KAPITEL XVI
Dette hindrer oprør hos mange, der ellers nok, så un
dertrykt som de er, kunne ønske en anledning. Så længe præsterne er helt afhængige af kronen, og folket som her beherskes af præsterne i samvittighedsspørgsmål, kan fyrsten være så vilkårlig, han ønsker, ganske uden risiko. Derfor begunstiger han i høj grad gejstligheden og giver den frit spillerum. Den kan optræde så fana tisk, den ønsker. Og det gør præsterne, ganske uden følelse for folk, der har en anden opfattelse, herfra dog lige undtaget den engelske kirke. Over for den er de imødekommende og bemærker ofte, at der ikke er nogen væsentlig afvigelse, og at de gerne ser en forening. De ønskerdog ikke så meget en sænkning til deres eget lave niveau som at hæve sig til vor kirkes pragt og indtægter, det er nemlig, hvad de i virkelig heden beundrer hos os. De har forkastet den romerske kirke med pavens overhøjhed og deslige, men vil allige
vel gerne beholde dens pragt, og de billiger så afgjort, at vi behændigt har opnået begge dele. Jeg tror ikke, at forskellen i nadveropfattelse ville betyde noget, hvis fyrsterne i øvrigt mente, at en sammenslutning kunne betale sig. På den anden side hader de calvinister lige så stærkt som papister, fordi calvinister principielt er modstandere af enevælde.
Trods hoffets gunst er præsterne udelukket fra både borgerlige- og regerings-anliggender. Deres plads er på prædikestolen, og den kan de benytte frit. Her tager de bladet fra munden og revser folk for deres laster, og ikke mindstde fornemmes. Men det gør ikke noget, når de kunholder sig til deres bestilling. Det jævne folk beundrer dristigheden, og størstedelen af bypræsters udkomme består da også af frivillige bidrag. De sørger 143
for, at masserne får de rette anskuelser, og holder dem i ave gennem skriftemålet, som er obligatorisk forud for sakramentet og bevaret fra den katolske tid sam men med krucifiks og andet ceremoniel.
Danmark har seks superintendenter, og de vil meget gerne kaldes biskopper og tiltales »Deres Excellence«.
Der er én over Sjælland, én på Fyn, fire i Jylland og endelig fire i Norge. De har intet jordisk gods og intet gejstligt hof med katedral, kirkelen, kanniker, dom
provst, viceprovst osv., men er simpelthen primi inter pares (de første mellem ligemænd, O.A.). De har rang over områdets almindelige præster og fører tilsyn med disses liv og lære. Biskoppen over København har 2.000 rigsdaler årlig, de øvrigedanske 1.500, de norske 1.000 rigsdaler. De må hver især have to-tre sogne.
Dragten er som andre præsters en plisséret sort kappe med korte ærmer, en stor, stiv pibekrave og en hue omtrent som vore magistres.
De fleste præster forstår engelsk og indrømmer, at den bedste del af deres kristendomskundskab stammer fra engelske bøger. Mange har studeret i Oxford, og de nyder størst anseelse. Præsterne er meget trofaste prædikanter og læser aldrig en prædiken, men holder den i et tydeligt sprog ledsaget af mange fagter. Hellig
dage og fastedage højtideligholdes som søndage, og i kirketiden er Københavns porte lukket, så ingen kan komme hverkenud eller ind. Det jævne folk går flittigt i kirke, og kirkerne holdes bedre i stand end vore. De er også renere og bedre udsmykket, næsten lige så prunkende som de papistiske.
Orgelmusik er værdsat af alle, og der findes mange, særdeles godeorgler med dygtige organister, der
under-Professor OleBorch botaniserermed sine studenter.
Tegning fra Holger Jacobæus' Rejsebog ca.1672.
holder menigheden en halv time før eller efter guds tjenesten.
Danmark har tidligere fostret højlærde mænd, f.eks.
den berømte matematiker Tycho Brahe, Bartholinerne imedicin og anatomi og Borch, somdøde fornylig efter at have stiftet et betydeligt legat til Københavns uni versitet.Men nu står detmeget sløjttil med lærdommen.
Latin beherskes dogbedre af præsterne her end hos os.
De meget få bøger, der trykkes, er uklare polemiske afhandlinger mod papister og calvinister. Skønlitteratur og verdslig lærdom er særdeles fremmede fugle og vil næppe vinde indpas, før en mere velstående lavadel baner vejen. Det påstås, at opfindelser fødes af nød vendighed, hvilket nok til en vis grad er rigtigt. Men jeg er overbevist om, at ethvert initiativ kvæles fuld
stændigt af en alt for tvingende nødvendighed. Man 145
møder da heller ikke hverken selvstændige opfindelser eller tålelige efterligninger af andres.
Der eksisterer kun ét universitet, Københavns, ogdet erringe nok i enhverhenseende. Hverken bygning eller midler kan sammenlignes med de værste afvoreenkelte kollegier. Studenterne går i sorte kapper og bor spredt i byen ligesom i Leyden. Nogle professorer bor på stedet. Hvert år på kongens fødselsdag opføres en art skuespil, som kongen beærer med sin nærværelse. Rec tor Magnificus afleverer da en latinsk tirade, der er så spækket med grov smiger, at man skulle tro, Ludvig den Store skulle underholdes af en tåbelig jesuit. Ind imellem bidrager de almindelige syngedrenge med nogle danske strofer til middelmådig musik, og således sluttes denne farce.
Under den nuværende konges fader fandtes univer
sitet i Sorø, en meget smukt beliggende by, 40 miles fra København. Her overgik boliger og øvrige studie
vilkår så langt de københavnske. Men kongen kunne bruge midlerne, og nu er dette universitet forladt og kun erstattet af en lille latinskole.
Omsorgen for fattige er meget ringe. Tidligere fand
tes mange hospitaler spredt over landet, men nu over føres midlerne i de fleste tilfælde til andre, ikke just offentlige formål. Som afslutning vil jeg bemærke, at jeg aldrig har kendt mage til land, hvor folkets sindelag i den grad er af ensartetkaliber og højde som her. Man møder ingen med særlige evner eller kvalifikationer, ingen der udmærker sig ved ekstraordinære studier eller erhverv, ingen entusiaster, rasende, tosser eller fanta
ster. Alle er nogenlunde ens. Hver især holder sig på
middelmådighedens slagnevej, der her i landet hverken er den bedste eller den dårligste, uden at dreje til hver ken højre eller venstre. Men jeg vil dog tilføje den ene rosende bemærkning, at det jævne folk gennemgående kan læse og skrive.