II. 10*
148
skylde og betale — visse Dele in natura — til Bispen. Iblandt Ydelserne nævnes her Smør, som skuldes ydes Set. Laurentii Dag, d. 10. August.
Det vil af alt dette ses, at Smørydelsen under alle Omstændigheder er ældgammel. Hvor stor den var allerede for Aarhundreder siden, faar man dog først et Begreb om, naar man læser de lybske Fogders Beretninger og Regnskaber fra den Tid, Lybækkerne havde Bornholm (1526—76).
Der kan ikke være Tvivl om, at der dengang havdes nøjagtige Lister over Landgilden paa samt
lige de Gaarde, Lybækkerne havde Indtægterne af, og saaledes ogsaa over, hvor meget Smør der ydedes. Lybækkerne vidste saaledes saare vel, hvor meget de maatte opkræve, ogsaa af Smør, vidste ogsaa, at de ifølge den Kontrakt, de havde med den danske" Konge om Brugsretten af Born
holm, ikke maatte opkræve mere af Skatter, det være sig i Penge eller i Naturalydelser, end der fra gammel Tid af paahvilede Gaardene. Men det brød de lybske Fogder sig kun lidt om; sær
lig vare de graadige efter Smør og søgte derfor at faa saadanne Bønder, som skulde gøre Hoveri- Arbejde (Dagsværk), til i Stedet for at yde Smør, hvilket saa i Regnskaberne fik Navnet Dagsværks- smør. Endvidere gav de adskillige i Nærheden af Almindingen boende Bønder Tilladelse til at græsse Kreaturer i Kongens Skov samt mange andre Lov til at hente Ved (Brændsel) imod at yde et vist Kvantum Smør aarligt, hvilket fik
149
Navnet Skovsmør. Disse to Slags Smørydelser beroede altsaa paa frivillig Overenskomst; de kom da ej heller til at hvile paa alle Gaarde som tvun
gen Skat.
Lybækkeme søgte desuden paa adskillige an
dre Maader at pine Smør ud af bornholmske Ejendomme og opkrævede bevisligt langt mere, end de havde Lov til, ikke blot af Smør, men ogsaa af andre Ydelser og Skatter. Af den lyb
ske Foged Bernt Knops Regnskaber ses, at han fra 1524—42 gennemsnitlig hvert Aar kunde sende 39,402 Pd. Smør til Lybæk og endda havde fuldt op af Smør til Brug paa Hammershus.
De Smørydelser, der saaledes i Tidernes Løb paa forskellig Vis kom til at hvile paa de born
holmske Ejendomme*), bleve aldrig senere for
mindskede, end ikke for den Del af Smørydelser, som var Erstatning for Fritagelse af Dagsværk eller for Ret til Græsning eller til at hente Ved, hvilket dog burde være sket, da man berøvede Yderne Retten til Græsning etc. etc. Heri ligger der aabenbart en ikke ringe Uret imod Bornhol
merne.
*) Endnu længe efter Lybækkernes Tid paatoge enkelte Gaardes Ejere sig frivilligt at yde Skovs mør. Amt
mand Thaarup har saaledes — ganske vist paa en løs Seddel i „Bornholmiana“ — meddelt følgende ..
„En Del Proprietarie-Bønder lod sig tegne forSmør at yde til Riget, fordi deres Kvæg nød GræB i Kon
gens Vildtbane (Skove).“
150
Endnu skal blot anføres, at der i gamle Doku
menter forekommer følgende Benævnelser for Smørydelsen: Smør, Kosmør, Skursmør, Skov- smør, Dagsværkssmør, Græssmør og Høsmør.
Vi have i det foregaaende set, hvad Øens Beboere kunde udføre af Produkter o. desl. om
kring Midten af det 18. Aarhundrede og skulle nu ogsaa berøre Indførselen ved det nævnte Tids
punkt. Af levende Kreaturer har der saa at sige slet ingen Indførsel været; derimod ses det, at der enkelte Aar er indført en Del Sæd, særlig Brødkorn. Saaledes indførtes i Aaret 1756 395 Tønder Rug og næste Aar 237 Tønder. — Iblandt de ikke saa faa Varer, som indførtes til Øen, kan nævnes, at der 1756 indførtes 1 Kaffe
bønner — rimeligvis det første, som ankom til Born
holm, endvidere 14 S* Kandis og 6 Melis, det næste Aar dog allerede 189 og 91 Forbrug af Sukker var netop begyndt, men om der end af Landbefolkningen endnu i mange Aar kun brugtes saare lidt heraf, steg Forbruget dog snart for Embeds- og Borgerstandens Vedkommende.
The syxies at være kommen i Brug en Del Aar tidligere, og Forbruget af Tobak var ved Midten af det 18. Aarhundrede allerede ret betydeligt;
1756 nævnes saaledes 268 Skippund og 19 Lis
pund. Ogsaa af Franskvin brugtes meget, thi det nævnte Aar ses der at være indført 640 Okse
hoveder heraf. Indførselslisten for 1756 nævner endvidere bl. a. 3 Par Handsker, 6 Alen Klæde,
1.51
et Par Lædersko, 6 Spinderokke, */, Tønde Mjød, 10 Lispund Ost, 108 SS Risengryn, 7 Lispund Klipfisk og 260 Tønder Malt. Gaa vi lidt læn
gere frem i Tiden, saa haves fra 1770—79 en Liste over Ind- og Udførsel af Komvarer, og ifølge denne var der i det nævnte Tiaar ialt
indført og udført
Havre 200 Tdr. 36,606 Tdr.
Rug 3612 » 319’/»
Hvede 968 1393*/, >
Byg 3181 5 »
Malt 1146 » 150
Ærter 13*/, J> 3220
Denne Liste ser højst mærkelig ud! Der maa nu imidlertid her lægges Mærke til, at Indførsel af Sæd i enkelte Aar kan være bleven en hel Del større, særlig paa Grund af Strandinger, ved hvilke der ofte tilførtes Øen en Del Korn og an
dre Varer, som ellers næppe vilde være bievne indførte, men for saa vidt en saadan Ekstra-Ind- førsel havde fremkaldt Overflødighed, vilde en tilsvarende Udførsel vel være bleven Følgen.
Man ser af Listen, at Dyrkningen af Rug og Byg aldeles ikke har kunnet tilfredsstille Øens For
brug, og den naturlige Følge heraf var derfor den store Indførsel af disse Sædarter. De ind
vundne Penge ved Udførselen af Havre — den almindelige Sædart gennem Aarhundreder — skulde dække Udgifterne til Indførsel af Rug, Byg og Hvede, hvilken sidste Sædart endnu kun
162
dyrkedes paa ganske enkelte Gaarde. Ærtedyrk
ning synes derimod at være gaaet godt fremad dengang, medens Vikker og Rodfrugter vare end
nu saa at sige ukendte. Agerbruget stod endnu paa svage Fødder; der var ingen betydelig Fremgang, Fortidens Forarmelse havde efterladt sine Spor, mange Gaardes Bygninger vare om ikke just faldefærdige, saa dog i en yderst slet Tilstand.
Det samme var Tilfældet med Øens eneste vir
kelige Borg, det gamle Hammershus. Siden Kris- tiansø’s Befæstning 1684 havde Borgen fuldstændig udspillet sin Rolle som Fæstning, og lidt efter lidt forfaldt den i en saadan Grad, at den hverken kunde bruges som Opholdssted for Statsfanger eller til Bolig for Kommandanten. Allerede 1685 finde vi Kommandant Bendix v. Hatten boende paa Lensgaard, og hans Eftermand, Wetberg, tog Bolig i Rønne, hvorimod Vice-Kommandanten end
nu en Tid lang havde Bolig her, bl. a. som Fange
vogter. Ved Midten af det 18. Aarhundrede stod Hammershus forladt og øde. I omtrent 500 Aar havde den gamle Klippeborg knejset paa den gamle Klippeknude paa Nordvestpynten af Born
holm ; mange Kampe vare udkæmpede baade uden- og indenfor dens skumle Mure, haarde og tyranniske Lensmænd og Fogder havde regeret hensynsløst heroppe, mange Taarer havde flydt i de mørke Fangetaarne, og mange Suk og Bønner vare herfra stegne op til Barmhjærtighedens Gud.
For Bornholmerne havde denne Borg, Slottet, som
153
den kaldtes, kun været en eneste Ulykke; de havde i sin Tid i deres Ansigts Sved hjulpet til med at faa den opført, de havde slidt og slæbt med Hoveriarbejde til denne Borg, vare her saa man
gen en Gang bievne haardt forurettede og maatte som Følge af alt dette betragte den som et Arne
sted, fra hvilket saa uendelig meget ondt var udgaaet. — Intet Under derfor, at de uden Sorg saa Borgen synke i Grus, ja endogsaa mere end gerne hjalp til med at bryde den ned. Tidens Tand hjalp dem troligt; Stykke efter Stykke af de gamte Mure styrtede ned, og Læs efter Læs af de tykke, røde Mursten kørtes bort for at be
nyttes til Bygninger rundt omkring paa Øen. In
gen, hverken Autoriteterne eller Beboerne, tænkte paa at frede Borgresterne som et historisk Minde.
Nej, tværtimod! man mente, at det var bedre at benytte det gamle Bygningsmateriale paa anden Vis. 1743 skulle saaledes Rønne Hovedvagts Mure være opførte af Mursten fra det gamle Hammershus. Først 1822 standsede Regeringen Ødelæggelsesværket ved at fredlyse Ruinerne, som i vore Dage besøges af Tusinder baade inden- og udenlandske Turister. Hammershus har aldrig været noget pragtfuldt Slot med store og pragt
fuldt udstyrede Sale, men kun en befæstet Klippe
borg, et ypperligt Tilflugtssted i urolige Tider.
Nu er det en stor Ruin, i en vis Forstand den
største norden for Alperne.
Den bestandige Kommission.
Gæring paa Bornh. i Anledning af nye Skattepaalæg.
Forstaaelsen af Bornholms Privilegier.
Nye Skattepaalæg have alle Steder og til alle Tider vakt Misfornøjelse, og paa Bornholm har denne givet sig Udslag gennem idelige Klager til Regering og Konge. En stærk Tilbøjelighed til saadanne og forøvrigt mange andre Klager synes at have bevæget Regeringen til i Aaret 1742 at oprette den saakaldte bestandige Kommis
sion for Bornholms Vedkommende. Ved Rescript af 26. April 1743, indskærpet 19. Maj 1747, blev det alvorligt paalagt Øens Beboere kun at hen
vende sig til denne Kommission med deres Kla
ger og altsaa ikke gaa direkte til Regeringen eller Kongen; man var ked af de idelige Klager, som voldte megen Besvær, og man overlod nu Kom
missionen i første Instans at undersøge dem.
Amtmand J. C. Urne blev Kommissionens Præsi
dent og havde den redeligste Vilje til at ordne alt paa bedste Maade for Beboerne. Men med al sin Dygtighed formaaede han dog ikke at holde
155
de oprørte Bølger, som Tid efter anden rejste sig, inden for de rette Grænser.
Den 23. Septbr. 1762 udstedte Kongen en Forordning, ved hvilken der Qver hele Riget blev paabudt en personlig Ekstraskat, som altsaa ikke skulde hvile paa Hartkornet eller Ejendommen, men paa Personen. Dette fremkaldte betydelig Gæring paa Bornholm, hvilket havde til Følge, at der den 15. Februar 1763 udstedtes et Rescript angaaende Bornholm. I dette udvikledes først den paabudne Skats absolute Nødvendighed, og dernæst hed det, at Bornholmernes Modvilje mod denne Skat kom uventet for Kongen, saasom de altid forhen havde vist en særdeles Troskab mod Kongen og det kongl. Arvehus samt i Kon
gens og Landets Tjeneste; deres Modvilje maatte altsaa rejse sig af nogle faa Menneskers om just ikke ildesindede, saa dog meget ubetænksomme Færd; Kongen vilde i denne Henseende have dem tilraadede og advarede til allerunderdanigst Lydighed.
Ekstraskatten regnedes for Bornholms Ved
kommende at skulle udgøre 12000 Rdlr. aarligt, saa længe den varede, men ved Resolution af 15. Aug. 1763 blev den af særdeles kongl. Naade nedsat til det halve. Modstanden vedvarede imid
lertid alligevel, og saa haard var den, alt under Henvisning til de kongl. Løfter fra 1658, at Re
geringen maatte sende en Kommissær til Øen for at mægle. Hertil valgte man en indfødt
Born-156
holmer, den udmærkede Retslærde Konferentsraad, Dr. jur., Professor og Generalavditør i Sø-Etaten Peder Koefoed Ancher, en Sønnesøn af den fra Opstanden mod de Svenske 1658 saa fordelagtig bekendte Præst Povl Ancher. Denne i saa mange Henseender udmærkede Bornholmer, som bl. a.
har forfattet Loyen af 14. Oktbr. 1773 om Selv- ejergaardes Arv paa Bornholm, kom i det nævnte Hverv i Aaret 1770 til sin Fødeø for at mægle imellem Bornholmerne og Regeringen, og det lykkedes ham fuldstændig at bilægge Striden samt tilvejebringe Forstaaelse baade om Skatten og Privilegierne*).
En umiddelbar Følge heraf turde være, at der derefter af Kongen udstedtes en »Forklaring paa de Bornholms Indbyggere givne Privilegier, og de dem paa Grund af samme, forundte Fri
heder og Benaadninger«, saa lydende:
Vi Christian den Syvende, af Guds Naade Konge til Danmark og Norge, de Venders og Gothers, Hertug udi Schleswig, Holsteen, Stor- marn og Ditmarsken, Greve udi Oldenborg og Delmenhorst. Giøre alle vitterligt, at eftersom Sal. og Højlovlig Ihukommelse Kong Frederich den Tredie under 29 Dec. 1658 har lovet og til
sagt, at ville forsyne Indbyggerne paa vort Land Bornholm, for deres i samme Tid beviiste