D e t andet aarhundrede h a r i mange henseen-der været den farligste o g mest skjæbnesvangre tid for kirken under hele dens levnetsløb. D e mænd, d e r havde ledet kirken fra dens stiftelse af, apost-lerne o g deres medarbeidere, e r borte alle som en, o g menighederne har kun tilbage minderne om, hvor
ledes disse kristendommens banebrydere i den gamle verden endte sit liv i martyrdøden. Den eneste sikre undtagelse herfra dannede apostelen Johannes, der fra Efesus af ledede kirkens udvikling i Lille
asien o g paatrykkede menighederne dersteds varige
• merker af sin dybe, paa engang milde o g alvorlige personlighed. I tiden omkring aar 100 afgaar han ved døden, o g kirken staar nu saaledes ganske over
ladt til sig selv for a t leve sit liv, kjæmpe sin kamp o g udføre sin mission i verden paa grundlag af den ordning, d e kræfter o g det liv, der var bleven den til del ved apostlernes o g profeternes grundlæggende virksomhed. Hvor vanskeligt o g farligt dette tidspunkt var, det forstaar enhver. Kirken var endnu uden hi
storie o g saaledes blottet for den lærdom o g de erfa
6;
ringer der kan øses af denne. Kirken var fremdeles i betydelig grad fattig paa fremragende m æ n d ; efter aposteltidens rigdom paa begavelser var, som det altid pleier a t ske, en nedgangens tid indtraadt. D e t e r i historien som i naturen: Efter en rig høst ind
træder en vinter, under hvilken jorden hviler for a t samle nye kræfter. D e t e r fremdeles a t lægge merke til, a t d e forskjellige skrifter, der var forfattede i den sidste halvdel af første aarhundrede, o g som tilsammenlagte udgjør vort nye testamente, vistnok forelaa samlede i afskrifter blandt d e betydeligere menigheder baade i østen o g vesten, o g vistnok blev stykker af disse oplæste tor menigheden under gudstjenesten; men paa den anden side var d o g kjendskabet til de nytestamentlige skrifter i det hele ta
g e t kun ringe, o g forstaaelsen maaske endnu ringere.
Kirken havde ligesom endnu ikke ret lært a t bruge ordets s v e r d ; den havde endnu ikke den fulde for-staaelse af, hvad der kunde øses ud af ordets kilde
væld, Udadtil, i forhold til den hedenske-romerske stat, stod kirken i fuldkommen retsløs stilling. Kri
stendommen var en forbudt religion, enhver enkelt kristen menighed e t forbudt samfund. Enhver en
kelt kristen havde, naar han stod anklaget som kri
sten for den hedenske øvrighed, kun valget mellem disse to t i n g : enten a t fornegte sin tro o g ofre til d e hedenske guder, eller ogsaa a t g a a i døden som martyr. Indadtil, i d e enkelte menigheder, e r der hist o g her rivninger mellem lægfolket o g preste-skabet. I aposteltiden var kirkens forfatning den, a t der i spidsen for hver enkelt menighed stod en kreds af mænd, som i det nye testamentes skrifter
68
kaldes p r e s b y t e r e eller æ l d s t e , o g som delvis ialfald svarer til, hvad vi nu vilde kalde prester.
Alle disse var fra først af fuldstændig jevnbyrdige med hverandre, ingen stod over eller under den anden. V e d begyndelsen af det andet aarhundrede indtræder en gjennemgribende forandring i dette forhold. Kirkens trykkede stilling, forfølgelserne, der blussede o p snart hist, snart her, følelsen af utryghed til enhver tid, alt dette krævede med nød
vendighed en sterkere o g fastere ledelse af menig
hederne end tidligere. D e t var d a en udvikling, der fuldbyrdede sig af sig selv inden menighederne, a t den mest begavede o g indflydelsesrige blandt d e hidtil jevnbyrdige ældste kom til a t overtage den egentlige ledelse o g styrelse af sin menighed: Fler
talstyret duede ikke længere. Vi møder nu saaledes den tingenes orden, a t en biskop staar i spidsen for d e ældste eller presterne i hver menighed o g er dennes egentlige leder o g styrer. Men udviklin
gen af denne biskopelige kirkeforfatning, grundlæg
gelsen af biskoppernes myndighed o g overledelse i hver menighed gik selvfølgelig ikke af uden mange-haande rivninger o g sammenstød. Dels følte d e ældste sig brøstholdne ved a t have tabt noget af sin gamle indflydelse, o g dels var der menige kristne, der enten af selvraadighed eller falsk aandelighed gjorde opposition mod sin biskop. F r a tiden om
kring 120 har vi en række breve af biskoppen o g martyren I g n a t i u s a f A n t i o c h i e n , breve, hvori han indskjærper d e ældste a t virke i samklang med biskopperne, saa a t d e tilsammen kunde udgjøre e t harmonisk kor o g med endrægtig røst lovsynge
Gud formeaelst Kristum, samtidig med a t han læg
g er d e menige kristne alvorlig o g indtrængende paa hjertet a t hædre sine biskopper o g være dem under
danige o g ikke at foretage sig noget uden deres vilje eller uden deres befaling. Biskopen, siger Irenæus, e r sendt af Gud, han e r som en fader, der styrer sit hus, ingen kristen kan med god samvittighed sige sig løs fra ham.
Men forfølgelserne udadtil o g brydningerne ind
adtil var d o g for intet a t regne i sammenligning med d e farer, der omspændte kirken fra den myld
rende mængde falske lærere, som man med e t fælles navn kalder g n o s t i k e r e ; selve retningen med sin lære o g praksis benævnes d a g n o s t i c i s m e n . Alle
rede i aposteltiden møder vi denne strømning i sin begyndelse i Lilleasien o g Syrien. Alle ved vi, hvorledes Paulus i brevet til kolossenserne kjæmper mod de der optraadte vranglærere, der ikke længere holdt fast paa Kristus som menighedens hoved, men som gav sig af med engles dyrkelse o g under skin af en høiere visdom o g streng afholdenhed søgte a t forføre Herrens menighed. Nogle aar senere finder vi Paulus atter i k a m p med denne samme vildfarelse. I brevet til Titus formaner han mod
«daarlige spørgsmaal o g slegtberegninger». I brevet til Timotheus raaber han varsko mod «den vanhel
lige, løse snak o g d e tvistigheder, som kommer af den falskelig saakaldte gnosis» (kundskab). E n 20 aar senere bliver vi var, hvorledes apostelen Johan
nes ikke kan finde sterke ord nok for a t fordømme antikristelige aander, der negtede, a t Jesus virkelig var Kristus, idet d e nemlig paastod, a t Jesus Kristus
70
ikke var e t virkeligt menneske, men kun saa ud som e t menneske; hans hele aabenbarelse fra fødselen til himmelfarten var kun et syn ligesom synerne i det gamle testamente. I d e t andet aarhundrede naar bevægelsen sin høieste blomstring o g største udbredelse. F r a Lilleasien forplantes den til Æ g y p ten (omkring 130), derfra til R o m o g udover menig
hederne i vesten. Overalt fik den tilhængere; flere af tidens største tænkere sluttede sig til d e n ; digte
riske naturer grebes af den o g besang dens lærdomme i høitravende vers.
Gnosticismen bestod i en eiendommelig sam
menblanding af hedenske, jødiske o g kristelige tanker ligesom den ogsaa havde optaget baade hedenske, jødiske o g kristelige skikke o g ceremonier i sine sammenkomster. Retningen var splittet i en mængde forskjeilige s m a a samfund, der havde sine særegne forstandere, sine særegne lærdomme o g skikke.
Alle g a v d e sig skin af a t sidde inde med en høiere visdom, alle paastod, a t d e kunde forklare baade tidens o g evighedens gaader. Nogle af dem var afholdende til det yderste, nød hverken kjød eller indgik egteskab ; andre derimod var lige saa udsvæ
vende o g ryggeløse, saa deres sammenkomster udar
tede til raa hedenske orgier. Alle omgav sig med et mystisk s k j æ r ; deres sammenkomster var stængt for alle udenforstaaende, ved hjælp af hemmelige tegn kunde d e overalt gjenkjende hverandre.
Idet gnostikerne søgte a t erobre tilhængere blandt d e kristne menigheder, lagde d e megen vind paa a t faa d e enfoldige kristne til a t tro, a t deres lære stemte overens med skriften, som d e derfor
71
ogsaa fortolkede paa den mest urimelige maade. E n af deres lærdomme var f. eks., a t den Gud, der havde skabt aandeverdenen, o g den Gud, der havde skabt den materielle verden, var to forskjellige guder. Denne rent hedenske lære søgte d e a t bevise af bibelen ved a t sige: Der staar jo skrevet: «siger Gud o g Faderen tak for alle ting». Altsaa, s a g d e de, e r Gud o g Faderen ikke en, men t o forskjellige væse
ner. E n anden af deres lærdomme var, a t d e lor-skjellige aandevæsener var blevne til paa den maade, at de første var parvis fødte ud af guddommen o g de andre derpaa fødte, ligeledes parvis ud, af hver
andre. Ogsaa herfor fandt d e bevis i bibelen, idet de sagde som s a a : Der staar jo i Johannnes evan
gelium: I ordet var liv o g livet var menneskenes lys. Altsaa er d e t o aander: Liv o g lys fødte ud af det guddommelige ord, af guddommens væsen; vor lære stemmer følgelig overens med den hellige skritt.
Med a t kjæmpe mod denne vranglære er alle kirkens mænd i det andet aarhundrede o p t a g n e ; ingen gjorde det med større dygtighed end den mand, hvis levnetsløb vi snart skal beskjæftige o s med — Irenæus nemlig. Faren var stor. T h i gno
sticismen sad inde med en yderst farlig o g forførende magt. Dens foregivne høiere visdom, dens mysti
ske hemmelighedskræmmeri, dens blendende cere
monier, dens poetiske sving, dens alholdenhed paa den ene side o g udskeielser paa den anden side, dens formentlige forsoning mellem det gamle o g det nye, mellem de svundne tiders religiøse forestillinger o g den unge kristendom, i alt dette laa der en næ
sten djævelsk magt, der paa sine steder endog syn
72
tes at skulle ligetil undergrave kirken. Det gjaldt intet mindre end liv og død for kristendommen;
spørgsmaalet var, om kristendommen skulde ved
blive at være kristendom eller omformes til et nyt hedenskab.
Ogsaa i en anden henseende var faren stor.
Der kan nemlig ikke være nogen tvil om, at gnosti
kerne i begyndelsen var kirkens mænd overlegne i begavelse og lærdom. Ingen kirkelærer i det andet aarhundrede besad tilnærmelsesvis en saa spekulativ tankedybde som gnostikeren Valentin, en af de største begavelser, der har seet dagens lys. Ingen kristen poet kunde optage kampen med de gnostiske digtere. Ingen kristen skriftlærd før Irenæus var ret istand til paa eftertrykkelig maade at sætte nogen stopper for gnostikernes misbrug af den hellige skrift. Det var kun en ting, som kirkens mænd havde forud for gnostikerne, nemlig den tro, hvorom Guds ord siger, at den er seieren, som overvinder verdenen. Derfor gik kampen mod gnosticismen væsentlig ud paa at eftervise, hvorledes den var et ligefremt frafald fra den kristendom, som apostlerne havde prædiket, og som efter deres dage havde levet i menighederne. Kirkens mænd, blandt andre ogsaa Irenæus, sagde som saa: I Rom har apostlerne Petrus og Paulus forkyndt kristendommen; efter dem stod biskop Linus i spidsen for menigheden, efter ham Anaklet, og saa videre lige til vore dage. Vi kjendei apostlernes efterfølgere i alle menigheder, vi ved, at der i alle disse menigheder læres og prædikes, paa samme maade som der blev prædiket og lært af apostlerne. Derfor er ogsaa kristendom
men, saalecles som den er bevaret inden de kristne menigheder, sandheden, aabenbaret i Kristus, og der
for er tillige gnosticismen intet andet end løgn og vildfarelse, som enhver kristen maa fly, djævelens væsen og gjerninger, han maa forsage, saafremt han vil undgaa den evige fordømmelse.
Samtidig og haand i haand med kampen mod gnosticismen var kirkens mænd i det andet aarhun-drede optagne med at afværge en anden, ikke min
dre truende fare, der laa i den bevægelse, man i kirkehistorien pleier at kalde montan is men. Af alle os bekjendte religiøse foreteelser har montanis-men den største lighed med den læstadianske bevæ
gelse blandt finnerne i Sverige og det nordlige Norge, den var paa en gang en kristelig vækkelse og et af raceanlag betinget udskeiende sværmeri. Montanis
men, hvis ophav var en forresten temmelig ukjendt mand ved navn Montanus, tog sin begyndelse i landskabet Frygien i Lilleasien. Indbyggerne i denne egn havde allerede som hedninger udmerket sig ved religiøs fantanisme; de dyrkede sine guder under et raseri, der ofte bragte dem til at lemlæste sig selv;
de var i det hele taget i særlig grad anlagte for hen
rykkelse, syner og lignende væsen. Den religiøse bevægelse, der udgik fra Montanus og i rivende fart udbredte sig blandt hans kristne landsmænd, bærer dybe merker efter den frygiske stammes eiendom-melige art. Ingen kan negte, at montanisterne var vakte, alvorlige kristne. Deres strenghed i forsagel
sen, deres alvorlige livsopfatning, deres afholdenhed fra alt, der kunde minde om verdens væsen, deres glødende lyst til at gaa i martyrdøden, alt dette
74
gjorde i begyndelsen kirkens mænd venlig stemte mod bevægelsen, der fra Lilleasien snart bredte sig ud over menighederne i vesten; mange saa i den en gavnlig vækkelse, et salt til bevarelse af livet i menighederne. Ogsaa Irenæus var blandt de kirke
lærere, der ud fra dette synspunkt fældte en mild dom over montanismen og fraraadede at tage strenge forholdsregler mod den. Men paa den anden side er det ligesaa klart, at montanismen, og det fra først af, var opblandet med et sværmeri, der helt vilde have undergravet kirken, saafremt den havde kunnet trænge igjennem. Jeg vil ikke tale om det aande-lige hovmod, der bragte Montanus selv til at tro, at han var kaldet til at skabe en ny tid for kirken, en kirketid, han endog mente skulde overstraale apostlernes dage. Heller ikke vil jeg dvæle ved den omstændighed, at montanisterne i sin verdens-forsagelse ligefrem brød med det hellige ord om at bruge verden, men ikke at misbruge den. Jeg vil kun fæste opmerksomheden ved sværmeriet i bevæ
gelsen. Det gik ofte uhyggeligt og vildt til i mon-tanisternes forsamlinger. Under skrig og henrykkelse opstod der mænd og især kvinder, hvorigjennem man troede Guds aand talte umiddelbart, og i hvis udstødte kortere eller længere skrig man troede at have en ren guddommelig aabenbarelse. Disse mand-lige og kvindemand-lige profeter stod da iblandt dem som a a n d e n s r e d s k a b e r ; i d e r e s p r o f e t i s k e u d t a l e l s e r , d e n nye profeti, som de kaldte den, paastod de sig at have den absolute sandheds kilde. Det var her, faren laa; det var denne omstændighed, der først bragte biskoperne i Lilleasien til at fordømme ret
ningen og senere kirkens mænd i vesten til at gjøre det samme. Kirken kunde ikke søge sandhed til frelse i den slags profeti, den kunde ikke prisgive sig til al den udskeiende tilfældighed og vilkaarlig-hed, der vilde blive følgen af at betragte nervøse, halvt forrykte formentlige profeters indfald og paa-fund som en guddommelig aabenbarelse.
Imidlertid havde kirken dog sin store nytte af denne kamp. Modsætningen til montanismens nye profeti tvang ubønhørlig kirkens ledende mænd til, i høiere grad end før, at aabne sine øine for betydningen af det skrevne ord, som evangelisterne og apostlerne havde efterladt menighederne. Man trængte ingen ny aabenbaring, man behøvede ingen ny sandhedens kilde, man havde den ugrumset, uforfalsket i de apostoliske skrifter.
Dette er i korte drag den kirkehistoriske bevæ
gelse i det andet aarhundrede, dette de kampe, som fast alle kirkens mænd deltog i, hver paa sin maade, hver efter sine evner. Blandt disse er der ingen af den betydenhed som Irenæus, hvis virksomhed tilhø
rer sidste halvdel af andet aarhundrede, og hvis levnets-løb vi nu gaar over til i korthed at tage i øiesyn.
Irenæus var født i Lilleasien i de første aartier af andet aarhundrede og havde i sin ungdom nydt u n d e r v i s n i n g a f d e n s e n e r e m a r t y r - b i s k o p P o l y k a r p a f S m y r n a , d e r a t t e r v a r e n d i s c i p e l a f a p o stelen Johannes. Vi kan forstaa, med hvilken paalidelighed Irenæus i sine skrifter kan fortælle om de ældste tider, naar vi lægger merke til, at hans lærer i en række af aar havde levet sammen med en af apostlerne. Dette sit discipelforhold til
Poly-76
karp var naturlig et af Irenæus's kjæreste minder.
I et brev til en ungdomsven omtaler han gribende, hvorledes han som dreng havde levet sammen med den gamle Polykarp og af hans mund hørt fortæl
linger om Johannes og andre, som havde seet Herren.
Sin første uddannelse fik Irenæus saaledes inden den kreds af lilleasiatiske kirkelærere, hvis bibelfaste holdning, praktiske livsretning, fredsommelige færd og varme inderlighed var en frugt af apostelen Jo
hannes's mangeaarige virksomhed i Efesus.
Fra ungdomstiden af taber vi ethvert spor af Irenæus, indtil vi i aaret 177 møder ham som prest i Lyon i Sydfrankrige. Hvad der havde bragt ham til at flytte did hen, ved vi ikke; derimod er det os bekjendt, at menigheden i Lyon stod i nær for
bindelse og hyppig berøring med de kristne i Lille
asien; navnlig har vi efterretning om, at ikke faa montanister fra Lilleasien var komne fra Sydfrankrige og havde lidt martyrdøden i den blodige forfølgelse, der i 177 havde rammet menighederne i Vienne og Lyon. Montanisternes trofasthed i bekjendelsen og heltemodighed i martyrdøden gjorde et sterkt ind
tryk paa de sydfranske menigheder, og Irenæus blev af disse valgt til at drage til Rom for. at overtale biskop Elevterus til at indtage en forsonlig holding ligeover for dem; man var nemlig nu ogsaa i vesten bleven opmerksom paa det farlige i bevægelsen og havde begyndt at bekjæmpe den. Det lykkedes ogsaa Irenæus at bevæge romerbispen til forsonlighed for en tid. Da han imidlertid senere fik nærmere underret
ning om montanisternes udskeielser i Lilleasien, istemte ogsaa han kirkens almindelige fordømmelsesdom.
Ved tilbagekomsten fra Rom blev Irenæus valgt til biskop i Lyon efter den gamle F o t i n u s , der afgik ved døden som følge af de mishandlinger, han havde lidt under forfølgelsen. Om hans virk
somhed som biskop fortæller en senere forfatter, at hele byen Lyon blev ved ham omvendt til kristen
dommen. At han ogsaa udenfor byen har udfoldet en betydelig missionsvirksomhed, synes at være udenfor al tvil. Irenæus var i det hele taget den vester
landske kirkes store lys, dens mest betydningsfulde og indflydelsesrige mand blandt menighederne i ve
sten. Sin meste kraft anvendte han paa at bekjæmpe gnosticismen, og det' bør siges, at ingen før ham havde saa grundig sat sig ind i gnosticismens mange-haande slags lærdomme, ligesaalidt som nogen før ham med den dygtighed og med det held havde bekjæmpet vildfarelsen som han gjorde det i sit v æ l d i g e s t r i d s s k r i f t : G j e n d r i v e l s e o g o m s t y r t ning af den s a a k a l d t e g n o s i s ; dette hans hovedverk er lykkeligvis bleven opbevaret, dels i den græske orginal, dels i en gammel latinsk over
sættelse. Ved dette sit arbeide lykkedes det ham at tilføie gnosticismen et dødsstød, som den aldrig kom sig efter.
Som en udpræget kirkemand holdt Irenæus sterkt fast paa kirkens enhed; og hans rolige hold
ning i forbindelse med hans fredelskende sind gjorde det let og naturligt for ham at optræde som mæg
ler i kirkelige stridigheder. Ved enden af det andet aarhundrede var det lige ved at indtræde et ufor
sonligt brud mellem vesten og østen som følge af de saakaldte paaskestridigheder. Menighederne
78
i Lilleasien feirede nemlig Kristi opstandelsesfest samme dag i aaret, som jødernes paaske indtraf paa, og de mente, at dette havde været skik og brug iblandt dem lige fra apostelen Johannes's dage af. I Rom derimod, saavel som i de øvrige vester
landske menigheder, vilde man absolut festligholde den kristelige paaskefest paa en søndag som Kristi opstandelsesdag, og derfor henlagde de paaskefesten til den første søndag efter jødernes paaske. Denne forskjel mellem vesten og østen i henseende til dagen for paaskens højtideligholdelse havde i længere tid været kjendt, uden at nogen af parterne af den grund havde fordømt hinanden. Men saa optraadte den myndige romerske biskop Victor med krav paa, at de østerlandske menigheder skulde opgive sin gamle skik og antage den vesterlandske, saa at paa-sken kunde feires paa samme dag overalt inden den kristne verden. I modsat fald vilde han ophæve et
hvert samfund med dem. Dette vilde ogsaa sikker-lig være skeet, hvis ikke Irenæus sammen med de sydfranske biskopper havde optraadt og med sin indflydelse bilagt striden og hindret bruddet, saaat ikke, som han selv siger, Guds kirke skulde sønder
rives for ydre skikkes skyld, medens det som var det høiere, troen og kjærligheden, blev traadt under fødder. Saa blev da enden den, at begge parter fulgte sin skik lige til kirkemødet i Nicæa 325, da den vesterlandske ordning blev gjennemført overalt inden kirken.
I aaret 202 døde biskop Irenæus; gamle beret
ninger vidner, at ogsaa han beseglede sin lære og tro ved martyrdøden under keiser Septimius Severus.
Den senere katolske kirke har ophøiet ham til hel
gen og feirer hans mindedag den 28de juni. For os protestanter er det af endnu større betydning, at vi i ham ser en personlighed, i hvilken alle hin
gen og feirer hans mindedag den 28de juni. For os protestanter er det af endnu større betydning, at vi i ham ser en personlighed, i hvilken alle hin