At opfinde pædagogisk intervention i hverdagens kontaktsomhed

Arbejdet i botilbud er helt grundlæggende baseret på 'on going' direkte kontakt med de enkelte beboere. For beboeren har (udredt via visitation, i handleplaner og i selve mødet konkret oplevet) behov for pædagogens indgriben og for samvær med hende.

Oplevelsen af hvor stor og omfattende en rolle forskellige former for kontakt spiller inde i hverdagen i botilbud førte, i et tidligere projekt om socialpædagogik og botilbud jeg har deltaget i, til min kategori om 'kontaktsomhed' (Højmark 2007).

Kontaktsomhed henviser til den vedvarende gensidige kontakt mellem beboer og medarbejder, forstået som en samværsramme af positionerede mennesker (beboere med behov og medarbejdere med lydhørhed). Det er, når medarbejderen initierer kontakt med beboeren, men især er det, når det gælder mønstret i feltmaterialet om at

medarbejderne i botilbud opfinder handling i opdukkende situationer, samvær baseret på beboerinitieret kontakt. Det vil sige intervention, når pædagogen tolker et signal som et kontaktinitiativ (åbenhed for kontakt), og når beboerne direkte henvender sig og viser lyst til og behov for kontakt med medarbejderen for at få hjælp, omsorg,

forudsigelighed mv.. Britt: ”Dig og mig?”. ”Ja, i eftermiddag er det os to” (Maren, omsorgsmedhjælper Botilbud I).

I beboernes initiativ til kontakt og forsøg på kontakt skal medarbejderen opfinde former for intervention, hvor hun kan arbejde med at fremme det, hun/de gerne vil/skal eller finder nødvendigt lige nu og her for at imødekomme det, beboeren direkte eller indirekte viser tegn på at have brug for støtte til. ”Vi tror ikke, hun går i bad, og det er sin sag at blande sig i, når det gælder Berit, fordi … Men der er jo situationer - for eksempel hvis man sidder og snakker alene sammen inde i sofaen, hvor man kan sige 'Når jeg vasker mig så ..., gør du også sådan?', for at give hende redskaber til at kunne vaske sig” (Monica, pædagog Botilbud II).

I opfinde-handling-situationer kan man sige, at det gælder om at slå opfindsomt til med relevant pædagogisk handling, fordi beboeren i de situationer i høj grad

siger/viser 'ja' til pædagogens intervention i hans liv. Beboeren er altså i Noget i kategorien om opfinde-handling-situationer, eftersom beboeren præcist ved sin

kontaktsomhed (sit 'ja' til medarbejderen, initiativet eller måder at vise behov for hjælp og støtte) aktivt, dersom pædagogen hører ham, er tilsættende subjekt i deres forhold.

Pædagogens intervention er således et svar på et fortolket eller direkte kontaktinitiativ. I situationen tolker pædagogen beboerens behov og handler her ud fra, hvormed hun får ide om, om hun har tolket og handler hensigtsmæssigt.

→ Beboerne er netop ved at være klar til at tage til eftermiddagskaffe hos en af beboernes søster. Bøje kommer ind på kontoret, hvor Mikala er ved at slukke

computeren før afgang. Bøjes tøj er helt i uorden og hans briller sidder skævt.

Mikala: ’Hvad så Bøje?’. Bøje går helt over til hende og rækker armene ud til et knus.

Da de har stået sådan lidt siger Mikala: ’Hvor er det, vi skal hen i dag?’

Bøje: ’Hen i dag.’

Mikala: ’Ja, kan du huske det?’

Bøje tænker lidt: ’Ud og købe gaver’

Mikala: ’Nej, det er ikke i dag. Men der er en, der har inviteret os på kaffe’

Bøje: ’Kaffe.’

Mikala: ’Ja, vi skal ud og drikke kaffe. Det er hos Brunos søster’

Bøje: ’Lise’

Mikala: ’Ja, det hedder en af Brunos søstre, men det er søster Grethe, vi skal ud til i dag’

Bøje: ’Søster Grethe. Langt væk’

Mikala: ’Nej, det er ikke særligt langt. Det er lige derude, hvor jeg også bor. Kan du huske det?’ De snakker om byens navn, som han kender, og så spørger hun, om hun må hjælpe med selerne og blusen, så han kan være pæn til de skal ud at drikke kaffe. Det må hun gerne, og mens hun ordner bagpå, ordner han selv både bluse og seler foran.

Hun siger, at så kan han gå ind og tage sko på, for nu skal de af sted. Han går ind på værelset, mens han siger ’Sko på, sko på’ ← (Botilbud II)

I den kontakt beboeren initierer, skaber pædagogen den forudsigelighed, hun via sit kendskab til ham ved, han har brug for. Det gør hun lige netop på det tidspunkt, hvor han opsøger hende. Hun ser altså muligheden i situationen, hvor de har god kontakt startet af hans behov for nærvær. Det er knuset han tager initiativ til, da hun spørger 'hvad så?', og hun prøver sig frem, hvor meget sproglig støtte han har brug for, for at have den nødvendige viden om, hvad der skal foregå.

Derefter bliver det relevant at få sat tøjet, så han kan føle sig bedre tilpas. Hun spørger, om deres kontakt kan fortsætte ved at undersøge, om hun må hjælpe ham. Det må hun, og det viser sig, at han er ret så deltagende/selvhjulpen qua hendes støtte (ordner selv sit tøj foran). Så bliver han klar til at fastholde sig i at gå ind og tage sko på uden yderligere støtte. Det er måske femte gang, de snakker om kaffebesøget, og det er med denne femte gang, hvor beboeren er den kontaktinitierende part for at få

programmet gentaget, som pædagogen tolker hans kontakt (også) handler om, at det giver mening for beboeren, at de skal på tur.

Pædagogen arbejder, i den situation der opstod, med at fremme at beboeren føler sig forberedt på, hvad der skal ske, så han kan føle sig tryg og sikker i det opbrud, der er i gang. Men det var pædagogen, der snildt prøvede sig frem og fandt ud af, hvad

beboerens behov kunne gå ud på lige der i deres møde på kontoret, hvor han opsøger hende med et tryghedssøgende knus, hvor det viser sig, at han ikke helt har fattet, hvad det er, alle går rundt og er ved at gøre sig klar til eller sidder og venter på.

De etiske overvejelser, når det drejer sig om opfinde-handling-situationer, vedrører den manipulation, der kan ligge i opfindsomt at bruge beboerens kontaktsomhed til at fremme noget. Som jeg forstår Maj (pædagog Botilbud I) er det det hun taler om, når hun siger ”… al den manipulation som faktisk foregår - både for at føre sin egen vilje

igennem og for at løse en faglig situation”. Eller styring efter forud definerede

handlinger (for eksempel tidsstrukturer) der aktiveres i samværet. Det er hvis beboerens behov for selvbestemmelse, god tid og kontakt ikke imødekommes. For eksempel hvis det at få beboeren gjort klar (få tøjet ordnet og sko på) havde udgjort en større del af deres samvær, end at beboeren imødekommes (hans velbefindende og forståelse af, hvad der skal ske).

Omforbrug af beboerens kontaktsomhed er en del af pædagogisk handlingsliv, for i mødet med beboeren er der altid risiko for ikke at forstå/misforstå tegn, lyde og signaler, og der er ydre strukturer, organiseringer og tidsfaktorer mv., der spiller en rolle i hverdagen, som kommer til at medstyre kontakten, og dermed hvordan handling bliver til mere eller mindre relevant pædagogisk intervention i de situationer, der opstår.

→ Morgenmaden er slut. Benny sidder i sin lænestol. Pludselig siger han ’Mer kaffe’ [En af de få gange han giver udtryk for et ønske, mens jeg er der], men klokken er mange, så medarbejderen siger ’Ved du hvad du kan, du kan gå ned og hente dine ting, for det er tid til dagtilbud’ ← (Botilbud I)

Selv om man i nogen grad er nød til at handle i forhold til for eksempel tidsstrukturer, er det mest typisk, set fra feltarbejderens perspektiv¹⁴, at det er ved medarbejdernes

årvågenhed overfor beboernes åbenhed for kontakt, at medarbejderne får øje på de særlige muligheder for deltagelse, selvstændighed, valgsituationer mv. i situation efter situation efter situation.

I hverdagen i botilbuddet agerer pædagogen initiativtagende/-svarende

kontaktsomt overfor den enkelte beboers kontaktbehov, sådan som hun via sit kendskab til beboeren kan se potentialer for det. Man kan sige, at pædagogen hele tiden forholder sig til og er tilstede for de forskellige beboeres behov, når de er der sammen individuelt i deres boligfællesskab, for her er der præcist anledning til at udvirke den pædagogiske indsats på de mange forskellige måder, det er muligt med den enkelte beboer. ”Det er jo syv individualister, der bor her” (Mona, omsorgsmedhjælper Botilbud II).

→ Vi sidder og ser Nyhederne: Bjarke og Mette pjatter om den ny skrigende farve, ambulancerne måske skal have. Bjarke siger, han har set billedet i avisen, og han prøver at daske til hende med avisen for ligesom at understrege sin pointe. Han trækker avisen til sig, da hun vil tage den og se billedet. Mette: ‘Du er vist ude på narrestreger Bjarke’. Så tager Birger Mettes hånd, som det ser ud til at hun har lagt på sædet mellem dem, så han kan nå den, hvis han vil. De sidder og holder i hånd længe. Hun får et kys

14 Man kan måske sige, at medarbejderne organiserer sig ud af det udefra styrende, så de langt hen ad vejen kan agere pædagogisk situationshensigtsmæssigt i mødet med beboerne. Den slags

organiseringer er utydelige for feltarbejderen (en af feltarbejdets blinde pletter) i interessen for det pædagogiske handlingsliv, så det er baseret på fornemmelse at inddrage denne tolkning.

på håndryggen og et smil, og han mimer ‘tak‘, da de vedvarende holder i hånd. Bøje kommer og siger noget til mig. Jeg forstår det ikke og kigger spørgende på Mette. Hun siger ‘Det er ikke sikkert, det er noget bestemt’, men hun går alligevel ind til ham et øjeblik. Bruno kommer med billedet/opskriften af aftensmaden fra i dag og giver det til Mette. ’Hvor skal det være henne Bruno?', spørger Mette den nyttighedssøgende Bruno.

Bruno smiler og siger ’Kurven’. Mette: ‘Ja. Tak for hjælpen’ - Han går rask ned på plads med det. Lidt efter lyder høj musik fra hans værelse. Bøje kommer tilbage til stuen, han sætter sig i Birthes stol. Birthe er straks på pletten (fra værelset hvortil døren var lukket) skingert: ’Birthe skal sidde, må man ikke, må man ikke. Det må man ikkkke’. Bøje rejser sig. Mette beroliger Birthe: 'Det gør han heller ikke Birthe'. Birthe sætter sig, Bøje går ind på værelset. Mette følger efter, banker på og tilbyder ham en anden stol i stuen, men han vil blive på værelset ← (Botilbud II)

Pædagogen skal være klar til at imødekomme den enkeltes opdukkende behov for at hun ser dem, har tid til at være der med dem, kan pjatte, snakke, løse konflikt mv. - alt sammen på måder som befordrer deres forskellige funktionsmåder,

udviklingspotentialer, lyst til deltagelse, frihedsbehov etc..

Hun pjatter med Bjarke, og han liver gevaldigt op i stolen. Hun lægger hånden (og initierer således kontakt), som et tilbud til Birger som hun ved nyder fysisk kontakt, som hun først følger op på (ved vedvarende at holde i hånd), da han har opfattet det som et tilbud, han vælger at tage imod. Bøjes kontakt med os i stuen viser sig at dreje sig om, at han måske godt vil være der sammen med os. Pædagogen følger op og tilbyder ham en konkret plads, men chancen for at fremme hans samvær med os i stuen er forpasset med Birthes insistering på, at 'det er hendes stol'. Han går ind på værelset igen (som han foretrækker, og hvor der ikke skal være besøg alt for længe af gangen). Birthe får akut brug for pædagogen, som må hjælpe hende (berolige), så hun kan håndtere, at hendes stol blev optaget et sekund. Bruno opsøger direkte pædagogen med et ønske om at være nyttig. Han har, ved at medbringe opskriften fra aftensmaden, selv 'løsningen' med men bliver glad da det er noget, han kan hjælpe pædagogen med, hvorefter han har ro (haft kontakt nok) til at hygge sig med musik og perleplader på værelset.

I feltuddraget herunder fanger beboeren medarbejdernes samtale om noget beboeren godt kan lide (jul), og det bliver til et initiativ til kontakt, som pædagogen udvider ved sin opfindsomhed i situationen.

→ Meta er ved at lave mad. Bea sidder i en stol og kigger fjernt ud i luften. Som vanligt siger hun indimellem nogle lyde. Meta og Malou snakker om julevagterne. Så går Malou ud af stuen. Pludselig rejser Bea sig og peger på kurvene på øverste hylde af reolen. Hun kigger på mig, og jeg spørger Meta, hvad det betyder. Det ved Meta ikke

lige umiddelbart. 'Hvad er det Bea?' spørger hun, 'Hvad er det du peger på deroppe?'.

Bea er blevet utålmodig og går over til hylden. Hun vender Bjørns stol og vil træde op på den. Meta tilbyder hende en hånd, som hun tager imod. Deroppe rækker hun ud efter en kurv. Det viser sig, at der er juleservietter i. Meta: 'Det er juleservietter med nisser på. Det var fint du kunne vise, hvor de er, det vidste jeg ikke. Hørte du lige, at vi snakkede om jul?'. Bea tager nogle af servietterne op, griner højt og træder ned fra stolen. Meta siger, at der er længe endnu, til det er jul, men ombestemmer sig i situationen og siger, at 'Vi kan da godt fejre, at der er længe til endnu med juleservietterne'. Bea synger og klapper og lægger en serviet ved hver plads på spisebordet, hvorefter hun går ud i køkkenet og følger med i Metas madlavning ← (Botilbud I)

Initiativet til kontakt er beboerens (Bea peger på en kurv på reolen, mens hun søger at fange vores opmærksomhed). Pædagogen griber beboerens initiativ til kontakt (stiller spørgsmål og går med over til reolen), indbyder til samspil (tilbyder en hånd) og interesserer sig for, hvad der er i kurven ('det er juleservietter'). Hun sætter det ind i en ramme ('hørte du, vi talte om jul' og 'der er længe endnu til jul'), men i stedet for at stoppe her ombestemmer hun sig ('vi kan fejre, at der er længe til med juleservietter').

Det viser sig, at give anledning til, at beboeren er mere end almindeligt aktiv (lægger selv servietter ved hver plads på spisebordet), og derefter går hun helt ind i køkkenet til pædagogen i stedet for at sætte sig og kigge/snakke frem for sig i stolen. Senere følges hun og jeg ned med skrald. Det er Bea, der låser døren op med min nøgle. Det er ved pædagogens forsøgsvise udvikling af deres samvær, som beboeren har taget initiativ til, at samspillet udvikles, så pædagogen kan understøtte og arbejde med netop den beboers aktive deltagelse og opmærksomhed mod omgivelserne med de muligheder det åbner.

6.3.4 At kompensere for det beboeren ville have gjort, dersom han havde kunnet