Hvad er det, der er derude?

Det er først i Ernst Kauffmanns bog: ”Erhvervsdrivende selvejende institutioner” fra 1963, at ERF’ere bliver diskuteret i relation til problematikker og italesat som et selvstændig retssubjekt.

Kauffmann indleder sin omfattende gennemgang af de juridiske problematikker om ERF’ere med følgende beskrivelse i forordet:

”I de senere år synes oprettelsen af selvejende institutioner at være blevet hyppigere end tidligere… Det spørgsmål frembyder sig derfor som nærliggende, om der her er tale om et velkendt institut, som den retlige og økonomiske udvikling blot har gjort mere brugbart og formålstjenstlig end tidligere, om der er tale om en sproglig forskydning, hvorved udtrykket »selvejende institution« nu foretrækkes fremfor andre betegnelser, der dækkede over væsentlig samme indhold, eller om der er tale om en egentlig nydannelse i retlig eventuelt også i økonomisk, henseende.” (Kauffmann 1968:17 fremhævning i original).

Side 46 af 118

Formålet med sin bog udtrykker Kauffmann, som værende en nysgerrighed overfor at forstå hvorfor netop denne organisering, synes at blive oprettet hyppigere. Kauffmann anerkender noget særligt ved ERF’ere, idet han italesætter, hvordan ERF’ere er anderledes end ikke-erhvervsdrivende fonde:

”Det er utvivlsomt noget væsentligt ved en selvejende institution, såfremt formuen foreligger i form af en erhvervsdrivende virksomhed. Heraf følger nødvendigvis: at forvaltningen ikke kan indskrænkes til den passive modtagelse (med påfølgende uddeling) af renter, udbytter m. v. men kræver en aktiv indsats til realisation af det fastsatte erhvervsformål; at der i langt højere grad end ellers ved legater o. l. som en normal foreteelse pådrages virksomheden (og dermed legatformuen) forpligtelser; og at realværdier unddrages ejendomsgodernes almindelige kredsløb og generationsskifterne og henlægges under »den døde hånd«.” (Kauffmann 1968:35-36 fremhævning i original).

Kauffmann laver her en distinktion mellem ERF’ere og ikke-erhvervsdrivende fonde ved at knytte forventninger til, hvordan ERF’ere skal handle i forhold til ikke-erhvervsdrivende fonde.

Kauffmann bliver dog ikke mere direkte end ovenstående i sin problematisering af gældende praksis om ERF’ere, men nøjes med at antyde en problematik omhandlende, hvorvidt ejerskabsformen bryder med det almindelige skattemæssige kredsløb i samfundet. Hermed ser vi for første gang kimen til en problematisering af ERF’ernes virke og samtidig en tydelig distinktion mellem ERF’ere og ikke-erhvervsdrivende fonde.

Der går dog seks år før, der endnu en gang bliver italesat en forskel mellem ERF’ere og ikke-erhvervsdrivende fonde. Landsretssagfører Kristian Mogensen anfører i sin tekst: ”Selvejende institutioner og fonds” fra 1969 i magasinet Revision og Regnskabsvæsen en opfattelse af ERF’ere som aktive forvaltere af kapital:

”Udviklingen på området er præget af to iøjnefaldende træk: For det første oprettes selvejende fonds og institutioner i vore dage hyppigt i stifterens levende live, medens man tidligere overvejende brugte testamentariske dispositioner, og for det andet er selvejende institutioner og fonds i højere grad end før knyttet direkte til erhvervslivet, sådan at de er baseret på eller ligefrem driver en erhvervsvirksomhed, og altså ikke blot er »passive kapitalister«.” (Mogensen 1969:309).

Her sondrer Mogensen mellem passive og aktive kapitalister, og han problematiserer ERF’ere ved:

Side 47 af 118

”Hovedinteressen knytter sig imidlertid til fondens interesser i bestående erhvervsvirksomheder. Besiddelsen af minoritetsaktieposter i større virksomheder, for eksempelvis besiddelsen af nogle børsnoterede aktier, giver ikke anledning til særlige problemer. Derimod er der grund til at beskæftige sig nærmere med de tilfælde, hvor fonden ejer en væsentlig aktiepost i (eventuelt aktiemajoriteten) i en erhvervsvirksomhed eller ligefrem ejer en erhvervsvirksomhed, der drives for fondens regning. Det er jo indskydelsen af sådanne erhvervsinteresser i fonden, der ofte har været det egentlige motiv for fondens dannelse.” (Mogensen 1969:316).

Hermed stiller Mogensen skarpt på, at selve motivet for at stifte ERF’ere er anderledes end ved ikke-erhvervsdrivende fonde. Her antydes det, at ERF’ere som regel ikke stiftes på bagrund af et almennyttigt formål, men med hensigten at drive virksomhed. Dermed er det ikke blot driften af ERF’ere som italesættes som særlig, men også stiftelsesgrundlaget. Mogensen rejser også spørgsmålet, om selve ejerformen er god for samfundsudviklingen:

”Når man betragter fondsdannelser under en større synsvinkel, kan det også være et problem, om denne organisationsform i det lange løb vil vise sig hensigtsmæssig. Det kan være et spørgsmål, om den adskillelse af kapitalinteresser og virksomhedsledelse, som fondsorganisationen indebærer, i alle tilfælde er hensigtsmæssig.” (Mogensen 1969:324).

Her problematiseres adskillelsen af kapitalinteresserer og virksomhedsledelse, hvilket er en problematik der senere bliver taget op i Lov om erhvervsdrivende fonde (L nr. 286 1984), som begrundelse for statslig styring af ledelsen af ERF’ere. Dette betyder dog ikke, at Mogensen lægger op til politisk handling:

”Som jeg nogle gange har nævnt, eksisterer der (bortset fra skattelovgivningen) kun meget få lovbestemmelser, der griber ind over for fondsdannelser. Om denne tilstand kan vare ved, er naturligvis umuligt at sige, men meget taler for, at vi her befinder os på et område, der trives bedst, hvis retsudviklingen får lov til at gro naturligt frem…”

(Mogensen 1969:323).

Året efter Mogensens artikel publicerer landsretssagfører Thøger Nielsen (1970) en anderledes direkte appel om politisk handling:

Side 48 af 118

”Nogle af de mest betydende fondsdannelser finder i vore dage sted på grundlag af interesser i erhvervsvirksomheder, og det er et politisk spørgsmål af vidtrækkende betydning, hvor samfundsgavnligt det i virkeligheden er at begunstige en udvikling, hvorved en stor del af landets betydende virksomheder bliver henlagt under bestyrelser, der som regel er selvsupplerende – nutidens form for overgang til »den døde hånd«.” (Nielsen 1970:24-25).

Her ser vi den første direkte problematisering af ERF’ernes organisering i samfundet. Det rejses som en politisk problemstilling, hvorvidt det skal være muligt at henlægge store erhvervsvirksomheder i fondsejerskab. Herved opbygges der en tydelig relation mellem problemet og løsningen, hvor problemet er den gældende praksis; erhvervsvirksomheder bliver fondsejede, og løsningen er at regulere området.

I de efterfølgende syv år bliver sondringen mellem ERF’ere og ikke-erhvervsdrivende fonde sporadisk italesat, men i overvejende grad i forbindelse med diskursiveringen af idealet om ERF’ernes samfundsbidrag²³. Derfor vil vi afholde os fra at udfolde problematiseringen i dette diakrone snit, men vi vil i stedet vende tilbage til dette senere, når vi analyserer idealet om, at ERF’ere skal bidrage til samfundet. Dette er et valg, vi har taget for at undgå unødige gentagelser.

Vi springer i stedet frem til år 1978, hvor Fondsudvalget bliver nedsat for at undersøge fondsområdet med henblik på, at fremsætte anbefalinger til en regulering af området. Fondsudvalget brugte fire år på at udarbejde sin kommissionsbetænkning, hvorefter der gik yderligere to år, før den første lovgivning om ERF’ere i 1984 blev en realitet. Vi vil derfor rette blikket mod forarbejdet til denne lovgivning med det formål at analysere, hvordan ERF’ere institutionaliseres som en særlig organisering.