EU-‐ F ORENET I MANGFOLDIGHED ?
-‐ En analyse af tre medlemslandes tilhørsforhold til EU
Kandidatafhandling skrevet af: Mie Amanda Ruhwald
Vejleder: Kathrine Ravn Jørgensen
Institut for Internationale Kultur- og Kommunikationsstudier Uddannelsesinstitution: Copenhagen Business School
December 2013 Tegn: 116.010 (50,99 ns)
Indholdsfortegnelse
Summary ... 3
1. Indledning: ... 5
1.1 Hovedspørgsmål ... 7
1.2 Problemformulering ... 7
1.3 Metodeafsnit ... 7
1.4 Afgrænsning ... 8
1.5 Kildekritik ... 8
2. Den europæiske identitet ... 9
3. Teori ... 11
3.1 Jürgen Habermas ... 11
3.2 Dieter Grimm ... 13
3.3 Mette Jolly ... 15
3.4 Diskussion af teorierne – inddragelse af Böss, Pedersen og Østerud ... 17
4. ØMU’en og den økonomiske krise ... 23
5. Landenes sociale og politiske udvikling ... 27
5.1 Samfundsmodeller ... 28
6. Solidaritet og tillid til EU ... 37
6.1 Tyskland ... 37
6.2 Storbritannien ... 40
6.3 Grækenland ... 44
7. Diskussion af tilhørsforholdet til EU ... 46
8. Konklusion ... 51
9. Litteraturliste ... 53
10. Bilag 1 ... 57
Summary
EU -‐ United in diversity – an analysis of three member states affiliation to the EU
The world spread financial crisis has evolved into a debt crisis for some of the member states in the EU. Especially the economic problems in Greece have caused problems for the rest of the EU, the so- called Euro crisis.
The question regarding this assignment; is whether the problem goes beyond the economic problems and rather lies in the lack of solidarity within the EU borders. In order to examine this question three different member states have been taken into the analysis, and they are Germany, Greece and the United Kingdom. In order to further examine the thesis to the right extend, three theorists will be included to bring more colour to the paper.
The EU has taken a range of measures in order to try to create a European Identity, and in that way create more solidarity among the citizens in the member states. One of these measures is the single currency, the Euro.
The foundation of the Euro is the European Monetary Union (EMU), which is created on a German initiative. The Greek economy has especially suffered from the economic crisis, and as Greece is a member of the Eurozone this has put strain on the construction of the EMU. Further measures have been taken to avoid a similar situation in the future.
The three different member states taken into analysis in this paper are very different from each other, though they play a big role in the daily EU debate. For this paper they deliver the best insight in the EU, because of their differences. Greece is a big issue, because it is the member state where the Euro crisis is said to originate from. Germany is an important member state, as it is the member state with the largest and strongest economy within the EU. The United Kingdom is also important in the debate, as the British people are the most sceptical of the EU.
In order to explain why the member states’ views on the EU vary to the extent they do, the social models have been examined.
The United Kingdom has a long tradition of liberalism, which means that it is a task of the state to secure the citizens. This is also reflected in the social model in the United Kingdom that is developed under the influence of the Beveridge report. It states that the British people are entitled to benefits, but only to maintain a minimum level of existence.
Germany is contrary to the United Kingdom. Germany’s social model is developed under the influence of Otto von Bismarck. It is the social model that is most common in Europe. In this model the state is not involved in the benefits. The citizen secures himself through pensions, and the benefits are separated from the taxes. It is decided from the state that the citizen has to be a member of a pension scheme, though.
In Greece most of the benefits go to state pensions. In this model it is the family that provide for the citizen in need. The state is not responsible for the citizen to maintain a certain living standard. The problem has to be solved as close to the citizen as possible. There is a high degree of job security in Greece, which hampers the flexibility and is often reflected by a high degree of unemployment. It is hard to get a new job, when you first are fired, as the companies are reluctant to hire. This can contribute to problems in the Greek economy.
The lack of solidarity within the EU can be explained by these three member states and their
differences. The United Kingdom is not willing to loose more sovereignty, and they are prepared to vote on the United Kingdoms’ future in the EU. They do not feel they signed up for the path they feel the EU is heading. Germany on the other hand feel that there should be implemented more reforms in the economic area, which will lead to a harmonization of the member states economic and fiscal policies. Germany would like to implement the same reforms in Greece that were implemented in Germany in the early 00’s. The Greek citizens are reluctant to pass more sovereignty to the EU, as they are afraid to have to implement more reforms. They see the Germans as the bad guys, as the only thing that is on the Germans’ minds is to rule the Greek economy. The German citizens on the other hand is reluctant to help Greece with more aid packages, as they see the Greek citizens as lazy and reluctant to do what is necessary to the poor Greek economy.
1. Indledning:
Grækenland har været kastet ud i dyb økonomisk krise, der har forårsaget at landet har været på kanten af bankerot. Befolkningen i landet har i mange år levet over evne, og nu har konsekvensen af dette vist sig. Ydermere har den græske krise udviklet sig til en decideret eurokrise. Efter Grækenlands
problemer er kommet frem i lyset har andre lande også meldt sig i rækken af lande med en potentiel økonomisk krisesituation, såsom Italien og Portugal. Disse tilfælde har rejst spørgsmålet om EU mangler en fælles finanspolitik. Spørgsmålet er imidlertid om ikke problemet er dybere end
økonomisk. Hele situationen stiller helt nye krav til den europæiske samhørighed og den gensidige forståelse, da skepsissen breder sig ved snakken om en fælles finanspolitik. Desuden bliver tilliden til euroen og EU stadig svagere. Det betyder også at lande i EU, som står uden for eurosamarbejdet
lægger mere afstand til det fælles økonomiske samarbejde og til EU generelt. Det kan bl.a. vise sig som manglende tillid og forståelse, og hvis lande i EU ikke udviser tillid hvorfor skulle resten af verden så?
Den engelske premierminister David Camerons udmelding om en potentiel afstemning om hvor vidt Storbritannien skal forblive medlem af EU, har pustet til ilden om den voksende mistillid til EU.
Jeg har i denne opgave valgt at skrive om den økonomiske krise i EU, eller måske rettere den manglende solidaritet i EU, med grundlag i Grækenlands og EU’s økonomiske situation og den europæiske identitet. Jeg vil undersøge hvad denne eurokrise betyder for den fælles europæiske tillid og solidaritet, hvilket også betyder at der skal indgå en redegørelse for hvad den fælles europæiske identitet indebærer – eller mangel på samme. Desuden vil der indgå en undersøgelse af hvordan den økonomiske situation har påvirket den europæiske samhørighed i medlemslandene med udgangspunkt i Grækenland, Storbritannien og Tyskland. I den forbindelse vil der blive inddraget teorier af Jürgen Habermas, Dieter Grimm, Thomas Pedersen og Mette Jolly. Disse teorier vil blive brugt for at belyse om det er muligt at skabe større solidaritet i EU og om det er muligt i større grad at skabe en fælles europæisk samhørighed, og hvilke tiltag dette kræver.
Hele krisen omkring euroen er noget, der finder sted i dette øjeblik, hvilket gør emnet nutidigt og relevant. Det er relevant at se på hvilke konsekvenser det har for lande i EU, der ikke har euro som valuta, som fx Storbritannien og Danmark, da disse lande også spiller en rolle for den europæiske identitet, men det er i den grad også relevant at se på konsekvenserne for lande med euro som valuta, hvor jeg så har valgt Tyskland og Grækenland. Jeg har taget udgangspunkt i disse lande, da disse lande har store forskelligheder i deres syn og holdninger omkring EU og hvad de forventer at dette
samarbejde. Disse lande er også de lande, der fylder mest i den europæiske bevidsthed lige nu, da Grækenlands økonomiske situation har stillet helt nye krav til det europæiske samarbejde, og Tysklands økonomi er grundstenen under de hjælpepakker der er blevet sat ind i forsøget på at genoprette den græske økonomi. Desuden har David Camerons seneste udtalelser omkring en mulig afstemning om Storbritanniens medlemskab i EU gjort kløften mellem EU og Storbritannien endnu større. Tyskland er det land i EU med den største økonomi, og det betyder at den økonomiske krise især har store konsekvenser for Tyskland. Samtidig har Tyskland altid haft en stor stemme i EU, men
hvordan tackler Tyskland denne økonomiske situation? Dette vil blive uddybet i opgaven. Grækenland er i grove træk det land, hvor eurokrisen er udsprunget fra. Det græske folk har taget mere afstand til EU efter eurokrisens udspring, i takt med de har fået hjælpepakker fra EU, og der derfor også er blevet stillet krav til grækerne. De føler sig straffet ved de store nedskæringer, der bliver implementeret i landet som følge af den græske krise. Grækerne har i mange år levet over evne, og skal nu forsøge at vænne sig til en skrappere økonomisk politik. Dette betyder at hele Grækenlands situation også vil blive berørt i opgaven. Med europæiske studier som profilfag er dette et relevant emne for mig, da det giver mig mulighed for at undersøge EU’s nuværende situation og hvordan tilliden til EU er. Det giver mig en dybere forståelse af hvor kompleks EU er og hvilken institution det er. Desuden er det et emne, der også er relevant for mig som dansker, da EU’s fremtid også berører Danmarks fremtid.
1.1 Hovedspørgsmål
I hvilken omfang er eurokrisen bestemt af forskelle i den historiske, kulturelle og politiske kultur i EU’s medlemslande og hvordan har eurokrisen påvirket den europæiske samhørighed og solidaritet?
1.2 Problemformulering
I min opgave vil jeg redegøre for den græske krise med den hensigt at det skal fungere som baggrund for opgaven, da det vil give et indblik i hvordan eurokrisen startede. Har ØMU-konstruktionen så været for svag?
Derudover vil jeg gøre rede for den europæiske samhørighed. Hvilke tiltag har EU taget for at fremme en fælles europæisk samhørighed indtil nu?
Hvordan har den økonomiske krise i EU påvirket medlemslandenes europæiske samhørighed med udgangspunkt i analyselandene Tyskland, Grækenland og Storbritannien?
Det grundlæggende problem synes at ligge dybere end bare økonomisk, men handler mere om den manglende solidaritet og europæiske samhørighed fra borgerne i EU.
I analysen af omkring solidariteten i EU og den europæiske identitet, vil teoretikerne Jürgen Habermas, Dieter Grimm og Mette Jolly blive inddraget.
1.3 Metodeafsnit
Det teoretiske aspekt af opgaven vil tage udgangspunkt i teorier af Jürgen Habermas, Dieter Grimm og Mette Jolly. Disse teorier vil blive sat op i mod hinanden og diskuteret, da de viser forskellige måder at gribe det europæiske identitetsprojekt an på. I diskussionen vil Thomas Pedersen, Øyvind Østerud og Michael Böss også blive inddraget for at give en så nuanceret diskussion som muligt.
Teorierne er tiltænkt som rygraden i opgaven, hvorpå landenes holdning til EU vil blive analyseret, samt deres europæiske samhørighed eller mangel på samme. Desuden vil der også blive inddraget empirisk materiale i form af undersøgelser og statistikker, for at understøtte de teoretiske argumenter og til at illustrere landenes holdning til EU.
Teorierne vil blive inddraget i analysen om hvorvidt eurokrisen er bestemt af de kulturelle og politiske forskelle der hersker mellem medlemslandene.
Opgaven vil starte med en kort gennemgang af hvordan den europæiske identitet ser ud i dag. Derefter
vil der være en gennemgang af de valgte teorier og en diskussion af samme, da det fungerer som basis for opgaven. Teorierne vil fungere som den røde tråd igennem opgaven, da de vil blive brugt til at hjælpe med at forklare de valgte landes holdninger og synspunkter på EU og den økonomiske krise.
Herefter vil opgaven omhandle de valgte analyselande. Først en kort gennemgang af ØMU’en og den økonomiske krise. Det næste afsnit vil omhandle landenes udvikling og hvilke samfundsmodeller de valgte lande falder ind under. Det er valgt sådan, da det er med til at illustrere de forskellige holdninger landene har til eurokrisen. Her vil der blive inddraget empiri i form af udsnit af spørgeskemaer fra Eurobarometer, hvor borgernes holdning til EU kommer til udtryk. Herefter vil teorierne og empiri blive inddraget i en analyse af landenes syn og holdning til den økonomiske krise i EU. Empirien vil også blive inddraget i analysen af den manglende solidaritet sammen med teorierne
1.4 Afgrænsning
Jeg har valgt at afgrænse mig til tre medlemslande i EU. To lande, der har indført euroen og et, der står udenfor ØMU-samarbejdet. Grunden til jeg har valgt at afgrænse mig til de tre lande, er at opgaven ville blive for uoverskuelig og overfladisk, hvis jeg skulle have alle 27 medlemslandes meninger og holdninger med.
1.5 Kildekritik
I forhold til empiri, så gør jeg kun brug af sekundærdata i form af Eurobarometer-undersøgelser.
Eurobarometer-undersøgelserne er uddraget af spørgsmål givet til en relativ lille del af befolkningen i det givne land. Dette betyder, at der er en mulighed for at svarerne ikke altid svarer præcis til hele befolkningens mening.
Da det valgte emne er igangværende, så bygger mange af kilderne på avisartikler. Disse kan være farvede at forfatterens personlige meninger og holdninger. Jeg har prøvet primært at bruge avisartikler skrevet af eksperter og professorer inden for området.
Dette er der taget højde for i opgaven.
2. Den europæiske identitet
Som det første i opgaven vil der blive redegjort for hvad en europæisk identitet kan være og hvad EU har gjort indtil nu for at fremme en europæisk identitet. Dette afsnit er med, fordi en europæisk identitet er et vigtigt aspekt af en europæisk samhørighed eller mangel på samme.
Det første er en redegørelse for hvad en europæiske identitet kunne indebære og hvad EU aktivt har gjort for at fremme en europæisk identitet.
En Europæiske identitet vil indebære at borgerne i medlemslandene føler et vist tilhørsforhold til unionen og ikke kun til medlemslandet. Det forudsætter at borgerne viser solidaritet overfor hinanden udover medlemslandenes grænser. Desuden vil nogle teoretikere argumentere for at der skal være en form for europæisk forfatning tilstede for at der kan blive dannet en europæisk identitet.
EU har tage nogle tiltag for at fremme en europæisk identitet. De har skabt fem symboler, der er kreeret for at få borgerne til at tænke på EU og samle borgerne om unionen. Disse fem symboler er et EU-flag, en EU-hymne, et motto, Europadagen og den fælles valuta. Flaget med de 12 stjerner, der danner en cirkel symboliserer foreningen af det europæiske folk, og stjernerne symboliserer idealerne om enhed, solidaritet og harmoni i Europa (Den Europæiske Union, Det europæiske flag). Europadagen er tiltænkt som et supplement til landenes nationaldage. Den 9. maj er udråbt til Europadag, og hylder fred og samhørighed i Europa. Den 9. maj markerer dagen for Schuman-erklæringen fra 1950, der var det første spæde skridt til den Europæiske Union som vi kender den i dag. Denne dag er der åbent hus i alle EU-institutionerne, hvor der er planlagt aktiviteter og arrangementer (Den Europæiske Union, Europadagen - EU's åbent hus arrangement).
EU’s motto ”Forenet i mangfoldighed” er tiltænkt som et udtryk for hvordan borgerne er blevet
forenede i kampen for fred og velstand i Europa (Den Europæiske Union, EU's motto). Desuden er det et udtryk for at de forskellige kulturer og forskellige folkeslag i EU skal være en styrke i stedet for en hæmsko. Mottoet er blevet omdiskuteret af en del teoretikere, da nogle ikke mener det er muligt at
”forene i mangfoldighed”. Borgerne skal have fælles kulturel og historisk baggrund, og derfor bliver EU, eller Europa, nødt til at have nogle klare grænser.
Den fælles valuta, Euroen, er det vigtigste symbol for denne opgave. En fælles valuta er karakteristisk for enhver nationalitet, og derfor også et naturligt skridt for at fremme den europæiske identitet. Tegnet for Euroen skulle også være et symbol for EU. Symbolet kommer af et græsk bogstav, og refererer til
det første bogstav i Europa. De to streger i midten skal bekræfte stabiliteten i Euroen (European Commission, 2013).
En europæisk identitet kræver at borgerne har nogle fælles normer og værdier, men det kræver også en hvis fælles politisk kultur, hvor der er enighed om hvordan man fx håndtere en situation hvor den fælles valuta bliver kastet ud i en krise. Et forsøg på at løse krisen kræver solidaritet og enighed medlemslandene i mellem.
3. Teori
3.1 Jürgen Habermas
Jürgen Habermas er en tysk filosof og sociolog indenfor kritisk teori. Det overordnede tema for Habermas er forudsætningerne for et demokratisk samfund. Hans interesse for det emne stammer fra Tysklands antidemokratiske traditioner (DenStoreDanskeEncyklopædi, Jürgen Habermas, 2011).
Jürgen Habermas er tilhænger af den konstruktivistiske tilgang, EU også har benyttet sig af i forsøget på at opbygge en europæisk identitet. Han mener, at igennem øget integration vil den europæiske identitet spire. Det vil sige, hvis EU får en forfatning, vil borgerne kunne identificere sig med EU på politisk basis. Altså vil den europæiske identitet have sin bund i et politisk fællesskab præcis som konstruktivisme foreskriver det. Det vil sige at den europæiske identitet skal bygges oppe fra og ned.
Habermas mener ikke, at kulturelle forskelle skulle besværliggøre en europæisk identitet, da identiteten ligger i borgernes demokratiske deltagelse og ikke i deres kulturelle afstamning (Habermas, Reply to Grimm, 1997, s. 262). Han mener, at ved hjælp af en offentlig debat vil konflikter blive løst og der vil blive skabt mere samhørighed mellem borgerne, fordi det skaber et mere åbent forum omkring EU, og giver borgerne bedre indblik i, og derfor også forståelse for, EU. Et eksempel, han tager udgangspunkt i er, at skabelsen af en forfatning vil føre til en åben europæisk debat og på den måde også en europæisk offentlighed. Dette ville så i sidste ende føre til en europæisk identitet.
Habermas mener, at nationsdannelsen af de europæiske stater skete ved skabelsen af forfatningerne, da de var med til at skabe offentlige debatter, og på baggrund af det følte borgerne en samhørighed. Ikke pga. fælles kultur, arv og traditioner (Habermas, Reply to Grimm, 1997, s. 264).
Endvidere er Habermas fortaler for forfatningspatriotisme, hvor han mener at igennem øget integration, kan man løse EU’s problemer. Teorien går ud på et sammenhold, der bygger på politisk loyalitet overfor nogle fælles europæiske rettigheder og love, men hvor der stadig er plads til forskellighed blandt nationerne og andre kulturer (Habermas, Demokrati og retsstat, 2005, s. 111-112). Borgerne i EU vil altså stadig have deres nationale identitet, der typisk vil bygge på fælles traditioner og skikke, men udover dette vil de så også kunne have deres EU identitet, der bygger på politiske identiteter. Det vil sige, at EU-identiteten ikke vil udfordre eller afløse nationsidentiteten. Borgerne skal opgive deres nationale rettigheder til fordel for overnationale rettigheder, så de kan fungere som en enhed.
Habermas mener at den økonomiske krise der foregår nu, kan bruges som et middel til at gennemføre
politikker på europæisk niveau, frem for nationalt niveau (Habermas, Europa må redde demokratiets værdighed, 2011).
To forudsætninger for at skabe en europæisk identitet.
1. en fælles europæisk forfatning.
2. en fælles europæisk sfære. Det kræver større indsigt i EU for borgerne for at komme det demokratiske underskud til livs.
Han adskiller politik og kultur, da han mener disse er uafhængige af hinanden.
Når et demokratisk samarbejde rækker udover en enkel stat, er der brug for at befolkningen er villig til at støtte hinanden og udvide sig i takt med det. Habermas mener, at det ikke er sket i det europæiske samarbejde og truer nu EU (Habermas, Problemet er ikke blot økonomisk, 2011).
Med den store indvandring, der har været de seneste årti, mener Habermas ikke at de europæiske befolkninger kan betragte sig som homogene. På dette punkt er Pedersen enig med Habermas, i forhold til at borgerne får sværere og sværere ved at identificere sig med hinanden, i takt med flere lande bliver medlemmer af EU. Desuden mener Habermas, at jo mere befolkningerne i medlemslandene forstår præcis hvor meget beslutningerne, der bliver taget i EU, påvirker deres hverdag, jo mere interesse vil de få for EU. Til dette mener Habermas at medierne skal spille en stor rolle ved at oplyse borgerne om det.
Det optimale ville være, hvis de europæiske borgere kunne se logikken i at være solidariske omkring byrder, og de også efterkom deres pligt som europæiske borgere ved at deltage i den demokratiske proces i EU. I stedet virker det som om de nationale politikere og medier ikke får draget de
rationalistiske konklusioner omkring det konstitutionelle projekt, ifølge Habermas (Habermas, Problemet er ikke blot økonomisk, 2011).
Analytikere mener, at EU kan komme igennem den økonomiske krise, hvis den økonomiske udvikling som minimum kommer til at nærme sig hinanden i eurolandene.
Habermas mener, at et solidarisk EU ikke vil komme på tale, hvis landenes forskelligheder ikke bliver udvisket. Altså at man ikke kan dele de europæiske lande op i fx rig og fattig. EU skal kunne skabe en ensartet levestandard, i hvert fald inden for eurozonen. De økonomiske ubalancer skal opvejes
(Habermas, Vil unionen gå på grund i et hav lunkne europæere?, 2012). Det vil sige det ikke er de
kulturelle forskelligheder Habermas mener skal udviskes. En mere ensartet levestandard i medlemslandene forudsætter dog en fælles europæisk socialpolitik.
Der skal være plads til variation i de sociale levestandarder, men ikke til forskelligheder, hvor kulturelle forskelle ligger til grund for det.
3.2 Dieter Grimm
Dieter Grimm er enig med Habermas om at der ikke eksisterer et demos i EU, altså et politisk
europæisk folk. Grimm mener, at der skal være en vis samhørighed mellem borgerne i EU før man kan løse de konflikter, der er i EU. Samhørigheden skulle føre til større enighed mellem borgerne og gøre det lettere at nå til enighed omkring punkter som fx euroen.
Som grundlag for sin teori, mener Grimm, modsat Habermas, at det kulturelle aspekt er essentielt for nationsdannelse. Nationsdannelsen af de enkelte europæiske stater har baggrund i nationernes
traditioner, arv og kultur, ikke mindst da de dannede en forfatning til nationen (Grimm, The Constitution in the Process of Denationalization, 2005, s. 447-448).
Disse betingelser mangler i EU, da borgerne mangler kendskab og forståelse for de forskellige kulturer.
I et forsøg på at fremme en bredere forståelse og samhørighed mener Grimm, at der skal
borgerbevægelse på tværs af de europæisk lande. Det vil sige, at hvis der var et offentligt rum, så ville det fremme solidariteten (Grimm, Does Europe Need a Constitution?, 1997, s. 252).
På trods af at ingen ser EU som én stat, så er der megen snak om en fælles forfatning. Den skulle tage udgangspunkt i en forfatning som man så den ved den amerikanske og den franske revolution.
Problemet ved dette er, ifølge Grimm, at disse forfatninger kom som et naturligt led for et land med rimelig klart territorium, i forvejen etablerede politiske normer og en fælles historisk udvikling. Noget hvor EU halter efter (Grimm, Does Europe Need a Constitution?, 1997, s. 241-242). Traktaterne, der ligger til bund for EU, kan på mange måder ses som udkast til en forfatning, men på samme tid bliver traktaterne set som utilstrækkelige, hvis de skulle skrives sammen til en europæisk forfatning. Dette afhænger af øjnene, der ser. Ifølge Grimm, er det dog den generelle opfattelse at EU kan og bør have en forfatning – med tiden (Grimm, Does Europe Need a Constitution?, 1997, s 239).
Desuden mener Grimm, at man ville kunne fremme den fælles europæiske identitet ved at publicere europæiske aviser og lave europæisk radio og tv. Det ville ikke hjælpe med øget dækning af de
nationale medier, da de ville dreje det til nationalt perspektiv, være bundet af nationale synspunkter og kommunikationsvaner. Manglen på det fælles europæiske medie, gør a EU ikke lever op til et moderne demokrati og der er manglende interesse for EU i medlemslandene (Grimm, Does Europe Need a Constitution?, 1997, s. 253-254). Fælles europæisk avis, tv eller radio forudsætter dog et fælles sprog, eller at alle borgere forstår et fælles sprog. Det er netop sproget, der er den største hindring for en fælles europæiske identitet, ifølge Grimm. Kommunikation er bundet af sprog, lingvistiske
formidlinger og verdensopfattelsen. Information og deltagelse som fundamentale betingelser for et demokrati er formidlet igennem sprog (Ibid. S. 254-255). Problemet ligger i at der ikke er et af de europæiske sprog, der dækker flertallet a befolkningen. Selv fransk og engelsk er et fremmedsprog for over 80 % af den europæiske befolkning. Selvom disse to sprog dominere i de europæiske institutioner og de unge bliver bedre og bedre til fremmedsprog, så ændrer det ikke det faktum at størstedelen at den europæiske befolkning kun kan tale deres modersmål. Det betyder, at da de ikke forstår
kommunikationen i EU, mister de interessen for det europæiske samarbejde (Ibid.). Grimm mener, at sproget ofte er undervurderet i den europæiske integrationsproces. Når EU bliver sammenlignet med andre europæiske lande hvor det har fungeret, såsom Schweiz og Belgien, så har EU markant flere indbyggere og mange flere forskellige sprog. Udover dette så havde et land som Schweiz skabt en national identitet før en forfatning og relateret forfatningen til deres flersprogede kultur. Ved sammenligning med USA, der ligner EU mere med mange indbyggere og mange forskellige
nationaliteter, er sammenligningen ikke tilstrækkelig. Indbyggerne i USA har forladt deres hjemland og har på forhånd accepteret et nyt politisk hjemland med et hovedsprog og landsdækkende
kommunikation (Grimm, Does Europe Need a Constitution?, 1997, s.253).
Ifølge Grimm, så betyder manglen på et kommunikativt system, som primært er grundet
forskelligheden i sprog, at der ikke vil være en offentlig europæisk eller politisk diskurs i nærmeste fremtid.
Han mener ikke, at en identitet ikke kan skabes på tværs af etnicitet, men understreger at det er nødvendigt at borgerne ønsker en dybere samhørighed, som støtter flertalsbeslutninger og solidariske tiltag, og som kan kommunikere klart omkring mål og problemer. Det som forhindrer demokrati er den manglende europæiske følelse og transnationale diskurs (Grimm, Does Europe Need a Constitution?, 1997, s. 254).
Han understreger også at EU ikke er en stat, men et overstatsligt samarbejde, og så længe EU ikke er en
stat, så vil en forfatning ikke fungere. Grimm mener dog, at en føderal stat ikke er det umiddelbare mål, ikke fordi medlemslandene skal bevares for deres egen skyld, men fordi EU ikke kan leve op til det moderne demokratis forudsætninger. I stedet skal EU beholde sin nuværende form som supranational institution, og blive ved med at bygge på dette, så der kan dannes et solidt fundament for
medlemslandene.
3.3 Mette Jolly
For at forstå vigtigheden af det ikke eksisterende demos og konsekvensen af dette for EU’s
demokratiserings proces, så er det vigtigt at forstå den overordnede debat af demokrati i EU, ifølge Mette Jolly (Jolly, 2007 s. 27).
Der er mange forskellige meninger omkring demokrati og den demokratiske proces i EU. Den første gruppe mener ikke EU har et demokratisk underskud1. I hvert fald ikke mere end hvad der kan
forventes og er acceptabelt for en institution som EU, hvor medlemslandene stadig har et godt greb om deres suverænitet. Den anden gruppe mener, at der er et demokratisk underskud i EU, men at det er muligt at ændre på det ved en institutionel reform. Den sidste gruppe mener også at EU har
demokratisk underskud, men det kan ikke ændres inden for nærmeste fremtid, da EU mangler de fundamentale elementer i et demokratisk politisk system (Jolly, 2007 s. 27).
Den eneste kilde EU har af demokratisk legitimitet er Europa Parlamentet, da det er den eneste institution, hvor medlemmerne bliver valgt direkte af borgerne i EU (Jolly, 2007 s. 28).
Det demokratiske problem er relateret til et andet problem EU har; manglen på en fælles opfattelse af EU. Der er ikke enighed om hvilken størrelse EU er, men EU har heller aldrig prøvet at definere den politiske struktur. Det betyder at en debat omkring demokrati i EU er mere kompliceret end en
diskussion omkring demokrati i en nationalstat. I en debat omkring demokrati i et givent land, så ville der være en klar opfattelse af hvad det land er som stat, som fx Frankrig eller Tyskland. Altså vil der være klare linjer for hvad objektet for diskussion er. I en stat vil der være en fælles opfattelse hvad demokrati er, og hvad det indebærer, men med EU er det mere kompliceret, da der er flere
1Demokratisk underskud betyder at mange bindende beslutninger bliver taget af fællesorganer, der ikke umiddelbart kontrolleres af medlemslandenes folkevalgte politikere. Desuden er det folkevalgte organ en rådgivende forsamling uden bevillings- og lovgivningsbeføjelse.
medlemslande med store ”personligheder”, der er markant forskellige fra hinanden, og har derfor også forskellige opfattelser af hvad demokrati er og hvilken politisk institution EU skal være. I EU
indebærer det udvikling af den politiske styreform og en udvikling af hvad EU er. Konsekvensen af dette er at det er umuligt at adskille EU’s demokratiske debat med den strukturelle debat i EU. Altså, vil alle forslag om at øge demokratiet i EU, være forskrifter for EU’s opbygning (Jolly, 2007 s. 30).
Skal EU regeres af en gruppe nationale demoi eller af et europæisk demos? Eller er det muligt at kombinere de to? EU skal starte med at definere sig selv for at kunne tage næste skridt og løse de problemer, der er internt i EU.
På nuværende tidspunkt eksisterer et demos i EU ikke. Et demos baseret på fælles kulturel identitet er ikke muligt eller ønskværdigt, ifølge Jolly (Jolly, 2007 s. 61). Selvom der er et tilhørsforhold eller en
”alliance” mellem transnationale eliter, så er det ikke tilstrækkelig samhørighed til at legitimere det politiske system (Jolly, 2007 s. 73). Selv hvis man i unionen skulle skabe et politisk system, i modsætning til en kulturel europæisk identitet, så ville der stadig være behov for værdier og sammenhold omkring andre ting end politiske institutioner. Det er ikke muligt at adskille kultur og politik fuldstændig. Ifølge Jolly, så er EU’s værdier alt for generelle til at bringe folk tættere sammen.
Problemet ved at vælge mere specifikke værdier for EU er, at hvis noget bliver defineret som værende europæisk, så vil det modsatte automatisk blive gjort ”ikke-europæisk”. Fx hvis Kristendommen blev valgt som et forende element, så ville alle andre religioner automatisk blive afskrevet som værende ikke-europæiske, men modsat hvis alle religioner blev valgt, så ville der ikke være noget, der ville være specielt europæisk. I forsøget på at skabe en betydningsfuld ramme for EU, så vil alt blive inddraget og derfor miste betydningen (Jolly, 2007 s. 84). Det vil sige at EU ville være tilbage ved udgangspunktet uden nogen klar definition af sig selv, da der ikke ville være nogle klare linjer for hvad der er
europæisk.
Det betyder at hvis der skulle skabes en fælles europæisk identitet, så skulle det være som et
supplement til de nationale værdier, og landene skulle være solidariske overfor hinanden på tværs af landegrænser og på trods af kulturelle forskelligheder.
Ifølge Jolly, så vil en europæisk identitet, der bliver påduttet borgerne oppe fra og ned styrke de nationale identiteter i stedet for at svække dem, da medlemslandene vil se det som et angreb på deres nationalstat.
Hvis en identitet skal ændres, så frem det er muligt, så vil det ske over en længere periode. Problemer
omkring forskellige identiteter, etniske grupper og nationer er blevet løst før, men dette er blevet gjort ved indføre en ny religion eller en anden struktur som folket kunne samles omkring. Denne
samhørighed er oftest blevet styrket ved at folket er blevet nødt til at stå sammen imod en fælles fjende.
Om et demos er nødvendigt er afhængigt af hvilken slags demokrati EU på sigt vil prøve at følge.
Ifølge Jolly, så burde fremgangsmåden være at skabe et demokrati for EU, der tager hensyn til begrænsningerne af et demos (Jolly, 2007 s. 88). Ifølge Jolly, så er udgangspunktet nu, at der er enighed om der ikke eksisterer et fælles demos i EU. For at det er muligt for EU at skabe et demos oppe fra og ned, skal der indføres flere fordele ved medborgerskabet og flere rettigheder. Dog mener Jolly, at der er to farer forbundet med at skabe et fælles europæisk demos.
- 1) Skabelsen af en europæisk identitet kan risikere at fremmedgøre europæere fra hinanden, da de nationale identiteter kan risikere at blive stærkere, i stedet for svagere.
- 2) Lovmæssige og institutionelle initiativer, der skal skabe et demos kan risikere at have den modsatte effekt ved at fremmedgøre borgere i EU fra et tredje parti og skabe en ny europæisk nationalisme (Jolly, 2007 s. 89).
3.4 Diskussion af teorierne – inddragelse af Böss, Pedersen og Østerud
I dette afsnit vil teoretikerne blive sat op i mod hinanden. Desuden vil andre relevante teoretikere også blive inddraget. Disse er Thomas Pedersen, Øyvind Østerud og Michael Böss. Dette gøres for at give et så nuanceret indblik i teorierne som muligt.
Habermas, Jolly og Grimm er enige om at en fælles solidaritet er et vigtigt element i skabelsen af en fælles europæisk identitet. Habermas mener, at fælles solidaritet er en hjørnesten for at kunne skabe et europæisk demokrati, men Jolly mener at det grundlæggende bag Habermas’ tankegang er let
påvirkeligt af den politisk agenda. Jolly mener, at Habermas synspunkter skaber nogle problematikker, i det hun mener det sætter en stopper for eventuelle løsninger på eksisterende problemer, og i stedet skaber en utopi omkring EU, der er baseret på et konstitutionelt system, der ikke kun skal skabe solidaritet, men også give oprejsning til den menneskelige natur. Desuden mener Jolly ikke at Habermas’ teori omkring europæisk solidaritet er mulig uden at skabe en global solidaritet.
Ifølge Jolly, er problematikken at med en global solidaritet, så vil der stadig ikke være en klar europæisk identitet. Linjerne vil være uklare (Jolly, 2007 s. 87). Altså vil EU være tilbage ved udgangspunktet med hensyn til klart at kunne definere sig selv som institution.
Habermas og Jolly er dog enige i at den overstatslige politik i EU har brug for en base i samfundet, og at en europæisk identitet ikke skal udformes på samme måde som en national identitet, da EU ikke kan sammenlignes med en nationalstat.
Thomas Pedersen og Jolly er derimod enige om, at problemet ligger i at borgerne har forskellige opfattelser af hvad demokrati er, og at dette gør det svært at skabe et fælles europæisk demokrati.
Pedersen mener, ligesom Grimm, at EU har et kulturelt problem, da borgerne har forskellige nationale sprog og på den måde forskellige fortolkninger af demokrati. Han mener at man til at starte med skal nå til enighed om, hvor grænserne i EU går, da han ikke mener at EU kan blive ved med at optage lande, fordi de skaber større og større ulighed mellem borgerne i EU (Pedersen, Demokrati og kultur i Den Europæiske Union, 2006, s. 131). Så det første skridt på vejen mod at skabe en fælles europæisk identitet er at klarlægge, hvor EU’s grænser går, ifølge Pedersen. Herefter kan man se på de forskelligheder, der allerede eksisterer inden for unionen.
Pedersens Integrisme teori tager udgangspunkt i at en identitet skabes fra bunden, altså den starter med den samme fælles forståelse for kultur og demokrati. For Pedersen så er det ikke muligt at splitte kultur fra det politiske liv, da han mener at kulturen altid vil have en form for indflydelse på de politiske beslutninger. Mangfoldigheden, som bekendt er EU’s motto, hæmmer muligheden for en europæisk identitet, da de kulturelle forskelle blive for store i takt med at flere og flere lande bliver medlemmer.
Han mener, at hvis man bliver ved med at udvide EU, og optage flere lande, så ender det demokratiske underskud med at blive større, og man risikere at sætte medlemslandenes demokratiske stabilitet på en prøve (Ibid.). Det betyder, hvor Habermas mener det er muligt at skabe en europæisk identitet oppe fra og end, så mener Pedersen at en identitet skal skabes fra bunden. Michael Böss er enig med Pedersen i at det ikke er muligt at skille det politiske og det kulturelle aspekt fra hinanden. Det er ikke muligt at sætte det politiske fællesskab op imod det kulturelle, da det politiske ikke ville eksistere uden en hvis grad af kulturelt aspekt, ifølge Böss.
Ifølge Dieter Grimm, går demokrati og samhørighed hånd i hånd, da borgerne kun vil lade sig nedstemme af et flertal som de føler en vis samhørighed med (Pedersen, Demokrati og kultur i Den Europæiske Union, 2006 s. 124). På trods af at Grimm og Pedersen er enige om at de forskellige sprog
i EU er en hæmsko for en europæisk identitet, så mener Pedersen dog, at man godt kan skabe en fællesskabsfølelse og samhørighed på tværs af sprogbarrierer (Pedersen, 2006, s. 136). Her tænker han især på den schweiziske model. Det er ikke noget problem, at borgerne ser tv på hver deres sprog, så længe indholdet i det, der bliver debatteret er det samme (Pedersen, 2006, s. 142). Det Grimm mener er, at borgerne skal få en bedre forståelse og blive mere tolerante for hinanden, på tværs af de nationale kulturer, for at skabe en større samhørighed. Barbier er enig med Grimm i at sproget skaber en barriere for at kunne skabe en fælles europæisk identitet, men han mener også, ligesom Pedersen, at dette er et overkommeligt problem, da politikkerne allerede gør det i dag ved at bruge engelsk i den internationale verden. Borgerne skal altså i højere grad acceptere hinanden og forskellighederne, der hører med.
Det største problem, som tidligere nævnt, er ifølge Pedersen, at EU’s grænser er uklare (Pedersen, 2006, s. 143). Han mener, at de europæiske politikere skal tydeliggøre at der findes fælles europæiske værdier og traditioner, og det kan blive svært ved en løbende udvidelsesproces.
Ifølge Østerud, så kræver demokrati en fælles opbakning omkring de politiske institutioner, og om skabe nogle procedurer og regler for at håndtere en konflikt. Nationalstaten bærer præg af enighed og politisk fællesskab, hvor EU halter efter. Østerud taler om tre forskellige begreber; nationalitet, nationalisme og folkestyre.
Østerud mener ikke at nationalisme nødvendigvis kræver demokrati, da en nationalistisk bevægelse kan være liberal og demokratisk, men den kan også være autoritær. Dette afhænger af situationen.
Demokratiet, derimod, må være nationalt, da det kræver et politisk fællesskab for at kunne udvikle sig (Østerud, 1999 s. 144).
Østerud mener, at tanken om et overnationalt demokrati kan være problematisk, da det nationale fællesskab mangler. Der findes ingen fælles politisk offentlighed, og betingelserne for fordelingsenhed er knap nok til stede (Østerud, 1999, s. 155).
De grundlæggende problemer, ifølge Østerud, med det manglende politiske fællesskab i EU er bl.a. den interne magtkamp vedrørende vetoret og flertalsbeslutninger i beslutningsorganerne, omfanget af reguleringspolitik og EU domstolens rolle, det sociale charter, unionsaftaler, udvidelsesspørgsmålet og følgerne for en monetær union.
Demokratiproblemet i EU er officielt anerkendt og meget omdiskuteret. Det er bedre kendt som demokratisk underskud.
Ifølge Østerud er der tre forskellige løsninger på dette; Det ene er at begrænse de overnationale
beslutninger til et minimum fx ved at overvåge markedskonkurrencen og frihandelsregimet og overlade det meste til medlemslandene. Altså lade EU udelukkende være et handelssamarbejde. Den anden mulighed er bringe medlemslandenes nationalforsamlinger så tæt som muligt op til
fællesbeslutningerne gennem indsyn og deltagelse. Den tredje løsning er en mere føderal struktur over medlemslandene, så det folkevalgte fællesparlament har reel beslutningsret. De første to løsninger er i højere grad et samarbejde mellem suveræne nationalstater, hvor den tredje løsning overskrider de nationale rammer, og i højere grad kan sammenlignes med en føderal stat. En overnational organisation træffer beslutninger uden enstemmighed. I EU kommer den Økonomiske Monetære Union nærmere og nærmere en sådan struktur. Det kan være forklaringen på at nogle medlemslande, som Storbritannien, trækker sig væk fra EU.
I europæisk integration mangler der gensidig sympati mellem befolkningerne, fælles forsvarsinteresser og jævnbyrdigt styrkeforhold mellem parterne (Østerud, 1999 s. 155-156). Det grundlæggende problem for EU er, at der mangler fællesskab og den samlende og overordnede identifikation med Europa fremfor nationalstaterne, altså den europæiske identitet. På dette punkt er teoretikerne enige med hinanden; EU mangler at definere sig selv. Østerud mener, ligesom Pedersen og Grimm at Europa er splittet i sproglige, kulturelle, regionale og nationalstatslige forskelligheder. Problematikken ligger også i, den politiske debat hovedsageligt er fremstillet i nationale medier og fora. Det betyder at nationalstaterne vil have tendens til at fortolke og dreje de politiske debatter, så de passer ind til den givne nationalstat. Dette vil også føje til det manglende politiske fællesskab i befolkningerne og den samlende politiske offentlighed. Dette kan sammenlignes med Grimms og Barbiers holdning til sprogbarrieren, da det samme ord kan have forskellige betydninger i forskellige lande afhængig af det givne sprog.
Ifølge Østerud er der to løsninger på dette problem; Den ene løsning indebærer nationsbygning på europæisk niveau igennem symbolbrug, skolesystem, historieskrivning og europæiske medier. Dette for at skabe en stærkere europæisk identitet, der gradvist kan fylde et overnationalt politisk rum. En sådan proces kan ikke udelukkes, men pga. kulturelle, sproglige, økonomiske og geopolitiske grunde, så har processen stærkere odds mod sig end en nationsopbygning i en rimelig etableret nationalstat.
Den anden løsning er knap så omfattende og ambitiøs. Habermas er en fortaler for denne løsning, der indebærer at adskille det borgerretslige element fra det nationale og hvor rettighedsfællesskabet er på det overnationale niveau (Østerud, 1999 s. 157). EU har allerede skabt forskellige symboler for at
styrke den fælles europæiske identitet, som der er nævnt tidligere i opgaven. Dette er i tråd med en af Østeruds løsninger på at skabe en større fællesskabsfølelse i EU. Det er dog kun noget af løsningen, da EU ikke har skabt et fælles skolesystem og et europæisk offentligt rum med europæiske medier, ifølge Østerud.
Østerud mener at Habermas’ teori halter ved at han ikke giver nogle argumenter for at en politisk kultur kan opretholdes uden det kulturelle indhold som en national identitet bygger på. Ifølge Østerud så mangler Habermas også at vise hvordan udviklingen af en overnational politisk offentlighed kan
overvinde det sproglige og geografiskkulturelle barrierer i Europa. Dette går mod essensen i Habermas’
demokratiopfattelse. Han overvejer heller ikke betydningen af at overnationaliteten og de åbne grænser kan føre til en øget nationalitetsfølelse, ifølge Østerud (Østerud, 1999 s. 159-160). Med dette mener Østerud at Habermas’ teori kan føre til det modsatte af hvad hensigten er. I stedet for at styrke den europæiske identitetsfølelse, så kan det medvirke til at nationalstaterne kan føle sig truet og på den måde styrke den nationale identitet i stedet.
Ifølge Böss er de fleste europæere positivt stemt for EU, de har ”bare” svært ved at se det demokratiske aspekt ved det. Han mener at EU er et politisk og ikke et kulturelt samarbejde.
Böss mener, at Habermas tager fejl når han siger, at det er det demokratiske underskud, der er skyld i de europæiske borgere ikke bakker EU op. Böss mener, at medlemslandene vil beholde deres nationale demokrati, men samtidig være i stand til at løse fælles problemer i samarbejde. Borgerne i EU er meget positive stemte overfor EU, så længe man som medlemsland drager nytte af medlemsskabet. Lige så snart borgerne oplever at medlemslandet mister indflydelse i EU eller borgerne føler at nationalstaten lider skade ved medlemskabet, så spreder skepsissen sig som ringe i vandet. Derfor mener Böss at vejen frem, er ved at markedsføre EU som et projekt, der er i nationalstatens interesse (Böss, EU mellem ønsketænkning og realisme, 2008).
Ifølge Böss, så har EU aldrig været et demokratisk projekt, og kan dårligt nok siges at være politisk i traditionelt forstand. Den demokratiske proces i EU er kommer sent i organisationens historie, er en af hans argumenter. Med dette mener Böss at EU startede som et handelssamarbejde, og ikke en politisk institution. Hvis det var startet som en politisk institution, så var den demokratiske proces kommet meget tidligere. For at styrke EU, skal medlemsstaterne se EU som være gavnlig for lige netop dem som medlemsstat (Böss, EU mellem ønsketænkning og realisme, 2008). Dette kan være svært på givne tidspunkt, men så længe EU virker gavnlig for medlemslandenes økonomi, bl.a., så skal tilliden til EU
nok vende tilbage.
Grimm mener, at det var Maastricht-traktaten, der gjorde at offentligheden fik øjnene op for EU. Dette kan argumenteres med at euroen sidste fase blev sat i værk med Maastricht-traktaten. Desuden har det demokratiske underskud været meget omdiskuteret siden Maastricht-traktaten.
Da Maastricht-traktaten skulle ratificeres argumenterede en tysk borger at det ville være i modstrid med den tyske grundlov. Borgeren fremsatte at Maastricht-traktaten ville frarøve det tyske folk den
garanterede konstitutionelle magt at regere sig selv, fordi nogle ”magtområder” ville gå fra
nationalniveau til EU niveau. Den tyske forfatningslov dømte at demokratiet i EU er struktureret på sådan en måde at hvert medlemsland har et folk, der er organiserede i deres respektive stater, og at der ikke eksistere noget lignede på EU niveau (Jolly, 2007 s. 73).
Dette er Barbier enig i, da han mener at ethvert samfund skaber sin egen lille ”verden”, også selvom denne verden bliver mere og mere åben i takt med globaliseringen. Denne ”verden” indebærer fælles værdier med fælles sprog og politisk aktivitet (Barbier, 2013 s. 105).
Teoretikerne er i bund og grund enige om at EU bliver nødt til at definere sig selv som en institution for at komme videre. De er også enige om, der mangler et europæisk offentligt rum til at oplyse borgerne bedre, da det ville skabe mere solidaritet, hvis borgerne havde mere indsigt i EU.
De er også i høj grad enige om at de forskellige sprog i EU er en hæmsko, men de har forskellige meninger om hvorvidt denne sprogbarriere kan overkommes.
4. ØMU’en og den økonomiske krise
Dette afsnit vil indeholde en kort redegørelse over ØMU’ens historie og opbygning. Herefter vil den økonomiske krise også blive gennemgået, da den har haft stor betydning for EU og ØMU-samarbejdet.
I dag er ØMU’en og euroen et hovedelement i det europæiske samarbejde. Den er specielt i fokus lige nu, da den græske krise har udviklet sig til en eurokrise.
Der er mange fordele ved en fælles valuta. Det giver færre omkostninger ved finansielle transaktioner, da der ikke ville være omkostninger ved at omregne valuta længere, det gør det lettere at rejse og sidst men ikke mindst så styrker det EU’s rolle på det internationale marked.
I 1929 blev en fælles europæisk valuta nævnt for første gang, om end det var noget flygtigt
(DenEuropæiskeUnion, På vej mod én fælles valuta - kort historisk oversigt over ØMU'en, 2011). I 1969 blev snakken om en fælles europæisk valuta genoptaget, og den Økonomiske Monetære Union (ØMU’en) kom for første gang på bordet, men da Bretton Woods Systemet2 brød sammen i 1971, så gik snakken i stå igen (Ibid.). Sammenbruddet i Bretton Woods Systemet påvirkede situationen i Europa, på trods af at der på daværende tidspunkt ikke var noget økonomisk samarbejde, så understregede det alligevel behovet for et tættere økonomisk arbejde (EU-oplysningen, Euroens historie, 2011).
Allerede i 1969 blev ØMU’en gjort til officielt mål, og i 1970 beskrev Werner-rapporten hvordan ØMU’en skulle indføres over en 10-årig periode i tre faser. De tre faser vil blive uddybet senere i afsnittet (DenEuropæiskeUnion, På vej mod én fælles valuta - kort historisk oversigt over ØMU'en, 2011).
I 1979 blev det europæiske monetære system (EMS) indført under initiativ fra alle medlemsstaterne med undtagelse af Storbritannien. EMS skulle sikre valutakursstabilitet ved at ved at begrænse valutaernes udsving til +/- 2,25%, hvilket blev afløst af et bånd på 15% efter 1993
(DenEuropæiskeUnion, På vej mod én fælles valuta - kort historisk oversigt over ØMU'en, 2011).
Allerede her viste Storbritannien, hvos vigtig deres suverænitet er for dem ved at stå uden for dette samarbejde.
I 1986 blev det Indre Marked indført ved den Europæiske Fælles Akt (EU-oplysningen, Euroens
2 Formålet med Bretton Woods Systemet var at skabe et system af faste, men justerbare valutakurser. Det betød at landene kunne vælge mellem binding direkte til guld, eller indirekte gennem dollaren.
historie, 2011). Dette gjorde behovet for en fælles valuta større, da forskellige valutaer ville hæmme samhandlen i det Indre Marked. På topmødet i Madrid i 1989 blev det vedtaget at ØMU’ens første fase skulle træde i kraft i d. 1. juli 1990 (Ibid.).
Den første fase indebar at medlemslandene i højere grad skulle samordne deres økonomiske politikker og deltage i EMS’en.
Med Maastricht-traktaten blev det juridiske grundlag for ØMU’ens anden og tredje fase bestemt. I 1994 blev anden fase indledt, hvilket betød at medlemslandene skulle overholde de såkaldte
konvergenskriterier. Det Europæiske Monetære Institut (EMI) blev oprettet for at samordne landenes monetære politikker ved et tættere samarbejde mellem centralbankerne.
Den tredje fase blev indledt d. 1. januar 1999, hvor medlemslandene uigenkaldeligt låste deres valutakurser og indførte euroen. I denne fase oprettede man også det Europæiske System af
Centralbanker og den Europæiske CentralBank (ECB), der erstattede EMI (EU-oplysningen, Euroens historie, 2011).
I 2000 blev Grækenland godkendt af ECB og Kommissionen til at deltage i den tredje fase. Begge institutioner mente at Grækenland opfyldte de nødvendige betingelser for at indføre euroen.
1. januar 2002 blev euroen indført som betalingsmiddel i euroområdet (Ibid.).
Det var skaberne af ØMU’ens vision at skabe et Europa fra oven, der er i tråd med Habermas’
konstruktivistiske tilgang.
Under forhandlingerne af hvordan udformningen af ØMU’en skulle være, prøvede tyskerne at få den tyske centralbanks ønsker inkorporeret i ØMU’ens opbygning for at skabe stabilitet i den tyske økonomi. Tyskland var bange for at genopleve krisen fra 1920’erne og pressede derfor yderligere på for at få indarbejdet mekanismer, der skulle sikre stabilitet.
ØMU-konstruktionen har ikke været stærk nok fra starten til at kunne håndtere en krise, som den EU er blevet kastet ud i. Grimm mener, at hvis der var en større samhørighed blandt borgerne i EU, så ville der være et større incitament til at i fællesskab løse den økonomiske krise.
Hele verden blev i 2008 kastet ud i en økonomisk krise, der ikke er set værre siden 1930, ifølge mange økonomer (DenStoreDanskeEncyklopædi, Finanskrisen, 2013). Dagen hvor Lehmann Brothers indgav deres konkursbegæring bliver set som datoen hvor finanskrisen begyndte (Ibid.). Konsekvenserne af krisen var at bankerne blev mere uvillige til at læne penge ud, hvilket gjorde det svært for erhvervslivet at fungere. Dette førte til en decideret recession i 2009, hvor arbejdsløsheden steg og aktiviteten i
økonomien faldt (Ibid.).
Efterfølgende udviklede de sydeuropæiske lande en gældskrise, herunder Grækenland, der ses som en konsekvens af finanskrisen.
I oktober 2008 blev EU’s stats- og regeringschefer enige om at stabilisere de finansielle markeder ved en række tiltag. Formålet var at få det optimale ud af de nationale krisepakker, der skulle genskabe likviditeten i det finansielle system, tilføre bankerne nok kapital, men også undgå
konkurrenceforvridning i mellem medlemslandene (EU-oplysningen, Baggrunden). For at dette ikke skulle komme på kant med EU-lovgivning, så anerkendte Kommissionen krisen som exceptionel. Det betød at medlemslandene kunne overskride stabilitets- og vækstpagtens krav3 midlertidigt (Ibid.).
Efter Grækenlands økonomiske problemer kom frem i lyset, så har andre medlemslande meldt sig i rækken med pressede økonomier. Disse lande er Spanien, Portugal og Irland. Dette har været med til at EU har implementeret en række tiltag for at kunne yde økonomisk støtte til kriseramte medlemslande.
Herunder er nogle af de tiltag beskrevet som EU har taget.
- Den europæiske finansielle stabilitetsfacilitet (EFSF)
Formålet med dette var at yde en midlertidig finansiel støtte til de eurolande, der måtte have brug for det og at sende et beroligende signal til de finansielle markeder. Den blev skabt som en selvstændig mellemstatslig aftale mellem eurolandene.
- Den europæiske finansielle stabilitetsmekanisme (EFSM)
Denne blev skabt som en fælles EU-mekanisme, der omfatter alle 27 EU-lande. Konkret går den ud på at Kommissionen kan optage lån på finansmarkederne med sikkerhed i EU-budgettet, der så kan yde lån til det kriseramte medlemsland. EU-landene bidrager til disse lån gennem deres bidrag til EU-budgettet.
- Den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM)
Dette er tiltænkt som afløser for EFSM. For at få støtte fra denne mekanisme, så skal et
euroland ansøge om det, og det skal vurderes at støtten er nødvendig for euroområdets stabilitet.
Denne vurdering vil ske på baggrund af en bæredygtighedsanalyse af statsgælden i et samarbejde mellem Kommissionen, IMF og Den Europæiske Centralbank. Eurolandet, der søger støtten, vil desuden blive pålagt krav om et makroøkonomisk tilpasningsprogram.
3 Et offentligt budgetunderskud må være på maksimalt tre procent af BNP.
(EU-oplysningen, EU’s krisefonde)
Nogle af tiltagene omfatter kun eurolandene, og nogle af tiltagene omfatter alle 27 medlemslande. En del af tiltagene er udarbejdet under tysk/franske inititativer. Desuden er ESM også udarbejdet under tysk/fransk initiativ. Til sidst har EU også udarbejdet et såkaldt Europæisk Semester, der skal sikre en bedre koordinering af medlemslandenes økonomiske politikker og budgetmæssige dispostioner (EU- oplysningen, Baggrunden).
5. Landenes sociale og politiske udvikling
Ordet demokrati kommer fra de oldgræske ord ”demos”, der betyder ”folket” og ”kratos”, som betyder
”magt”, altså betyder det at magten ligger hos folket eller folkestyre. ”Et fælles demos” bliver også brugt af teoretikere om hvorvidt det eksisterer i EU eller ej. Demokratiet kan da også spores tilbage til antikkens Grækenland, hvor resten af Europa først fik demokrati efter den franske revolution i 1789.
Demokrati i antikkens Grækenland betød at folket mere direkte deltog i beslutningsprocessen. Der er dog også meget langt fra de første spæde demokratiske skridt i antikkens Grækenland til det demokrati vi kender i dag, men efter den franske revolution begyndte man for alvor at tale om demokrati igen (Møller & Skaaning, 2010 s. 110). På trods af sit udspring i Grækenland, så har Grækenland i dag et meget ungt demokrati.
Efter den franske revolution steg antallet af demokratier, især i Vesteuropa.
Storbritannien var sammen med Skandinavien et af de lande var demokratiet bredte sig først, hvor man formåede at kombinere demokrati og repræsentation. Dette dannede fra midten af 1800-tallet baggrund for udviklingen af det repræsentative demokrati. Folket er ikke direkte involveret i
beslutningsprocessen med mindre der bliver afholdt en folkeafstemning. Hovedopgaven for folket er at vælge beslutningstagerne (DenStoreDanskeEncyklopædi, Demokrati, 2011). Storbritannien har ikke nogen nedskrevet grundlov. Det tætteste de kommer på en forfatning er vokset frem igennem flere hundrede år, hvor særlige historiske nedskrevne begivenheder, som Magna Charta, Declaration of Rights og Act of Settlement, kan betegnes som byggestenene for den britiske lovgivning
(DenStoreDanskeEncyklopædi, Storbritannien - forfatning og politisk system, 2013).
Tyskland har været delt i to indtil 1989, hvor muren faldt. Hvilket i har besværliggjort en forfatning, men Tyskland fik dog en forfatning i 1949. Der var dog en del ændringer i den i 1990 efter
genforeningen mellem Øst- og Vesttyskland (DenStoreDanskeEncyklopædi, Tyskland - forfatning, 2010).
Grækenland er et land, der i mange år har været præget af sort arbejde og korruption. Deres
demokratiske historie er relativ kort, og deres forfatning er fra 1975. Den er altså den yngste, hvis man sammenligner de tre landes forfatninger.
Grækenland har i mange år været i økonomisk ubalance. Der har været underskud på handelsbalancen og de offentlige udgifter har været større end indtægterne. De tidligere græske regeringer har forsøgt at skjule den dårlige økonomi ved at fuske med tallene for at kunne forblive medlem af Euroen.
Finanskrisen, der blev udløst i 2008, har været med til at forværre situationen i Grækenland, og har været medvirkende til at den græske økonomi blev belyst. Grækenland gennemførte en række reformer og nedskæringer af budgetterne i håb om at genoprette økonomien (Leksikon, Grækenland, 2012). EU trådte ind, da det så ud til den græske krise truede euro-samarbejdet. De gav, i samarbejde med IMF, Grækenland flere økonomiske hjælpepakker på den betingelse af Grækenland skulle gennemføre flere nedskæringer og implementere flere reformer for at holde skak på den løbske økonomi. Hver gang der kommer nye reformer og flere nedskæringer, så svarer den arbejdende befolkning igen ved at gå på gaden og demonstrere, fordi de føler sig straffet over noget, de ikke har gjort. Grækenland har haft en diktatorisk fortid og har haft en sen demokratisering, hvilket har gjort at den græske befolkning nærer dyb mistillid til den græske stat. Dette har ydermere tilført sort arbejde og skattesnyd til en del af dagligdagen i Grækenland. Det, sammen med Grækenlands forgældede fortid, har ført til at andre medlemslande i EU har svært ved at have tillid til Grækenland, og så er der ikke mange medlemslande, der ikke kan forstå hvorfor man skal være solidarisk overfor et land, der har snydt og bedraget i så mange år. De tyske borgere har især svært ved at se hvorfor de skal betale for grækernes overforbrug, hvilket tyder på at det i højere grad er den tyske regering, der er solidarisk overfor Grækenland end det afspejler den tyske befolknings holdning.
5.1 Samfundsmodeller
De europæiske politikere står overfor et valg. Enten reformerer de arbejdsmarkederne og social politikkerne, så globaliseringen får lov til at blomstre. Det indre marked ville blive mere dynamisk og eurozonen vil blive mere fleksibel. Ellers skal arbejdsmarkederne og social politikkerne forblive det samme og være en hindring for ændringerne (Sapir, 2006 s. 373). Sådan siger Sapir, men er det
overhovedet en holdbar løsning? I det kommende vil de forskellige samfundsmodeller blive analyseret.
Det er så mange forskellige fortolkninger af velfærdsstater på tværs af Europa at en ”Europæisk Model” virker ret urealistisk. Europa kan på sin vis deles op i fire forskellige modeller, der dækker over fire forskellige geografiske områder, ifølge André Sapir (Sapir, 2006 s. 375). I hver af disse fire
modeller er der også forskelligheder landene i mellem, men det vil der ikke blive gået dybere ned i her, da det er det større perspektiv, der skal frem og de helt store forskelle, der skal synliggøres og
analyseres.
I denne opgave vil der blive taget udgangspunkt i de socialpolitiske modeller i Storbritannien, Tyskland og Grækenland, da de, i grove træk, repræsenterer tre ud af de fire forskellige socialpolitiske modeller.
Den sidste model vil blive nævnt, men ikke gået i dybden med, da den ikke har relevans for denne opgave. Den bliver nævnt for at give et bedre indblik i forskellighederne i de socialpolitiske modeller, der findes inden for EU.
Ifølge Sven Bislev kan Europa også deles op i fire modeller, men han fremhæver også tre aspekter, hvorpå forsørgerbyrden kan fordeles; staten, civilsamfundet og markedet. Disse tre aspekter er inspirerede af Richard Titmuss, der var forsker i socialpolitik.
- Markedet som forsørger skal forstås som de indkomster man får ved deltagelse i det økonomiske liv, altså ved at have et job og deltage i arbejdsmarkedet.
- Staten som forsørger baserer på den offentlige sektor ved ydelser såsom bistand.
- Civilsamfundet som forsørger betyder de menneskelige relationer man har, altså når man bliver forsørget af familie og venner.
(Bislev, 2004, s. 116-118)
Disse tre faktorer dominerer når man taler om forsørgelse, ifølge Bislev. De tre faktorer bliver dog enkeltvis fremhævet afhængig af hvilken socialpolitisk model eller hvilket land man kigger på. Med staten som den dominerer faktor, har alle borgere ret til ydelser, og ydelserne er næsten ens for alle.
Dette kaldes også det institutionelle princip i Bislevs fortolkning. Hvor markedet er mest dominerende, så er det i større grad et forsikringslignende system, hvor man, sammen med sin arbejdsgiver, har sparet op via en forsikring, der så kan hjælpe, hvis der opstår en social situation, hvor man har brug for økonomisk støtte. Størrelsen af hjælpen afhænger af hvilket arbejde man har haft, hvilken løn man har fået og hvor længe man har været i arbejde. Dette kaldes også det arbejdsmarkedsbaserede princip, ifølge Bislev.
I modeller med civilsamfundet som dominerende faktor, får man hjælp fra staten når de helt basale behov ikke dækkes ved de private muligheder. Dette kalder Bislev det residuale princip (Bislev, 2004 s.
116-117).
De tre principper er udviklet i tre forskellige lande. Det arbejdsmarkedsbaserede princip er udviklet i Tyskland af Otto von Bismarck, rigskansler i 1871-90. Da han var kansler var landet præget af megen uro og socialismen blomstrede, hvilket medførte at obligatorisk socialsikring blev indført. Dette betød
at alle arbejdere og deres arbejdsgivere skulle betale til en forsikring, der kunne træde til og hjælpe i tilfælde af sygdom eller dødsfald.
Det residuale princip er udviklet af fattighjælpen og har derfor base i mennesket selv. Mennesket bør forsørge sig selv og dets nærmeste familie, hvis dette er helt umuligt, må staten træde til, men kun som en sidste mulighed og kun i et begrænset omfang. Den katolske sociallære lever stadig efter dette princip.
Det institutionelle princip blev udarbejdet af en britisk regeringskommission i 1941-42 under ledelse af William Beveridge. Det er det nyeste af de tre principper. Den blev udarbejdet for at undgå skabelsen af en stor og fattig underklasse, når soldaterne fra 2. Verdenskrig vendte hjem. Kommissionen foreslog at de sociale ydelser skulle finansieres af staten, men at det skulle være i en sådan beskeden størrelse, så soldaterne ikke mistede lysten til at forsørge dem selv (Bislev, 2004 s. 117).
Bislev og Sapir er enige om at Europa kan deles op i fire når det omhandler velfærdsmodeller. Der vil være visser steder modellerne overlapper hinanden, men i det næste vil de fire modeller blive beskrevet med udgangspunkt i fire lande, som tidligere nævnt, nemlig Storbritannien, Tyskland, Grækenland og Danmark. Denne opgave vil ikke gå i dybden med den socialpolitiske model i Danmark, da den falder uden for denne opgaves omfang. Som før nævnt er den kun med for at illustrere at den fjerde
socialpolitiske model også er markant anderledes end de tre, der vil blive taget udgangspunkt i, i denne opgave.
Den socialpolitiske model i Nordeuropa med udgangspunkt i Danmark, kaldes af Sapir den nordiske model. Denne model har den højeste udgift til sociale ydelser. Fagforeninger er stærke og sikrer klare regler i forbindelse med lønstrukturerne (Sapir, 2006 s. 375). Bislev beskriver denne model som den socialdemokratiske model. Den kan også sammenlignes med Titmuss’ institutionelle, men er mere dybdegående, da den er tiltænkt som forebyggende. Den er ikke kun tiltænkt for at undgå fattigdom, men skal også sørge for borgeren kan opretholde stort set den samme levestandard som borgeren havde inden han blev ledig (Bislev, 2004 s. 120).
I Storbritannien er det den liberale model, der dominerer. Ifølge Sapir bliver der også ydet assistance i denne model, men kun som en sidste udvej. Ydelserne er primært tiltænkt borgerne i den
arbejdsdygtige alder. Aktivering og tiltag for at gøre den arbejdsløse bedre rustet til job, er i højsædet i den liberale model. Arbejdsmarkedet er karakteriseret af en blanding af svage fagforeninger, stor spredning i lønnen og en rimelig høj procentdel, der lever af minimumsløn/dårlig betalt arbejde (Sapir,
2006 s. 375). Bislev refererer også til denne som den liberale model. Han beskriver modellen som værende et socialt net under befolkningen. Den skal sørge for der ikke bliver dannet en decideret underklasse. Denne kan også sammenlignes med Titmuss’ institutionelle model, da de sociale ydelser er knyttet til statsborgerskabet. Ydelsen skal dog være tilpas lav, så borgeren bliver opfordret til at komme ud på arbejdsmarkedet igen og også selv sparer sammen til en eventuel ledighedsperiode.
Denne model er også med til at opfordre borgerne til at gøre deres tid på arbejdsmarkedet så effektiv som mulig, ifølge Bislev (Bislev, 2004 s. 120).
Storbritannien har tradition for en liberal og individualistisk samfundstænkning. Storbritannien var med til at introducere ”fattighuset” for første gang, som et led i at holde de fattige i live og i arbejde. Som tidligere nævnt, var det først under 2. Verdenskrig at tanken om en fælles social sikring voksede i forbindelse med Beveridge-rapporten. Beveridge-rapportens mål var at bekæmpe fattigdom via en politik, der sikrede borgeren fuld beskæftigelse og forsikring gennem hele livet for alle samfundslag (DenStoreDanskeEncyklopædi, Beveridge-rapporten, 2009). Beveridge-rapportens mål om at bekæmpe fattigdom blev undermineret i Thatcher-perioden. I denne periode blev de offentlige og sociale ydelser skåret helt ind til benet (Bislev, 2004 s. 123-124). Socialpolitikken i Storbritannien var dog stadig stærkt præget af en liberal tankegang. Den sociale ydelse skulle være meget lav, og for at skaffe sig en eksistens over minimum, så skulle borgeren selv gøre en indsats ved fx at tegne forsikringer eller skaffe sig et arbejde. Ydelsen er bidragsafhængig, beløbet afhænger af alder og perioden, hvor borgeren kan få ydelse er på et halvt år. Den sociale ulighed er den næststørste i den vestlige verden, kun overgået af USA.
I Storbritannien har the National Health Service (NHS) været et afgørende tema i valgkampene de sidste 30 år. NHS blev skabt efter 2. Verdenskrig af the Labor Party, og var baseret på Beveridge- rapporten, som også er nævnt tidligere. NHS sørger for gratis, universel sundhedspleje for alle
indbyggere i Storbritannien. The Tories har aldrig turde stille spørgsmålstegn ved det, hvor the Labor Party, under Tony Blair, implementerede et stor finansieringsprogram i et forsøg på at Storbritannien kunne indhente de andre europæiske lande (Barbier, 2013 s. 24-25).
Tysklands socialpolitiske model er den model, der er mest udbredt i Europa. Ifølge Sapir, så bygger denne model primært på forsikringer. Forsikringerne er grundlaget, der skal yde økonomisk støtte, hvis en borger skulle blive arbejdsløs. Fagforeningerne er stærke, på trods af at medlemskaberne er faldende (Sapir, 2006 s. 376). Bislev beskriver denne model som den korporative eller den
