Digitaliseret af | Digitised byForfatter(e) | Author(s):Hansen, Olaf.Titel | Title:Mens Sommeren lider : Digte.Udgivet år og sted | Publication time and place:København : V. Pio, 1912Fysiske størrelse | Physical extent:77 s.

Digitaliseret af | Digitised by

Forfatter(e) | Author(s): Hansen, Olaf.

Titel | Title: Mens Sommeren lider : Digte.

Udgivet år og sted | Publication time and place: København : V. Pio, 1912 Fysiske størrelse | Physical extent: 77 s.

DK

Værket kan være ophavsretligt beskyttet, og så må du kun bruge PDF-filen til personlig brug. Hvis ophavsmanden er død for mere end 70 år siden, er værket fri af ophavsret (public domain), og så kan du bruge værket frit. Hvis der er flere ophavsmænd, gælder den længstlevendes dødsår. Husk altid at kreditere ophavsmanden.

UK

The work may be copyrighted in which case the PDF file may only be used for personal use. If the author died more than 70 years ago, the work becomes public domain and can then be freely used. If there are several authors, the year of death of the longest living person applies. Always remember to credit the author

+

c'sc'sc'sc's©«»s©«c'sc«c«e'sc«e«c's©«c«c«e'sc«c'sc'sc'ssoso®sc's©sc'sc'sc'sc'sc'se'sc's©'sc'sc«esc«e«©se'se'se«c«e«o

■SC'SC'S&SC'S©'SC'SC'SC'3C^C'SC'SC'SC'SC'SC'SCSC'SC'3C'3C'3C'SC'3C'SC'30'Q

OLAF HANSEN

MENS

SOMMEREN LIDER

DIGTE

i *

m

VMMBM'a 'F**,srr"K*'r}

V. P I O S

B O G H A N D E L

2

I

i

9fi<ass9l

1912

K Ø B E N H A V N

!* T.(

1 * *_{»- i}

MENS SOMMEREN LIDER

*>vr;

:v>J»

•£*5 Lrø!

•-.S

.- - * *

o . i

• r * r*«

OLAF HANSEN

IMENS SOMMEREN LIDER

DIGTE

(SJETTE SAMLING)

KØBENHAVN

FORLAGT AF V. PIOS BOGHANDEL

(POVL BRANNER)

1912

S. L. Møllers Bogtrykkeri. København.

INDHOLD

Alfer. ^Side

B a r n e t... 9

O fferrøg... 13

Vintermorgen... 19

Foraarstegn...22

Genganger...24

Mellem Vægge. M a sk ern e...29

Sim eon...30

Drømmersker...31

Sidste R ejse... 32

Skrinet...33

B rynhild...34

A n a d y o m e n e ... 35

„In m em o r ia m " ... 36

S o n etten ... 37

Jord og Himmel. Fire Aarstider i fire Sonetter... 41

I. Under Foraarets M a a n e ... 41

II. Sommer i B y ... 42

III. L øvfaldsstunder... 43

IV. Vinterskumring... 44

Ved K upévinduet... . . 45

Ud gennem Fjorden. . - . ... 46

Skyggebilleder . . . . . ... 48

R eg n b u en ... 50

En Solnedgang... 52

Paa Torsmøllebakke... 54

L y se t... 57

I Flugten.

Benjamin Pedersen . . . . En D r a p a ...

Ved Frodings Død...

Normannerblod...

Steingrimur Thorsteinsson

A L F E R

b -

M:^{*s •.}

j : ,- v ^ ■jijm *

i*.1* Ån * ■'^ . ■

• v A v , (*£_

BARNET.

\ Velkommen paa Foraarets svangre Jord,

* min lille, sorthaarede Pige!

Datter af din smilende Mor, med Fryd jeg hørte dig skrige!

Du valgte en Tid til din Fødselsstund, da Solen stod højt paa Himlen,

og medens du fanged dit første Blund, da smilede Krokusvrimlen.

Du lille Barn, saa rundt, saa rødt!

Du er vel som mest de spæde.

Jeg hilser dig dog med et stolt: Vel mødt!

Voks ud og øg min Glæde!

For end er der langt fra dit til mit, men der bliver Aar af Uger,

og hvor har jeg alt betragtet dig tit — Du gror og sover og suger.

Du deler det nylig vaagnedes Kaar i Skov, paa Grøfternes Kanter;

men en højere Sol over dig der staar end over Alverdens Planter.

De grønnes i Vaar, de falmer i Høst og visner, naar Vinteren kommer — din Skæbne gror i dit eget Bryst, dit Sind skal skabe din Sommer.

Og Ormen kan mærke det unge Skud og lade det tidligt blegne.

Jeg tør ikke tænke den Tanke ud — hun kunde jo ogsaa segne.

Du Kraft, som har skabt hende frisk og sund, hjælp til min Fryd at bevare!

Læg Livets Smil om den lille Mund og i Øjnene blaa og klare! —

Du hviler bag Vuggens hvide Gardin og maa baade løftes og lettes. —

Hvad Lod saa Livet har lagt som din, nu er din Trang kun at mættes.

Du tømmer din Mors fuldtspændte Bryst, og dobbelt rundes din Hage —

Der venter dig eengang en anden Lyst, der venter dig andre Dage.

Din lille Fod, din lille Fod, som endnu ikke kan træde —

maaske skal den bære dig mangt imod, der faar din Sjæl til at græde.

Dog fjærnt kun stiger de store, graa Skyer i Lykkens Stunder —

Viljeløst flakker dit Øjes Blaa

— jeg synger om Livets Under.

Men hvem kan vælge den Vej, som du engang skal gaa mellem andre?

Bliv stærk, bliv god — og min hele Hu skal følge dig, hvor du vil vandre.

Af mig faar du ikke det Sind til Arv,

at du let springer med, hvor der danses,

men et, maaske, der gaar frem mod sit Tarv, standser, men ikke standses.

Og gid du aldrig maa tynges saa tungt af Tanker og ængstende Minder,

at ej du kan smile lidt foraarsungt en Dag, naar Solen skinner.

Du fødtes jo dog under Solens Tegn i Vaarens hellige Tide.

Knopperne svulmed i Busk og Hegn, og alting lo saa vide.

OFFERRØG.

I.

l^v et er Morgnens rene Time,

\J

milde, lave Lysning stiger

let min Offerrøg til Vejrs.

Urt fra Solplantagens Marker,

spred din blaa Aroma ud!

Velbehagelig den vorde

disse Stuers stærke Gud!

Hver min Længsel sover rolig,

alt mit Sind er fuldt af Fred.

Fra den hvide Aske daler

spredte Fnug paa Gulvet ned.

II.

Der er Tit af Sol i Stuen,

Strejf paa Blomst og Maleri.

Striben bredes. Vinterfluen

bader Vingerne deri.

Over Bordet, over Stolen

flyver ensom den afsted.

Grimme, sorte Barn af Solen,

hvi tog Somren ej dig med?

H ar en vildsom Skæbne ledet

bort dig fra Naturens Vej ? Den, der dvæler her, er fredet —

Freden gælder ogsaa dig.

III.

Røgen sænker sig. Det banker.

Ser jeg ret, hvad vil I her, alle Dagligdagens Tanker?

I er ikkun til Besvær.

Kun de viede tør komme —

det er Offertimen nu.

Gaa igen! Naar den er omme,

skal jeg aabne jer min Hu.

Jeg er borte i det Stille,

og min Sjæl er fjæm og fri, og jeg hører Lyset spille

en Vidunderharmoni.

IV.

Ind i disse skære Toner

bryder der med eet en kendt.

Er det muligt — kan det være

fra mit gamle Instrument?

Lykkeland i Ungdomsdrømmen,

. . var det ej om dig det klang?

Længselssange, skal jeg synge

alle jer endnu engang!

Fjærne Pust fra farne Dage

mindende mit Hjærte naar — og som Røgens Bugter bølger

lange Rytmer i mig gaar.

V.

Asken falder hvid og stille.

Nej, I kommer ej tilpas, alle mine gamle Sange!

Bliv paa jeres glemte Plads!

Der er Glans af Sol i Stuen,

Strejf paa Blomst og Maleri.

Lyset leger, Vinterfluen

bader Vingerne deri.

Det er Sjælens stille Time,

i det rene Vinterskærs friske, milde Lysning stiger

let min Offerrøg til Vejrs.

VI.

Korte Dag! Om føje Stunder

slukker Mulm dit blege Baal.

Du, der kommer efter denne,

faar min Tanke nye Maal?

Eller er dens Vandring omme,

skal jeg sidde evigstum, stirre did, hvor Stjærnen sluktes

, ude i det store Rum?

Medens Jordens Sange stiger,

nu som før, paa vante Vis, op fra Jordens Sønners Hjærter

snart med Had og snart med Pris?

VII.

Brat min lille Datter vaagner,

pludrer lykkeligt og højt, kært hver Dag som kært en Vaardag

Tøbrudslyd og Stærefløjt.

Med det samme høres muntert

hendes Mors Godmorgensvar.

Og Jeg ser fil Instrumentet —

her er Tonerne, jeg har.

Og den li lies Øjne lyser,

mens jeg løfter hende op.

Snart paa Bordet sprælsk der sparker

sund og vaad en nøgen Krop.

VIII.

Hvide Aske! Er du ikke

Dække over mere Glød, luer Ilden i mit Hjærte

lifligvarm, med gylden Lød.

Og en fin og stærk Aroma

har i Rummet bredt sig ud.

Velbehagelig den vorde

disse Stuers stærke Gud!

Uden dem er Livet øde,

uden dem er Verden tom. — Banker I paany derude!

Jeg er rede. Kom kun! Kom!

VINTERMORGEN.

en høje Stjærne paa Himlen staar, alt mangen en Morgen den gløded.

Tværsover Gaden Posten skraar, og Drengen kommer med Brødet.

Der tændes et Lys paa en søvnig Kvist i en af de mørke Facader.

Livet er blevet sig selv bevidst — Vaagn op, I drømmende Gader!

Da hører jeg haarde Hammeres Slag paa genlydgivende Malme.

De hilser den end ikke gryede Dag med Morgenens muntre Salme.

Med dobbelt Brand i det mørke Vejr fra Esserne Ild der spruder.

Der kastes et klart og kløvende Skær igennem de glødende Ruder.

I sorte Svende i Røg og Damp, I sveder med Skjorten aaben!

Men ønske sig fri for Dagens Kamp gør ikkun Tossen og Taaben.

Den store Konge i Livets Gaard

har kaldt baade Kæmper og Dværge — og hvis der os Bjærge i Vejen staar,

saa sprænger vi Vej gennem Bjærge.

Muntre vi vandrer, med hærdet Hu, den ventende Dag i Møde.

Jeg hører de gjaldende Slag endnu og føler mit Hjærte gløde.

En Stemme jeg er i det stærke Kor, som priser de skabende Kræfter —

saa former vi nyt paa den gamle Joid til dem, der følger os efter.

En hamrer i Jærn, en hugger i Sind samdrægtig virker dog Kraften.

Gnisterne funkler med Fremtidsskin og Dagen gør træt til Aften.

Men glad vil jeg hilse, naar Solen gaar ned, som glad jeg den ser, naar den stiger — nu rødmer den ude i Østerled

bag Skyernes straalende Riger.

i1;

Wk-'iMf

■»;

i v m

n

.'i

' t ø ;»

*><r

/ m

.

I'*

FORAARSTEGN.

p v u drak saa frit i den grønne Skov,

• L ' som Kalven drikker af Hinden, og lo og leged, og saa og sov,

og Solen kæled for Kinden.

Din første Sommer randt hurtigt ud, din anden skal snart begynde —

Her gaar jeg og sværmer for Pileskud og nynner om Raklers Ynde.

>v

tf'.V •:_{1 vil.}

Ua

Men hvad er saa skært som den Barnekind, man klapper med bløde Hænder?

I Hjærtet springer en Glæde ind, som aldrig et Foraar sender.

Jeg gaar ad en Vej, hvor vi vandred i Fjor, og Vinden løber med Støvet —

Vi lejrede os paa den grønne Jord, der skraanede Lys gennem Løvet.

Du vaaged dig træt og drak dig mæt, mens Straalerne kæled for Kinden,

og stirred imod det Bladenet,

der skygged for Solens Skinnen.

Bølgerne blinked med sagte Brus, og Stemmer bag Stammerne døde,

og Vinden hvisked med Kronesus — alt synger paany mig i Møde.

Jeg lytter efter en Lyd, der naar blandt tusinde andre mit Øre:

Et lille Hjærte i Skoven slaar — jeg bøjer mig dybt for at høre.

GENGANGER.

le g møder ham endnu en enkelt Gang, hvor Aaen springer i Havet,

og levende suser den Løvspringssang,

9

jeg vidste død og begravet.

Den flyver saa lavt og saa langt af Sted over maaneskinsdirrende Vande,

og naar han mærker, min Sjæl er med, da lysner hans højePande.

Saa sidder jeg atter som før og ser paa hans Næses dirrende Fløje,

hans Mund, der mildt og vemodigt ler, og det stolt-tungsindige Øje.

Vi mødtes engang i de unge Aar det er, som var intet forandret.

Ikkun de graanede Tindingshaar viser, hvor Tiden er vandret.

Han fulgte sin Længsel, dengang den fløj, og tænkte mod Lykken at ride.

Han hvilte sig ude ved Elverhøj — det var ved Sensommertide.

Dér saa han to Øjne grønlig-graa i Mørket over sig skinne.

Han greb hende fat — Fra han hende saa, vil atter det Sted han finde.

For end han mindes den Nat med Lyst, ser han ind i sig selv og tilbage —

Jeg hører og kender den dybe Røst, der kalder paa gamle Dage.

Og ofte rettes hans Blik mod mig,

snart i Fryd, snart i Ro, snart i Kvide.

Men hvad han tænker, det ved jeg ej, og aldrig jeg faar det at vide.

OLAF HANSEN

Han siger kun, Farten fører ham hid, hvor Maaneskinsbølgerne danser — og angst han hører den rindende Tid i Aaen, der aldrig standser.

Og han rejser sig op for at ride igen, og Øjnene smiler saa trygge.

Men naar jeg vil række ham Haanden hen, er han og hans Haand kun en Skygge.

MELLEM VÆGGE

MASKERNE.

eg staar og ser paa Maskerne, jeg bar, +2 de sammenfaldne Træk, de tomme Øjne.

De minder mig, sanddru i deres Løgne - mig selv jeg bag dem alle bliver var.

Nu har jeg kun det Ansigt, som jeg har, men over det er Spil af Skygger fløjne

og Lysets muntre Glimt sollette strøgne, og Sorg og Glæde deres Runer skar.

Jeg ganger for en svunden Tid at staa, og mens jeg uvant ved Sonetten piller

i andre Takter mine Tanker spiller.

Det var mit Liv, der bag de Masker laa —

og angst mig selv jeg dette Spørgsmaal stiller:

Passed mon nogen nu, tog du den paa?

SIMEON.

I _ I an ser sin Længsels Gud, den gamle Mand,

*■ et Nor, der græder, og et Nor, der lalier.

Han hører, Dødens nære Stemme kalder, men ingen ung er lykkelig som han.

Hans Hjærte strømmed fuldt af Livsens Vand og haardt paa sine stive Knæ han falder —

der er en Himmelvang i Templets Haller,

»

der kom igen en Gud til Kanaan.

Og henryktglad han bort fra Barnet gaar. ■— Saa fik du set een Fryd, Jerusalem,

før Blideregnen faldt og Porten sprang!

Med sine Duer munter Mirjam staar;

men Josef længes mod det fjærne Hjem, hvor Saven surrede og Øksen sang.

DRØMMERSKER.

er svømmer sorte Baade over Floden, og tavse Aarer blinker let deri.

Saa lægger Drømmerskerne langsomt bi — forventningsfuldt paa Land de sætter Foden.

Paa Livsens fjærne Træ er Frugten moden, men Hjærtet banker paa den mørke Sti.

Saa viger Skyggen, og de naar det fri,

hvor Sølvet drypper ned fra Sølverkloden. — Der staar en Ask paa Højens gamle Top,

der gaar en tung og sandet Vej derop,

men Verden venter paa den anden Side.

En efter en de svinder som en Prik,

og Asken nikker med et Alvorsnik. -—

De tomme Baade synker under Lide.

SIDSTE REJSE.

\ Ti gik ad smalle, gasbelyste Gader,

» over den lange, folkefyldte Bro, og derpaa vendte vi os begge to

mod Banegaardskompleksets graa Facader.

Han traadte ind med rejseiltre Lader, men mørk laa Vestibulen hen i Ro.

Et lille grønligt Lys langt ude lo —

under det blinked blege Skinners Rader.

Saa stod vi paa en øde, vid Perron.

Han saa sig hurtigt om med fjærne Blikke,_l besteg en sort, den eneste, Waggon.

Jeg rakte Haanden frem — han tog den ikke.

Et Skrig — og saa begyndte Togets Flugt.

Dengang jeg famled bort, var Lyset slukt.

SKRINET.

"L Jar kastet mer end Perler nok for Svin, A ^ ubørstede og børstede! Og Legen

har været dyr, men Skatten var min egen — har haft min Moro, som enhver har sin.

Nu vil jeg lukke for mit Smykkeskrin, lukke det godt og sætte det af Vejen.

Hvor sært at mærke Nøglens trange Drej en og høre Laasens hæse, rustne Hvin!

Saa blev det gjort! Dog holder end jeg her en Perle af maaske lidt tvivlsomt Værd — jeg vender mig og slynger den i Blinde.

Men Resten bliver i det laaste Rum.

Du store Hav med Salt og Bølgeskum, hvi skaber du? Hvi lader du os finde?

BRYNHILD.

TV Tu flammer Himlen atter herligt op,

■i ^ som vi har set den i vor Ungdoms Drømme, og ind i Skæret springer Flodens Strømme

med røde Bølger og med høje Hop.

Jeg stirrer frem mod Fjældets lyse Top og strammer lyttende den lange Tømme:

Eet Navn jeg hører hver en Lyd berømme — det sitrer stærkt i Hestens slanke Krop.

Hen ad den gamle, kendte Vej den gaar, hvorad den fordum gik med Fafners Bane og guldbetynget Ryg en sagnfro Kvæld.

Jeg visker Skummet af de vaade Haar.

Du vil kun, hvad du vil — saa flyv da, Gråne!

Vi sover ud i Nat paa Hindarfjæld.

A N ADY OMENE.

F 'v et er en Stund i Verdens første Vaar — der ligger Regnbuglans om alle Lider, og fra hinanden Havets Bølger glider,

og ind de over alle Strande slaar.

Hun dukker op. Det svære, skilte H aar hun skønt og langsomt i en Knude vrider — og Vandet strømmer til fra alle Sider,

men op mod Himlens Højder let hun gaa*'.

Hun hører Sus i Skov og Brus i Flod,

og Luften er saa ru, at Foden saares — der drypper Purpurdraaber fra dens Hud.

Hun ser mod Havets Dyb, som hun forlod, og hendes Øje ler, mens Vippen taares,

og alle bly Violer springer ud.

Pil':

hjfe i f i l

I ? ^æv-

JÉ#:

<4^{: ;}

'fT . i"R

i/:.:.?f i :

.•V -'V

w

»IN M E M OR I A M«.

■pven unge Kvinde kyssede Catull,

U stenkolde var hans Læbers Marmorbuer, men Sødme pressed han af Sangens Druer

og læsked sene Slægters unge Kuld.

Der vokser ogsaa Toner op af Tuer.

Jeg ved en Viv, som længst blev lagt i Muld;

mig, men min Sang langt mere, var hun huld jeg ser igen de høje, lyse Stuer.

Kom jeg der kun en enkelt Gang som Gæst, gaar dette Syn dog end mit Minde næst,

og Sorgens Stjærne straaler over Stedet.

Du lever for mig i min fjærne Sang.

Jeg bringer dig en Krans endnu en Gang, en Asterskrans, som Dugg i Nat har vædet.

‘ r ^\

",T*

SONETTEN.

Teg savner Sangens Flugt i disse Ord,

som ordner sig i Fjorten linjers Rækker.

Stemningen sine sarte Vinger strækker, men kommer ikke op, hvor før den for.

Det er, som var den bundet til en Snor, hvori usynligfaste Hænder trækker —

Mod Højderne dens Drift den atter ægger, den gamle Drift, som endnu i den bor.

Jeg skærer Snoren over — Var der ingen?

Saa ligger Skaden vel et Sted i Vingen — stækkede er de lange, favre Fjer.

Skal ikke øge Smerten ved at klage.

Der gror vel Sving af det, der er tilbage.

Vi stiger atter opad, naar det sker.

JORD OG HIMMEL

FIRE AÅRS TIDER I FIRE SONETTER.

i.

UNDER FORAARETS M A A N E

\ T u er der baade mørkt og lyst i Lunden, for Skyggerne er splittede af Skær.

Det lyser fra det lille, mørke Kær,

og der er Striber i Guldstjærnebunden.

«

Saa er da Trolddomstidens Nat oprunden med Skønhedssyner og med Elverfærd.

Det glimter mellem Kroner fjærnt og nær — saa veg en Kæde er der om mig vunden.

Jeg føler, ingen Kraft kan faa mig fri.

Saasnart jeg tror, at nu er alt forbi, begynder straks det samme Trylleri.

Og synger Suset ogsaa Morgnen ind,

saa dør dog ej din Magt, du hvide Skin!

Du kogler ud i Dybet af mit Sind.

«

II.

SOMMER I BY.

r \ e t - store Rosentræ er sprunget ud

^ og hilses tavst af Havens Hundredtusind, der langsomt vaagner, medens Vindens Susen strør Dugg i Glimt fra atter friske Skud.

Der drysses hvidt paa Plænens grønne Skrud, og Bien brummer, ør af Blomsterrusen —'

Jeg synes, jeg kan høre Blodets Brusen i Sommerfugl og Sommerfuglebrud.

Det vrimler for min Fod med muntre Myrer, og sikkert hjem mod Reden Svalen styrer,

og langsomt, langsomt, gaar den hvide Sky.

II Jeg drømmer hver en Nat i disse Nætter

om Byg, der bruser paa de vide Sletter, og vaagner til et varmt og tidligt Gry.

I' * • •4< . -• • ■ •-•

J

MENS SOMMEREN LIDER

III.

LØVFALDSSTUNDER.

Q a a kom jeg hid paany — nu rødmer Rønnen, og der er bart og brunt i Lundens Krat.

Men sine sorte Bær har Hylden sat,

og gyldent vugger Løvet ned fra Lønnen.

Langmodige Natur, skænk atter Sønnen en Sangerandel i din Løvfaldsskat!

Varm paa en væltet Plov jeg har mig og hører Havets nære, tunge Stønnen.

Alt sygner under sikre Tegn paa Ælde ■ jeg mærker mest de dybe Drag af Vælde og takker dig med høstligmættet Sind.

Og Vinden gaar at flytte Skyens Bjærge, og alle Mennesker mig synes Dværge

Hver Gren i Skoven bruser Højtid ind.

IV.

VINTERSKUMRING.

Teg standses af en Gran, der faldt omkuld,

** da Nattens Storme brød sig nye Baner.' Saa svinger Vejen mellem andre Graner — af hvide Sværme hver en Kvist er fuld.

Det er, som har her aldrig været Muld — den store Stilhed om den sidste maner,

og Dagen so ver ind til sine Aner,

men op af Driver rager Busk og Bul.

Og over Marken danser Sne og Vind i Morgenmørke og i Maaneskin,

og Isen skurer langs de hvide Strande.

Jeg hilser ud fra Højens nøgne Top.

Der trækker atter tunge Skyer op,

og store Fnug der falder paa min Pande.

VED KUPEVIN DUET.

p v u lysende Maane, du lyser saa langt

•L ' over Stier, hvor fordum jeg vandred!

Du slørende Maane, du slører saa mangt, at intet mig synes forandret!'

Det glimter af gulnende Sæd paa Vang, og Dampene stiger i Vejret —

og det, som er, og som var en Gang, hilses derude i Skæret.

Jeg lytter til Mindernes Trolddomssprog og maner det gamle og døde —

Det er, som jeg her i det buldrende Tog flyver mig selv i Møde.

UD GENNEM FJORDEN.

'T 'ræ lholm og Barnholm og Slotøs graa Ruin!

Strimler paa Stranden af Sneens gamle Lin!

Fast Is ved Siden,

Klumper for og bag! — Der sprænges lange Revner af skjulte Bølgers Slag.

Blod paa en Flage, men ingen Jægerspor!

Kragerne skriger

over Fjord, over Jord.

Vimpelen vajer,

Sving vi gør paa Sving.

Kirketaarnet flyttes i Taagen omkring.

Trælholm og Barnholm og Slotøs graa Ruin!

Strimler paa Stranden af Sneens gamle Lin!

Tungt i det fjærne en agende Mand —

Damperen vugger paa vidtaabent Vand

Bratte Skvæt fra Søen og morgenvaagent Sind!

Albulodsens Jolle

stævner faststyret ind.

Sejlets røde Stribe

farves graa i det graa Skydækket flænges,

en Rift bliver blaa.

Lange Vover hæver sig op, synker ned.

Jeg fanger et Pust af Uendelighed — vender mig saa

mod den slørede Strand:

Bag mig forsvinder

mit Digtningens Land.

SKYGGEBILLEDER.

r^ o ra a rsb lø d e r! Bondejord!

■f-' Pil i Spring til alle Sider Straatagshuse! Skalægflor!

Vaade Gange! Hvedejord!

Dagen lider, Mosset gror,

hjem jeg ser mod fjærne Tider.

Foraarsbløder! ■ Bondejord!

Pil i Spring til alle Sider!

Barndomsbolig! Hvide Hus!

Guldregntræ og blaa Syrener!

Aabne D øre! Sommersus!

Svundne Dage! Gamle Hus!

Mangt et Minde sank i Grus, I mig med mig selv forener, Barndomsbolig! Hvide Hus!

Guldregntræ og blaa Syrener!

Tavse Agre! Bladeflugt!

Høstligdybe, mørke Damme!

Vognhjulsfurer! Graavejrsfugt!

Kronesvajen! Skyers Flugt!

Høster Manden Markens Frugt, svinder Somren med det samme.

Tavse Agre! Bladeflugt!

Høstligdybe, mørke Damme!

Andre Stier, anden Vej —

Tanken til det gamle vandrer.

Æ renpris! Forglemmigej!

Blaaner I paany min Vej ?

En jeg ser gaa foran mig — det er ham, som alt forandrer.

Smalle Stier! Lange Vej!

Stille hjem ad jer jeg vandrer.

REGNBUEN.

■py et lod, som var Solskinnets Timer talt, L J for Himlen mørkned og Hagl der faldt.

Paa eet Sekund blev der hvidt overalt — fra Bølgerne føg det med Fraade, de'fraadede koldt og salt.

Men Bruset sank i den brede Fjord,

og bort mellem Stammerne Stormen for, og Buen viste sig, spændt og stor —

Til Himmelen op den rakte, den rakte fra Himmel til Jord.

Og Vangen den hvide blev vaarlig grøn det glinsed fra Eg, fra Ask, fra Løn

Mod Himlen stirred dog Jordens Søn, for Sindet droges af Buen,

og Buen var sjælfuldt skøn.

Og det var, som strøg der gennem den ind fra fremmede Sfærer en Balsamvind,

og som skygged dens Skær for et dejligt Skin, saa dejligt, at dersom jeg saa det,

da saa jeg mig salig og blind.

Men Farverne drukned i Himlens Blaa, og Æterens Riger kan ingen naa —

men en Drøm om dem i min Sjæl der laa, og det smilte fra klare Pytter,

fra Pytter og knækkede Straa.

EN SOLNEDGANG.

V

■p^et lider alt mod Aften. Du Sommerdag, farvel!

L J Tidligt du viger for den tidlige Kvæld.

Maaske du er den sidste — Maanederne fløj,

og Bøgen bliver brun om det gamle »Fredrikshøj«.

Jeg priser mit Held, at min Vej faldt her forbi intet vil forstyrre min Andagt i det fri:

Den eneste besøgende, en halvgammel Mand, sidder og filosoferer over sin Sodavand

og skriver med sin Stok i det flygtige Sand.

Nu rejser han sig op og betaler og gaar, tomme mod Bordene Stolene staar.

Er det da saa længe siden det var Vaar?

Ned i Gangen plumper en ormstukken Frugt — Jeg driver ud paa Plænerne, der skinner svagt

af Fugt.

Her tumled mine Børn sig, da Bøgen sprang ud med alle sine skære, nyskabte Skud,

og Folk kom og gik i broget Søndagsskrud.

I Dag er jeg alene — Afskedens Fest

maa jeg fejre med mig selv — det passer sig ogsaa bedst.

Du flygtende Sommer! Tag her min Hilsen hen!

Er du først draget bort, ses vi aldrig igen.

Og hvor mange har Aarene at give mig end?

Jeg . stirrer over Hækken mod den aftenblege Bugt — og det er, som den skygges under Dagskarers

Flugt, Dagen i Dag, og Dagen i G aar,

og Dage fra mange, mange henrundne Aar — sagteligt, sagteligt Bølgerne slaar.

Histovre hæver sig et stærktbakket Land,

men Dagene er stævnet mod Evighedens Strand, og der var intet Øre, som hørte, de fløj,

men Bøgen bliver brun om det gamle »Fredriks- høj«.

P Å Å TORS MØLLE BAKKE.

TV Tu flammer de røde Svampe i. en hurtigt døende Vaar;

den ældste af alle Kampe derude i Skovene staar —

I Taager og vaade Dampe blev Aaret til Efteraar.

Rappere Bækkene rinder

til Havenes graagraa Dans;

de Stj ærner, Mørket tænder, faar skarpere Demantglans, og stærkere Løvet brænder — Flet dig en flammende Krans!

Her bliver saa stolt og saa øde — mit Hjærte svulmer af Fryd.

Der var tusinde Løv, som døde, der er tusind, som dør, uden Lyd;

men synker det gule og røde, er Stammen sin egen Pryd.

Jeg kommer til Torsmøllebakke i sangstemt Efteraarslyst;

der falder lidt Sol paa min Nakke, der faldt et Blad paa mit Bryst —

Her hviler, træt af at flakke, den vigende Drot, Kong Høst.

Ingen har Ret til at ynke hin slagne i Herskerdragt,

thi hvilken Mand vilde klynke,

fik den bitreste Urt han end smagt, kunde han, før han skal-synke,

sige: »Det er fuldbragt«.

Det kan hin Drot, hvor han ligger og venter den sidste Dom.

Farver Øjet drikker —

saa vender jeg langsomt om og gaar, mens Træerne nikker, ind i Skoven, hvorfra jeg kom.

Det tyndes i tætte Kroner,

det lysner blandt løvede Træ’r.

Der staar en Strid om Troner, men Hær gaar ej mod Hær —%

der er Varsler i Vindens Toner, Vinterens Tid er nær.

& * ^,-N 5 ^{W% f j}.•* »J 4-'

lltøi!

'•i: ih, i IIiif

i li

■'‘-I♦ ■i

; y,'

:'é:

§£

l ’1?

tø.'* ?:11

•!'

' ■ *' I I:,«"'''

&

I i®1

*

if e

« a:,-'

l i v

>%i.

«

d'liili-':

^⁵v IS’

>-w ■ j: •'

hi;!* 1 li;.' :*IF:

itM? i_{:'• Ifj i r} I^y&BL!

m ..:

v||i:

,*1*₁

i i!

.fl

; fe

!'

Vi*

,‘ t-i

v

.. v •,

‘>11

r . v . f 1^{*^} -*111^.--

ft': 4

lf' t

i vi;i ’ v;

J-, *

• * f ri"' ■ ■■

II';'v

IV_{-O. • i}- jM«_{i. V-}

k'

I lt! . J?

/ ' 'l V. " ^

/ i - , A \ > * ? . <* v s “ *

' ..'V '

4 ^ * > fe /■i' 1' ■•> . ^’i

OLAF HANSEN

Nu kastes Forraadnelsens Rune, den flyver som Fnug og Dun;

de gamle Skove er lune, men ingen sommerlun —

Høje er broncebrune og Stien broncebrun.

/

/

■'i«

, J- i V

V.S'-fe)

I- '-\⁰S³

’V

-7 *'.• ■ ?'/

. - 5 :

> ' '

i ' / - - - ■ :J&’m

m

■ f esi

r;

LYSET.

I.

TL_I ist bag de yderste Stj ærner,

■Ti hvis Smil dit Øje ser, ligger der Verdensfjærner, til hvem de ogsaa ler.

Sfærernes Straaler glider i andre Sfærer ind

og synker til alle Sider i Lysvældsbølgers Skin.

Fra Kilder i dybe Kloder, som Ir, som Rust, som Rav, stiger de Straalefloder,

der blandes i Lysets Hav.

Hver Stjærne er dybt begravet

— over og under et Hvælv.

Kilderne springer i Havet — Lyset fornyr sig selv.

II.

Men hvor de bor og bygger, som venter paa Tankedræt, kastes der Kæmpeskygger fra Kloderne ud, som Net.

Dybt søger de tætte Traade,

men Held har de aldrig haft — de fanger kun Lysets Gaade,

ikke dets Klarheds Kraft.

Den gemmer sig over og under, den gemmer sig udenfor — dybt i sig selv den bunder, er sin, og ikke vor.

Men flammer din Sjæl af Syner, der lever trods Død og Grav,

er det, som om det lyner langt ude i Lysets Hav.

III.

Det drømmer ej Udspringsdrømme, det venter ej Strand et Sted —

det er aldrig begyndt at strømme og hører ej op dermed.

Og hvad der gløder, gyder sin flammende Traa deri.

Lydløst alt det flyder, endog sig selv, forbi.

Det føles ikke af Hænder, kan ikke fattes af Sind — men det og vi er Frænder,

Lyset er mer end Skin.

Naar den første Stjærne er kommen, saa bøj dit Hoved og knæl:

Der aabnes for Helligdommen — Lyset er Verdens Sjæl.

IV.

Jeg løfter igen mit Øje op i den skyfri Nat —

Nu funkler det hist i det høje, de tændtes tæt og brat.

Og op af Havet hæver en sig klar og stor —

henover Vandet den svæver med Sølvglimt i sit Spor.

Mit søgende Øje spindes ind i en evig Dis —

Stjærnedrømme jeg mindes, strandede Haabs Forlis.

Men det, der skærest tindred ud fra min Ungdoms Drøm,

glider nu uhindret

som Lys i Lysets Strøm.

V.

Ungdomstid i det fjærne!

Jeg fanged et Glimt af dit Skin — Der drømmes paa mangen en Stjærne af dybe, higende Sind.

Og gaar, naar Livet slukkes, Sjælen til Mulmets Hjem,

stolt skal dens Syner dog vugges i Verdensrummene frem —

vugges paa Straalefloder, som blander sig ind deri.

Lyn fra andre Kloder stryger dem tæt forbi.

Og aabnes dit indre Øje en stjærnetindrende Nat,

ser du dem hist i det høje — saa svinder Synet brat.

VI.

Fra Kloder, Fjærnet gemmer, ser andre Øjne ud.

Det er, som jeg Blik fornemmer, der bringer mig Broderbud.

De smiler af sælsom Viden

og det, man der har drømt — Al sin Sjæl har Tiden

og Rummet i Lyset tømt.

Hvert Klodernes Barn har grundet efter sin egen Art —

aldrig har Tanken dog bundet, hvor alt var straalende klart.

i ?

■

■ ^

Men skønt ej nogen naaed at stille sin Videns Trang,

er det, som een har forstaaet Alverdens Gaade engang.

VII.

En Jord, der stivned, glider

omkring en Sol, der er død — End lever der Skær fra Tider,

da den flammed funklende rød.

Hin Jords den største gætted de Gaader, der grundes paa — da flængedes Skyggenettet,

det rene Lys han saa.

Der gik en sælsom Sitren fra Del til Del i alt —

det flimred med gylden Glitren, som hver straalende Stjærne faldt.

Og Synet forvirred hans Tanke, og Døden bleged hans Kind — og stærkere lokked det blanke sjælfuldt straalende Skin.

VIII.

Op, min Sjæl, for at segne!

Et Liv farer- hurtigt hen.

I, Rummets evige Egne, vi ses vel engang igen!

Drømme, jeg aldrig glemmer, stirrer forjættende ned —

i mig jeg noget fornemmer, som Lyset, af Evighed.

Dets Kraft skal ej forødes,

naar Kloden dør paa sin Flugt:

nye Stj ærner fødes,

naar den Sol, vi har set, er slukt.

Og flammer en Aand af Syner, der lever trods Død og Grav,

er det, som om det lyner langt ude i Lysets Hav.

BEN JAM IN PEDERSEN.

r \ e n krumme Maane staar nyfødt-blank, og ildfuldt Stjærnerne tindre;

men træt et Hoved mod Puden sank — en Mand har Danmark mindre.

En tidlig Dag i den unge Vaar,

da det grønnedes gennem det brune og Solen sang om et Helsens-Aar, ramte ham Dødens Rune.

Han var af et Malm af den sjældne Slags, ingen falsk Forgyldning ham smykked,

og den, der saa ham, holdt af ham straks der var Tro i hans Haand, naar den trykked.

Som Kunstner og Mand gik han ind til en Plads, hvor alting først skulde blive —

og da Sandet randt ud i hans Timeglas, da var der en Saga at skrive.

te;

i lti

"1 .-’^,‘"1 ^■

'i® 3WSK1

raf,t-S

l i !

4 $ % r

M ÉÉS 'irfSV^i?!*..*^.

»Js&pl K;«,g»s

-T.-'i.

!’•'“ :rø _■r®

!.■

I*-* • •:■

m

i:

^Lji!IRk i/.

m

?i»LJ ! ‘-t i ;. »r

r.u®

| li!

l Val_{i f j t ø}

T ’’’

I ^{..*,r *}

s s å ?|

S i:

$Ét:m

•'••i,1 i.\fe i?-S&«*!

, P ^{7 S - ,} i)

’ 1 •!'

£*:■:

k.;".. h"• ⁱ r ?*;* *.

I ' *y •

! ^ ••••!!! '

hHi S i m ::

V® '■ *;

•wi ;■ /;

68

* 'y^-» f^.’-r^..«

fem

mk^’r_

**"rV

OLAF HANSEN V.. :•.•••. .' ■.

•;; >•■ v- '■*.; •./.. v.- .■■■■- . '•' l ' *" '.i, '*' ;*' .'1

*/iS

Med Nybyggernæve tog fast han fat, mens Haabet i Kronerne brused,

og ryddede Rum mellem Tjørn og Krat og rammed en Grund til Huset.

i r

I ^tV

Var Vilje nok til at værne den Krans, man selv til sit Gravsted binder,

da holdt vel kun faa sig saa længe som hans Den blev dugget paa store Tinder.

Den flygtigste Kunst paa den fødende Jord, den der danser paa Scenens Planker,

kan sætte et uudsletteligt Spor og vække de fejreste Tanker.

Dem vilde han tømre et Ly, men fandt kun faa, som ledte derefter.

Tiden fordrede Gøgl og Tant, og Sygdom tæred hans Kræfter.

Hans ærlige Smil og hans prude Sind blev mørknet af tunge Dage.

Med usvækket Vilje og gulnet han stred mod Sotens Drage.

Kind

Men da Vinteren veg for den unge Vaar og det grønnedes gennem det brune,

medens Solen sang om et Helsens-Aar, ramte ham Dødens Rune.

En Arbejdets Kæmpe, en Lederaand, der var tro mod sig selv til det sidste!

Jeg lægger med tung og vemodig Haand min Efeukrans paa hans Kiste.

H

V:

*^{r * .} '

Fv•d- '.J ■

mx

‘O!fv|

Ml

1 1

*■1

si?

y^*1v-

S:

mt1^{~ .Tt' =1 rVv. ..}

'£L*$&■

Eⁿ. -. " V.’ : - _,A|^-i

jf'.iKi”

*ém&

I.'M'V^;r

; p .. d

■4

sa,

J r:^F; v?

pSpjl jv.pTS *j

r,^x c-

^ , >

O landt alle dem i den stolte Rad,

der løfted Norge med Sagn og Kvad, fra Øjvind og dem, der om Harald sad,

er der dog ingen som Drotten, Sangdrotten paa Aulestad.

Han vandrede ud som en Genfærds-Gæst, fra den Gang Skjalden gik Kongen næst.

N aar Luren kaldte til Kampens Fest,

var han baade Høvding og Sanger — han var Sanger og Høvding og Præst.

Med Mod for ti og med Kraft for to

han brød sig Vej, naar han sang sin Tro — han dannede Svælg og han byggede Bro;

han saaede Sæd i Vange, og i Vange skal Sæden gro.

WÉ

Og dog blev ingen saa veg som han, naar Øjet stirred mod Bjærgets Rand — og han kendte alt Savn mod den store Strand

Did drog jo Arnljot og Vikar, ung Vikar af Tiundaland.

Han rejste et Hjem i sit stolte Nord, men vidt over Verden hans Øjne for — og han lyned som selveste Auka-Thor

mod dem, der lod andre lide — hver lidende var ham en Bror.

Og »kastes der Høj over Heltens Ben«, da rejses ham mangen en Bautasten,

og Saga griber sin Rune-Pren:

Nu overskares en Guldtraad, Guldtraaden paa Nornens Ten.

r

r ' l i t

tv^{- '}vV^-

.i ---j

. ^ *■-’

. . . . ^ . VV,./ * • yV ;- .V..’ /'.■ ^

’.r ■ . :, ... ' ■•;>:• ••.. O V

V * ’ •' ; ?•’• ‘ ;.vO

OLAF HANSEN

' ; « ji j. jj ,

,"!>'•? • tø«®

iffl s vvr«

m

I.M

r -<|<*l.

f \ m . ,

wmw_{>6 '■ r ':}

■ l p

W";

noi ■'-

I f A v i i i- 4

t t N

\h :■:!*:• '•!

* V p ^{!' '!1}

f e : h i V.

r*. ,.1T^..

:%w-

V,

•,-^rv •.*

v m km i\<

1 V ?:

l“⁷* * - < * r ••-L

}:;••. , ft'

I'.'; VS . ;••/; * ;i;/.' 1 mv v < :

;•• V . k-* ■.

h J'*:':.

kv-:*

! ^.

V^{» .} 4 1 ^•

. I ^« I

VED FRODINGS DØD.

A tter staar Skyggernes Mistel grøn, og Høder strammede Snoren,

og ramt blev Kunstens kæreste Søn givet tilbage til Jorden —

Der dirrer en Tone, en vidunderskøn, over Norden.

For der vaagned et Ekko af al hans Sang fra vor Ungdoms stigende Dage.

Paany mod Sjælenes Port den klang og kastes forstærket tilbage,

gennembævet af Takketrang og af Klage.

Vor Tid faar aldrig en Sanger igen,

der synger saa stærkt gennem Sindet.

Ud paa hans Vej, ihvor han gik hen, har Skønhedsglorien skinnet.

Og Savnet vokser hos Muldens Mænd under Mindet.

’;ili

EN-

Der runger et Trav gennem Helvejens Nat fra den ottefodede Ganger,

og Længslen har over Hegnet sat og staar mellem Mørkets Fanger:

Giv os vor Broder! Sig mig, hvad Skat du. forlanger!

Og Mørket mumler sit kolde Svar — Det dugges i Dal og paa Høje,

og Rimen rinder af Sten og Giar, men Nornen ænser det føje.

Isnende tavs ej en Taare hun har i sit Øje.

Sov da, Sanger, den Søvn, du skal, du sjældne, forunderlig kære!

Din Urne skal gemmes i Mindets Hal, saalænge dens Søjler vil bære.

Velsignet som Mand og velsignet som Skjald skal du være!

74 OLAF HANSEN

NORMANNERBLOD.

T ^ in a r sidder paa Orkenø

■L-' og Torer hjemme paa Møre,

Rolf Ganger sejler den sorte Sø — sin Havhest ved han at føre.

Og nysankommen staar Ivars Bror paa Kijews stormede Mure

og stirrer mod end ikke vunden Jord langs Dnjeprs svindende Fure.

Der vaagner en Viking af Vinterhi, han lokkes af Guldet og Klasen — og atter beder de Franske: »Fri

os, Gud, fra Normannernes Rasen.«

Ti intet Kloster er lagt saa dulgt, hvis Køle dertil kan bære,

at ikke Normannen naar det, fulgt af Bølgens hundrede Hære.

Det suser i Høst over Bondens Bo fra trækkende Fugles Vinger,

men Byttets Øm med blodig Klo sit Rov til Hjemmet bringer.

Og Vinteren gennem i snekoldt Land i Hallen Høvdinger troner,

til Vaaren kommer med aabent Vand og de første, blaa Anemoner.

Men dengang de atter skød Snækkerne ud til Sang paa den danske Tunge,

og Skummet væded den skrammede Hud, da savnedes Freke den unge.

Støttet han inde paa Stranden stod med Hug i Bryst og Pande

og ønsked, han atter sejled imod de fjærne, forjættede Lande.

Men inden Flaaden kom hjem igen, var al hans Længsel begravet:

Vide stirrede Stenen hen

fra en Høj helt ude ved Havet.

Det første den var, som de kommende saa, det sidste, da atter de rejste.

Hans Liv randt hen paa det gyngende Graa, hans Minde ved Bølgen knejste.

»Ir

1 1

■! fp

(g i i ■«, l i p t #

FIHⁱ 8S:

w r«;

m m :

.1

I v il

I ^j+Y,

OLAF HANSEN

Og han,- der hugged ham Banesaar, er sunket i Seinens Vande —

hans Bror har vundet sig Viv og G aard paa Bretlands hærgede Strande.

Og Stenen styrted, men Højens Muld fik Varme fra ham, der døde:

Af Længselens blaanende Blomster fuld stirrer den Vaaren i Møde.

I^lJ'J , ' /l- il l-Vi'W

p i f

p p tm

il

P å t

Ni I Æ

ratr

4

jl V, •^{: J}

m & L

<., i •

r ^V '

tei

#

’FJ * *",i *■- ?:!- s r*¹

mn

» ; r . i •'

Til

S T E IN G R /M UR T H O R S T E IN S S O N

i Anledning af hans firsindstyvende Fødselsdag.

TV Tu hil dig, Sanger i det høje Nord!

Din Ungdoms og din Manddoms Tid svundet men end er Aaen ej i Havet mundet —

Perler den træder paa sin Sølversnor.

Da sidst vi skiltes »ved det brede Bord«, havde to Strømme samme Leje fundet, og endnu føler jeg mig lænkebundet

ved gamle Baand til Islands gamle Jord.

er

Den dukker frem i dine fagre Sange —

jeg føler Stænk af Hvidaas Strøm den stride og Morgenpust af Fjældets friske Vind,

ser Leen gaa i Laugardalens Vange og Hesten strække ud og Dagen lide og Maaneseglet over Heklas Tind.

UDKOMMET ER:

OLAF H A N S E N :

%

TVÆRVEJE... 1.00 NYE DIGTE... 2.00 AMERIKAREJSEN OG MØRKELAND.... 1.00

• •

DE N Æ L D R E E D D A

• •

NY OVERSÆTTELSE VED

O L A F H A N S E N

KR. 3.00 indb. KR. 3.75

L j a

NYE DIGTSAMLINGER

' ! * f c

mm,.

>' i f

; $ ;

EINAR BANQ

HVIDE SOMMERFUGLE

1.50

i *¹' B

7>

GUNNAR GUNNARSSON

\ ■ f

r 1 •'

D I G T E

■ i / 1.00

>*: B

■' J (r V* u

t IS. .

HOLGER RASMUSSEN

— — ---1 - ■ ■ — - * —

FARVEL TIL MIN UNGDOM

LOUIS

v.

ASIATISKE ELSKOVSDIGTE

" ^?■

%