OVERVEJELSER OM KRITERIER OG FRIHEDSGRADER

Flere af bistandsværgerne giver udtryk for, at de synes, det er svært helt at vide, hvad der skal til for leve op til kriterierne for lempelse eller ophævelse af en dom.

Mens nogle bistandsværger udtrykker kritik over for de ansvarlige overlæger og deres forbeholdenhed over for at anbefale en dom ændret eller ophævet, mener andre bistandsværger, at de som ikke­fagprofessionelle har svært ved at vurdere, om patienterne reelt er så velbehandlede, at deres dom kan ændres.

Jeg tror hvis den dømte selv, eller bistandsværgen, sender en forespørgsel til statsadvokaten så skal man have virkelig gode argumenter, før det fører til en domsændring. Der skal virkelig noget til. Fordi systemet er så stærkt, og de har også en bedre viden om, hvor den dømte er henne end både den dømte selv og bistandsværgen. Deres indsigt er jo meget større (...).

­ Listebistandsværge

Flere bistandsværger påpeger også, at de har oplevet, at domme forlænges op til flere gange uden kriminelt recidiv.

Især i de sager, hvor klienten har haft et langvarigt misbrug og ikke har udsigt til at komme ud af det, er der flere bistandsværger, der har svært ved at se, hvordan man kan få ophævet dommen, idet der fortsat vil være et behandlingsbehov. I praksis kan det da også være svært for den ansvarlige overlæge at garantere, at en person, der er stofmisbruger, ikke kommer til at misbruge igen, såfremt en dom ophæves.

Jeg har lige haft en, han er misbruger, tro mig, det vil han være resten af sine dage. Han vil sikkert gå ud og lave indbrud for at skaffe penge til misbruget, det er der heller ikke tvivl om (...), men der er ingen grund til at holde ham i dommen mere, for han er ikke farlig for sig selv og han er ikke farlig for sine omgivelser. Og det var også det, lægen skrev, at de ikke mente, han var farlig for sig selv eller sine omgivelser, men de mente, at han havde et misbrug og derfor var han i risiko for recidiv (...), altså de er jo ligesom lukket inde og i virkeligheden kunne de være der resten af livet.

For man kan jo sige, at du vil blive ved med at være narkoman, eller du vil blive ved med at være psykisk syg. Det er der jo mange mennesker, der er, men det betyder jo ikke at de er farlige.”

­ Listebistandsværge

Der skal påvises fremgang og stabilitet for at få lempet en anbringelsesdom. Det kræver, at man får mulighed for at vise, at man mestrer de frihedsgrader, som man bliver tildelt. I interviewene påpeger enkelte, at det er svært for patienterne at bevise, at de har gjort fremskridt, ligesom ansatte under vores besøg på en psykiatrisk afdeling selv nævner, at der kan mangle ressourcer til ledsaget udgang.

Derfor spørger vi i spørgeskemaet specifikt ind til dette.

Én ud af tre bistandsværger har oplevet, at der ikke er givet de frihedsgrader, for eksempel ledsaget udgang, som klienten er blevet tildelt, jf. figur 15. Det kan i sidste ende have konsekvenser for patienternes mulighed for at få lempet en anbringelsesdom.

FIGUR 15: MANGLENDE FRIHEDSGRADER PÅ GRUND AF MANGLENDE RESSOURCER

33%

44%

7%

16%

0%

5%

10%

15%

20%

25%

30%

35%

40%

45%

50%

Ja Nej Ikke relevant Ved ikke

Note: Antal observationer: 57. Spørgsmålet lyder: ”For at få ændret en dom kan det være nødvendigt at den retspsykiatriske patient kan håndtere forskellige frihedsgrader som f.eks. ledsaget udgang. Har du oplevet, at en af dine klienter på grund af manglende ressourcer på institutionen eller den psykiatriske afdeling, ikke har fået tildelt de frihedsgrader, der skal kunne håndteres, for at få ændret en dom? Listebistandsværger.

RETSPSYKIATRI I ET MENNESKERETLIGT PERSPEKTIV

De bliver oven i købet bevilliget tre gange ledsaget udgang af en time, men de får dem ikke. De bliver bevilliget, og lægen siger, at det er en god idé, og det skal vi gøre. Når jeg så ringer derned og spørger, hvor de er henne, så siger de, at der var ikke tid. Så har de ikke været ude på den tur, de skulle.

Det svarer til, at de siger, du skal have nogle piller, men vi har ikke råd til dem (…). Det er ikke mangel på vilje [fra personalets side]. De kan ikke. Jeg har aldrig haft fornemmelsen af, at det bare er fordi de [personalet] ikke gider.”

­ Listebistandsværge 5.3.3 ALTERNATIV TIL DOM

En anden faktor, der kan have indflydelse på motivationen for at anmode om at få ændret eller især ophævet en foranstaltningsdom, er alternativet til en dom, det vil sige behandling i almenpsykiatrien. Klienter, der har dom til ambulant behandling, vil som udgangspunkt have ret til tilbud om samme ambulante behandling, såfremt dommen blev ophævet. Alligevel kan der være usikkerhed i forhold til, hvad der venter i almenpsykiatrien efter ophør af dom, især for pårørende og i tilfælde, hvor de dømte er anbragt på en institution.

I lyset af nyere undersøgelser, der peger på, at mange retspsykiatriske patienter ender i retspsykiatrien som følge af manglende behandling eller opfølgning i almenpsykiatrien er dilemmaet forståeligt.

Det spiller jo meget ind [hvad alternativet til anbringelsesdommen er], fordi vi ved jo ikke, hvor vi står, hvis han ikke har den her dom lige pludselig.

Så kan han jo stå på gaden. Vi aner jo ikke, hvad der kommer til at ske. Det synes jeg er det, der betyder meget.”

­ Pårørendebistandsværge

Bistandsværgerne nævner også, at nogle af de dømte selv ønsker at få forlænget dommen blandt andet på grund af bekymringer om skift eller ophør af behandling.

Nogle har også oplevet, at deres klient har begået kriminalitet med det formål at komme tilbage til den institution, som de var anbragt på, da de ”kedede” sig og gerne ville tilbage. I vores gennemgang af forlængede domme i 2018 er det også op mod hver tredje dømte, der selv tilslutter sig, at dommen forlænges (mere herom i kapitel 6).

En af dem jeg har nu, som stadig er i systemet, det er sådan set en

domstype hvor han kunne bo i et bofællesskab, men han boede for sig selv, hvor han kedede sig, og han kunne ikke få venner eller noget som helst.

Så fik han den idé, at han kunne sætte ild til noget, og så kom han sikkert tilbage. Det gjorde han så ikke i første omgang, fordi det ikke var nogen større brand, men så lavede han en, der virkeligt var noget, og så var han tilbage [på anbringelsesstedet]. Det var jo på grund af ensomhed.”

­ Listebistandsværge