En beretning om min tid i J. Lauritzens polarskibe Grønland og Antarktis.
KISTA DAN 1954-55
Den 20. juli 1954 mønstrede jeg som letmatros i KISTA DAN, der lastede til Nordøstgrønland i København. Skipperen var Hans Chr. Petersen og overstyr-mand K. Hindberg. Vi havde to rejser til Ammassalik i syd og Daneborg i nord. Vi skulle have været til Danmarkshavn, men måtte opgive grundet for meget is.
Midt i oktober gik rejsen sydover. Skipperen var stadig H. C. Petersen, overstyr-mand Vilhelm Pedersen, maskinchefen var Ingemann Krat og hovmesteren Ru-dolf Kristensen.
Rejsen gik via Aden for bunkers til Melbourne for at laste til Macquarie Island og derefter tilbage til Melbourne for at laste alt udstyr til Antarktis.
Vort første stop var Heard Island; rejsen dertil havde været ret hård, og noget af vor dækslast, blandt andet en stor motorbåd på 1-lugen, var røget over bord.
Heard Island havde dengang en bemandet vejrstation, som vi skulle flytte til Ant-arktis, og det tog nogle dage, da lasteforholdene var ret vanskelige. Vi brugte skibets motorbåd og gummipram. Vi havde også slædehunde med videre.
Rejsen gik først til station Mawson, som KISTA DAN havde været med til at op-rette året før. Der lå vi i tre uger, da vi ikke alene skulle losse, men også hjælpe med at oprette stationen. Vi var ret heldige, da losseforholdene var gode grundet næsten ingen is ved ankerpladsen.
Fra Mawson gik turen til området ved Olav Pryds Bugt, hvor vi skulle udforske og finde plads til en vejrstation. Vi skulle sejle ind i bunden af bugten, og efter de
kort og luftfoto, vi havde, skulle dette være muligt, men da vi kom frem, viste det sig, at det, som skulle være farbar for os, var selve iskalotten!
Landgang 1954
Vi sejlede derfra til Magnetic Island for at opmåle og positionsbestemme øen.
Turen tilbage til Melbourne gik via Heard Island samt Kerguelen Island, hvor vi hentede franskmændenes post og fik en god aften i land. Derefter Melbourne med returgods og landsætning af ekspeditionsmedlemmer.
Fra Melbourne sejlede vi til Port Pirie nær Adelaide, hvor vi lastede korn til Rot-terdam. Her kom Vivian Fuchs, Einer Mikkelsen og Knud Lauritzen om bord, og vi sejlede derfra til Svendborg for, at d’herrer kunne se Kogtved. Det var en lørdag-søndag, og mandag skulle vi være lasteklare ved KGH i København. Vi var man-ge, der var sure! Vi havde ikke set vore familier i halvandet år!
Ved ankomsten til København kom Knud Lauritzen om bord og inviterede hele besætningen til kaffe hjemme hos ham i Hellerup. Der kom en bus og hentede os. Vagten i skibet blev varetaget af folk fra kontoret. Mange af vi unge ville nok hellere have været i byen, men jeg tror dog alle tog med. Knud Lauritzen viste film fra vores tur. Filmen var sendt fra Australien.
I København blev der lastet til Vestgrønland, og retur havde vi kryolit fra Ivigtut.
Efter udlosning af kryolit i Kalkbrænderihavnen var der weekend, og næste last til Østgrønland skulle først begynde en uge efter. Derfor fik alle fri til at rejse hjem.
Da vi rejste, havde KISTA DAN den for rederiet normale lysegrå farve, men da vi
kom tilbage ugen efter, troede de fleste, at de var gået forkert eller havde drukket for meget. KISTA DAN lå der stadig, men nu var den postkasserød.
Det var rederiets første forsøg med den røde maling, som senere blev vartegnet for JL’s ishavsskibe. Uden overdrivelse var der mange, som spurgte, om vi var et fyrskib!
Vi sejlede hele sommeren på Nordøstgrønland. Blyminen ved Mestersvig var ved at blive etableret, og vi sejlede alt godset. En del blev lastet i Akureyri på Nordis-land, og da sommeren gik på hæld, var Mestersvig oprettet.
På disse rejser havde vi skiftende overstyrmænd, da nogle af de unge kaptajner måtte tage tørnen for at lære ishavssejlads af Hans Christian Pedersen. Det var Laurits (målmand) Nielsen, (Tordenskjold) Åberg Nielsen og H. Møller Pedersen.
Da vi ankom til København sidst i september 1955 måtte jeg afmønstre og tiltræ-de søværnet, hvor tjenesten også blev Grønland: Grønnedal og Catalinaen som handy mand. Vel hjemme fra søværnet havde jeg nogle afstikkere til rom og coke farten, Sydamerika og Caribien.
THALA DAN ved iskanten.
Sydpå igen
Fra kaptajn Hans Christian Petersen fik jeg et praj om, at THALA DAN var under bygning i Aalborg, og jeg afmønstrede i New Orleans, hvorefter jeg rejste til New York og fik hyre på et skib til Danmark. Den 8. oktober 1957 mønstrede jeg i ny-bygningen THALA DAN på Aalborg værft som matros. Skipperen var Kaj Hind-berg, overstyrmand Hans Nielsen og 1. styrmand Eric Sørensen.
Turen gik mod Antarktis. Vi lastede kork i Spanien og kartofler i Beirut. Første lossehavn for kartoflerne var Colombo i Sri Lanka. Det blev ikke til ret meget, da landet lige var blevet selvstændigt, og havnearbejderne var på fast løn. Det resul-terede i, at der kun blev losset nogle få sække hver dag. Da kartoflerne begyndte at rådne, måtte vi sejle igen og losse resten til søen. Vi fortsatte til Singapore med korken og derefter Melbourne.
Her lastede vi til Macquarie Island og retur til Melbourne og derefter last til Ant-arktis. Kursen blev sat mod Mawson, men allerede nogle dage efter afgang mi-stede vi en stor del af dækslasten, særlig olie- og benzintønder. Der var meget is ved Mawson, og al losning foregik med slæder trukket over isen til land via blok-ke fastgjort i land og skibets agter spil. Turen gik derefter videre til Davis, hvor vi lå i længere tid for at bygge stationen. Derefter til den russiske station Mirny på høflighedsvisit og tilbage til Melbourne.
Herfra sejlede vi til Sidney, hvor der blev lastet 1.500 levende får til Eilat i Israel.
Rejsen over Det indiske Ocean og Rødehavet var et mareridt for det meste af besætningen grundet varmen. Skibet havde et godt klimaanlæg, men kaptajnen bestemte, at der kun måtte være kulde på øverste etage. På de næste etager, hvor officererne boede, var der heller ikke sat kulde til, men der kunne vinduerne åbnes. På nederste dæk, hvor de menige boede, kunne man ikke åbne koøjerne, og varmen var uudholdelig. Vi begyndte at finde udendørs sovepladser på øver-ste dæk, hvor der var brise og ingen røg vand.
Så kom der skrivelse på opslagstavlen, at øverste etage udendørs kun var forbe-holdt kaptajn/maskinchef/overstyrmand – næste etage udendørs var forbeforbe-holdt øvrige officerer. Det endte med, at alle vi menige måtte slå telt op på lugen og opholde os der.
Efter udlosningen i Eilat sejlede vi til Valencia for at laste appelsiner. Rejsen gik med at rengøre lasten for får -efterladenskaber, som var trængt ind i garneringen.
Vi ankom til Valencia med åbne luger og fik lasten godkendt til appelsiner, men da vi nåede til lossehavnen Liverpool og åbnede lugerne, lugtede det mere af får end af appelsiner.
Vi gik fra Liverpool mod Aalborg, hvor vi kunne have været dagen før påske, men kaptajnen turde ikke gå gennem Pentland Firth og sejlede nordenom. Det resulte-rede i, at vi ikke nåede at komme hjem til påske.
Efter dokning i Aalborg var vi oplagt nogle uger, og alle afmønstrede undtagen overstyrmand Hans Nielsen, en maskinmand og undertegnede.
Da vi atter afgik mod København for at laste til Grønland, var Hans Christian Pe-tersen kommet som kaptajn og overstyrmand var Leif A. PePe-tersen. Første tur tll Grønland gik med materiale til Kulusuk, hvor der skulle bygges en radarstation og flyveplads. Vi lå som hotelskib for de første håndværkere, der skulle bygge huse til amerikanerne, som senere kom med deres store landgangs både med mate-rialer og personale. Medens vi lå der, måtte vi hver uge lette anker for at finde et vandløb, hvor vi kunne agterfortøje og fylde vand via tragt og slanger.
Grønlandsturene var hovedsagelig med last til pladserne Scoresbysund /’Daneborg /Mestersvig og returlast med bly fra Mestersvig til Antwerpen. Vi
hen-tede også en del materiale fra de lidt større JL - ishavsskibe: THORA DAN og ANITA DAN, som kun kom til iskanten ud for Kong Oscars Fjord. I hele den peri-ode var overstyrmanden fra KISTA DAN, Vilhelm Pedersen, blevet ansat sam-men med en pilot til isrecognosering, som var os en stor hjælp til at finde vej i isen.
I næsten hele perioden havde vi skibsreder Knud Lauritzen om bord, hvor han hjalp med alt forefaldende arbejde – nogle gange gjorde han det lidt besværlig for besætningen. Vi havde en overgang de gamle polarforskere, Peter Freuchen og Ejnar Mikkelsen med om bord. De var nogle ret behagelige personer og ret kloge – måske lidt for kloge!
Adéliepingvin på rede. Velkommen til MAWSON.
Ved nogle af disse rejser blev Hans Christian Petersen afløst af kaptajn Åberg Nielsen. Han var en meget speciel herre. Altid i fuld ornat, uanset om han sad i istønden eller gik på værtshus i Antwerpen.
Til Antarktis igen
Grønlandsfarten sluttede igen om efteråret, hvor kursen blev sat mod Australien med Hans Christian Petersen som kaptajn og Leif A. Petersen som overstyr-mand. Vi gik til Spanien og lastede vindruer og kork til Singapore og derefter til Melbourne.
Vi gjorde først den sædvanlige Macquarie tur. Det var ret spændende, da vi også skulle losse til et depot på sydspidsen af øen, og det var under meget dårlige vejrforhold. På rejsen havde vi også en malkeko med, som med stort besvær blev losset ved hovedstationen. Rejsen sydpå gik igen til Mawson via Heard
Island. Derefter Davis, hvor vi under anduvningen rendte på et skær og fik et 2,5 m hul i boven.
Vi brugte en uges tid på at lave en kasse af cement og pingvinlort for at lukke hullet. Rejsen måtte dog afbrydes, og vi returnerede til Melbourne den 4. marts 1959. Her gik vi i dok for reparation af boven ved et skibsværft, der lå ret overfor, hvor vi plejede at laste ved den sidste kaj før Spencer Street Bridge. Der er ikke skibsværft længere, men museum, hvor man blandt andet kan se en del om is-havsskibene. Det blev min sidste tur med THALA DAN, idet jeg den 8. marts skif-tede til MAGGA DAN, der også var ankommet til Melbourne.
Kaptajnen på MAGGA DAN var H. Møller Pedersen, som var meget lystig og vellidt. Vi sejlede fra Melbourne til Sydney for at laste kød til New York samt en afstikker til Valparaiso i Chile med fire meget dyre præmievæddere. Disse stod i store bure på 1-lugen, og jeg blev udset til at stå for fodring osv., da jeg var fra landet!
Transporten var prøvet før, men vædderne var afgået ved døden. Jeg fik store instrukser om, hvordan de skulle behandles og fodres, og jeg havde ikke andet arbejde hele rejsen til Valparaiso.
DUKW'en beviser her sin anvendelighed.
Kort efter afgang fra Sydney brækkede ferskvandsgeneratoren ned med vandra-tion til følge. Omkring 20 sømil af Pitcairn brækkede styremaskinen ned, og vi drev rundt i mange dage før reparationen lykkedes. Vores vand slap op, og vi havde kun, hvad der kunne samles op af regnvand i presenninger. Ved
ankom-sten til Valparaiso var vædderne i god stand, selvom jeg havde fodret dem med mange ting, som ikke stod i kostanvisningen, såsom spejlæg og bacon. Nogle øl havde de også konsumeret. Jeg fik en god lønningspose af modtageren som belønning (det måtte jeg ikke fortælle de andre!).
I Valparaiso blev vi en del forsinket, da det var ret vanskeligt at samle hele be-sætningen ved afgang. Byen vrimlede med søde piger og gode værtshuse. Skip-peren blev også væk, da han skulle i land for at overtale nogle besætningsmed-lemmer til at gå om bord – han faldt vist over en sød forhindring! Vi sejlede deref-ter mod New York, men få dage før Panama kanalen havde vi igen maskinhavari og drev rundt i flere dage for at reparere skylleluftspumpen. Det bevirkede, at vi atter udgik for vand og måtte ty til regnbygerne. Vi var efterhånden også på pro-viantration, på grund af, at hovmesteren brugte mere tid på de søde damer på Cafe Roland/Skandinavien i Valparaiso end på skibshandlerne. Dog havde vi masser af kød i lasten, og det benyttede hovmesteren sig af. Vi fik mange dejlige bøffer.
Ved passage af Panama kanalen lå vi i Cristobal for bunkers. Der havde vi også problemer med at få besætningen om bord, da de gemte sig hos de sorte piger.
Vi kom først af sted, da kaptajnen endelig dukkede op. Vi måtte dog sejle uden donkeymanden, der rejste til New York på skibsklubbens regning.
Resten af turen til New York gik godt, og derfra i ballast til København for at laste til Grønland. Ved passage af Skagen sejlede vi side om side med THALA DAN, der var på vej til Aalborg fra Mombasa, hvortil de havde haft får med fra Australi-en. Hele sommeren sejlede vi på Nordøstgrønland, hovedsagelig til Mestersvig og radiostationerne, og med bly retur til København eller Antwerpen.
På skolebænken
Sidst i oktober 1959 afsejlede vi igen fra København mod Melbourne i ballast.
Kaptajn Møller Pedersen var kommet tilbage, og overstyrmand var Anton Moyell.
Fra Melbourne til Macquarie Island og tilbage til Melbourne for at laste til Antark-tis.
Også på denne rejse anløb vi først Mawson, hvor losningen tog ret lang tid grun-det dårlige vejrforhold. Derfra videre til Davis for losning.
Derfra skulle vi have været længere østpå langs kysten for at udforske noget nyt, men den ene helikopter havarerede på indlandsisen under en ekspeditionstur, og den anden måtte redde personerne. Det var en ret farlig opgave, da de ikke kun-ne lande, hvor havaristen lå, men måtte lande langt derfra og hugge vej genkun-nem isen. Vi fulgte dem fra skibet, og det så ret uhyggeligt ud. Ekspeditionschefen Phillip Law besluttede at afbryde rejsen, da videre færd med kun den ene heli-kopter var for farligt.
En anden årsag var også, at vi var ved at løbe tør for proviant. Under proviante-ring i Melbourne havde hovmesteren ikke haft tilstrækkelig viden til at få nok pro-viant om bord til sådanne lange rejser. Kaptajnen blev holdt ansvarlig, og dermed var hans tid som ishavskaptajn for australierne forbi, men hans ekspertise blev udnyttet i andre isfyldte farvande.
Rejsen til København blev foretaget i ballast. I København ommønstrede jeg til bådsmand, selvom jeg kun var 24 år - med speciel tilladelse fra Sømændenes Forbund og Forhyringskontoret. Aldersgrænsen var minimum 25 år.
Vor første grønlandsrejse gik til Sydvestgrønland, hvor vi på opturen var i Thors-havn for at laste en del små færøske fiskerbåde og 24 fiskere. De skulle fiske i Nanortalik-distriktet for KGH. Fiskerne havde fået udleveret deres spiritusration for hele kontraktperioden på 5 måneder. For at det ikke skulle gå ud over fiskeri-et, skulle spritten udryddes på de 5 dages rejse, vi havde til Nanortalik. Det var en hård tørn for færingerne, men de fik udryddet sprutten, og derefter var de klar til fiskeri, da deres både blev sat i vandet!
Efter udlosningen lastede vi på den gamle USA base Narsarsuaq til Oslo. Et norsk firma havde købt alle løse genstande på den nedlagte base.
Fra Oslo sejlede vi til København for at laste til Ammassalik, Scoresbysund, Me-stersvig og Daneborg. I lastrum 1 underlast var der kul og på mellem dæk 1 var der en del proviant til Scoresbysund. På opturen blev der selvantændelse i kulle-ne, og dermed var alt proviant på mellemdækket ødelagt af varmen. Det gav en del problemer i Scoresbysund. Ved anløbet til byen var fast isen endnu ikke brækket op, og vi måtte ligge fast ved iskanten ud for Cap Tobin. Hele losningen til Scoresbysund måtte foregå med hundeslæde til Cap Tobin. For at få losset dertil, måtte alle hundeslæder i distriktet spændes for den store lossepram i Sco-resbysund og slæbes ud til iskanten og dermed losning.
Kap Tobin, Østgrønland.
På hjemturen havde vi bly med fra Mestersvig til København. Da vi ankom til Kø-benhavn den 25. august 1960, afmønstrede jeg for at begynde på KøKø-benhavns Navigationsskole. Herfra blev jeg 2 år senere styrmand/ skibsfører, og jeg fortsat-te ud i den store vide verden på lidt andre betingelser end i de glade ungdoms-dage som menigt besætningsmedlem.
Som det fremgår af foranstående, var vi ret mange gange i Melbourne, hvor vi gjorde længere ophold – byen blev faktisk vort andet hjemsted.
Det kan, for de mennesker, der dengang kendte byen, virke lidt kedeligt, da alle værtshuse og lignende forlystelser kun havde åbent fra 10.00 til 18.00. Selv un-der olympiaden i Melbourne blev disse tiun-der ikke udvidet!
Vi var dog meget glade for byen, og vi lå altid ved honnørkajen lige før Spencer Street Bridge – altså næsten ret i byen.
Der fik vi en masse venner, som alle skulle se polarskibet og de tapre søfolk, som de havde læst om i aviserne. Særligt gode venner blev vi med politikorpset, som opholdt sig meget hos os.
For os var det ikke nødvendigt med taxi, da politiet kørte os rundt, hvor vi end ønskede os hen. Vi kom en del på kaffebarerne ved Luna Park i St. Kilda. De havde for det meste dans og levende orkestre samt en del damer.
Disse barer havde åbent hver aften fra kl. 18.00 til ca. midnat. Problemet var ba-re, at der overhovedet ikke var spiritusudskænkning. Men – på toiletterne sad der altid en person, som havde masse af små flasker spiritus til salg. Vi skulle bare ikke vise det frem inde i kaffebarerne!
Ved returrejsen til Melbourne fra Antarktis på THALA DAN’s første rejse var vi 8 unge mænd, der havde ladet hår og skæg vokse siden grønlandsfarten, og vi lignede nogle vildmænd. Vi aftalte en lørdag aften, at nu skulle vi lave lidt gas i byen, da det i disse år ikke var in med fuldskæg og langt hår.
Vi startede i vort stamværtshus Hotham, som lå ret tæt på skibet. Nabohuset havde en frisørsalon, hvor vi skiftevis gik ind for at få skægget studset og fik det lange hår sat med rødt bånd i nakken. Frisøren var ret forbavset ved, at det myl-drede med sådanne langhårede personer.
Om aftenen fik vi politiet til at køre os til byens største private klub, City Club, hvor vi allerede på sidste rejse var blevet medlemmer.
Vi sad alle samlet ved et bord, og det vakte stor forundring for de andre gæster i vores fine jakkesæt, som var en betingelse som medlem.
Så mange personer med sådanne frisurer og skæg havde de aldrig set. Vi havde en god aften, hvor vi var midtpunkt, og alle gav os drinks. At score en dame var ikke nødvendigt – vi kunne vælge og vrage som vi ville!
Næste dag var vi på forsiden af de lokale aviser med tekst som ”Vikingerne fra Antarktis!”
Pensioneret kaptajn Gustav Dam Sejersen.