter Kristi 12
»Fra Jernalderen (Germanertid)«.
(Fra Billeder fra Nordens Oldtid, Wormianum i samarbejde med Sel
skabet for dansk Skolehistorie, 1982).
fødsel. Problemet er imidlertid, at fund af redskaber, spor af bygnin ger, grave, skeletter, smykker og tøj fortællerom den materielle kultur og om samfundets teknologiske stade, men fundene fortæller ikke, hvad den person tænkte eller troede, der havde flintøksen i hånden eller sad ved væven, ogde fortæller ikke direkte, hvad køn det menne ske havde. Vor viden om fortiden er baseret på fund af genstande, og på arkæologernes fortolkning af disse fund, og mens den fundne genstand er en håndgribelig ting, er forskerens fortolkning i høj grad præget af hendes eller hans samtid med dens ideer om, hvad mænd og kvinder gør. Vi har hidtil fået fortolkninger som den, der kommer til udtryk i anskuelsesbillederne. Vi er nu ved at få en ny fortolkning, og deter denne, der danner baggrund for det følgende rids af kvinders forhistorie i det område, der senere blev til Danmark.
Nye billeder afkvinders forhistorie
For ca. 250.000 år siden boede der mennesker i Danmark, og de har efterladt nogleenkelte flintafslag. Disse folk er muligvis forsvundet igen under istiden. Derimod har arkæologerne fundet beviser for, at der fast har boet mennesker i Danmark i over 15.000 år. I det tidsrum
har de bygget huse, ofret genstande og mennesker til deres guder, og begravet deres døde sammen med smykker, tøj og redskaber. Vi kan gå ud fra som givet, at hvert køn har udgjort halvdelen afbefolk ningen. Vi kan også roligt sige, at det kun er kvinder, der har født og ammet børn. Skal vi derefter begynde at beskrive samfundet, må vi fortolke fundene ofte med skelen til antropologers udforskning af de såkaldte primitive folk i nyere tid.
De allerførste mennesker i Danmark var samlere, der levede af, hvad de kunne finde af frugter, rødder og bær, eventuelt af de smådyr, de kunne fange og dræbe med en stok eller en sten. De, der levede fra omkring 13.000 til 4.000 før vor tidsregning, var nået til næste trin i udviklingen, nemlig jægerstadiet, da større dyr blev målet for ekspeditionerne efter føde. Perioden kaldes Jægerstenalder. Menneske ne levede dog ikke af kød alene, men også af fisk og skaldyr samt bærog rødder. Omkring 4.000 år før vor tidsregning kom agerbruget til landet. Menneskene lærte at udnytte naturens gaver på en mere langsigtet og rationel måde, og de udviklede redskaber til at bearbejde jorden og afgrøden med og til at opbevare det høstede. Ud af bonde
samfundet voksede så et organiseret stammesamfund og senere små
kongedømmer, indtil det tidspunkt, ca. 800 efter vor tidsregning, da danerne træder frem i kilderne som et folk, styret af en konge med en dronning ved sin side.
Hvad var nu kvindernes rolle i de 13.000 år, hvor samfundet ud viklede sig? Man forestiller sig traditionelt, at de har været aktive som samlere. Men hvem siger, at de ikke også har været jægere, i hvert tilfælde som unge piger, inden de blev mødre?Jagt kan ligeså godt haveværet en aldersbestemt foreteelsesom en kønsbestemt. Sand
synligvis har kvinder jaget mindre dyr og fisket. Det kan derfor ud
mærket være dem, der har udviklet fangstredskaber som fælder og fiskenet, mens mændene har koncentreret sig om pile, buer, spyd og andre våben til at få fat på større dyr. Jagt er imidlertid ikke alene fangst men også bearbejdning af det fangede. Kødskal tilberedes, og med urter og rodfrugter kan det blive en større nydelse end at spise det råt. Det kan også tørres eller ryges, så det kan opbevares til de måneder, hvor det ikke er muligt at gå på jagt. Skindet kan renses og bruges som tøj til at beskytte mod kulden, som underlag eller dække, når man skal sove, og, for kvindernes vedkommende, som bind i menstruationsperioderne.
Landbruget kom til Danmark omkring år 4.000 før vor tidsregning, efter at man i det sydlige Europa og Mellemøsten havde dyrket jorden 14
og haft husdyr i 4-5.000 år. Perioden fra 4.000 til 1800 før vor tidsregning kaldes derfor Bondstenalder. Hvem bragte landbruget til landet? Var det mænd eller kvinder, der i første omgang gav sig til at dyrke jorden og tæmme vilde dyr, så deres mælk, kød, skind eller huder blev udnyttet? Spørgsmåletmå stååbent. Omtrent samtidig med landbrugets opdukken fandt menneskene på at fremstille lertøj, der var ideelt til at opbevare fødevarer, og der er fundet adskillige flotte og praktiske lerkrukker fra stenalderen. Et af de smukkeste er lerkarret fra Skarpsalling, der er med på anskuelsesbilledet »Bondesten alder«, hvor en kvinde til venstre i billedet er ved at lægge sidste hånd på udsmykningen. Når tegneren har set en pottemagerske, ikke en pottemager for sig, hænger det måske sammen med en anden og langt senere pottemagertradition, nemlig fremstillingen af de sorte jydepotter, der i flere hundrede år traditionelt var et kvindeerhverv.
De nordjyske kvinder lavede endnu i begyndelsen af vort århundrede jydepotter, og detvar derfornærliggende for tegneren at forestille sig, at deres formødre mange generationer tilbage havde gjort ligeså. Stenal derpotterne er ikke signerede, så vi ved ikke, om stenalderens pottema gere har været af hun- eller hankøn. Måske var pottemagerfaget et familieforetagende.
I alle de forhistoriske perioder var pottemageri et vigtigt håndværk men tilsyneladendeet, der ikkevar kønsbestemt. Derimod tydermeget på, at andrehåndværk varkønsopdelte. Smeden ellerretterebronzestø beren, hvis råmateriale og produkter har givet navn til Bronzealderen, perioden fra omkring 1800 til 500 før vor tidsregning, harnok været af hankøn. I de efterfølgende perioder, jernalder og tidlig middelalder, var smeden en mandlig håndværker og en, der nød høj prestige. På lignende vis var spinding, vævning, farvning af klæder og syning af beklædningsgenstande et kvindeerhverv, da sygrejer og vævevægte udelukkende er fundet i kvindegrave, menssværd kun findes i mands grave. Andre genstande som tøj, dolke, smykker, glas og redskaber, findes i begge køns grave.
Fra bronzealderen kender vi to kvinder ganske godt, Skrydstruppi- gen og Egtvedkvinden. Vi kender ikke deres navne, men derimod deres tøj, frisurer, alder og fysiske udseende dendag, de blev begravet.
Skrydstruppigen har været den yngste. Hun var under atten år, da hun døde. Hun har været ret høj (ca. 170 cm) og haft rødblondt hår. Hun var iført en bluse med halvlange ærmer og et langt skørt afuld, bundet omkring brystet og holdt yderligere fast med et bælte om livet. Hun havde sat sit hår i en yderst kunstfærdig frisure, hvor
håret var redt over en valk, flettet foran og holdt sammen af et hårnet.
Egtvedkvinden var omkring tyve år, da hun døde, ca. 160 cm høj og med lysblondt hår. Hun havde i modsætning til Skrydstruppigen kortklippet hår, der var redt tilbage i nakken og afsluttet foran med lige afklippet pandehår. Hendes påklædning bestod af en bluse, også med halvlange ærmer og et kort snoreskørt, der var viklet to gange om livet, og hun var prydet med en bælteplade på maven, armringe og ørenringe. Det har væretforeslået, at Skrydstruppigen repræsenterer den ugifte kvinde med langt skørt og opsat frisure, hvorved Egtved
kvinden repræsenterer den gifte kvinde, hvis hår er blevet klippet af ved brylluppet, og ofret tilguderne (der er fundet adskillige fletnin
ger i danske moser), mens det lange skørt er ombyttet med det lette og luftige men alligevel varme snoreskørt, der var mest praktisk for dengifte kvinde og moder. Til gengæld har hunbåret de store bælte smykker, der var tegnet på den gifte kvinde. Hvad er så det lange skørt blevet brugt til? Ja, hvis det blev foldet ud var der nok til at skæreen kappe til manden, og var pigenhøj, som Skrydstruppigen, kunne han få både en kappe og en kofte. Uldklæde har således været en værdifuld genstand, og en dygtig væverske har vakt opmærksom
hed og nydt en vis prestige.
I løbet af jernalderen, der strækker sig fraca. 500 før vor tidsregning til ca. 800 efter, sker deren stigende specialisering ogsocial differentie
ring i samfundet. Det kan især ses af de store landsbyer, der opstår i denne periode. Husene er af forskellig størrelse; nogle har tilhørt høvdingefamilien, andre de størreog mindre bondefamilier i landsby
en. Også indenfor håndværket er der en udskillelse af professionelle håndværkere. Sporaf store væve er fundet i huse uden stalde, hvilket tyder på, at der har været en særlig gruppe af væversker i landsbyerne, også selvom alle kvinder kunne væve. Der er fundet spor af mindre væve i mange bondehuse, og de produkter, der er frembragtpå dem, har dækket de fleste familiers daglige behov. Skulle man derimod have et særlig fmtvævet stof, gik man til landsbyens væverske.
Også gravgodset viser, at der var forskel på folk. Om forholdet mellem de to køn kan gravgodset også give mange antydninger. En ny undersøgelse af skeletter og gravgods fra jernalderen viser, at der er en sammenhæng mellem legemshøjde oggravgods. I perioden, kal
det romersk jernalder (ca. 0-400 efter vor tidsregning), fik kvinder meget og kostbart gravgods med sig i døden i sammenligning med mænd. Samtidigstigerlegemshøjden forbegge køn og - der er mindre forskel mellem mænds og kvinders legemshøjde end i andre forhistori- 16
ske perioder. Kvinder har haft en status, der bevirkede, at de fik mad i samme mængde og af samme kvalitet som mænd, mens de var i live, og gravgods med sig, når de døde. Undersøgelsen af de mange jernaldergrave kunne også afsløre, at gravgodsmængden steg med kvindens alder, hvorimod den faldt for ældre mænd. Det kunne tyde på, at mænds status blev bestemt af arbejde eller funktioner, der krævede fysisk styrke (jagt, krigstogt), hvorimod kvinders status bestemtes af arbejde eller funktioner, der krævede erfaring og indsigt som kun et forholdsvist langt liv kunne give.
De danske kvinders forhistorie, som den fremgår af fundene, har ikke været en lang nedtur fra ligestilling i de primitive samfund til undertrykkelse og usynliggørelse i de mere avancerede stadier af dan skernes udvikling, sådan som de gamle anskuelsesbilleder uvilkårligt giver indtryk af. Kvinders stilling har dengang som siden i historien væretbestemtaf deres køn, men også af de økonomiskeog økologiske forhold og af samfundets struktur. Kvinders biologiske rolle harligget fast, mens deres sociale rolle har haft forskelligt indhold og forskellige rammer, og det er disse to former for kønsroller, der har bestemt kvinders historie. Deres biologiske funktion harskabten sammenhæng i kvinders historie og adskilt den fra mændenes, mens deres sociale funktion har vekslet fra den ene periode til den anden i nært samspil med mændenes historie.
Ved jernalderens slutning er vitilbage til Gorm og Thyra, der efter lod den første skriftlige kilde i dansk historie. Ved midten af 900- tallet var de store landsbyer samlet i et rige, høvdingene blevet en krigerelite under kongens ledelse og deres familier udgjorde toppen af samfundspyramiden. I landsbyen gik livet imidlertid på mange måder videre for kvinder og mænd. Der skete konstant en udvikling, der medførte ændringer i deres dagligdag, men de fleste skete lang
somt. Der var også bratte omvæltninger som krige, hungersnød, indfø relse af en ny religion, opdukken af nye sygdomme. Det var sket før, men efter overgangen til historisk tid er vi i stand til at følge det nærmere ved hjælp af skriftlige kilder, kombineret med arkæologi
ske fund. Sparsomme vidnesbyrd til at begynde med, men stadig stigende i antal og omfang, der også lader den enkelte kvinde komme til orde.
Litteratur
Fulde bibliografiske oplysninger på forkortedetitler findesi bibliografi
en s. 250 ff.
Runeindskriften fra
Danmarks Runeindskrifter, ved Lis Jacobsen og Erik Moltke (Munks- gaard, 1941-42), Nr. 41 Jelling 1.
Søren H. Andersen, Stenalderen: Jægerstenalderen, Sesams danmarkshi storie (Sesam, 1981).
Poul-Otto Nielsen, Stenalderen: Bondestenalderen, Sesams danmarkshi storie (Sesam, 1981).
JørgenJensen, Bronzealderen, bd.1-2, Sesams danmarkshistorie(Sesam 1979) .
Lone Hvass, Jernalderen, bd.1-2, Sesams danmarkshistorie (Sesam, 1980).
JørgenJensen, Oldtidens samfund. Tiden indtil dr 800. Dansk Socialhi storie, bd.l (Gyldendal, 1979).
Sellevold, »Knokler, oldsaker og kvinner.«
1 Tidlig middelalder
Vikingetid og religionsskifte (800-1100)
Vikingetiden (ca.800-ca.1050) er vel den mest kendte del afdansker neshistorie, isærpå grund af de mange udstillinger, bøger og fjernsyns
udsendelser, der har været vist, diskuteret og sendt de sidste par år.
Vi har fået meget at vide om vikingetidens samfund, men har det egentlig ændret billedet af, hvad vikingen var? Vikingen har måttet give afkaldpå sinhornede hjælm og sin lur;de hører begge en betyde lig fjernere fortid til. Til gengæld er han blevet forsynet med et talent for handel og får æren afen vis økonomisk rolle i datidens Europa.
Han er ikke kun den store plyndrer og sørøver, han er også handels mand. Men er vikingen trods dette ikke stadig den, han altid har været: en stor, drabelig kriger med en voldsom appetit for plyndring, sejlads, drik, mad og kvinder? Om han er handelsmand eller pirat, så har de sidste års vikingeforskning og tilsvarende interesse i hvert fald ikke ændret vikingens køn: vikingen er en mand.
Var der en vikingetid for kvinder?
Var der kvindelige modstykker til vikingen? Hvis dette spørgsmål overhovedet stilles i forbindelse med vikingetiden, bliver svaret nok, at der var vist noget med skjoldmøer. Sandt nok, de eksisterer skam, men i mytologien og i senere krønikeskriveres fantasier om fortidens Norden. Skjoldmøen, den kvindelige kriger med horn, fletninger, spyd og brynje er da også et festligt billede afen aktiv formor, men med vikingetiden har hun intet at gøre. Der er ikke i samtidige kilder beskrivelse af kvindelige krigere. I den nordiske mytologi optræder valkyrierne, men de er ikkeegentlige krigere men skikkelser forbundet med krig. De er en slags kamp-hekse, der følger krigerguden Odin på valpladsen og udvælger de krigere, der skal falde i slaget. Når krigerne så er døde, bringer valkyrierne dem til Valhalla. Der genopli- ves de og tilbringer ventetiden indtil Ragnarok med at slås om dagen og drikkeog feste om natten, opvartet af valkyrierne. I dette krigerpa radis findes et par gudinder, foruden valkyrierne, men ingen jordiske kvinder og ingen kvindelige krigere.
Kvindelige krigere findes i de fortidssagaer og sagn, der blev digtet
og nedskrevet i Norden og i Tyskland i 1100- og 1200-tallet. Der imod er der ingen af de islandskefamiliesagaer, der nævner skjoldmø
er, skønt de netophandler om islændinge i 900- og 1000-tallet. Inspi
rationen til historierne om skjoldmøerne kommer dels fra digte om kvindelige krigere i nordisk og tysk sagntid, dels fra græske myter om amazonerne, de kvindelige krigere, der havde oprettet samfund, hvor mænd var udelukket eller fungerede som slaver og avlsdyr. Om sådannekvinderigerhar eksisteret, kan man diskutere til evig tiduden at løse gåden, men at ideen om disse samfund har eksisteret, og at den både har fascineret og afskrækket mandlige historieskrivere og digtere, er ganske vist. Et godt eksempel er 1200-tallets store danske digter Sakse, hvis værk om Danernes bedrifter har adskillige skjoldmø figurer i de afsnit, der handler om fortiden. Sakses skjoldmøer kan være beundringsværdige, men kun hvis de er fornuftige nok til at indse det unormale i deres tilværelse som krigere og slå sig til ro som husmødre, hvishovedformål er at hygge om helten, der har besej ret dem (blandtandet ved voldtægt), og føde hans børn. De skjoldmø er, der nægter at opgive deres levevis, går detgrumme galt. Hovedfor målet med Sakses skjoldmøhistorier er at fortælle, hvor unaturligt det er for kvinder at trænge ind på mændenes områder og blive krigere.
Det var en ide, der var fremherskende på den tid, Sakse og andre skrev deres historier om skjoldmøer, men har ideen også været her
skende i vikingetiden? Udfra mønstret i flere af skjoldmø-historierne, kunne det tænkes, at kvinderne på den tid havde to forskellige faser i deres voksne liv, en som ugift kvindelig kriger ogen som hjemmegå ende hustru og moder. Som nævnt hører vi intet i samtidige kilder om kvindelige krigere, og på vikingetogterne har kvinder ikke været med.
Vikingernes overfald på Europa falder i flere faser. Den første fase går fra ca.790-ca.840 og er kendetegnet ved grupper af krigere, der i en eller flere både dukker op på en handelsplads, hvor de handler og/ellerplyndrer, eller ved etkloster, som deregulært plyndrer, hvorpå de forsvinder igen. Det har næppe drejet sig om mange hundrede mand, men på grund af deres navigationsteknik og deres lette skibe kunne en lille gruppe på 100 mand fordelt på et par skibe nemt terrorisere en hel egn. Inden rygterne om deres hærgen nåede frem til de gejstlige, der skrev om angrebene i årbøger og krøniker, var gruppen blevet til hele horder af vilde, plyndrende pirater. I den næste fase, ca.840-ca.870, er der tale om større grupper, nærmest regulære hære, der nårvidereomkring og i nogletilfældeoptræder som lejetrop- 20
per. I ingen af disse faser omtales kvindelige deltagere. Kvinder er derimod med i den tredje fase afvikingetogterne fra ca.870-ca.920, og i denne periode har togterne en helt anden karakter. Nu er der tale om regulære erobrings- og koloniseringstogter, og hærene består ikke længere kun af krigere men også af bønder og bønderkoner, der følger med for at finde ny jord. I England og Skotland, på Shet landsøerne, Færøerne og Island sker der en omfattende dansk-norsk kolonisering og bosættelse idisse år. Omfangetaf den danske indvan
dring til England har været genstand for megen debat, men det er ikke blevet diskuteret om kvinder og mænd varligeligt repræsenteret i kolonisationen, eller om det hovedsageligt var enlige mænd, der drog afsted for at erobre ny jord og finde sig en hustru blandt de indfødte kvinder.
I 900-tallet var der stille i udlandet, hvad angår vikingerne. I Dan mark var dermagtkampe blandt høvdingerne og deres tilhængere om overherredømmet over det danske rige. Da denne kamp var afsluttet, var der atter tid og ro for danske konger og stormænd til at sondere situationen i Europa. Omkring 1000 begyndte den sidste fase af vikin getogterne med Sven Tveskægs erobring af England og skabelsen af Nordsøimperiet, der varede til sønnen Knud d. Stores død i 1035.
Heller ikke i disse krigeriske togter deltog kvinder. Kvinder er altså fraværende i netop deperioder, hvor togternekrævedekrigeriske evner, medens de deltog i de togter, hvor der var brug for deres evner som bønderkoner. Den kvindelige kriger må forblive en myte, afskrækken de for mange mænd i samtid og eftertid, tiltrækkende for mange kvinder i hvert fald i eftertiden.
Kvindekrigeren er dog ikke det eneste billede, der fremmanes, når man taler om vikingekvinden. Der er også forestillingen om den frie myndige husmoder, der bestyrer den store gård, mens manden er væk som viking. Det var imidlertid kun en meget lille del af den mandlige befolkning, der tog afsted. Det er nævnt, at vikingehærene ofte bestod afsmå grupper af krigere. Selv de store hære har næppe tømt landet for mænd. Deltagerne i togterne kom fra høvdingeklassen og dens følgesvende, der udgjorde en lille del af landets befolkning.
Den kraftige vækst i opdyrket land, der finder sted i denne periode i Danmark, tyder ligeledes på, at den store gruppe af jorddyrkende mænd er forblevet i Danmark for sammen med deres hustruer at indvinde nyt land. Om vikingernes ægteskabelige status kan intet si ges. I de islandske sagaer er det påfaldende, at det er de unge ugifte mænd, der tager afsted påvikingetogter, mens de gifte bliver hjemme.
Den frie husmoder med magt på hjemmefronten, mens manden farer omkring, har således været undtagelsen i dentid, der kaldes vikingeti
den. Myten om hende stammer formentlig fra de islandske sagaer, der foregåri nybyggertiden og fra islandsk lovgivning om husmoderens juridiske myndighed i sager vedrørende husførelsen. Vikingefærd og vikingeaktiviteter, som vi idag definerer dem, har været et mandsfore
tagende.
Det danske samfund i tidlig middelalder: Rig-sagnet
Hvorledes så dasamfundet ud i tidlig middelalder i Danmark? Hvad var arbejdsdelingen, og hvordan er kvinders rolle blevet defineret? Det har vi et ganske underholdende billede af i et nordisk digt, Rig sagnet, der nok er komponeret i tidlig middelalder, omend nogle for skeremener, at det først erdigtet i 1200-tallet. Detindeholder elemen ter, der stammer fra engelsk og irsk digtning men er dog i sit væsen nordisk. Da flere træk i beskrivelsen af samfundet stemmer overens med arkæologiske fund aftøj, rester af måltider og kogegrej, giver sagnet et indblik i den danske befolknings forhold i tidligmiddelalder.
Sagnet fortæller, hvorledes guden Hejmdal (også kaldet Rig) en dag tog på rejse til menneskenes land, hvor han først kom til et lille, tarveligt hus, hvor Ai og Edda (oldefar og oldemor) boede. Edda kræser op for guden med et brød »tungt og tykt med kærner« og sætter en skål suppe på bordet. Efter måltidet går de alle tre i seng, og Rig lægger sig i midten. Han bliver hos dem tre nætter, og ni måneder efter føder Edda et barn, der hedder Træl. Han vokser op men bliver ikke noget kønt syn:
havde på hænderne huden runken Knuder og knaster på knoer hårde tykke fingre og fult ansigt
ludende ryg og lange hæle
Han har travlt med at binde bast, samle brænde og bære byrder hele dagen. En dag får han en kone på følgende måde:
der kom til en gård en gående pige ar under fødderne, armen solbrændt med bued næse, navnet var Tir satte sig midt på måtten til sæde
22
de snakked og signed og sengen redte Træl og Tir de fik trange dage.
De får 12 sønner, kaldet Hyler, Røgter, Grovkæft, Klump, Klamrer, Ful, Rundholdt, Tykkert, Tølper, Tvær, Ludende og Lægtyk, hvis arbejde er at lægge gærder, gøde agre, passe svin, vogte geder og grave tørv. Træl og Tirfår også 9 døtre med de ikke mereflatterende navne: Dumpe, Klumpe, Sul-om-læg, Sod-om-snude, Støje, Asende, Egestolpe, Trævleskørt og Traneben. Deres arbejde omtales ikke, men de har ifølge deres navne også haft hårdt, snavset fysisk arbejde, både indendørs og udendørs. Fra dem nedstammer trællenes æt.
Rigs næste besøg gælder en hal med ild på gulvet. Her bor Afl og Amma (bedstefar og bedstemor), der byder Rig påkalv og kræser om ham, og han bliver også der i tre nætter. Derpå føder Amma et barn med rødt hår og »hurtige« øjne, der kaldes Karl. Han lærer at tæmme okser, tømre plove og kærrer, bygge huse og lader og at pløje. Han henter en mø ved navn Snår (svigerdatter), der kommer igedeskørtog behængt med nøgler, der er et tegn på husmoderværdig
hed. De får 12 sønner med navne som Mand, Dreng, Karl, Kriger, Smed, Bred, Bonde, Negbinder, Boer, Byder, Bratskæg og Støt, og 10 døtre, derhedder Kone, Brud, Svanni, Stolt, Frejdig, Hustru, Frue, Frodig, Blu og Viv. Fra dem nedstammer karlenes, d.v.s bøndernes, slægter.
Rigs sidste besøg går til en sal med døren mod syd og ring i karmen. Derinde bor Far og Mor, der sætter sølvfade på bordet med kød, flæsk og fuglesteg, og serverer dertil fine hvedebrød og vin i kostbare kander og krus. De tre nætters ophold her resulterer i fødslen af en dreng med lyst hår og lyse kinder og med øjne så skarpe som slangeungens. Han kaldes jarl og lærer at bruge skjold og spyd, bue og pil, at ride heste og tæmme hunde, at svinge våben og at svømme.
Rigvender tilbage og lærer ham atriste runer og giver ham vidtstrakte landområder. Som voksen rider Jarl ud og kommer til en hal, hvor Hersir bor med sin »fagerfmgrede« datter Erna. Han bejler til Erna, der kører med ham hjem og føder ham 12 sønner, som kaldes Byrd, Barn, Ympe (efterkommer), Adel, Arving, Maag (svoger/ svigersøn), Æt, Ætling, Søn, Svend, Kyndig og Konge, der som faderen uddannes til krigere. Den yngste, Konge, lærer også runer. Derimod får Jarl og Erna tilsyneladende ingen dø tre.
Sagnet fortællerom inddelingen af befolkningen i trælle,jorddyrkere
og krigere, men det fortæller også en hel del om kvinders rolle i de forskellige lag og om de to køns forhold til hinanden.
Det lavest lag, trællestanden, udfører det hårde og beskidte arbejde, der erilde anset, og både mændog kvinder beskrives som utiltrækken de og ucharmerende. Til gengæld kan man spore en vis ligestilling blandt kønnene og en uafhængighed af det andet køn og af familien.
Ai og Edda sidder begge trætte og grå ved arnen, da Rig kommer.
Tir kommer gående og sætter sig frejdigt ved siden af Træl, og de slider ved siden af hinanden for at skrabe et udkomme sammen for dem selv og deres børn. Døtrenes navn går på individuelle fysiske træk, der karakteriserer dem som tilhørende trællestanden, eller på karaktertræk, der også peger på deres sociale tilhørsforhold. Det er ikke et flatterende billede, der tegnes af trælkvinderne, men dog et, der viser en uafhængighed af mændene i deres klasse. Derimod har der været en husbond eller en husfrue, der bestemte over deres liv og skæbne.
Jorddyrkernes og håndværkernes stand udfører også hårdt arbejde, men det er i modsætningtil trællenes anset og rosværdigt. Både mænd og kvinder beskrives som fysisk tiltrækkende og sunde. I dette lag er der en klar arbejdsdeling blandt kønnene og en afhængighed af hinanden. Her er ikke tale om ligestilling men heller ikke om under
trykkelse. Manden og konen har brug for hinanden og samarbejder, hvad der beskrives klart fra det øjeblik, da Rig træder ind af døren:
Manden skar stok til væven Konen sad ved svirrende rok greb i favnen garn til klæder
De beskrives som meget velklædte, og dette skyldes tydeligvis konens arbejde med uld og hør. Selvom hun skal hentes i modsætning til Tir, der selv kommer gående, er hun ved ankomstenparattil at indgå i samarbejdet, og de to »bygger bo og breder lagner.« Hendes arbejde er »indendørs« med husførelsen i bredeste forstand. Hendes døtres navne definerer dem som hustruer, som børneproducenter og mad
modre (Frodig) og som medlemmer af en selvbevidst stand; de er både stolte og blufærdige. Beskrivelsen af de to køn ved hjælp af mænds og kvinders navne i Rig-sagnet passermed mands- og kvinde betegnelserne i runeindskrifterne, nogle af de få skriftlige kilder fra tidlig middelalder, der er overleveret. I dem identificeres mænd både 24
Tegningerne viser den mestsandsynlige rekonstruktion af kvindedragten i 800- og 900-tallet. Den bestod afen plisseret underkjole eller særk af linned medhalvlange eller trekvarte ærmer. Udenpåbar kvinden en spencer, ofte syet afkostbart broderet uldklæde. Den blev holdt oppe afskulderstropper, der blev fastgjort til klædet med skålformede spænder. Nøgler, der var tegnet på husfruens myndighed, sygrejerog knive, blev båret udenpå tøjet i en kæde. Spencerkjolen gik af brug i 1000-tallet og blev afløst af den lange kjole.
(Fra The Viking, Göteborg, Tre Tryckare AB, 1967, 1974. Hl.: Ake Gustavsson).
ved deres familiære status og ved deres sociale og erhvervsmæssige status, som bonde, thegn (en ældre kriger), dreng (en yngre kriger) og gode (høvding). Kvinder identificeres derimod udelukkende som familiemedlemmer og kønsvæsener, som kone, lege (trolovede, elske de), husfrueog drottning (husfrue, hjemmets herskerinde). Ibeskrivel sen af Amma har digteren afRig-sagnet dog også klart understreget deres arbejdsindsats i samfundet.
I høvdingeklassen er der ikke megen plads til kvinder. Kun Moder og Erna optræder og næsten udelukkende som pyntefigurer med et formål: at føde sønner. I modsætning til den trætte Edda og den
spinnende Amma, sidder Moder og »agted på sine arme, strøg langs klædet og strammede ærmer«, mens fader er optaget af at reparere sin bue og sine pile. Man kan ikke tro, at Moder selv har lavet den fine dug, hun breder ud på bordet, da hun skal kræse op for Rig, og maden er nok tilberedt af trællene i køkkenet. Erna beskrives som »hvid og klog«, men hendes gifte liv består i at »gå under slør« og avle sønner. Døtre findes ikke i denne stand. At digtet i dette tilfælde ikke giver et sandfærdigt billede af overklassenskvinder, kan roligt fastslås. I høj- og senmiddelalderen, hvor der er rigeligere med kildemateriale, fremtræder høvdingeklassens kvinder som yderst aktive og velinformerede kvinder med en travl hverdag, hvor der ikke er tid til at sidde til pynt. Men digteren af Rig-sagnet har ikke haft blik fordisse kvinders plads og rolle i den tidligeremiddelalders sam
fund. Om ikke andet kan han bekræfte, at hvis den selvstændige frie husmoder, der bestyrer en høvdingsgård, har eksisteret i vikinge- togternes periode, så har hun ikke sat sig nogen spor i litteraturen.
Kvinderne i landsbyerne
Den sociale lagdeling, der omtales i Rig-sagnet genfindesi udgravnin gerne af store landsbyer som Vorbasse og Sædding i Jylland. Nogle af gårdene består af adskillige bygninger, der i Vorbasse er indhegnet, så størrelse af den enkelte gård kan bestemmes. Som centrum lå en større bygning, inddelt i flere rum, og omgivet af mindre bygninger og grubehuse, der fungerede som stalde, lader, værksteder og måske beboelse for tjenestefolk. Andre gårde var derimod ganske små og bestod af en enkelt bygning, måske med et grubehus på grunden.
Oldsagerne, der er fundet dels i landsbyerne, dels i gravene, vidner også om stor rigdom såvel som om nøjsomhed. De fysiske rammer om kvinders liv har været forskellige, alt efter hvilken social stand de tilhørte.
I perioden 800-1000 skete der en vældig indre kolonisation iDan mark, hvori både kvinder og mænd deltog. Dele afden nyopdyrkede jord havde i tidligereperioder været opdyrket og så igen forladt men meget var nyindvinding. Jorddyrkerne blev hjulpet af en klimaforbed
ring, der tilsyneladende prægede hele Europa. Man taler om en optimal klimaperiode, ikkeat forstå atman havde sydlandsk klima i Danmark, men somre, der var noget varmere, og som varede lidt længere end normalt, hvilket igen forbedrede chancerne for en god høst og vellykket husdyravl. Det danske landbrugssamfund var et samfund i opbrud.
Der blev anlagt nye landsbyer, og ældre landsbyer blev med regelmæs- 26
sige mellemrum, måske hvert halveårhundrede, flyttet væk. Grundene hertil kan være mange. En var, at jorden, hvorpå en landsby havde ligget, ville være ganske frugtbar, efter at mennesker og husdyr i længere tid havde gødet jorden. En anden grund var naturkatastrofer som den sandflugt, der i anden halvdel af 900-tallet ødelagde markerne omkring Lindholm Høje. Derimod ser det ikke ud til, at flytninger er foretaget, fordi den hidtil dyrkede jord var udpint. En landsby flyttede over et mindre område, da der på det tidspunkt allerede var opstået et samfund, hvor den enkelte landsbysområde var blevet defi
neret, hvorimod selve bopladsen ikke lå fast på et sted.
Flytningerne tyder på, at der ikke var stive ejendomsforhold i de forskellige landsbyer. Der var, som nævnt, sociale forskelle men disse må have beroet på status, enten tilkæmpet, nedarvet eller erhvervet som håndværker (smeden i Vorbasse har haft en af de største gårde i landsbyen) snarere end på ejendomsbesiddelse. Hvad det har betydet for kvinder, er svært at sige. Højst sandsynligt har deres status været opnåetgennem manden, men nogle kan også som håndværkere (væ versker) havde opnået en høj status selvstændigt. Fundene fortæller, at opbrud,flytning, nyindretning af hjem, nyopdyrkningaf køkkenha ver og udforskning af nye omgivelsers fødevareressourcer var en del af dagligdagen for kvinder på landet.
I dette landsbysamfund er kvinders arbejde foregået inden for hus
holdningen i dette ords videste betydning. En langt senere kilde (fra 1555) beskriver kvindearbejde som spinding,vævning, bagning, bryg ning, madlavning, børnepasning og sengeredning samt pasningaf lam, kalve og andre mindre dyr. Føde og klæder har været kvinders bidrag til, at samfundets medlemmer kunne overleve, mens børnefødsler og barnepasning var deres bidrag til, at slægten kunne videreføres. Sidst
nævnte har af biologiske grunde altid været kvinders job, men fund langt tilbage i tiden tyder på, at også fremstilling af tøj har været kvinders arbejde. Spinde- og væveredskaber er fundet udelukkende i kvindegrave fra fortiden og fra den førkristne middelalder. Fra høj og senmiddelalderen er der så godt som intet gravgods, men til gen
gæld er der skriftlige kilder og billeder, der identificerer spinding og vævning som kvindearbejde, jævnfør talemåden om sværdsiden og spindesiden til at betegne mandligt og kvindeligt.
Ironisk nok er fortidens vævekunst bedre overleveret end middelal
derens på grund af gravskikkene. Fund af tekstiler og tekstilstumper fra perioden før ca.1000 viser, at de danskekvinder var meget dygtige både til at spinde, væve og farve garnet og til at udnytte det færdige
klæde så effektivt som muligt. At vævningen i Norden befandt sig på ethøjt stade, har man bevis for ved at sammenligne fundne stoffer med skriftligt materiale. I europæiske kilder fra 800-tallet omtales frisisk klæde som noget særligt fint klæde, som bl.a. kejser Karl den Store skænkede kaliffen i Bagdad. Der er fundet eksempler på klæde fra området omkring Friesland, som utvivlsomt er det berømte frisiske klæde. Tekstilrester, der er samtidige meddetfrisiske klæde, erfundet i Norden; men det er ifølge eksperter ikke alene af en anden type end det frisiske klæde, det er også af en finere kvalitet, både med hensyn tilspinding og vævning. Om det også harværet en handelsva re, er svært at sige, men det viser, at der i Norden var dygtige væver
sker, der kunne konkurrere med udlandet. Spindingen foregik med håndten, og har som regel været udført i den tid, kvinderne ellers havde som fritid. Vævning skete ved hjælp af et opretstående væv, hvor væversken gik frem og tilbage med skudgarnet. Når det drejede sig om et bred væv, kunne to væversker arbejde sammen og skyde garnet frem og tilbage. Islætten blev med regelmæssige mellemrum slået opad med vævesværd og det krævede gode armkræfter. Det er først med indførslen af vævestolen, der er sket i løbet af høj- eller senmiddelalderen, at kvinder fik nogen lettelser i deres arbejde med at klæde familien.
Også madlavning kunne i tidlig middelalder være en besværlig pro
ces på grundaf mangelfulde arbejdsredskaber, hovedsageligt forårsaget afdårlige keramikvarer. De keramikkar, der blev fremstillet i årene fra ca.800-1000 var af ringe kvalitet og betydeligt under, hvad man tidligere havde kunnet producere. De lokalt fremstillede kar har ikke kunne tåle ret megen hårdhændet håndtering. En anden mulighed for at opvarme mad var at bruge en kombination af beholdere af ikke-ildfast materiale (skind, træ, ler) og stærkt ophedede sten, der blevplumpet nedi beholderen. Det hardognok været en langsomme
lig process. De heldigere husmødre harkunnet købe importerede klæ- berstenskar (fra Norge og Sverige) og nogle få havde også jernkar.
Efter år 1000sker der en forbedring i fremstillingen af danskkeramik, ogsnart kunne husmødrene fåkogekar af en god kvalitet. Til stegning havde man spid, hvorimod stegepanden er en yngre opfindelse. Både kogning og stegning foregik over et åbent ildsted, hvorimod bagning fandt sted i ovne, der er fundet i mange bebyggelser, blandt andet i nogle byhuse i Hedeby. Madvarerne kom fra haver og marker, fra husdyr og fisk og fra skoven. Køkken- og frugthaver fandtes og forsy
nede husholdningen med grøntsager og frugter, omend ikke de foræd- 28
lede sorter, vi kender i dag. En stor del af de bær, nødder og frugter, der indgik i madlavningen var dog indsamlede i skovene, så vi må regne med, at husmodrebrugte en del tid på indsamling af fødevarer.
Handel og byer
Udveksling af varer er en foreteelse, der er foregået i flere tusind år, men omfanget og indholdet afvareudvekslingen ændresi den tidli ge middelalder. I det forhistoriske samfund udveksledesbåde praktiske genstande og statussymboler, og varens sociale funktion bestemte ofte dens værdi. I de første århundrede afvor tidsregning bliver udvekslin gen i Norden afløst afregulær handel, som vi kender det. Efterspørgsel og udbud bestemmer nu en vares værdi, og denne værdi måles i guld eller sølv. Selve udvekslingen foregår dels ved bytning af varer med samme værdi, dels ved hjælp af mønter. Denne handel tager et vældigt opsving i tidlig middelalder, dels på grund afvikingernes handels- og plyndringsaktiviteter, dels på grund af den indre kolonisa tion, der skabte efterspørgsel. Mange af de fund, der kan bestemmes som import, kan selvfølgelig være kommet til landet som bytte, men herimod taler de skriftlige kilder, der nævnervikingernes handelsakti
viteter. Der er derfor ingen tvivl om, at handelen i denne periode har været omfattende, men spørgsmålet er, hvor mange deltog i den?
For kvinderne i de fleste landsbyer harder været langt til dennærmeste by eller marked, hvor handelsaktiviteterne kunne iagttages på nært hold, og hvor de selv kunne deltage. For dem er importen af varer blevet formidlet af omvandrendekøbmænd oghandlende, og hvordan de har betalt, vides ikke. Højst sandsynligt har der i disse tilfælde været tale om en byttehandel. Derimod har kvinder i de nye bysam
fund kunnet deltage i handelen.
Kvinder i bysamfundene
Den udvidede aktivitet i landbruget skabte forudsætninger for at der kunne opstå en gruppe mennesker, der ikke var direkte involverede i fremskaffelse afmad. Det gjaldt kriger klassen, men det gjaldt også beboerne i de bysamfund,der blev dannet i løbet af tidligmiddelalder, ofte med kongen eller en lokal stormand som beskytter. Byernes øko nomiske grundlag var handel og håndværk, og her havde kvinder muligheder for at deltage. Deres handelsmæssige aktiviteter var nok begrænsede til den lokale handel, således som det bliver tilfældet i høj- og senmiddelalderens bysamfund. Byer var nye former for sam fund i Danmark, hvis ældste by er Ribe, hvor den tidligste bebyggelse
Midterrummet afdet 12m lange hus, der er rekonstrueret efter udgrav ninger i Hedeby. Ildstedet midt i rummet gav lys og varme og var samtidig en afhusfruens arbejdspladser. En anden var ved den opret stående væv, anbragt i det ene hjørne. I et mindre rum fandtes en bageovn, der dog blev revet ned, da huset havde været beboet i en kort tid. Maske var der ankommet professionelle bagere eller bagersker til Hedeby.
(Foto: Forhistorisk Museum Moesgdrd).
kan dateres tilbage til 700-årene. Derefter fulgte Hedeby, hvis blom stringstid faldt i 800- og 900-årene og som i anden halvdel af 1000- tallet blev afløst afSlesvig. Viborg, Arhus, Odense og Roskilde kom til i 900- og 1000-årene. Bykvinderne boede generelt i mindre huse oghavde sikkertogså mindre husholdninger end deres landlige medsø stre, selvom de også kunne dyrke grøntsager eller holde mindre husdyr på småjordstykker omkring de enkelte huse ellerved de grønne områ
der, der fandtes i udkanten af byen. En stor del af fødevarerne måtte købes fra landsbyer i oplandet eller fra købmænd, der kom til byen.
Mange af de arbejder, der beskæftigede kvinder i landsbyerne, har kun i ringe grad beslaglagt by kvindernes tid. Tekstilfremstilling er til gengæld fulgt med kvinderne på deres nye arbejdsplads. I mange byhuse er der fundet vævevægte, i Ribe endda så mange, at det kunne tydepå en produktion af klæde, der gik udover den enkelte hushold- 30
nings forbrug. Fund af fåreknogler udelukkende fra ældre dyr viser, at man holdt disse husdyr for uldens ikke for kødets skyld.
Om kvinder også har deltaget i anden håndværksproduktion er derimod svært at sige, da fund af redskaber og færdige produkter ikke fortæller, hvad køn ejeren og brugeren har været. De smede, der omtales i de få skriftlige kilder fra perioden, er udelukkende mænd. Dette forhindrer imidlertid ikke, at kvinder kunne væreaktive som kamsmede, træskærere, ravslibere eller glasperlemagere eller i de grene af smedehåndværket, der beskæftigede sig med atstøbe smykker og spænder af bronze, sølv og guld.
Varkvinder »mere selvstændige« i hedensk tid?
Mens de arkæologiske fund kan vise meget om kvinders dagligdag, deres gøremål, deres redskaber og de fysiske rammer om deres liv, kan de ikke fortælle meget om kvinders status i samfundet eller om mændenes syn på dem. Vi kan se, at der var store forskelle på de forskellige sociale lag fra krigerklassen til trællene. Kvinders status i forhold til mændene i samme sociale lag kan vi imidlertid sjældent se af arkæologiske opdagelser, men må gå til de få skriftlige kilder, der findes for perioden 800-1000, nemlig arabiske rejseberetninger og runeindskrifter. De første bekræfter i første omgang myten om de frie nordiske kvinder i det førkristne Danmark. Desværre viser de arabiske fortællinger sig ved nærmere eftersyn at være temmelig upålidelige. I den ene citeres en arabisk købmand, der skulle have besøgt Hedeby i 900-tallet. Han fortæller, at retten til skilsmisse til
kommer kvinderne, der skiller sig som, de har lyst til.; Det fremgår imidlertid af det arabiske ordvalg, at der er tale om prostituerede, der ledsager købmænd for en tid, og som derfor kan »skille« sig uden større problemer. Det passer også med den foregående sætning om, at folkene i Hedeby kaster nyfødte børn i havet for at spare udgifterne. Den anden beretning skal stamme fra 800-årene, fra en arabisk købmand, der kom til en danskkonges hof, hvor dronningen blev så betaget af ham, at han blev ganske bekymret ved tanken om, hvad kongen kunne gøre. Dronningen beroligede ham imidlertid med, at kvinder havde meget frihed i deres land. De kunne både gifte sigog skille sig,somdehavde lyst til. Det væsentligste ifortællin gen er imidlertid, at denne højtstående kvinde fra det vilde nord blev ganske betaget af den flotte sydlænding. Beretningen lyder mere som en historie af den mere skrydende slags, hvormed en hjemvendende købmand kunne underholde sine beundrende venner derhjemme, end
som en sandfærdig beskrivelse af forholdene i landet langt mod nord.
Begge beretninger har ydermere det store problem, at de først er ned
skrevet omkring år 1200, altså 4-500 år efter, at de to købmænd fortalte dem.
En mere sikker skriftlig kilde er de mange runesten fra tiden 800- 1000, og de er næsten alle rejst til minde om mænd, der var høvdinge, præster eller krigere. Seksten stene, svarende til en tiendedel af alle runestene i Danmark, blev rejst til minde om en kvinde. I et tilfælde rejste en datter en sten over sin moder; det var Tove, Harald Blåtands kone. Tre ægtemænd, deriblandt Gorm den gamle, mindedes deres koner. De øvrige var bryden Tue, der »rejste disse sten efter brydens hustru« med håbet om, at »disse stave for Thorgun vil leve meget længe,« og Esben, der »lod stenen rejse efter sin kone Botirda.« De øvrige mindesten for kvinder er rejstaf sønner eller mandlige slægtnin ge over mødre eller kvindelige slægtninge, som Revne og Tobbe, der
»gjorde dissekumier efter deres moder Vibrog.«Thore Enrådes broder har imidlertid skammet sig lidt over sine følelser over moderens død, for han skrev med bagvendte runer, at »en moders død er det værste for sønnen.« En anden sten er rejst af Toke, der »ristede runerne eftersinstedmoder Thora, envelbyrdig kvinde«. Runestenene fortæller om varme følelser mellem ægtefæller og mellem mødre og børn, men giver ingen antydning af, at kvinder skulle have været mere selvstændi ge, end de senere var, eller have fungeret som ledere, præster eller krigere. De kvinder, der omtales på runestenene, defineres alle udfra deres familiære status som hustruer, mødre og døtre.
At kvinder fra den herskende klasse kunne sidde med en betydelig økonomisk magt som bestyrere af et stort gods er højst sandsynligt men ikke særegent for denne periode. Kun et enkelt gravfund tyder på en kvindelig leder. I Gerdrup ved Roskilde er der fundet et skelet af en kvinde, der vargravlagt med våben og med en mand, sandsynlig vis en træl, der blev dræbt for at følge sin »herreinde« til de dødes rige. Denne gravlæggelse er typisk for den mandlige høvding men ikke for kvinder. Så kvinden i Gerdrup danner en undtagelse, der yderligere understreges af, at hendes krop blev dækket med tre store sten, som om man ville forhindre at hun gik igen eller måske fik efterfølgere?
Et andet sted vi kan finde spor af krigerklassens kvinder er på ringborgene, Trelleborg, Fyrkat, Nonnebakken og Aggersborg. Ved de to første er der fundet både kvinde- og mandsgrave, og husene har ikke kun været barakker for en vikingehær, som først antaget, 32
men har også rummet værksteder og almindelig beboelse. Fund fra grave og fra hustomterne peger på, at der har været flere velhavende folk på borgene, mens andre grave afslører folk af noget lavere stand.
En af gravene på Fyrkatborgen er ganske spændende. En kvinde er blevet begravet i borgens funktionstid (ca. 971-990) på gravpladsen på traditionel nordisk vis i en vognfading, der blev brugt som kiste.
Hun havde imidlertid et specielt formet og dekoreret dåsespænde med sig, som ellers kun findes på Gotland. Spændet var defekt og duede ikke som dragtspænde, og det lå da heller ikke på dragten, men ved hovedet. Hun havde også et par tåringe af sølv, hvad der ikke er fundet andetsteds i Danmark fra den tid. Det øvrige behør var mere typisk: en bronzeskål, drikkekar af horn, stegespid, kniv med et beslag pyntet med sølvtråde og i en træskede, spejl, og smykker afsølv og bronze med guldbeslag. Desuden havde hun et lille skrin med spindesten, jernsaks og hvæssesten. Ingen af genstandene bortset fra sygrejerne var af særlig høj kvalitet. Dåsespændet var i særdeles dårlig forfatning, og udgravernes forklaring, at det var blevet lagt i graven, fordidet havde særlig affektionsværdi for afdøde, lyder rime
lig. Til gengæld kan man så stille det spørgsmål, om deres forslag, at hun var en »dame af det lettere kavalleri,« eller en ikke altfor fornemdamepå turistrejse, der indsamlede billigegaver eller souvenirs, er ligeså rimelig. Fund af redskaber og genstande viser, at der fandtes omrejsende håndværkere, der bl.a. besøgte ringborgene. Den afdøde kan meget vel havde været en selvstænding håndværker eller en hånd værkerkone, der er født på Gotland eller længere østpå, og som alene eller sammen med sin mand har rejst rundt, hvor der var arbejde at få. På en af disse rejser er hun kommet til Fyrkat, hvor hun er død og begravet med et smykke, der for hende må have været en erindring om familie eller venner i en måske fjern hjemstavn.
Kulten i det førkristne Danmark kan også give os et fingerpeg om kvinders forhold til og plads i samfundet. De flesteaf oplysninger ne stammer imidlertid fra senere islandskebeskrivelser af den nordiske religion før kristendommens indførelse. Ifølge disse var der flere positi
ve kvindeskikkelser i den nordiske mytologi, blandt andet Frigg og Freja. Men der er ikke spor af en særlig dyrkelse af disse gudinder i Danmark, og en senere dansk fortæller, Sakse, fremstiller Frigg som en nordisk pendant til den græske gudinde Hera, overguden Zeus’, kivagtige og jaloux hustru, der ustandselig blander sig i hans disposi
tioner med ofte katastrofaleresultater for menneskeheden. I den nordi
ske mytologi erder to guder derdominerer, Odin ogTor, og dyrkelsen
af dem har været udbredt i Danmark i de sidste århundreder inden kristendommens indførelse. Af disse to er Odin den, der står kvinder fjernest. Han er krigerguden og enegængeren, der i et digt udtrykker sin foragt for kvinder:
Ros dagen ved kvæld og kvinden brændt sværd når det er svunget
mø når hun er ægtet øl når det er drukket Møens ord skal ingen tro og ej hvad kone kvæder
thi på hvirvlende hjul blev deres hjerter skabt og vaklen bor dem i bryst
Odin har særlige kvinder i sit følge, de tidligere omtalte valkyrier, men dødelige kvinder kan ikke nyde godt af dette dødsrige. Hvor kvinder drog hen efter døden er uvist. Der fandtes et andet dødsrige, hvor gudinden Hel regerede. Men det var et gråt og trist sted, og man må da håbe, at også kvinder kunne se frem til et noget mere opmuntrende sted at være efter døden. At de drog afsted er der ingen tvivl om.Der er fundetadskillige kvindegravemed kostbare gravgaver, en vogn til at rejse i, kniv, håndarbejdsredskaber, smykker, skåle og lignende. Overklassens kvinder, sikkert de samme, der rejste runestene
ne over deres mænd eller sønner, drog veludstyret af sted til deres dødsrige, hvor og hvad det så end var. Et af de interessante fund på dansk grund er kvinden i Hørning, der blev begravet i en trækiste, lagt i et kammer med plankevægge, hvorover der blev bygget en høj. Hendes begravelsesdragt var der kun få spor af, men de viste, at klædet havde været sølvindvirket, og at hun havde været svøbt i en kappe med ca. 5 cm brede sølvindvirkede bånd. Desuden havde hun en perlekæde med glasperler og en kniv med sølvgreb. Af grav gods havde hun et lille, elegant bord af træ, hvorpå der stod en skål af bronze, højst sandsynligt et vaskefad. Desuden var der hvæssestene (til at hvæsse synåle på), et trækar, et lerkar og en træbøtte. Kvinden er efter fundene at dømme begravet omkring år 1000, altså efter at Harald havde gjort danerne kristne. Hun kan have væreten kristen, der imidlertid blev begravet efter hedensk skik. Hendes nærmeste efterkommere blev i hvert fald kristne, for knap 100 år efter jævnede de højen med jorden og byggede en trækirke ovenpå. Kirken blev 34
anbragt således, at mormor eller oldemor kom til at hvile midt i kirken. Har hun været hos Hel imellemtiden, kunne hunnu overføres til Paradis af efterkommere, der stadig huskede hende.
Tor var både en krigsgud og en landbrugsgud, der var populær hos begge køn. I fortællingerne om den nordiske gudeverden fremstår han som en mere jordnær sympatisk gud end Odin og som en, der ikkehar noget imod kvinder. Hans popularitet ses af de mangeThors- hamre, der er fundet som tilbehør både i mands- og kvindegrave og i de mange personnavne både til mænd og kvinder med forleddet Tor-, der bruges også i kristen tid. Fæstemøen Torgunn, nævnt oven for, er et eksempel. Odin derimod findes kun i et enkelt navn fra perioden, Odinkar, typisknavnet på en høvdingog senere på en præst.
Den hedenske tro var ikke, som den senere kristne, en sammenhæn
gende religion og med klart definerede gudeskikkelser. Den havde ikke et enkelt budskab og manglede et præsteskab, der kunne samle og bevare ideer og trosforestillingersom et rimeligt ensartet hele, både over længere perioder og over store områder. Vi kan derfor ikke på baggrund af de overleverede kilder afgøre, om de forskellige lag i det hedenske samfund havde hver sine guder eller gudinder eller om kvinder dyrkede andre guder end mændene. Myter og fortællinger nævner slægtsgudinder (fylgjer), skæbnegudinder (norner) og frugtbar- hedsgudinder (diser), derspillede ensærlig rolle ved barsel (se kapitel 6). Om kvinders deltagelse i kulthandlinger vides heller ikke meget.
Kvinder kunne ikke blive præster ifølge senere islandske kilder, og de danske runestene fortæller kun om mandlige præster. Derimod er det klart, at mange kulthandlinger foregik i det fri eller ved hjem mene, og heri har kvinder kunnet deltage eller de kunne udføre deres egne ceremonier.
Alt dette er dog kun indirekte omtalt i den nordiske mytologi og svært at påvise på dansk grund. Derimod er det temmelig sikkert, at i årtierne før kristendommens indførelse var overklassens religion en dyrkelse af Odin, d.v.s. af krigeren og høvdingen, der kun havde foragt tilovers for kvinder. Det tyder ikke just på en overvældende respekt for kvinder af alle lag. De kan kun, som også den bredere befolkning, der dyrkede jorden eller arbejdede m'ed håndværk, have følt sig fremmede overfor krigernes og høvdingenes religion. Måske derfor var de lydhøre, da en ny religion i 800-tallet blev præsenteret for dem, enten hjemme af missionæren Ansgar eller i udlandet, især England, af den lokale befolkning.
Ansgars mission
Traditionelt er den flanderske munk og senere ærkebiskop, Ansgar, blevet hyldet som Nordens apostel. Han blev i begyndelsen af 800- tallet sendt til Norden som missionær. Trods åbenhed og forståelse for hedningernes religion, og dermed også en forståelse for, hvordan disse skulle overtales til at acceptere Kristus istedet for Odin eller Tor, må hans mission i Danmark karakteriseres som mislykket. Da han døde i 865, var landet stadig hedensk. Hans store fejltrin var, at han knyttede sig til de danske høvdinge og småkonger. Lykkedes det ham at omvende en af disse, så skete det som regel, at hans støtteblev væltetafen rivaliserende høvding, også varAnsgar ligevidt.
Han havde nogetstørreheld i densvenske Birka, hvorhan omvend
te både kongen, dennes stedfortræder og i det mindste to kvinder, den velhavende enke Frideburg og hendes ugifte datter Katla. Mens mændene faldt fra, efter at Ansgar var taget tilbage til Danmark, forblev de to kvinder trofaste mod deres nye gud. Da Frideburg lå for døden, rådede hun datteren til at sælge alt deres gods og drage til Dorestad (i Flandern), der var en anden af den tids store byer, for der var mange kirker at bede i, mange præster at hente formaning og trøst hos og mange fattige at gøre godt overfor. Fattige har Katla nok også kunnet finde i Birka men ikke kirker eller præster. Fride burg’s råd kunne også tyde på, at Katla ikke har kunnet føre en selvstændig tilværelse som ugift kristen kvinde i det overvejende he
denske Birka.
I fortællingen om Ansgars virke i Danmark nævnes ingen kvinder, og det kunne tyde på, at Ansgar her overså eller ignorerede den strate gi, kirkens missionærer fra apostlenes dage havde fulgt med så stor succes: at vinde kvinderne, både høje og lave for deres sag. Dette er egentligt ret overraskende, fordi Ansgar var del af denangelsaksiske missionærtradition, der i 700-tallet havde omvendt store dele af det nuværende Vesttyskland, Holland og Belgien og i begyndelsen af 800- tallet bidraget stærkt til at reformere den frankiske kirke. Engelske kvinder, i særdeleshed nonner, var yderst aktive i disse vellykkede missioner både i »marken« og hjemme i England. De sørgede for forsyninger, penge, tøj og bøger til missionærerne, og adskillige nonner drog afsted for at fungere som ledere af nydannede klostre i de om
vendte egne. Hvis Ansgar havde læst den angelsaksiske kirkes historie, skrevet af munken Beda i 7 31, ville han der have kunnet hente inspi
ration til sin missionærgerning. Beda fortæller nemlig igen og igen historien om, hvordan en småkonge med alt sit folk blev omvendt 36
efter at være blevet gift med en dronning, der var kristen, eller efter at dronningen varblevet omvendt. Samme træk genfindes i historierne om de andre europæiske stammers eller folkeslags omvendelse til kri stendommen. Bedagiversom en af de få mandlige forfattere i middel alderen også udtryk for en meget positiv indstilling overfor kvinder, og det havde ikke skadet Ansgar eller andre missionærer i Norden at tage ved lære afham. Bedaroser ikke alle kvinder. Der er skurkin der, som der er skurke i hans historie, men på de kvinder, der gør en indsats for kirken, sparer han ikke lovord. Han gør det vel at mærke ikke ved at gøre kvinder til pseudomænd (når kvinder er gode er de ligesom mænd) men ved at rose dem som kvinder, der ved »kvindeligt« mod, styrke, tapperhed, intelligens og udholdenhed bidrager til den rette tros udbredelse.
Men Ansgar har tilsyneladendeikke fulgt sine forgængereeller end og sin egen taktik fra Birka missionen med at satse på kvinder lige så meget som på småkonger og høvdinge i Danmark. At dette er grunden til, at forsøget på at kristne danskerne mislykkedes, kan na turligvis ikke bevises, men det kan være en af grundene dertil. Det skalindrømmes, at kilderne til Ansgars historie er skrevet af gejstlige, hovedsageligfolk fra ærkebispesædet i Hamburg, og i et tilfælde med oplysninger fra en dansk konge. Disse mænd kan let have overset den rolle, danske kvinder eventuelt har spillet for Ansgar, men da Frideburg og Katla i Sverige er nævnt, ville det være mærkeligt om ikke den tidlige Ansgar biografi, der ellersgør alt for at få den danske mission til at se lidt mere vellykket ud, ville have nævnt danske kvin
der, der var blevet omvendt.
Kristendommen indføres i Danmark
Hvornår blev danskerne da omvendt: ja der står højt og klart på den store Jellingsten, rejst i anden halvdel af 900-tallet af Thyras og Gorms søn, Harald, at samme Harald »gjorde danerne kristne«
og for yderlige at understrege dette, er der over indskriften ridset en meget smuk Kristusfigur. Uden at ville forklejne Haraids indsats, må man dog være opmærksom på, at man ikke kan gøre noget folk, danskere eller andre, til kristne, med mindre de selv er indstillet derpå.
Da alt tyder på, at danskerne virkelig er blevet omvendt på Haraids tid, må de have haft både kendskab til den nye religion og et behov for en ny gud. Kendskabet har danskere af begge køn utvivlsomt fåetdirekte eller indirektefravikingetogene. Nok plyndrede vikingerne med stor entusiasme klostre og kirker, men derfor har de ikke nødven-
digvis haft noget imod religionen, der blev dyrket disse steder. De har måske ovenikøbet lyttet til det budskab, der blev formidlet af de overlevendefra klostre og kirkereller fra præster på handelspladser ne. De hjemvendte vikinger har så igen kunne fortælle om den nye religion. De danskere, der bosatte sig i Danelagen i England, blev i hvert fald omvendt i løbet af en generation eller to, efter at have set dennye religion an, men tilsyneladende uden at der var en voldsom modsætning mellem de hedenske og de kristne. Flere af de nordiske høvdinge, der omkring 900 bosattesig på Island,var kristne, hovedsa gelig dem, der kom fra de britiske øer. En af disse kristne og en af grundlæggertidens store skikkelser var Aud-den-dybsindige. Hun var datter af en nordisk høvding, blev gift med en anden høvding og moder til en søn, der også var høvdingeemne. Familien bosatte sig i Skotland men både faderen, manden og sønnen faldt i kamp mod skotterne, der havde rejst sig i protest mod den nordiske bosættel se. Som familiensoverhoved ogværge for sine mindreårige børnebørn, sejlede hun med børnebørn, tjenestefolk, slaver og med alt det gods, hun kunne redde, til Island og bosatte sig i området omkring Laxar- fj orden.
Pådansk grund er der fundet et ganskemorsomt bevis for følelserne i overgangsperioden, nemlig en klæbersten, der er hugget til, så der på den ene side er tre støbeforme. Heraf er de to til støbning af kors ogden tredje (i midten) tilstøbningaf en torshammer. Defundne torshamre stammer overvejende fra 900-tallet, altså i overgangsperio den mellem hedenskab og kristendom, hvilket tyder på, at Tors til
hængere blev sig deres religion bevidst og gav udtryk herfor, blandt andet ved at bære torshamre. Støbeformen peger imidlertid også på en fredelig sameksistens mellem de to religioner, indtil korset vandt, sikkert ved Haraids mellemkomst. Han er selv ifølge senere kilder blevet omvendt på»traditionel«vis, d.v.s. ved en dramatisk hændelse.
En kristen præst, ved navn Poppo, udførte et mirakel og beviste der
ved, at Kristus var denstærkeste gud. Men udenden »køkkendørsmis sion«, som indflydelsen fra de kristne kolonisatorer er blevet kaldt, var Poppos mission nok heller ikke lykkedes. Hvem der var aktive i den lange, men fredelige, kamp mellem Kristus, Odin og Tor, ved vi ikke. Men vi kan prøve at sepå, hvad Kristusog især hans jordiske repræsentanter, i form af missionærer, præster og de kirkelige institu tioner (klostre, skoler, biskoppelig og pavelig administration) tilbød kvinder i 900-tallets Danmark.
38
