(1834—48).
Nicolai Faber blev født 19de Juni 1789 i Odense, hvor hans Fader, Rasmus Faber, da var Underretsprokurator; Moderen hed Anne Christine, født Henneberg. I Halv
femserne kjøbte den dengang velhavende Fader Hennebjerg Ladegaard ved Frede
ricia, hvor Børnene nøde privat Undervis
ning af dygtige Lærere. Men da Faderen var bleven kjed af Landvæsenet og havde solgt sin Gaard, vendte han 1805 tilbage til Odense, fra hvis lærde Skole den ældste Søn Nicolai 1807 dimitteredes til Universi
tetet, og 1811 tog han theologisk Embeds- examen. Hans Fader var imidlertid flyttet til Kjøbenhavn, hvor han havde taget Borgerskab som Grosserer; i Begyndelsen gik Forretningen godt, men saa kom den for Handelsverdenen saa ulykkelige Periode, hvor Alt gik tilbage, ogsaa for den gamle Rasmus Faber og hans Familie. Nicolai Faber underviste derpaa i Kjøbenhavn, saaledes ved Metropolitanskolen, hvor hans Fag vare Dansk, Hebraisk og Religion i de øverste Klasser, og hvor han 1813 fik fast Ansættelse som Adjunkt, samme Aar som han 5te Juni var bleven gilt med Christiane Kaarup, Datter af Møller og Forvalter Søren Kaarup i Næsbyhoved Mølle ved Odense og Martha Hyllerup.
Da Indtægterne som Adjunkt, 400 Rdl., ved Pengenes forringede Værdi ikke for
slog til Livets Ophold i Hovedstaden, og han ikke kunde faae den Hjelp, hans Fader havde lovet ham, paa Grund af dennes torringede økonomiske Vilkaar, var hans Stilling nær ved at blive for
tvivlet. Da aabnede sig pludselig en Ud
vej ; hans yngre Broder Johannes havde begyndt en Forretning med Kom og Skind i Kjøbenhavn, og da den tegnede til at ville blive indbringende, tog han mod et af denne Broder gjort Tilbud om Plads
paa hans Kontor og Andel i Handelens Bestyrelse. Han tog 1814 sin Afsked fra Adjunkt Embedetog tilegnede sig hurtig de nødvendige Handelskundskaber torat kunne besørge de nye Forretninger. Men at ban ikke lagde Studeringerne paa Hylden, fordi han var traadt ind i en praktisk Virksomhed, sees af, at han 1815 be
svarede Universitetets filosofiske Pris- spørgsmaal og fik Accessit for Besvarelsen, ligesom han 1817 tog Doktorgraden i Filosofi.
Da Broderen samme Aar var flyttet til Hamborg for at begynde en større For
retning, fik Nicolai Faber langt mere at gjøre end hidtil med Bestyrelsen af Han
delen, om Indtægterne vedbleve at væie smaa; han længtes efter en Stilling, som mere passede til hans Lyst og Kald, og flere Gange havde han forgjæves søgt gejstlig Ansættelse. Da hesluttede han sig til helt at vende sit Fædreland Ryggen og søge sit Udkomme i den nye Verden; og det var lige nær ved at være skeet. En ældre Søster af ham var bleven gift med en Franskmand Weber, som i længere Tid i Kjøbenhavn havde ført en stor Kommis
sionshandel med Silkevarer; men da han var Republikaner med Liv og Sjæl og kun daarligt kunde finde sig i de monarkiske Former i Europa, forlod han Danmark og nedsatte sig i Filadelfia i Nordamerika.
Allerede inden Afrejsen var der truffen Aftale med denne Svoger om, at hvis han antog Forholdene for at være gunstige, f. Ex. til Oprettelsen af en Skole, eller der var noget Andet, som syntes at kunne love et heldigt Udbytte, skulde han under
rette de Tilbageblevne derom. Snart kom der da ogsaa fra Svogeren Breve, som i de lyseste Farver skildrede den Lykke, der vilde være at gjøre i den nye Verden ved
der ovre at oprette et Institut i større Stil; og efter nogen yderligere Brevvexling blev den Beslutning tagen, at Familien skulde rejse til x^merika for at søge Lykken.
Det var i Sommeren 1820; Afrejsens Tid nærmede sig; alt Tøjet stod indpakket;
en Svigerinde var med Børnene rejst i Forvejen til Odense, hvor hans Svigermoder boede som Enke; Forældrene bleve tilbage i Kjøbenhavn tor at ordne nogle faa Ting og besørge Alt indskibet; derpaa skulde ogsaa de følge efter til Odense og hele Familien derfra over Hamborg og England søge at naa Rejsens Maal. Da indtraadte en Begivenhed, som bragte den hele Plan til at strande; hans ældste Søn blev pludselig syg og døde kort efter; For
ældrene toge sig Tabet saa nær, at de af Sorg besluttede sig til ialtfald foreløbig at opgive Rejsen; han søgte nu paany med Iver gejstlig Ansættelse og blev den 27de September 1820 udnævnt til Sognepræst tor Allested og Vejle, omtrent i Centrum af Fyen.
Det var højst uheldige Forhold, under hvilke han begyndte sin gejstlige Virksom
hed; Embedet var i sig selv ikke stort;
Kornpriserne vare dalede til et saa lavt Punkt som aldrig før, og saa skulde han tilmed udrede betydelige Pensioner baade til Enke og Formand, saa det var ham umuligt at leve med Familien uden trykkende Næringssorg og hvert Aar forøget Gjeld.
Dertil kom, at den aandelige Tilstand i Sognet var rent ud elendig i alle Retninger;
og den Modstand, han havde at overvinde, inden bedre Forhold kunde blive bragte tilveje, var betydelig, ja, det gik saa vidt, at han en Aften silde blev antastet paa Vejen af to med Knipler bevæbnede Mænd af Sognet. Men det lykkedes ham dog efter nogle Aars Forløb at tilvejebringe en bedre Tilstand i Sognene. Da i disse Aar de saakaldte »gudelige Forsamlinger« begyndte at udbrede sig paa Fyen, og han ikke ønskede dem i sine Sogne, gav dette ham Anledning til selv at begynde at holde Bibellæsninger, som bleve meget
paa-skjønnede baade her og i hans senere Embeder, hvor han fortsatte dermed. Den 27de Juni 1823 havde han den store Sorg, at hans Hustru, der havde født ham tre Sønner og tre Døtre, blev bortkaldt fra ham, men den 21de August 1825 ægtede han hendes Søster Jacobine, der var født den 1ste Juli 1797 og blev en trofast Stedmoder for sin Søsters efterladte Børn og selv blev Moder til en Søn og en Datter.
Han fik i disse, trange Aar i Allested Lejlighed til at udgive en Del Prædikener, ligesom han fortsatte sit Studium af Theolo
gien, og han efterlod netop fra disse Aar betydelige videnskabelige Haandskrifter.
Videnskabeligt anlagt, som han var, ønskede han 1826 at ombytte Landsbypræstens Gjerning med Stillingen som Lektor i Filosofi ved Sorø Akademi; han indgav Ansøgning derom, men fandt, sig dog foran
lediget til at tage den tilbage, inden Af- gjørelsen kom. At man satte Pris paa ham i videnskabelige Kredse, viser sig af, at han etter Indbydelse fra det theologiske Fakultet tog den theologiske Doktergrad ved Universitetets Jubelfest 1826 tor Ind
førelsen af Kristendommen i Danmark.
Samme Aar blev han 13de Decbr. ud
nævnt til Sognepræst for Middelfart og Kauslunde. Her bedredes hans økono
miske Forfatning, og han fandt Lejlighed til at virke tor Skolevæsenet, saa det lyk
kedes ham snart der i Byen at faae oprettet et højere Institut, i hvilket han selv gav Undevisning, og ligeledes et Institut for Pige
børn. Han tog ogsaa Del idenstandende Strid mellem Grundtvig og Clausen, selvfølgelig, kan man vel sige, paa den sidstes Side, idet han, som oprindeligt synes at have næret ialtfald endel Sympathi for Grundt
vig, mere og mere trak sig tilbage fra ham; 1827 udgav han en »Undersøgelse«, som ved sin Titel tydeligt nok viser, paa hvad Standpunkt han stod: »Har Troes- bekjendelsen Eneret til at bestemme, hvad der er sand Ghristendom og ægte christe- ligt?« Længe blev han dog ikke i
Middel-fart, idet han allerede 12te November 1830 beskikkedes til Sognepræst ved St.
Knuds Kirke i Odense og Provst i Odense Herred samt Stiftsprovst i Fyen istedetfor den til Biskop i Aarhus kort iforvejen be
fordrede Jens Paludan-Miiller. Ogsaa i dette Embede blev han kun nogle Aar. Da Biskop Plum 18de Januar 1834 var af- gaaet ved Døden, blev Faber, som i Plums sidste svagelige Aar havde taget Del i flere af Bispeembedets Forretninger, 19de Marts beskikket til hans Efterfølger og indviet dertil 14de Juni af Sjællands Biskop Peter Erasmus Müller, som allerede et Par Maaneder efter døde. Faber var den tiende (og sidste) Sognepræst ved St. Knuds Kirke, som naaede at blive Biskop i Danmark eller Norge; de fleste at dem bleve be
skikkede dertil umiddelbart fra det fyenske Stiftsprovsti*).
Som Fyens Biskop fortsatte Faber den Gjerning, han havde gjort som Stiftsprovst og tildels allerede som Præst i Middelfart.
Han vedblev med Bibellæsningerne og skrev om deres Nytte, deres Forhold til den offentlige Gudstjeneste og den private Andagt, ligesom han drog Omsorg for, at Bibelen blev mere kjendt end tidligere baade i Skolerne og ved det i hans Stift liggende Skaarup Seminarium. Hans Virksomhed for Udbredelsen af den hellige Skrift bragte ham forøvrigt i 1843 i Kollission med Bestyrelsen af Vaisenhuset, som havde Privilegium paa Udgivelsen af Bibelen; Faber ønskede til Brug i sit Stift og især dets Skoler 2100 Nye Testamenter, men det danske Bibel
selskab kunde eller vilde ikke overlade ham flere end 1000, hvorhos der yttredes
»mærkelige Betænkeligheder ved Evangeli
ets Læsning i Almueskolen«. Det britiske Bibelselskab skænkede ham da de mang
lende 1100 Exemplarer; men nu var det danske Bibelselskab paa Færde og vilde endog have ham idømt en Mulkt paa 2000
Rdl. for Overtrædelse af Privilegiet; han slap dog nogenlunde, nemlig med at lade hvert enkelt Exemplar af disse kriminelle Nye Testamenter stemple. Han ønskede, som rimeligt var, at Bibelen maatte komme til at foreligge i en saa god og læselig Oversættelse som muligt; men den Maade, hvorpaa han vilde have dette iværksat, var saa upraktisk som vel tænkes kan;
han vilde nemlig have Bibelens torskjellige Dele, baade det gamle og det nye Testa- ment, fordelte til Præstekonventerne rundt om i Landet, og hvert Konvent skulde da sørge for at faa den det beskikkede Del oversat paa Dansk. Man kan sige sig selv, at det naturligvis ikke kunde blive til Noget med en saadan Bibeloversættelse, der nødvendigvis maatte have faaet et højst mærkværdigt Udseende.
At han gjenoplivede den ældre Indret
ning af gejstlige Konventer i sit Stift, var til stor Nytte i flere Henseender; saa kunde han lettere lære Gejstlighedens Meninger og Ønsker at kjende om de kirkelige An
liggender, men derkundeogsaapaadenMaade virkes en større Tilslutning baade mellem Præsterne indbyrdes og mellem dem og ham, i hvilket sidste Øjemed han ogsaa søgte at benytte det aarlige Landemode, som bestandig var talrigt besøgt, selv af Stiftets fjernere boende Gejstlige; men naar han saa f. Ex. for at tilvejebringe en Ud
talelse fra Gejstligheden om Forandring i Ritual og Alterbog, lod hvert af Stiftets Konventer forelægge en Række Spørgs- maal, og af de indkomne Besvarelser gjorde vidtløftige Uddrag, paa Grundlag af hvilke han selv udarbejdede et nyt Ritual og en ny Alterbog, ja saa maatte dette vel med Nødvendighed blive, som Biskop Mynster betegnede det, »et ganske mislykket Ar
bejde.«
Han var meget musikalsk og søgte i sit Stift at virke baade for Sangens Fremme i Almindelighed og for Kirkesangen i Sær
deleshed som et virksomt Middel til at ) Efter at dette var skrevet, er Stiftsprovst L. N. Balslev bleven udnævnt til Fyens Biskop.
vække og nære det aandelige Liv; i den Hensigt fik han Stiftets Lærere til at slutte sig sammen i Sangforeninger, der som Af
slutning paa Landemoderne holdt Sang
fester i Odense. Det litterære Liv i Stiftet søgte han især at ophjelpe gjennem to under hans Bestyrelse staaende Institutio
ner: Stiftsbibliotheket, som han ved sin Embedstiltrædelse fandt i en temmelig maadelig Forfatning, men ved sin Iver fik han det fra den hensygnende Til
værelse til at blomstre saa nogenlunde frem; og Fyens Stifts litterære Selskab, hvis Viceformand han var baade som Stiftsprovst og som Biskop, skyldte ham ikke lidet; saa længe Kræfterne stode ham bi, arbejdede han paa at vække og ved
ligeholde det litterære Liv i Selskabet, og ikke faa vare de Skrifter, som i hans Tid bleve udgivne og understøttede af dette.
Selv vedblev han at være en flittig For
fatter; foruden flere Artikler i Tidsskrifter og Taler tog han 1842 i et Skrift Kampen op mod den baptistiske Bevægelse, som havde begyndt at vinde Indpas flere Steder i Stiftet. Lægmandsbevægelsen kunde han aldrig forsone sig med, da han øjnede den Fare for et sundt Kirkeliv, som den let kunde føre med sig, og han søgte i flere Henstillinger til Regjeringen at bevæge denne til af al Kraft at optræde mod disse selvbeskikkede Prædikanter og Sjæ
lesørgere; han optraadte flere Gange med større Skarphed imod dem, end selv hans Kollega i Sjælland Mynster kunde billige.
Med Kong Christian den Ottende, der til sin Thronbestigelse 1839 som Guvernør over Fyen havde Bolig i Odense, stod han paa en fortrolig og venskabelig Fod, og vedblev at brevvexle med ham ogsaa efterat han var bleven Konge; ligeledes var han meget yndet af Dronning Caroline Amalie, og da hun havde besluttet at op
rette et Asyl for Fattigbørn i Odense, lagde hun saa godt som udelukkende Sagen i hans Haand.
1838 indviklede han sig i en Sag, som blev højst pinlig for ham, skjønt han selv
følgelig handlede i den bedste Hensigt og var saare langt fra at tænke paa at op
træde som Oppositionsmand. Han fik nemlig den Stænderdeputerede Proprietær Langkilde paa Julskov til at indgive til Stænderforsamlingen i Roskilde en af ham, Biskoppen, forfattet Petition om, at Stæn
derforsamlingen maatte blive forøget med nogle Medlemmer, valgte af Gejstligheden.
Men da han indsendte Petitionen til Kon
gen, fik han en højst unaadig Kabinets
skrivelse, der lod ham vide, at han ved et saadant Andragendes Indgivelse fuld
stændig havde miskjendt sin Stilling som Embedsmand, da han først burde have indhentet Regjeringens Tilladelse til at fremkomme med en slig Petition. Det var en haard Pille for ham at faae ned, og han skyndte sig da ogsaa med at gjøre en ydmyg Afbigt for sin Forseelse.
Hans kirkelige Stade var som saa mange af hans samtidiges ikke lidt uklart;
han ønskede selv at kalde sin Retning med den temmelig taagede Betegnelse
»den paa aandelig Vej fremadskridende«;
hvad han især vilde arbejde for, var efter hans egen Ytring, »en stedse omhyggeli
gere Religionsundervisning, en stedse nid- kjærere Forkyndelse af Evangeliet, Omhu for den hellige Skrifts rettelige Oversæt
telse og dens Benyttelse i Kirke og Skole, en Nærelse af den gejstlige Stands In
teresse og Glæde ved den Agtelse, der fra Statens Side udvises imod den.« 1835 blev han Ridder af Dannebrog og 1840 Dannebrogsmand; Kommandørkorset fik han 1846.
Han har vistnok i det Hele følt sig vel
tilfreds med det attenaarige Ophold i sin Fødeby, hvor han havde opnaaet saa an
selige Stillinger, og hvor han havde mange Venner^og Bekjendte fra Barndomsdagene, ligesom han skal have været en behagelig Selskabsmand, der var yndet af Beboerne i Odense og agtet og atholdt af Stiftets Gejstlighed. De trykkende Kaar, under hvilke han havde levet en Del af sin Ung
dom og første Manddom, vare nu bievne
afløste af forholdsvis Velstand; men flere tunge Sorger ramte ham, idet nogle af hans Børn bortkaldtes i den voxne Alder;
og sin anden Hustru mistede han 25de Ok
tober 1846. Selv var han i en Sygdom 1835 Døden nær, men kom sig dog; men allerede da han kun havde naaet en Alder af nogle og halvtres, begyndte hans legem
lige Kræfter at aftage, medens hans aande- lige Kraft endnu syntes temmelig usvækket.
Selv hverken ventede eller ønskede han at blive nogen gammel Mand, og det blev han heller ikke. Fra Vinteren 1845 led han-heftigt af Stensmerter, og en Rejse, som han i Sommeren 1846 med megen Overvindelse bekvemmede sig til, og som han ledsaget af sin ældste Datter foretog i Tydskland, Schweiz og Norditalien, hjalp ikke; kort efter Hjemkomsten døde hans Hustru. Maaske anstrengte han sig i sine sidste Aar mere, end hans svækkede Hel
bred kunde taale; thi da han i Sommeren 1847 havde afholdt Landemodet og næste
Dag Bibelselskabets Aarsfest i Forbindelse med Sangfesten, gav han sig faa Dage efter paa Visitats; men midt i en Tale, han holdt i Kirken paa Strynø, blev han ramt af et mindre apoplektisk* Anfald; han lod dog Kirkehandlingen fuldføre, hvorpaa han lod sig sejle til Rudkjøbing, for der at ta
ges under Lægebehandling. Lamheden hævedes vel nogenlunde, men Kræfterne vilde ikke vende tilbage, og et nyt Anfald maatte enten før eller senere komme. Det indtraf da ogsaa, da han 1ste Marts 1848 gik paa Gaden i Odense med en af sine Døtre; han maatte kjøres hjem, og fra nu af rejste han sig ikke mere fra Sygelejet;
15de Maj døde hpn. En Søn af kam, Christian Gotfred Weber Faber, som var theologisk Kandidat og i mange Aar Ad
junkt ved Odense Kathedralskole, skrev i det fyenske Tidsskrift »For Literatur og Kritik« en meget sympathetisk Nekrolog over ham, »Nicolai Fabers Minde«.
XV11I.