Dette værk er downloadet fra Slægtsforskernes Bibliotek
SLÆGTSFORSKERNES BIBLIOTEK
Slægtsforskernes Bibliotek drives af foreningen Danske Slægtsforskere. Det er et special-bibliotek med værker, der er en del af vores fælles kulturarv, blandt andet omfattende slægts-, lokal- og personalhistorie.
Slægtsforskernes Bibliotek:
http://bibliotek.dis-danmark.dk
Foreningen Danske Slægtsforskere:
www.slaegtogdata.dk
Bemærk, at biblioteket indeholder værker både med og uden ophavsret. Når det drejer sig om ældre værker, hvor ophavsretten er udløbet, kan du frit downloade og anvende PDF-filen.
Drejer det sig om værker, som er omfattet af ophavsret, skal du være
opmærksom på, at PDF-filen kun er til rent personlig brug.
Matrikulens minorerede kort findes fo r alle sogne på Mors. De er trykt og udgivet i 1867.
Ejendommenes placering er fra kort, der er opmålt 1810-1820. Opmålingen a f skellene er fra først i I860'erne.
Forsidebilledet:
Ørodde en stjerneklar vinternat, malet a f kunstneren Carl Milton Jensen (1855-1927). Milton Jensen virkede som tegner og fotograf på Mors 1883-1887. Fyret og skibsbroen på billedet tilhørte Statsbanerne. På maleriets bagside er anført:
»Paa denne Odde ligger nu det store Østers Depot«. Det gjorde det fra 1910, hvor det flyttede fra Havnen til de nyopførte anlæg. I baggrunden ses Sallingsund og Glyngøre.
JUL PA MORS 1998
INDHOLD
Præstens Peter fra Vester Jø lb y... .... 2 Billeder fra Morsø Lokalhistoriske Arkiv... 43 A f Erik Hesselager
Byjubilæet 1949 ... .. 44 Nykøbing Mors
- 600 Aars Jubilæum 1899 ... .... 8 Billeder fra Morsø Lokalhistoriske Arkiv... 49 A f Axel R. Hansen
Læger på M ors... .. 50 Jagt, fangst og ægsamling 1860-1960... .... 10 A f Sven W. Topp
A f C hr. Madsen
Billeder fra Morsø Lokalhistoriske Arkiv... 57 Når Tivoli kom til byen... .... 14
A f Per Noe
Fra Erslev K irke... .... 18 A f Peter Østerby-Jørgensen
Billeder fra Morsø Lokalhistoriske Arkiv... .... 23 Byens gamle brønd... .... 24
A f Poul Mikkelsen
Redaktion: P er Noe
Henrik Fog - en politisk redaktør... .... 26 Hans Overgaard
A f Børge Jensen Jakob Nyborg
Susanne Overgaard Billeder fra Morsø Lokalhistoriske Arkiv... .. 33
36. ÅRGANG . ISBN 87-87566-54-0 Fortællinger for klarinet og violin... .... 36 ISSN 0902-4700
Ved Morsø Lokalhistoriske Arkiv
Oplag: 2.200 stk.
Billeder fra Morsø Lokalhistoriske Arkiv... .... 39 Pris: Kr. 65,00
Morsø Bogtrykkeri v/ Poul og Jakob Nyborg Skibsfart og handel
- Nykøbing-Norge 1711-12... .... 40 Kortene er gengivet med tilladelse fra A f Hiels Vestergaard Larsen Kort- og Matrikelstyrelsen.
MORSØ LOKALHISTORISKE FORLAG Dueholm Kloster
Præstens Peter fra Vester Jølby
A f Erik Hesselager
Den 16. oktober 1938 blev der sat en m indeplade op på muren af den gamle, stråtækte præstegård i V.
Jølby. Da denne efter en brand i 1959 blev revet ned og en ny opført, blev mindepladen sat ind ved siden af hoveddøren i gavlen på det nye hus, som blev vort hjem i næsten 30 år. D er står:
PO LA R FO R SK ER EN , O B ERST 7. P. K O C H
HAVDE H E R SIT BA RN DO M SHJEM ET LIG E SLÆ D ESPO R O V ER
SNEENS R E N E FLA D E S A ADAN VAR A L HANS
FÆRD.
D a jeg har erfaret, at de færreste morsingboer kender den berøm te polarforskers tilknytning til Mors, kom mer her historien om ham.
For 123 år siden kom der til Drag- strup-Skallerup sogne en ny præst, der som sine forgængere skulle bo i præstegården i V. Jølby. Hans navn var Carl Bendix Koch, og han var i de to små sogne i årene 1875-83.
Hans kone var død, han havde gif
tet sig igen, men ægteskabet var ikke lykkeligt. Fra sit første ægte
skab havde han to sønner - måske flere, jeg ved det ikke. Den ene af de to, jeg ved om, hed Johan Peter, kal
det Peter. Mens familien boede på Mors, fødtes to sønner og en datter.
D et er Peter, dette handler om.
H an var født den 15. januar 1870 i
Vestenskov sogn ved Nakskov og var således fem år, da de flyttede hertil, og 13, da de rejste herfra. Han var her altså i de år, der måske er de vigtigste i et menneskes liv. Indtryk
kene fæstner sig, karakteren dan
nes. Måske var de væsentligste ka
raktertræ k allerede forinden dan
net gennem hans egen, rigtige mor, men nu var hun død, og den mang
lende kærlighed i hjemmet hos sted
m oderen var nok med til at forme hans liv. D et gik, som det sommeti
der kan gå: Den nye mor brød sig ikke om stedsønnen. Man sagde, at hun var skrap, det talte man om i landsbyen - hvordan man gennem de åbne vinduer kunne høre, at hun skældte ud på både mand og børn.
Hersede med dem. Det har jeg for mange år siden fået fortalt af gamle m ennesker i sognet.
Lykkelig var hans barndom ikke.
D et var vel sådan noget, der gjorde, at han hellere var ude end hjemme.
Helst færdedes han ude i Vester
marken, der strækker sig ud i fjor
den med Rovvig på nordsiden og Dragstrup Vig mod syd. En af sine legekam m erater fandt han i »Æ Sønderby«, i Kærgaard, hvor A n
ders og A ne Kirstine Kjærgaard boede og havde en datter, Else, der var fire år ældre end Peter. De le
gede sammen, de satte drager op ude i Vesterm arken, hvor der er åbent for vind og vejr, og blæsten undertiden går frisk over Limfjor
dens vande. H er gik han og så mod de flyvende drager, og inde i ham vågnede der en drøm, en længsel, og
han drøm te sig væk fra hjemmets ufred og en ukærlig stedmor. Han drømte om selv at flyve langt, langt væk. Senere fik han sine ønsker op
fyldt.
Men legen med Else i V. Jølby fik ende. D et er ofte præstebørns lod:
Netop som de har slået rod og er ble
vet hjemme, da at måtte følge foræl
drene til en nyt sogn, fordi faderen har fået nyt embede. 1 1883 flyttede familien Koch til Lolland. Peter måtte følge med, glemte dog aldrig sine længsler og heller ikke Else.
Så gik årene. Og en dag kom den da 24-årige unge m and tilbage til barndom m ens landsby på et kort besøg. En landsbys verden var for
ladt, mistet, men ikke glemt. Et sted her levede Else, en meget levende og vågen pige. To gange var hun på højskole, vendte hjem og blev gift med gårdejer Peter Houm øller i V.
Jølby. Og en børneflok voksede op.
Koch skrev engang i et brev om dette besøg:
»Da jeg i 1894 - altså ikke mere end 10 år efter at Fader var flyttet - tilfældigvis kom til Vester Jølby, blev jeg betragtet som en frem m ed og følte mig dybt skuffet. Jeg spurgte denne gang efter Teodor og Kristiane, men Teodor var i A m e rika, og Kristiane var ikke mere på Mors. Så gik jeg hen til Kresten Dissing, som jeg tra f uden fo r Gaarden. Han vilde da heldigvis kendes ved mig, og det hjalp jo lidt på min trykkede Stemning; men han sagde alligevel »De« til mig, og det var jeg ked af.
2 Præstens Peter fra Vester Jølby
Jeg skyndte mig bort fra Vester Jølby igen - jeg tror ikke, jeg var der mere end to Timer - med en Følelse af, at jeg havde mistet noget, jeg satte Pris paa. «
Danmarksekspeditionen Omkring ved den samme tid var der en om trent jævnaldrende student, der boede i København, og en de
cemberdag i 1899, da han havde vandret i byens gader, skrev han et digt, som blev trykt i »Illustreret Ti
dende«:
»Et par graders frost og den første sne,
dryssende tyst over land og by, åh Herregud skal det da virk'lig ske, at julen bli'r hvid påny?
Avisen har meldt, at en spirende busk er fundet i Rosenborg Have.
Vi hader den regn og den evige rusk og ønsker naturen i lave.
Må vi b e’ om lidt sne, hvis den vare da g i’s.
Julesne og skøjteis, julesne og skøjteis«.
Den unge student skulle inden længe få sit ønske om sne og is op
fyldt til overmål. Han hed Ludvig Mylius-Erichsen, og få år senere, i 1906, tog de to - Mylius-Erichsen og J. P. Koch - sammen af sted på den berøm te D anm arksekspedition til Grønlands nordøstkyst, som skulle kortlægges.
Koch havde i mellemtiden været ved livgarden, var blevet premier
løjtnant ved generalstaben, var trådt uden for nummer for at deltage i Amdrups ekspedition til Øst- grønland, var blevet geodæt og var på Danmarksekspeditionen leder af det kartografiske arbejde. Historien om den ekspedition, der varede i to år, er velkendt og skal her kun kort ridses op.
Der var i alt 28 mand på ekspedi
tionen, iberegnet besætningen på ekspeditionsskibet »Danmark«.
Blandt deltagerne var kunstm a
lerne Aage Bertelsen og Achton
Friis og den 20-årige, senere så be
rømte Peter Freuchen.
Da de med skib var nået til det foreløbige bestemmelsessted, D an
markshavn - det nordligste sted no
get skib på det tidspunkt havde vo
vet sig frem til - og depoter var ud
lagt, delte de sig i to hold, hver på tre mand; Mylius-Erichsen ledede det ene og Koch det andet. De øv
rige blev ved skibet. Koch og hans hold sled sig over isen til Grønlands nordligste punkt, og undervejs kort
lagde han hele den ukendte kyst
strækning, og det var ham, der der
ved fandt ud af, at G rønland er en ø.
En fjord, der på Grønlands nord
side skærer sig dybt ind i landet, hedder nu J. P. Kochs Fjord.
De nåede den følgende sommer tilbage til udgangspunktet, hvor de alle skulle mødes. Men Mylius- Erichsen var endnu ikke vendt til
bage. Koch og de andre ventede med stigende bekymring. Da det igen blev forår, drog Koch af sted sammen med slædefører Tobias Gabrielsen for at søge, og han fandt Jørgen Brønlunds lig på Lamberts Land. Brøndlund havde med stort besvær og mange lidelser kæmpet sig frem til Cap Bergendahl, Lam berts Land, og havde Høeg-Hagens kortskitser og sin egen dagbog med sig. Som det sidste skrev han med forfrosne fingre om sin egen død, som han vidste kun var timer borte:
»O m kom m en her. Jeg kom hertil i aftagende måneskin. Kan ikke læn
gere også gå på benene (på grund) a f forfrysninger i fødderne og a f m ør
ket. Hagen døde 15. november og Mylius omtrent 10 dage efter. Deres lig ligger i den store fjord under gletcher (2 mil) ...«
D et var, hvad Koch fandt, men li
gene af Høeg-Hagen og Mylius- Erichsen fandt han ikke, og de er endnu ikke fundet.
Koch vendte tilbage til Danm ark.
Gennem den hvide ørken Få år senere, 1912-13, stod han selv i
spidsen for en Grønlandsekspe- dion: »Den danske Ekspedition til D ronning Louises Land og tværs over N ordgrønlands Indlandsis«.
D en har han fortalt om i bogen
»Gennem den hvide Ø rk en ”, der udkom straks i 1913 på Gyldendals Forlag.
Ekspeditionen blev muliggjort ved, at Rigsdagen, som det hed den
gang, overlod ham G rønlandske Handels skib »Godthaab« til den vanskelige sejlads over G rønlands
havet.
De var fire mand på ekspeditio
nen. Foruden Koch var det m eteo
rologen Alfred Wegener, skipper Lars Larsen og den islandske »fø
rer« og hestekyndige Vigfus Si- gurdsson, som iøvrigt også havde en familiemæssig tilknytning til Mors - jeg husker ikke hvordan, men tager meget gerne imod oplysninger.
De fire mand lod sig sætte i land
Præstens Peter fra Vester Jolby 3
Koch som patient på Borg. Foto fra "Gennem den hvide Ø rken".
på østkysten ved Danmarkshavn - som også havde været udgangs
punktet for Danmarks-ekspeditio- nen - med 16 islænderheste og stor bagage, 20.000 kg., det meste var foder til hestene og m aterialer til den hytte, de skulle bygge. Så stod de sidst i juli ved iskanten og vin
kede farvel til skibet »Godthaab« - forbindelsen til om verdenen var af
brudt for de kom mende vinter
måneder. Først var der det hårde slid med at få udstyr, proviant og heste ind på fast land. Sidst i sep
tem ber begyndte strabadserne med at få det hele op over iskanten og fjeldene, op på indlandsisen. Det var efterhånden langt hen på året, snart ville mørket sænke sig og ligge tungt over isen døgnet rundt, så de m åtte gøre holdt, og de byggede en hytte af de m edbragte materialer.
D er skulle de overvintre.
Et sted i bogen citerer han et vers af de islandske sagaers Egil Skalla- grimsson, der boede på gården
»Borg« på Island:
»Det mælte min moder, at mig skulle der købes skib og skønne årer:
»Vorde skal du viking,
stande højt i stavnen, styre frie snekker kæ kt til fjerne kyster, øve dåd som dagværk.«
Og så føjer han til, at »også jeg har vel fået mit bud om »at rejse ud som viking« a f min moder« - og at det næppe var kommet fra faderens fa
milie: »De gamle, ærværdige præ ster, der i 300 år har siddet fast i D ø
strup, søn efter søn i uafbrudt ræk
kefølge, har næppe som arv kunnet skæ nke mig den udlængsel og lyst til eventyr, der har drevet mig«. « Det var fra sin »rigtige« mor, han mente at have fået den arv.
Hytten, som de byggede, kaldte de »Borg« efter Egil Skallagrims- sons gård, og her var de julen og m ørketiden over. Det var det, der var meningen: For første gang skulle en ekspedition overvintre på indlandsisen - det havde ingen gjort før. Sammenbygget med hytten ind
rettedes en stald til hestene, og nu begyndte det daglige arbejde. O p
målinger og den slags. Registrerin
ger. Men det var ikke uden risiko.
For at give et indtryk af hans be
retning og de vanskeligheder, der var forbundet med ekspeditionen,
kom mer der her et lille afsnit fra hans bog:
»Den 5. november ville jeg prøve på sammen med Larsen at udføre nogle målinger nede ved opstig
ningsdalen. Vi tog a f sted om morge
nen i mørke, og det var endnu langt fra lyst, da vi kl. 9 nåede depotstedet.
Herfra og ned til dalen skulle vi pas
sere syv spalter, der nu alle var skjulte under sneen. Vi havde kun ta
get én stok med, som Larsen bar, og han gik derfor foran, mens jeg fulgte i hans spor.
Jeg så nok Larsen skræve langt ud over en sænkning i sneen, der røbede en spalte; men alligevel trådte jeg, ganske som jeg plejer, når jeg har en stok, med sædvanlig skridtlængde midt ud i sneen. Dette er i virkelighe
den, når man har en stok, det forsigtigste, fordi man derved bedst bevarer herredømmet over legemet, hvis sneen brister. Man kan da lade stokken falde vandret hen over hul
let og blive hængende på den. Sneen var ganske løs; den brast uden m ind
ste modstand, og jeg styrtede ned i spalten. I faldet slog jeg panden hårdt m od isvæg-gen. Det sortnede fo r øjnene a f mig.
En pludselig optrædende fare kan lamme hjernen; men den kan også virke som en uhyre kraftig stimulans.
Jeg følte, at jeg ikke måtte besvime fo r ikke at falde som en livløs klump; jeg strammede mig voldsomt op fo r at bevare bevidstheden og faldt med spændte muskler og sammenpres
sede knæ som en gymnastiker, der udfører et dybdespring. Farten fort
sattes videre nedover en brøkdel a f et sekund og stoppede så voldsomt. Jeg lå på en fremspringende, skarp og stærkt skrånende iskant, og holdt mig krampagtigt fast med begge hænder.
Der var temmelig m ørkt dernede.
Jeg kiggede op m od hullet over mig.
Isvæggene var lodrette, og der var langt derop, omtrent som fra gaden til vinduerne i en 3. etage. Lige i øje
blikket var der åbenbart ingen m u lighed fo r at kom m e op igen. Jeg
4 Præstens Peter fra Vester Jolby
kaldte på Larsen og bad ham om at gå tilbage til »Borg« efter et tov og en rebstige. Tillige bad jeg ham om at tage Vigfus med tilbage med hånd
slæde og sovepose. Min højre fo d havde fået et slemt stød; jeg følte mig ikke sikker på, at jeg ville være i stand til at gå hjem.
Larsen sprang a f sted, og jeg sad alene og kukkelurede i spalten. Der var styrtet en del sne ned sammen med mig. Jeg stampede forsigtig en fordybning i det, hvor jeg kunne sidde. Min højre fo d var meget hed og smertede en del; men på venstre fo d frøs jeg. Jeg måtte uophørlig banke den m od isvæggen fo r ikke at miste følelsen i den. Efterhånden som mine øjne vænnede sig til m ør
ket, kunne jeg skelne enkeltheder i spalten. Den fortsattes endnu o m trent otte meter under mig. Derefter indsnævredes den. Den nederste del a f den var fyld t med sne. Da sneen brast under mig, havde jeg gået med min theodolit i højre hånd; men i fa l
det havde jeg tabt den. Jeg kiggede rundt efter den, men kunne ikke se den nogetsteds. Jeg frygtede for, at den var gået tabt, og var langt mere ked herover end fo r min egen stil- Ung.
Kedeligt er det at sidde og vente på at blive halet op afen gletscher spalte.
For at fordrive tiden gav jeg mig til at synge. Der var gået 1 time 20 m inut
ter, da jeg hørte et hallo fra Wegener.
Han og Vigfus var øjeblikkelig, da Larsen kom tilbage til Borg, taget a f sted på ski med rebstige, ishakke og kolapastiller uden at vente på Lar
sen, der først måtte have håndslæde og sovepose frem. Rent tilfældigt havde Wegener en elektrisk lom m e
lampe med; den fik jeg firet ned til mig sammen med rebstigen. Jeg be
lyste spaltens bund, så godt jeg kunne, men desværre uden at se no
get til min theodolit.
Jeg begyndte nu at krybe op ad sti
gen; men det kneb svært fo r mig. Min højre fo d smertede stærkt og var stiv, så jeg kunne ikke bruge den. De
Heste for slæderne, D ronning Louises Land. Foto fra "Gennem den hvide Ø rken".
svære skindvanter generede mig des
uden stærkt under klatringen. Da jeg omtrent var halvt oppe, måtte jeg stoppe og puste på et sted, hvor jeg nogenlunde bekvem t kunne støtte mig m od den ene isvæg. Imidlertid kom Larsen med slæden. Han firede et tov ned til mig; det bandt jeg mig fast til, og så halede kammeraterne mig op. Jeg var forslået i hovedet.
Panden var en eneste vældig bule, og blodet var fra nogle højst ubetyde
lige hudafskrabninger flydt ud over ansigtet. Jeg så naturligvis ikke godt ud, og mine kammerater fik et ube
hageligt indtryk ved at se mig. Bulen i panden betød imidlertid intet. Deri
m od var det galt m ed den højre fod;
jeg kunne ikke støtte på den og måtte på alle fire krybe hen til slæden... Jeg blev lagt på slæden i min sovepose, og mine kammerater trak mig rask hjem til Borg.«
Benet blev undersøgt - det var brækket, fodleddet forstuvet. Theo- dolitten ledte de efter i et par dage, men uden held. Med den skulle de have holdt rede på tiden og navi
geret sig tværs over Grønland. Med stor opfindsomhed lavede de i ste
det af et waterpas, nogle træstykker og en regnestok en såkaldt »Jakobs- stav«, et navigationsinstrument, så
dan som man havde brugt det i 17.- 18. årh., og det viste sig helt pålide
ligt under den fortsatte færd. Nu kom m ørketiden. Koch lå i hytten, og det brækkede ben blev helt og stærkt igen. Men en dag vendte ly
set jo tilbage. Det var ikke ved sol
hverv. D eroppe kom lyset først til
bage den 14. februar. Koch note
rede i sin dagbog:
»Den dag blev vor største festdag.
Solen kom tilbage. Den viste os lige sin øverste, gyldne rand over fjel
dene og jøklen i syd; i to timer stjal dens blinkende stråler sig op over den buede synsrand.
Vi stod alle fire ude på den stiv
frosne og snedækkede mødding - det højeste p u n k t i mange kilometers omkreds - fo r at glædes ved det vel
kom ne syn, fo r at bade os i solens skin og bilde os ind, at vi følte var
men i dens stråler. Jeg kastede blik
ket nedad, henover den kunstige, snedækkede bakke, vi stod på, og vi opdagede fire svage, violette striber, der fra vore fødder strakte sig langt imod nord, hen over den rødlige sne.
I det samme gik det op fo r mig, at også vi nu vågnede efter en m ørk og lang nat - at også fo r os var dette en genfødelsens stund - vi var nu atter rigtige mennesker med skygger".
Præstens Peter ira Vester lo lby 5
Når lyset kommer, opdager vi, at vi er rigtige m ennesker af kød og blod og krop, og at rigtige m enne
sker kaster skygge - både nordud over en indlandsis og ind i hin
andens liv!
Den 19. april startede turen over isen. Nogle linjer fra den 24. april:
» Vi stred os frem m od den hylende storm, m od en sky a f sne, der slog sammen over os og skjulte solen og de nære fjelde. Vi var halvt bedøvede a f sneen, der klistrede vore solbriller til og trængte ind alle vegne. Vi så ikke mere, hvor vi satte foden, vi gled og faldt i den hårde, furede sne; vi rejste os, ravede, gled og faldt påny.«
Ved hver lejrplads m åtte de bruge to-tre tim er på at udgrave en
»stald« i isen. Og undervejs blev indlandsisen studeret i huller, der en enkelt gang blev gravet helt ned til syv meters dybde. For hver meter blev isens tem peratur og vægtfylde registreret, og det videnskabelige udbytte var betydeligt.
Den 14. juli nåede de det højeste punkt på isen, 2950 m eter over ha
vet, og endelig i begyndelsen af juli nærm ede ekspeditionen sig isran
den ved Upernavik på vestkysten, med slunkne proviantkasser og kun tre heste i behold. Den ene hed Gloë: »I det strenge vintervejr har vi tilladt Gloë at være inde i teltet, men han var altid i vejen.«
Den sked i Wegeners anorak og blev smidt ud! Snart efter åd den sig et hul i teltdøren og slap ind! Men også Gloë m åtte en dag give op, kunne ikke mere. Barm hjertigt m åtte de skyde den. Til sidst var af hestene kun Grauni tilbage. Koch og hans ledsagere gjorde, hvad de kunne, for at den trofaste Grauni skulle slippe levende fra isvan
dringen. Den 28. juni:
»Vi har trukket Grauni på læsset i dag. Da han i morges gav tabt, bandt vi hans ben sammen, lagde ham på hans dækken oven på soveposerne mellem to slædemaster, dæ kkede ham med to renskind og med teltet
og surrede ham lempeligt men sik
kert til slæden. Der lå han med mule
pose på, gumlende en håndfuld kraftfoder i sig, befandt sig åbenbart såre vel ved at blive kørt.«
Et helt grotesk billede: Ekspedi
tionens deltagere trækkende en ud
m attet, gumlende hest med dens vægt på 2-300 kg. på en slæde over indlandsisen! Til sidst var den dog for svækket og m åtte skydes.
Da de nåede kystlandet, kom det mest kritiske øjeblik. Af proviant var der efterhånden kun fire beskøjter og en dåse mælk tilbage, og sulten tap
pede snart de sidste kræfter ud af dem, så ingen orkede at gå på jagt med de tilbageværende otte patroner.
Kræfter, mad, patroner - alting var ved at slippe op. De kom ned fra indlandsisen, ned til G rønlands vestkyst og troede, at de nu skulle være ved den station, »Prøven«, der var deres mål. Men kortet, som de havde med, var forkert, og her sad de nu våde og forkom ne på en halvø, som slet ikke fandtes på det kort. Og mistede modet.
Da opdagede de til deres forbløf
felse og fornøjelse en sejlbåd ude på fjorden. De satte i et firstemmigt hyl, brugte en af de sidste patroner til at skyde en kugle tæt forbi båden for at påkalde sig opmærksomhed, og båden vendte og styrede hen imod dem. Lagde ind til kysten. Det viste sig at være pastor Chemnitz, der med nogle eskimoer var på vej fra »Prøven« til Upernavik for at holde konfirmation. Jamen selvføl
gelig ville han vende båden og få dem tilbage til »Prøven«! H er havde man jo godt hørt om ekspe
ditionen, havde længe ventet forgæ
ves. Men nu var den her! Som ved et trylleslag fløj flaget til vejrs overalt på den lille boplads. Ekspeditionen var lykkeligt forbi. De var kommet tilbage til civiliserede egne.
Kochs bog slutter med ordene:
»Den største del a f Grønland er herreløst gods. Jeg synes, at G røn
land burde være dansk. «S'\&er\ Hans
Egede i begyndelsen af 1700-tallet havde dele af Grønland mere eller mindre været dansk. A ndre lande, især Norge, havde gjort krav gæl
dende, men i 1933 tildelte den inter
nationale domstol i Haag Danm ark de sidste dele af G rønland. J. P.
Kochs indsats var kun en lille brik, men dog en brik, i det store spil, som endte med, at Grønland blev dansk, først som koloni, senere som amt og nu med delvist selvstyre.
Så vist kom der noget ud af hans ekspedition. løvrigt også på den måde, at hans længdebestemmelser i Grønland kom til at danne grund
laget for W egeners kontinental
driftsteori, teorien om fastlandenes forskydning vestover.
Hjemkomst
En sen eftermiddag i slutningen af juli 1924 kom en flyvemaskine lavt hen over Vester Jølby, tog et vend vestpå, vendte, lagde an til landing i Vestermarken, pløjede sig gennem Andreas Bechs kornmark og nåede lige at standse halvt inde i læhegnet.
Ud steg piloten og J. P. Koch, der på det tidspunkt havde været flyve
våbnets chef siden 1917. Peter var vendt tilbage til V. Jølby med manér!
6 Præstens Peter fra Vester Jolby
Han ville gerne erstatte skaden i kornm arken - nej, nej, sagde A n dreas Bech, ok, det betød da ingen
ting! Så gik de to fremmede til K re
sten Dissings gård inde i landsbyen, den gård, som han også var taget ind i ved sit sidste besøg i V. Jølby i 1894.
Men byens drenge og piger var jo allerede strømmet ud til maskinen, beundrede den, lod fingre glide hen over metallet, fulgte efter de frem mede, spredtes rundt til hjemmene, fortalte, hvad der var sket. På ingen tid vidste alle i landsbyen besked.
Fra Kresten Dissings gård gik der bud ned til Peter og Else Houm øllers gård neden for Eng
bakken, hvor barndom m ens Else jo nu var kone på gården: Om Else kunne komme og hilse på Peter?
Men Else var en tur i Nykøbing.
Om aftenen, da hun var vel hjemme igen, fik hun det at vide. H ørte det helt vantro - da ikke den Peter? Jo, det var ham. Næste morgen gik hun ud i sin have, plukkede en buket ro
ser og gik den lange vej ad Kr.
Koldsvej og nåede ud i Vestermar
ken, netop som piloten havde sat sig til rette. Peter Koch stod parat til at stige om bord.
Hen over kornet i begyndende modning så han hende nærme sig.
- Hvem er det? spurgte han.
Kresten Dissing så langt med gode øjne:
- D et er Else, sagde han.
Så mødtes de igen, de to.
- Peter! sagde hun, og de havde tårer i øjnene begge to. Hun rakte ham roserne, og de talte lidt sam
men om en forsvunden barndom . Så skiltes de.
Flyvemaskinen lettede, kredsede en enkelt gang over marker, hvor han og hun engang havde sat drager op. Satte kursen østover.
Da Johan Peter Koch var kommet hjem til København, skrev han et brev til hende, et bevægende brev om at være en fremmed - og om at have et hjemsted. Han, der havde
længtes ud og var kommet vidt om kring, fortæller om sin egen rodløs
hed, og så skriver han:
»Mit Hjemsted er Vester Jølby; dér henlevede jeg mine Barndomsaar, og dér gik jeg i Skole. Jeg talte B øn dernes Sprog; jeg delte deres Interes
ser m ed dem; jeg levede deres Liv med dem og var Kammerat med de
res Børn. I min første Ungdom vid
ste jeg ikke, at det betød noget fo r mig at have et Hjemsted...«
Så fortæller han om det besøg i 1894, som jeg før berettede om, og fortsætter om sit sidste besøg, da han var kommet med militærfly:
»Den Aldersforskel på 15 A ar mellem Kresten Dissing og mig, der i 1894 havde gjort mig tilbagehol
dende, den betød ikke mere noget nu, da jeg var 54 A ar. Jeg forlangte, at Kresten Dissing skulde sige »Du« til mig, og deraf fulgte afsig selv, at Jens Brandhøj ogsaa sagde »Du« til mig, og at jeg kunne sige »Du« til dig.
Jeg blev virkelig m odtaget i Ve
ster Jølby som en god gammel be
kendt, og jeg syntes allerede den første Dag, jeg var der, at jeg havde vundet tilbage det meste af, hvad jeg tabte i 1894.
Saa kom Du den næste Formiddag med Roserne. Jeg forstod straks, at Du havde plukket de Roser til Din Barndoms Legekammerat, og at du altsaa virkelig regnede mig for det, som jeg gjorde Fordring paa at være, nemlig »Præstens Peter«.
N u forstaar du vist, hvorfor jeg blev saa glad; jeg syntes, jeg havde vundet m it Hjemsted igen ... Dine Roser gav jeg til min Kone samme Aften, som du havde givet mig dem om Formiddagen. Jeg fortalte hende, hvad de Roser betød fo r mig, og hun sørgede for, at de længe holdt sig fri
ske«.
H er slutter brevet. Fire år senere døde han, den 13. januar 1928. Ved en mindefest søndag den 16. oktober 1938 i Vester Jølby præstegård i an
ledning af 25-året for hans ekspedi
tion tværs over indlandsisen blev
den omtalte mindeplade sat ind i muren på barndomshjemmet.
Landsbyens folk var m ødt op, og kaptajn Gabel-Jørgensen fra Vi
borg holdt tale. Og siden har ordene stået der: Et lige slædespor over sne- ens rene flade - sådan var al hans færd.
Men det passer ikke helt. For hans spor var ikke lige. Sporene ef
ter ham snoede sig ud og ind: Spor efter hans løb ud over Vester
markens jorder med Else i hælene, hundeslædens spor langs G røn
lands isdækkede fjorde, gennem Peary-land til Kap Bridgman, der ser mod Nordpolen, søgende spor tværs over indlandsisen, undertiden zig-zag kurs, op på fjeldtoppe, ned i en gletscherspalte. D er var både lys og skygge. Fordi han var et rigtigt menneske.
Kilder:
Charles Poulsen: Yngstemandens dagbøger fra D anm arksekspedi
tionen (1991), foruden den øvrige, mere kendte litteratur om den eks
pedition.
J. P. Koch: Gennem den hvide ørken (1913)
Brev fra J. P. Koch, overladt mig af nu afdøde Kristian Houm øller, V.
Jølby.
Præstens Peter fra Vester Jølby 7
Nykøbing Mors - 6 0
af Axel
A xe l Raphael Hansen ( 1854-1931), leder a f Den private Realskole i Nygade fra 1885-1921. For
fatter til et stort antal sange og digte om livets gang i N ykøbing og på Mors, udgivet sammen med sange a f Johan H in d in g i 1928.
Subitøumdfeften. $)er f>ar »æret tott foo meget om, ot ©pen ffutbe fejre fin 6OOsooriøc ©cftoacn ocb en fteftligpeb, ijoort otte ffutbe bettage og petft funne møbefl t gob ftorftoaetfe.
$>er funbe oære noget font oeb enfaa=
bon geft, noar m an otte tjaobe gotctfcn of gœtteôffobct og ©ommenpotbet, gotelfen of, ot otte titfpører ét © om fuub. geftcn oil fofte nogte^enge, flere enb be ftefte tænfev, men ben funbe ogfaa blioe tit ©tæbe og O p m u n trin g for mange.
2Ren unbcr be nuoærenbe forgetige gor=
f)otb er ber tiben geftftemning. 2)en ftore 8ocf=out ram m er oor © p meget poarbt, ben lægger et SCrpf poo ©inbene, et. STrpf paa ot SBirffompeb, ot tøanbet og SBonbet.
SBitbe bet tf fe oære bet noturtigfte unber bisfe Ømftænbigpeber ot opgioe geften?
1 1899 skulle der for første gang fejres byjubilæ um i N ykøbing. Til planerne hørte et stort optog m ed deltagelse a f alle byens foreninger. Festen blev aflyst på grund afstor-lockouten, der lammede al virksomhed. Eneste o ffic ie lle fejring blev derfor byrådets bestilling a f en byhistorie »N ykjøbing paa Mors 1299-1899«, der var fæ rdig i 1902.
Du kære venlige lille By, Som smiler til os fra Strand, - Med lave G raner og Tage ny Du ligner en Ungmø, frisk og bly, Og er dog en gammel Mand.
Seks Hundred Aar, er der bleven mig sagt, H ar nys du bag Ryggen lagt,
Dog stolt du Stillingen klarer.
»Gris« og »Asnæs« va fart fra N ykøbing i 189 dingen og en del a f skil grunden det i 1969 ne
Og nu vil du udgi’ - til Sommer engang - Dine mægtige M em oirer.
Synge for os en Heltesang Om alt, hvad Mindet bevarer
Om Staden, der viden om blev kendt For sin Østers og sin Skatteprocent O g sine tusend Bazarer, -
Om Oversvømmelser af og til Og Luner â la Venedig, -
Om Gris og A sn æ s, der drev deres Spil Paa Fjorden med Creti og Pieti, - Om Vandalismen i Vesterled:
Dueholms Jorders Udstykkelse,
Og Klosterets Længer, som de rev ned, Os andre til liden O pbyggelse, -
Om Vand, der kan pumpes saa højt, o saa højt,
Kun ik k e til 1. Etage, -
D ueholm s stalde og la H ovedbygning var døi kreds a fh is to risk inten dede m iddelalderbygr in d i 1909.
Østersdepotet ved Havnen om kring 1900.
Fra venstre: Bødker Christensen, sejlm ager og havnevægter Kristian Sørensen, havnefoged Ras
mussen samt arbejdere ved depotet: O le Skyum og Johannes Vernegren.
Såvel Gas- som Vand Forud fo r byggeriet va, kussion om, hvad der vand e lle r en ny kirke
8 Nykøbing Mors - 600 Aars Jubilæum 1899
Aars Jubilæum 1899
Hansen
i
små dampbåde i kyst
ie. På b ille d e t ses bed
urftet på Havnen. I bag
n e Toldbod-Vinhus.
id e r nedrivning 1898.
' at følge efter, men en ede m orsingboer red- n , og Museet flyttede
Om Gassen, der ikke vil lyse en Døjt, Naar Retorterne faa en Lækage, - Om den letsindige Strandpavillon Med B læ st fra al Verdens H jørner, Med fin Koncert i den fine Saison (»Trilby« og »Alpenhørner«), - Om Væggene i vort Badekastel, Der sp ræ k k e d sig helt transparente Af Ærgrelse over uden Held Paa fremmede Gæster at vente.
Jeg savner ej Kundskab til den Epopé, Men glæder mig til at forny’en
og venter i sidste Kapitel at se L and so g net siuges a f B yen. -
Venlige By ved Limfjordens Kyst, For dig vort Hjerte dog banker,
For dig har vi kæmpet i Sorg og i Lyst, Du fik vore bedste Tanker!
Vi skue i dig vor kæreste Ven, Selv naar vi komme med Anker, Og vi holde paa
(Kan du nok forstaa),
At, flytted vi andre Steder hen, Saa fandt vi langt større Skava n ker!
Strandpavillonen fyldte 100 år i 1998. Den blev opført a f en kreds a f byens borgere som nabo til byens plantage. Byrådet havde afslået opførelse i Plantagen m ed den begrundelse, at en Pavillon v ille være en fristelse for borgerne til udskejelser og drukkenskab og til fordærvelse for byens ung
dom.
Aktieselskabet »Morsø Strandbade« drev fra 1875 de to badehuse, der blev opstillet udfor Planta
gens midtergang (mellem nuværende P avillonvej og Øster Allé). I 1896 søgte turistinteresserede kredse at sælge byen som badested, bl.a. ved udgivelse a f øens første turistbrochure.
: stod fæ rdigt i 1886.
t en lang og skarp dis- sigt i gst for byen: Rent :en fulgte i 1891.
Landsognet - herunder Dueholm s m arkjorder - blev lagt sammen med købstaden ved årsskiftet 1901/1902. Da var bebyggelsen langs det nuvæ
rende Vesterbro allerede i fu ld gang - de gamle bygrænser var brudt.
Nykøbing Mors - 600 Aars Jubilæum /# 9 9 9
Jagt, fangst og ægsamling 1860-1960
A fC h r. Madsen
Snedker Chr. Madsen, Solbjerg, fo r
talte i begyndelsen a f I960'erne om jagt, fangst og ægsamling på Mors i tiden 1860-1960. Chr. Madsen blev fø d t 1880 i Mellem Jølby, hvor fade
ren var landmand, og døde i N y k ø bing i 1970. Hans oplysninger blev nedskrevet a f P. L. Søndergaard fra Tødsø.
Min Fader var ikke Jæger. Jagt
lysten er Arv fra M oders Slægt. Fra jeg var 9-11 A ar var min største Lyst at se og følge Jægere. Jeg var kun 12 Aar, da jeg tiltuskede mig en gam
mel Forlader og saa var Begyndel
sen gjort. Jeg m aatte jo ikke købe K rudt eller Hagl, men jeg fik snart en bedre Bøsse, og saa begyndte jeg med at skyde Spurve. Jeg var ikke 16 Aar, da jeg begyndte at vove mig ud med Bøssen, før havde det jo været i Smug. Jeg havde da en dejlig lille Cal. 20 Forlader med enkelt Løb. Opbevaring af en Forlader var ved Loftbjælken, den var jo ladt og derfor et farligt Legetøj for Børn.
11896 tjente jeg paa en Gaard. En M arkedsdag i Efteraaret, da de alle var til M arked, saa jeg var ene hjemme, vilde jeg paa Jagt efter Hjejler, som der var mange af. Da jeg brændte Skuddet af, gik det den forkerte Vej. Da jeg kom til mig selv efter Forskrækkelsen, manglede Laasen. Saa skød jeg ikke mere med Forlader.
H und havde jeg ikke, før jeg var 25 Aar. Min første H und var en langhaaret brunbroget, siden fik jeg en Spaniol. U dstyret var en Jagt
taske af Følskind, K rudthorn og Haglpung (18 Kr.), jeg har dem endnu.
I min Barndom var der kun Bøn- dergaarde og Husmandssteder. De Jægere, jeg kendte, var Husmænd og Daglejere, det var Hare- og Odderjægere. D er var ikke saa store Godser her paa Mors, at der holdtes Skytte.
For O dder blev der sat Saks i de Vandløb, hvor den havde sin Fær
den, ofte var de sat under Vand.
Dens Spisekammer kunde man finde ved at opdage, hvor der var Fiskeaffald, saa blev der sat Saks.
Disse vilde Pelsdyr var saa vanske
lige at fange, fordi de kunde lugte, at der havde været M ennesker ved deres Opholdssted, saa holdt de sig paa Afstand. En Odderjæger brugte H arpun, et Stykke tilspidset Oj (Rundjern) sat fast paa et Træskaft.
Kunde Jægeren træffe O dderen med sin H arpun, fik den en lang og ynkelig Død. Betingelser for O d
dere er ikke saa gode nu, fordi Kær og Moser er udtørret.
Som en 10-11 Aarig overværede jeg en Odderfangst i Kæret mellem Lødderup og Dueholm Mark. D et var to Odderjægere, hver med sin Harpun, der en Vinterdag var paa Odderjagt i Kæret. Den ene stod paa Jorden og stak sin H arpun i Jor
den forskellige Steder, det var jo Tørvejord. D en anden stod ude paa Isen og opdagede saa Odderen, da den svømmede fra den ene Brink til den anden. Saa jog han sin Harpun
gennem Isen og var saa heldig, at han jog H arpunen gennem O dde
rens Krop, hvorfor den saa m aatte dø den langsomme og ynkelige Død. En O dder kan leve længe i Vand uden Luft men helt undvære Luft kan den ikke, derfor den lang
somme Død. Det varede da ogsaa om trent Time, før den var helt Død.
Jægernes H ytter laa i Kærlandingen paa Lødderup Siden. A fstanden var ikke større, end de kunde raabe til deres Koner om at komme med en Skovl, for »vi staar oven paa 10 kr.«
- det maa saa have været Prisen på den Tid.
Da jeg var 17-18 Aar, begyndte jeg at gaa paa Jagt. Jeg fulgte med en ældre Mand, der gik langs A abredden for at søge efter O d dere. D et var nemmest at finde O dderens Gange og Leje, naar der var Sne paa Jorden, D et kunde sees paa, at Sneen var lettet lidt og lidt optøet. Jeg blev dog ikke O dder
jæger, men Jæger der skød Vildæn
der, Agerhøns og Harer.
A t løbe H arer trætte kendes ikke, hvorimod jeg har indskrevet en Hare, naar jeg paa lang Afstand saa den ifærd med at »gaa i Ro«, saa løb jeg det første Stykke. Naar jeg kom nærmere, gik jeg langsomt og saadan, at det saa ud som om, jeg vilde gaa forbi, men drejede mig lidt nærmere til den og standsede saa, naar den begyndte at dukke sig. Da jeg som Regel kunde se, hvilken Vej den vilde løbe, standsede jeg saa
dan, at jeg kunde faa et godt Side-
10 Jagt, fangst og ægsamling 1860-1960
Dragstrup Å, 1960.
skud, naar den løb fra sit Leje. I den første Jagttid kunde jeg naa helt ind paa 30-40 Alens Afstand. Længere hen paa Tiden kunde jeg ikke komme nærm ere end 60-70 Alen, da var H aren bleven mere angst og Vagtsom.
H aresnore blev lavet af Gibs- traad, de blev sat omkring Grøn- kaal, der var sat sammen til Vinter
brug. D et var jo særlig, naar der var Sne paa Jorden, at H arer m aatte nær til Bygninger for at faa noget til Føden, - derfor kom de til disse Grønkaal. De gnavede ogsaa Bark af Træerne, særlig Frugttræer. H are
snore var et Dyrplageri, som dog sjældent blev brugt. H aren blev dræbt med et Slag i Nakken. Denne ældgamle Maade at fange paa bru
ges ikke mere.
A t »stikke Fasaner« gaar til paa den Maade, at man i mørke Aftener fin
der Træet, hvor Fasanen har sat sig for Natten. Med en stærkt lysende
»Tyv- lygte« (Lommelampe) findes Fasanen og man blænder den med Lyset. Med en Træstang på ca. 4 Alen, der er forsynet med en Jern
pig 3-4 Tommer med lille Modhage, stødes op i Fasanens Krop, og man kan saa let hive Fasanen ned, og der skal ikke saa meget til for at dræbe en Fasan. En modbydelig Tyvejagt.
Fangst med Saks har været ret al
mindelig. D ette graverende D yrpla
geri bruges sjældnere nu, men bru
ges vel lidt endnu i Smug og vil nok blive brugt saa længe, der kan findes en brugelig Saks. D et var Lækatte, Ilder, Maar, Ræve og Oddere, der fangedes med Saks. D et er jo Ska
dedyr, og Pelsen kunde altid sælges.
D et hændte ofte, at M aaren en Vinternat gik ind i Hønsehuset og dræbte flere Høns, den bider Hul i
Halsen og suger Blodet af dem. Den sprang op paa de gamle lave Hus
tage og kunde let skrabe Hul i det tynde Straatag, saa satte man ogsaa der en Saks. I maanelyse Nætter kunde man skyde den, naar den kom tilbage.
Ilderen vilde gaa under Dørtrin, saa satte man ogsaa Saks der, men Ilder og M aar var meget vanskelige at fange.
Ræve var der ikke saa mange af i 1886, senere kom der flere da nogle Plantager voksede op. D er blev sat Sakse, indtil det i 1920 blev forbudt med Undtagelse for Laks og Ørred.
Undtagelsen gælder også, hvor O d
dere kan anrette større Ødelæggel
ser paa privat Grund, ligesom det ogsaa er tilladt i Fasanerier og Hønsegaarde (Indelukker).
Smækfælder er frem kom m et i ny
ere Tid. D er er to Størrelser: Muse-
Jagt, fangst og ægsamling 1860-1960 11
Vester jolby, 1957.
fælder og Rottefælder. Musefælder af Træklods med fire borede Huller kan vel faaes endnu, men de bruges kun lidt, siden Smækfælderne frem kom. Faldfælder har ogsaa været brugt, mest til Rotter. Konstruktio
nen var forskellig og huskes ikke saa nøje.
At fange Mus i Beholder har ogsaa været brugt, det var hjem m e
lavet. Systemet var jo, at naar Mu
sen gik ud til Madingen paa yderste Ende af en Vippe, så faldt den ned i Beholderen. I de fleste Tilfælde var den halv fuld afVand. Det var ogsaa Dyrplageri, fordi Musen kunde svømme længe, før den blev saa træt, at den druknede.
Kassefælder har været meget brugt. De første Musefælder var to Kasser, hvor den ene kunde skydes lidt ind i den anden. Der var to lange Tunger til Vipper: Naar en Mus kom ind paa inderste Ende, vippede den ned, saa Musen kunde fortsætte ind til Madingen, saa faldt Vippen til
bage i første Stilling, saa Musen ikke kunde komme ud. D er kunde fanges flere Mus paa een Gang i disse Fælder. Man dræbte dem paa den Maade, at man satte Fingre paa Tungerne og holdt dem i oprejst Stilling og satte saa Fælden ned i Vand, saa Musene druknede.
Til at fange Ilder og M aar brugtes en lang Kasse med Staaltraad for den ene Ende. En Vippe var anbragt oven paa Kassen med et Stykke Traad, der gik ned i Kassen, hvorpaa Madingen var anbragt. Naar en Il
der eller M aar rørte ved Madingen udløstes Vippen, saa en lille Dør faldt ned og spærrede for Udgang.
Hvordan de i forrige Tider blev dræbt vides ikke, men i Nutiden bli
ver de drevet ind i en større tæt Kasse, en Slange bliver sat paa U d
blæsningsrøret paa en Bil og ført ind i Kassen. Naar man saa sætter Bilen igang, dør Dyrene snart af den udstrøm m ende Gas. Paa samme Maade dræbes ogsaa Mink.
De sidste Rottefælder var store og helt af Staaltraad, der var an
bragt paa en Træbund. Systemet var det samme: Naar en R otte gik ind til Madingen, faldt Vippen tilbage i Stilling og spærrede for Udgang. I disse store Fælder kunde man fange flere paa een Gang. Man dræbte dem ved at sætte Fælden i Vand.
Der er ingen Sæler i Dragstrup Vig eller i Limfjorden - maaske nogle faa i Fjorden mellem Mors, Salling, Fur og Livø.
Fangst med Kroge med Mading har jo været brugt fra gammel Tid, og bruges endnu af Lystfiskere. Fi
skestænger og Kroge laves paa Fa
brikker, og kan købes hos Isen
kræmmer. De er nu forsynet med Rulle og Sving til at vinde Snoren ind.
Torsk, særlig Havtorsk, bliver fanget med Kroge. I Limfjorden omkring Mors er der saa godt som ingen Torsk. Vi skelner dog stadig
12 J.ifit, hinest og ægs.imling 1860-1960
mellem »Fjordtorsk« og »Hav
torsk«. I Nutiden bliver der brugt Muslinger til Mading, førhen brugte man Orm, det kaldtes at esse en Krog. Paa et Bjerg udenfor Esbjerg boede Fiskere, det var Konerne der essede Krogene, deraf Navnet »Es
bjerg«. De første Beboere fangede Fisk med Spyd, det blev for en Tid siden vist i Fjernsyn.
Mine D rengeaar falder i Tiden 1886-1896. Da var der ikke stor Ind
samling af Æg, kun Vibeæg blev ind
samlet i Foraarstiden af Drenge og enkelte Mænd, Æggene blev Kogt og spist.
3/4 Mil fra mit Hjem var der en lille Sø med fersk Vand (kaldet Nor), der var en del M aager og lidt Indsamling af Æg. I 1920 blev Ind
samlingen sat i System, idet Jagtret
ten blev solgt til Kredsdyrlæge Kjeldbjerg, 0 . Jølby, der fik Drenge
Solbjerg set fra lutten, / 960-70.
til at se Rederne efter. Det var Maageæg, og M aager begynder ikke at ruge, før det fjerde Æg er lagt. Rederne blev derfor kun tømt, naar der var mindre end fire Æg i hver. Æggene blev solgt til Byen, det var mest Bagerne der købte dem. D er blev ikke samlet Dun.
Indtil omkring 1890 var Jagten fri, men saa begyndte Jægere at købe Jagtretten paa saa mange E jen
domme som muligt, den betaltes med et Par H arer til en G aard og een til Huse. Men så blev der Kon
kurrence, idet Jægere fra Byen købte Jagtretten og betalte 50 Øre pr. Tønde Land. I et Nabosogn var Præsten Jæger, og han havde frit Slag over det hele. Æ ldre Jægere kunde ikke blive fortrolige med, at de ikke m aatte gaa hvor de vilde.
I 1898 havde jeg og en anden Jæ
ger Jagtretten paa de fleste af Byens
M arker, da han flyttede fik jeg en anden Kompagnon. Endnu i 1960 havde jeg Jagtretten paa en halv Snes Ejendomme her i Sognet.
Jeg er Medlem af G altrup-Ø . Jølby Jagtforening stiftet omkring 1940 under Ledelse af Hr. Læge Agerholm , 0 . Jølby. Form aalet er Ophjælpning af V ildtbestanden med lidt Plantning og Udlægning af Foder i strænge Vintre. Et Gode er det med Jagtloven, saa Dyrene er fredet, indtil Ungerne selv kan skaffe sig Føde, ellers vilde de jo dø Sultedøden til Skade for V ildtbe
standen.
H er er saa meddelt lidt om, hvad jeg har oplevet og hørt om Jagt fra min Barndom og Ungdom indtil vore Dage. Det var jo almindelig Fattigmands Jagt. Min Interesse for Jagt har jeg haft fra min tidligste Barndom, og endnu, da jeg snart er 82, er Bøssen min store Glæde.
higt, fangst og ægs<imling 1860-1960 13
N å r Tivoli kom tilb ye n
A f Per N oe
Teltene, lydene og lyset drog de unge som m y g til lam pens skær. Tiden var inde til at vise sit m o d i luftgyngens g o n d o l til de æ ggende pigehvin. N å r Ti
voli slog teltene op på en m a rk i kanten a f landsbyen, blev pulsslaget et andet i nogle dage.
Sterrings Tivoli, der i de fø rste år h ed M orsø Tivoli, blev grundlagt i løbet a f 1930 'erne og var på sin sidste turne i 1954. Ejerne var Harriet og Christian Sterring, so m i en m enneskealder boede på Å k jæ rsve j i N y k ø bing Mors.
T ivo li slået op på dyrskuepladsen på Tingvej efter
Luftgyngerne kom til sidst i
193 O'erne.
I gondolerne H arriet Sterring m ed børnene Birthe og John.
1945.
»Svingeren«, den store karrussel byggede Chr.
Sterring selv i 1943.
Fotograferet i Vor basse 1948.
4 Når tivoli kom til
Lysten til spil og drø m m en o m den store gevinst kribler vist i de fleste.
H er er både 1 O-øres farvespil, lysspil, tom bola og skydetelt.
Brokarrussellen var for børnene og de mere adstadige. Drengen er Jørgen Sterring. Fotograferet om kring 1950.
Chr. Sterring m ed børnene Birthe og John i spilleteltet.
Skydetelt/lykkehjul om kring 1940.
Indendørs bazar i H åndvæ rkerforenin
gen om kring 1950. Chr. Sterring er parat ved lysspillet.
Familien Helleberg, der var gode venner, på besøg. I m idten står H arriet Sterring.
Når tivoli kom til byen 15
Klar til sæsonstart i 1940'erne. Stående H arriet og lo h n Ster ring.
Et lille h v il ved Sejerslev Forsamlingshus. Personerne ukendte.
Christian Sterring, Svend Åge Nielsen og Leonhard Leonardi. Han optrådte som artist.
16
A rbejdsdagen var lang, når der skulle fly t
tes fra et sted til det næste.
På hverdage h o ld t tivoli åbent fra kl. 19-23 og o m søndagen fra kl. 16-23. Ved siden a f k u n n e m an så tage arbejde i dagtimerne.
På vej til næste plads.
Sv. Age Nielsen rejste m ed tiv o li
i flere år. Han blev g ift med Birthe Sterring i 1952.
Når tivoli kom til byen
In d til 1943 var beboelsesvognen fa m ilien s hjem året rundt. D en fø rste blev k ø b t i 1930'erne på vo g n fa b rik k e n i Tapdrup, resten byggede Chr. Sterring selv.
Hygge og harm onikaspil.
M r tivoli kom til byen
H arriet Sterring henter forsyninger i magasinet.
Vognene sam m enkoblet m ed overdæ kket veranda m ellem beboelses
vognen og pakvognen om kring 1940.
17
Fra Erslev Kirke
A f Peter Østerby-Jørgensen
I forbindelse med istandsættelsen af Erslev Kirke prøvede underteg
nede i vinteren 1998 at samle lidt oplysninger om kirkens nyere byg
ningshistorie, nærmere bestem t i ti
den efter 1862, idet der fra da af foreligger en kirkesynsprotokol, som oplysningerne forholdsvis nemt kan uddrages af. Fra 1904 og frem kan oplysninger også hentes fra Menig
hedsrådets forhandlingsprotokol.
D et viste sig i denne forbindelse, at Lokalhistorisk Arkiv har nogle fo
tografier fra Erslev Kirke; det er disse fotografier, der danner ud
gangspunkt for en omtale af lidt af bygningens og - ikke mindst - in
ventarets historie. (I mange tilfælde er det ikke muligt at opgive et nøj
agtigt årstal: i nogle tilfælde kendes det ikke; i andre tilfælde må man holde sig til, at f.eks. en anskaffelse
18
blev besluttet i et år, men nok ofte først skete det følgende år. Når der i det følgende står f.eks. 1875/80 be
tyder det: et af årene mellem 1875 og 1880, mens f.eks. 1891/92 bety
der: enten det ene eller det andet år.)
Billede A
Det ældste fotografi fra Erslev Kir
kes indre er fra tiden mellem 1875/
80, da billedet af Jesu Dåb blev op
sat som altertavle, og 1891/92, da kirken fik nyt knæfald.
Før 1875/80 havde kirken den al
tertavle, som nu i nyistandsat skik
kelse er genopstillet (billede af denne er m edtaget mod slutningen af denne artikel). Men sidst i 1800- tallet løb tidens smag fra den slags altertavler med deres ofte naive bi
belske billeder. I stedet ønskede man store lyse billeder, malede på lærred. Et sådant fik Erslev Kirke i en kopi efter W. Tornøe: Jesu Dåb.
Bøger fortæller, at denne altertavle blev anskaffet omkring 1875; men i 1878 noteres i kirkesynsproto
kollen: »Altertavlen ferniseres.«
Mon ikke det har været et sidste for
søg på at sætte den ældre tavle i pæn stand? I hvert fald kunne den kon
servator, der i 1997-98 har istandsat den gamle tavle, fortælle, at den havde fået et lag fernis mere end en gang. Så kan man gætte på, at man har anskaffet den nye tavle, da for
søget på at pynte på den gamle er mislykkedes. Desværre fortæller protokollen intet om anskaffelsen af den nye tavle.
Derim od fortæller protokollen, at det i 1891 blev vedtaget, at kirken skulle have nyt knæfald. (På dette og de to følgende billeder af kirkens indre kan man skelne det ældre fra det nyere på, at balustrene sidder tættere i det ældre.) D et gamle knæ
fald har lignet det, som nu er opsat i 1998; det fortælles i en beskrivelse af kirken fra 1862, at »Knæfaldet med tilhørende G itterværk er ne
denfor A lteret anlagt i Halvcirkel, og ved Samme kan rummes 11 a 12 Com m unicantere (altergæster) ad Gangen«.
Den nævnte beskrivelse af kirken fra 1862 giver flere oplysninger, som svarer til dette billede fra kirken:
»Nederst i Koret staar i nordre Hjørne Præstens stol, og ved søndre Side Kirkesangerens Stol«. Præ
stens stol anes på billedet derved, at m essetøjet er hængt op derpå;
Fra Erslev Kirke
kirkesangerens stol er nem at se i højre side af korbuen - lignende degnestole kan endnu ses i flere kir
ker på Mors. D øbefonten står lidt længere mod syd end nu, da den står helt op imod korbuens venstre side;
man skimter døbefontens låg, som var gemt på kirkens loft indtil sidste år; det lignede låget til en gammel
dags gruekedel. Endnu findes låg over dåbefonten i enkelte kirker, sandsynligvis har der oprindeligt al
tid været låg over døbefonten.
Helt til venstre i billedet ses kak
kelovnen. Om denne fortæller pro
tokollen fra 1881: »Efter A ndra
gende fra Beboerne, som udviser, at der er indsamlet eller sikret 47 Kr, 20 Øre til Kirkens Opvarmning og Løn til Fyrbøderen for det første Aar, vil der inden Vinteren være at opsætte en Kakkelovn af saadan Størrelse, at Kirken kan opvarmes indtil 6 Gr. R eaum ur - 200 Kr.«
Meningen må være, at kakkelovnen skal kunne hæve den indendørs tem peratur med indtil 6 gr. R (7,5 gr. C); de 200 kr. må kirketiende
ejerne skulle give ud på anskaffelse og opsætning af kakkelovn og skor
sten; for 47,20 kr. må man altså regne med at kunne komme igen
nem den første fyringssæson. D et kan nævnes, at m enighedsrådet i 1922 bestemte, at kirken altid skulle være opvarmet ved kirkelige hand
linger; tidligere har det åbenbart ikke været en selvfølge.
På skorstenen hænger tavlen til salm enumrene; num rene henviser til datidens salmebog »Psalmebog for Kirke- og Hus-Andagt«; med to tillæg nåede den til sidst op på 992 numre! Den sidste søndag har efter salmerne at dømme været Palm e
søndag - og num rene 707 og 706 ty
der på, at der har været barnedåb.
Øverst i billedet ses et kirkeskib.
Om dette fortæller beskrivelsen fra 1862: »Midt i Kirken hænger under Loftet et lille tiltaklet Skib, der i 1852 er forfærdiget og skjænket til Kirken af 2de unge M ennesker i
Billede B.
Erslev, nemlig Brødrene Peter A n
dersen Petersen, der nu opholder sig i Australien, og Niels Petersen, der for nogle A ar siden mistede Li
vet ved et Skibbrud, formodentlig paa Englands Kyster.« - Hvor ski
bet siden er blevet af, vides ikke. - 1 1907 nævnes en due over prædike
stolen, heller ikke dens videre skæbne kendes. Man bemærker, at stoleværket ligner det nuværende;
men det er det ikke, for, som vi skal se, har der i mellemtiden været op
sat bænke i en nyere stil. Hvorfor gavlene i sydsiden er højere end dem i nordsiden, skal der ikke her forsøges givet noget svar på.
Billede B
Billedet af Erslev Kirkes ydre stam mer sikkert fra om kring år 1900.
Desværre er det sådan, at kirker ty
pisk fotograferes i bestemte vinkler:
Inde i retning mod koret, så man ikke har billeder af kirkens vest
ende. (D erfor har arkivet heller ikke noget billede af Erslev Kirkes orgel, som blev opstillet i 1936/37.) Udefra er Erslev kirke mest blevet fotograferet fra sydøst og syd; der
for kan man f.eks. ikke se vinduerne i nordsiden, som omkring århund
redskiftet har været lige så store som dem i sydsiden. D ette kan man dels udlæse af de gamle optegnel
ser, dels var det tydeligt at se, da kalken var skrabet ned af væggene i vinteren 1997-98. Indtil 1864varder kun et vindue i nordsiden; i 1864/65 blev der indsat endnu et, som det andet 2 1/2 alen højt og 1 3/8 alen bredt (d.v.s. ca. 157 x 86 cm).
I korets østgavl kan man se den luge, der blev anbragt der i 1865/66.
Da fjernede man den loftstrappe, som indtil da havde været inde i kir
ken. (Den nuværende er opsat efter 1947, da der i protokollen udtryk
kes ønske om en sådan trappe.) I 1865/66 har man sikkert fjernet den indvendige trappe for at skaffe mere plads i kirken.
På det tidspunkt var vækkelsen for alvor kom met til Mors. Indtil 1864, da Sognepræst Roed i Gal- trup-Ø. Jølby døde, samledes de vakte til gudstjeneste hos ham i G altrup og 0 . Jølby kirker. D eref
ter søgte de til Erslev Kirke for at høre sognepræst Frandsen. D et gav trængsel i den lille kirke, og til kirke
synet i 1865 mødte nogle af sognets folk og anmeldte for synet, at kir
ken var for lille. Da dette gentog sig de to følgende år, blev forholdet
Fra Erslev Kirke 19
B illede C.
indberettet for ministeriet. Imidler
tid blev Pastor Frandsen forflyttet i 1868, og derefter synes problem et at være bortfaldet. I værket »En Dansk Præste- og Sognehistorie«
m eddeles et træk fra tiden med trængsel i Erslev Kirke: En davæ
rende elev på Galtrup Højskole gik en søndag i kirke i Erslev, og der var så mange, at han ikke kunne kom me ind. Og så fortæller han: »En kvinde fra Erslev søgte forgæves at presse sig ind. Da det ikke lod sig gøre, udbrød hun vredt: »Det er da også Satans, at jeg ikke kan komme ind i vores egen kirke; jeg kommer der endda kun en eller to gange om året.« -«
På østenden af skibets tagrygning ses skorstenspiben. Den er jo nu
borte igen, ligesom skorstenen er fjernet nede i selve kirken. Men ser man inde i kirken på den østligste loftsbjælke i skibet, kan man endnu se, at der har været savet et stykke af denne bjælke, hvor skorstenen har været; og går man op på kirkens loft, kan man se skorstenen, som oppe på loftet hælder meget mod syd - selvfølgelig for at kunne føres ud i toppen af taget.
Lige under skorstenen, aller
øverst i skibets østgavl, ses et lille vindue. I 1909 bestemte kirkesynet, at et par ruder skulle indsættes i dette vindue; men i 1910 var det endnu ikke sket, da kirkeværgen havde m åttet »tage Hensyn til - Uglerne«! Hvor disse holder til nu om dage, må stå hen....
Billede C
I 1873 lavede en arkæologisk inte
resseret kunstner, Magnus Peter
sen, for Nationalmuseet nogle små skitser fra forskellige historisk inte
ressante steder og bygninger på Mors, bl.a. disse tre fra Erslev Kirke.
Den største frem stiller en vin
duesram me i granit, som sad og endnu sidder i korets nordmur. Da Magnus Petersen tegnede den i 1873, var den tydeligvis tilmuret, og det stem mer godt overens med, at man ved kirkesynet i 1902 vedtager at indsætte et vindue i denne gamle granitindfatning - »med blyindfat
tede R uder og i Sm edejernsram me«. D ette vindue er i 1930‘erne blevet afløst af det nuværende i ege
træ, som nu fremstår hvidmalet.
Den lille skitse viser den gravsten af granit, som er indm uret over våbenhusets yderdør. Magnus Pe
tersen fortæller i sin kortfattede be
skrivelse af kirken, at stenen er ind
m uret i våbenhusets mur; men den har næppe siddet på sin nuværende plads, »stående« over døren, Mag
nus Petersen har jo også tegnet den
»liggende«. På de ældste fotografier af Erslev Kirke ser man ikke denne sten; først på et billede fra årene op mod 1920 ses stenen over våben
husets dør. (Da ser man også, at dø
ren er blevet gjort bredere, sikkert ved samme lejlighed og sikkert i anledning af, at man er begyndt at føre kisterne ind i kirkerne ved be
gravelser.)
Den tredje skitse fra Erslev Kirke fremstiller døbefonten, et romansk stenhuggerarbejde, d.v.s. fra tiden omkring år 1100 - 1150, da kirken blev bygget.
Billede D
D ette lille billede viser noget nyt i Erslev Kirke. Det er det ene af to billeder på et postkort med ordene
»Hilsen fra Erslev«. D et andet bil
lede viser kirken set udefra; det er samme billede som det, der er gen-
20 Fr<i Erslev Kirke
