Det er især en følsomhed overfor beboernes og medarbejdernes måder og muligheder for at sige til og fra overfor min tilstedeværelse, der præger de etiske overvejelser i projektet.
Spørgsmålet om at deltage i min undersøgelse på informeret grundlag er meget vanskeligt med beboere i botilbud. Deres indvilgelse i eller accept til mig om, at jeg må være der, kommer tydeligt til udtryk, når jeg er der i hverdagen, for jeg inviteres til at deltage i beboerens liv af beboeren selv. Det er at holde under arm, frisere hår, et knus, det er når en beboer siger ”Ska' den bette pige ik' spise med?”, eller når en beboer dækker bord til en til ved siden af sig selv og siger ”Damen”. Eller når en beboer griber fat i mit ben og hiver mig tilbage i sofaen, når jeg vil rejse mig efter vi har siddet og snakket og holdt i hånd. Og modsat, når en beboer siger ”Det er alt for mange”, er det tid til at trække sig og sige, at jeg da bare kan sidde her i stuen, mens han og
medarbejderen går ind og ser på togbane på værelset. Eller sige tak for i dag under hjemmedagturen på Strøget, da beboeren træder mig over tæerne og sikkert vil have, at det skal være 'os to' som det plejer - altså eksklusivt hende og pædagogens tur.
I Botilbud I ligger der forudgående samtykke til undersøgelsen fra beboernes pårørende, mens beboernes eget samtykke som sagt kun kan gives fra øjeblik til øjeblik og kun til min tilstedeværelse, ikke til hvad 'det hele' skal bruges til. I Botilbud II overtog jeg medarbejdernes forståelse af, at beboerne udviklingsmæssigt er mellem tre og seks år, men har en masse erfaringer med sig gennem livet og sagde, at ”Jeg er her for at lære noget om, hvordan det er at bo og arbejde her i Botilbud, for det ved jeg ikke noget om. Derfor skriver jeg noget ned om det”. En beboers kommentar er ”Det er altid rart med selskab”, mens en anden er optaget af, hvornår jeg kommer igen og en tredje interesserer sig for, om jeg går i skole.
At gennemføre projektet selv om der ikke i egentlig forstand er tale om
informeret samtykke fra beboerne, er den største etiske overvejelse i projektet. Det kan selvfølgeligt kritiseres. Men alternativet ville være, at lade feltet være uudforsket med kvalitative metoder, der kommer tæt på hverdagssamspil – og dermed lade andre undersøgelsestilgange og perspektiver tegne feltet alene5.
Min måde at være der på, i lyset af de etiske overvejelser, var at være en, der er
5 BUPL's og SL's forskningsfond har indsatsområdet ”Udvikling af den pædagogiske profession og vidensgrundlag”. Det gør en pædagogisk antropologisk undersøgelse relevant, både som modvægt og supplement til de øvrige former for undersøgelser af og arbejde med at finde hensigtsmæssige metoder til at arbejde med viden om det pædagogiske arbejdes virkemåder og muligheder. Især i lyset af tidens høje fagligt interne og eksterne dokumentationskrav. Forskningsbaseret viden er endvidere ønsket jf. notatet 'Fremtidens socialpædagogik på voksen-handicapområdet' fra SL (2008:3), hvor man skriver, at ”Forskning i socialpædagogisk indsats prioriteres med henblik på fortløbende at skabe grundlag for udvikling og forbedring af indsatsen”, ”Socialpædagoger har adgang til og handler på baggrund af forskningsviden, udviklingsviden og praksisviden”, og en del af den viden identificeres som antropologisk (ibid.).
kontaktsom. En der kan snakkes med og vil deltage i det, jeg inviteres til. En der kan bruges på en forståelig måde af beboerne, uden at det går ud over min mulighed for at forfølge det pædagogiske arbejde, mens det sker.
Inde i feltstudierne siger pædagogerne tydeligt til og fra i de forskellige situationer i hverdagen, som jeg kommer i nærheden af. Og det er nemt at snakke med dem om, hvad undersøgelsen skal bruges til.
Jeg prioriterede høj grad af gennemsigtighed overfor de pædagogiske
medarbejdere i mine felter, så de kendte min forskningsinteresse. Det er en konsekvens af min forståelse af, at viden bliver til via samspil i felten. Men jeg betragter det også som særligt vigtigt, ud fra et etisk perspektiv, når man bevæger sig på et område, som kan være sårbart overfor omgivelsernes interesse, sådan som det selvsagt kan være tilfældet på botilbudområdet, som har været udsat for undercover journalister og massiv offentlig interesse efter 'sagerne'. Konkret fik de tre involverede botilbud det meste af projektbeskrivelsen tilsendt, inden de gav tilsagn om at være med, og jeg stod altid til rådighed med information om mine metoder mv. undervejs. Alle steder og personer er anonymiseret.
Antropologens etiske overvejelser indebærer et arbejde med at søge at sikre, at der ikke sker en objektgørelse af de handlende aktører i felten. ’Sagen’ er ikke den enkelte pædagog eller den enkelte pædagogs handling i samspil med den enkelte beboer ude i botilbuddene, hvor feltarbejdet foregår, men det antropologen, på baggrund af intensiv tilstedeværelse over tid med analytisk distance, bliver i stand til at sige noget om vedrørende dele af socialpædagogisk handlingsliv i botilbud. Objektet er altså 'det socialpædagogiske', der har udforskeren og pædagogernes fælles interesse, selv om det specifikke feltstudie finder sted på lokale botilbud og følger bestemte mennesker, som nok kan føle et vist ubehag, i hvert fald i starten, ved antropologens tilstedeværelse i uvante sammenhænge. Det betyder også, at det ikke er et formål at 'give stemme' til pædagogerne gennem min undersøgelse.
Kapitel 6 (beretningen fra felten) og kapitel 8 (interviewanalysen) er rapportens hovedkapitler. Materialet fra de to undersøgelsesstrategier er holdt adskilt i de to kapitler. Men jeg har foretaget feltstudier og interview i samme perioder med den metodiske pointe hele tiden at arbejde med øget forståelse og uddybning af indsigter og analyse. Botilbud I & II som var 'feltarbejdsbotilbud' præsenteres sammen med nogle tilhørende feltmetodiske overvejelser inden feltberetningen, mens Botilbud III, der (sammen med Botilbud II) var 'interviewbotilbud' præsenteres umiddelbart før interviewanalysen sammen med interviewmetodiske overvejelser.
Botilbuddene i projektet er udvalgt efter principper om dels geografisk
spredning, dels er stederne forskellige i alder, arkitektonisk udformning og indretning.
Der er endvidere stor forskel på beboersammensætningen, eftersom Botilbud I & III er specialiseret efter beboerkarakteristika (henholdsvis autister og de aller svagest
fungerende med lavest udviklingsalder), mens beboerne i Botilbud II er visiteret til stedet efterhånden, som der er blevet plads.