Flo-den Kwai”. Selveste Flo-den russiske astronaut Gagarin var på besøg der. Vor lille overstyrmand filmede løs med sit nye Minolta smalfilmkamera, da han til sin store ærgrelse opdagede, at han havde glemt at fjerne blændeklappen for linserne!
Vi havde en skøn liniedåb, da vi gik fra Colombo, Vi havde fået nogle passagerer om bord, der var fra Canada, og de fik her mulighed for at opleve, hvordan en dansk jul fejres i søen.
Nel Law var den første, der kom ombord på NELLA DAN ved ankomsten til Melbourne.
Vi ankom til Melbourne kort før nytår, og Mrs. Nellie Law, som NELLA DAN var opkaldt efter, var den første australier til at betræde landgangen.
Efter lastningen i Melbourne gik turen til Mawson basen samt Davis. Vi sad fast i isen i Amundsen Bay, og det tog godt en uges tid. Flere skibe forsøgte at komme os til hjælp, men forgæves. Isen begyndte at slække efter ca. ni dage, og vi kom videre.
Heard Island havde været bemandet i en periode. En nordmand var leder af denne lille station. Jeg husker ikke hans navn, men han udtrykte selv at være den eneste fjeldabe på øen!
Hele rundrejsen varede ca. tre måneder, inden vi var tilbage i Melbourne. Heref-ter lastede vi blybarrer i Port Pirie, og her var vi nogle stykker, der oplevede at komme på kængurujagt.
Lasten skulle til Liverpool, så hele den lange rejse tilbage gik over Det indiske Ocean og Suezkanalen, Middelhavet og endelig England. I Wales var vi på bus-tur og så en meget skøn nabus-tur i denne del af UK. En aften var vi en hel flok fra
skibet i teater for at se operetten ”The student Prince”. Denne var ”limierne” ikke dårlige til at opføre!
Efter endt udlosning sejlede vi nordenom og ankom til monteringskajen på Aal-borg Værft i maj måned 1962.
Det var NELLA DANs første rejse til Australien og Antarktis.
Året efter.
Den første sommerrejse gik til Scoresbysund for KGH, og der var en del passa-gerer, bl.a. afløsere for lægefamilien og sygeplejersken i Scoresbysund. Det var på denne rejse, at en ung styrmand blev forelsket i sygeplejersken. Vi var flere, der oplevede forlovelsen om bord, hvor en maskinmester havde fremstillet forlo-velsesringe af messing, som kaptajnen omhyggeligt gav de nyforlovede på fing-rene. Ingen kan være i tvivl om, hvem dette par var – nemlig Gerda og Peter Granholm.
På turen hjemover oplevede vi at redde ti skotske fiskere, som havde drevet i deres redningsflåde i 36 timer efter, deres kutter var forlist. To af dem havde fået kuldeskader, men alle ti blev behandlet og forplejet på bedste måde. Et skotsk redningsfartøj overtog dem senere, og jeg stod ved siden af lægefruen, fru Ne-sted, som sagde: ”Så kok, nu kommer NELLA i avisen!”. Og det gjorde den, for de eneste, der havde tid til at fotografere, var messedrengene – og de solgte billederne til EkstraBladet ved ankomst København.
Nel Law var en meget dygtig tegner og maler.
På anden rejse til Østgrønland afløste Ruben H. Nielsen hovmesteren. Vi skulle til Danmarkshavn, men for at få en isrecco ville skipperen til Mestersvig. Vi bræk-kede os gennem isen, men to skibslængder før vi nåede kystvand, begyndte isen at skrue. Det var så voldsomt, at rorstammen blev trykket ud i borde, og styrema-skinen blev revet ned af soklen. En større operation, som vore dygtige maskin-mestre klarede.
Et par dage efter kom vi til Mestersvig, hvor Leif A. Petersen lå med KISTA DAN.
Sammen var de to kaptajner på isrecco. Derefter kom vi godt til Danmarkshavn, hvor man havde en lille moskuskalv gående. Det lille væsen, som havde fået navnet ”Bessi”, havde vi med til Zoo i København.
Vi kom på værft i Aalborg for at for ordnet rorskaden, og her lå vi sammen med KISTA og MAGGA, og en aften var vi en flok fra alle tre skibe, der tog en tur til Sebbersund Kro for at spise ål. En herlig aften, der sluttede på Ambassadeur.
Ruben Nielsen skiftede til MAGGA DAN, og jeg fik min første tur som hovmester til Østgrønland. Jeg fik kok Henning Weinrich Sørensen om bord, og på samme rejse mønstrede en messelærling, der skulle opnå 45 år til søs, nemlig Hans Sønderborg.
Den 2. november 1962 afmønstrede jeg og gik på hovmesterkursus, og en dag fik jeg besked fra rederiet, om jeg ville mønstre NELLA DAN. Den kok, de havde fået, turde de ikke tage med til Antarktis, så jeg blev bedt om at rejse derned. De vidste, at jeg i Australien havde en bror, som gerne ville hjem, og jeg fik tilladelse til vederlagsfrit at tage ham med efter endt rejse til Antarktis.
Vi havde en god tur, hvor Gunnar Berthelsen var skipper som afløser for Hans Chr. Petersen, der var hjemme for at fejre sin 50 års fødselsdag. Vi sluttede turen af med at besøge Kerguelen samt franskmændene på Dumont d’Urville. Herefter Macquaire Island inden Melbourne.
Herfra gik vi til Port Pirie for at laste blybarrer og tilbage til Melbourne for at tage tomme atomreaktorer med til Liverpool. Vi måtte ikke gå gennem Suezkanalen med denne last, så det gik hele vejen rundt om Sydafrika med bunkeranløb i Ca-pe Town. Her mødte min bror og jeg nogle af vore venner, som var emigreret til Sydafrika.
På rejsen nordover havde vi godt vejr hele vejen til Liverpool, men derfor kunne ens bror godt blive søsyg, når NELLA med sin tunge last rullede i dønningerne.
Det glemmer vi aldrig, og vi vil altid tænke på denne særlige rejse, som vi begge den dag i dag er taknemmelige for.
Efter England gik vi til Aalborg Værft, hvor jeg afmønstrede 14. juni, 1963.
Det blev ikke min sidste tur med NELLA, for der blev kaldt på mig et par gange mere.
NELLA DAN
1962-63 Kaptajn: Gunnar Berthelsen.
Hans Sønderborg
Fra messedreng til hovmester - 45 år til søs.
I løbet af sommeren 1962 afsluttede jeg skolen med realeksamen og stod tem-melig usikker på, hvad jeg så ville. At blive i landsbyen og få en eller anden lære-plads, endsige fortsætte i gymnasium var helt out of the question!
Gennem en bekendt havde jeg mødt en fyr, der havde været ude at sejle, og han kunne selvfølgelig fortælle en masse historier fra de varme lande. Det gik jeg så og tænkte lidt over på det møbelværksted, hvor jeg var begyndt som arbejds-dreng. Efter nogen tid skrev jeg til en række af de store rederier og forespurgte, om de havde mulighed for at ansætte mig til et eller andet.
Mit kendskab til søfart var rent nul, men det tænker man jo ikke meget over, når man blot er 17 år.
Efter en måneds tid i spændt venten var der en dag et telefonopkald fra JL. De tilbød mig en hyre som messelærling på NELLA DAN, som lå i Aalborg.
I ventetiden havde jeg fået anskaffet mig en søfartsbog, og diverse lægeunder-søgelser og TB-underlægeunder-søgelser var bragt i orden. Da det var meningen, jeg skulle mønstre næste dag, var det jo bare at sige ja uden betænkningstid. Det gjorde det ekstra nemt, da jeg et par dage i forvejen havde læst en artikel i Jyllands-posten netop om NELLA DAN og dens rejse til Australien og Antarktis. Destinati-oner der dengang var uden for rækkevidde for de fleste.
Så 29. september 1962 tog jeg toget til Aalborg og en taxa til værftet (man er vel stor i slaget), hvor NELLA var i tørdok.
For en lille bondedreng fra Vestjylland, der kun havde set nogle små skibe i enten Skive eller Struer havn, var det et imponerende syn at se det, med nutidens øjne lille skib, ligge fuldstændigt tørlagt.
Her startede det, der bare skulle have været en engangsoplevelse, men endte med at blive en 45-årig karriere til søs.
Det var en lørdag sidst på eftermiddagen, og der var ikke mange om bord, men jeg fik da anvist et kammer (2-mands). Efter et par dage sejlede skibet til Køben-havn, hvor vi lastede på KGH til Østgrønland.
Der var jo mange spændende ting, der blev lastet, og det var jo unægtelig mere spændende at være ude på dækket og se, hvad der foregik, frem for at vaske messer og gange. Det resulterede jo selvfølgelig i, at jeg og en anden messe-dreng blev hentet ind til hovmesteren til en skideballe. Det var jo fair nok.
En anden skideballe, jeg fik i samme periode, fandt jeg knap så fair. Jeg var jo blevet sat til at passe officersmessen og havde også fået at vide, at der skulle vaskes gulve osv. Jeg fandt også en spand i pantryet og gik i gang. Pludselig var der en ”sortfodsindianer” (maskinmand/red.), der stillede sig op og væltede en masse shit ud over mit syndige hoved. Jeg kunne jo ikke vide, at skibet var delt
op i en rød, gul og grøn zone. Forstået på den måde, at røde spande tilhørte ma-skinen, de grønne dækket, og så var der de gule, som tilhørte restaurationsafde-lingen.
Jeg var i min uvidenhed kommet til at forgribe mig på en rød spand. Herren se i nåde. Den slags tåbeligheder slap vi da heldigvis af med i løbet af de næste 20-25 år, da det hele blev ensfarvet.
Min første rejse var som sagt til Grønland, og jeg var på forhånd af de andre messedrenge advaret om, at NELLA DAN var noget af en rulleæske. Vi var da heller ikke kommet langt norden for Skagen, før det hele væltede. Jeg vil sige, at jeg lærte at dække bord og sikre det med våde duge og diverse slingreribber på den hårde måde.
En eftermiddag skulle jeg på broen med eftermiddagskaffe til den vagthavende, og jeg fik mig slæbt op af alle trapperne med en bakke med kaffe, brød, smør, ost og marmelade. Da jeg så åbnede døren til bestiklukafet, satte skibet hårdt i søen, og hele forskibet forsvandt i vand – kun et par master stak op af vandet. I min befippelse kom jeg til at vippe bakken, så det hele røg på dørken. Da savnede jeg sgu lige pludselig min mor. Men hun var der jo ikke, og en vranten stemme beordrede mig til at få det samlet op og hente noget nyt i en allerh…’s fart.
Jo, man lærte hurtigt, at man kun havde sig selv at stole på. Men børnesygdom-mene blev nu hurtigt overstået, og i løbet af kort tid fandt jeg ind i rytmen og be-fandt mig særdeles godt om bord.
Kaptajnen var Hans Chr. Petersen – selvfølgelig en bøs herre i en messedrengs øjne. Maskinchefen var en færing, Jørgen Joensen, Hovmester var Ernst Lindahl og kokken hed Weinrich Sørensen. Ham mødte jeg senere på ANITA DAN. Så kan jeg huske en enkelt af messedrengene, nok mere fordi jeg mange år senere kom til at sejle sammen med hans far i Ove Skou. Ellers er de alle forsvundet i glemslens mørke.
Første stop var Qutdleq. Så vidt jeg husker bare en vejrstation af en eller anden art. Ikke specielt interessant, når nu øjnene var rettet mod Australien. Næste stop var Ammassalik, som jo var lidt mere by. Den gang var der ikke kaj, så når man skulle i land, var det med båd. De efterfølgende 10 år var jeg i Ammassalik stort set hvert år.
Det var jo turen til Australien og Antarktis, der havde min store opmærksomhed.
Tilbage i København blev der skiftet en stor del af besætningen. Mange af de faste, der havde haft ferie løbet af sommeren, kom tilbage. Blandt andet kom der en ny kaptajn, Gunnar Bertelsen, der havde sin kone og to sønner med. Jeg me-ner også, at overstyrmand Kilden Pedersen havde kone og to piger med på samme rejse.
Første stop var Fowey på Englands sydkyst. Vi lastede chinaclay til Burnie på Tasmanien. Vi fik også nogle passagerer med. Så vidt jeg husker 7-8 stykker, som skulle med til Australien. I Fowey, som jo reelt var min første udenlandske havn, opdagede jeg til min skræk, at mit skoleengelsk, som ifølge karakterbogen var rimeligt godt, ikke var meget bevendt.
Men sydover gik det jo en dag, og vi skulle bunkre i Ceuta. Det var mit første møde med en hel anderledes kultur og levemåde, end jeg nogensinde havde mødt. Det vrimlede med handelsfolk om bord, der tilbød alt mellem himmel og jord. Meget fascinerende for en førstegangssejler. Det blev endnu mere levende, da vi kom til Suezkanalen.
I den hjemlige realskole havde vi en præst til religionsundervisning, og denne præst havde i sine unge dage, vi taler om 20-erne, været missionær i Indien og fortalte gerne og længe om denne tid og også om turen gennem Suezkanalen.
Med vanlig vestjysk skepsis havde jeg lyttet til historier om, at der var grønt og frodigt på den ene side og kun sand på den anden. Men jeg måtte jo konstatere, at sådan var det, og sådan er det jo stadig i grove træk. Jeg fik aldrig lejlighed til at beklage min skepsis overfor præsten.
Men Suezkanalen var jo et eldorado af nye indtryk. Også her vrimlede det med handelsfolk, der proklamerede, at de tog mod alle slags penge: Danske, norske, svenske og bornholmske træpenge. Og at man kunne købe på bogen. Det havde vi nu fået at vide af kaptajnen, at det skulle vi ikke begive os ud i.
Jeg har været gennem Suezkanalen et utal af gange siden her, men netop denne første tur står for mig som noget af det mest grænseoverskridende. Mænd, der for rundt i kjortler, og ville sælge alt. En kæmpeoplevelse for en ung knægt. Det var første gang jeg løb ind i fænomenet bådfolk. Det er meningen, at de skal sejle trosser ind, hvis det skulle blive sandstorm, og en fortøjning i vigekanaler blive nødvendigt. Jeg har nu aldrig set dem i funktion – ligesom den medsejlende elek-triker heller aldrig har overanstrengt sig!
Vel nede gennem Rødehavet var vi inde og bunkre i Aden. Også en kæmpeople-velse på både godt og ondt. Jeg var temmelig rystet over at se folk ligge på forto-vet og sove bare på et stykke pap, men også meget fascineret af den vilde leben, der var i de forretninger, vi kom til. Det var stadig, medens englænderne var der, og så vidt jeg husker, var der forholdsvis roligt og fredeligt.
Nå, udover gik det, og på et tidspunkt skulle der afholdes Ækvatordåb. Jeg fik navnet SLØRHALEN og idømt en bod på 6 øl. Jeg var kommet til at tage livet af samtlige planter i officersmessen.
Der var en blomsterkumme mellem spisesalonen og rygesalonen, og en eller anden havde fortalt mig, at planterne skulle have substral. OK, jeg fandt en flaske substral i pantryet, og så fik planterne ellers en ordentlig dosis. Brugsanvisninger har aldrig været min stærke side, så jeg fik ikke læst, at det skulle fortyndes. Re-sultat: Få dage efter var samtlige planter gået til!
Lige op til julen 1962 ankom vi til Burnie på nordsiden af Tasmanien. Det var før-ste gang i mit liv, at jeg ikke skulle være hjemme til jul og nytår, og der skulle gå mange år, før det skete igen. Der var jo sol og sommer på denne årstid i Australi-en, og for første gang så jeg sodavand og øl på dåse.
Jeg tror nok, vi lå i Burnie en uges tid, før vi sejlede til Melbourne, hvor vi begynd-te at lasbegynd-te til Macquarie Island. Det var her, jeg for førsbegynd-te gang så pingviner og de store, imponerende søelefanter. Når man kom ind med amfibiefartøjet, lignede det jo bare store sten, der lå og flød i vandkanten.
Ind til iskanten, og så var vi der.
Macquarie Island var jo som bekendt stedet, hvor NELLA DAN 25 år senere mødte sit triste exit. Jeg var på det tidspunkt hovmester i rederiet Skou’s OVE SKOU, og det skar mig dybt i hjertet, da jeg læste om det i søfartspressen. Jeg kunne dog heldigvis glæde mig over, at alle kom fra skibet uden skader.
De første tre måneder, jeg var i NELLA DAN, var jeg messedreng i officersmes-sen. Efter en lidt kaotisk start fandt jeg ud af, at jeg havde det fantastisk godt. Jeg havde et godt forhold til officererne. Man var selvfølgelig De’s med dem, det var man dengang, når man var nederst i hierarkiet.
Jeg var også godt klar over, at det jo ikke var en livsstilling. Det har jeg vel nok ytret noget om, for en dag blev jeg forespurgt, om jeg kunne tænke mig at skifte til at blive kælderdreng for så eventuelt senere at blive koksmat. Det kunne jeg, for jeg havde allerede besluttet, at i maskinen ville jeg under ingen omstændig-heder være, og at gå dæksvejen var ikke muligt, da jeg gik med briller med glas så tykke som hinkesten.
Efter Macquarie Island returnerede vi til Melbourne og begyndte at laste til baser-ne. Wilkes, Mawson og Davis, hvis jeg ikke husker helt galt.
På vejen nedover kan jeg huske, at en af de australske passagerer var blevet syg, og det må åbenbart have været alvorligt, for vi sejlede ind til Albany, hvor han blev landsat.
Også en dansk matros, Elmer Mortensen blev på denne tur syg og evakueret med helikopter fra den amerikanske base McMurdo. Herfra blev han overført til Christchurch på New Zealand, hvor han i øvrigt senere døde den 6. april 1963.
NELLA DAN ved Heard Island.
Jeg kan på mit hyreregnskab fra den tid se, at der har været en indsamling til en krans. Jobbet som kælderdreng var meget anderledes end som messedreng.
Masser af arbejde og det værste var jo, at vejret næsten aldrig var til at have med
at gøre. Dagene flød ud i et, hvor det kun drejede sig om at arbejde og sove. Jeg husker en morgen, da jeg kom ned i provianten og opdagede, at der var gået hul på en 10 liter dunk med sirup, der så var flydt ud over hele dørken. Da var jeg rimelig træt af det hele, men jeg fik styr på det.
På et tidspunkt var vi også inde ved den franske ø Kerguelen, og der var alt og alle, der kunne undværes af passagerer og besætning, inviteret til spisning. Det var jo et herligt afbræk i dagligdagen.
Jeg kan ikke huske, hvad franskmændene diskede op med af kulinariske herlig-heder, men jeg glemmer ikke, at der stod en stor vintønde med hane. Der hente-de man hente-den vin, man ville drikke. Det var nu før jeg fik smag for hente-denne herlige drik, men det var der andre, der havde.
Både franskmænd, australiere og danskere drak så meget, at nogle mente, de bare kunne tage basens motorbåd og sejle ud til skibet. Det blev der efterfølgen-de en efterfølgen-del ophidselse ud af.
På et tidspunkt var det slut med Antarktis, og vi vendte tilbage til Melbourne og lossede, hvad der skulle losses. På vej tilbage til Europa lastede vi blybarrer i Port Pirie, som ligger oppe i bunden af Spencer Bay eller Gulf. Jeg kan huske, at toget gik lige ned gennem hovedgaden. Der var i øvrigt heller ikke meget andet.
Nogle af officererne var på kængurujagt, men om de fik fat/skød nogle, kan jeg ikke huske.
Det var ikke bare bly, vi skulle have med. Også nogle udbrændte atomreaktorer, som skulle fragtes fra Melbourne eller der i nærheden til Liverpool i England. Det måtte jo på en eller anden måde have været noget halvfarligt stads, for der var møder om bord om det, og besætningen blev lokket med en ekstra måneds løn – ganske vist kun af grundhyren – for at gå med til det.
Det blev til en check på 131,00 kroner til messelærlingene. Om det reelt havde nogen betydning, hvad besætningen ville eller ikke ville, kan jeg nu have mine tvivl om. Der blev blandt andet kørt meget på, at strålingsfaren var mindre end fra et armbåndsur. Det har sikkert været godt betalt, for det betød også, at vi ikke kunne/måtte gå gennem Suezkanalen, men måtte syd om Afrika.
Det gav en lang sørejse fra Melbourne til Liverpool på 42 døgn, kun afbrudt af en bunkring i Cape Town. Det var første gang, jeg var i Cape Town og Syd Afrika i det hele taget. Uden at tage stilling til det daværende styre i landet, blev jeg alle-rede den gang meget betaget af byen, som jeg senere i livet kom til at besøge et utal af gange.
Efterhånden var vi jo ved at nærme os afslutningen af denne rejse, og spørgsmå-let, om jeg skulle være koksmat og som sådan i lære som kok, blev bragt op igen. Jeg var kommet til den erkendelse, at livet til søs passede mig helt fint. Jeg var også klar over, at skulle jeg fortsætte til søs, måtte det blive i restaurations afdelingen. Jeg havde luret mig til, at jobbet som hovmester lige var mig. Det var målet med at gå i lære som kok.
I starten af juni 1963 kom vi endelig til Liverpool, hvor både blyet og atomuvæs-net blev losset. På samme tidspunkt fik jeg at vide, at jeg ved ankomst til Aalborg