T EMATIK III: S UBJEKTPOSITIONER

7.2.5 Opsamling: Tematik II

Praksisregimets teknikker kan iagttages igennem den vigtighed og prioritering, som tilskrives kerneopgaven. Det er således kerneopgaven, som står i centrum og legitimerer de to teknikker værende kommandostruktur og korpsånd. I specialet iagttages disse som henholdsvis en formel og uformel struktur og udtryk for en disciplin- og selvteknologi, som styrer samtlige ansatte imod det fælles mål om at være kerneopgaveløsende og have tiltro til opgaven og kollegaer.

Det er dermed vigtigt, at hele organisationen forstår sig på kerneopgavens karakter, da en blindhed fra styrelsernes side, kan resultere i et diskursivt sammenstød. Diskursen omkring kerneopgaven og den selvfølgeliggjorte kommandostruktur hersker derfor i hele Forsvaret.

Derudover bliver den mest fordelagtige ledelse af kerneopgaven iagttaget af Forsvaret som værende maskulin. Denne diskurs omkring maskulin ledelse indeholder dog paradoksale iagttagelser, hvad angår de ønskede egenskaber. Samtidig skaber iagttagelsen af maskulin ledelse en konstitutiv yderside, som værende det feminine, og dermed bliver diskursen omkring kerneopgaven og kommandostruktur af kønnet karakter.

skabt en skævvridning af diskursen omkring kvinder i Forsvaret som værende mindre kompetente (Bilag 3, l. 18). I dette tilfælde kan den daværende formelle særbehandling altså iagttages som havende negativ effekt på kvinder i Forsvaret. Derudover nævner Anders Christian Bech, hvordan han har oplevet at kvinder ’assimilerede’ til den maskuline kultur, når de trådte ind i Forsvaret. Dette beskriver han således:

”Det var det der skete tidligere, når de [kvinder] tilpassede sig den maskuline kultur.

En del begyndte at tale lidt og opføre sig lidt ligesom mændene, i hvert fald når de var på job (…) Det har jeg flere eksempler på i min egen omgangskreds. Lige pludselig gik kvindelige kolleger som om de havde franskbrød under armene i stedet for deres mere feminine statur. Det virkede rimeligt kunstigt på mig. Det havde de pågældende kvinder nok ikke bemærket selv. Det er jo bare sådan noget, der sker, når man bliver suget ind i så stærk en kultur.” (Ibid.).

Han iagttager, at visse former for opførsel og bevægelser i særdeleshed kan opfattes som mere maskuline end feminine, og at kvinder, som reaktion på dette, internaliserede en bestemt type adfærd. Hvad der yderligere findes interessant ved dette udsagn, er, at adfærden iagttages som værende ’kunstig’, når kvinder påtager sig en maskulin væremåde. Tidligere i afsnittet om maskulin ledelse blev maskulin adfærd ellers iagttaget som en fordelagtig adfærd og fyldt med egenskaber, som gavner kommandostruktur og opgaveløsning – og som ikke nødvendigvis kræver at være mand. Dette paradoksale forhold risikerer at skabe mistro omkring kvinder i Forsvaret og deres egen legitimitet - kvinder skal således navigere rundt i, om de er for maskuline eller for feminine og oscillere mellem de to sider af denne cyborgadfærd, for at vinde tilpas i organisationen.

7.3.2 Kvinder som normbrydende

At kvinder opfører sig på en bestemt måde, når de er en del af Forsvaret, taler således ind i cyborgteorien. Men fortællingen om at Forsvaret kun er for mænd, er noget som kvinder konstant konfronteres med. Sofie Trier Jensen forklarer således, at der eksisterer en diskurs om, at kvinden skal være af en ’særlig støbning’, som kan tåle mosten, være en drengepige og trives godt med mænd. Og denne diskurs eksisterer, ifølge hende, ikke kun i kraft af Forsvaret, men også ude i det øvrige samfund. Det iagttages altså ikke som et feminint eller kvindeligt erhverv at arbejde i Forsvaret. Denne association af Forsvaret som værende en maskulin arbejdsplads og kvinder, som værende feminine væsener, skaber en subjektivering om, at alle

kvinder i Forsvaret er normbrydende. Omvendt gør det samme sig gældende, når kvinder af Forsvaret identificeres med mangfoldighed og som en minoritet. Dette skaber en indirekte forståelse af, at kvinder ikke er normen i Forsvaret - og en kontinuitet i diskursen om kvinder i Forsvaret. Denne normbrydende identitet resulterer således i, at kvinder subjektiveres ind i en ’på trods identitet’, hvor de kan være nødt til at forsvare deres valg af erhverv, men også konstant reflektere over deres opførsel. Det kan således være en udfordring for kvinder blot at

” (…) kommunikere, at du [kvinder] sagtens kan arbejde her på en stille og rolig måde, og du behøver ikke have en ekstrem fortælling om hvem du er, hvis du vil arbejde her som kvinde.”

(Bilag 1, l. 22).

Det var bl.a. samme problematik, som gjorde sig gældende, da undertegnede specialegruppe rakte ud til kvindelige ledere indenfor Forsvaret i forbindelse med interviews. Sofie Trier Jensen forklarer i denne forbindelse, hvordan det er provokerende for kvinder i Forsvaret at være genstand for interesse udelukkende på baggrund af deres køn:

”Det er jo igen kun fordi de er kvinder – og de [kvinder] er jo i forvejen vant til at blive konfronteret med deres køn hele tiden i kraft af, at de er den her ’odd one out’. Og der har også været sådan noget ’kvinder får hele tiden forlommer, fordi de er kvinder og de får alt muligt kredit, fordi de er kvinder, hvad med alle de andre?’ – altså det er meget svært at gøre det rigtigt tror jeg, og det er blevet en meget vigtig fortælling om, at man ikke er der fordi man er kvinde og man ikke skal have forlommer hele tiden, fordi det trækker én ned og at ens kollegaer kommer til at se ned på én.” (Bilag 1, l.

34).

Igen opstår der en dobbelthed i forhold til at være kvinde, og at man som kvinde konstant skal undvige bestemte antagelser grundet ens biologiske køn. I dette tilfælde antagelser om, at man også kan have det for nemt, fordi man er kvinde. Kvinder iagttager derfor den øgede opmærksomhed på deres køn som noget der kan tilføre mere brænde på bålet, da der eksisterer en grundlæggende mistro til kvinder og deres evner i forhold til at udføre deres arbejde.

7.3.3 Løbende delkonklusion: Kønssubjekter i Forsvaret

På baggrund af det fremanalyserede i de to forrige afsnit konluderes det, at der eksisterer kønssubjekter i Forsvarets praksisregime. Det taler således ind i Judith Butlers teori omkring performativitetsteori, hvor diskurser bliver afgørende for, hvad der er naturligt for kønnene.

Der eksisterer derfor visse naturligheder indlejret i Forsvarets diskurs, som dikterer hvad der er passende adfærd for mænd i Forsvaret, og hvad der er passende adfærd for kvinder i Forsvaret. I kraft af den maskuline ledelseskultur tillægges der dog flere kompetencer til det maskuline kønssubjekt, hvilket skaber udfordringer for kvinder. Iagttagelsen af cyborgadfærd synliggør således, hvordan kvinder i Forsvaret kan blive udfordret på deres legitimitet, udelukkende på baggrund af deres køn. Kommende afsnit vil fremanalysere yderligere subjektpositioner i praksisregimet, som vedrører sig kvinders styrker og svagheder, som underbygger disse kønssubjekter. Derudover bliver følgende subjektpositioner også udtryk for, hvordan Forsvaret forsøger at styre kvinder i Forsvaret imod en anden type opgaveløsning.

7.3.4 Kvinder og deres styrker

’Danmarks nationale handlingsplan for kvinder, fred og sikkerhed’, er som beskrevet i genealogien, en handlingsplan vedrørende implementeringen af mangfoldighed og flere kvinder i Forsvaret. Handlingsplanens tre temaer: ”Danmark som sikkerhedspolitisk aktør”,

”Kvinders deltagelse i arbejdet med fred og sikkerhed” og ”Seksuel og kønsbaseret vold i konfliktsituationer”, kan iagttages som en del af subjektiveringen, som vedrører kvinder i Forsvaret. Således handler en stor del af kommunikationen om, at kvinder er gode til at fredskommunikere og håndtere visse konfliktsituationer, som involverer dialog med lokale kvindelige aktører ude i felten. Anders Christian Bech kommer selv ind på emnet og udtrykker kvinders vigtighed som særligt, når Forsvaret er ude på internationale missioner:

”(…) det er en klar styrke, når vi har kvindelige soldater med i internationale operationer. Ud over at de er gode soldater, så har de nemmere ved at gå i dialog med de lokale kvinder, fordi kvinder ofte helst vil tale med kvinder (…) Det er sværere for en hvid mandlig soldat med et gevær i hånden at indgå i en konstruktiv dialog med de lokale i en landsby i Afrika. Der er det nemmere for en kvindelig soldat at tage den snak og forsøge at skabe de relationer, som er af afgørende vigtighed for missionen (…) Det ene formål er at skabe sikkerhed for egen styrker og mindske truslen imod vores styrker

ved at interagere med de lokale, og det andet formål er, at gode relationer til de lokale også bidrager til opgaveløsningen.” (Bilag 3, l. 22).

Kvinder får altså en helt bestemt rolle i opgaveløsningen, som netop adskiller sig fra denne effektive, kontante dialog, som tidligere blev præsenteret af to af vores informanter. I stedet bliver det her kvindens rolle at være en del af den opgaveløsning, som omhandler tryghed, dialog og brobygning mellem Forsvaret og lokale aktører. Vi ønsker ikke i specialet at stille spørgsmålstegn ved de kulturelle og situationsbestemte omstændigheder, som gør, at kvinder kun vil tale med kvinder. Men kommunikationen omkring kvinden som værende en del af denne type opgaveløsning, bliver en subjektivering af samtlige kvinder i Forsvaret.

Umiddelbart fremstår handlingsplanen som en positiv association af kvinder og fred og en indsat imod ligestillingen i Forsvaret. Men selvom handlingsplanen danner grundlag for at rekruttere flere kvinder ind i Forsvaret, så snævrer den samtidig kvinders rolle i Forsvaret ind til et meget bestemt subjekt. Selve titlen på handlingsplanen værende ’kvinder, fred og sikkerhed’ udgør en bestemt diskursiv ramme, som sætter kvinder i direkte relation med fred og sikkerhed, hvilket er noget Forsvaret længe har gjort. Det kan således iagttages i genealogien, hvorledes Forsvaret op til flere gange har inviteret kvinder i Forsvaret til at identificere sig med denne bestemte subjektposition. Men sideløbende med det stigende ønske om mangfoldighed i Forsvaret, kan denne subjektivering modarbejde selv samme. Sofie Trier Jensen udtaler følgende: (…) det er jo ikke attraktivt for nogle kvinder at blive rekrutteret ind til det. Fordi der er en masse opgaver som skal løses. Inde i Forsvaret er der så mange jobpositioner, som der er i resten af samfundet. (Bilag 1, l. 30). Det kan derfor være problematisk for Forsvarets målsætning vedrørende flere kvinder i Forsvaret.

7.3.5 Kvinder og deres behov

Den formelle ligestilling i Forsvaret kommer primært til udtryk igennem ligestillingen af de fysiske krav til både mænd og kvinder. I genealogien iagttages det, hvorledes kvinder ikke har kunne opnå samme stillinger i Forsvaret grundet tvivlsomhed vedrørende deres fysiske formåen. Ifølge Jens Svensson er en soldat hævet over kønnede aspekter og handler om en ensartet militær opgaveløsning:

”Som udgangspunkt er vi soldater, og vi løser de samme opgaver. Derfor har vi nøjagtig det samme krav til kvinder, som vi har til mænd. Hvis det er en kvinde der lige

pludselig er ansvarlig for at bære en såret mand, så skal hun jo selvfølgelig kunne efterleve de samme fysiske krav.” (Bilag 2, l. 24).

Igen bliver opgaveløsningen direkte omdrejningspunkt for, hvad man kan forvente af militært ansatte i Forsvaret, hvilket også omhandler fysiske krav. Dog eksisterer der kontinuitet vedrørende diskursen omkring kvinder i Forsvaret og problematiseringen af den kvindelige fysik – den kan både skabe udfordringer for kvinden selv og opgaveløsningen. Det bliver således forklaret af Anders Christian Bech, hvordan man f.eks. i værnepligten skal kunne soignere og omstille sig til øvelse på to minutter, hvilket kan være uhensigtsmæssigt for kvinder som menstruerer (Bilag 3, l. 29). Disse to udtalelser står i nogen grad i kontrast til hinanden og skaber et paradoks, som omhandler kvinder og deres særlige fysiske behov. På den ene side iagttager Forsvaret kønnenes fysisk som ligestillede og som en nødvendig ligestilling for løsningen af kerneopgaven. På den anden side iagttager de kvinders særlige behov som en problematik for kvinder i opgaveløsningen, og noget som kan virke hæmmende for dem. Det samme gør sig gældende, når der kommunikeres omkring kvinders særlige behov for at stifte familie: ”I søværnet er du på et skib. Du er måske afsted i 3-6 måneder ad gangen. Det er bare ikke særligt appellerende for de kvinder, som gerne vil stifte familie, og gøre det på fundamentet af en traditionel kønsrollefordeling” (Ibid.). Det er således kun kvinder, som bliver påtalt i denne sammenhæng som havende andre ambitioner for fremtid og familieliv, hvilket iagttages som endnu en subjektivering, som adskiller kvinder fra mænd. Der opstilles dermed en række hensyn, som kun er gældende for kvinder i Forsvaret.

7.3.6 Kvinder og deres uniformer

I genealogiens fase I blev det iagttaget, hvordan lotterne ikke ønskede at skille sig af med deres kvindelige artefakter, men at de samtidig var klar over, at en vis beklædning ville gavne det arbejde de gjorde. Ved officiel indtrædelse i militære positioner blev kvinder naturligt også underlagt den meget bestemte uniformering, som man kender fra Forsvaret. Men ifølge Sofie Trier Jensen eksisterer der stadig nogle udfordringer, hvad angår kvinder i Forsvaret og de mere lavpraktiske aspekter - såsom uniformering: “Der er nogle ting omkring uniformering, hvordan det stadig er en kamp for nogle kvinder i Forsvaret, at få uniformer, rygsæk og sko der passer.”

(Bilag 1, l. 16). Uniformering i Forsvaret vedrører det diskursive felt, som i højere grad hører ind under materialiter. Specialet er bevidst afgrænset fra dette, og det ønskes derfor ikke at gå yderligere i dybden med, hvordan uniformering i sig selv kan skabe en vis subjektivering. Men at der stilles krav til uniformering, og at det på samme tid er et problem at få uniformerne

tilpasset den kvindelige krop, skaber endnu engang selvfølgelighed omkring det mandlige køn og bias i forhold til kønnenes fysiologi. Specialet iagttager derfor endnu en problematisering af kvindens fysik og vidner igen om kontinuitet vedrørende samme problematisering fundet i genealogien.

7.3.7 Kvinder og omgangstone

Samtlige af vores informanter beskriver, hvordan den uformelle omgangstone i Forsvaret ofte kan være ’grovkornet’: ”(…) der er helt klart mere fokus på at vores humor godt kan være lidt grovkornet, og at der er nogen der kan føle sig trådt på i den henseende.” (Bilag 2, l. 16). Det uddybes yderligere af Sofie Trier Jensen, at der er tale om en jargon og omgangstone, som

”(…) kan være lidt hård og måske også til tider sjofel - på bekostning af kvinder.” (Bilag 1, l.

16). At humoren er på bekostning af kvinder tolkes som, at humoren også vedrører kvinder og deres køn. Jens forklarer yderligere, hvordan man er blevet mere opmærksomme på den efterhånden heterogene kønsfordeling, men at man ikke altid har taget hensyn til det stigende antal kvinder. Han tilføjer herefter, at man ikke har tildelt emnet større sensitivitet, da kvinder og mænd i Forsvaret ”(…) alle er soldater og løser de samme opgaver.” (Bilag 2, l. 16). Der bliver altså både kommunikeret, at humoren kan være grovkornet, og at kvinder står på mål for denne humor, men at det samtidig ikke fungerer at særbehandle kvinder. Det iagttages af Forsvaret, at alle er ligestillede, og der sker altså en legitimering af problematikken, som igen henvender sig til opgaveløsningen. Her kan den formelle ligestilling altså iagttages som havende en negativ karakter, da iagttagelsen af at alle er lige, f.eks. skaber blindhed omkring en ekskluderende omgangstone.

Den mandsdominerede omgangstone blev også iagttaget i genealogiens fase I og II. Her observerede Forsvaret, at kvinders tilstedeværelse opretholdt en god tone blandt mændene. På daværende tidspunkt iagttog Forsvaret altså mændenes tone som værende problematisk og kvinder som havende ’fintmærkende sanser’. Denne subjektivering af kvinder i Forsvaret bliver i specialet iagttaget som endnu en kontinuitet fra den tidligere diskurs i Forsvaret.

Vilhelm Stefan Holsting udtaler således:

”Jeg kan huske én af de første erkendelser jeg havde, det var hvad det betød for omgangstonen, at der kom kvinder ombord på skibene. Det fyldte rigtigt meget, selvom blandingsforholdet var lille. Den dér ”mandehørmen” fik det meget hurtigt betydning på, i en positiv retning.” (Bilag 4, l. 26).

Der eksisterer dermed et aspekt i diskursen, hvor omgangstonen er for mænd, og i nogle tilfælde på direkte bekostning af kvinder, og at kvinder kan være med til at forbedre denne omgangstone. Samtidig kan kontinuiteten i omgangstonen også være et udtryk for fundet i genealogiens fase I og II. Her kunne Forsvaret, på baggrund af diverse krænkelsesundersøgelser iagttage, hvordan denne type omgangstone var et resultat af, at kvinder ikke var holdningsmæssigt accepteret i Forsvaret. Dermed sker der en subjektivering af kvinder, hvor de i diskursen ikke blot tilsidesættes fra den generelle omgangstone, men hvor de grundet deres køn, kan have en bestemt indvirkning på omgangstonen.

7.3.8 Legitimering af maskulinitet

Forsvaret iagttager generation z, dvs. den kommende generation af officerer og befalingsmænd, som værende en generation, som grundet tidsånden er mere tolerante og ønsker diversitet for den arbejdsplads de indgår i (Bilag 3, l. 16). Anders Christian Bech udtaler yderligere, at dette stemmer overens med de værdier, som ledelseskulturen fremsætter (Ibid.). Samtidig iagttager han Forsvaret som en arbejdsplads, der kun appellerer til bestemte typer af mennesker:

”Der er det jo sådan i Forsvaret, at det er ikke for alle - og sådan bliver det nok ved med at være. Der er en selektion undervejs, som betyder, at man som soldat er udvalgt blandt mange. Den militære kultur og Forsvarets anvendelse som magtmiddel skræmmer nok også en del unge væk (…)” (Bilag 3, l. 16).

Der forventes altså at ske en naturlig udvikling imod diversitet og tolerance som nogle mere gennemsyrende værdier i kraft af, at en nyere generation indtræder i Forsvaret. Og denne forandring håber Forsvaret vil gavne opfattelsen af kvinder i Forsvaret. Men i det samme opstår der et paradoks, da det også iagttages, hvorledes Forsvaret ikke er for alle, grundet organisationens specielle krav til sine ansatte. Paradokset bliver således bakket op i det følgende citat, hvor Anders Christian Bech udtaler:

”Jeg kan nævne i den forbindelse, at mange af de kvinder, der vælger Forsvaret til, de træffer deres valg bl.a. ud fra en forventning om, at der er en maskulin kultur i Forsvaret. Vi har oplevet en del klager (ikke formelle) omkring, at de [kvinder] var kommet ind i en enhed, hvor over halvdelen var kvinder. Det var ligesom ikke det kvinderne forventede. Flere gav udtryk for, at de havde valgt Forsvaret bl.a. for at komme væk fra ”hønsegården”, men så kom de ind noget, som måske var det samme

(…) Så vi skal altid være i forandring, og den kommer. Men det skal ske uden, at vi taber os selv. Så jeg tror, det er dér, balancen skal findes.” (Bilag 3, l. 16).

Diskursen omkring den maskuline kultur iagttages af Forsvaret selv som attraktiv for dem, som ønsker at være en del af Forsvaret. Hvis man ændrer denne maskuline kultur for meget, iagttager Forsvaret, at de kan risikere ikke at genkende dem selv som organisation. Det fremgår også af citatet, at diskursen omkring den maskuline kultur er attraktiv for kvinder, og at for mange kvinder i samme enhed kan resultere i en dårlig oplevelse for kvinder selv. Derudover bliver en homogen samling af kvinder sammenlignet med en hønsegård – en sammenligning, som subjektiverer kvinder til at omgås hinanden på en bestemt facon og på en måde, som kun kvinder kan. Men eftersom at Anders Christian Bech taler om uformelle klager, så kan vi ud fra citatet medimplicere, at det er repræsentativt, at kvinder i Forsvaret har det sådan. Men grundet klagernes uformelle karakter, kan der reelt være tale om et mindre antal kvinder. Citatet vidner ydermere om et paradoks, hvad angår det fremsatte ønske omkring mangfoldighed og flere kvinder. Forsvaret iagttager, at for mange kvinder og for meget forandring kan gå hen og blive for meget af det gode. Det kan i værste fald resultere i, at Forsvaret mister den identitet de har opbygget gennem et helt århundrede og bliver mindre attraktive for kvinder selv. Dette iagttages af Sofie Trier Jensen, som en indlejret frygt for forandring: ”Meget tror jeg stammer fra frygt og en følelse af, ’hvad med mig og det der har været før, for det virkede jo meget godt’.” (Bilag 1, l. 30). Dét som bliver påtalt som en frygt for forandring, kan også iagttages som en yderst fastforankret diskurs, som oftest relaterer sig til kommandostrukturens selvfølgelighed og korpsånd.

7.3.9 Opsamling: Tematik III

Gennem en selvfølgeliggjort kommandostruktur og vidensformer omkring kvinder og opgaveløsning, bliver kvinder i Forsvaret inviteret til at identificere sig med flere forskellige subjektpositioner. Subjektpositionerne har tilfælles at være baseret på et kønssubjekt, hvilket i dette tilfælde betyder, at kvinder og mænd subjektiveres forskelligt i Forsvaret, og at følgende subjektpositioner udelukkende gør sig gældende for det kvindelige køn. Der eksisterer altså en subjektposition, som vedrører, at kvinden forcerer en maskulin adfærd, som ikke falder hende naturligt, hvorfor legitimiteten omkring kvindens adfærd bliver baseret på hendes køn.

Derudover opfattes kvinder i Forsvaret som værende normbrydende, hvilket modsætter sig førstnævnte subjektposition. Her iagttages kvinder, som arbejder i Forsvaret, som nogen der afviger fra den feminine norm, og har en naturlig tilbøjelighed til at være mere maskuline.

Kvinder subjektiveres yderligere som en gruppe der adskiller sig fra den selvfølgeliggjorte opgaveløsning, som også indeholder diskursen omkring den maskuline ledelseskultur. Kvinder i Forsvaret bliver i stedet identificeret som havende nogle andre styrker og evner, og bliver dermed styret imod en anden type opgaveløsning, som bl.a. fred og sikkerhed. De iagttages også som havende nogle særlige behov og en fysiologi, som kan hæmme deres deltagelse i den optimale opgaveløsning.