”Så, altså bliver man ikke lidt forvirret af at leve i det her samfund, fordi at hvad er det, de er ude på? Er de ude på at inkludere? Eller er de ude på at spare?”
Selv om medarbejderne i socialpsykiatrien i vid udstrækning er på vej til at ændre holdninger og praksis så kræver det omstillingsparathed, åbenhed og nytænkning i samfundet som helhed at øge integrationen af mennesker med sindslidelser.
Eller som Axel Honnet formulerer det:
”Enhver social integration afhænger af pålidelige former for gensidig anerkendelse, hvis
utilstrækkelighed og fravær altid er knyttet til ringeagtsfornemmelser, der på sin side kan betragtes som drivkraften for den samfundsmæssige forandring” (Anerkendelsespolitik, s.118).
”at man føler et pres over for at skulle komme sig, eller få det bedre hurtigst muligt og skulle flytte i egen lejlighed og skulle klare sig selv og sådan noget og blive fri af offentlige ydelser, eller hvad man nu er på, det synes jeg overhovedet ikke, at man kan mærke her på stedet, så det tror jeg overhovedet ikke har noget at gøre med recovery-processer at gøre.”
Presset kommer blandt andet fra diskursen i det stille sporskift. De myndigheder, som brugeren omtaler, er muligvis i endnu højere grad end personalet på de undersøgte arbejdspladser underlagt at skulle fremvise resultater og udvikle klienterne, så de slipper fri af offentlig forsørgelse.
At blive taget i forsvar.
”Fordi der synes jeg, at personalet her på stedet, det er også noget af det, der er rart ved at bo her, det er, at de også er gode til at tage en i forsvar og sådan noget og hjælpe en med sagsbehandlere, delhandleplaner og sådan noget, fordi jeg har meget svært ved at skrive de der delhandleplaner, og jeg synes, det er noget af det værste at skulle skrive så er det helt vildt ubehageligt at skulle blive hængt op på alle mulige ting, som man har skrevet i forhold til sagsbehandler og sådan noget, og der synes jeg, at personalet her på stedet de er gode til ”
Disse to sidste citater beskriver hvordan én beboer oplever forskellen mellem hospitalssystemet/sagsbehandlerne og den socialpsykiatriske indsats.
Det er med til at underbygge, at der er sket store ændringer i socialpsykiatrisk praksis.
Socialpsykiatrien er i gang med sin egen teoriudvikling og er ved at løsrive sig fra den traditionelle psykiatri. En anden tolkning af brugerudtalelserne kan være at socialpsykiatrien stadig solidariserer sig med brugerne i kampen mod de andre systemer – på godt og ondt.
Samfundsdiskursen.
Et vigtigt perspektiv er at bevidstheden om forskellen mellem de to systemer i samfundsdiskursen og viden om sindssygdom i befolkningen som helhed er ikke stor.
Følgende beskrivelse af hvordan billedet af sindslidende tager sig ud i 2010 er at læse i Politikken, 23.maj:
På den lukkede.
”Indrøm det bare. Du er også en af dem der slår blikket ned, når du møder en tydeligt sindsforvirret person i S-toget på vej hjem. Måske skifter du oven i købet kupe,hvor du sætter dig med ryggen til og lader, som om du læser hver en linje i din avis.Du vil helst ikke mindes om hvor farligt det er at leve – at der findes mennesker i denne verden, for hvem livet er så uoverkommeligt, at de er blevet syge af det.Det skal helst ikke forstyrre vores normale liv.Vi har det bedst , når de er på en lukket afdeling hvor nogen kan tage sig af dem.Men hvordan er der på en lukket afdeling ? Hvordan har de det egentligt der bag de lukkede døre? ”(Jesper Friis, Politikken).
Nej, det ved vi ikke ret meget om for døren er ikke kun lukket for de sindssyge, men er også en bogstaveligt talt hermetisk lukket verden for os andre. Det sker næsten aldrig, at en lukket psykiatrisk afdeling har åbnet sine døre og blandt andet derfor opstår myterne, billeder og de unuancerede historier.
Men afdeling 52 på Bispebjerg hospital inviterede en journalist og en fotograf indenfor og det er en af vejene frem, når samfundsdiskursen skal nuanceres og virkelige historier fortælles. Her kan muligheden for en mere åben og inkluderende tilgang og praksis i forhold til sindslidende vinde frem.
Men hvis alle gør det hvorfor bliver det så ikke gjort ?
Medarbejderne i min undersøgelse fortæller, at de arbejder recoveryorienteret og altid har gjort det.”Men hvis alle gør det – hvorfor bliver det så ikke gjort ” spørger Marianne Farkas, professor ved Boston universitet. Efter hendes mening er der mange der tror de tænker recoveryorienteret, mens de i virkeligheden bare omdirigerer deres fordomme. Mange af os er ikke klar over, hvor store omstillinger det kræver at ændre tænkning og praksis fra et medicinsk/sygdomsorienterede perspektiv til et afsæt i en recovery -og individorienteret tænkning.(Ergoterapeuten, 05/2008).
Indholdsfortegnelse
BAGGRUND...1
Et historisk perspektiv på recovery og rehabilitering...1
Revcovery og projektarbejdsformen...3
Recovery og anerkendelse...4
Brugerinvolvering som en del af recovery...6
Det stille sporskifte...7
PROBLEMFORMULERING...8
Uddybning af problembaggrund/formulering...8
Psykisk sygdom...8
Socialpsykiatri...9
Rehabilitering...9
Recovery...10
Forholdet mellem recovery og rehabilitering...11
Diskursen...11
Social praksis...11
Inklusions og eksklusionsmekanismer...12
LÆSEVEJLEDNING...12
EMPIRISK AFGRÆNSNING...13
METODEVALG OG DESIGN...14
Fokusgrupper...14
Observation...15