I indledningen pegede jeg på den bekymring, der i disse år følger og omringer socialpædagogikkens faglighed, både på baggrund af 'sagerne' som selvsagt giver anledning til opmærksomhed, og i en mere almen bekymring for det faglige grundlag.
Undersøgelsen her er tænkt som et antropologisk bidrag eller hjørne i diskussionen og interessen i den pågående debat om pædagogisk arbejde i botilbud.
Som sådan står det for et andet perspektiv, med baggrund i andre vilkår hvad angår metode og analytiske strategier og med andre ambitioner og traditioner, end det pædagogiske teoretikere udefra fortæller – for eksempel bekymringshistorier. Det er også anderledes end analyser af kvantitative data om socialpædagogisk praksis, som også er et 'udefrakommende perspektiv', der spørger ind i praksis, og det er forskelligt fra en hardcore evidenssøgende tilgang. Det er også forskelligt fra pædagogernes egne fortællinger inde fra handlingsvirkeligheden. Men det er vigtigt, at der ikke er tale om konkurrerende perspektiver. Som Andersen (1996:124) udtrykker, kan der fortælles mange forskellige historier om givne hændelsesforløb, som netop bidrager med hver sit.
Det antropologiske bidrag har både som force og metodisk udfordring sit grundlag i den bløde empiri og sin følsomhed for den kompleksitet, som menneskeligt samspil indebærer. Her i afsnittet vil jeg præsentere mit pædagogisk antropologiske bidrag nærmere. Det er et indefra perspektiv, som anlægges af en udefrakommende udforsker, hvormed det antropologiske perspektiv har den analytiske distance og indlevelse inde i felten som lige store særlige forpligtelser og udfordringer. Og meget væsentligt er det, at en antropologisk erkendelsesinteresse vedrører det reelle (ikke det ideelle), hvormed de sociale samhandlinger, det relationelle i perspektivet understreges frem for ideer og tænkning om, hvordan praksis bør/kunne være/gøres. Antropologisk viden om pædagogisk praksis har altså ikke ambition om at ændre praksis. ”… ved at tematisere, udvælge og analysere afgrænsede dele af det materiale, vi får under feltarbejdet, kan vi bidrage til at diskutere praksis, dens logikker, muligheder og begrænsninger. Det er derefter op til praktikerne at gribe denne diskussion og måske spørge sig, om praksis fortsat skal fungere på sådanne præmisser” (Højlund &
Stokholm 2002:10).
Mit pædagogisk antropologiske perspektiv starter ved selve den pædagogiske handlevirkelighed og via perspektivets indbyggede interesse for det sociale, inddrager perspektivet de forskellige mennesker, der handler i den studerede felt. Altså både medarbejderne og beboerne. Begge parter er, i et antropologiske perspektiv, på lige fod, men forskelligt positioneret handlende agenter i det levede liv og udgør dermed
antropologens sociale/empiriske felt for udforskning.
Antropologens blik er således rettet mod det, de gør i den studerede praksis, fortolkningerne af opgaven der løses på stedet, erfaringerne pædagogerne og beboerne
gør nærværende i deres åbenhed overfor antropologens deltagende observation i deres selvfølgelige, levede virkelighed.
Fra Andersen (1996) låner jeg, med henblik på at konkretisere mit bidrags afsæt, tre begreber om forskellige dimensioner ved praksis, som han identificerer som ofte upåagtede eller underbetonede i deres forskellighed. Det er henholdsvis før-, under- og efterhandlingsdimensionerne forstået som tre forskellige meningsproducerende
tidspunkter for pædagogen, kontekster at arbejde i og perspektiver på/ved praksis.
Førhandlingsdimensionen indebærer pædagogernes forestillinger om målet med arbejdet, det er idealerne for praksis, der hører til her. Her udformes målsætninger og handleplaner, der planlægges i større og mindre detaljer, og man forholder sig til socialpolitikker, som retningsgivende for arbejdet. Førhandlingsdimensionen kunne (som dimension af pædagogisk praksis) udmærket gøres til genstand for systematisk undersøgelse, og via observation af personalemøde, pædagogisk temadag og læsning af handleplaner, er dimensionen ikke helt udeladt af undersøgelsen her, for den forstås jf.
Andersen netop som en dimension af pædagogisk praksis. I nogen grad kan interviewsituationen siges at bevæge sig i førhandlingsdimensionens kontekst, når pædagogerne indimellem kredser om idealer og ønsker for praksis. Pædagogers eget overordnede arbejde med denne dimension af arbejdet, kan for eksempel læses i SL’s notat ‘Fremtidens socialpædagogik på voksen-handicapområdet’ (Socialpædagogernes Landsforbund 2008), og man kunne lave en diskursundersøgelse af politikker på området, pædagogiske handleplaner, botilbuddenes pædagogiske værdigrundlag og målsætningsbeskrivelser mv..
Efterhandlingsdimensionen er det dokumenterende og evaluerende arbejde, som pædagogerne gør, når de er på afstand af handling og overvejer og reflekterer over praksis, både formelt i for eksempel beskrivelsessammenhænge (Koba 2008), i mødevirksomhed og mere uformelt, som egne og fælles daglige overvejelser over praksis for eksempel i vagtovergange. Arbejdet der centrerer sig om
efterhandlingsdimensionen af praksis er der, ud over pædagogerne selv, mange konsulenter der beskæftiger sig med (Socialministeriet&COWI 2002; Etikos 2007;
Socialministeriet 2007; Københavns Kommune&Niras konsulenterne 2008; Center for kvalitetsudvikling 2008). Efterhandlingsdimensionens perspektiv kunne også gøres til genstand for systematisk undersøgelse i form af analyser af pædagogernes
dagbogsoptegnelser og evalueringer. Efterhandlingsdimensionen lukkes heller ikke helt ude som aspekt af pædagogisk praksis her i undersøgelsen eftersom interviewene, hvor pædagogerne taler om deres pædagogiske indsats kan betegnes som noget, der finder sted i efterhandlingsdimensionens tid, kontekst og perspektiv.
Projektet fokus er den tredje dimension underhandlingsdimensionen, som er den dimension ved praksis, der tilkendes mindst åben eller undersøgende interesse. Man
taler om, at der skal være mål og rammer og at praksis skal evalueres, men sjældent om karakteren af den virkelighed, det vil sige den konkrete gøren - arbejdet med beboerne, som pædagogerne skal begrunde og dokumentere.
Underhandlingsdimensionen af det pædagogisk arbejde er ‘nuet‘, for
underhandlingsdimensionens tid, kontekst og perspektiv vedrører selve udførelsen af det pædagogiske arbejde til daglig. Et arbejde, der i botilbud for voksne med
udviklingshæmning ofte er alenearbejde med beboeren præget af, at der skal handles, altså hvor det ikke er muligt at vente med at gøre noget, til man har defineret
præmisserne for handling klart. I nu’et mødes pædagogen og beboeren. “Perspektivet er domineret af det levede liv, af dette livs aktuelle kontekst, specielt vedrørende de sociale grupperingers strukturer, magtforholdene, symbolerne, rutinerne, ritualerne, samt de gensidige forventningsmønstre og deres aktuelle indhold” (Andersen 1996:123).
Antropologen har, med feltarbejdet som metodisk omdrejningspunkt til produktion af viden, særlige faglige forudsætninger for at skabe og videreformidle viden om praksis underhandlingsdimension. Med deltagerobservation som metodisk strategi, kan hun komme nær selve den pædagogiske handling og med interview på baggrund af feltarbejdsbaseret indsigt, kan erfaringerne om pædagogisk gøren perspektiveres og uddybes.
Andersen plæderer for, at undersøgelse af pædagogisk praksis anlægger et perspektiv, der starter ved den handlemæssige hverdag med lydhørhed, interesse og rummelighed overfor pædagogikkens daglige komplekse handlingskontekst. “Idet pædagogers hverdagspraksis er mangfoldig og kun i begrænset omfang mulig at fastholde som projekt egnet til videnskabeliggørelse medfører det, at den pædagogiske teori i sine beskrivelser må fastholde flertydigheden som et væsentligt aspekt”
(ibid.:121)4. Det forstår jeg som en opfordring til at tage underhandlingsdimensionen alvorlig som særlig meningsproducerende dimension.
Et perspektiv der starter ved underhandlingsdimensionen indebærer, at socialpædagogik ses som et praksisfelt (Mathiesen 2006), hvor det ikke er givet på forhånd hvilke teoretiske eller videnskabelige perspektiver, der begrunder praksis (ibid.). Med et antropologisk perspektiv, hvor man starter ved praksis selv, lader praksis tale, går i felten og undersøger praksis på praksis egne vilkår og præmisser, kan blikket skærpes for, hvad der mon kendetegner den indsats, der uomtvisteligt skal begrundes.
Det antropologiske perspektiv har ikke som formål at eksplicitere pædagogernes viden og er dermed noget andet end pædagogernes/professionens eget udviklings- og begrundelsesarbejde. Man kan sige, at det i stedet er to forskellige forhold til praksis selv, som kommer til udtryk i henholdsvis pædagogernes og antropologiens mål:
4 Fokus på praksisdimensionens flertydighed er nok ikke det man ønsker fra politisk hold, hvor man efterstræber målbarhed; men det er måske et nødvendigt bidrag, hvis det handler om mere langsigtede indsigter og løsninger/svar på sociale spørgsmål og hvis pædagogerne selv, med deres erfaringer om praksis, skal imødekommes i forskning der handler om deres arbejde.
Pædagogerne har ekspertisen, erfaringerne og beslutningsgrundlaget for at kunne afgøre, hvordan mødet med beboeren skal gøres. Det vil sige, hvordan der i den
konkrete situation skal handles pædagogisk. Antropologen undersøger, hvordan praksis, det vil sige pædagogisk gøren i mødet med beboeren, kan forstås.
Med udgangspunktet i at antropologen spørger, hvordan noget socialt kan forstås, er antropologiens 'konklusioner'/kategorier et tilbud om en anderledes måde at forstå dele af praksis. Men hvordan den viden antropologien producerer kan anvendes af praksisfeltet, kan der ikke svares konkret på på forhånd. ”… sagen er, at det kan vi ikke vide på forhånd. Denne form for forskning søger at afdække og sætte fokus på dele af praksis. Ikke for at afgøre, hvad der er bedst, men for at kunne komme med mulige svar på, hvordan mennesker tillægger deres hverdag betydning” (Højlund & Stokholm 2002:9).