Vi lå ved Butlers Wharf tæt ved Tower Bridge, og da skibet lå på floden og gik op og ned med tidevandet, blev vandets højde i besøgsøjeblikket nøje udregnet, og en speciel trappe blev konstrueret. I pakhuset, som dronningen nødvendigvis måtte igennem, blev alle vægge og søjler indhyllet i gaze! Dronningen fik forevist skibet af kaptajnen, og inden hun gik i land, fik alle officererne, som var linet up på styrbords side af luge 2, et kongeligt håndtryk. I forvejen var vi blevet instrue-ret om ikke at trykke for hårdt. Der fulgte en del invitationer med, blandt andet var vi 4-5 af de øverste officerer, der blev inviteret til afskedsbanket i Royal Geographical Society, et meget festligt arrangement, med modtagelse af en liv-reklædt tjener, der højt forkyndte vore navne og status.
Efter majestætens besøg blev der stort rykind ved Butlers Wharf.
Der var stor dækslast af benzin, flyvemaskine m.m. da vi den 15/11 stod ned af Themsen. Udfor Gravesand ankrede vi op, og et lille skib lagde til langs siden, hvorfra vi lastede den nødvendige dynamit.
En spændende rejse var begyndt.
Vi ankrede op og aflagde en høflighedsvisit på Madeira nogle få timer, førend vi fortsatte til Montevideo i Uruguay for bunkring. Sidste station før Antarctic var South Georgia, hvor vi lagde til ved hvalfangerstationen i Grytviken. Igen blev vi inviteret ud til bestyreren af stationen, og ligeledes afholdt Dronningens repræ-sentant på stedet en større banket til ære for ekspeditionen, hvortil vi også var
indbudt. Vi var der, medens der endnu blev fanget hvaler, og der var en forfærde-lig stank overalt i hele bugten fra kogeriet.
20/12 forlod vi South Georgia, og kun 2 dage efter nåedes iskanten. Da der lå et langt stykke foran os gennem isen, besluttede kaptajnen, måske belært af smer-tefuld erfaring på KISTA DAN, at han og jeg skulle skiftes til at manøvrere skibet fra tønden.
Da vi kun var 2.styrmænd skulle jeg have en styrmandsaspirant med på min vagt, medens kaptajnen gik vagt med 2. styrmand. Aspiranten og 2. styrmand fulgte med i navigationen på broen, idet vi navigerede fra isbjerg til isbjerg ved hjælp af radaren. Det var ikke særligt præcist, men det var den bedste måde at holde be-stikket på. Solen viste sig kun sjældent, når vi lå så tæt ved iskanten, og når den endelig var der, havde vi ingen kiming at referere til på grund af den ujævne is.
Efter et par dage i isen, brød solen pludselig igennem, og da jeg tilfældigvis be-fandt mig på broen, greb jeg lynhurtigt en sekstant og tog en solhøjde. Da jeg fik den regnet ud og sat ud i kortet, faldt den så langt udenfor vor bestikregning, at jeg anså den for at være forkert. Jeg mente, at jeg enten havde set forkert på kronometret eller aflæst sekstanten galt. Der var ingen chance for at gentage målingen, for solen var allerede forsvundet. Bare ærgerligt, tænkte jeg.
Når isen presser, må alle hjælpe til. Det er Dr. Fuchs yderst til højre.
Næste nat satte isen pludselig sammen, medens jeg styrede skibet fra tønden.
Jeg stoppede maskinen og gik ned på broen for at afvente bedring i issituationen ved næste strømskifte.
Almindeligvis kontrollerede vi én gang om dagen, at master gyrokompasset der befandt sig i et specielt rum i bunden af skibet, var overens med slavekompas-serne på broen og i tønden. Det var en fast procedure, der blev brudt, da vi lagde vagterne om på vej ind i isen. Jeg sendte derfor aspiranten ned i gyrorummet, for at vi kunne sammenligne med slaverne. Til min rædsel konstaterede jeg, at der var 15 graders forskel. Jeg tænkte tilbage:
Hvornår kunne denne fejl være opstået og hvorfor? Så kom jeg i tanke om den
"mislykkede" solhøjde, jeg havde taget dagen i forvejen.
Var den måske alligevel rigtig? Efter nogen overvejelse gik jeg ned og purrede kaptajnen og meddelte ham mine observationer.
Fra vi gik ind i isen, var vi klar over, at der var ét bestemt område, vi skulle und-gå, da vi kunne blive grebet af en bestemt strøm og ende lige som polarforskeren Shackleton i 1915, der magtesløs så sit skib ENDURANCE blive skruet ned.
Havde gyroen så endda sprunget 15 grader til den anden side, så havde skaden ikke været så stor. Nu var der kun én ting at gøre: Så hurtigt som muligt at få vendt skibet, og komme ud af denne suppedas, og få kursen rettet op. Da det blev morgen, gik kaptajnen til Dr. Fuchs og underrettede ham om situationen.
Han tog det meget roligt. Så gik vi på jagt for at finde årsagen til uheldet. Samtli-ge klemkasser blev undersøgt, og ved en samling fandt vi en løs skrue, der hav-de bevirket en kort strømafbryhav-delse i forbinhav-delse med, at vi sandsynligvis havhav-de tørnet en isskosse hårdt. Hverken før eller siden i min tid til søs, har jeg været udsat for, at der er opstået divergenser mellem kompasserne, så det må betrag-tes som sort uheld. Magnetkompasset kunne vi ikke hente megen hjælp fra på de breddegrader.
Vi havde en journalist med fra BBC, som skulle dække rejsen, og vi kunne natur-ligvis ikke holde dette hemmeligt for ham. Han borede meget i det og fik også stykket en "newsbulletin" sammen, hvor den ikke fik for lidt. Inden han afleverede telegrammet til telegrafisten, skulle han have Dr. Fuchs underskrift. Han læste det og sagde: "Det kan De ikke sende" - og rev det i stykker. Det glemte vi ham aldrig for!
Vi avancerede ret hurtigt nordpå igen og var heldig og fandt en "issø", hvor det var muligt at få flyet i vandet og få foretaget en isrekognoscering. Da jeg havde erfaring med dette, blev det mig, der udførte den. Den viste, at vi kunne skyde en genvej for at komme på rette spor. Desuden fik vi kontakt med en lille norsk sæl-fanger, der var chartret af Royal Society og den var, ligesom os, på vej til Halley Bay.
Han befandt sig i svær is. Jeg anbefalede ham at vende om, sejle få timer tilba-ge, følge en nærmere angivet rute og var så næsten i isfrit område. En del af vor last tilhørte ligeledes Royal Society og skulle losses i Halley Bay.
Det ærgrede os lidt, at han kom først, på grund af den ismelding jeg gav ham, men det ville være unfair ikke at meddele ham, hvilken situation han befandt sig i.
Gods til Halley Bay var hovedsagelig ting, som den lille norske sælfanger ikke havde plads til eller var i stand til at løfte med sit spinkle lossegrej. 3/1 1957 nåe-de vi landvand ved isshelfen og kunne sejle fuld fart i isfrit farvand, til vi dagen
Det tunge materiel blev anvendt på den lange tur.
efter nåede Halley Bay. 12/1 var vi udlosset og sejlede til Shackleton, som nåe-des dagen efter.
Basen var blevet oprettet året i forvejen af Fuchs, der til formålet havde chartret en lille canadisk sælfanger THERON. Den var stærkt forsinket nået frem, efter at den havde siddet fast i isen godt 3 uger. Det var så sent på sæsonen, at isen, hvorpå de havde losset godset, brækkede op i en storm, og en masse udstyr og brændstof gik tabt.
Det var meget svært for os at finde et sted at losse, idet isbarrieren varierede i højde fra 4,5 m til 30 m. Dertil kom, at solen var så kraftig om dagen, at det blev et ælte at køre i, og traktorerne havde besvær med at trække slæderne op til lej-ren. Det var derfor nødvendigt at bytte om på dag og nat. Godset blev bragt et godt stykke ind i "landet", så man ikke risikerede at miste det i lighed med det foregående år. Ekspeditionen fik prøvet deres "Sno-Cat"s af, og det viste sig, at der var en fundamental fejl i batteriernes placering. Vores maskinchef så på pro-blemet, og brugte mange timer på at modificere dem alle. I det hele taget havde vi et meget fint forhold til ekspeditionen, og Dr. Fuchs var usædvanlig let at ar-bejde sammen med. Den 28. januar var vi udlosset og var klar til at sejle nord-over igen. Vi havde ikke megen is på udturen, og efter få dage anløb vi South Georgia igen for at laste hvalbenmel til Hamburg.
For første gang fik vi kraftig vind og sø ind på låringen, og det viste sig, at skibet næsten ikke var til at styre på selvstyreren, idet den svingede ca. 30 grader fra
side til side. Vi prøvede så at håndstyre, men det blev det kun værre af, idet den nu svingede op til 45 grader til begge sider.
Et andet problem var, at skibet havde kraftige vibrationer og rystede, hvilket især var mærkbart i apteringen på hoveddækket og under hoveddækket. Vibrationer-ne var ledsaget af støj, der kom fra propellen. Således var det helt umuligt for mandskabet at tale sammen i mandskabsmessen. Det var ting, vi rapporterede hjem, idet vi håbede, at byggeværftet gik i tænkeboks for at finde ud af, hvad det skyldtes, og hvorledes fejlene kunne afhjælpes. Det var måske også på grund af vibrationer, at vi havde fået det fatale strømsvigt på gyroen. I midten af marts satte vi passagererne af og lossede returgodset i London.
MAGGA DAN gik i dok i Ålborg, hvor man skar af skruetipperne samtidigt med, at rorarealet blev forøget. Det hjalp en del på både rystelserne og styringsproble-met.
Dr. Vivian Ernest Fuchs ledede Den Transantarktiske Ekspedition.
Da den var vel gennemført, blev han adlet og tituleredes derefter Sir Vivian.