Metal i Varde

Metal

Varde

Pionertiden 1890-ca. 1914

AfClaus Friisberg

Stiftelsen 1890

Den 13.juli 1890 blev det pået møde, somaf¬

holdtesafsamtlige heribyen arbejdende smede

ogmaskinarbejdere, vedtagetat opretteenfag¬

forening og som en afdeling af Smede- og

Maskinarbejdernes Forbundatgiveosindun¬

der København. Derefter foretoges valg affire bestyrelsesmedlemmer.A. Berg valgtes til for¬

mand,A. Petersentil kasserer.Endviderevalg¬

tesJohansen _ogH. P. Hansen. Dissepåtogsig

atudarbejde lovene tilnastegeneralforsamling, hvorefter mødet sluttede.

Ordenestammerfra første side i dennystiftede forenings forhandlingsprotokol. Udoverdefi¬

re personer, der er nævnt, blev H. F. Olsen medlemafbestyrelsen. Da denførste formand, Berg,flyttede til Esbjerg allerede i oktober, blev

H. P. Hansen _ny formand, medens Winckler

blevnytbestyrelsesmedlem.Iøvrigtvarbesty¬

relsenikkelængeomatudarbejde vedtægterne;

de blevvedtaget påengeneralforsamling,som blev afholdt allerede den 21. august 1890. At

detgik så hurtigt, skyldtesnok,atVardeafdelin¬

genhavde kontakttil hovedforbundetogderfra

kunnefä råd_ogvejledningom,hvorledes ved¬

tægterneforenlokal smedeafdeling normalt så

ud. Detvarså bareattilpasse dem til Vardes særligeforhold.Dennyeafdeling dækkede ikke

alene Vardeby,menogsået meget stortopland, nemligetområde,dergikheltoptil Skjernog Lem. Iførste_{omgang var}den dogetbyforeta- gende; detvarførst efterhånden,atdenogså fik medlemmer, der arbejdede i landdistrikterne.

Hvad derergåetforud forgrundlæggelsenaf Vardeafdelingen, ved vi ikke med sikkerhed.

Men så megetstår fast, atinitiativtagerne har gjort et solidt arbejde for at vinde forståelse

blandtbyens smedeogmaskinarbejdere for,at tiden^varindetil,atde dannedeenfagforening

for smede _og maskinarbejdere. Forifølge det citat, der indledte afsnittet, ^var samtlige de smede _ogmaskinarbejdere,som varbeskæfti¬

get i byen til stede på det stiftende møde.

Formuleringentyder dogpå,atdetikkevaral¬

le, der meldtesig ind, efteratforeningenrent faktiskvaroprettet.

Den økonomiske ogsocialebaggrund forfagforeningen

Baggrunden for stiftelsen af den nye fagfor¬

ening skal søges i, at smedene og maskinar¬

bejderne i Varde følte, at det gik alt for langsomt med at opnå en rimelig løn og ar¬

bejdstid. Efterhånden tjente fabrikanter og mestre sågodtogsmedensarbejdskraftvarså efterspurgt,atdervargodeudsigter tilatopnå forbedringer-velatmærke hvismanstodsam¬

men.

1890'erne blev daogsåprægetafetfantastisk

økonomisk opsving. Udtrykt i 1929-priser

voksededesamledeindkomster i Danmark fra 1885-89 til 1900-1904 fra 1408 mill. kr. til 2390.

Navnlig industrien blev nu en økonomisk magtfaktor. Deterderflere kendsgerninger,der vidnerom:I løbetaf 90'erneøgede industrien

hverteneste år sinproduktion med 7pet. Da

MetaliVarde

Smedei smedeværksted ejetaf byrådsmedlem,

møllebygger Korsholm.

Fotofra omkring århundredskiftet.

MetaliVarde

den øvrige del af erhvervslivet præsterede ^en laverefremgang,betød det,atindustriensandel af landetssamledeproduktionvoksedefra7til 10pet.frabegyndelsenaf90'ernetilkort efter århundredskiftet. Et andettegn på, atder var taleom et industrieltgennembrud, var,atan¬

tallet afarbejdere og mængden af mekanisk arbejdskraftøgedeseksplosivt: I 1873 fandtes

der 21.400 arbejdere i hovedstaden, medens

antalletaf industrivirksomhedervar182_{og an¬}

tallet af hestekræfter 2.384. I 1906 ^var der 52.000arbejdere, 1.257 industrivirksomheder

og 25.443 mekaniske hestekræfter. I provins¬

byerne oplevedemannøjagtig detsamme som i hovedstaden:industriarbejdsstyrken voksede kraftigt, maskinernevandtfor alvor indpas,og deteneår efter det andetsatteindustriproduk¬

tionen rekord.Ja,i periodenefter 1894^serdet

oveni købetud,som omprovinsbyernes indu¬

strielle vækst overstegKøbenhavns.

Mellem 1890_og1914 stod den delafindustri¬

en,derbeskæftigedesmedeogmaskinarbejde¬

re, megetstærkt. De fleste provinsbyer havde

etjernstøberi- detgjaldt også for Varde, hvor

Birchsjernstøberivar enstorvirksomhedmed

mangeansatte-og enellerflere maskinfabrik¬

ker. Hertil kom, atsmedevirksomhederne på landet også havde gode tider - i takt med, at landbruget øgedesin produktionmegetkraftigt

fra 1870'erne _ogproducerede stadigflere ani¬

malske produkter: kvæg, kød, svin ogbacon,

mælk_{og æg.}Isærfra 1894, dalandbrugspriser-

ne igen begyndte at kravle i vejret, gik det fantastiskgodtindenforlandbruget. De gyldne tider_gavsig udslag i,aterhvervet foretogstore

investeringer i maskiner,derbådeblev produ¬

ceret og repareret her i landet. Den samlede forklaring på, atjern- ogmaskinindustrien fik

enså fremtrædendeplaceringidetindustrielle

mønsteriDanmark, er.daogsånetop, atdet 19.

århundredes kolossale fremgang i produktio¬

nenhviledepåenstadigstigende anvendelse af

maskiner. Det gjaldt ikke alene landbruget,

menogså industrienselvogtransportsektoren

meddampskibe, jernbaner, lokomotiverosv.

Hvorledes gik det så i den lille provinsby

Varde? Fulgte den det almindelige mønster?

Bådejaognej.Fra1860 til 1890oplevede Varde

etfantastiskopsving.I denne periode blev by¬

ens indbyggerantal f.eks. næsten fordoblet,

2103 mennesker blev til 4167; de følgende år

varstigningstaktendognogetlangsommere,fra

4167 i 1890 til 4696 i 1906. Derefter satte en

egentlig stagnation ind: I 1915 varindbygger¬

talletnemligkunnåetoppå4816.

Forklaringen på, at væksten fra 1890'erne blevstadiglangsommere, skalvistnokvæsent¬

ligst findes i to forhold: En storby, Esbjerg,

voksede_opligeudenforVardes dørtærskelog tiltrak^endelaf denhandel,kapitalogarbejds¬

kraft, som ellers ville være gået til Varde.

Landdistrikternes befolkningblevi stadig hø¬

jere grad økonomisk selvhjulpne-takketvære

brugsforeninger, andelsmejerierog andre an¬

delsforetagender.Med andre ordgikbøndernes indkøb såvel somsalget af devarer,de produ¬

cerede, mere og mere over på deres egne hænder.DetramteenbysomVarde, hvor han¬

delentraditioneltstod stærkt.

Selvomindustrien ikke synedeaf såmeget inden for Vardeserhvervsliv, komdendogfra

1890'erne ind iengodudvikling.Menoprinde¬

lig var det også meget småt. Ifølge Traps 2.

omarbejdede udgave fra 1879 fandtes der i 1875følgende industrielle anlæg ibyen: 1 cho¬

koladefabrik,derårligtproducerede 1500 kilo chokolade,2garverier, hvis årsproduktionop¬

gives til 2000 garvede skindog1600 huder,fire tobaksfabrikker, hvis samlede årsproduktion androg 16.300kilotobak, 1 uldspinderi,etjern¬

støberimedenårsproduktion på 40tonsstøbe¬

gods,ogetkalkbrænderi. Trap oplyser hverken

om,hvormangearbejderedervarbeskæftiget påde pågældende fabrikker,eller hvormange

mekaniske hestekræfter disse anvendte. Det hardog næppe været imponerende, for ifølge Th. Bajers bog: Dansk Provinsindustri, stati¬

stiskfremstillet fra 1885 fandtesderi perioden 1881-83 11 fabrikker iVarde medensamletar¬

bejdsstyrke på kun 46 personer. Bajer kan endvidereoplyse,atværdienafdisse virksom¬

hedersproduktionvar 150.000 kr. (Foratgøre

sigen forestillingom, hvormeget denne sum repræsenterer i nutidens penge, skal man nok

gangemedca. 100).

Men fra 1890'erne fik Varde sin pænedelaf

den almindelige industrielle fremgang. Ifølge

3.omarbejdede udgave afTrap levede defleste

af devirksomheder,Bajernævnte,stadig ibed¬

ste velgående i 1914. Det gjaldt f.eks. en lak¬

farvefabrik, der blev grundlagt i 1879, et

uldspinderi, en klædefabrik og jernstøberiet.

Men desuden var en række_nyevirksomheder

kommet til: et savværk, derbeskæftigede 40 arbejdereomkring århundredskiftet, et svine¬

slagteri og etjerntrådspinderi. I 1918 startede lederenafjerntrådspinderiet, fabrikantBruun, det,dersenereskulleblive Vardestotaltdomi¬

nerendeindustri,nemlig Stålværket.

Ifølge erhvervstællingen af 1911 levede 1616

af Vardes 4816indbyggere af industrioghånd¬

værk, 1023 ernæredesig ved handelog480 ved transport. (Dissetalerbruttotal, derikkealene omfattererhvervsudøveren,men også dennes familie). Manmådoggå ud fra,atdervarflere beskæftiget ved håndværk end ved industri.

Industrialiseringen havde ganske vist givet ^en

del former for håndværk hård konkurrence.

Men denhavdedogogsåskabtnyemuligheder.

Med maskinernes fremtrængen på landogi by

voksede behovet for at fä dem repareret, og med bilernes, jernbanedriftens og elektricite¬

tens fremgang allerede før 1914 skabtes nye

jobs. Resultatetvar, at der blev brug for flere smede, mekanikere og maskinarbejdere. Den erhvervsmæssige udvikling i Varde 1890 til

Metal iVarde

1914 betød med andre ord, at Smedenes og

Maskinarbejdernes Fagforening havde mulig¬

hed foratfästadig flere medlemmerog forat sikre dem bedre forhold.

Halvfemserneskampår

Trods degyldne tider gik det ikke bare afsig

selv med at organisere smede og maskinar¬

bejdere og forbedre deres løn- og arbejdsfor¬

hold. Særlig foreningens første 10år^varhårde kampår. For i denne periode kunne arbejds¬

giverne endnu gøre sig håb om, at de kunne skræmme folk fra at melde sig ind i fagfor¬

eningen. Deres middel var at true med at

afskedige eller faktisk afskedige organisere¬

de/fagligt aktive. Paul Schmidt, derskrevom

foreningens historie i det festskrift,der udsend¬

tesianledningaf 75 års jubilæet i 1965, fortæl¬

ler således, at to afbestyrelsesmedlemmerne

ikke kunne fä ansættelse hos _nogen afbyens mestre,efteratsmedesvendeneengangihalv¬

femserne havde gennemført en boykot i månedsvis; denene var oven i købet forenin¬

gensformand 1890 til 97,H. P. Hansen. Denne kunne dog vendetilbage til sit fag efter nogen tid. Den anden, Laurids Sørensen, vendte al¬

drig nogen sinde tilbage til gerningen som smed. Han,der havde tilnavnetden gladesan¬

ger, blev i stedetgartner. Nogle ord, forenin¬

gensførste formand, A.Berg, lodfalde,da han holdt tale ved foreningens 25 års jubilæum,

vidnerogså om, at det var brydsomt atvære

fagligt aktiv i begyndelsen. Ifølge referatet i Vestjyllands Socialdemokrat skabte ^man sig

uvenner dengang, men manfik også trofaste

venner.Mestreneså med skæveøjne pådennye

organisation og mente, atnu skulle der straks strejkes. Men, tilføjede Berg, der arbejdedes

tværtimod medjævnfremgangfor beggeparter.

Det fremgår ikke af kilderne, hvor mange medlemmer den nystiftede forening havde,

Metali\arde

men det er næppe etforkert gæt at anslå det oprindelige medlemstal tilenlillesnes;vedår¬

hundredskiftet ^ser det ud til at være blevet fordoblet, ogfra 1900 til 1914erderigen sket

enfordobling, såledesatforeningenhar haft 60 til 80 medlemmeromkring 1914. Dissetalville

stemme med erhvervsudviklingen (der som sagtgav arbejde til flere smede og maskinar¬

bejdere), og de ville desuden stemme med forbundets medlemstal: i 1891^varderi alt 1200 medlemmer(inklusive Vardemedlemmerne),i

løbet af 1892 faldt tallet til 900, ^men derefter gikdetfremad igen.Vedårhundredskiftettalte forbundet 4.000 medlemmer_ogi 1914 12.000.

Da Vardes fremgang i erhverv og befolkning

efter 1890 ^var langsommere end landetsgen¬

nemsnitlige, passer det udmærket, hvis med¬

lemstallets vækstilokalafdelingen iVardeikke

helt svarede til forbundets.

Strakseftergrundlæggelsen krævede dennye

forening,atmedlemmernes timeløn blevsatop til 27ørei timen_ogatarbejdstiden,dervarpå

11 effektive timer i seks af_ugensdage, blevsat nedtil 10 timer. Kravetom27 ørei timenvar et gammelt krav. I midten af 80'erne havde Smedenes Fagforening i København udkæm¬

petenlangvarig konfliktmedomfattendestrej¬

ke _og lockoutom de 27øre. Livtaget mellem

smedene_ogderes arbejdsgivere varendt med

et delvist nederlag for smedene. For da kon¬

flikten blevafblæst,varmestreneogfabrikan¬

terne ikkegået medtil mindst atbetale deres

ansattesmede 27ørei timen. Tilgengæld hav¬

dede heller ikke formået- trods hede ønsker herom ^- at knække ryggen på fagforeningen.

Tværtimod måttedeanerkende,atdet stod de smede, deansatte,frit for,omde ville stå ifag¬

foreningen. At det kunne være et helvede at

gennemføre en sådan arbejdskamp på liv og

død, fremgår af, at lederen affagforeningen,

FerdinandHurop,emigrerede til USA,kortef¬

ter atkonfliktenvaroverstået.

Ibegyndelsenaf1890'erne havde de organi¬

serede smede_ogmaskinarbejdere i København nået de 27øre;derimod kneb detstadig ipro¬

vinsen. Det fremgår af, at forbundet på sin kongres 1891 i en resolution slog fast, atden mindste timeløn iprovinsen burde^være27øre, i København 30øre. Ijuniogseptembernum¬

meret 1892 af forbundets blad mindede man

afdelingerneomdenne vedtagelse: Husk altid,

atden mindste timeløn børvære27^øreiprovin¬

senog30øreiKøbenhavn,samt atden længste arbejdstid bør være 10timerpr. dag. Vardeaf¬

delingen var fuldt på omgangshøjde med forbundet i dekrav, denrejste. For i Varde blev

dissekravfremsatalleredeiapril, medens den forbundskongres, der vedtog deovenforcitere¬

dekrav,først blev holdt efteråret 1891.

Hvorstortvaretbeløbpå 27 til 30øreigrun¬

den? Deterdetselvsagtvanskeligtatsvarehelt entydigt på,mendetkandanævnes,atendyg¬

tig faglært arbejder, der ikke blev berørt nævneværdigt af arbejdsløshed, i 1880'erne år¬

ligt kunnetjene 800til 1000 kr. i København, medens beløbetvar100til 200 kroner mindre i provinsen.Enprofessor havde^enårsløn påca.

4000 kr. i 1880'erne. I øvrigterdet også værd

atnotere, at priserne faldt med 20 til 30pet. i tidsrummet 1875 til 1894. Selv med uforandre¬

delønninger gik reallønnen altså i vejret. Det

gavblotikke tilstrækkeligt eftersmedenesme¬

ning.

Den nye fagforening i Varde formåedenæ¬

sten atkommeigennemmed de krav,somogså forbundet syntes var rimelige. 11. april 1891 forhandlede medlemmer afbestyrelsen med byens mestreom løn ogarbejdstid. Med hen¬

syn til arbejdstiden fik bestyrelsen, hvad den havde bedtom: deropnåedes enighed om,at dendaglige arbejdstid skullesættestil 10 timer

ugensseks første dage. Betalingen for^overar¬

bejde skulle forhøjes med 50pet. på hverdage

og med 100 pet. på søndage. Derimod fandt

man ikke _nogen løsning på lønspørgsmålet i første_omgang.Menefterendnuetparforhand¬

lingsmøder nåedemanetresultatogså pådette punkt-samtidig medat satsenfor overarbejde

blevjusteret med endnuenforbedring til følge.

Ifølgedennyeoverenskomstskulle timelønnen

mindst ligge på 25 øre, lønnen skulle betales hverlørdagsenestkl. seksomaftenen. Ved ak¬

kordarbejde skulle arbejderen have garanti for mindstatkunneopnå timelønnen. På hverdage blevoverarbejde, som man allerede havdeaf¬

talt iapril, forhøjet med 50 pet. de første tre timer, derefter skulledenforhøjes med 100pet.

Omsøndagen skulle betales 50pet. meremel¬

lem kl. 6 _og 4 og derefter 100 pet. Hvis man

arbejdede uden for værkstedet- meni byen -

skullemanhaveettillæg påtreørei timen.Ved arbejdeen kvartmil ellermereudenforbyen, skulle tillægget være 5 øre ogdesuden skulle

man have kostenpåværkstedet. Endelig inde¬

holdt overenskomsten en bestemmelse, der knyttede lønniveauet i Varde sammen med

lønniveauet iEsbjerg, RibeogRingkøbing.For når timelønnen nåede_oppå 27ørei disse byer,

skulle denforhøjes tilsvarende iVarde.

Denneoverenskomstgjaldt for håndværks¬

virksomhederne. Hos byens tre fabrikanter

blev mindstelønnen 27 øre; det var dogførst

efter^enarbejdskamp, underhvilken arbejder¬

neblevlock-outet i _{syv uger,}atejerenafjern¬

støberiet, fabrikant Th. Birch, gik ind herpå.

SomPaulSchmidt skriver: Birch^varenvanske¬

lig herreathave medatgøre. I defølgende år

var hansvirksomhedjævnligt ramt af strejke

ellerlock-out.

Så vidtmankan_{se, synes}foreningens taktik

overfordenvanskelige Birchathaveværetden først at opnå en aftale med byens andre ar¬

bejdsgivere.Med den pressedemanså Birch til

atindgå på lignende vilkår,menaltså ikke uden

atdennerevsig slemt i tøjret.

Umiddelbartlyder det,som omdennyefor-

MetaliVarde

ening havdesuccesi 1891:denopnåedeengod overenskomst, ogdenvandt en arbejdskamp.

Imidlertid tyder nogle ordi forbundsforman¬

den H. P. Hansensberetningomåret 1891 på,

atsuccesenikkevarsåstorendda. Dervarmå¬

ske ligefrem tale om en Pyrrhus-sejr. Det hedder i forbundsformandens beretning: Det, der karakteriserer1891, erdenplanløsejagen trodskonjunkturernes uheldige stilling efterat

få Odenseprogrammet(detprogram, somkon¬

gressen havde vedtaget i1891, som errefereret ovenfor) gennemført, næsten i samme øjeblik

det^varvedtaget.Ogdethævnedesig.Tab på tab,

selv når vi vandt.(Varde, Viborg^ogflere her ikke

nævntekonfliktererbevis).Modløshedogopløs¬

ningpå alle kanter, det havde 92til^atbegynde

med.

Vi véd ikke præcist, hvorledes forholdene

udvikledesigi Varde i 1892^og93,^menseti ly¬

setafforbundsformandens mistrøstigeordog den kendsgerning, at forbundets medlemstal faldt fra 1200 til900,erdet sandsynligt,atman

ogsåoplevedeettilbageslagi Varde. Overens¬

komstenaf 1891 blevganskevist ikkeophævet,

menhvadhjalp det,hvis antallet aforganisere¬

de faldt, fordi mestrene foretrak at anvende uorganiseret-ogbilligere-arbejdskraft?

Tilbageslaget i 1892og93vardog kun mid¬

lertidigt. Fra 1894 vendte konjunkturerne, og dereftergikdetslag i slag irestenaf 1890'erne.

11899varmindstelønnen nået_oppå33øre-fra

midten af 90'ernevarpriserne dog så småt be¬

gyndt at stige igen, så reallønsstigningen var mindre endstigningen i den nominelle løn.

Septemberforligoglandsdækkende overenskomster

Årene mellem århundredskiftet _og første ver¬

denskrig blev præget afen lidt langsommere produktionsfremgang end i halvfemserne, ja,

fra tid til anden blev landet ligefrem ramt af voldsomme konjunkturtilbageslag, der øgede

MetaliVarde

FacadenafBirchs jernstøberi, Nørregade35. Fotofra omkring 1914.

arbejdsløsheden voldsomt. Det gjaldt ikke

mindst årene 1907 til 1910, i hvilkederindtraf

storebygge-ogbankkrak.HellerikkeVardegik

ramforbi: netopi 1907gik detstorebødkerfir¬

maLund_{nedenom og}hjem.

Den andentendens, derkendetegnede årene

før førsteverdenskrig,var,atforholdetmellem fagforbund-fagforeninger og arbejdsgiverfor¬

eningernublevreguleret. Isammeforbindelse styrkede forbundsledelsernederes magt i for¬

hold til lokalafdelingerne; til gengæld havde

dissenudenfordelathave deresforbundssam¬

ledestyrkeiryggenvedkonfliktermed lokale arbejdsgivere.

Inden man nåede så langt, kom det til den

gennemtiderne mestomfattende styrkeprøve mellem de nydannede organisationer, Dansk ArbejdsgiverforeningogDesamvirkendeFag¬

forbund: storlockouten, der varede fraden 2.

maj 1899tilden 5. september^- smedene kom dog først med fraden 24. maj. Ved detforlig,

som afsluttede konflikten, Septemberforliget,

anerkendte DesamvirkendeFagforeningerar¬

bejdsgivernesrettilatledeogfordele arbejdet,

ogparterneanerkendtehinandenoghinandens

rettilatvarsle _ogiværksætte konflikter. I for¬

længelse heraf opnåede Smede og Maskinar- bejderforbundet det følgende år - 1900 - sin første landsdækkende overenskomst medjer¬

nets arbejdsgivere; denne overenskomst kom

Meta!iVarde

Gårdspladsen ved Birchsjernstøberi. På pladsenses endel mennesker,formodentlig deansatte,en massekulognogleafdepro¬

dukter, støberietfremstillede.Fotofra før1.verdenskrig.

også tilatgældeiVarde. Densbetydning lå i,at den byggede på minimallønsystemet og ind¬

førte ordningen med tillidsmænd. Endvidere blevmedlemsbogtil forbundet anerkendtsom bevis på, at en arbejder var faglært. Denne overenskomst kom tilatdannemønsterfor alle

senereoverenskomster mellem smedene_ogde¬

res arbejdsgivere. Dens bestemmelser ud¬

sprangafden opfattelse, at arbejdeog kapital grundlæggendehavde desammeinteresser.Det fælles målvar, somdetvarformuleret i indled¬

ningen til overenskomsten, at den danske jernindustriskulle udvikle sig påensundog ro¬

lig måde.Og dette mål nåedeman bedst,hvis detopartersamarbejdede loyalt.

Ved de følgende overenskomster blev ar¬

bejdstidens længde et centralt punkt. I 1905 indgikparterneenoverenskomst, der skulle lø¬

bei ikke mindre end fem år: fra1.februar 1906 til 1. februar 1911.Arbejdstiden skulle gradvis

sættesned:fra 1. november 1906 blev den for¬

kortet medenhalvtime, hvorved den blev ni

enhalv timei vintermånedernenovember, de¬

cember,januarogfebruar,ogfra den 1. februar

1907 blev den yderligere satned meden halv

time idesammemåneder. Mindstelønnen blev

forhøjet fra 33 til 34øre pr. 1.juli 1906 forsme¬

de, der havde været svende mindst et år, og med endnuen ørefra 1.juli 1908.

11911fortsattedenroligeogstøtteudvikling.

MetaliVarde

En nyoverenskomst, der skulle gælde ifem år

somdengamle blevindgået. Havdemananet,

at en verdenskrig ville blive en realitet fra 1.

august 1914, var forbundsledelsen med den

stærke smed, forretningsfører J. A. Hansen, i spidsen, nokikke gået med tilatunderkastesig fredspligt i så langtettidsrum. Meni 1910-11

syntesbetalingenforatgåmedhertil god. Trods

deforegående års dårlige konjunkturer opnåe¬

demetalarbejderne,at minimumslønnen blev hævet medtreøre, ogatarbejdstiden igenblev mindre; dennegangblev denreduceret meden halv time i de 8af årets måneder, i hvilke der ikkevar sket en nedsættelse afarbejdstiden i

denforegående overenskomstperiode.Det be¬

tød, at den gennemsnitlige daglige arbejdstid

nunærmedesigdeni timer.

Yardeforeningen konsoliderer sig

1900 tilca.1914

Iårene mellem århundredskiftet_ogførstever¬

denskrig havde den lokale afdeling af Dansk

Smede-_ogMaskinarbejderforbund i Vardetre formænd: fra 1900 til 1906vardet Th.Jørgen¬

sen, derefter indtil 1910 A. Eggebrecht og fra

1910 til 1914 S. A. Sørensen. Ifølge Paul

Schmidtvarsidstnævnteenenergiskogsmidig forhandler, der til sidst startede sin egenvirk¬

somhed, fordi han ikke kunne medmestrene.

Dette kandogførsthaveværetfra 1919,for ef¬

ter at P. Hansen havde været formand i de flesteafkrigens år ^- fra 1914 til 1917 - vendte

Sørensentilbagesom formand fra 1917-19. At

Paul Schmidt harreti sinpositive vurdering af ham, bestyrkes af forhandlingsprotokollen.

Flere_gangefremhæves han nemlig forathave aflagt gode og fyldestgørende referater fra de kongresserogforhandlinger, han har deltageti.

Medensformændene_{kom og}gik, havde fore¬

ningen en ankermand, et stabilt punkt, i den tidligereformandH. P.Hansen; han var nem¬

lig kassererlige fra århundredskiftetogtil 1929.

Han blev efterhånden kendt under tilnavnet Fatter.; detskyldtes,athanblev bestyreraf her¬

bergetfor farendeSvende.

Somsagtvardetforeningensopgaveatfå alle

smede _og maskinarbejdere som medlemmer.

Allerede omkring 1900 ser det ud til at være

lykkedes i selve byen. I altfald udsendte Fælles¬

organisationendetårenpressemeddelelseom, at i Varde ^var organisationsprocenten for ar¬

bejderne vedatvære100pet.Selvomerklærin¬

gennok overdriverensmule,erderingen tvivl

om,atdentalte sandt medhensyntil smedene

ogmaskinarbejderne; devarkendtforatvære megetfagligt bevidste-for ikkeatsige stolte.

Alligevel varderfra tid til anden konflikter omkring spørgsmålet om uorganiseredes ar¬

bejde på byens virksomheder. Denstørstebrød

ud 25. august 1910. Da nedlagde to karetma¬

gersvende og en forbandter, dervar ansatpå

denkendtevognfabrik DanielsenogOlsen (der

blev ejet og ledet af Chr. Olsen alene siden 1896)arbejdet. De ville ikkegenoptagedet, før

mestersvendenvarafskediget.Hanvarumulig

atarbejde sammenmed og usædvanligegrov,

sagde arbejderne. Den 27. oktober udvidedes konflikten, idet samtlige seks svende - såvel karetmager- som smedesvende ^- gik i strejke.

Mestersvenden var ganske vist rejst, men de

havde ikke fået nogettilsagn om, at han ikke

ville vendetilbage. Først når de havdefåetdet, ville dearbejde igen. Derefter gik konflikten i

hårdknude. Dadestrejkende ikkegenoptogar¬

bejdet den 28. oktober, vendte mestersvenden tilbage,ogChristian Olsenantoguorganiserede arbejdere i stedetfor de strejkende. Et forligs¬

møde med deltagelse af repræsentanter for Fællesorganisationen, fabrikanten, Chr. Olsen,

ogdestrejkende kunne ikke afværge dette ulyk¬

kelige udfald. Konfliktentrak ud,mensluttede

med en sejr til arbejderne^og fagforeningerne.

På smedenes bestyrelsesmøde den 29. april

1911 meddelte formanden, at forholdene på

MetaliIarde

Karetfra Chr. Olsens værkstedpræsenteresiNikolajkirkestrædeudenfor værkstedet. Foto fra for 1. verdenskrig.

Danielsens_ogOlsensfabrikkervarblevet ord¬

net;dengenstridige Chr. Olsenvargået ind på

kunatbeskæftige organiserede. Hvorledesvar

fagforeningens rolle idenne sag? Denserud til

athave stået last_og brast med de menige ar¬

bejdere i deres kamp mod dengrove mester¬

svend. For den 18. oktober nedlagde den faktisk forbud mod, at dens medlemmer ar¬

bejdede hos Chr. Olsen, førdervarfuldstændig

sikkerhedfor,atmestersvendenvarfjernet fra arbejdspladsen. Efter det mislykkede forligs¬

møde den28. oktober 1910giksagentil faglig voldgift. Menindenkendelsen blevafsagt,var de uorganiserede - til den borgerlige presses

ophidselse (se artiklen fra 27. marts i Varde

Avis) - blevet udsat foret så stort pres, atde sagde deresstillingophosChr. Olsen;herefter

måtte han bide i det sure æble _og erkendesit nederlag.

Chr. Olsen varikke den eneste, man havde

enkonflikt med^ombeskæftigelsen afuorgani¬

serede arbejdere. 13. august 1910 oplyserfor¬

handlingsprotokollen: Formanden foreslog at søge sanktion for at blokere HarryJacobsen.

Detfremgår,atbegrundelsenvar,atværkføre¬

ren i den pågældende virksomhed var blevet

slettet som medlem på grundafrestance. So-

rensen, som vardenenesteorganiserede arbej¬

der deroppe, udtalte, at han godt kunne være med tilatblokerefabrikken, hedder det videre

MetaliVarde

i forhandlingsprotokollen. Man må gå ud fra,

atfirmaet harværet retlille,selvomdet kaldes

enfabrik.

Alt i alt efterlader disse_sagerdet indtryk,at dervar vendt _{op og} ned på forholdene sam¬

menlignetmed afdelingens første år i 90'erne.

Dengang risikerede den fagligt organiserede megetletatbliveafskediget. Omkring 1914var det anderledes: nu var det den, der ikke var medlem affagforeningen,der stodifare forat miste sitjob.

Sådan^vardetibyen. Derimod tyder alt på,

at landdistrikterne endnu ^varjomfruelig jord,

hvadorganiseringen af smedene.angik.

Nårarbejderjager arbejder væk (Artikeli VardeAvis 27. marts1911)

Efterhåndenvarlivet heribyen blevetsåsurtfor

desvende, der under konflikten arbejdedepå

Danielsens _og Olsens Vognfabrik, at de ikke

kunne udholde det længere. Især harfagfor¬

eningernes forretningsfører, Em. Olsen, ikke

kunnet holde sin_pen iro, mensvoldgiftsretten

sidder.

Lørdag aften meddeltesamtligesvendefabri¬

kant Olsen, at de måtte opgive at fortsætte arbejdet hos hammere.Og idagerhverken hr.

Frederiksen eller detoandresvendepå arbejde.

Denslagskonfliktererderaltså endnuråd til

ilandet. Ilængden vil de dog sikkert ikke alene

ramme arbejdsgiverne; men i jo højere grad

håndværk _og industri her hjemmesvækkes til fordel forudlandsindførsel, i jo højeregrad vil følgerne sikkert også blivefølelige for selvear¬

bejderklassen.

Derimod beholder de socialdemokratiske skribenter_ogforretningsførere vel nok deresbe¬

skæftigelseogindkomsteruanfægtede deraf.

Fra 1907 forærede Rigsdagen i øvrigtforenin¬

genet godt middel til at lokke vankelmodige

arbejdere tilatblivemedlemmer. Fordetår så

lovenomstatsanerkendelseafarbejdsløsheds¬

kasser dagens lys. Herefter dækkede staten halvdelen af^en arbejdsløshedskasses udgifter

til understøttelse. Loven krævedeganskevist,

at arbejdsløshedskasserne og fagforeningerne

skulleholdes adskilt-ellersfrygtede lovgiverne nemlig,atdeville komme tilatgivestatsstøtte til den faglige kamp, men i praksis mærkede

manikke megettiladskillelsen.Detvarfagfor¬

eningerne, der administrerede kasserne; det gjaldt også for Smede- og Maskinarbejdernes Afdeling i Varde, og i praksis kunne en smed

ellermaskinarbejderikke blive medlem afen

arbejdsløshedskasse, medmindre han stod i fagforeningen. Da ledighedsperioderne var megethyppige dengang,vartilskyndelsen tilat ladesig arbejdsløshedsforsikremegetstærk; al¬

ternativet ^var den ydmygende og socialt de¬

klasserende fattighjælp. Endnu blev der dog

kun udbetaltarbejdsløshedsunderstøttelse ien kortereperiode, så derforvardetikke ualmin¬

deligt, at nogle afde arbejdsløse medlemmer

varuden understøttelse. Tilgengæld kunne de¬

resforeninggodtfinde på-afegnemidler-at ydeenekstraordinær hjælp. Bestyrelsen havde nemlig oprettet en såkaldt femøres kasse, af

hvilken der kunne udbetales ekstraordinær

hjælp til folk,derstod uden understøttelse. Så¬

ledesoplyserforhandlingsprotokollen,atman

på generalforsamlingen december 1910beslut¬

tedeatgive 1 krone til hver arbejdsløs, dervar i denne vanskelige situation. I betragtning af,

at striden med Chr. Olsenvarpå sit højeste på

dettetidspunkt,erdetmereendsandsynligt,at nogle af dem, der på denne måde fiketekstra tilskud tiljulen,varde svende, som varblevet afskediget af Olsen i oktobermåned. Netopi

forbindelse med en arbejdskonflikt måtte ar¬

bejdsløshedskassen ikke udbetaleunderstøttel¬

se.

Afdelingensanden vigtigeopgave varatyde

støttetil de bestræbelser, smedeneogmaskin¬

arbejderne udfoldede på deres arbejdspladser for at presse lønnen op over minimallønssat-

sen. Specielt i den første tid efter at en ny overenskomst var indgået, var der brug for

denne indsats. Dengangsom nu sikredeover¬

enskomstensforhøjelseaf minimallønnenikke udenviderearbejderne inden formetalfageten

lønforhøjelse. Grunden var, at mangeafdem alleredehavdeenløn, der låovermindsteløn¬

nen. Forbundets taktikvar, at dissearbejdere skulle haveen forhøjelse afderes timeløn, der svarede tilden, de der kunlige havdeliggetpå mindstelønssatsen, fik. Efteråt 1911-overens- komstenvartrådt i kraft1.februar,fik Vardeaf¬

delingen således ^en skrivelse herom fra hovedkontoret. Den gik ud på, at de med¬

lemmer, hvis løn ikke blev direkte berørt afden aftalte forhøjelse, også skulle have lagtto øre

på, men, somderstodiforhandlingsprotokol¬

lens referat afbrevet, der blev forelagt på et bestyrelsesmøde 4. maj 1911: Viskulletrække detlidt, indtilvikomoverde kritiskeforhold,vi

erunder.

Afdelingeni Vardebeskæftigedesig ligeledes medarbejdstidens længde.Ireferatet fragene¬

ralforsamlingen december 1910 hedder det:

Johansenmente, atbestyrelsen skullesøgeatfå arbejdstiden på de forskellige virksomheder ned;det ville ikke væresvært. Hans synspunkt vandt ikke udelt tilslutning. Andre medlem¬

merafforeningenindvendte,atdetvarlettere

atnedbringe arbejdstiden påenstorvirksom¬

hed med 50ansatteendpå^enlille virksomhed.

Formanden rundede diskussionen af medatsi¬

ge,atbestyrelsen skulle arbejde påatfa arbejds¬

tidenforkortet;menbetingelsenvar, atlønnen blevsattilsvarende_op.Dervaraltsåtoårsager til, at bestyrelsens indsats for at skaffe med¬

lemmerne en kortere arbejdstid ikke blev særlig energisk. Manfrygtede for, atman ikke havde råddertil,og man følteetansvarfor de

Metal iVarde

små virksomheder, som en korterearbejdstid

måske kunnegive problemer.

Somnævntsikrede både overenskomsten af 1905 _og 1911, at arbejdstiden blev reduceret.

Men det udelukkedeselvsagt ikke, atafdelin¬

gerne lokalt prøvede at bringe arbejdstiden

endnulængere ned. I Varde skete det dog ikke.

Ibetragtning af,atkravet ved allemaj-demon-

strationer siden 1890 havdelydt påenarbejds¬

dag på8 timer,kan man noksynes, atdet gik langsomt. Diskussionen på generalforsamlin¬

gendecember 1910 fortæller^omhvorfor.

Foreningen iVarde sendtenaturligvisende¬

legeret^- somregelformanden-tilde kongres¬

ser og repræsentantskabsmøder, der blev afholdt i forbundet. Detvarher,atdets over¬

ordnedepolitik blev diskuteretog fastlagt. På kongressen i 1912 gik bølgernehøjt;ensyndika¬

listisk oppositionsgruppe kritiserede forman¬

den, J. A. Hansen, for,athanhavdeafslutteten så langvarig overenskomst - som nævnt en

femårig. Ifølge Festskriftianledning afDansk

Smede- _ogMaskinarbejderforbunds50ArsJu¬

bilæum (1938) havde oppositionen dog ikke denstoretilslutning, fordervar86stemmerfor

formandensberetning, 11imodog17, der hver¬

ken stemte for eller imod. I betragtning af,

hvilketfodslagder normalt kunne konstateres på forbundets kongreser,kan mandog noksy¬

nes, atfestskriftet bagatelliserer oppositionens omfang. At 28 ud af 114 delegerede ikkestem¬

mer for formandens beretning tydede på, at

oppositionen varganske udbredt - også ude i afdelingerne. Det var sikkert også tilfældet i Vardeafdelingen. Det kunne forhandlingspro¬

tokollens formuleringgodt tydepå. Desværre

erdensåkortfattet,atdet erumuligtatdanne sigethelt præcistindtryk.Derstårblot(i refe¬

ratet fra et bestyrelsesmøde): Formanden aflagde beretning fra kongressen. Efter ^nogen

diskussion godkendtes beretningen. Sandsyn¬

ligvisharformanden,S. A. Sørensen,stemtfor

MetaliVarde

J. A. Hansensberetning og støttet hans linie.

Når derergrundtilatantage,atdetvartilfæl¬

det,hængerdetsammenmed,atJ.A. Hansens forhold til Vardeafdelingen var det bedste. I 1915 modtog han foreningens invitation tilat

deltage i festlighederne i anledning afdens 25 årsfødselsdag,ogher holdt hanentale, i hvil¬

ken han roste afdelingen. Mon der ikke var blevetdryppetensmule malurti bægeret, hvis

S. A. Sørensen havde tilsluttetsigoppositionen i 1912? Men detvaråbenbart ikke allebestyrel¬

sesmedlemmer, der var helt tilfredse med foreningenslinie.

Protokollen_ogandrekilder taler deres tyde¬

lige sprog om, at foreningens virke ikke kun begrænsede sig til at varetage medlemmernes

interesser medhensyntillønogandrearbejds¬

vilkår. Man har indtryk af, at foreningens

medlemmerføltesigsometbroderskabelleret laug præget afet tæt sammenhold. Tydeligst

kommer detmåske tiludtryki,atnåretafmed¬

lemmerne giftede sig, indsamlede foreningen

pengetilen gavetilden ulykkelige. Denarran¬

geredeogså regelmæssigt festerogudflugterfor

medlemmerne og deres familier. Da fritiden

varknapogudbudetaf fritidsaktiviteter langt

sparsommereendi dag,erdet oplagt,atdenne del af virksomhedeni medlemmernesøjne har

væretganskebetydningsfuld. Medtilatstyrke

sammenholdet veddemonstrationer_ogfestlige lejlighedervarfanen. Festskriftet 1940 skriver

omerhvervelsenaf denne: Trangen tiletsam¬

lingsmærkevarlangefølelig,ogden 13. decem¬

ber(1896)forslog den daværendeformand, H.

P.Hansen,atnedsætteetfaneudvalg. Forslaget

blevenstemmigtvedtaget,ogden20. juni 1897 indvies afdelingens smukke fane ved enfest i teatersalen. I over 43 år harfanen vejet ved mangfoldigeprocessionerogfagligeogpolitiske fester, men også mangen gang erden florom¬

vunden blevet sænket overen grav somfagets

sidste hilsen tilen brav _og trofast kammerat.

Fanen som samlingsmærke, bryllupsgaven, densidste hilsen tilenafdød kammerat^-alt det vidnerom,atmanendnu ikke skelnedeså nøje

mellem denprivatesfære,kaldetintimsfæren,

og den offentlige: arbejdspladsen. Heleperso¬

nen varsåatsige medlem afforeningen.Herser vi nok et levn fra en gammel laugstradition,

somindustrialiseringenendnuikkeharformå¬

et atnedbryde.

Foreningen synes at have grebet de mange

anledninger, dervartilatsamle medlemmeri festligtlag, medbegejstring.Da deni1910 hav¬

de eksisteret i 20år, besluttede bestyrelsen af

arrangere enudflugt til Fanø; betingelsen var, atmindst 30 meldtesig. Hvis det ikke lykkedes

atnå dettetal,så villemanmedforhandlings¬

protokollens ord tagetilHjertingpå vogn, og det skulle koste1,50kr.for hver,ogrestenskulle

tagesafkassen.Detblev overdraget bestyrelsen

atordne detpå bedste måde.

Daforeningen fyldte25år13.juli 1915,satte bestyrelsen allesejl til forat markereetkvart

århundredes resultater.Ifølge VestjyllandsSo¬

cialdemokrat, hvis Varde-redaktør iøvrigtvar blandt de indbudte gæster, blev festen, som blev holdt den 14. juli i Enighedslunden, en storslået begivenhed: Smede- og Maskinar- bejderforbundetsjubilæumsfest blevenstolt dag for organisationens banebrydere, hedder det i reportagen, der videre oplyser, at forbunds¬

formanden, den stærke smed J. A. Hansen, benyttedelejligheden tilattakke dem, der hav¬

de gjort en indsats i foreningesarbejdet, ikke

mindstH. P. Hansen (kassereren siden 1899),

somhavdeværetmed heletiden,ogfor hvem det

havdeværetenlivssag.

Også ved 30-årsfesten i 1920 blevH.P. Han¬

sen genstand for en utrolig hyldest. Herom hedder det i forhandlingsprotokollen: 30 år!

Lørdag den 17.juli 1920fejresforeningens stif¬

telsesfest. ^{. .} På denne dag harvorkasserer,H.

P.Hansen, væretiafdelingens bestyrelsei30år.