Samarbejdet mellem rekonstruktør og fordringshavere

En fordringshaver eller skyldneren indgiver begæring om rekonstruktionsbehandling til skifteret-ten, jf. KL § 11, stk. 2. Der stilles en række krav til indholdet af begæringen, bl.a. at den skal inde-holde forslag til beskikkelse af en eller flere rekonstruktører og en regnskabskyndig tillidsmand, jf. KL § 11, stk. 2. Hvis en fordringshaver indgiver begæringen til skifteretten, må det formodes, at vedkommende har gjort sig nogle overvejelser om, hvilke kandidater ifølge vedkommende bedst muligt ville kunne fremme rekonstruktionen. Hvis skifteretten imidlertid vælger at afvise enkelte kandidater og beskikke en eller flere rekonstruktører, som ikke har den fornødne opbak-ning blandt hverken den fordringshaver, der indgav begæringen, eller størstedelen af de øvrige fordringshavere, kan det allerede fra indledningen af rekonstruktionsbehandlingen blive svært for rekonstruktøren at fremlægge sine ideer for fordringshaverne. I sådan et tilfælde vil fordrings-haverne højst sandsynligt gøre det svært for rekonstruktøren at udføre sit arbejde i håb om, at rekonstruktøren hurtigst muligt vil kunne udskiftes, jf. KL § 11 g, stk. 1. Dette skal ses i sammen-hæng med det forhold, at hvis rekonstruktionsbehandlingen er indledt uden skyldnerens sam-tykke, skal en fordringshaver, der har begæret rekonstruktionsbehandling, stille sikkerhed for omkostningerne ved rekonstruktørens og tillidsmandens virksomhed, jf. KL § 11 a, stk. 4. Derfor kan det virke underligt, at den skyldner eller fordringshaver, der har begæret rekonstruktionen, og som eventuelt også har stillet sikkerhed for det arbejde, der skal udføres hermed, ikke har ret til direkte at udpege hhv. rekonstruktør og den regnskabskyndige tillidsmand.

For at vinde fordringshavernes tillid, er rekonstruktøren nødt til at vise, at vedkommende er villig til at gøre en indsats for, at fordringshavernes tab bliver så begrænset som muligt, og at ingen af fordringshaverne føler sig forbigået eller snydt. Rekonstruktøren må ikke begunstige enkelte for-dringshavere frem for andre. Det kunne fx tænkes, at rekonstruktøren i ond tro ville videreføre en gensidigt bebyrdende aftale, som medførte urimelige fordele for enkelte fordringshavere eller de-res nærtstående, mod betaling eller på grund af afpde-resning. Derfor er det vigtigt, at rekonstruktø-ren udviser den rette omhu og kan tale alle fordringshavernes sag¹⁸⁶. Dette må især tænkes at være relevant på mødet med fordringshaverne, hvor forslaget til rekonstruktionsplanen drøftes, jf. KL

§ 11 e, stk. 1. Her har fordringshaverne mulighed for at udfordre rekonstruktøren på de forslag, som rekonstruktøren fremlægger. Hvis rekonstruktøren har den fornødne opbakning blandt for-dringshaverne, kan der formentligt etableres en god dialog, som er til gavn for alle parter. Hvis

186 Heiberg, Henry, m.fl. (2014): ”Rekonstruktionsret”, side 183-184

58 ikke dette er tilfældet, vil fordringshaverne formentligt have en forkert indstilling til mødet med rekonstruktøren, hvilket sætter hele rekonstruktionsforløbet på spil.

Rekonstruktørens fornemste opgave er at sørge for, at fordringshaverne er indforstået med det forslag, som rekonstruktøren forventer at fremlægge for dem til afstemning. Dette forudsætter dog, at rekonstruktøren har været lydhør over for de modforslag og bekymringer, som fordrings-haverne har udtrykt og yderligere har holdt fordringsfordrings-haverne orienteret i hele rekonstruktions-forløbet og ikke prøvet at føre dem bag lyset på noget tidspunkt. Konkursloven definerer nogle bestemte situationer, hvor det er vigtigt og endda nødvendigt at holde fordringshaverne oriente-ret. Blandt andet er det et krav, jf. KL § 11 f, stk. 1, at rekonstruktøren inden tre måneder efter rekonstruktionsbehandlingens indledning skal sende en redegørelse til samtlige kendte for-dringshavere om væsentlige forhold vedrørende rekonstruktionen og desuden uden ugrundet op-hold skal meddele fordringshaverne, hvis der sker væsentlige ændringer i forudsætningerne for rekonstruktionsplanen, jf. § 11 f, stk. 2.

Hvis mindst 25% af de stemmeberettigede fordringshavere fremsætter begæring om, at rekon-struktøren skal overtage ledelsen af virksomheden, jf. KL § 12 a, stk. 1, og skifteretten endvidere godkender dette forslag, jf. KL § 12 a, stk. 3, skal rekonstruktøren være indforstået med, at dette indebærer en forøget arbejdsbyrde i forbindelse med rekonstruktionen. Det må forventes, at for-dringshaverne ikke fremsætter ovenstående begæring, uden at der foreligger en bestemt grund til dette, fx at det frygtes, at skyldner vil disponere imod rekonstruktionens bedste¹⁸⁷. Fordringsha-verne ser formentligt helst, at rekonstruktøren om muligt kan fokusere på selve rekonstruktionen af virksomheden og ikke også er nødt til at lede virksomheden, der er under rekonstruktion. Der-for er det vigtigt, at rekonstruktøren tager imod opgaven, og prøver at Der-forstå baggrunden Der-for dem og de forventninger, der stilles fra fordringshavernes side til rekonstruktøren. Hvis rekonstruktø-ren ikke er villig til at overtage ledelsen af virksomheden, er der risiko for, at der opstår splid mellem fordringshaverne og rekonstruktøren, dels fordi dette umiddelbart betyder, at der skal beskikkes en ny rekonstruktør, som kan påtage sig opgaven som midlertidig virksomhedsleder, hvilket øger omkostningerne forbundet med tilvejebringelsen af rekonstruktionsforslaget, men ligeledes fordi fordringshaverne kan opfatte dette som manglende forståelse for deres situation fra rekonstruktørens side. Rekonstruktøren er nødt til at have det forhold in mente, at en række

187 Petersen, Lars og Ørgaard, Anders (2013): ”Konkursloven med kommentarer”, side 213

59 af fordringshaverne kan have en stor del af deres tilgodehavender på spil, og at det endelige udfald dermed også potentielt kan påvirke deres fremtidige grundlag for at drive virksomhed.

Den ultimative test om, hvorvidt rekonstruktøren har været i stand til at skabe tillid og opbakning blandt fordringshaverne, finder sted på mødet, hvor rekonstruktionsforslaget skal tiltrædes af fordringshaverne. Jævnfør KL § 13 d, stk. 1 vedtages et rekonstruktionsforslag, medmindre et fler-tal af de fordringshavere, der er repræsenteret på mødet og deltager i afstemningen, stemmer imod. Det må forventes, at hvis rekonstruktøren har handlet i strid med de ønsker og forslag, som fordringshaverne har stillet, vil mange af dem stemme imod, da der i så fald ikke har været tale om en decideret forhandling, men snarere om en gennemtvunget aftale, som fx kan skyldes re-konstruktørens manglende integritet.

Respondenterne gav udtryk for, at det er meget vigtigt for en vellykket rekonstruktion, at rekon-struktøren lytter til de forslag og bekymringer, som fordringshaverne måtte have og ikke fortsæt-ter et rekonstruktionsforløb uden at have fordringshavernes opbakning¹⁸⁸. Det er især vigtigt, at hovedfordringshaver, som ofte vil være virksomhedens bank eller SKAT, er med på ideen, og at rekonstruktøren har den fornødne opbakning fra vedkommende¹⁸⁹. Da rekonstruktionsinstituttet stadigvæk er meget nyt, føler respondenterne, at fordringshaverne ikke forstår baggrunden for den service, som rekonstruktionsteamet leverer, og som i realiteten har til formål at skabe en merværdi for fordringshaverne i forhold til en situation, hvor virksomheden begæres konkurs uden videre¹⁹⁰. Dette kan allerede fra indledningen af rekonstruktion skabe en forvirring og en uheldig indstilling fra fordringshavernes side¹⁹¹. Det kræver hermed nogle gode forhandlingsev-ner og pædagogiske evforhandlingsev-ner at nå frem til en løsning, som er til gavn for alle parter¹⁹². Grunden til den manglende forståelse fra fordringshavernes side kan have sit udspring i det forhold, at den samme virksomhedsleder, som har medført, at virksomheden er blevet insolvent, skal stå for at rette op på fejlen igen via en rekonstruktion af den. Ifølge respondenterne kan det være svært for bl.a. fordringshaverne at forstå, hvordan det nye grundlag, som virksomheden skal drives under fremadrettet, kan medføre betydelige ændringer i indtjeningsevnen¹⁹³.

188 Se fx Bilag A – Interview med Anders Braad samt Bilag E – Interview med Jens Paulsen

189 Bilag B – Interview med Dorthe Kjærsgaard

190 Se fx Bilag B – Interview med Dorthe Kjærsgaard samt Bilag C – Interview med Søren Aamand Jensen

191 Bilag A – Interview med Anders Braad

192 Bilag B – Interview med Dorthe Kjærsgaard

193 Se fx Bilag E – Interview med Jens Paulsen

60 I praksis vil et af rekonstruktørens største problem være, at der som udgangspunkt ikke er nok midler til at dække alle privilegerede- og massekrav i tilfælde af konkurs, hvorfor incitamentet til at samarbejde med en virksomhed under rekonstruktion ikke er særligt stort¹⁹⁴. Fordringshaver vil kende til dette forhold, hvis vedkommende tidligere har været part i en konkursbehandling, hvorfor det fra rekonstruktørens side ofte kræver meget gode forhandlingsevner at fremskaffe den nødvendige finansiering til at føre rekonstruktionen (se også afsnit 6.2.1). Hvis der ikke kan stilles de fornødne sikkerheder, kan det resultere i manglende likviditet til at føre rekonstruktionen, hvormed virksomheden er nødt til at blive begæret konkurs, hvis ikke den kan få tilsagn om fi-nansiering andet steds fra¹⁹⁵.