i.
UNDER FORAARETS M A A N E
\ T u er der baade mørkt og lyst i Lunden, for Skyggerne er splittede af Skær.
Det lyser fra det lille, mørke Kær,
og der er Striber i Guldstjærnebunden.
«
Saa er da Trolddomstidens Nat oprunden med Skønhedssyner og med Elverfærd.
Det glimter mellem Kroner fjærnt og nær — saa veg en Kæde er der om mig vunden.
Jeg føler, ingen Kraft kan faa mig fri.
Saasnart jeg tror, at nu er alt forbi, begynder straks det samme Trylleri.
Og synger Suset ogsaa Morgnen ind,
saa dør dog ej din Magt, du hvide Skin!
Du kogler ud i Dybet af mit Sind.
«
II.
SOMMER I BY.
r \ e t - store Rosentræ er sprunget ud
^ og hilses tavst af Havens Hundredtusind, der langsomt vaagner, medens Vindens Susen strør Dugg i Glimt fra atter friske Skud.
Der drysses hvidt paa Plænens grønne Skrud, og Bien brummer, ør af Blomsterrusen —'
Jeg synes, jeg kan høre Blodets Brusen i Sommerfugl og Sommerfuglebrud.
Det vrimler for min Fod med muntre Myrer, og sikkert hjem mod Reden Svalen styrer,
og langsomt, langsomt, gaar den hvide Sky.
II Jeg drømmer hver en Nat i disse Nætter
om Byg, der bruser paa de vide Sletter, og vaagner til et varmt og tidligt Gry.
I' * • •4< . -• • ■ •-•
J
MENS SOMMEREN LIDER
III.
LØVFALDSSTUNDER.
Q a a kom jeg hid paany — nu rødmer Rønnen, og der er bart og brunt i Lundens Krat.
Men sine sorte Bær har Hylden sat,
og gyldent vugger Løvet ned fra Lønnen.
Langmodige Natur, skænk atter Sønnen en Sangerandel i din Løvfaldsskat!
Varm paa en væltet Plov jeg har mig og hører Havets nære, tunge Stønnen.
Alt sygner under sikre Tegn paa Ælde ■ jeg mærker mest de dybe Drag af Vælde og takker dig med høstligmættet Sind.
Og Vinden gaar at flytte Skyens Bjærge, og alle Mennesker mig synes Dværge
Hver Gren i Skoven bruser Højtid ind.
IV.
VINTERSKUMRING.
Teg standses af en Gran, der faldt omkuld,
** da Nattens Storme brød sig nye Baner.' Saa svinger Vejen mellem andre Graner — af hvide Sværme hver en Kvist er fuld.
Det er, som har her aldrig været Muld — den store Stilhed om den sidste maner,
og Dagen so ver ind til sine Aner,
men op af Driver rager Busk og Bul.
Og over Marken danser Sne og Vind i Morgenmørke og i Maaneskin,
og Isen skurer langs de hvide Strande.
Jeg hilser ud fra Højens nøgne Top.
Der trækker atter tunge Skyer op,
og store Fnug der falder paa min Pande.
VED KUPEVIN DUET.
p v u lysende Maane, du lyser saa langt
•L ' over Stier, hvor fordum jeg vandred!
Du slørende Maane, du slører saa mangt, at intet mig synes forandret!'
Det glimter af gulnende Sæd paa Vang, og Dampene stiger i Vejret —
og det, som er, og som var en Gang, hilses derude i Skæret.
Jeg lytter til Mindernes Trolddomssprog og maner det gamle og døde —
Det er, som jeg her i det buldrende Tog flyver mig selv i Møde.
UD GENNEM FJORDEN.
'T 'ræ lholm og Barnholm og Slotøs graa Ruin!
Strimler paa Stranden af Sneens gamle Lin!
Fast Is ved Siden,
Klumper for og bag! — Der sprænges lange Revner af skjulte Bølgers Slag.
Blod paa en Flage, men ingen Jægerspor!
Kragerne skriger
over Fjord, over Jord.
Vimpelen vajer,
Sving vi gør paa Sving.
Kirketaarnet flyttes i Taagen omkring.
Trælholm og Barnholm og Slotøs graa Ruin!
Strimler paa Stranden af Sneens gamle Lin!
Tungt i det fjærne en agende Mand —
Damperen vugger paa vidtaabent Vand
Bratte Skvæt fra Søen og morgenvaagent Sind!
Albulodsens Jolle
stævner faststyret ind.
Sejlets røde Stribe
mit Digtningens Land.
SKYGGEBILLEDER.
r^ o ra a rsb lø d e r! Bondejord!
■f-' Pil i Spring til alle Sider Straatagshuse! Skalægflor!
Vaade Gange! Hvedejord!
Dagen lider, Mosset gror,
hjem jeg ser mod fjærne Tider.
Foraarsbløder! ■ Bondejord!
Pil i Spring til alle Sider!
Barndomsbolig! Hvide Hus!
Guldregntræ og blaa Syrener!
Aabne D øre! Sommersus!
Svundne Dage! Gamle Hus!
Mangt et Minde sank i Grus, I mig med mig selv forener, Barndomsbolig! Hvide Hus!
Guldregntræ og blaa Syrener!
Tavse Agre! Bladeflugt!
Høstligdybe, mørke Damme!
Vognhjulsfurer! Graavejrsfugt!
Kronesvajen! Skyers Flugt!
Høster Manden Markens Frugt, svinder Somren med det samme.
Tavse Agre! Bladeflugt!
Høstligdybe, mørke Damme!
Andre Stier, anden Vej —
Tanken til det gamle vandrer.
Æ renpris! Forglemmigej!
Blaaner I paany min Vej ?
En jeg ser gaa foran mig — det er ham, som alt forandrer.
Smalle Stier! Lange Vej!
Stille hjem ad jer jeg vandrer.
REGNBUEN.
■py et lod, som var Solskinnets Timer talt, L J for Himlen mørkned og Hagl der faldt.
Paa eet Sekund blev der hvidt overalt — fra Bølgerne føg det med Fraade, de'fraadede koldt og salt.
Men Bruset sank i den brede Fjord,
og bort mellem Stammerne Stormen for, og Buen viste sig, spændt og stor —
Til Himmelen op den rakte, den rakte fra Himmel til Jord.
Og Vangen den hvide blev vaarlig grøn det glinsed fra Eg, fra Ask, fra Løn
Mod Himlen stirred dog Jordens Søn, for Sindet droges af Buen,
og Buen var sjælfuldt skøn.
Og det var, som strøg der gennem den ind fra fremmede Sfærer en Balsamvind,
og som skygged dens Skær for et dejligt Skin, saa dejligt, at dersom jeg saa det,
da saa jeg mig salig og blind.
Men Farverne drukned i Himlens Blaa, og Æterens Riger kan ingen naa —
men en Drøm om dem i min Sjæl der laa, og det smilte fra klare Pytter,
fra Pytter og knækkede Straa.
EN SOLNEDGANG. tomme mod Bordene Stolene staar.
Er det da saa længe siden det var Vaar?
Du flygtende Sommer! Tag her min Hilsen hen!
Er du først draget bort, ses vi aldrig igen.
Og hvor mange har Aarene at give mig end?
Jeg . stirrer over Hækken mod den aftenblege Bugt — og det er, som den skygges under Dagskarers
Flugt, Dagen i Dag, og Dagen i G aar,
og Dage fra mange, mange henrundne Aar — sagteligt, sagteligt Bølgerne slaar.
Histovre hæver sig et stærktbakket Land,
men Dagene er stævnet mod Evighedens Strand, og der var intet Øre, som hørte, de fløj,
men Bøgen bliver brun om det gamle »Fredriks-høj«.
P Å Å TORS MØLLE BAKKE.
TV Tu flammer de røde Svampe i. en hurtigt døende Vaar;
den ældste af alle Kampe derude i Skovene staar —
I Taager og vaade Dampe blev Aaret til Efteraar.
Rappere Bækkene rinder
til Havenes graagraa Dans;
de Stj ærner, Mørket tænder, faar skarpere Demantglans, og stærkere Løvet brænder — Flet dig en flammende Krans!
Her bliver saa stolt og saa øde — mit Hjærte svulmer af Fryd.
Der var tusinde Løv, som døde, der er tusind, som dør, uden Lyd;
men synker det gule og røde, er Stammen sin egen Pryd.
Jeg kommer til Torsmøllebakke i sangstemt Efteraarslyst;
der falder lidt Sol paa min Nakke,
& * ,-N 5 W% f j.•* »J 4-'
Nu kastes Forraadnelsens Rune, den flyver som Fnug og Dun;
de gamle Skove er lune, men ingen sommerlun —
Høje er broncebrune og Stien broncebrun.
/
r;
LYSET.
I.
TL_I ist bag de yderste Stj ærner,
■Ti hvis Smil dit Øje ser, ligger der Verdensfjærner, til hvem de ogsaa ler.
Sfærernes Straaler glider i andre Sfærer ind
og synker til alle Sider i Lysvældsbølgers Skin.
Fra Kilder i dybe Kloder, som Ir, som Rust, som Rav, stiger de Straalefloder,
der blandes i Lysets Hav.
Hver Stjærne er dybt begravet
— over og under et Hvælv.
Kilderne springer i Havet — Lyset fornyr sig selv.
II.
Men hvor de bor og bygger, som venter paa Tankedræt, kastes der Kæmpeskygger fra Kloderne ud, som Net.
Dybt søger de tætte Traade,
men Held har de aldrig haft — de fanger kun Lysets Gaade,
ikke dets Klarheds Kraft.
Den gemmer sig over og under, den gemmer sig udenfor — dybt i sig selv den bunder, er sin, og ikke vor.
Men flammer din Sjæl af Syner, der lever trods Død og Grav,
er det, som om det lyner langt ude i Lysets Hav.
III.
Og op af Havet hæver en sig klar og stor —
henover Vandet den svæver med Sølvglimt i sit Spor.
Mit søgende Øje spindes ind i en evig Dis —
Stjærnedrømme jeg mindes, strandede Haabs Forlis.
Men det, der skærest tindred ud fra min Ungdoms Drøm,
glider nu uhindret
som Lys i Lysets Strøm.
V.
Ungdomstid i det fjærne!
Jeg fanged et Glimt af dit Skin — Der drømmes paa mangen en Stjærne af dybe, higende Sind.
Og gaar, naar Livet slukkes, Sjælen til Mulmets Hjem,
stolt skal dens Syner dog vugges i Verdensrummene frem —
vugges paa Straalefloder, som blander sig ind deri.
Lyn fra andre Kloder stryger dem tæt forbi.
Og aabnes dit indre Øje en stjærnetindrende Nat,
ser du dem hist i det høje — der bringer mig Broderbud.
De smiler af sælsom Viden
Men skønt ej nogen naaed at stille sin Videns Trang,
er det, som een har forstaaet Alverdens Gaade engang.
VII.
En Jord, der stivned, glider
omkring en Sol, der er død — End lever der Skær fra Tider,
da den flammed funklende rød.
Hin Jords den største gætted de Gaader, der grundes paa — da flængedes Skyggenettet,
det rene Lys han saa.
Der gik en sælsom Sitren fra Del til Del i alt —
det flimred med gylden Glitren, som hver straalende Stjærne faldt.
Og Synet forvirred hans Tanke, og Døden bleged hans Kind — og stærkere lokked det blanke sjælfuldt straalende Skin.
VIII.
Op, min Sjæl, for at segne!
Et Liv farer- hurtigt hen.
I, Rummets evige Egne, vi ses vel engang igen!
Drømme, jeg aldrig glemmer, stirrer forjættende ned —
i mig jeg noget fornemmer, som Lyset, af Evighed.
Dets Kraft skal ej forødes,
naar Kloden dør paa sin Flugt:
nye Stj ærner fødes,
naar den Sol, vi har set, er slukt.
Og flammer en Aand af Syner, der lever trods Død og Grav,
er det, som om det lyner langt ude i Lysets Hav.
BEN JAM IN PEDERSEN.
r \ e n krumme Maane staar nyfødt-blank, og ildfuldt Stjærnerne tindre;
men træt et Hoved mod Puden sank — en Mand har Danmark mindre.
En tidlig Dag i den unge Vaar,
da det grønnedes gennem det brune og Solen sang om et Helsens-Aar, ramte ham Dødens Rune.
Han var af et Malm af den sjældne Slags, ingen falsk Forgyldning ham smykked,
og den, der saa ham, holdt af ham straks der var Tro i hans Haand, naar den trykked.
Som Kunstner og Mand gik han ind til en Plads, hvor alting først skulde blive —
og da Sandet randt ud i hans Timeglas, da var der en Saga at skrive.
te;
i lti
r:>r-T^K?^Men da Vinteren veg for den unge Vaar
jf'.iKi” Sangdrotten paa Aulestad.
Han vandrede ud som en Genfærds-Gæst,
Og dog blev ingen saa veg som han, naar Øjet stirred mod Bjærgets Rand — og han kendte alt Savn mod den store Strand
Did drog jo Arnljot og Vikar, ung Vikar af Tiundaland.
Han rejste et Hjem i sit stolte Nord, men vidt over Verden hans Øjne for — og han lyned som selveste Auka-Thor
mod dem, der lod andre lide — hver lidende var ham en Bror.
Og »kastes der Høj over Heltens Ben«, da rejses ham mangen en Bautasten,
og Saga griber sin Rune-Pren:
Nu overskares en Guldtraad, Guldtraaden paa Nornens Ten.
r og kastes forstærket tilbage,
gennembævet af Takketrang og af Klage.
Vor Tid faar aldrig en Sanger igen,
der synger saa stærkt gennem Sindet.
Ud paa hans Vej, ihvor han gik hen, har Skønhedsglorien skinnet.
Og Savnet vokser hos Muldens Mænd under Mindet.
’;ili
'<.r- '
EN-Der runger et Trav gennem Helvejens Nat fra den ottefodede Ganger,
og Længslen har over Hegnet sat og staar mellem Mørkets Fanger:
Giv os vor Broder! Sig mig, hvad Skat du. forlanger!
Og Mørket mumler sit kolde Svar — Det dugges i Dal og paa Høje,
og Rimen rinder af Sten og Giar, men Nornen ænser det føje.
Isnende tavs ej en Taare hun har i sit Øje.
Sov da, Sanger, den Søvn, du skal, du sjældne, forunderlig kære!
Din Urne skal gemmes i Mindets Hal, saalænge dens Søjler vil bære.
Velsignet som Mand og velsignet som Skjald skal du være!
74 OLAF HANSEN
NORMANNERBLOD.
T ^ in a r sidder paa Orkenø
■L-' og Torer hjemme paa Møre,
Rolf Ganger sejler den sorte Sø — sin Havhest ved han at føre.
Og nysankommen staar Ivars Bror paa Kijews stormede Mure
og stirrer mod end ikke vunden Jord langs Dnjeprs svindende Fure.
Der vaagner en Viking af Vinterhi, han lokkes af Guldet og Klasen — og atter beder de Franske: »Fri
os, Gud, fra Normannernes Rasen.«
Ti intet Kloster er lagt saa dulgt, hvis Køle dertil kan bære,
at ikke Normannen naar det, fulgt af Bølgens hundrede Hære.
Det suser i Høst over Bondens Bo de fjærne, forjættede Lande.
Men inden Flaaden kom hjem igen, var al hans Længsel begravet:
Vide stirrede Stenen hen
fra en Høj helt ude ved Havet.
Det første den var, som de kommende saa, det sidste, da atter de rejste.
Hans Liv randt hen paa det gyngende Graa, hans Minde ved Bølgen knejste.
»Ir
paa Bretlands hærgede Strande.Og Stenen styrted, men Højens Muld fik Varme fra ham, der døde:
Af Længselens blaanende Blomster fuld stirrer den Vaaren i Møde.
Til
S T E IN G R /M UR T H O R S T E IN S S O N
i Anledning af hans firsindstyvende Fødselsdag.
TV Tu hil dig, Sanger i det høje Nord!
Din Ungdoms og din Manddoms Tid svundet men end er Aaen ej i Havet mundet —
Perler den træder paa sin Sølversnor.
Da sidst vi skiltes »ved det brede Bord«, havde to Strømme samme Leje fundet, og endnu føler jeg mig lænkebundet
ved gamle Baand til Islands gamle Jord.
er
Den dukker frem i dine fagre Sange —
jeg føler Stænk af Hvidaas Strøm den stride og Morgenpust af Fjældets friske Vind,
ser Leen gaa i Laugardalens Vange og Hesten strække ud og Dagen lide og Maaneseglet over Heklas Tind.
UDKOMMET ER:
OLAF H A N S E N :
%
TVÆRVEJE... 1.00 NYE DIGTE... 2.00 AMERIKAREJSEN OG MØRKELAND.... 1.00
• •
DE N Æ L D R E E D D A
• •
NY OVERSÆTTELSE VED
O L A F H A N S E N
KR. 3.00 indb. KR. 3.75
L j a