Specialets indsigt om 3. ordens magt fra den synkrone analyse indeholder et interessant perspektiv, som vi nu vil udfolde. Vores synkrone analyse viste, at vi kan forstå statens regulering af ERF’ere i et 3. ordens magtperspektiv ved, at staten styrer ERF’ere til at styre ansøgerne. Som vist sætter dette ERF’ere som politiske aktører, men hvordan sætter det statens rolle, og hvad betyder det for sondringen mellem det private og det offentlige?
I samfundsvidenskaben er der en række samfundsdiagnoser, der byder sig til, som fortællinger om hvordan vi kan forstå staten. For os at se er samfundsdiagnosen om supervisionsstaten (Andersen 2004b) relevant for at forstå statens rolle i relation til erhvervsfondsområdet. Tesen39 om supervisionsstaten bygger på et ønske om at belyse det statslige styringspotentiale, når private aktører indgår i forskellige typer af policynetværk og varetager statslige funktioner (Andersen 2004b:232). Den private involvering i statens affærer sker på baggrund af en erkendelse af, at staten står magtesløs overfor at intervenere og styre andres kommunikation og selvrefleksion.
Supervisionsstaten beskrives ved tre underteser (Andersen 2004b:233): 1) Der ligger et
38 Se eksempelvis Mandag Morgen (2012).
39 Supervisionsstaten skal forstås som en statsform, der er ved at sætte sig igennem. Samfundsdiagnosen om supervisionsstaten er derfor formuleret som teser om en særlig styreform om staten, hvor Andersen ser indikationer på, at denne udvikling i stigende grad karakteriserer det nuværende samfund (Andersen 2004b:231-260).
Side 109 af 118
styringspotentiale i, at staten superviserer i forhold til netværksdannelse og netværksstyring. 2) Begrænsningen for styringspotentialet ligger i det privates refleksionskapacitet. 3) Den superviserende stat varetager sin funktion ved strategisk produktion, udvælgelse og iscenesættelse af konfliktstof til netværkene.
Vi mener, at disse teser kan perspektivere statens rolle i forhold til ERF’erne. For det første har staten med erhvervsfondsloven, hvis denne vedtages, praktiseret en styring via dannelsen af et netværk omkring anbefalinger for god fondsledelse. Staten erkender, at den ikke kan styre, hvilke beslutninger fondsbestyrelserne træffer. Derfor prøver staten at styre, hvilke rationaler for handling, der tilbyder sig som relevante i forhold til ledelse af ERF’ere. For det andet muliggør følgekomitéen til anbefalingerne for god fondsledelse, at staten kan udvælge og iscenesætte det konfliktstof, som fondsbestyrelserne må forholde sig til i fremtiden, da komitéen skaber en arena, hvor konflikter kan introduceres. Dette kunne eksempelvis være ved, at der rejses forventninger om koordination i de uddelinger, ERF’erne foretager. For det tredje er staten udfordret af, at den superviserende form for styring kun er succesfuld, når ERF’ere besidder refleksionskapacitet, der kan opfatte omverdens rationaler og forholde sig til rationalerne og handle på dem. Dette sikrer staten effektivt ved at installere et ufravigeligt krav om refleksivitet i forhold til anbefalingerne for god fondsledelse – ERF’ere skal forholde sig til anbefalingerne, men ikke nødvendigvis følge anbefalingerne. Gennem disse tre punkter er erhvervsfondsloven ikke blot et udtryk for en superviserende stat, men også et udtryk for at staten tilrettelægger sit eget strategiske rum for styring i fremtiden – et handlerum som muliggør en superviserende stat, der løser problemer ved at mobilisere private aktører gennem strategisk iscenesættelse af konfliktstof.
Som vi redegjorde for i indledningen, kan det hævdes, at ERF’ere står på grænsen mellem det offentlige og det private, men samtidig er denne dikotomi i samfundsvidenskaben under opbrud.
Den diakrone analyse fandt, at der er institutionaliseret en forståelse af ERF’ere som særlige ved, at de netop balancerer mellem det offentlige og private. ERF’ere bygger samfund i almennyttighedens navn, men er samtidig profitdrevne aktører via i deres ejerskab af nogle af de største danske virksomheder. I den forbindelse rejste vi i indledningen to perspektiverende spørgsmål om sondringen mellem offentlig og privat, som vi nu vil adressere i relation til vores analytiske indsigter:
1. Ud fra de indsigter specialet giver, er ordningsprincippet offentlig/privat stadig gyldigt og i givet fald i hvilken grad?
Side 110 af 118
2. Under præmissen om decentralisering af magten, hvordan kan staten regulere aktører som ERF’ere, der kan hævdes at stå på grænsen mellem det private og det offentlige?
I forhold til det første spørgsmål er det umiddelbart nærliggende at afvise gyldigheden af ordningsprincippet – den skarpe opdeling tilbyder ikke en meningsfuld beskrivelse af ERF’erne.
ERF’ernes beslutningspræmisser refererer både til profithensyn og til de samfundsopbyggende aktiviteter. I den forstand står ERF’ere på grænsen, og er en hybrid organisationsform, der både internaliserer offentlige og private hensyn. Det er relevant at bemærke, at det i praksis ikke opfattes som kontroversielt (og i øvrigt ikke har gjort det siden den første erhvervsfondslovgivning i 1984), at en organisation som ERF’ere kan stå på grænsen mellem det offentlige og private. I sin ’rene form’ er sondringen ugyldig som forklaringsmodel, men sondringen tilbyder et sprog til at forstå ERF’ernes balancering mellem det ene og det andet. I den forstand er sondringen et relevant værktøj for beskrivelsen af ERF’ernes organisationsform. Samtidig understreges behovet for andre teoretiske begrebsapparater også, fordi der mangler nuancer i sondringen mellem offentlig og privat.
Ovenstående rejser spørgsmålet; hvis sondringen ikke er meningsfuld i sin kategoriske forståelse af offentligt og privat, og vi i bedste tilfælde kan finde et grænsetilfælde, som tilfældet er med ERF’ere, hvordan kan vi så forstå statens grænser? Her tilbyder specialet et interessant perspektiv i forholdet om 3. ordens magt, da det rejser spørgsmålet om, hvorvidt de interessante iagttagelsesmuligheder i forhold til staten ligger i, hvordan begrebet om staten ’decentraliseres’ i den forstand, at staten ikke længere har monopol på en statslig styringsrationalitet. I stedet peger vores iagttagelse om ERF’ere som politiske aktører på, at staten glædeligt deler ud af sin styringsrationalitet og styringsambitioner til ikke-statslige aktører, hvormed staten både giver og tager autonomi. Dette forhold peger herved mod svaret på det andet spørgsmål ovenfor; staten styrer under præmisser om decentralisering af magten ved, at styre andre mod at styre i billedet af statens styringsrationalitet.
Side 111 af 118