Anbefalinger om forhold til omverden

Side 94 af 118

lig med andres interesser. Erhvervsfondsudvalget understreger dog vigtigheden i, at det løbende overvejes om balancen mellem kontinuitet og fornyelse forløber som den skal:

”Bestyrelsen må med passende mellemrum vurdere sin egen indsats: Har bestyrelsen nået sine mål? Hvordan fungerer samarbejdet og kommunikationen i bestyrelsen og mellem bestyrelsen og en eventuel direktion og/eller administrator? Bestyrelse og direktion bør på forhånd aftale, hvordan evalueringen skal ske. Karakteren og omfanget af evalueringsproceduren må afhænge af fondens situation.”

(Erhvervsfondsudvalget 2012:567).

Fondsbestyrelserne gives herved mulighed for at overveje og genoverveje tidligere beslutninger og fondsbestyrelsens samlede indsats i billedet af, hvad god fondsledelse er. Det er således fondsbestyrelsen selv, som ansvarliggøres overfor at afgøre, om fondsbestyrelsens indsats har været optimal, og hvad der kan forbedres. Via evaluering af egen indsats lægges der op til en egenkontrol af fondsbestyrelsen med afsæt i dens egen fri vilje. Vi kan i den forstand sige, at ERF’en skal revidere sig selv til sig selv, og gennem denne revision skal fondsbestyrelsen overveje balancen mellem fornyelse og kontinuitet. Der tilkobles ingen offentlighed om evalueringen, men offentligheden tænkes alligevel ind som en medspiller i anbefalingerne om god fondsledelse, hvilket vi nu vil undersøge nærmere.

Side 95 af 118

anbefalingerne, som ERF’erne skal spejle sig i, før de kan praktisere ’god fondsledelse’. Citatet bringer dog samtidig forholdet om omverden på banen i en anden forstand, fordi retningslinjerne også ’skal imødekomme behovet for åbenhed’. Behovet er dog ikke ERF’ernes eget, men Erhvervsfondsudvalget noterer sig i stedet:

”Den erhvervsdrivende fonds legatmodtagere, støtteberettigede og øvrige interessenter (datterselskaber samt medarbejdere og samhandelspartnere hertil o.a.) har i forskelligt omfang behov for information og viden om fonden. Deres forståelse og relation til fonden er afhængig af kvaliteten, omfanget og hyppigheden af den information, fonden offentliggør.” (Erhvervsfondsudvalget 2012:568).

Dette betyder, at når ERF’en skal udforme retningslinjer, så er ERF’en nødt til at reflektere over andres behov for information og viden om ERF’en, og imødekomme behovet i deres kommunikation til omverden. Denne åbenhed giver herved omverden mulighed for at forholde sig til ERF’en, og dermed muliggør åbenheden også en stillingtagen til ERF’en: ”Åbenhed og gennemsigtighed er væsentligt for løbende at have mulighed for at vurdere og forholde sig til fonden.” (Erhvervsfondsudvalget 2012:568). Her fremgår det, at anbefalingerne tilskynder, at ERF’erne skal handle på sig selv ved at kommunikere til omverden, og dermed muliggøres det, at omverden kan danne sig en holdning til ERF’en og dennes aktiviteter. I den forstand skal ERF’en aktivt arbejde for, at offentligheden får information og viden om ERF’en gennem indsigt i fondsbestyrelsens arbejde.

Ud fra ovenstående kan vi se, at ERF’erne – indenfor rammer som staten har defineret – har frihed til at handle på sig selv i forhold til anbefalingerne for god fondsledelse. Erhvervsfondsudvalget styrer således ERF’erne ved, at de har frihed til at styre sig selv, hvorved magten fremstår refleksiv og produktiv.

Ovenstående analyser af 1. ordens magt og 2. ordens magt, udtrykt gennem ’comply or explain’-princippet og anbefalingerne for god fondsledelse, placerer uundgåelig ERF’erne i en kompleks sfære. Afrapporteringen er en måde, hvorpå ERF’en forventes at reflektere over sine handlinger, men med anbefalingerne for god fondsledelse sker der samtidig en subjektivation af ERF’en, da det er frit, hvorledes den vil leve op til forventningerne i anbefalingerne og herved udfolde det handlerum, som tilbydes. På denne måde optræder magt både på 1. orden og 2. orden, men i koblingen af de to ordner opstår der et rum for 3. ordens magt. Dette ses ved en kombination af, at

Side 96 af 118

Erhvervsfondsudvalgets rapport inviterer interessenterne til indsigt i beslutningspræmisserne for ERF’erne, hvilket vi vil diskutere i det følgende afsnit.

4.3 1. ordens magt + 2. ordens magt = 3. ordens magt?

I følgende afsnit vil vi påpege et 3. ordens magtforhold, hvilket vi forstår som statens styring af ERF’ernes selvstyring som styring af andre. Konkret ser vi antydningen af 3. ordens magt, når staten kræver, at ERF’erne udarbejder uddelingspolitikker og offentliggør disse, men samtidig giver staten ERF’erne autonomi til at vælge retning for uddelingerne, som ansøgerne kan handle på sig selv i lyset af. På den ene side skal ERF’erne udarbejde rammevilkår for uddelinger, og dermed definere hvad der kan tænkes som den ’gode’ og ’dårlige’ ansøger. Dermed sætter uddelingspolitikkerne retning for uddelingsområder, og fondsbestyrelsernes overvejelser om uddelinger forskydes fra, hvad der skal uddeles til, til hvilke kommunikative føringer fondsbestyrelserne vil sætte for uddelingsområderne. På den anden side skal ERF’erne inddrage ansøgere i deres overvejelser gennem offentliggørelse af uddelingspolitikkerne. Herved opridses et magtforhold mellem ERF’erne og ansøgerne, idet ansøgerne kan vælge at lade sig spejle i uddelingskriterierne og de kommunikative føringer, som ERF’erne opstiller. Ansøgerne tilbydes herved en mulighed for at handle på sig selv, idet ansøgeren kan forme sig selv og gøre sig genkendelig som ’et værdigt almennyttigt formål’ i billedet af ERF’ernes uddelingspolitik. Dermed åbnes der både for en subjektivering og en subjektivation af ansøgerne. Der er tale om en subjektivering ved, at potentielle ansøgere nødvendigvis må indtræde som subjekt ud fra de kriterier, som ERF’en definerer – hvis de vælger at ansøge. Der er dog også tale om subjektivation, da det er et frit valg, hvordan ansøgerne vil imødekomme de kommunikative føringer, som ERF’erne sætter på handlerummet. De offentliggjorte uddelingspolitikker giver derfor potentielt ansøgerne mulighed for at handle på sig selv i et billede, som ERF’erne definerer. Herved kan ansøgerne gøre sig iagttagelige som et formål, der lever op til ERF’ernes vision om det gode formål.

På den måde kan anbefalingerne om god fondsledelse forstås ud fra et perspektiv om 3. ordens magt, da det er staten, der styrer ERF’erne, som herefter styrer ansøgerne. Vi vil i det følgende vise, hvilke konsekvenser dette forhold kan tænkes at have ud fra en illustrativ case med udgangspunkt i Novo Nordisk Fonden³⁵.

35 Vi inddrager Novo Nordisk Fonden som case for at vise, hvad der er på spil i et 3. ordens magtperspektiv. Grunden til at vi vælger Novo Nordisk Fonden som case er, at de har udarbejdet og offentliggjort en uddelingspolitik. Vores

Side 97 af 118