Storbritannien

“And while we must never take this for granted, the first purpose of the European Union - to secure peace - has been achieved and we should pay tribute to all those in the EU, alongside NATO, who made that happen.” (Cameron, 2013)

I dette citat anderkender han skabelsen af EU, og grunden til at EU blev skabt – for at skabe fred i et kontinent, der igennem historien har været præget af krige og uro. Han siger dog at EU's målsætning har ændret sig. Målet er ikke længere at skabe et kontinent i fred, men at sikre fremgang og velstand.

Han står ved at Storbritannien er et selvstændigt samfund, der går højt op i at bevare deres suverænitet.

For Storbritannien er det vigtigt at EU definere sig selv, og gør det klart hvilken institution de er.

Storbritannien ville være mest tryg, hvis EU valgte at begrænse de overnationale beslutninger til et minimum, som Østerud foreslår at være en af løsningerne på demokratiproblemet i EU. Det ville betyde at EU gik tilbage til udelukkende at være et handelssamarbejde. Dette kan dog være

problematisk, ifølge Østerud, da ØMU-konstruktionen i højere grad nærmer sig en struktur man ser i en føderal stat (Østerud, 1999 s.155-156).

“For us, the European Union is a means to an end - prosperity, stability, the anchor of freedom and democracy both within Europe and beyond her shores - not an end in itself.” (Cameron, 2013)

Her taler Cameron om fordelene ved at være medlem af EU for Storbritannien, men siger også at de ikke vil være medlem for enhver pris. Ikke hvis det leder til enden for Storbritannien. Ifølge Böss, så ville briterne ændre holdning og være mere positive over for EU, hvis de igen kunne se flere fordele ved medlemsskabet end ulemper.

Cameron mener ikke, at landene ønsker den samme grad af integration i EU, og EU skal ikke give udtryk for at landene vil det. Han mener at EU i dag reflekterer forskellige ønsker om integration, med 17 lande i Eurozonen og 10, der står udenfor. Cameron mener at EU er en gruppe af demokratiske lande, hvor det Indre Marked er grundstenen, ikke den fælles valuta. Dette er igen et tegn på landenes manglende solidaritet og at det ikke er klargjort hvilken størrelse EU er. Østerud, Pedersen og Grimm mener at medlemslandene er splittet af deres forskelligheder, hvilket kan være med til at forklare hvorfor Storbritannien mener det er det Indre Marked, der er grundstenen i EU, hvor Tyskland ville

mene det var den fælles valuta, der var hovedelementet i samarbejdet nu.

“The Union is changing to help fix the currency - and that has profound implications for all of us, whether we are in the single currency or not.” (Cameron, 2013)

Cameron og det britiske folk lægger vægt på det de føler er en ulempe, at EU bruger meget tid og energi på at rette op på ØMU’en og redde euroen. Dette kan være svært at forstå for et land, der har forbehold på det område, og altså har valgt at stå uden for ØMU-samarbejdet. Hvis der var en

europæisk offentlighed, hvor de politiske debatter blev fremlagt, så ville borgerne, herunder også det britiske folk, få mere indsigt i hvad der sker i EU, hvilket er i tråd med både Jolly, Grimm og Pedersens teori.

Det skal være muligt at magten kan falde tilbage på medlemslandene og ikke kun gå den anden vej – ind til EU, ifølge Cameron. Lande er forskellige og tager forskellige beslutninger. Det er ikke muligt at harmonisere alting. Han mener også at de nationale parlamenter skal have en større og mere tydelig rolle i EU.

Ifølge David Cameron er der ikke et fælles europæisk demos. Det er alene de nationale parlamenter, der skaber demokratisk legitimitet og ansvarlighed i EU.

Der er ingen overhængende økonomisk grund til at det Indre Marked og den fælles valuta skal være afgrænset på samme måde. Den primære årsag til det britiske medlemskab i EU er deltagelsen i det Indre Marked og muligheden for at være med til at sætte reglerne for det, hvilket kan være

problematisk på nogle områder for den, da de har valgt at stå uden for ØMU-samarbejdet.

Cameron siger at det EU, der vil forme sig efter denne økonomiske krise, vil afgøre om Storbritannien vil forblive i EU eller forlade det. Han gør dog også opmærksom på de ulemper der vil være ved at forlade EU helt. Storbritannien kan ikke forlade Europa, der er deres største marked. Mange briter tager deres mulighed for at arbejde, bo og gå på pension i et andet EU-land for givet. Selvom Storbritannien måske ikke ville være en del af EU, så ville beslutninger taget i EU stadig påvirke landet. Ulempen ville være at Storbritannien ikke længere ville have indflydelse på de beslutninger, der ville blive taget (Cameron, EU speech at Bloomberg, 2013). Når Cameron siger at det britiske folk tager det for givet, hvilke fordele de får ved at være medlem af EU, så er det et tegn på den manglende indsigt i EU. Det styrker Grimm, Jolly og Pedersens teori om hvorvidt der mangler europæiske medier, der på lige hånd

kan formidle hvad der sker i EU, og informere borgerne om hvor stor en del EU, er af deres hverdag.

“That Britain’s national interest is best served in a flexible, adaptable and open European Union and that such a European Union is best with Britain in it.” (Cameron, 2013)

Her lægger han vægt på, at lige så vel som Storbritannien vil drage størst fordel af at forblive medlem af EU, så vil EU også være bedst tjent med at Storbritannien forbliver medlem. Hvis Storbritannien forlader EU, så vil det give en indikation af at EU er ved at falde fra hinanden, og svække tilliden til EU på det internationale marked. Hvis et medlemsland har så lidt tillid til EU, at de vælger det vil være bedst at melde sig ud af samarbejdet, hvorfor skal det internationale marked så have tillid til EU. Det britiske folk føler at EU på vej ud på et spor, som de ikke har givet deres samtykke til. De er bange for at EU er på vej mod en politisk integration, der ligger langt ude for den britiske tryghedszone.

Figur 3 og Camerons udtalelser i hans tale viser at Storbritannien ikke har det store tilhørsforhold til EU. De føler sig som europæere, men ikke i højere grad end hvis de ikke får det som de vil have det, så vil de forlade samarbejdet. Det på trods af de er afhængige af det Indre Marked. Den økonomiske krise i Eurozonen har styrket skepsissen til EU.

Modsat tyskerne, så mener briterne ikke at der skal ske en harmonisering af medlemslandenes økonomiske politikker i EU før alle medlemslandene er klar til det. Det viser en Eurobarometer undersøgelser, hvor 51% af den britiske befolkning mener at alle medlemslande skal være klar før der sker en harmonisering og 39% mener at man godt kan gennemføre en harmonisering af politikkerne før alle medlemslande er klar (Eurobarometer, 2013, UK, Q.20). Dette viser endnu engang den

gennemgående britiske skepsis, der er overfor EU. Briterne vil ikke afgive suverænitet, hvis de kan slippe for det. 69% af den britiske befolkning mener ikke, at de har noget at skulle have sagt i EU, altså at deres stemme ikke gør nogen forskel (Eurobarometer, 2013, UK, Q. 24). Det viser at briterne ikke har ret meget tillid til EU og institutionerne i EU. Den britiske befolkning mener overordnet ikke at deres mening gør fra eller til i den politiske dagsorden i EU.