N aar t il den vanlige H e j Aftenen vinker os hen.
..z "
i
S o n n e t t.
Fs. r f t e A s t e n .
I Grcrffct her jeg v il min Harpe lade Og selv et S k ju l i Ellebusken ssge.
T h i nu maae Lina Fodens J i l forege.
V i l hun sit B lik i Aftenroden bade.
L y t! hist det rasler i de vavre Blade — Ak! Vinde kun i Eegelovet spege.
Hvad glimter hist imellem Skovens Boge?
A k ! Solens B lik paa Vandets Solverflade.
M en Dagen synker og den Skjenne sinker.
A lt Maanen hist sit Solverhorn ndstmkker.
N u er det vist, uu a lt m it Haab forsvinder.
Jeg skulde grade — o men venligt blinker
D e t
i
hvert S tjerneblik: at Fremtid rakker S a a mangen Krands, som N utid lonlig binder.S o n n e t t.
A n d e n - A f t e n .
O stjenne Aften, purpurrod og stille!
I Elstovsroser Him len rundt udspringer.
Og trefold ssdt min LEolsharpe klinger.
T h i stjulte Amoriner paa den spille.
H er v il jeg mig med den usynlig stille,
M ens Hjertet hvert et Længselssuk betvinger, Paa det, naar J i l den Lettes Fod bevinger.
Jeg kan dens T rim fra Levers Radolen stille.
D og langer ei jeg kan mig selv bedrage.
B o rtvisn e r, Roser, thi hun kommer ikke!
N u suk, o H jerte! B ris te r, Harpestrange!
N e j! S tje rn e r, nej! Jeg kun v il klage.
S kjo n dt I suu blidt t il Jorderige blikke:
A t Guders V udling tid t muue vente lamge.
> ^ - *
S o n n e t r.
T r e d r e A f r e n.
H un elsker ci — den tredje S o l sig stenkor.
M ed den m it Liv fru Himmelen neddaler.
H un elsker ei — Hun spotter mine O valer Og brammner ak! maastee nred sine Ralliker.
S u a brister fra m ig, alle Jordens Lrenker!
Fra mig adskilles, Haabets Id e a le r!
M it Liv jeg nu paa Fortids T avle maler . Og kun ei dser, naur jeg det Svundne M urer.
H u fulste S tje rn e r! M ig ei meer I try lle ! T h i dybt i Jorden laae jeg uden Eder,
M en nn, I G rum m e! doer jeg fsrst imorgen.
A lt mine Hjne sig i M orke hylle —
For sidste Gang t il Kjamipens G ra v mig leder Og kalder D eden, hvis den lindrer Sorgen.
»
In g e n fortvivle v e r , thi kloder Sagtm od i Glæden,
Kleeder i S org den dog meer: T a a l er den mandigste D yd . —
Badet i Morgenens D u g , men blind for denS siraalende P u rp u r,
Laae jeg paa Kjampens G ra v, friv illig t D o -den indvie't.
Ikke jeg v il erindre tilbage i Haablesheds A f
grund,
D og er den mindre s irl, end v i det uden
fo r tro.
B ra t jeg horer m it N avn og see! der hopper min Lise
Let, som en A m o rin , ogsaa en saadan hun var.
T h i fra Borgen hun kom og havde saa meget at sige.
D a fra m it Ansigt hnn forst Duggen med Haanden fik to rt.
Og med gammeldags Viisdom paa spade, barn
lige Lade,
Ankcd' nrin liden K ly g r, Kjolingen andsende ci.
Trende Dage og N a rte r hu:? havde varet paa Borgen
Og ved den Elstedes S ang siddet med sesters lig H u ,
A k! thi den Skjonne var syg, a f Feberen Kinder
ne brandte,
Lise, den Omme, saa ridt kjslende aarrded' paa dem.
O men nu er hun saa frist som Blomsten, naar Duggen udspringer.
Og som den stjonneste Blomst ftaaer hun fo r Solen paa ny.
M en hvad har jeg da h o rt! Fortie det heller, o H je rte !
N e j! jeg kan ikke, nej! Lykken selskabelig er.
Stedse den Skjonne med Lise ?mi om den Frem-X mede talte.
Vaagende og i D ro m narvned' hun ofte hans N avn,
Lise a f hende det lterte og vakte med det mig a f D valen,
O som en Engel hun mig kaldte t i l Him len dermed!
N n tillige jeg vecd, ar mig Henrykkelsen robte
Dg at jeg hendes N avn lod sammenklinge med m it.
D a jeg i Eegen sad og mellem Jorden og H im len
Svimlede, liig en Aand, nylig a f Baandene lest.
n
M en overrasket, forskrakket, den dydige Pige bortflygted',
S y g a f Glade og S kra k, neppe hun naaede hjem.
Trende Tage hun kjamped' med Livets fiendtli-ge M agter,
D a den Tilbedte var syg, dode Tilbederen a lt.
N u hun kommer i A fte n , saaledes min Lise be
buder :
Elskovs yndige T o lk , sikkert bedrager du
ei! i
Meere du gjerne gad sagt, dog Lina dig byder at tie,
T h i det Sedeste v il hun forbeholde sig selv.
— I I Z —
S o n n e t r.
H v i kan dog'ei den ringe Dsdelige
For Guderne velkommen Gjengjeld bwre!
De H erlige! de intet meer begjcrre Og saa kan intet Offer dem berige.
Dog stal i Takkens S ang min Aande stige Med alle Blomsters D u ft til deres LEre!
I Duggens Libatjon der blandet vwre Endnu en Taare fra den Lykkelige.
En T aare! thi naar Barmen er for liden Og ikke kan den store Fryd omspcrnde.
D a maae du vel/ du Endelige! grarde;
D a maae du inderst benges bort fra Tiden Og dig mod Evighedens Rige vende.
A t sege Navn og M age t il din Gbede.
- * *
4^
n 6
A k ! hvad er Menneffet dog! E t usikkert Billed
i
Vandet,Anderledes, saasuart Volgerne velte sig om.
Ovalen var nys for m it Hjerte for sior, og nu er m it Hjerte
A lt for lidet igjen fo r en guddommelig Fryd.
D og har Lykken sin Braadd, liig honningbereden-de B ie r :
Uro gaaer tid t den fo ru d . Leede forfslger
' >
dens S p o r,
M en de alnnrgtige Guder mig 'b lid t for begge fritage.
Leede! en Uting du er. U ro ! jeg kjcuder dig . / /
er.
Liig det himmelste L ys, hvis Kilde aldrig ud-wmmes.
Gyder min inderste Fryd sig paa den heele N a tu r,
A lt hvad m it Hje seer, i den sig stille forstjsn-ner
Og fo mg et den kun udenfra kommer igjcn.
Hast e j, dalende S o l! og ts r d u , lamger du dvale.
H v e m , som Forventning er la n g , ham er Opfyldelse kort,
M en i ethvert M in u t v il jeg see et B illed a f Gladen,
F or den ved Tidens Haand kommer, en blaffende B ru d.
Nasten jeg frygter Fuldending: paa TidenS v i
gende B slge
S taaer den et H jeb lik, meere et S y n end en T in g .
Tingene selv forsvinde, de andre M ag te r
til-' hore.
D og Ideen er m in . Verdenen hviler
i
den.
og S piren i det.
H jertet er Kjernen i A l t ,
Phan tasien,
Jndenfra danner det rundt om sig sin V er
den, som S ka l. —
V e l maae jeg lykkelig va:re, at jeg saaledes kan stue
Ned i det klare L iv , piblende frem i min B a rm ,
Uafhængigt a f T iden, liig t sode Kilder i H a vet,
H vilket sin Bitterhed ikke toe blande i dem.
D o g , o Forventning! nu fo r mig t il Kæmpegra
ven ved Skoven,
Skovduen kurrer saa sodt hojt i den hvilen
de Bog.
S n a rt fra P ille t il P ille i dette Begeisirin-gens Tempel
Fletter den dalende S o l Rosernes festlige P ry d ,
S n a rt og et elskende P a r i dette Tempel frem
træder
Og t il en Hymneakkord samler den dobbelte S ja l.
D a den ofrende S o l mod Guders og Menne
skers Fader
Med Begeistring henvendt: Fader, jeg hel
liger dig
See! et.elstende P a r, det Bedste jeg stued' paa Jorden.
Taler det, synker — og Gud, Himlene alle see ned.
».5
V o n n e r t.
Lina kommer — Harpesirange, toner!
Toner Aanders reene K ja rlig h e d !
Lina kommer — for den Skimmes Fjed O N a tu r, !«rg dine Blomsterkroner!
S kisn som Verdens blodende Forsoner, Aftensolen purpurrod gaaer ned,
D og den dvcelcr end paa Himlens Bred D g forgylder Maanens Sslvertroner.
O hvor stjonr i siyngte Straalearm e S o l og Maane sig igjennemtmnge Og i Ligevcrgt paa Himlen hvile!
S a a stal jeg med Solens reene Varme Henrykt favne Lina lcrnge, larnge.
O z hun stal som Jomfrumaanen smile!
s ^ G
S k ju lt bag Eegen jeg stod og stirrede bange t i l Jorden
D a den Ventede kom; sjelden jeg lsfted m it B lik .
M unter hun syntes at komme, som om hun in tet betænkte.
Mangen ustinnende U rt rev hun i Tanker
D a hun paa Hsjen sig satte, jeg voved' at le f-te m it Hje,
Lokkernes Guldfald jeg saae ned ad den sner-hvide H als.
T a u s , sit Hoved hun sanked', og lange hun dvaled' paa H sjen,
Tankefuld, i sit Skjod veltende Urterne om.
Lange bag Eegen jeg stod, og lange hun dva-led paa H s je n :
A k! en Verden a f F ryg t laae mellem hende og mig.
D a fremhopped' en Amor, som hiin saa ffjelmss og saa yndig,
Lise var det, og greb brat m ir modstridende Haand,
Forte mig hen t il H s je n , hvor blussende Lina sig reised'.
Lagde min bavende Haand hen i den V a dendes Haand.
rft
H-*
S o n n e t t.
Hvad jeg forriam, kan intet Ord udtale, S lig t stal jeg forsi i Himlene udtrykke.
D og lamges H jertet, al sin Fryd og Lykke Med ydre Trcek og Farver at afmale.
B a g Skoven saae v i Aftensolen dale
Og hefted' kun paa den de bange Blikke, D og paa hinanden stnede vi ikke,
Hensiirrende, som i en henrykt D vale.
B ra t som en gylden Draabe Solen falder, I hendes Hjes D y b m it B lik forsvinder.
D a syntes m ig, som om jeg saligt dede.
M en snart Naturen vs tilbage kalder.
V i Favn i F a v n , og M und paa M und os finde.
D a var der allerede Morgenrode.
* *
*
E r det den samme S o l, som stiftende stiger og d ale r?
-S v a r m ig, blomstrende J o r d ! er du ei stjen-nere nu?
Eller mon Freden fra mig gik ud igjennem N a turen
Og jeg udenfor seer hvad i m it In d re blev t il?
Liig den kronede Elster, som ved den Favnedes S ide
I en mindefuld D rs m fjernet fra hende sig seer.
M en brat vaagnende op i Armen den Savnede finder
Og i fornyede B lund drager Betryggelsen ned;
E ller som Havets D y rk e r, naar efter Orkanen han stuer
Fra den tryggere Bred Vandenes hvilende S p e il;
E ller Pilgrim m en liig , naar gjennem Uvejr han stiger.
T il han paa Alpernes T op staaer over T o r
den eg Lyn:
Sasledes cr jeg tilm ode, paa M ojen jeg stuer tilbage
Og jeg tanker kun paa yndigt et bare min Kuinds.
Menneskeligt er det at strabe, guddommeligt er ' ?
det at hvile,
R o lig er Verdenens T o p , Evige sidde paa den.
N aar i den lavere Kreds sig Luften i Storm e hcnbslger.
Lodder uendelig Ro M e re n s bundlose H a v ;
N aar de ringere Aander med Verden treenige stride,
Staaer den heroiste K ra ft fast i Omstiftelsen selv.
Denne bundlese R o , o ! dette H a v i m it In d re ,
^>vor den ydre S to rm ikke indtrykker sin Gang,
Og saa mangen en Perle i S tilhed fra Bunden frem glim ter.
D e tte , o Evighed! siig r er det et B illed a f dig?
V iis og begristret var hiin Hsterleending, som lcrrte.
A t den bevidstlose Ro er en Foreening med Gud.
Og at en billedlss S tirre n t il Evigheden os fm er,
T h i hvor det Zordiffe veeg Lmder det H im melske frem.
G id da den himmelste Fred, der hviler paa ud
lers Isser,
S om den usmittede Snee h s jt ^a s det her-ffende Fjeld,
Stedse krone m it L iv , mens Tiden som Furer henvelter
Verdner under min Fod, hvor jeg ei plukker min K ra n d s :
T h i det Herlige staaer selvnejct og sig kun de
finer,
Og det Hvilende længst varer i Tidernes F lu g t.
S o n n e t t t i l L i n a . Halvdeel a f m it fsrste V a 'ftn , fe r
V i sank ned fra bedre Verdners H sje, Stedse mod hinanden v i os beje,
S kjendt adskillede ved S te ve ts S lo r ! Fra den eene fje rn , den anden deer.
T h i lad E lfio vs Baand os sammenfeje!
Lad os svimle i foreenet N e je ! E lfio v finder Salighedens K r.
Ikke fjernt i Tankens Evigheder
Skjebnens Love (Underlivet leder:
A lt det Herlige er stedse ncrr.
Knn for den, som har den. Him len er.
Hjertet evige N aturer stader,
M en Forstanden A lt t il Tiden taber.
- r
12 s,S
K r a n d s e n.
E n tidlig Langsel forunderlig Jeg fsled.
Og intet a f A lt, som lokkede m ig.
Den fjs le d :
Karfunklen lig t , som Lyset drog t i l . M i t Hjerte brændte i varig I l d .
D a treen jeg ti! Vaaren og taled saa:
D u S s d e !
M in Langsel du endelig komme maae Jmsde.
Den Amme mig alle Blomster gav hen.
Jeg frydedes, langtes dog snart igjen.
T il ElstovS Tempel derpaa jeg gaaer.
Paa Kinden
UndseelighedS Rose, knaler jeg for G udinden:
O svar. Tilbedede! om du formaaer.
Ar svale den Langsel, hvori jeg forgaaer?
E r blandende S lo r fo r m it Hje fa ld t.
Jeg favned
M it stjsnnere S e lv og intet a f A lt N u savncd;
M ig syntes jeg var paa de Saliges S 'r, D a brast, for tid lig ! det tryllende S lo r.
V la n t Verdens B s rn jeg sorrigfnld M ig tabte:
En V la n d v a rk a f Meeningens Bladegulo De stab te.
Oz dyristt eproded' den djerve Rod,
Forgjaves jeg spurgte, hvor B lo m s te n stod.
/
' /
— 1 ZO —
D a var Let engang i veemodig Host, Forsvunden
V a r Blomsternes S m iil med Sangernes I Lunden;
l
Ved Soen i M aanstin Erindring sad Og tabte i Bolgen det visne B la d .
Med Haabets Soster, den sindige M oe, Jeg stuer
P aa Straalestotten i stjernefuld Soe, D a luer
I Glandseu G lands, en Gestalt fremstaacr
M ed Vellyd i Haanden og Krands i sit Haar.
Jeg lytter saa henrykt til hver en Lyd, Den lin d re r;
Jeg stirrer ogsaa paa Lokkernes P ry d , Den tindrer.
Dog meere tindre de Stjerner, som staae S a a klare i Hjnenes Himmelblaae.
!
Den normere svLver, da danner jeg hen I Glandsen,
Dog snart, begejstret, jeg vaagner igjen Med Krandsen,
Den jordiste ej, den himmelste Krairds, Jrrviende til Alherligheds Glands.
r .
< l.
->.^7
-5'
1 '
i" ' ^» >' - " - .t ^ I E
v » '
V ' '
' » i! s .
-5 ^.-'^
qe.n
'.T i l H e l b r e d e l s e n .
E p a d e N ym phe, kom med dine vilde.
D ine friste Roser! N a ja s , kom Med det Aasyn, som fra Livets Kilde
V
Badopfristet, vendte freidigt om.
N a k mig Hedes krandssmvundne V a g e r, F yld t ved den uendelige B rs n d !
R o r mig med den blode H a a n d , som lager Saaret selv i uopdaget L s n !
Med din Rande, den balsamist sode,
A V a k paa ny m it Hjertes qvalte I l d ! Lad igjen m it klare Kje mede
Haaber i dit fremtidsfulde S m iil!
E r det ikke d ig , som sodt forblinder
Dsdens Kaarne t il hans egen T rsst, N aar to Roser paa hans sjunkne Kinder
Krandse Undergangen i hans B ryst?
H o r m ig , ommeste, stjsndt dsdelige I de dyrkede Gudinders C hor!
Kun a f denne Verden er dit Rige,
M en din M a g t forstjonner S o l og Jord S kjon som det, den reene Leengsel savner,
Stirrende mod Himlenes Asur,
S k jo n , som forend Tiden hende favner, , Skuer du den elstede N a tu r.
G »
D ig kim reen og crde! A ttraa frister,
Ler du ivre r kmr ved Jordens F rugt, N s d ts rfts grove, tiruge Lunker brister
H a lv attheriff, lv fte t op paa S tra a le r,
Luttret Nydelse i Haadets Skaaler ' . D ine reene L^ber ei forfmaae.
-Skjebrren dig kun Livets Blomster byder, B lid t for Frugten den fritager dig, D igteristt d it lette Liv henflyder
Og dit S a vn g jsr dig kun dobbelt rig . Liig en elstet clstende S ylfid e ,
E r d n , Hmme! fvcrrmerist og blsd.
S a lig Barndom fra AlfaderS S ide Kaster Rosenknopper i ' d i t S l'iod.
Reenere fra S tyre n s sorte Bolge Livet ved din Bistand stiger op;
Hmhed og Begeistring i dit Felge
Sanke Blomster hejt paa Livets T o p . Karsthed sig paa Havets Bolge gynger
Og i Grubens Svcrlg nedstyrter sig.
Medens du din Krands i Himlen slynger Og ved jordistt S a vn forguder dig.
Og den blonde G u d , hvis Toner stille Livet fra den jordist-tunge Lod,
H a n , som lige mild og hielpsom stiller
Saarets Valld og Savnets bange Graad H erlig t straalende, han dig omsvaver.
Ved hans I l d du vorder dobbelt rod, Nosenkrandsen om hans Citter baver
Og nedsynker villig i dit S kjod.
O sira kom d a , kom, Tilbedelige!
Na'k mig atter Livets sode S k a a l!
Kom og bortaand Luerne, som stige
R undt om mig fea grumme Feberbaal
/
Frels mig a tte r! Lad mig atter stue Livets Morgenrode paa din K ind!
For mig under Haabets Farvcbue
S tille - g la d , i Solens Riger ind.
Fordum a f Venedigs Marmorsirugsel Focr jeg mar til druekrandset He,
-Med den Syges inderlige Længsel,
S lu 'rcd ' jeg paa kjolig-sunde S s e : D a paa gronue Volge du imode .
Kom m m .T a a re , som i den nedrandt E t a f Vårrene, de purpurrsde.
B lid du rakte mig til Livets Pandt.
V
_ . 7^ ^ Zv
^ o /
V rager jeg? M on Febcrtryllerier ^ . 4 . Gsgle rundt om mig til stakket Trost?
E r det d ig , Paakaldte! som befrier Atter Aanden i m it klemte B ry s t?
J a ! med Sydens lunkne V iftn in g giver D u mig det fornyde Aandcdrag,
Oa i raste Melodier driver
Livet frem i alle Pulses S la g .
S n a r t, rodf.estet, k ra ftig , staaer jeg atter Opreist fra min Afm agt og m it F a lo ;
Sejrende, m it friste Haab omfatter A lt en Rad a f fjerne Dages T a l : Dog stal jeg, o Gajas spcvde D a tte r!
Stedse dyrke dig i Fraholds K ald, Og m it heele Liv stal dig til ?Ere
Kun H e l b r e d e l s e fra S te ve t vare.
D e r E e n e.
det Skjsnne forgaser, fordi at ei Aanden
stal rrojes
I sm fornedrede S ta n d : stedse stal Længs
lerne her
Brande i Mennestets B a rm , lug Lampen i natlige Famgsel,
D er i M srke og M u lm Mtvrke paa Himme
lens Lys.
Menneske! ei hvad du har, men hvad du savner og attraaer,
D et er din kostbarsie S ka t, det er din yp
perste V a rd ,
T h i det Herlige kun ved S a vn du kan dig t il
egne :
— IZ 9 —
N sje er Menneskets Fald, Lcrngsel dets hsje-ste Flugt.
A lt det Skjsnne forgaaer, Symbolernes Verden omstiftes
Og i andre Tegn taler det Cene sig ud.
G rav i Verdenens Aarbog: der ligger Sekter
nes Rader,
Som henstyllcde L a g , Tandernes Bundfald og S p o r.
Kloden er selv en R u in , og som Skimlen paa smuldrende M uure,
A f dens brustne G ra n it spirer den secnere V a a r.
Ikkun et Eeneste e r, mens Tiderne dale og stige.
Ikkun et Eeneste v a r , er og stal vcrre som f e r :
D et er det evige Liv, som liig Blodet fra H je r
te t, udflydcr
Gjemrem den heele N a tu r, hen og tilbage igje n ;
S aa forkynder sig Ssirlcu i siedse omstistede