V e d midten af det tredje aarhundrede indtræ
der et merkeligt vendepunkt i kirkens historie. Tid
ligere var vistnok de kristne blevne forfulgte, og mangen frimodig bekjender af Kristi navn havde endt sit liv i martyrdøden. Men alle de kristenfor
følgelser, der havde fundet sted i tiden mellem 100
—250 havde dog kun været af en mere tilfældig art og indskrænkede til enkelte byer eller provindser.
Den romerske statsmagt havde kun afstraffet de kristne, der af hedenske privatmænd var blevne trukne for domstolene og anklagede for at have ud
øvet den forbudte kristelige religion; men nogen almindelig, hele Romerriget omfattende kristen forføl
gelse havde staten ikke sat i gang. Eller med andre ord, de romerske statsmyndigheder havde endnu ikke lagt an paa med et slag at udrydde kristen
dommen.
I disse forholde indtræder en gjennemgribende forandring i tiden mellem 250—60. Der opstaar tre kristenforfølgende keisere efter hverandre, D e c i u s, G al lus og Valerian. Ulige af karakter har alle
disse tre mænd dette tilfælles, at de sætter sig som formaal fuldt og helt at udrydde kristendommen af det romerske rige, og de anvender al den frygte
lige magt, der staar til deres raadighed, for at naa dette maal. En forfærdelig tid oprinder for kirken.
Overalt gaar man paa jagt efter de kristne, overalt trækker man dem frem for domstolene og giver dem valget mellem enten at ofre til afguderne eller at lide martyrdøden. En stor mængde gaar i døden for sin tro; en endnu større mængde kastes i fæng
sel, medens andre jages i landflygtighed. Man fra
tager de kristne deres kirker og kirkegaarde; man frarøver dem deres eiendom, man afsætter dem tra deres embeder. Med ild og sverd, med vold og magt søger romerstaten at knuse kirken i et eneste stort slag, at gjøre det umuligt for de kristne at føre sin tilværelse, at øve sin religion og udbrede sine synsmaader.
Spørger man nu, hvad det var, der frelste kir
ken fra ligefrem at gaa tilgrunde under denne kamp paa liv og død med den hedenske statsmagt, — hvad det var, der holdt kristendommen oppe i denne blodige tid, da maa vi svare, at det først og fremst var den tro, om hvilken skriften siger, at den er sei er en, som overvinder verden. Men ved siden heraf maa det ogsaa nævnes som en for kir
kens bestaaen heldig og velsignelsesrig omstændighed, at der i denne tid stod i spidsen for de kristne menigheder en række af høit begavede biskoper, der baade var udrustede med evner til at styre kirken og holde de enkelte menigheder sammen i de stormfulde tider og tillige, naar det paakrævedes,
94
var blandt de første til at ofre sit liv for Jesu navns bekjendelses skyld. De store forfølgelsers tid er ogsaa de store biskopers tid.
Blandt martyr-biskoperne i det tredje aarhun-drede er ingen mere bekj endt, ingen mere betyd
ningsfuld end den mand, vi i det følgende vil om
h a n d l e , C y p r i a n a f K a r t h a g o .
Tascius Cæcilius Cyprianus — saaledes lød hans fulde navn paa latin — var født i Karthago ved be
gyndelsen af det tredje aarhundrede. Baade hans fader, der var romersk senator, og hans moder, en matrone af høi byrd, var hedninger, hvorfor han da ogsaa blev opdraget i den hedensk-romerske religion. Som alle hins tids fornemme unge mænd fik han en omhyggelig opdragelse og nød fra sin barndom af undervisning i de almindelige videnska
ber ; navnlig lagde han sig efter veltalenheden, som man dengang ansaa for at være baade den vigtigste og nyttigste af alle kunster og videnskaber, uund
værlig for enhver, der som Cyprian var bestemt for deltagelsen i det offentlige liv. Efterat læretiden var afsluttet, begyndte Cyprian at praktisere som sagfører i Karthago og fortsatte i nogen tid med denne bedrift. Om sit liv i denne sin ungdomstid udtaler han sig senere, da han var bleven kristen, med den største bedrøvelse, med bitter anger. Uag
tet man vistnok ikke har ret til at tro, at han havde levet mere lastefuldt, end mængden af de dannede hedninger dengang gjorde, faar vi dog det indtryk af hans selvbebreidende udtalelser, at han i denne sin ungdomstid havde søgt at slukke sin tørst efter
lykke og fred ved at drikke af den hedenske livs
nydelses grumsede vande.
I hans fødeby Karthago var imidlertid kirken bleven en magt, som ingen kunde lukke sine øine for. Menigheden dersteds talte omkring 20,000 med
lemmer. Det var ikke blot folk af middelklassen, der var gaaede over til kristendommen; ogsaa inden de høieste stænder fandtes der mænd, som bekjendte Kristi navn. Inden menigheden blomstrede der et baade dybt og skjønt kristenliv.
Dette kristendommens liv, Cyprian saa udfolde sig for sine øine, undlod nu heller ikke at øve sin indflydelse paa ham. Omkring 46 aar gammel kom han ind i en aandelig gjæring, som han selv har skildret paa en gribende maade. Paa den ene side længtede han efter fred i sin uro, efter lys i sit mørke, og fremfor alt, efter evner og kræfter til at kunne over
vinde sine syndige begjæringer og lyster. Paa den anden side følte han, hvorledes lidenskaberne holdt ham fangen i sine garn, hvilken magt synden havde over ham, og hvor overmaade vanskeligt det var at kunne tro, at Guds naade vilde være istand til at gjøre ham til et nyt menneske. Under denne indre kamp blev presten Cæcilius hans aandelige veileder. Denne kirkens tjener, paa hvem man kan anvende en samtidig forfatters ord, at han var en sand prest i Guds kirke, tog den urolige, sandheds
søgende hedenske advokat til sig i sit hus. Vi kjender intet til de samtaler og forhandlinger, der foregik mellem disse to mænd, vi ved kun, at resul
tatet blev dette, at Cyprian lod sig optage blandt kate-kumenerne, det vil sige dem, der forberedtes til
9 6
daaben, og at han efter at have modtaget undervis
ning i kristendommens grundsandheder blev døbt 246. Hvilket mægtigt indtryk daaben gjorde paa ham, har han senere omtalt i et brev til en ven.
«Efterat det forrige livs lyder var blevne aftvæt
tede i gjenfødelsens bad, udgød et lys heroven-fra sig i det heroven-fra synden befriede og rensede hjærte;
jeg drog aande som af en himmelsk luft; paa en vidunderlig maade svandt tvilen og blev til en kraftig tro; hvad der før var saa mørkt og gaadefuldt for mig, blev forstaaeligt, hvad der var bælmørke, blev lys; jeg kunde aabenbarlig kjende og fornemme, at det jordiske fra den kjødelige fødsel, der levede som syndens træl, nu begyndte at tilhøre Gud og
belives af hans aand».
Kun to aar efter sin daa'b blev han mod sin vilje valgt til biskop af menigheden i Karthago, efter kort tid i forveien at have modtaget prestevi-elsen. Han besad i skjøn forening alle de egenska
ber, forholdene krævede af en biskop. Han stod i alt paa høiden af sin tids dannelse. Hans tidligere be-fatning med veltalenheden kom ham til god nytte som prædikant i kirken. Evnen til at styre var ham medfødt; og hvad der var det vigtigste af alt, kri
stendommens gjenfødende, livskabende magt havde han selv personlig erfaring for.
Som biskop i Karthago kom Cyprian snart ind i mangehaande kampe. Blandt menighedens gamle prester var der flere, der følte sig tilsidesatte ved hans ophøielse til biskop, og som derfor gjorde ham megen fortræd og søgte paa alle mulige maader at undergrave hans biskopelige stilling. Cyprian mødte
disse misfornøiede med mildhed og bestemthed paa en gang. Inden den store menighed var der under den lange fredstid, de kristne havde havt, adskillig aandelig lunkenhed. Cyprian søgte med alvor og strenghed at hævde kirketugten og at fremelske den tidligere strenge opfatning af de kristnes pligt til at afholde sig fra alt verdens væsen.
Under dette bryder saa forfølgelsen under keiser Decius løs, og det hedenske folk, der vel forstod, at biskopen i Karthago var kirkens fornemste støtte og hedenskabets farligste modstander, vender hele sit raseri mod ham: Cyprian for løven! saa-ledes lyder raabet gjennem Karthagos gader. Cy
prian fandt det under disse omstændigheder at være sin pligt mod menigheden at frelse sit liv ved at flygte. Han fik siden anledning til at vise, at han ikke var bange for at gaa i døden. Hans grund til flugt var ene og alene den, at han under stormen ansaa det for at være nødvendigt, at menigheden ikke blev overladt til sig selv som et skib uden styrmand. Fra det sted, hvor han havde søgt skjul, vedblev han gjennem bud og breve at lede sin menighed, opmuntre de betrængte, styrke de fangne og sørge for de fattige. Imidlertid blev paa den anden side dog denne hans flugt et velkomment vaaben i hænderne paa dem, der var hans modstan
dere i menigheden, og navnlig da den lille kreds af misfornøiede prester. Og det var let at finde et aabent øre for den tale, at Cyprian af feighed havde søgt frelse i flugten og forladt sin hjord, da den allermest trængte ham. Cyprian selv, sagde de, var ubarmhjertig streng i sin dom mod de faldne; han
7 — Kirkehistoriske smaastykker.
93
selv var i virkeligheden ikke bedre end de, der un
der forfølgelsen havde fornegtet Kristus.
Ved Decius's død 251 vendte Cyprian tilbage til sin menighed, og han fik snart igjen bragt orden i de kirkelige forholde efter forfølgelsen, ligesom han ogsaa snart gjenvandt sin gamle anseelse og ved sin paa engang moderate og faste holdning bragte sine modstandere til taushed.
Snart brød imidlertid forfølgelsen igjen løs under keiser Gallus, en forfølgelse, der dog ikke rammede Karthago synderlig haardt. Tiderne var dog tunge, saa Cyprian fandt sig tilskyndet til at u d g i v e e t s k r i f t : F o r m a n i n g t i l m a r t y r i e t , o g i dette at opmuntre de forfulgte kristne til at være tro i bekjendelsen af Herrens navn.
Endelig kom da det tidspunkt, da han med sit martyrblod skulde udslette den plet, der trods alt dog hvilede paa ham siden hans flugt under Decius. Forfølgelsen under Valerian bryder løs, og Cyprian bliver først greben og sendt til en liden by i nærheden af Karthago, hvor han sad nogen tid i fængsel, og derpaa atter ført tilbage til Karthago og stillet for statholderens domstol. Hele byen var fyldt af bevægelse; ikke blot sørgede de kristne over den skjæbne, der forestod deres biskop, men selve hedningerne beklagede, at Cyprian skulde faa døden til tak for al den barmhjertighed, han havde vist mod de fattige, for de trøstens ord, hvormed han havde opmuntret de sørgende.
Den 17de september 258 alholdtes forhøret over Cyprian for statholderens domstol. Med gudelig frimodighed bekjender han sin tro; som en
99
mand, der hele sit liv har forberedt sig til døden, afslaar han at kjøbe sit liv ved at deltage i hedensk gudsdyrkelse: «jeg gjør det ikke», siger han til statholderen. «Nu velan», udbryder denne, «saa maa du tage, hvad derpaa følger.» — «Gjør kun», svarer Cyprian, «hvad loven byder; i saa klar en sag be
høves intet omsvøb.» Saa fældes dødsdommen:
Cyprian skal henrettes ved sverdet. Den dødsdømte biskop svarer: «Gud ske tak,» samtidig med at de omstaaende kristne udbryder: «Vi vil henrettes med ham.»
Ledsaget af en stor skare føres Cyprian udenfor staden til retterstedet; med skjælvende haand giver bøddelen ham dødshugget, hvorpaa hans troesfæller begraver ham i nærheden under sukke og taarer.
Cyprian er ikke blot bekjendt i kirkens historie som biskop og martyr; han er tillige sin tids bety
deligste kirkelige forfatter og har som saadan ud
øvet en betydelig indflydelse paa den senere kirkelige udvikling. I denne henseende maa i særlig grad nævnes hans skrift «Om kirkens enhed,» hvori han forherliger bispeembedet og lægger for dagen temmelig høikirkelige anskuelser. Han er imidlertid dog langtfra at dele den senere romersk- katholske opfatning, at biskopen i Rom skulde staa over alle de andre kristelige biskoper; for Cyprian er alle biskoper lige i embede og værdighed som Jesu Kristi apostles efterfølgere. Det biskopelige embede, siger Cyprian, er ét; hver enkelt biskop har for sig kun en liden del deraf. Og i dette ene, alt omspæn
dende biskopelige embede ser han da det sterke baand, der knytter kirken sammen.