MÆND SOM PATIENTER I BEHANDLINGSSYSTEMET

• Det er godt at være bevidst om, at mandlige kræftpatienter betror sig til færre mennesker end kvindelige. Mange mænd vælger kun at betro sig til deres partner. S

let bør have respekt for sådanne forskelle.

• Kvindelige kræftpatienter har ofte behov for at tale med andre om deres følelser omkring deres sygdom. Mange mænd, der får en kræftdiagnose, har i første omgang behov for i formation om sygdom og behandling, hjælp til at lave en handlingsplan og at få kontrol over situationen. Behovet for at tale om følelser kommer muligvis derefter.

• Det er ofte godt, hvis en pårørende er med, når informationen gives. Det er især vigtigt ved selve diagnosebeskeden.

• Tilbud om information og samtale bør gives i tilfælde af gentagelse. Det kan også være værdifuldt at tilbyde patienter en kontaktperson, der selv har gennemgået den aktuelle sygdom og behandling. I en del situationer bør sygehuspersonalet være mere aktivt og o fordre patienten til at tage imod den støtte, der tilbydes.

• Informationen bør gives både mundtligt og skriftligt, og den skal være tilpasset. Det b der f.eks., at mandlige kræftpatienter får information, der er specielt tilpasset mænds be-hov.

• Det er vigtigt, at alt personale på sygehuset har en fælles informationsstrategi. Det i bærer, at informationen skal være konsekvent, så patienten får samme information, uans hvem der giver den.

• Kræftpatienter skal tilbydes mange forskellige kanaler til sygehuset. E-mail og internet udgør for en del patienter udmærkede alternativer til sædvanlige telefonkontakter og m tagelsesbesøg.

• Personale med erfaringer fra flere forskellige klinikker oplever, at behovet for at udvikle behandlingen af kræftpatienter kan variere. Et eksempel på dette er, at svære beskeder, s som en kræftdiagnose, ofte gives mere usammenhængende på en urologisk klinik end på en onkologisk klinik. Det er vigtigt at samtlige klinikker får et overblik over deres rutiner for behandling af kræftpatienter.

• Mandlige pårørende til kræftpatienter har formodentlig et lignende behov som mandlige kræftpatienter. De har i første omgang behov for information om sygdom og behandling, hjælp til at lave en handlingsplan og at få kontrol over situationen. Derefter har de måske behov for at tale om følelser.

• Som plejepersonale bør man være klar over, at mødre og fædre kan have forskellige roller i forhold til det kræftsyge barn. Det kan f.eks. være, at moren i højere grad påtager sig o gaven at tale om, hvordan barnet hardet, mens faren i større udstrækning lader barnet for tælle selv. Det er derfor vigtigt at opmuntre forældrene til at tage del i barnets pleje.

p

- atien-

elv- årø-6. PATIENTFORENINGER FOR MÆND MED KRÆFT

Patientforeninger giver støtte til patienter og pårørende, fremmer samarbejdet mellem p terne og sygehuset og arbejder ofte opinionsdannende, især på nationalt niveau.

Kræftplejen og patientforeningerne har samme mål og kan supplere hinanden. De er s stændige parter, men bør have et forhold, der er præget af indbyrdes tillid og åbenhed.

Det er ønskværdigt, at hver kræftpatient har adgang til en patientforening.

Sygehuspersonalet bør samarbejde med patientforeningerne og opmuntre til nystiftelser af sådanne foreninger.

Sygehuspersonalet bør informere om foreningerne og deres virksomhed. Det er vigtigt, at de links på internettet, der anbefales, er seriøse.

Der skal blandt personalet være en bestemt kontaktperson til kræftpatienter og deres p rende, der formidler kontakt til patientforeningerne.

Sammendrag

Denne samenfattede NCU-konference havde til formål at øge den viden, der findes inden for området mænd og kræft. Formålet var også på basis af denne viden at udpege passende b handlinger til kræftsyge mænd. -Det bør påpeges, at den viden og de forslag, der præsenteres, stort set bygger på samlede e ringer snarere end på formaliseret forskning. Da erfaringerne ganske tydeligt peger i samm retning, behøver det ikke at indebære nogen betydelig svækkelse af budskabet, men de be-skriver, at området hidtil af forskellige grunde har været undersøgt i meget begrænset om Der er forskel på mænds og kvinders måde at reagere på, når de rammes af kræft, og der bør tages hensyn til disse forskelle på sygehusene og blandt de øvrige aktører, der deltager i b handlingen af kræftsyge.

Det lader til, at sådanne forskelle findes på både langt og kort sigt, altså når det gælder de akutte reaktioner i sammenhæng med diagnosebeskeden eller den oplevede livskvalitet s re.

Mænd og kvinder anvender delvis forskellige strategier for at håndtere den ændrede l tion psykisk, når de får kræft. Mænd lader først og fremmest til at søge information om syg-dommen, behandlingsmulighederne og lignende. Indtrykket er, at mændene anvender viden-søgning og den øgede viden som en metode til at forsøge at få kontrol over situationen. Mænd søger i betydeligt mindre udstrækning end kvinder mulighed for gennem samtaler at dele de-res følelser og tanker med andre. Mændene kan opleves som "tavse" af omgivelserne. De kan være nedstemte uden at vise det så tydeligt. Mænds nedstemthed kan derfor være sværere opdage end kvinders.

Når mænd taler om deres følelser, er det først og fremmest med nære pårørende, oftest p ren.

Selv de mænd, der har haft kræft, og som medvirkede ved konferencen, fremhævede v heden af, at læger og andet personale giver tidlig og saglig information, og at patienten får mulighed for at stille spørgsmål.

En anden erfaring hos plejepersonalet, der møder de kræftramte mænd, er, at det for mange mænd er vigtigt, at de i så stor udstrækning som muligt bevarer kontakten med arbejdslivet og andre dele af det normale liv, selv i sygdomstiden.

Selvfølgelig påvirker en række andre faktorer end kønnet de psykiske reaktioner, l

ten og måden at håndtere sygdommen på. Alderen er en vigtig faktor ligesom den kulturelle baggrund.

Det er rimeligt at antage, at de kønsrelaterede forskelle i det mindste delvis beror på indlærte kønsrollemønstre. Det betyder, at forskellene kan ændres i takt med kønsrollerne.

I kræftbehandlingen har kendskabet til kønsrelaterede og andre forskelle før i tiden været lille, når det gælder de psykiske og de sociale effekter af en kræftsygdom. Det betyder, at de p kosociale støtteinstanser, der er skabt, sjældent er tilpasset til en mere specifik målgruppe. En almindeligt brugt støtteform er samtalegrupper, hvor deltagerne overvejende har været kvin der.

I de senere år er flere projekter og andre satsninger, indrettet på psykosocial støtte til mandli-ge kræftpatienter, blevet mandli-gennemført i de nordiske lande. Undervisnings- og samtalegrupper,

hvor mænd med kræft regelmæssigt samles til møder med bestemte temaer, er prøvet på for-skellige måder. Vurderingerne viser, at disse satsninger er meget værdsatte hos deltagerne, der synes, at denne aktivitet gør det lettere at leve med sygdommen.

Selv grupper, hvor mandlige kræftpatienter sammen har genneført fysisk træning, er blevet værdsat.

Flere terapeutisk indrettede samtaler, individuelt og i grupper, for mænd med kræft synes o så at være til hjælp for mange, når de tilbydes.

g-

am- a- or-ndsatser.

, og støtten Det er indtrykket, at mange mænd er interesseret i psykosociale støtteindsatser, hvis de r mes af kræft, under forudsætning af, at støtteindsatserne er udformet specielt for mænd. I det mindste for nogle mænd er det lettere at tale med andre mænd end med kvinder om f.eks. pro-blemer med den seksuelle funktion efter en kræftbehandling.

Det er vigtigt, at sundheds- og sygehussektoren bliver bedre til at være opmærksomme og t ge hensyn til de store individuelle forskelle i reaktionsmåde og håndteringsstrategi ved alv lig sygdom. Det er en forudsætning for et mere varieret udbud af psykosociale støttei Mænds psykosociale behov ved en kræftsygdom skal have mere opmærksomhed til mænd bør udvikles og tilpasses.

For at dette kan ske, er der også mere behov for viden om, hvad der påvirker livskvaliteten i almindelighed og ved kræft, samt hvilke støtteindsatser, der har den bedste effekt blandt mandlige kræftpatienter.

Et vigtigt spørgsmål er, hvad der kan gøres for den gruppe af kræftramte mænd, der i dag trækker sig ind i sig selv og ikke viser interesse for nogen form for støtte. Meget tyder på, at dette er en særlig udsat gruppe, der ofte er meget sårbar, og hvis livskvalitet kraftigt forværres på grund af sygdommen.