F o r nogle a a r siden blev der opdaget e t af d e merkeligste skrifter fra kirkens allerældste tider.
D e t t e skrift, d e r skriver sig fra tiden omkring a a r i o o , o g s o m b æ r e r n a v n e t : « A p o s t l e r n e s u n d e r v i s n i n g » , giver o s e t indblik i mange sider af den ældste kirkes liv, der tidligere har været o s næsten ukjendte. Navnlig e r dette tilfældet med den gam-mel-kristelige profeti o g d e gammelkristelige profeter»
der spiller en saa fremtrædende rolle i nævnte skrift.
Nu e r det vistnok saa, a t denne foreteelse ikke e r noget absolut nyt, d a vi støder paa «profeter» alle
rede i aposteltiden o g finder dem omtalte lige fra Matthæus's evangelium til Johannes's aabenbaring.
Men p a a den anden side e r det ligesaa vist, a t som man tidligere ikke har havt anelse om den betydning, som profeterne har havt i tiden nærmest efter apost-lerne, s a a har man heller ikke ofret dem synderlig opmerksomhed, hvad den apostoliske tid a n g a a r ; apostlerne har som inspirationens bærere o g som Kristi umiddelbare sendebud staaet i den grad i for
grunden, a t profeterne fuldstændig e r blevne stillede
i skyggen. Naar man med det lys, som «apostlernes undervisning» i forbindelse med d e montanistiske stridigheder*) kaster over denne sag, vender sig til betragtningen af den apostoliske tids profeter, saale-des som d e nytestamentlige skrifter selv fremstiller dem, d a kommer man til d e t vistnok for d e fleste overraskende resultat, a t aposteltiden med apostlerne i s p i d s e n k j e n d e r o g a n t a g e r t o r e d s k a b e r f o r d e n g u d d o m m e l i g e a a b e n b a r i n g : a p o s t l e o g p r o f e t e r . D e t er dette, jeg i det følgende skal søge a t eftervise, idet jeg sammenstiller, hvad d e nytestamentlige skrifter lærer o s om profeterne.
Først bemerker jeg da, a t tilværelsen af profeter i den nye pagts menighed baade er forudsagt af Kristus o g villet af ham. Ha n sammenstiller d e kommende «profeter» dels med «vise o g skriftkloge»
o g dels med «apostle», o g om alle disse — d e første s o m d e s i d s t e — s i g e r h a n b a a d e , a t h a n v i l u d s e n d e dem, o g a t deres udsendelse sker i kraft af
« G u d s v i s d o m » (Matth. 23, 24, Luk. 11,49). I Herrens tale om denne s a g nævnes profeterne først, d e stilles endog foran for apostlerne, hvad der vist
nok har sin fornemste grund i den omstændighed, a t Herren selv endnu optræder som profeten, mægtig i gjerning o g ord. O m d e af ham udsendte profeter siger han, a t hvo, som «annammer» dem, «skal faa en profets løn» (Matth. 10, 41), paa samme tid som han ogsaa stiller dem selv allehaande forfølgelser i udsigt (Luk. 11, 49, Matth. 23, 34). V e d siden af d e sande, af ham selv udsendte profeter forudsiger
«
*) Se herom stykket om Irenæus og kirken i det andet aar-hundrede.
48
han imidlertid, a t d e r skal opstaa « l ø g n p r o f e t e r » (Matth. 7, 17), hvad d e r især vil blive tilfældet i den sidste tid (Matth. 24, 11 o g 24), d a «mange løgn
profeter skal forføre mange» o g det ved store tegn o g undergjerninger. Man skal derfor ikke an
namme enhver profet, selv om han «profeterer i Jesu navn» (Matth. 7, 22), man skal meget mere
« v o g t e s i g f o r l ø g n p r o f e t e r n e » , man skal prøve dem, man skal af deres liv o g levnet erkjende, hvorvidt d e e r sande profeter eller ikke (Matth.
7, 15)- Dette er det billede af den n y e pagts pro
feti, man faar ved a t betragte Herrens udsagn i evangelierne.
V i vender o s dernæst til d e øvrige nytestament
lige skrifter for historisk a t eftervise profeternes til
værelse inden menighederne.
Den første menighed, inden hvilken profeterne optræder, e r modermenigheden i Jerusalem. Alle
rede i tiden nærmest efter kirkens stiftelse optræder S t e f a n u s , den første nytestamentlige martyr, han, som var «fuld af tro o g kraft» ( A p . gj. 6, 5), «fuld af den helligaand» (Ap. gj. 7, 55), o g som af denne grund baade havde profetens historiske syn p a a fortiden (Ap. gj. 7, 1 fg.) o g tillige trænger igjen-nem med sit profetiske blik did, hvor Kristus sidder ved Guds høire haand (Ap. gj. 7, 55). E n profets navn tillægges ikke Stefanus. Men d e personer, med hvem dette for første g a n g sker, tilhører imid
l e r t i d d e n j e r u s a l e m s k e m e n i g h e d o g k o m m e r h e r f r a t i l A n t i o c h i a omkring a a r 43 efter Kri
stus (Ap. gj. 11, 27). Den fornemste af disse var som bekjendt A g a b u s . D e t viser sig saaledes, a t
d e første profeter, man støder paa i Antiochias blan
dede hedninge- o g jødekristelige menighed, e r jøde
k r i s t n e f r a P a l æ s t i n a : P r o f e t i e n e r b e g y n d t i J e r u s a l e m .
E t par aar senere (omkring aar 45) omtales 3 p r o f e t e r i n d e n d e n a n t i o c h e n s k e m e n i g h e d : B a r n a b a s , S i m o n N i g e r o g Lucius fra Cyrene (Ap.
g j . 13, 1); af disse var ialfald Barnabas o g Lucius Ira Cyrene tilreisende*) eller udenbyes fra.
Næste gang, profeter findes a t optræde i Anti-ochia (i aaret 52), bemerkes det udtrykkelig, a t d e udsendes fra Jerusalem, idet Paulus o g Barnabas medgives profeterne J u d a s o g S i l a s for a t med
dele menigheden i Antiochia apostelmødets beslut
ninger (Ap. gj. 15, 32).
I femtiaarene udbreder profetien sig til vistnok alle kristne menigheder. Paulus forudsætter, a t den e r kjendt inden menigheden i R o m (Rom. 12, 6).
Menigheden i K o r i n t h har den i stor fylde ( i Kor.
1 2—14)- I T h e s s a l o n i k a e r den ligeledes optraadt, o m ikke tilstrækkelig vurderet (1 Thess. 5. 20). Saa-vel her navnlig som i Korinth synes «talen i tunger»
a t være bleven sat for høit paa profetiens bekost
ning (1 Kor. 14, 19). Til E f e s u s maa profetien ogsaa være kommen i denne tid, siden Paulus i sit brev til menigheden der fra begyndelsen af seksti-aarene (mellem 62—64 kan forudsætte samme al
mindelig kjendt (Ef. 2, 20, 3, 5. 4, 11). Ved enden af femtiaarene (aar 59), d a Paulus for sidste g a n s
o o
) Je& opfatter Ap. gj. 13, 1 saalecles, at de der først nævnte 3 personer er «profeter» og de 2 sidst nævnte — Menachem og Saulus — er «lærere».
4 Kirkehistoriske smaastykker,
50
drager til Jerusalem, forefindes d e r profeter*) «i h v e r s t a d » (Ap. g j . 20, 23), der fraraader apostelen a t drage til Jerusalem, hvad der særlig udhæves 0111 T y r u s ( A p . gj. 21, 4) o g C æ s a r e a , til hvilken stad ikke blot profeten A g a b u s havde taget hen, m e n h v o r d e r t i l l i g e v a r 4 k v i n d e l i g e p r o f e t e r , døtre af evangelisten Filippus ( A p . gj. 21, 9).
Umiddelbart efter den N e r o n i s k e f o r f ø l g e l s e , ved midten af sekstiaarene, synes profetien a t have taget e t betydeligt opsving o g naaet sit høidepunkt. Netop nu, d a verdensmagten havde udøst «profeters o g helliges blod» (Aab. 18, 24), op
træder a p o s t e l e n J o h a n n e s som den ubetinget største af alle nytestamentlige profeter, idet aanden k o m o v e r h a m ( A a b . 1 , 1 0 ) o g h a n f i k « a a b e n -b a r i n g e n f r a J e s u s K r i s t u s » ( A a -b . 1, 1), en aabenbaring, d e r dels bestaar i profetiske formanin
ge r til d e 7 menigheder o g dels i profetiske frem
tidssyner f r a J e s u s K r i s t u s » (Aab. 1, 1). S o m Johannes gjentagne gange taler om «denne bogs profetis ord» (Aab. 22, 10 o g 19) o g endog ligefrem betegner sin aabenbaring som «profetiens ord», hvis læsere o g hørere han priser salige ( A a b . 1, 3), s a a tiltales han ogsaa af aabenbaringens «engel» med navnet p r o f e t (Aab. 22, 9 . kfr. 19, 10). Men denne den nye pagts største profet staar ikke alene i sin tid, som en isoleret skikkelse. Han har meget mere ved sin side « b r ø d r e » (Aab. 22, g), der sam
men med ham er d e Guds tjenere, gjennem hvilke
*) At det er «profeter», gjennem hvilke «den Helligaand vid
ner i hver stad» om Pauli forestaaende trængsler, synes udenfor al tvil og er vistnok 'almindelig anerkjendt.
5i
det forudsiges, a t «Guds hemmelighed skal fuld
kommes» ( A a b . i o, 7). O g han skal efterfølges af flere profeter, store Herrens vidner, der i deres
«profetis dage» skal gjore kraftige gjerninger o g fuldbyrde Guds straffedomme (Aab n , i—6). Naar Babylon er falden, d a skal «de hellige apostle o g profeter» fryde sig (Aab. 18, 20); i dommen skal Herren give sine «tjenere, profeterne, løn» (Aab.
i l , 18).
I d e nytestamentlige skrifter, der er forfattede efter Johannes' aabenbaring, har profeterne faaet en saa tilbagetrængt stilling, a t d e ikke engang nævnes.
A t de imidlertid ikke er forsvundne, derom vidner den følgende tids historie noksom. Karakteristisk er det imidlertid a t lægge merke til, a t den eneste gang man nu støder paa ordet profet, det er i en klage hos apostelen Johannes over, a t mange «falske profeter er udgangne i verden» ( i Joh.
4,
1). Dette tvinger o s til at kaste blikket paa den løgnprofeti, der temmelig tidlig optræder som den sande profetis ledsagerske o g dæmoniske vrængebillede.D e t første spor af falsk o g udskeiende profeti, der lader sig eftervise, møder o s inden menigheden i K o r i n t h , hvor profetien ved enkelte leiligheder synes a t have antaget en ligetil dæmonisk,
gudsbe-« spottelig karakter (1 Kor. 12, 3). I tiden ved af
fattelsen af Johannes' aabenbaring møder vi en kvinde
lig løgnprofet inden menigheden i T h y a t i r a , der synes a t have staaet i stor anseelse, men hvis virk
somhed havde været til fordærvelse for d e troende:
hun havde forført dem til «at drive hor o g æd-o afgudsoffere», hvorfor hun ogsaa betegnes med nav
52
net J e s a b e l (Aab. 2, 20). Længere nede mod d e t første aarhundredes slutning optraadte løgnpro
feter, som negtede, a t Jesus Kristus var kommen i kjødet (1 Joh. 4, 2) o g saaledes gjorde sig til talsmand for doketisk*) vildfarelse betræffende Kristi person.
Efter det profetiske fremtidssyn i Johannes' aabenbaring skal den falske profeti ogsaa blive af megen betydning i den sidste, store k a m p mod G u d s r i g e p a a j o r d e n , i d e t d e r f r a d r a g e n , d y r e t o g d e n f a l s k e p r o f e t skal udgaa 3 urene aan
der, der vil «samle hele jorderiges konger til krigen paa Guds, den almægtiges, hin store dag» (Aab.
1 6 , 1 3 ) ; s a t a n , d e n g u d l ø s e v e r d e n s m a g t o g d e n f a l s k e p r o f e t i skal saaledes staa ved hin
andens side i d e antikristelige dages kamp mod Herren o g hans kirke.
Efter denne historiske oversigt vender vi os til en nærmere betragtning af den apostoliske tids profeti.
I brevet til efeserne (4, n —12) siger P a u l u s , a t den himmelske Kristus gav sin menighed, for f u l d k o m m e n a t b e r e d e d e h e l l i g e , « n o g l e t i l a p o s t l e , n o g l e t i l p r o f e t e r , n o g l e t i l e v a n g e l i s t e r , n o g l e t i 1 h y r d e r o g l æ r e r e » . A f d e her nævnte personer e r hyrderne o g lærerne mænd, . d e r i egenskab af «ældste» eller «biskoper» har sit faste virkefelt inden sine respektive menigheder, medens d e tre førstnævnte klasser — apostle, pro
*) «Doketer» kaldtes de vianglærere, der paastod, at Kristus ikke var fremtraadt i noget virkeligt menneskeligt legeme;
hans menneskelige tilværelse var kun et skin, et syn.
feter o g evangelister — drager omkring o g virker i større kredse. Evangelisterne stilles her sidst i ræk ken, fordi d e ikke har faaet nogen selvstændig aabenbaring, men prædiker, hvad d e under aandens ledelse har lært af apostlerne o g profeterne. Disse sidstnævnte findes sammenstillede netop i denne orden paa flere steder hos Paulus (Ef. 2, 20 o g 3, 5. 1 Kor. 12, 28), o g d e har dette fælles, a t d e b e g g e e r i b e s i d d e l s e a f l i g e f r e m g u d d o m m e l i g a a b e n b a r i n g : Kristi hemmelighed var i forrige tider ikke kundgjort saaledes, som den n u e r a a b e n b a r e t h a n s h e l l i g e a p o s t l e o g p r o f e t e r i a a n d e n (Ef. 3, 5). Ved siden af apostlerne er d a d e nytestamentlige profeter som bærere af umiddelbar guddommelig aabenbaring af g r u n d l æ g g e n d e b e t y d n i n g for kirken: d e h e l l i g e e r — e f t e r P a u l i o r d — « o p b y g g e d e p a a a p o s t l e r n e s o g p r o f e t e r n e s g r u n d v o l d » ( E f . 2, 20), paa den grundvold, som d e i forening h a r lagt.*). S o m apostle o g profeter e r hverandre lige deri, a t de er kirkens grundlæggere i kraft af den dem meddelte guddommelige aabenbaring, saa e r d e forskjeilige fra hverandre deri, a t medens apostlerne en gang for alle h a r faaet aabenbaringen direkte fra K r i s t u s , s a a m o d t a g e r p r o f e t e r n e s t a d i g n y e a a b e n b a r i n g e r v e d a a n d e n i o g f o r d e g i v n e
*) At der i vort stecl tales om den nye pagts profeter og ikke o in de gammeltestamentlige, viser sig klart af Ef. 3, 5, ikke at tale om, baade at «profeterne» stilles efter «apostlerne», og tillige at den gammeltestamentlige profeti ikke kan siges at være af grundlæggende betydning for den nytestamentlige menighed.
• Hf
»"i-5 4
t i l f æ l d e ( i K o r . 1 4 . 3 0 . A p . g j . 2 1 , 4 o g 1 0 — 1 1 . Joh. aab. 1, 10. 4, 2 o. fl. st.)
D e nytestamentlige profeter e r saaledes mænd, der til forskjellige tider modtager guddommelig aaben-baring, o g netop derved bliver d e profeter. Deres stilling e r ikke noget menighedsembede, hvortil en ny vælges, naar den gamle indehaver e r død. Alt e r her ganske individuelt, alt e r her afhængigt af personen; naar aanden har udrustet en med «profe
tiens gave i , d a optræder han ogsaa som profet;
noget andet kald udgaar ikke til ham. A t hans virksomhed ikke for bestandigt er knyttet til en en
kelt bestemt menighed, synes a t fremgaa temmelig klart af den bevægelighed, der historisk viser sig v e d d e i d e t n y e t e s t a m e n t e o m t a l t e p r o f e t e r . A g a b u s o g d e øvrige profeter, der i A n t i o c h i a spaar o m den tilkommende hungersnød (Ap. gj. 11, 27), e r alle komne didhen fra J e r u s a l e m ; senere moder vi A g a b u s i C æ s a r e a , til hvilken b y han var kom
men fra J u d æ a (Ap. gj. 21, 10—11). A f d e profe
ter, der senere optræder i Syriens hovedstad, e r ialfald t o udenbyes fra (Ap. gj. 13, 1). Profeterne J u d a s o g S i l a s s e n d e s f r a J e r u s a l e m t i l A n t i o c h i a (Ap. g j . 15, 22). A t imidlertid profetiske personligheder ogsaa ialfald i længere tid kunde op
holde sig paa samme sted, fremgaar vistnok af be
retningen om evangelisten F i l i p p u s , der var bosat i Cæsarea o g i sit hus havde 4 døtre, der profeterede ( A p . g j . 2 1 , 9 ) . D e n f a l s k e p r o f e t i n d e i T h y a t i r a synes ogsaa a t have været bosat i denne b y (Aab.
2, 20).
Saavidt o s bekjendt e r det kun for en eneste
tamm
Eprofets vedkommende, a t hans aabenbaring blev d e kristne meddelt skriftligt, nemlig apostelen Johannes (Aab. i , 19). Alle de øvrige profeter optraadte inden d e kristne menigheders forsamlinger med mundt
lige foredrag o g meddelte indholdet af d e dem til del blevne aabenbaringer a d det levende ords vei (1 Kor. 14, 29). F o r d e i menighedsforsamlingeme optrædende profeter giver apostelen Paulus den an
ordning, a t kun t o eller høist tre skal gives adgang til a t tale under den enkelte sammenkomst, ligesom han ogsaa for a t forebygge den uorden, der vilde opstaa af, a t t o talte paa en gang, bestemmer, a t naar en profet faar en aabenbaring, medens en anden taler, saa skal han straks faa ordet, o g den forste skal tie (1 Kor. 14, 30). Af dette sted, sammenholdt med 1 Kor. 14, 26, fremgaar det, a t profeten enten kunde have faaet sin aabenbarelse, før menighedens sammenkomst begyndte, eller han kunde pludselig faa den under mødet. V e d siden af talen sees ial-fald en gang en nytestamentlig profet a t have betjent sig af symbolik, af symbolsk handling for paa d e gammeltestamentlige profeters vis a t illustrere sine ord. A g a b u s «tog Pauli belte o g bandt sine egne hænder o g fødder o g s a g d e : S a a siger den Hellig-a Hellig-a n d : den mHellig-and, hvem dette belte tilhører, skHellig-al jøderne saaledes binde i Jerusalem» (Ap. gj. 21, 11).
Gaar vi nu over til a t spørge om i n d h o l d e t af den nytestamentlige profeti, saa merke vi o s fol
d e t første aabenbaringsengelens ord til Johannes:
« J e g e r d i n m e d t j e n e r o g d i n e b r ø d r e s , p r o f e t e r n e s » (Aab. 20, 9). Profeterne er følgelig apo-kalyptikere som Johannes om end i mindre
maale-56
stok, deres ord, deres tale er af samme indhold og"
af samme farve som Johannes' aabenbaring. Vil man gjøre det klart for sig, hvorledes en nytestamentlig profet talte, saa behover man kun at lægge ham ord af bibelens sidste bog i munden. For det andet fæste man sin opmerksomhed ved dette udsagn af Paulus:
H v o , s o m p r o f e t e r e r , t a l e r m e n n e s k e r t i l o p b y g g e l s e og f o r m a n i n g og t r ø s t ( i Kor. 14, 3).
Indholdet af profetien lader sig efter dette sondre i tre grupper, alt efter som erkjendelsen, viljen eller følelsen nærmest bliver lagt i beslag. Vi søger at eftervise dette nærmere, for saa vidt de historiske materialer strækker til.
1 . O p b y g g e l s e . H i d h e n h ø r e r a a b e n b a r e l -sen af den hemmelighed, at baade hedninger og jøder i fællesskab er delagtige i evangeliets forjæt
telser (Ef. 5) 3)> hvorfor jo ogsaa Pauli udsendelse til hedningeverdenen skede ifølge en profetisk aaben
baring (Ap. gj. 13, 2). Fremdeles maa hidhen an
føres den lange række af aabenbaringer om kirkens forestaaende skjæbner, dens kampe og endelige seir, som staar at læse i det profetiske skrift, hvormed det nye testamente slutter. Endelig bør ogsaa her nævnes særegne aabenbaringer i særegne tilfælde, som aabenbaringen af forestaaende hungersnød (Ap.
gj. 11, 27) og aabenbaringen om Pauli forestaaende fængsling i Jerusalem (Ap. gj. 21, 4 og 10).
2. F o r m a n i n g . D e n p r o f e t i s k e f o r m a n i n g rettes baade til hedninger og kristne. Idet profeten taler til «de vantro», taler han saaledes, at deres
«skjulte tanker aabenbares», de gaar i sig selv, de
«vises tilrette», de «overbevises« (1 Kor. 14, 24—25).
«Formaningen» viser sig her som en mægtig virkende, selvprøvende, vækkende omvendelsesprædiken. Li
geoverfor et eller flere medlemmer af d e kristne menigheder revser «formaningen» de forhaandenvæ
rende skjævheder, skrøbeligheder eller udskeielser i lære eller liv, idet farerne lægges for dagen, o g varsko-raabet lyder (de 7 sendebreve i aabenbaringen).
Eller ogsaa antager «formaningen» skikkelse af styr
kende opmuntring til a t «holde fast paa det, man haver», til a t vandre rettelig paa Herrens vei (sam
mesteds). Saaledes staar der jo om d e fra Jerusa
lem til Antiochia sendte profeter Judas o g Silas, a t de formanede brodrene med megen tale o g styrkede dem» (Ap. gj. 15, 32).
3 . T r ø s t . P r o f e t i e n a n t a g e r f o r m e n a f t r ø s t , naar den enten skildrer hans herlighed, der «aftvæt
tede o s fra vore synder med sit blod» (Aab. I , 5), eller priser hans borns herlige kaar o g store lykke (Aab. 5, 10. 1, 6), eller forudforkynder d e kristne den tilkommende salighed ( A a b . 7, 9 o. fl. st.), efterat alle fiender o g forfølgere er overvundne ( A a b . 20, 2 o. fl. st.).
Men al profetisk tale, enten den sker til opbyg
gelse, til formaning eller til trøst, har en eiendom-melig beskaffenhed, som al anden tale mangler.
Denne eiendommelighed, der i sproglig henseende har givet sig udtryk i e t umiskjendelig poetisk sving o g i anvendelsen af det apokalyptiske syne- o g billed-apparat, lader sig efter sin kjerne udtrykke saaledes:
e n h v e r p r o f e t i s k e r i , e n h v e r p r o f e t t a l e r i
— a a n d e n . A g a b u s s p a a r « v e d a a n d e n » o m hungersnøden (Ap. g j . 11, 27), ligesom han senere
58
indleder sin tale til Paulus om dennes forestaaende f æ n g s l i n g m e d d i s s e o r d : « s a a s i g e r a a n d e n » (-A-P- gj. 21, l i ) . Idet profeterne i Antiochia bod Paulus o g Barnabas a t g a a ud o g prædike for hed
ningerne, heder d e t ligetil, a t det var a a n d e n , som sagde d e t ( A p . gj. 13, 2), ligesom ogsaa d e profe
tiske røster, d e r i hver stad lød til Paulus ved hans sidste reise til Jerusalem, betegnes af apostelen som l i g e f r e m a a n d e n s t a l e : d e n H e l l i g a a n d v i d n e r i h v e r s t a d ( A p . gj. 20, 23). D e t samme e r tilfæl
d e t med indholdet af Johannes' 7 sendebreve til me
n i g h e d e r n e i L i l l e a s i e n : « H v o , s o m h a r ø r e n , h ø r e , h v a d a a n d e n s i g e r t i l m e n i g h e d e r n e » ( A a b . 3, 22). Naar saaledes en profet taler «i» eller «ved»
aanden (Ef. 3, 5. A p . gj. 11, 29), saa e r det ganske d e t samme, som a t aanden s e l v taler (Aab. 22, 17).
I kraft heraf faar den profetiske tale, som det synes, t o h o v e d f o r m e r . N a a r d e r t a l e s t i l « o p b y g g e l s e » , skildrer profeten d e syner han har seet (Joh. aab.) eller d e direkte meddelelser o m det fremtidige, han har faaet ( A p . gj. 20, 23). Men naar profeten taler til « f o r m a n i n g » eller « t r ø s t » , saa træder hans personlighed i den grad tilbage, a t han kun bliver d e n m u n d , h v o r i g j e n n e m e n t e n d e n h i m m e l f a r n e K r i s t u s eller den H e l l i g a a n d taler i første person (se f. eks. A a b . 2, 2 o g 7). Imidlertid synes ogsaa her a t have indtraadt d e tilfælde, d a profetens per
sonlighed traadte mere selvstændigt frem, idet han paa d e gammeltestamentlige profeters vis gjennem-gik historien o g ligesom lod fortiden tale til nutiden (Stefanus, A p . gj. 7, 2 fg.)
Men enten der tales til «opbyggelse» eller tii
«formaning» o g «trøst», saa gaar d e aandelige ind
skydelser, af hvilke talen flyder ud, f o r u d fo rta le n, selv. F ø r s t faar profeten sin aabenbaring, o g derpaa profeterer han eller fremlægger indholdet af aaben-baringen i tale (i Kor. 14, 26 o g 30), Ha n beskri
ver sine syner efter a t have seet d e m : «skriv, hvad du saa», lyder røsten til Johannes (Aab. 1, 19). H a n hører først, hvad Herren eller aanden siger, o g der
paa optræder han talende i deres navn (Aab. 2, 1 2.
8—9 o. fl. st. A p . gj. 21, 11). Aposteltidens profet t a l e r d e r f o r i k k e i h e n r y k k e l s e m e n i f u l d t b e v i d s t t i l s t a n d , o g h a n t a l e r i e t f o r a l l e f o r s t a a e l i g t s p r o g . Dette fremgaar uimodsigelig af den udredning af profetiens forhold til tunge-talen, som Paulus giver i 1 K o r . 14, 1 fg. Den, som taler
«i tunger», behøver ikke selv a t forstaa, hvad han siger (v. 5 o g 13), o g hans tale er absolut uforstaae-lig for alle, hvis den ikke bliver fortolket (v. 2, v.
9, v. 14). Profeten derimod taler med sin «forstand», hans egen intelligents er virksom (v. 14), o g han forstaaes baade af kristne (v. 3) o g af hedninger (v. 14). Hvad Paulus her udvikler, stadfæstes noksom af alle d e eksempler paa o g referater af profetisk tale, som foreligger baade i Johannes' aabenbaring o g i d e af o s oftere citerede steder af Apostlernes gjerninger. Profeten e r altid ved fuld bevidsthed*•
o g hans ord er forstaaelige for alle.
Men hvordan profetens tilstand er under selve aabenbaringens meddelelse, o g hvorledes det gaar til, a t profetiens indhold kastes ind i profetens aandsliv, det er spørgsmaal, der ikke tilnærmel
sesvis lader sig svare paa. Vi ved kun dette, a t
6o
evnen til at modtage aabenbaring som profet var en j n a a d e g a v e » (i Kor.
14,
1), og at det skede 1 kraft af den Helligaands indvirkning, at profeten fik sin aabenbaring (1 Kor. 12, 11). Under denne indvirkning var profeten — at dømme efter hvad man kan se og slutte sig til vedrørende Johannes i en tilstand, i hvilken selvbevidstheden var bleven trængt tilbage under det overvældende indtryk, som det, han saa med sit aandelige øie og hørte med sit aandelige øre, gjorde paa ham. Enten nu dette strak sig ud over en længere tid eller blev sammentrængt i blot et øieblik, nok er det, at efterat de aandelige indtryk, de aandelige aabenbaringer ad de tor os ubekjendte veie har meddelt sig til profetens sjæl, saa er han straks ved fuld selvbevidsthed og har klar erindring om, hvad der tildrog sig, hvad han opfattede med sine indre aandelige sandsered-skaber, medens han blev «henrykt af aanden» (Aab.
1, 10. 2 Kor. 12, 2—3).
I aulus sætter profetien som den første og yp
perste at den apostoliske tids mange og store «naade-gaver» (1 Kor. 14, 1) baade paa grund af dennes opbyggelige og overbevisende karakter (1 Kor. 14, i_ og 24), og fordi profeterne næst efter og sammen med apostlerne var de kilder, gjennem hvilke den guddommelige aabenbaring tilflød menighederne (Ef.
3, 5). Det viste sig imidlertid snart, at denne kilde ikke altid flød rent, saa det gik an uden videre at tage ethvert udsagn af en profet for en guddomme
lig aabenbaring. At dømme af, hvad Paulus siger, (1 Kor. 12, 3) maa der have indtraadt tilfælde, da en formentlig profet midt i sin tale pludselig begyndte
6i
a t raabe: «Forbandet være Jesus!» S o m naturgrund for profetiens «naadegave» maa man visselig foruden e t dybere historisk o g psychologisk blik tillige tænke sig e t fint, let paavirkeligt, for aandelige indtryk sterkt modtageligt nervesystem. Men denne egen
skab, der hos nogle blev tilknytningspunktet for den Helligaands paavirkning o g aabenbaring, blev hos andre et tilknytningspunkt for ligefrem dæmonisk indvirkning. Analogier til en saadan foreteelse vil mangen prest have fundet i d e tilfælde, som de gamle — f. eks. Fresenius i sin herlige kommunion
b o g — kaldte «høiere aandelige anfegtelser». Den egte, af Guds aand virkede profeti ledsages saaledes af e t dæmonisk vrængebillede, den gudsbespottelige profeti. Hertil kommer endnu en anden omstændig
hed. Ved siden af den let kjendelige gudsbespottende profeti optraadte der tillige en ikke let erkjendelig falsk profeti, saaledes som jo allerede Kristus selv havde forudsagt. Denne falske profeti beroede visselig undertiden paa ligefremt bedrag, men ikke altid.
Der var nok ogsaa tilfælde, d a individer vistnok selv troede a t have faaet guddommelige aabenbaringer, medens d e i virkeligheden kun havde havt syner af samme art som f. eks. Swendenborgs, s a a det altsaa kunde være skjult for vedkommende selv, a t han var en falsk profet, en løgnprofet. I kraft af den aandelige ædruelighed, der i s a a høi grad udmerker aposteltidens ledende mænd, blev det saaledes nød
vendigt a t øve k r i t i k ligeoverfor profetien, a t opstille visse kjendemerker, efter hvilke den sande profeti skulde anerkjendes. Sammenstiller man, hvad der i
62
2 .
a.
praksis udviklede sig i denne henseende for apostel
tidens vedkommende, bliver resultatet følgende:
1. Profeternes tale skal bedømmes af profeter (1 Kor. 14, 29), eftersom man ikke skal «tro hver , aand», men «prøve dem, o m d e e r af Gud»
(1 J o h . 4, 1).
S o m kjendemerker paa den sande profeti op
stilles følgende:
Den skal have den historiske Jesus Kristus som sit indhold saaledes, a t han bekjendes som alles herre (1 Kor. 12, 3. Joh. 4, 2. A a b . 19, 10).
b. Den skal ske i overensstemmelse med menig
hedens «tro», efter «Guds ord» (Rom. 12, 6.
1 Pet. 4, 11).
c. Den skal kun øves af mænd, der lever et ret kristeligt liv: «af deres frugter skal I kjende dem» (Matth. 7, 16).
d. Den skal bæres af kjærligheden, uden hvilken profeten, selv o m han ved alle hemmeligheder, kun e r som en «lydende malm o g en klingende
d. Den skal bæres af kjærligheden, uden hvilken profeten, selv o m han ved alle hemmeligheder, kun e r som en «lydende malm o g en klingende