(1732-62).
Den første, som i de nordiske Lande kjendes af Navnet Ramus, hed egentlig John Eskildsen Green og døde 1625 som Sogne
præst i Gryten i Trondhjems Stift; men sit gode Navn Green oversatte han paa Latin (Ramus) og lod sig kalde Jonas Ramus. En Søn af ham, Daniel Ramus, der 1654 døde som Sognepræst i Agerø i Romsdalen, havde to Sønner, Jonas Ramus, Præst i Norderhoug, gift med den bekjendte mandhaftige Anna Kolbjørnsdatter, og Melchior Ramus, der var født 1646 og døde allerede 1693 som Lektor Theologiæ i Trondhjem ; han var gift med Anna Kyhn, som var Datter af Oberst Kyhn, der i endel Aar var Kommandant paa Munkholm.
I delte Ægteskab var der nogle Børn, blandt hvilke det yngste, Sønnen Christian var født 1ste Februar 1687 eller 1688,
saa han kun var fem sex Aar gammel, da Faderen døde, hvorpaa Morfaderen tog sin Datter og de faderløse Børn i Huset til sig, og der bleve til hans Død 1699. Fra først af havde det været Bestemmelsen, at Christian Ramus skulde have været ved Handelen eller i anden praktisk Virksom
hed, men da han viste Lyst til Studerin
ger, blev han alligevel sat i Trondhjems Skole og Student fra denne i 1707; han studerede først Medicin, men af økono
miske Hensyn slog han sig til Theologien og tog 1710 Attestats med Berømmelse;
at han dog bevarede sin Kjærlighed til de med Lægekunsten beslægtede Videnskaber, fremgaaer af, at da han i et Par Aar,
— samtidig med Ludvig Holberg — laa paa Borks Kollegium, var det paa en Plads, som særlig var beregnet for en, der havde
gjort Kemien til sit Hovedstudium. Som Student var han ogsaa i nogen Tid Infor
mator for et Par Sønner af Etatsraad Peder Lemvig.
I Sommeren 1711 naaede han at blive Præst, altsaa førend han havde fyldt de 25 Aar, der ellers almindeligvis kræves for Ordinationen; men Forholdene vare rigtig
nok ogsaa extraordinære. Allerede fra det foregaaende Aar tydede Alt paa, at der var Pest i Luften, og at det kun vilde være et Tidsspørgsmaal, naar den vilde udbryde med sin fulde Styrke; det skete i Juli 1711, og der udbrød i Hovedstaden en Rædsel uden Lige. Alle, som kunde, flygtede bort; Sognepræsten ved Garnisons
kirken, Mag. Knud Tommerup, holdt en Prædiken, hvori han opfordrede Alle til at fly fra den ulyksalige Stad, der ligesom Sodoma var indviet til Undergang, og selv gav han Exemplet ved skyndsomst at rejse sin Vej til sikkrere Egne, i hvilken Anled
ning han forøvrigt senere selvfølgelig blev sat under Tiltale. Som Hjelpepræst ved Garnisonskirken beskikkedes da Christian Ramus, der senere hen paa Aaret, i No
vember, blev ansat som Kapellan ved Holmens Kirke, hvor begge Kapellanerne med faa Dages Mellemrum vare bortrevne af Pesten. Han vedblev at virke ved Hol
mens Menighed, indtil han i Novbr. 1727 blev beskikket til Sognepræst i Vordingborg og Provst over Baarse Herred med Titel Kon- sistorialassessor; her blev han kun paa tredie Aar, da han 7de September 1730 blev kaldet tilbage til Kjøbenhavn, denne Gang som Sognepræst ved Helligaandskirken, men da denne for en stor Del var øde
lagt ved Ildebranden 1728, kom han til atter at benytte Holmens Kirke til sin Gudstjeneste. Den korte Tid, han til
bragte i Vordingborg, var dog lang nok til at skaffe ham tre haarde Hjemsøgeiser;
tørst en langvarig Sygdom, som var nær ved at lægge ham i Graven; dernæst en Ildsvaade, hvorved han mistede det meste af hvad han ejede; og endelig hans anden Hustrus Død. Ligesom han tidligere,
medens han var Kapellan ved Holmens Kirke, fra 1720 havde været en at Direk
tørerne for >de fattiges Væsen«, som det da kaldtes, saaledes indtraadte han nu paany i den samme Stilling, som han med Nidkjærhed tog sig af; han gjorde sig for
tjent ved at arbejde paa at afhjelpe den store Nød, som var fremkaldt ved Ilde
branden nogle Aar i Forvejen. 1 det Hele roses han for sin Virksomhed som kjøben- havnsk Præst, han drev ivrig paa Ung
dommens kristelige Undervisning ved ud
videt Katekisation, og det er næppe over
drevent, naar det er blevet sagt om ham, at han i Kjøbenhavn var »elsket og æret af Alle som en duekg, retsindig og nidkjær Herrens Tjener«.
Allerede 18de Januar 1732 kaldedes han til en større Virksomhed, nemlig til Biskop over Fyens Stitt, og han indviedes dertil Mariæ Bebudelses Dag. Han hørte langt fra til den pietistiske Retning, som siden Christian den Sjettes Thronbestigelse 1730 var kommen i Højsædet, og det er derfor vistnok grebet ud af Luften, naar det er blevet sagt, at det 1733 var paatænkt at gjøre ham til kongelig Konfessionarius etter Johan Frauen, som var bleven af
skediget paa Grund af hidsige og taktløse /ingreb paa den Retning i sine Prædike
ner; det blev da heller ikke ham, men den især senere saa bekjendte Bartholo- mæus Bluhme, der kom til at indtage Pladsen som Kongefamiliens nærmeste Sjælesørger. Men om end C. Ramus ikke var Pietist i Ordets dogmatiske Betydning, saa optraadte han dog heller ikke som nogen Modstander, og de humane og filantropiske Bestræbelser, som udgik fra den, vandti ham en redebon Støtte; baade som Præst i Kjøbenhavn og senere som Biskop over Fyens Stift viste han saavel offentlig som privat særlig Omhu for Skole- og Fattigvæsen. Af sine egne Midler prydede hans Skolens Bygning og forøgede dens Bogsamling; han og Stiftamtmanden bevirkede, at Hospitalets (Graabrødre Klo
sters) Bygninger ble ve forbedrede og
ud-videde, saa at flere Senge bleve oprettede, ligesom herefter 48 Disciple fik fri Kost paa Kommunitetet, medens tidligere kun 30 havde nydt godt deraf; og uagtet disse forøgede Udgifter bleve dog i hans Tid Stiftelsens Indtægter forøgede til det tre
dobbelte.
Han udviste i Odense en storartet God- gjørenhed baade i Almindelighed mod Byens Fattige, som stode i store Skarer i hans Forstue og ventede paa ham, naar han om Middagen gik fra sit Studere
værelse over i den private Lejlighed, og mod Skolens Disciple, af hvilke han, lige til de bleve Studenter, underholdt adskil
lige, som der ikke af de offentlige Midler kunde være Raad til at understøtte. Da Biskop C. Muus’ Enke var død, og den Pligt, der paahvilede ham at udrede Pen
sion til hende, saaledes var bortfalden, drog han hen til hendes to Døtre, der boede hos hende, og tilbød dem at egen Drift, saalænge de og han levede, at be
tale til dem det samme Beløb, som vilde være tilfaldet deres Moder. Og ligeledes vides det, at da en mindre bemidlet Mand i Odense engang skulde gjøre sin Datters Bryllup, sendte Biskoppen ham anonymt 100 Rdlr., for at Højtiden kunde blive holdt saa standsmæssigt, som Familien ønskede det, uden at de senere kom til at lide Mangel paa Grund af Udgifterne. Endnu skal anføres et Exempel paa, at han ikke var nøjeregnende med Hensyn til Penge:
Stiftamtmandens Fuldmægtig havde engang givet en omrejsende Trup Komedianter Tilladelse til at spille Komedie i Faste
tiden imod at give 50 Rdlr. til Byens Fat
tige; da Biskoppen syntes, det var for
argeligt, at der saaledes gjøgledes i denne Kirkeaarets Alvorstid, lod han ved Trom
meslag forbyde, at Forestillingerne fandt Sted, men for at Fattigfolk ikke skulde lide derved, skjænkede han samtidig selv de 50 Rdlr. til Uddeling blandt Trængende i Odense.
Det er derfor saare naturligt, at han var almindelig yndet af Beboerne i Odense,
og ligeledes var han afholdt af Stiftets Præ
ster, som han’paa alle Maader søgte at være tilhjelp; men til Gjengjeld var han ikke videre anskrevet paa højere Steder. 1737 var blevet oprettet det saakaldte »General- Kirke-Inspektions-Kollegium«, som skulde have øverste Tilsyn med Gejstligheden og Alt hvad der vedrørte Kirken. Det var en af Christian den Sjettes vistnok velmente, men upraktiske Foranstaltninger, som netop var indrettet i den Hensigt, at Alt skulde indberettes til det, og at saavidt muligt alle Spørgsmaal skulde afgjøres af det, men derved maatte der med Nødvendighed udvikle sig til et infamt Spionsystem, som mange hæderlige og retsindige Mænd ikke vilde laane Haand til. Saaledes viste Bi
skop C. Ramus sig ved flere Lejligheder som et temmelig uvilligt Redskab tor Kirkekollegiet; han sendte ikke Klager over Præsterne til Kollegiet; de aarlige detaille- rede Indberetninger om Præsternes For
hold afgav han ikke efter Ønske, og naar Kollegiet gav ham Befaling til at undersøge en Sag »med al Forsigtighed«, gik han aabenlyst frem og sendte den f. Ex. til vedkommende Præst selv til Erklæring, hvorfor Kollegiet ogsaa at og til tilkjende- gav ham sit Mishag. Hans Forfattervirk
somhed er nu uden al Betydning.
1712 flyttede hans Moder til ham, og hun blev boende hos ham til sin Død 1729;
af hans to Brødre døde den ene Joachim Frederik Ramus 1769 som Professor i Matematik; han blev henved 84 Aar gam
mel og var Universitetets Sensor; den ældste Broder Johan Daniel Ramus rejste udenlands, gik over til den katholske Kirke og døde 1762 som Bibliothekar hos Biskoppen af Kølin; mærkelig nok blev ogsaa en Fætter til Biskop C. Ramus, en Søn af Præsten i Norderhoug, Katholik.
Biskop C. Ramus var tre Gange gift;
først 1712 med Magdalene Cathrine Gos- bruch, en kjøbenhavnsk Bryggerdatter, som døde 13. Februar 1713 etter at have født en dødfødt Søn; samme Aar ægtede han Elisabeth Jacobsdatter Holst, hun døde 24.
8
August 1730 og var Moder til 11 Sønner og 1 Datter, men Halvdelen af dette Dusin døde som Børn; hans sidste Hustru, med hvem han levede i et barnløst Ægteskab fra 1735 til 1741, hed Sophie og var Datter af Konferensraad, Amtmand m. m.
Hans Seidelin til Hagestedgaard, og Enke siden 1728 etter Ivar Brinck, Præst, sidst ved Nikolai Kirke i Kjøbenhavn; hun var Brincks anden Hustru og fra dem ned
stammer den adelige Familie Brinck-Seide- lin.
Han døde 14. Decbr. 1762 og begravedes i St. Knuds Kirke; men den sidste Snes
Aar af sin Levetid led han under forskel
lige Svagheder; da han var 56 Aar, blev han angreben af Stær paa begge Øjne, og i et helt Aar var han aldeles blind; men Hofkirurgen H. F. Wohlert foretog en hel
dig Operation, saa han dog: saa nogenlunde fik Synet paa det ene Øje. Under disse triste Forhold var det ham en Trøst og Støtte at have boende i Odense sin Søn