MASKERNE.
eg staar og ser paa Maskerne, jeg bar, +2 de sammenfaldne Træk, de tomme Øjne.
De minder mig, sanddru i deres Løgne - mig selv jeg bag dem alle bliver var.
Nu har jeg kun det Ansigt, som jeg har, men over det er Spil af Skygger fløjne
og Lysets muntre Glimt sollette strøgne, og Sorg og Glæde deres Runer skar.
Jeg ganger for en svunden Tid at staa, og mens jeg uvant ved Sonetten piller
i andre Takter mine Tanker spiller.
Det var mit Liv, der bag de Masker laa —
og angst mig selv jeg dette Spørgsmaal stiller:
Passed mon nogen nu, tog du den paa?
SIMEON.
I _ I an ser sin Længsels Gud, den gamle Mand,
*■ et Nor, der græder, og et Nor, der lalier.
Han hører, Dødens nære Stemme kalder, men ingen ung er lykkelig som han.
Hans Hjærte strømmed fuldt af Livsens Vand og haardt paa sine stive Knæ han falder —
der er en Himmelvang i Templets Haller,
»
der kom igen en Gud til Kanaan.
Og henryktglad han bort fra Barnet gaar. ■— Saa fik du set een Fryd, Jerusalem,
før Blideregnen faldt og Porten sprang!
Med sine Duer munter Mirjam staar;
men Josef længes mod det fjærne Hjem, hvor Saven surrede og Øksen sang.
DRØMMERSKER.
er svømmer sorte Baade over Floden, og tavse Aarer blinker let deri.
Saa lægger Drømmerskerne langsomt bi — forventningsfuldt paa Land de sætter Foden.
Paa Livsens fjærne Træ er Frugten moden, men Hjærtet banker paa den mørke Sti.
Saa viger Skyggen, og de naar det fri,
hvor Sølvet drypper ned fra Sølverkloden. — Der staar en Ask paa Højens gamle Top,
der gaar en tung og sandet Vej derop,
men Verden venter paa den anden Side.
En efter en de svinder som en Prik,
og Asken nikker med et Alvorsnik. -—
De tomme Baade synker under Lide.
SIDSTE REJSE.
\ Ti gik ad smalle, gasbelyste Gader,
» over den lange, folkefyldte Bro, og derpaa vendte vi os begge to
mod Banegaardskompleksets graa Facader.
Han traadte ind med rejseiltre Lader, men mørk laa Vestibulen hen i Ro.
Et lille grønligt Lys langt ude lo —
under det blinked blege Skinners Rader.
Saa stod vi paa en øde, vid Perron.
Han saa sig hurtigt om med fjærne Blikke,l besteg en sort, den eneste, Waggon.
Jeg rakte Haanden frem — han tog den ikke.
Et Skrig — og saa begyndte Togets Flugt.
Dengang jeg famled bort, var Lyset slukt.
SKRINET.
"L Jar kastet mer end Perler nok for Svin, A ^ ubørstede og børstede! Og Legen
har været dyr, men Skatten var min egen — har haft min Moro, som enhver har sin.
Nu vil jeg lukke for mit Smykkeskrin, lukke det godt og sætte det af Vejen.
Hvor sært at mærke Nøglens trange Drej en og høre Laasens hæse, rustne Hvin!
Saa blev det gjort! Dog holder end jeg her en Perle af maaske lidt tvivlsomt Værd — jeg vender mig og slynger den i Blinde.
Men Resten bliver i det laaste Rum.
Du store Hav med Salt og Bølgeskum, hvi skaber du? Hvi lader du os finde?
BRYNHILD.
TV Tu flammer Himlen atter herligt op,
■i ^ som vi har set den i vor Ungdoms Drømme, og ind i Skæret springer Flodens Strømme
med røde Bølger og med høje Hop.
Jeg stirrer frem mod Fjældets lyse Top og strammer lyttende den lange Tømme:
Eet Navn jeg hører hver en Lyd berømme — det sitrer stærkt i Hestens slanke Krop.
Hen ad den gamle, kendte Vej den gaar, hvorad den fordum gik med Fafners Bane og guldbetynget Ryg en sagnfro Kvæld.
Jeg visker Skummet af de vaade Haar.
Du vil kun, hvad du vil — saa flyv da, Gråne!
Vi sover ud i Nat paa Hindarfjæld.
A N ADY OMENE.
F 'v et er en Stund i Verdens første Vaar — der ligger Regnbuglans om alle Lider, og fra hinanden Havets Bølger glider,
og ind de over alle Strande slaar.
Hun dukker op. Det svære, skilte H aar hun skønt og langsomt i en Knude vrider — og Vandet strømmer til fra alle Sider,
men op mod Himlens Højder let hun gaa*'.
Hun hører Sus i Skov og Brus i Flod,
og Luften er saa ru, at Foden saares — der drypper Purpurdraaber fra dens Hud.
Hun ser mod Havets Dyb, som hun forlod, og hendes Øje ler, mens Vippen taares,
og alle bly Violer springer ud.
Pil':
■pven unge Kvinde kyssede Catull,
U stenkolde var hans Læbers Marmorbuer,
og Sorgens Stjærne straaler over Stedet.
Du lever for mig i min fjærne Sang.
Jeg bringer dig en Krans endnu en Gang, en Asterskrans, som Dugg i Nat har vædet.
‘ r \
",T*
SONETTEN.
Teg savner Sangens Flugt i disse Ord,
som ordner sig i Fjorten linjers Rækker.
Stemningen sine sarte Vinger strækker, men kommer ikke op, hvor før den for.
Det er, som var den bundet til en Snor, hvori usynligfaste Hænder trækker —
Mod Højderne dens Drift den atter ægger, den gamle Drift, som endnu i den bor.
Jeg skærer Snoren over — Var der ingen?
Saa ligger Skaden vel et Sted i Vingen — stækkede er de lange, favre Fjer.
Skal ikke øge Smerten ved at klage.
Der gror vel Sving af det, der er tilbage.
Vi stiger atter opad, naar det sker.