I dette afsnit vil landenes syn og holdninger til EU blive sammenlignet, og de forskellige teoretikere vil blive inddraget for at forklare hvor EU står nu, især internt.
De tre undersøgelseslande har tre meget forskellige syn og holdninger til EU, hvilket er meget tydeligt når man sammenligner svar fra en Eurobarometer-undersøgelse, hvor borgerne bliver spurgt om hvem der er bedst til at skride til handling mod den finansielle og økonomiske krise. Tyskland viser
solidaritet og tillid ved at sætte sin lid til EU med 23% af deres stemmer. Samme undersøgelse viser også at tyskerne har mere tillid til EU kan skride til handling end de har til deres egen regering, der har fået 20% af stemmerne (Eurobarometer, 2013, DE, QC3a). De tre procent EU har fået mere end den nationale regering, synes måske ikke af meget, men det er et tegn på tyskernes vilje til EU og viser hvordan tyskernes holdning er til EU og hvordan deres tillid til at EU nok skal løse den økonomiske krise er. Dette hænger også sammen med at Tyskland har en stor stemme i EU og at EU på mange måder er bygget op på samme måde som tyskernes regeringsform.
Modsat tyskerne, så har briterne ikke meget tiltro til at EU er de rigtige, der skal skride til handling overfor den finansielle og økonomiske krise. Kun 11% af den britiske befolkning mener at EU, er den rigtige til at klare den opgave, hvor hele 36% mener at den britiske regering kan tage de nødvendige tiltag for at løse krisen (Eurobarometer, 2013, UK, QC3a). Dette viser hvordan tilliden til EU svinder i den britiske befolkning. Briterne har altid haft deres skepsis overfor EU, men med den igangværende økonomiske krise, så er skepsissen vokset og tilliden forsvundet. Dette har ført til at briterne taler om muligheden for at melde sig ud af EU, som før nævnt. Når man sammenligner de førnævnte
procentsatser, så er det tydeligt hvor stor vilje til EU er i Tyskland i forhold til Storbritannien. Selvom EU kun har fået 3% mere end den tyske regering, så er det en hel del i forhold til at den britiske regering har fået 25% flere stemmer end EU. Det er to lande i hver deres boldbane i forhold til deres holdning til EU, men det giver en indikation af hvor langt medlemslandene ligger fra hinanden. Både kulturelt, regionalt og politisk.
Midt i mellem står Grækenland, hvor stemmerne fordeler sig ligeligt i mellem EU og den græske stat.
Hver har fået 24% af de græske stemmer. Til gengæld så mener 23% af den græske befolkning at der ikke er nogen, der kan lave de nødvendige tiltag for at komme ud af krisen (Eurobarometer, 2013, EL, QC3a). Grækerne føler de bliver straffet af EU, eller de ser det som Tyskland, der straffer dem gennem
EU. Til gengæld har de mistet tilliden til at deres egen regering kan gøre det nødvendige for at de kommer ud af krisen. At 23% af befolkning ikke mener der er nogen, der kan hjælpe dem ud af krisen er et tegn på de har mistet troen på autoriteter. De føler det er skruen uden ende med reformer,
sanktioner og opstramninger af budgetterne. Dette er også tydeligt når du sammenligner en
Eurobarometer-undersøgelse fra 2007 med en fra 2013. Når grækerne bliver spurgt om de har tillid til EU som en institution, så svarede 63% i 2007 at de havde tillid til EU (Eurobarometer, Standard Eurobarometer 67, 2007, QA. 16.7). Hvor de i 2013 er helt nede på 19% (Eurobarometer, Standard Eurobarometer 79, 2013, QA 12). Dette viser hvordan den økonomiske krise har påvirket den græske tillid til EU. Dette især pga. De reformer, de er blevet nødt til at implementere for at få hjælpepakker fra EU.
Overordnet så mener 22% af borgerne i de 27 medlemslande at EU kan lave de nødvendige tiltag for at redde EU ud af den finansielle og økonomiske krise. EU har et lille forspring frem for de nationale regeringer, men det er ikke meget med kun 2% (Eurobarometer, 2013, QC3a). Der skal komme nogle tiltag fra EU snarest, hvis EU skal opretholde den smule tillid borgerne viser EU nu.
De negative aspekter omkring EU og medlemslandene, der på sin vis bliver delt i mellem kreditor og debitorlande, kan blive vendt hvis EU’s økonomi vender (PEW, 2013 s. 2). Så er der håb for tilliden internt i EU. På trods af den negative omtale og det kritiske syn på EU, så er eurolandene stadig positive stemte overfor den fælles valuta, Euroen. 69% af grækerne og 66% af tyskerne mener at Euroen er et positivt aspekt af EU, og på trods af briternes skepsis og deres debat om hvorvidt de skal forblive medlem af EU eller ej, så er befolkningen splittede omkring denne beslutning. 46% synes det vil være bedst for Storbritannien at forlade EU, mens 46% mener, det ville være bedst for
Storbritannien at forblive medlem af EU. Dette på trods af kun 26% af den britiske befolkning mener at EU medlemsskabet har været positivt for Storbritannien (PEW, 2013 s. 7-8).
Syv af de otte lande i PEW-undersøgelsen, deriblandt Storbritannien med 52% og Tyskland med 67%, mener at vejen ud af krisen er ved at reducere offentligt forbrug. Det ene land, der mener at vejen ud af krisen er ved at bruge flere penge, er Grækenland med 56% (Ibid. S.21).
Den økonomiske krise i EU har udviklet sig til en tillidskrise til EU. Europæerne har mistet tilliden til at øget økonomisk integration i EU kan styrke deres nationale økonomier. Der er ikke mange af de europæiske borgere, der er positive stemte over for EU som en institution og de fleste vil ikke afgive mere suverænitet til EU for bedre at kunne håndtere EU’s økonomiske problemer (PEW, 2013 s. 23).
Tilliden blandt borgerne til EU er stærkest i Tyskland og svagest i Grækenland (Ibid. S. 24). Dette kan forklares med at EU som institution er bygget op meget lig den måde institutionerne i Tyskland er bygget op. Den generelle tyske følelse er at hvis EU fejler, så vil Tyskland også fejle. Tyskland og dets økonomi er så tæt forbundet med EU, at hvis EU og euroen fejler, så vil det være katastrofalt for EU og for Tyskland. På trods af tyskernes ellers positive mening om EU, så er positivismen alligevel faldet igennem de sidste seks år. I 2007 var 68% positivt stemt overfor EU, i 2013 er dette faldet til 60%
(PEW, 2013 s. 24). Altså i selv det mest positive stemte EU-land, der falder tilliden til EU, men det er naturligt nok at i en økonomisk krise, så leder borgerne efter en syndebuk. I dette tilfælde er det EU.
I takt med den faldende tillid, så er de europæiske borgere ikke villige til afgive mere suverænitet til EU. Tyskland er det land, der er mest villig til at afgive suverænitet om end med et noget beskedent flertal på 51%, så viser det stadig klart Tysklands standpunkt til EU i forhold til grækernes 63% og briternes 71% i mod suverænitetsafgivelse til EU (PEW, 2013 s. 24). Grækerne føler sig, som før nævnt, straffet af EU med deres sanktioner og reformer. I Storbritannien har den økonomiske krise øget skepsissen mod EU i landet. Det har fået landet til at trække sig længere væk fra EU, på trods af de nyder godt af det Indre Marked.
Medlemslandene er ikke sene til at pege fingre af hinanden, men når det kommer til selvkritik, så er de mere tilbageholdene. De enkelte lande mener selv, at de er de mest tillidsfuld, mest medfølende og mindst arrogante (PEW, 2013 s. 31). Dette er paradoksalt når man ser på hvordan borgerne i
medlemslandene ser på deres ledere. Borgernes tillid til deres ledere er faldet på bare et år (ibid. S 30).
Det vil sige på trods af at landene har høje tanker om dem selv, så gælder det ikke altid deres ledere.
Når det går værst, fx når man er i en økonomisk krise, så skal der findes en syndebuk og det er lettest at pege på den person, der sidder ved magten. Dette gælder også for EU. Hvis EU ikke skaber positive resultater i forbindelse med den økonomiske krise, så daler tilliden til EU.
Ifølge Barbier, så er grunden til den manglende solidaritet de nationale grænser og den kulturelle forskellighed. Hvis medlemslandene ikke havde stået imod forsøget på at gøre dem mere ensartede, så ville den karakteristiske spill-over effekt have fundet sted, i tråd med funktionalisterne, der ville ende med en føderalistisk social sikring (Barbier, 2013 s. 63). Dog er det ifølge Barbier muligt at kontrollere forskellighed igennem tiltag, der gør det mindre komplekst (Barbier, 2013 s. 66). Politikerne gør det allerede ved hjælp af engelsk. Pedersen mener også, at det er muligt at overkomme medlemslandenes forskelligheder, men det kræver at EU sætter klare grænser op. Det skal ikke være muligt at optage nye
lande igen og igen. I takt med nye lande bliver medlemmer af EU, så vokser den kulturelle og politiske forskellighed også.
(Barbier, 2013 s. 69) Figur 5
Figur 5 stiller de to hovedpersoner bag henholdsvis den tyske og den britiske social model op imod hinanden. Her kan man tydeligt se hvor forskellige de er. I Tyskland er de borgere, der modtager social ydelse også dem, der har bidraget gennem arbejdsmarkedet. I Storbritannien har alle borgere ret til social ydelse. Tilgengæld så er ydelserne i Storbritannien meget lave, så lave så borgerne kun kan opretholde et eksistensminimum, hvor ydelser i Tyskland svarer til de bidrag borgerne har givet og den løn de har haft. Til sidst, så er finanseringen af de sociale ydelser også forskellige. I Tyskland er de sociale ydelser finanseret igennem forsikring med så lidt statsindblaning som muligt, hvor de i Storbritannien er finansieret gennem skatter, altså via staten. Der er også lidt statsindblanding i
Tyskland, da det er et lovkrav at være medlem af en pensionskasse, så borgerne kan spare op til trænge tider.
Både Habermas, Grimm, Jolly, Pedersen, Østerud og Böss er enige om, at der mangler en europæisk offentlighed for at styrke den europæiske samhørighed. Dette vil skabe en større indsigt for borgerne i EU og give oplyse dem om hvor meget EU påvirker deres hverdag. De forskellige sprog i EU, burde ikke være en hindring, da størstedelen af befolkningen kan engelsk. De nationale politkere
kommunikerer på engelsk. Det er dog vigtigt at formidlingen sker gennem europæiske medier, da de nationale medier har mulighed for at vinkle historien til et nationalt synspunkt. EU skal ikke forsøge at erstatte den nationale identitet, da medlemsstaterne vil se det som et angreb på nationalstaten og så trække sig længere væk fra EU. Tværtimod skal EU fungere som et supplement til den nationale
identitet og bygge videre på det. På samme måde så skal medlemslanden ikke føle de får påduttet EU fra oven, men at de alle har en stemme i EU, og nye tiltag sker i samråd med de andre medlemslande.
Det vil styrke den europæiske solidaritet og samhørighed.
Det første skridt på vejen for at løse demokratiproblemer er øge valgdeltagelsen ved
Europa-parlamentsvalg. Ved sidste valg i 2009 var valgdeltagelsen på 43,3% i Tyskland, 52,6% i Grækenland og 34,7% i Storbritannien (Europa-parlamentet, Valgdeltagelse ved Europavalgene 1979-2009).
Storbritannien, der er et af de mest skeptiske medlemslande, har også en af de lavere valgdeltagelser.
Holdningen til EU kunne forbedres, hvis briterne blev mere oplyste omkring EU. Hvis de var klar over hvor meget EU påvirker deres hverdag, så ville valgdeltagelsen måske stige.
EU har overfor resten af verden villet fremstå som et succesfuldt eksperiment i økonomisk integration, intergovernmentale beslutninger og en fredfuld løsning på mangeårige uenigheder på et helt kontinent Dette er også blevet sat på en prøve med eurokrisen, men på trods af de interne uenigheder i EU, så er EU’s ry i resten af verden stadig stærkt. Af 29 lande helt uden for Europa, så er 54% positive stemte overfor EU, hvor kun 45% af landene inden for EU er positive over det (PEW, 2013 s. 26). Dette viser at problemer ligger internt i EU, indtil videre.