Her kommer konklusionsafsnittet, hvor jeg med Faircloughs ord håber på at få inspiration til at »få styr på forandringerne« i nutidens samfund.
Recovery kan ikke rummes alene i den medicinske model ej heller i en rehabiliterings-model eller en empowermentmodel. Men alle modeller har vigtige bidrag til forståelsen af recovery. Bidrag som kan forstås, som komplementære i forhold til hinanden, men som også kan indebære store vanskeligheder, hvis ikke vi gør os modellernes forskellige udgangspunkter klart. Der er tale om forskellige teoretiske og diskursive traditioner og om forskellige værdigrundlag, som må tydeligt frem i lyset, hvis recovery-perspektivet skal udvikles yderligere i en dansk kontekst praktisk og forskningsbaseret.
Det må ikke negligeres at magten herunder definitionsmagten, også kommer i spil, når man begynder at forstå hvordan forskellige modellers videnskabsteoretiske fundament påvirker vidensformer og diskursiv praksis. Det handler om, hvem der har retten til at afgøre hvilket udgangspunkt, der skal tages overordnet og i de enkelte sager. Dette får betydning for hvilke værdier der skal ligge til grund for indsatsen og hvilke ord og begreber, som får størst gennemslagskraft og fylde.
Det er grundlæggende at holde fast i at det er de mennesker, der oplever psykisk lidelse der har nøglen til at overvinde den. Andre kan ikke ”komme dig”, hvert enkelt mennesker kommer sig på sin egen unikke måde og ad sin egen vej. At forstå at det er sådan, samtidig med at vi pointerer, at ingen kan komme sig alene er en af udfordringerne for såvel de etablerede systemer, som for det nære netværk
At holde sig for øje at recovery er en individuel og subjektiv proces, som udfoldes i et socialt rum, er en svær balancekunst, som handler mindst lige så meget om at skabe et inkluderende samfund som at hele menneskers individuelle sår.
I mit analyse -og databearbejdningsafsnit har jeg belyst nogle af de effekter og forandringer implementering af recoveryorienteringen har medført i socialpsykiatrisk regi.
Jeg har gennem afhandlingen bevæget mig fra en analyse af de sproglige mikroprocesser, som de er italesat af personalet over til makrotendenser i det bredere samfundsperspektiv som
socialpsykiatrien er en del af. På den måde har jeg tilstræbt at nuancere eksisterende viden om sammenhængen mellem de professionelles indsats, holdninger og spillerum sammenholdt med tendenser og udviklingen i samfundet som helhed.
Inklusions- og ekslusionsmekanismerne
En af de tilsigtede ændringer som beskrives i revcoveryparadigmet består i at øge
brugerinvolvering. Nogle af brugerne oplever øget medinddragelse og medindflydelse, mens andre kategorier af brugere ikke i samme grad kan leve op til denne øgede selvbestemmelse.
Brugerinddragelse bevirker at de socialpsykiatriske medarbejdere skal omdefinere gamle strategier og i dialog med brugerne udvikle nye. I dette udviklingsarbejde vil medarbejdere og brugere støde
på dilemmaer i forhold til at forvalte nye roller .Men det er stadig et åbent spørgsmål om medarbejderne i socialpsykiatrien reelt ønsker at afgive magt og position for at imødekomme brugerne.
Jeg betragter det som et positivt tegn, at medarbejderne formår at italesætte og problematisere det vilkår, at der er magt og positionsinteresser på spil. For at kunne ændre på graden af og viljen til brugerindflydelse er det væsentligt at vi interesserer os for de bagvedliggende rationaler og motiver .
Dette tema går igen i spørgsmålet omkring ansættelse af brugere med psykiatribaggrund i fleksjob i socialpsykiatrien. Recoverydiskursen omkring medborgerskab og betydningen af inklusion i det nære miljø kan altså ikke alene ændre på de grundlæggende magtstrukturer i feltet.
Det arbejde som individet i recoveryparadigmets navn skal påtage sig tager udgangspunkt i personernes iboende behov for selvudvikling og evne til selv at forvalte deres sygdom. Dette fører for mange sindslidende til øget inklusion i netværk, arbejdsliv og fritidsaktiviteter og for andre personer med et lavere funktionsniveau kan det måske føre til eksklusion og miskendelse.
Via min undersøgelse med anvendelse af Goffmans blik og begrebsapparat jeg har forsøgt at få svar på om der er overensstemmelse mellem folks udtrykte holdninger og deres handlinger i forhold til de sindslidende. Jeg må i denne del af undersøgelsen erkende, at min deltagelse i et brugermøde og et beboermøde ikke har kunnet frembringe tilstrækkeligt med data til, at jeg kan foretage holdbare generaliseringer. Dog var tendensen at medarbejderne lagde stor vægt på brugernes indlæg og lyttede hertil.
Min undersøgelse fortæller, at recoveryimplementeringen har haft betydning for såvel social som diskursiv praksis. Desuden italesættes de positive muligheder for at indtage en plads i samfundet både hvad angår arbejde og uddannelse. Trods hårde ord om skiftet fra passiv- til aktivlinjen i arbejdsmarkedspolitikken er den generelle opfattelse at denne diskursændring har været medvirkende til at øge inklusionsmulighederne på arbejdsmarkedet.
Modstridende diskurser
De tydeligste hegemoniske kampe foregår omkring disse spørgsmål:
- skal de sindslidende beskyttes mod samfundet eller integreres heri
- hvor meget brugerinvolvering ønsker de professionelle og brugerne og på hvilken måde skal denne implementeres og hvornår bliver der tale om pseudodemokratiske tilstande - skal brugerne tilbydes fleksjob i socialpsykiatrisk regi eller er dette bare en lappeløsning - hvilke stigmatiseringsfaktorer er indbygget i praktiseringen af recoverytankegangen
Min empiri har afdækket ovenstående hegemoniske kampe og modstridende diskurser. De modsatrettede diskurser findes såvel i selve feltet som i forhold til samarbejdspartnere og sætter dagordenen for hvordan subjekt / objekt positionerne skal udfolde sig samt for hvordan reglerne for samspillet imellem de sindslidende og de professionelle skal udfolde sig .
Det ville være fremmende for inklusion af sindslidende, hvis de to diskurser kunne leve og respektere hinanden side om side, som ligeværdige paradigmer. Anerkendelsen af at sindslidende er en funktions- og personlighedsmæssigt blandet gruppe kunne resultere i at ikke alle
beslutninger og dagsordner skulle være gældende for alle. Kravet om anerkendelse af forskellighed bør stå højt på den psykiatriske dagsorden.
Instrumentelle eller strategiske kampe om anerkendelse udspiller sig i spørgsmålet om, hvorvidt det er inklusionsfremmende eller hæmmende at tilbyde de sindslidende job i socialpsykiatrien.
I min undersøgelse præsenteres to modstridende diskurser som kæmper om retten til at sætte dagsordenen for om der ad denne vej kan skabes social forandring. Disse to diskurser kan betegnes som ideologiske diskurser, som bidrager til at opretholde eller transformere magtrelationerne.
Debatten omkring prioriteringen af det socialpsykiatriske arbejde udspiller sig i feltet mellem nye og gamle diskurser. Diskursen som udtrykte hvordan medarbejderne skulle redde de sindslidende fra samfundet i solidaritetens navn er tydeligvis ikke mere gældende. Men ønsket om trods alt også i fremtiden at kunne tilbyde de dårligst brugerne et værdigt og trygt liv på institutionelle betingelser lever endnu.
De institutionelle rammer og diskursive betingelser for interaktion i socialpsykiatrisk regi har stadig udviklingspotentiale i form af optimering af betingelserne for forbedring af mulighederne for inklusion.
Sammenhæng i indsatsen
Som Pernille Jensen spørger i bogen Invitation til socialpsykiatri:”Måske er det på tide at overveje hvor hensigtsmæssig den nuværende og meget rigide opdeling egentlig er for dem det drejer sig om? . Min empiri belyser polariteten mellem systemerne og pointerer de vanskeligheder, der er i at få de forskellige systemer, videnskabssyn og tiltag til at spille sammen til gavn for den
sindslidende medborger.
Forandring og udvikling i feltet
Medarbejderne i socialpsykiatrien accepterer og arbejder for recoveryorienteringen, men data indikerer, at ikke alle er interesseret i dybtgående forandringer, der udfordrer de eksisterende roller og den herskende magtfordeling. Her står socialpsykiatrien overfor store udfordringer, men også overfor nye muligheder for forandring og udvikling.
Nogle socialpsykiatriske medarbejdere har en vision om at støtte brugerne i en udvikling ud af socialpsykiatrien. Recoveryorienteringen er med til at bryde med traditionen om at etablere og vedligeholde særlige fællesskaber for psykiatribrugere. Mine respondenter opfatter socialpsykiatri og deres praksis som modpol til hospitalspsykiatri. Dansk socialpsykiatri har udviklet sig siden 2004, hvor Preben Brandt erklærede at socialpsykiatrien stadig var forankret i de klassiske psykiatriske paradigmer.
Det billede som tegner sig er medarbejdere, som er bevidste om og engagerede i at ændre deres praksis til at være mere demokratisk og inkluderende. De er ligeledes bevidste om at samfundet og ikke mindst samfundsøkonomien har en finger med i inklusions- og eksklusionsspillet.
Udover fokus på spørgsmålet om inklusions- og eksklusionstendenserne i samfundet er der en høj grad af opmærksomhed på de økonomiske betingelsers betydning for den gældende diskursive og sociale praksis eller som en af respondenterne udtrykker det:
”Så, altså bliver man ikke lidt forvirret af at leve i det her samfund, fordi at hvad er det, de er ude på? Er de ude på at inkludere? Eller er de ude på at spare?”
Selv om medarbejderne i socialpsykiatrien i vid udstrækning er på vej til at ændre holdninger og praksis så kræver det omstillingsparathed, åbenhed og nytænkning i samfundet som helhed at øge integrationen af mennesker med sindslidelser.
Eller som Axel Honnet formulerer det:
”Enhver social integration afhænger af pålidelige former for gensidig anerkendelse, hvis
utilstrækkelighed og fravær altid er knyttet til ringeagtsfornemmelser, der på sin side kan betragtes som drivkraften for den samfundsmæssige forandring” (Anerkendelsespolitik, s.118).